Aleksej Nikolajevitj Kosygin
(
russisk
:
Алексе?й Никола?евич Косы?гин
,
tr.
Aleksej Nikolaevitj Kosygin
; født
20. februar
1904
i
Sankt Petersborg
,
Det Russiske Kejserrige
, død
18. december
1980
i
Moskva
,
Sovjetunionen
) var en sovjetisk statsmand under
den kolde krig
. Kosygin blev født i byen
Sankt Petersborg
i 1904 i en russisk arbejderfamilie. Han blev indkaldt til tjeneste i arbejderhæren under
den Russiske Borgerkrig
, og efter afmobiliseringen i 1921 arbejdede han i
Sibirien
som leder pa en fabrik. Kosygin vendte tilbage til Leningrad i begyndelsen af 1930'erne og arbejdede sig op i det sovjetiske hierarki. Under
den store Fædrelandskrig
(
2. verdenskrig
) var Kosygin medlem af den statslige forsvarskomite og fik til opgave at flytte den sovjetiske industri ud af de omrader, der snart ville blive indtaget af tyske militære styrker. Han tjente som
finansminister
i et ar før han blev minister for letindustri, og senere minister for letindustri og fødevareindustri. Stalin fjernede Kosygin som medlem af
Politbureauet
et ar før sin død i 1953, og mindskede dermed med vilje Kosygins stilling indenfor det sovjetiske lederskab.
Efter magtkampen, som blev udløst af Stalins død i 1953, blev
Nikita Khrusjtjov
den nye leder. Den 20. marts 1959 blev Kosygin udnævnt til stillingen som formand for
Gosplan
, en stilling, han bestred i lidt mere end et ar. Kosygin blev derefter viceformand for ministerradet. Da Khrusjtjov blev udskiftet i 1964 blev Kosygin premierminister og
Leonid Bresjnev
generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti
. Kosygin var sammen med Bresjnev og
Nikolaj Podgornij
,
formanden
for
Sovjetunionens
øverste sovjets
præsidium
, medlem af den nyligt dannede kollektive ledelse. Kosygin blev en af de to store magthavere indenfor det sovjetiske hierarki, den anden var Bresjnev, og var i stand til at iværksætte den fejlede økonomiske reform fra 1965, som oftest bare kaldes Kosygin-reformen. Denne reform gjorde sammen med hans mere abne holdning til at løse problemet med
Foraret i Prag
i (1968) Kosygin til en af de mest liberale medlemmer af topledelsen.
Nogle af Kosygins politiske holdninger blev anset som alt for yderligtgaende, især blandt de mere konservative medlemmer af topledelsen, som dog aldrig blev i stand til at komme af med Kosygin som premierminister, ogsa selv om han og Bresjnev ikke brød sig om hinanden. I 1970'erne havde Bresjnev samlet nok magt til at standse alle Kosygins reformforsøg. I 1980 tradte Kosygin tilbage pa grund af darligt helbred, og han døde to maneder senere den 18. december 1980.
Kosygin blev født i en russisk
arbejderklassefamilie bestaende af far og mor, Nikolaj Iljyitj og Matrona Aleksandrovna, og hans søskende. Familien boede i
Sankt Petersborg
. Kosygin blev
døbt
den 7. marts - en lille maned efter sin fødsel.
[2]
Han blev indrulleret i en arbejdslejr pa bolsjevikkernes side under
Den Russiske Borgerkrig
. Efter
den Røde Hærs
demobilisering i 1921 gik Kosygin pa Leningrads kooperative tekniske skole
og fandt arbejde i systemet for forbrugerkooperativer i
Novosibirsk
i
Sibirien
.
Da han blev spurgt, hvorfor han arbejdede i økonomiens kooperative sektor, svarede Kosygin med et citat af
Vladimir Lenin
: "Kooperativer ? vejen mod
socialisme
!"
[6]
Kosygin blev der i seks ar. Han ansøgte om at blive optaget i Sovjetunionens kommunistparti i 1927
og vendte tilbage til Leningrad i 1930 for at studere ved tekstilinstituttet, hvor han færdiggjorde sine studier i 1935.
[6]
Efter at han blev færdig med studierne blev Kosygin ansat som leder pa en tekstilmølle. Tre ar senere blev han valgt som guvernør i Leningrad af kommunistpartiets centrakomite. I 1940 blev Kosygin vicepremierminister, og i 1943 blev han leder af den russiske SFSR. Kosygin arbejdede for den statslige forsvarkomite under 2. verdenskrig.
Som viceformand for radet for evakuering
[7]
var hans opgave at evakuere industrien fra omrader, der snart ville blive indtaget af tyskerne. Han brød
belejringen af Leningrad
ved at organisere anlæggelsen af en forsyningsrute og en rørledning pa bunden af Ladoga-søen.
Kosygin var kandidatmedlem af politbureauet fra 1946 til 1949, og blev fuldgyldigt medlem i de sidste ar af
Josef Stalins
regeringstid, men han mistede dog medlemskabet i 1952.
Han tjente kortvarigt som
finansminister
i 1948,
og som minister for letindustri fra 1949 til 1953.
