- For alternative betydninger, se
Golfkrigen (flertydig)
.
(
Se ogsa artikler, som begynder med Golfkrigen
)
Golfkrigen
|
Kort over landfasen af Operation Ørkenstorm
|
|
Parter
|
USA
-ledet koalition
| Irak
|
Ledere
|
Norman Schwarzkopf
| Saddam Hussein
|
Styrke
|
883.863
| 360.000
|
Tab
|
378 dræbte
1.000 sarede
| 25.000 dræbte
75.000 sarede
|
Golfkrigen
(
2. august
1990
?
28. februar
1991
)
[1]
[2]
var en konflikt mellem en 34
[3]
lande stor
amerikansk
ledet koalition med mandat fra
FN
og
Irak
ledet af
Saddam Hussein
. Ofte bruges navnet
Operation Desert Storm
, USA's militære navn for selve angrebsfasen, om krigen.
Golfkrigen blev indledt, da
Irak
under
Saddam Hussein
indtog nabolandet
Kuwait
for at sikre sig oliekilder i august
1990
. Dette betød, at
FN
greb ind, og at
USA
, med præsident
George H.W. Bush
i spidsen, med militær magt besejrede de irakiske styrker efter en længere og forudgaende bombekampagne fra luften, der startede d.
17. januar
1991
. De amerikanske tab var historisk fa for en landkrig, mens de irakiske var betydelige.
Fem dage efter Iraks invasion af Kuwait d. 2. august 1990 sendte USA styrker fra
hæren
,
marinekorpset
,
luftvabnet
og
fladen
til
Saudi-Arabien
med den begrundelse, at Irak forberedte en invasion her. Denne forsvarsaktion blev kaldt
Operation Desert Shield
.
Samtidig bad USA andre lande sende tropper til omradet. De amerikanske bestræbelser pa at samle en koalition var sa vellykkede, at da kamphandlingerne begyndte d.
17. januar
1991, havde 12 lande sendt fladestyrker, der supplerede den amerikanske fladestyrke pa seks hangarskibsgrupper. Endvidere havde otte lande sendt landtropper, der supplerede tropper fra
Bahrain
, Kuwait,
Oman
,
Qatar
, Saudi-Arabien og de
Forenede Arabiske Emirater
sammen med de amerikanske landstyrker, der bestod af sytten tunge, seks lette og ni marineinfanteribrigader. Samlet set deltog 2.430 fly pa koalitionens side.
Til forsvar mod denne massive styrke havde Irak kun nogle fa kanonbade og sma missilbade, mens de pa landjorden havde 1.200.000 mand landtropper og ca 5.800
kampvogne
, 5.100
pansrede køretøjer
og 3.850
artilleripjecer
. I luften havde Irak 750
kampfly
og
bombefly
, 200 andre fly og et stort luftforsvar.
Men kampvognene som blev brugt af irakerne, var hovedsagelig kopier af 50 ar gamle sovjetiske kampvogne. Kampvognenes
panserbrydende ammunition
var gamle
russiske
eller
kinesiske
typer, der ellers var blevet udfaset i
1970'erne
. Den samme mangel pa moderne udstyr gjorde sig gældende i det meste af det irakiske militær.
Dagen efter den deadline, der var fastsat ved FN-resolutionen, startede koalitionen et voldsomt luftangreb med mere end 1.000 daglige togter. Angrebet indledtes d. 17. januar, da otte amerikanske
AH-64 Apache
kamphelikoptere ødelagde irakiske radarinstallationer nær grænsen til Saudi-Arabien. Radarinstallationerne ville have kunnet advare irakerne om det forestaende luftangreb, men var nu sat ud af drift. Kort efter fløj to
EF-111 Raven
og 22
F-15E Strike Eagle
kampfly imod de to største og mest beskyttede flyvestationer i Irak.
Derefter angreb ti
F-117 Nighthawk
stealth
jagerbombere
og tre EF-111 den irakiske hovedstad,
Bagdad
.
Minutter efter angrebet pa Bagdad affyrede den amerikanske flade
BGM-109 Tomahawk
-missiler mod byen. Angrebet fortsatte i timevis. Regeringens bygninger, irakiske TV-stationer, lufthavne og Saddam Husseins paladser blev ramt. Fem timer efter de første angreb sagde Saddam Hussein pa den nationale radiokanal, at "Den store duel, moderen til alle slag, er begyndt. Sejrens morgengry nærmer sig."
Irak svarede igen ved at affyre otte
Scud missiler
mod Israel den næste dag. Koalitionens første prioritet var at ødelægge det irakiske luftvaben og luftforsvar. Det var hurtigt overstaet, og resten af luftkrigen kunne koalitionens kampfly operere forholdsvis frit. Pa trods af Iraks store mængde luftforsvar mistede koalitionen kun et enkelt fly den første dag. Fly med
Stealth teknologi
blev flittig brugt i den første fase af krigen netop for at undga luftforsvaret. Derefter kunne andre typer fly nemmere bruges. Bombetogterne blev primært indledt fra Saudi-Arabien og fra de seks hangarskibe i den Persiske Golf og
Rødehavet
.