[10]
Kosygins administrative evner
medførte, at Stalin tog Kosygin til sig. Stalin delte oplysninger med Kosygin, som for eksempel oplysninger om, hvor mange penge
Vjatjeslav Molotov
,
Anastas Mikojan
og
Lazar Kaganovitj
ejede, brugte, og betalte deres tjenestefolk. Et medlem af politbureauet tjente en beskeden løn efter sovjetiske forhold,
men havde ubegrænset adgang til forbrugsvarer. Stalin sendte Kosygin ud til de tre mænds hjem for at bringe "tingene i orden". Opgaver som denne gjorde Kosygin upopulær blandt visse medlemmer af den sovjetiske ledelse. Kosygin fortalte sin svigersøn Mikhail Gvisjiani, en officer i
NKVD
, om beskyldningerne, som blev ført mod hans kollega
Nikolaj Voznesenskij
, som pa daværende tidspunkt var formand for
Gosplan
og sovjetisk vicepremierminister, pa grund af Voznesenskijs besiddelse af skydevaben. Gvisjiani og Kosygin kastede alle deres vaben i en sø og ledte i begge deres huse efter aflytningsudstyr. De fandt aflytningsudstyr i Kosygins hus, men det kunne have været installeret med henblik pa at spionere mod marskal
Georgij Zjukov
,som havde boet i huset før ham. Ifølge hans erindringer forlod Kosygin aldrig sit hjem uden at minde sin kone om, hvad hun skulle gøre, hvis han ikke kom hjem fra arbejde. Efter at have levet to ar i konstant frygt naede familien til den konklusion, at Stalin ikke ville gøre dem ondt.
Kosygin dannede sammen med
Aleksej Kuznetsov
og Voznesenskij en trojka efter krigen, og alle tre blev de forfremmet i det sovjetiske hierarki af højtstaende politikere som Stalin. Nogle er af den opfattelse, at
Lavrentij Berija
og
Georgij Malenkov
forsøgte et plot mod dem i 1950, og startede hvad der senere blev kendt som
Leningrad-affæren
, som bestod af et antal opdigtede kriminelle anklager mod Kuznetsov og Voznesenskij, som begge blev henrettet. Kosygins liv, som var forbundet til Kuznetsov gennem ægteskab, hang i en tynd trad. Hvordan og hvorfor Kosygin overlevede skueprocessen vises ikke.
[14]
Nikita Khrusjtjov
beskyldte Berija og Malenkov for Kuznetsovs og Voznesenskijs uskyldige død og beskyldte i 1957 Malenkov for at have udtænkt plottet, sa enten Malenkov eller Berija ville efterfølge Stalin efter dennes død.
Efter Stalins død i marts 1953 blev Kosygin degraderet, men da han var en af Khrusjtjovs stærke støtter, vendte hans karriere hurtigt igen. Selv om han aldrig var en af Khrusjtjovs yndlinge, sa bevægede Kosygin sig hurtigt op i graderne inden for partiets rækker.
Kosygin blev medlem af
den statslige planlægningskomite
i 1957 og blev kandidatmedlem af politbureauet. Efterfølgende blev han forfremmet til formand for den statslige planlægningskomite og blev Khrusjtjovs første vicepremierminister i 1960. Som vicepremierminister rejste Kosygin til udlandet, mest pa handelsmissioner til lande som
Nordkorea
,
Indien
,
Argentina
og
Italien
. Senere, efter
cubakrisen
, blev Kosygin talsmand for forbedrede relationer mellem Sovjetunionen og USA.
[10]
Kosygin fik sin gamle plads i politbureauet tilbage ved den 22. partikongres i 1961.
Da Khrusjtjov blev afsat som leder i oktober
1964
overtog Kosygin Khrusjtjovs gamle post som premierminister i hvad der til at starte med var et kollektivt lederskab med Leonid Bresjnev som generalsekretær for det kommunistiske parti og
Anastas Mikojan
, og senere
Nikolaj Podgornij
, som
formand
for
præsidiet
.
Det nye politbureau havde et mere konservativt udsyn end under Khrusjtjov - Kosygin, Podgornij og
Andrej Kirilenko
var de mest liberale medlemmer, og Bresjnev og
Arvids Pel?e
tilhørte den moderate gren, mens
Mikhail Suslov
fortsat stod i spidsen for partiets stalinistiske gruppe.
Under en ceremoni i oktober 1964, der hædrede sovjetiske
kosmonauter
, opfordrede Bresjnev til en styrkelse af partiapparatet. Denne tale var kun begyndelsen pa en stor kampagne rettet mod Kosygin. Et antal aviser, som
Pravda
og
Kommunist
, kritiserede Ministerradets arbejde, og dermed indirekte dets formand, Kosygin, med at planlægge økonomien pa en urealistisk made, og anvendte meget aggressiv retorik sammenlignet med før til at kritisere Kosygin. Bresjnev var i stand til at kritisere Kosygin ved at sammenligne ham med
Vladimir Lenin
, som Bresjnev hævdede havde været mere interesseret i at forbedre forholdene i det sovjetiske landbrug end i at forbedre kvaliteten af de sovjetiske forbrugsvarer. Kosygins støtte til, at der blev fremstillet flere forbrugsvarer, blev ogsa kritiseret af Bresjnev og dennes tilhængere, mest markant af
Konstantin Tjernenko
, for at være en tilbagevenden til noget, der lignede politik i
den første verden
. Ved den 23. kongres i kommunistpartiet blev Kosygins stilling svækket, da det lykkedes Bresjnevs støtter at forøge udgifterne til forsvar og landbrug.
Bresjnev havde dog ikke flertal i politbureauet, og kunne kun regne med fire stemmer.
I politbureauet kunne Kosygin regne med
Kiril Mazurovs
stemme, og nar Kosygin og Podgornij ikke skændtes med hinanden, havde de faktisk flertal i politbureauet over Bresjnev. Dette var dog ikke ofte tilfældet, og Kosygin og Podgornij var konstant uenige om politik.
Tidligt i Kosygins embedstid mislykkedes Bresjnevs og Kosygins forsøg pa at skabe stabilitet pa diverse omrader. Fra 1969 til var utilfredsheden internt i det sovjetiske lederskab vokset i sadan en grad, at nogle begyndte at tvivle pa tidligere og aktuelle sovjetiske politikker. Eksempler er handteringen af
Warszawapagtens invasion af Tjekkoslovakiet
(som Kosygin modsatte sig til at begynde med),
faldet i landbrugsproduktionen, grænsekonflikten mellem Kina og Sovjetunionen
(han var fortaler for tilbageholdenhed),
vietnamkrigen
, og nedrustningsforhandlingerne med USA om begrænsning af strategiske missiler. I 1970 var uenighederne ikke blevet løst, og Bresjnev udskød den 24. kongres i kommunistpartiet og den 9. femarsplan (1971?1975). Forsinkelsen med at løse disse problemer førte til, at der begyndte at ga rygter i det sovjetiske samfund om at Kosygin, eller endda Bresjnev, ville tabe deres poster til Podgornij. I marts 1971 var det blevet klart, at Bresjnev var landets leder, Kosygin var talsmand for femarsplanen, og Podgornijs position var blevet styrket i det kollektive lederskab.
I december 1971 besøgte Kosygin
Danmark
, og var med i
Jens Otto Krags
sommerhus i
Skiveren
. Kosygin tog en tur i
Brugsen
i Tuen, hvor han købte
spegepølser
.
[21]
Han skal have sagt, at
Helle Virkner
var den mest charmerende af hans modparters koner.
[22]
Kosygin udfordrede tidligt i sin regeringstid Bresjnevs ret til at repræsentere landet i udlandet pa grund af sin rolle som generalsekretær for USSR's kommunistparti, en funktion, som Kosygin mente skulle gives til
regeringschefen
, som det var almindeligt i ikke-kommunistiske lande. Dette blev faktisk implementeret i en kortere periode,
hvilket førte til, at
Henry A. Kissinger
troede, at Kosygin var Sovjetunionens leder.
Kosygin, som havde været den ledende forhandler med
den første verden
i 1960'erne, blev næsten aldrig set udenfor
den anden verden
efter at Bresjnev konsoliderede sin position inden for politbureauet,
men ogsa pa grund af
Andrej Gromykos
modstand mod at Kosygin blandede sig i hans egne ministeromrader.
Seksdageskrigen
i
Mellemøsten
førte til øget samarbejde mellem USA og Sovjetunionen. USA's regering inviterede Kosygin til et topmøde med
Lyndon B. Johnson
, USA's præsident, efter hans tale til de
Forenede Nationer
.
Pa topmødet, som blev kendt som
Glassboro-konferencen
, lykkedes det ikke Johnson og Kosygin at na til enighed om at begrænse de anti-ballistiske missilsystemer, men topmødets venlige og ligefrem abne atmosfære blev omtalt som "Anden fra Glassboro".
Forholdet mellem de to lande blev yderligere forbedret da
Moskvatraktaten
blev underskrevet den 12. august 1970 af Kosygin og Gromyko samt
Willy Brandt
og
Walter Scheel
, som repræsenterede
Vesttyskland
.
I 1972 underskrev Kosygin en aftale om venskab og samarbejde mellem
Irak
og USSR, som byggede pa de stærke sovjetiske band til
Iraks
regering, det irakiske
ba'ath-parti
og de tidligere tætte forbindelser til den irakiske leder
Abdul Karim Qassim
.
Kosygin beskyttede
Janos Kadars
økonomiske reformer og hans stilling som leder af
Ungarn
fra og med den sovjetiske intervention.
Den polske leder
Wladyslaw Gomulka
, som blev fjernet fra alle sine poster i 1970, blev efterfulgt af
Edward Gierek
, som forsøgte at revitalisere økonomien i Polen ved at lane penge fra den første verden. Den sovjetiske ledelse godkendte begge landes respektive økonomiske eksperimenter, eftersom USSR forsøgte at nedbringe sit store program med subsidier i form af billig olie og gas til østblokken.
Under det sovjetiske lederskabs diskussioner om en mulig invasion af Tjekkoslovakiet mindede Kosygin lederne om konsekvenserne af den sovjetiske undertrykkelse af
opstanden i Ungarn
. Kosygins holdning blev endnu mere aggressiv senere hen da det gik op for ham, at reformerne i Tjekkoslovakiet kunne bruges mod hans reformer fra 1965.
Kosygin mæglede mellem
Indien
og
Pakistan
i 1966, og fik begge stater til at underskrive
Tasjkent-deklarationen
. Kosygin blev den ledende talsmand pa spørgsmalet om vabenkontrol. Set i perspektiv følte mange af Kosygins kolleger, at han udførte sit arbejde pa en "stoisk made", men at han manglede "entusiasme" og derfor aldrig udviklede en egentlig smag for
international politik
.
Bruddet mellem Kina og USSR ærgrede Kosygin temmelig meget, og i en periode nægtede han at acceptere dets uigenkaldelighed; han besøgte kortvarigt Beijing i 1969 pa grund af øget spænding mellem USSR og Kina. Kosygin udtalte at: "Vi er kommunister og de er kommunister. Det er svært at tro, at vi ikke vil være i stand til at na til enighed hvis vi mødtes ansigt til ansigt".