I den første uge af luftkrigen blev der fløjet nogle irakiske missioner, men de gjorde begrænset skade, og 38 irakiske MiG-kampfly blev skudt ned af koalitionens fly. Kort efter begyndte de irakiske fly at flygte til
Iran
. Mellem 115 og 140 kampfly søgte tilflugt i Iran. Denne masseflugt overraskede koalitionen, der ikke naede at reagere, før de fleste fly fra det irakiske luftvaben var naet i "sikkerhed" pa iranske flybaser. Iran beholdt kampflyene som krigsskadeserstatning for
Iran-Irak-krigen
, og piloterne blev først frigivet flere ar senere.
Koalitionsstyrkerne dominerede luften med deres teknologiske fordele, mens de to parters landstyrker blev anset for mere lige. Koalitionen havde en stor fordel, fordi de havde vundet luftherredømmet, og havde derudover to klare fordele: Amerikanernes M1 Abrams-kampvogn var klart overlegen i forhold til de
sovjetiske
T-72 kampvogne, irakerne anvendte, og samtidig kunne koalitionsstyrkerne nemmere finde vej i ørkenen uden at være afhængige af faste kendemærker, fordi de brugte
GPS
-navigation. Pa denne made kunne de udmanøvrere de irakiske styrker.
Elementer af den amerikansk 2. brigade, 1. kavaleridivision, udførte en hemmelig opklaringsmission ind i det irakiske territorium d.
9. februar
1991. De blev fulgt af en ny opklaringsstyrke d.
20. februar
, der nedkæmpede en irakisk
bataljon
. Den
22. februar
gik Irak ind pa et sovjetisk forslag til en fredsaftale. Aftalen indebar, at Irak skulle trække alle styrker ud af Kuwait indenfor tre uger. USA gik imod forslaget, men proklamerede, at irakiske styrker ikke ville blive angrebet, hvis de var under tilbagetrækning og gav de irakiske styrker 24 timer til at forlade Kuwait.
Kort efter blev det amerikanske VII Korps samlet i fuld styrke og startede et angreb med kampvogne ind i Irak vest for Kuwait. Det overraskede de irakiske styrker. Samtidig angreb det amerikanske XVIII
luftbarne
korps over den stort set uforsvarede ørken i det sydlige Irak, ledet af 3. pansrede kavaleriregiment og 24. mekaniserede infanteridivision. Den venstre flanke blev sikret af den franske 6. lette panserdivision. Den hurtige franske division overvandt hurtigt den irakiske 45. infanteridivision med kun en handfuld tab og indtog en blokerende stilling, der forhindrede ethvert irakisk modangreb pa flanken. Angrebets højre flanke blev beskyttet af den britiske 1. panserdivision. Da koalitionen var trængt dybt ind i det irakiske territorium, drejede de mod øst og angreb den irakiske Republikanske Garde i flanken.
Den Republikanske Garde kunne ikke modsta angrebet, og under flere forskellige kampvognsslag blev den slaet tilbage. Koalitionens tab var minimale.
Fremrykningen gik langt hurtigere, end de amerikanske generaler havde forventet. Den
26. februar
begyndte de irakiske tropper at trække sig ud af Kuwait, men satte dog i stort omfang ild til oliefelterne i Kuwait under tilbagetrækningen, hvilket førte til den største menneskeskabte uproduktive afbrænding af
olie
nogensinde, og man oplevede nedfald sa langt borte som i
Himalaya
. En lang konvoj af flygtende irakiske tropper hobede sig op pa den største hovedvej mellem Kuwait og Irak. Denne konvoj blev angrebet sa kraftigt, at amerikanerne kaldte den "Dødens Hovedvej". Kritikere af aktionen mener, at kolonnen ogsa indeholdt krigsfanger og flygtende irakiske civile. Styrker fra USA, Storbritannien og Frankrig fortsatte med at forfølge de flygtende irakere over grænsen og ind i Irak og naede til et punkt 240 km fra Bagdad, før de trak sig tilbage igen.
100 timer efter at landkrigen var begyndt, erklærede præsident
Bush
vabenhvile, og d. 27. februar var Kuwait befriet.
Irak blev fordrevet fra Kuwait, og fra militær side blev det vurderet, at en indtagelse af hovedstaden Bagdad ville kunne forega forholdsvis smertefrit, da Saddams militær viste tegn pa kollaps. Den amerikanske politiske ledelse bestemte sig dog i sidste øjeblik til at afsta fra dette.
Som George H.W. Bush senere skrev, sa manglede der en
tilbagetrækningsstrategi
, og han frygtede for. hvor lang tid en evt.
invasion
ville forpligte amerikanerne.
Efter krigen fulgte en periode med skiftevis FN-inspektion og FN-blokade mod Irak og med konstant overflyvning og spredt bombning udført af amerikansk og britisk militær, bl.a.
Operation Desert Strike
(sept. 1996) og
Operation Desert Fox
(dec. 1998). Derudover var der en
flyveforbudszone
nord for 36°N for at beskytte Iraks
kurdere
, og en syd for 33°N for at beskytte Iraks marskarabere.
Dette foregik, indtil den amerikansk ledede "
Koalition af Villige Lande
" i
2003
pa ny gik i krig mod landet og væltede det irakiske regime.