Hans syn pa Kina ændrede sig dog, og ifølge
Harold Wilson
, den tidligere
premierminister i Storbritannien
, ansa Kosygin Kina som en "organiseret militær diktaturstat", hvis malsætning det var at gøre "
Vietnam
og hele
Asien
" til slaver.
Under en afghansk delegations officielle besøg kritiserede Kosygin og
Andrej Kirilenko
de afghanske ledere
Nur Muhammad Taraki
og
Hafizullah Amin
for at udøve
Stalin
-lignende undertrykkende adfærd. Han lovede at sende mere økonomisk og militær hjælp, men afviste ethvert forslag om en eventuel sovjetisk invasion, eftersom en invasion af Afghanistan ifølge Kosygin ville forværre USSR's udenrigspolitiske forhold til den første verden, mest af alt til Vesttyskland.
Politbureauet vedtog dog enstemmigt en sovjetisk invasion af Afghanistan pa et møde uden Kosygin, som var stærkt imod nogen som helst form for militært indgreb.
Den 8. femarsplan (1966?1970) anses som en af de mere succesrige perioder i den sovjetiske økonomi og mest succesrig med hensyn til forbrugsproduktion.
[7]
Den 23. kongres i kommunistpartiet og den 9. femarsplan (1971?1975) blev udskudt af Brejnev pa grund af en magtkamp i den sovjetiske ledelse.
Pa den 23. partikongres lovede Kosygin, at den 9. femarsplan ville øge udbuddet af madvarer, tøj og harde hvidevarer med op til 50 procent.
Planen kalkulerede med en massiv forbedring af den sovjetiske
levestandard
, og Kosygin proklamerede en vækst pa 40 procent i befolkningens indkomst i sin tale til kongressen.
Den 10. femarsplan (1976?1981) blev af Kosygin kaldt "kvalitetsplanen".
[39]
Bresjnev afviste Kosygins ønske om at fremstille flere forbrugsgoder under den 10. femarsplan. Pa grund af dette udgjorde det totale antal forbrugsgoder kun 26 procent af industriproduktionen. Kosygins svigersøn beskriver, at Kosygin var rasende over beslutningen, og at han udtalte, at forøgede forsvarsudgifter ville føre til Sovjetunionens "fuldstændige ruin".
Planen var mindre ambitiøs end de foregaende, og havde kun en malsætning om industriel vækst, som allerede var opnaet i resten af verden. Det sovjetiske landbrug fik en andel af investeringerne pa 34 procent, en andel, som var meget større end sektorens andel af den sovjetiske økonomi (kun 3 procent af BNP).
Som Khrusjtov forsøgte Kosygin at reformere
planøkonomien
indenfor en
socialistisk
ramme. I 1965 igangsatte Kosygin en økonomisk reform, som generelt blev kendt som "Kosygin-reformen". Kosygin forsøgte at gøre sovjetisk industri mere effektiv ved at indføre visse markedsmekanismer fra den første verden som for eksempel profit, og han forsøgte at forøge produktionsmængderne, at forbedre incitamenterne blandt ledere og arbejdere samt at frigøre ledere fra centraliseret statsbureaukrati.
Reformen var blevet foreslaet overfor Khrusjtjov, som beviseligt syntes om den, og tog nogle indledende skridt til at indføre den. Bresjnev tillod, at reformen fortsatte, da den sovjetiske økonomi gik ind i en periode med lav vækst.
I testfasen blev loven indført i 336 virksomheder i den lette industri.
Reformen var influeret af den sovjetiske økonom
Jevsej Libermans
værker. Kosygin overvurderede den sovjetiske administrative maskines evne til at udvikle økonomien, hvilket førte til "korrektioner" af nogle af Libermans mere kontroversielle overbevisninger vedrørende
decentralisering
. Ifølge kritikere var det Kosygins ændringer af Libermans oprindelige visioner, som førte til, at reformen blev en fiasko.
Kosygin, som i lang tid havde været bevidst om den første verdens overlegenhed, var overbevist om, at decentralisering, halvoffentlige virksomheder og kooperativer var made at indhente vesten pa. Hans reformer søgte en gradvis ændring fra "en statsadministreret økonomi" til en økonomi indenfor hvilken "staten begrænser sig selv til ledende virksomheder".
Reformen blev implementeret, men viste tidligt inkonsistens og visse funktionsfejl.
Den sovjetiske borgers løn steg to en halv gang under planen. Reallønnen udgjorde i 1980 232,7 rubler, sammenlignet med 166,3 rubler før den økonomiske reform i 1965 og den ottende femarsplan. Den første periode, 1960?1964, var præget af lav vækst, mens den anden periode, 1965?1981, havde en stærkere vækstrate. Den anden periode demonstrerede levende Kosyginreformens succes, og omsætningen i butikkerne udgjorde 11,2 mia. rubler, hvilket var 1,8 gange højere end under den første periode og 1,2 gange højere end under den tredje periode (1981?1985). Forbruget af varer og daglig efterspørgsel steg ogsa. Forbruget af harde hvidevarer steg stærkt. Køleskabe steg fra et minimum pa 109.000 i 1964 til 440.000 i 1973, og forbruget faldt under reformens tilbageførsel. Bilproduktionen steg fortsat indtil slutningen af 1980'erne. Det sovjetiske lederskab forsøgte under pres at tilvejebringe flere varer til de sovjetiske forbrugere.
[46]
Fjernelsen af Khrusjtjov i 1964 signalerede afslutningen pa "boligrevolutionen". Antallet af opførte boliger faldt mellem 1960 og 1964 til gennemsnitligt 1,63 million kvadratmeter. Efter denne pludselige nedgang steg boligbyggeriet kraftigt mellem 1965 og 1966, men faldt igen, og steg derefter igen (den gennemsnitlige vækstrate var 4,26 million kvadratmeter). Dette fandt primært sted pa bekostning af virksomhederne. Mens boligmangelen aldrig helt blev løst, og stadig udgør et problem i nutidens Rusland, sa vendte reformen den negative udvikling og fornyede væksten i boligbyggeriet.
[7]
Den stigende modstand mod reformer, de darlige resultater og Kosygins reformholdning førte til et offentligt bagslag mod ham. Kosygion mistede de fleste af de privilegier, som han havde nydt før reformen, men Bresjnev blev dog aldrig i stand til at fjerne ham fra posten som formand for Ministerradet pa trods af Kosygins svækkede position.
I skyggen af sin fejlede reform tilbragte Kosygin resten af sit liv med at forbedre administrationen gennem tilpasning af malsætninger - han implementerede en række reformer, der havde til formal at forbedre fødevaresikkerheden og sikre fremtidige intensive produktionsformer.
[47]
Der er ikke noget bevis for, at reformen i sig selv førte til den høje vækst i slutningen af 1960'erne, og at opgivelsen af den havde noget at gøre med økonomiens stagnation i 1970'erne.
[48]
Kosygin iværksatte en anden økonomisk reform i 1973 med henblik pa at svække de centrale ministerier og give mere magt til regionale myndigheder. Reformen levede ikke op til Kosygins mal, og blev standset. Reformen førte dog til dannelsen af
foreninger
, en organisationsform, som repræsenterede diverse virksomheder.
Den sidste reform, som blev iværksat før
perestrojka
blev gennemført af Kosygins femte regering i en fælles beslutning mellem centralkomiteen og ministerradet. Den økonomiske reform i 1979 var i modsætning til reformen fra 1965 rettet mod at styrke ministeriernes pligter. Pa grund af Kosygins fratræden i 1980, og som resultat af
Nikolaj Tikhonovs
konservative tilgang til økonomi, blev kun meget lidt af reformen faktisk implementeret.
[50]
I de tidlige 1970'ere havde Bresjnev etableret en magtbase, som var stærk nok til, at han blev en effektiv leder. Ifølge historikeren Ilja Zemtsov, forfatteren til bogen
Chernenko: The Last Bolshevik: The Soviet Union on the Eve of Perestroika
, "begyndte Kosygin at miste magt" i forbindelse med USSR's kommunistpartis 24. kongres i 1971, hvor politbureauet for første gang offentliggjorde devisen 'Politbureauet, ledet af Bresjnev'". Samtidig med at han gjorde Kosygins stilling svagere, bevægede Bresjnev sig mod at styrke partiapparatets greb om regeringsmagten, hvilket svækkede Kosygin yderligere.
Historikeren Robert Wesson, forfatteren til
Lenin's Legacy: The Story of the CPSU
, understreger, at Kosygins økonomiske rapport til kommunistpartiets 25. kongres "pegede mere klart mod afslutningen af magtkampen" mellem Bresjnev og Kosygin.
Kosygin blev yderligere skubbet til side, da Bresjnev offentliggjorde sine erindringer, hvori det blev beskrevet, at det var Bresjnev, og ikke Kosygin, som stod i spidsen for alle større økonomiske beslutninger.
Det gjorde kun tingene værre for Kosygin, at Bresjnev blokerede for al fremtidig diskussion af økonomisk reform indenfor parti- og regeringsapparatet, og oplysninger vedrørende reformen fra 1965 blev holdt tilbage.
Bresjnev konsoliderede sin egen position over regeringsapparatet ved at styrke Podgornijs stilling som
Formand
for
præsidiet for den øverste sovjet
, som i virkeligheden kom til at fungere som posten som statsoverhoved ved at tilføre embedet nogle af premierministerens opgaver. Den sovjetiske forfatning fra 1977 styrkede Podgornijs kontrol over Ministerradet, da statsoverhovedet blev tilført en række udførende opgaver. Derved kom Ministerradet til at lægge under den øverste sovjets præsidium.
Da Podgornij blev afløst af Bresjnev som statsoverhoved i 1977 blev Kosygins rolle i de daglige regeringsaktiviteter formindsket drastisk.
[54]
Rygter begyndte at cirkulere i de øverste cirkler og pa gaden om at Kosygin ville trække sig tilbage pa grund af darligt helbred.
Brezhnevs styrkelse af sin magt formindskede Kosygins indflydelse og prestige indenfor politbureauet. I 1970'erne oplevede Kosygin det ene nederlag efter det andet, han blev ofte indlagt, og i flere tilfælde vikarierede
Kiril Mazurov
, viceformand for
USSR's ministerrad
, for ham under hans fravær.
Kosygin fik sit første hjerteanfald i 1976, og efter denne episode siges det, at Kosygin ændrede sig fra at have en levende personlighed til at blive træt og irriteret - han syntes ifølge folk tæt pa ham at have mistet viljen til at fortsætte sit arbejde. Han indleverede to gange sin afskedsbegæring mellem 1976 og 1980, men blev afvist begge gange.
[56]
Under Kosygins sygdomsfravær udpegede Bresjnev
Nikolaj Tikhonov
til posten som viceformand for Ministerradet. Tikhonov var konservativ som Bresjnev, og gennem sin viceformandsrolle var han i stand til at reducere Kosygin til en rolle i venteposition. Pa et møde i kommunistpartiets centralkomite i juni 1980 blev den økonomiske udviklingsplan gennemgaet af Tikhonov, og ikke af Kosygin. Premierministerens magt blev reduceret til et punkt, hvor Kosygin var nødsaget til at diskutere alle beslutninger taget af Ministerradet med Bresjnev.
Kosygin blev indlagt i oktober 1980, og under sit ophold skrev han et kort tilbagetrædelsesbrev; den følgende dag blev han frataget al regeringsbeskyttelse, kommunikation og luksusvarer, som han havde optjent gennem sit politiske liv. Kosygin døde alene den 18. december 1980 - ingen af hans kolleger fra politbureauet eller tidligere medarbejdere og sikkerhedsvagter besøgte ham. Mod afslutningen af sit liv frygtede Kosygin den 11. femarsplans totale fiasko, og hævdede at den siddende ledelse var utilbøjelig til at reformere den stagnerende sovjetiske økonomi. Hans begravelse blev udsat i tre dage, eftersom Kosygin døde pa Bresjnevs fødselsdag. Han blev begravet pa
den Røde Plads
i
Moskva
.
[57]
Kosygin blev rost af Bresjnev som et menneske, der "arbejdede uselvisk for den sovjetiske stats bedste".
[58]
En
statsbegravelse
blev gennemført og Kosygin blev æret af sine politiske partnere; Bresjnev,
Jurij Andropov
og Tikhonov lagde urnen med hans aske ved
Kremls
mur.
[59]
Sammenlignet med andre sovjetiske politikere fremstod Kosygin som en pragmatisk og relativt uafhængig leder. Kosygin beskrives af en anonym, højt placeret embedsmand i
GRU
som "et ensomt og noget tragisk menneske" som "forstod vores fejl og utilstrækkelighederne ved vores generelle situation, og i særdeleshed manglerne ved vores mellemøstpolitik, men eftersom han var en meget behersket mand foretrak han at være forsigtig." En anonym kollega til Kosygin sagde: "Han havde altid sin egen holdning, og forsvarede den. Han var en meget opmærksom mand, og han leverede fremragende præstationer i forhandlingssituationer. Han var i stand til hurtigt at sætte sig ind i materiale, der var helt nyt for ham. Jeg har aldrig set folk af den kaliber efterfølgende."
Den canadiske premierminister
Pierre Trudeau
sagde, at Kosygin var som "Khrusjtjov, men uden de grove kanter, en faderlig mand, som var Mikhails Gorbatjovs forløber". Han udtalte, at Kosygin var indstillet pa at diskutere emner sa længe den sovjetiske holdning ikke blev taklet direkte.
Den tidligere
udenrigsminister i USA
Henry Kissinger
udtalte, at Kosygin var dedikeret til sit arbejde pa en næsten fanatisk made.
[62]
Andrej Sakharov
, en sovjetisk systemkritiker, ansa Kosygin som den "mest intelligente og harde mand i politbureauet".
[54]
Kosygin viste sig at være en meget kompetent administrator, og den sovjetiske levestandard steg betragteligt pa grund af hans moderate reformpolitik.
Kosygins moderate reform fra 1965 radikaliserede sammen med
Nikita Khrusjtjovs
tøbrudsperiode den sovjetiske reformbevægelse. Mens Leonid Bresjnev var tilfreds med at fastholde den sovjetiske planøkonomis centraliserede stuktur, sa forsøgte Kosygin at revitalisere det skrantende økonomiske system ved at decentralisere ledelsen. Efter Bresjnevs død i 1982 blev reformbevægelsen delt mellem
Jurij Andropovs
vej med disciplin og kontrol, og Gorbatjovs liberalisering af alle dele af det offentlige liv.
Forfatteren af bogen
Chernenko: The Last Bolshevik: The Soviet Union on the Eve of Perestroika
, Ilja Zemtsov, beskriver Kosygin som "determineret og intelligent, en særlig administrator" og pastar at han adskilte sig fra andre medlemmer af den sovjetiske ledelse ved sin "ekstraordinære arbejdskapacitet".
Historikerne
Moshe Lewin
og
Gregory Elliott
, som er forfattere til
The Soviet Century
, beskriver ham som en "fænomenal administrator".
"Hans styrker", skriver David Law, var "hans særlige evner som administrator". Ifølge Law viste Kosygin sig ogsa som en "kompetent politiker".
Ifølge de to historikere Evan Mawdsley and Stephen White var Bresjnev ikke i stand til at fjerne Kosygin, da dette ville betyde fjernelsen af hans sidste "dygtige administrator".
I deres bog
The Unknown Stalin
kaldte
Roy Medvedev
og
Zjores Medvedev
Kosygin en "fremragende organisator" og den "nye
Voznesenskij
".
Historikeren
Archie Brown
, forfatteren til bogen
The Rise & Fall of Communism
, mente, at den sovjetiske reform fra 1965 var for "beskeden", og pastod, at Kosygin "i en for høj grad var et produkt af det ministerielle system i USSR, som det udviklede sig under Stalin, til at kunne blive en vidtgaende økonomisk reformator". Pa trods af dette beskriver Brown Kosygin som "en kyndig administrator".
Gvisjiani, en russisk historiker, konkluderede at "Kosygin overlevede bade Stalin og Khrusjtjov, men det lykkedes ham ikke at overleve Bresjnev."
[57]
Kosygin havde sovjetborgernes sympati, og bliver stadig anset som en vigtig figur bade i russisk og sovjetisk historie.
[65]
Pa grund af Kosygins popularitet blandt sovjetborgerne udviklede Bresjnev en "stærk jalousi" overfor Kosygin, ifølge
Nikolaj Jegorytjev
.
Mikhail Smirtjukov
, formanden for Ministerradet, erindrede, at Kosygin nægtede at drikke sammen med Bresjnev, hvilket irriterede Bresjnev inderligt.
Nikolaj Ryzjkov
, den sidste
formand
for
Ministerradet
genkaldte sig i en tale til
Sovjetunionens øverste sovjet
i 1987 de "ærgerlige oplevelser med reformen fra 1965", og pastod, at alt gik fra darligt til værre efter at reformen blev annulleret.
Kosygin modtog syv ordrer og to hædersbevisninger fra den sovjetiske stat.
[47]
Kosygin blev tildelt
Arbejdets helt
to gange, den ene gang fik han den af Sovjetunionens øverste sovjets præsidium pa sin 60-ars fødselsdag i 1964, og ved denne lejlighed fik han ogsa
Leninordenen
og en
hammer og segl
-guldmedalje. I anledning af hans 70-ars fødselsdag gav Sovjetunionens øverste sovjets præsidium ham den 20. februar 1974 endnu en leninorden, og hans anden hammer og sejl-guldmedalje. I alt blev Kosygin tildelt seks leninordener af den sovjetiske stat, samt en
oktoberrevolutionsorden
og en
arbejdets røde fanes orden
.
[67]
Han blev under et statsbesøg i
Peru
i 1970'erne tildelt den peruvianske solorden sammen med Leonid Bresjnev og Andrej Gromyko,
Tekstiluniversitetet i Moskva blev navngivet efter ham i 1981, og i 1982 blev en mindebuste af Kosygin sat op i
Leningrad
, det nuværende Sankt Petersborg.
[67]
- ^
Андриянов, Виктор (23. august 2003).
"Неизвестный Косыгин"
[The Unknown Kosygin].
Rossijskaja Gazeta
(russisk)
. Hentet 4. september 2010
.
- ^
a
b
"Алексей Николаевич Косыгин"
[Alexej Nikolajevitj Kosygin] (russisk). Det statslige tekstiluniversitet i Moskva. 27. november 2008. Arkiveret fra
originalen
10. august 2010
. Hentet 5. september 2010
.
- ^
a
b
c
"Алексей Гвишиани: "Не надо жалеть Косыгина!"
"
[Aleks Gvisjiani: "Hav ikke ondt af Kosygin!"] (russisk).
Pravda Online
. 9. april 2004.
Arkiveret
fra originalen 11. august 2010
. Hentet 4. september 2010
.
- ^
a
b
"Suddenly Nikita's day was done".
LIFE
. 23. oktober 1964. s. 35.
;
- ^
"Life Hung by a Thread".
LIFE
. 11. december 1970. s. 59.
;
- ^
Helle Virkner.
Et liv
- ^
Khrusjtjov
mindes
(s. 486), J.W. Cappelens forlag, 1974,
ISBN
82-02-03136-2
- ^
Rutland 1985
, s. 137.
- ^
"Анализ динамики показателей уровня жизни населения"
[Analysis of the dynamics of living standards] (russisk).
Moskvas statsuniversitet
. Hentet 4. september 2010
.
- ^
a
b
Травин, Дмитрий.
"Алексей Николаевич Косыгин"
[Aleksej Nikolajevitj Kosygin] (russisk). peoples.ru
. Hentet 20. september 2010
.
- ^
Sandle & Bacon 2002
, s. 58.
- ^
ютуба, любитель (17. december 2010).
"30 лет назад умер Алексей Косыгин"
[En reformator før Jegor Gajdar? Kosygin døde for 30 ar siden].
Newsland
(russisk). Arkiveret fra
originalen
17. september 2018
. Hentet 29. december 2010
.
- ^
a
b
"Soviet Union: And Then There Was One"
.
Time Magazine
. 3. november 1980. Arkiveret fra
originalen
20. januar 2011
. Hentet 21. januar 2011
.
- ^
"Алексей Гвишиани: "Не надо жалеть Косыгина!"
"
[Aleks Gvisjiani: "Hav ikke ondt af Kosygin!"] (russisk).
Pravda
. 9. april 2004. s. 3
. Hentet 4. september 2010
.
- ^
a
b
Вергасов, Фатех.
"Организация здорового накала"
[Organiseringens sunde skinnen] (russisk). pseudology.org
. Hentet 4. september 2010
.
- ^
"World: Lonely Death of a Survivor"
.
Time Magazine
. 29. december 1980. s. 1. Arkiveret fra
originalen
21. maj 2008
. Hentet 21. januar 2011
.
- ^
"Алексей Гвишиани: "Не надо жалеть Косыгина!"
"
[Aleks Gvisjiani: "Hav ikke ondt af Kosygin!"] (russisk).
Pravda
. 9. april 2004. s. 3
. Hentet 4. september 2010
.
- ^
"World: Lonely Death of a Survivor"
.
Time Magazine
. 29. december 1980. s. 2. Arkiveret fra
originalen
8. marts 2011
. Hentet 21. januar 2011
.
- ^
"Алексей Гвишиани: "Не надо жалеть Косыгина!" (side 1)"
[Aleks Gvisjiani: "Hav ikke ondt af Kosygin!"] (russisk).
Pravda
. 9. april 2004. Arkiveret fra
originalen
11. august 2010
. Hentet 3. september 2010
.
- ^
a
b
"Косы?гин, Алексе?й Никола?евич"
[Kosygin, Aleksej Nikolajevitj] (russisk). warheroes.ru
. Hentet 18. april 2011
.
- Brown, Archie
(2009).
The Rise & Fall of Communism
. London:
Bodley Head
.
ISBN
978-0-224-07879-5
.
- Bacon, Edwin; Sandle, Mark (2002).
Brezhnev Reconsidered
.
Palgrave Macmillan
.
ISBN
978-0333794630
.
{{
cite book
}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (
link
)
- Bothwell, Robert; Granatstein J.L. (1991).
Pirouette: Pierre Trudeau and Canadian Foreign Policy
.
University of Toronto Press
.
ISBN
978-0802057808
.
{{
cite book
}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (
link
)
- Central Asian Research Centre (1979).
USSR and Third World
. Vol. 8.
Indiana University
: Central Asian Research Centre.
{{
cite book
}}
: CS1-vedligeholdelse: ref gentaget (
link
)
- Chauhan, Sharad (2004).
Inside CIA: Lessons in Intelligence
. APH Publishing.
ISBN
9788176486606
.
- Colman, Jonathan (2004).
A 'special relationship'?: Harold Wilson, Lyndon B. Johnson and Anglo-American relations 'at the summit', 1964?68
.
Manchester University Press
.
ISBN
978- 0719070104
.
- Coughlin, Con
(2005).
Saddam: His Rise and Fall
.
Harper Perennial
.
ISBN
978-0060505431
.
- Daniels, Robert Vincent
(1993).
A Documentary history of Communism in Russia: from Lenin to Gorbachev
(3rd udgave).
UPNE
.
ISBN
978-0874516166
.
- Daniels, Robert Vincent
(1993).
The End of the Communist Revolution
.
Routledge
.
ISBN
978-0415061506
.
- Dannenberg, Julia von (2008).
The Foundations of Ostpolitik: The Making of the Moscow Treaty between West Germany and the USSR
.
Oxford University Press
.
ISBN
978- 0199228191
.
- Dellenbrant, Jan Ake (1986).
The Soviet Regional Dilemma: Planning, People, and Natural Resources
.
M.E. Sharpe
.
ISBN
978-0873323840
.
- van Dijk, Ruud (2008).
Encyclopedia of the Cold War
. Vol. 2 (1st udgave). Routledge.
ISBN
978-0415975155
.
- Elliott, Gregory; Lewin, Moshe (2005).
The Soviet Century
. London; New York:
Verso Books
.
ISBN
978-1844670161
.
{{
cite book
}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (
link
)
- Ellman, Michael
(1989).
Socialist Planning
(2nd udgave).
Cambridge University Press Archive
.
ISBN
978-0521358668
.
- Gibbons, William
(1995).
The U.S. Government and the Vietnam War: Executive and Legislative Roles and Relationships, Part IV: July 1965-January 1968
.
Princeton University Press
.
ISBN
978-0691006352
.
- Harrison, Selig S.; Cordovez, Diego (1995).
Out of Afghanistan: the Inside Story of the Soviet Withdrawal
. New York:
Oxford University Press
.
ISBN
978-0195062946
.
{{
cite book
}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (
link
)
- Law, David A. (1975).
Russian Civilization
. New York: Ardent Media.
ASIN
B003RXSA90
.
- Mawdsley, Evan;
White, Stephen
(2000).
The Soviet Elite from Lenin to Gorbachev: The Central Committee and Its Members, 1917?1991
.
Oxford University Press
.
ISBN
978-0198297383
.
{{
cite book
}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (
link
)
- Medvedev, Zhores; Medvedvev, Roy (2006).
The Unknown Stalin
. London:
I.B. Tauris
.
ISBN
978-1585675029
.
{{
cite book
}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (
link
)
- Moss, Walter (2005).
A History of Russia: Since 1855
. London: Anthem Press.
ISBN
978-1-84331-034-1
.
- Robbins, James (2010).
This Time We Win: Revisiting the Tet Offensive
.
Encounter Books
.
ISBN
978-1594032295
.
- Rutland, Peter (1985).
The Myth of the Plan: Lessons of Soviet Planning Experience
.
Taylor & Francis
.
ISBN
978-0812690057
.
- Safire, William (1988).
Before the Fall: An Inside View of the Pre-Watergate White House
.
Da Capo Press
.
ISBN
978-0-306-80334-5
.
- Saikal, Amin (2006).
Modern Afghanistan: a History of Struggle and Survival
.
I.B. Tauris
.
ISBN
978-1850434375
.
- Service, Robert
(2003).
The Penguin History of Modern Russia: From Tsarism to the Twenty-first Century
(3rd udgave).
Penguin Books Ltd
.
ISBN
978-0141037974
.
- Society for Contemporary Studies (1979).
The Contemporary
. Vol. 23. New Delhi: R.N. Guha Thakurta for Contemporary Journals Ltd.
OCLC
1606812
.
{{
cite book
}}
: CS1-vedligeholdelse: ref gentaget (
link
)
- Wesson, Robert G. (1978).
Lenin's Legacy: The Story of the CPSU
. Stanford, Calif:
Hoover Press
.
ISBN
978-0817969226
.
- Zemtsov, Ilya (1989).
Chernenko: The Last Bolshevik: The Soviet Union on the Eve of Perestroika
.
Transaction Publishers
.
ISBN
978-0887382604
.
- Zubok, Vladislav Martinovich (2007).
A Failed Empire: the Soviet Union in the Cold War from Stalin to Gorbachev
.
UNC Press
.
ISBN
978-0807830987
.