Seksdageskrigen
|
Del af
Den israelsk-arabiske konflikt
|
Israels hære pa
Sinai-halvøen
den
7. juni
-
8. juni
1967
|
|
Parter
|
Egypten
Syrien
Jordan
Irak
|
Israel
|
Styrke
|
Egypten: 240.000
Syrien, Jordan og Irak: 307.000
957 kampfly
2.504 kampvogne
[1]
| 264.000 (inkl. 214.000 reservister)
300 kampfly
800 kampvogne
[2]
|
Tab
|
Egypten: 10.000 døde, sarede eller forsvundne
[3]
Jordan: 700 dræbte, 2500 sarede
Syrien: 2500 dræbte, 5000 sarede
Irak: 10 dræbte, 30 sarede
6000 krigsfanger
400 kampfly
| 800 dræbte
2563 sarede
15 erobrede og
46 ødelagte fly
[4]
|
Seksdageskrigen
(ogsa kaldet
Junikrigen
,
Den arabisk-israelske 1967-krig
og
Tredje arabisk-israelske krig
,
Hebraisk
: ????? ??? ?????,
translitteration
: Milhemet Sheshet Hayamim) fra
5. juni
til
10. juni
1967
var en krig mellem
Israel
og
Egypten
,
Jordan
,
Syrien
og
Irak
. Krigen blev i hovedsagen udkæmpet mellem
Israel
pa den ene side og
Egypten
,
Jordan
og
Syrien
pa den anden side. Lande som
Irak
,
Marokko
,
Algeriet
,
Tunesien
,
Saudi-Arabien
og
Sudan
var i mindre grad involveret, men sendte nogle tropper og udstyr for at støtte den arabiske side.
[5]
Krigen kom efter længere tids gensidig ophedet retorik, der begyndte med Syriens kanaludgraving i Golanhøjderne i 1964 med henblik pa at afskære Israels nordlige vandforsyning fra Galilæas søer. Syriske bombardementer af landbrugsomrader i Nord
galilæa
, PLO-raids i Israel og israelske militære operationer i nabolandene som Samu 1966. Egyptens præsident Nasser smed FNs fredsbevarende styrker ud af Sinai-halvøen i maj 1967. Egypten mobiliserede sa 1.000
kampvogne
og næsten 100.000 soldater pa grænsen til Israel og lukkede
Tiranstrædet
for israelske skibe og skibe, som fragtede strategisk materiale til
Israel
, hvorved han afskar byen
Eilat
og Israel fra dets vigtige olieleverancer fra
Iran
. Denne beslutning fik stærk støtte fra andre arabiske lande. Israel svarede med en modmobilisering, som inkluderede 70.000 reservesoldater. Medvirkende til at øge spændingen yderligere var, at Jordan havde underskrevet en gensidig forsvarsaftale med
Egypten
den
30. maj
1967
.
Spændingen endte med Israels overraskelsesangreb den 5. juni af
Egyptens luftvaben
pa parkerede fly pa de arabiske flybaser, hvorved Israel fik luftherredømmet. Fordi Israel begyndte krigen, indledte den franske præsident
de Gaulle
en
vabenembargo
mod Israel. Ved krigshandlingernes afslutning havde Israel besat
Vestbredden
(Jordan), Østjerusalem (Jordan),
Gazastriben
(Egypten),
Sinai-halvøen
(i Egypten) og Golan-højderne (i Syrien).
Israels lynangreb fik stor betydning ikke blot for krigsudfaldet, men ogsa fordi den bidrog stærkt til den respekt, som efterhanden voksede frem for det israelske forsvar og ikke mindst for Israels generelle beslutsomhed i konflikter. Hele
Sinaihalvøen
,
Gaza
og
Vestbredden
blev besat af den israelske hær. Sinai blev siden leveret tilbage til Egypten ved en fredsaftale.
Lige efter krigen begyndte Israel at etablere
jødiske bosættelser
pa omrader, de havde besat. Disse bosættelser voksede betragteligt i løbet af de næste tiar og er flere gange blevet fordømt internationalt. Bosættelsesaktiviteten blev særlig omfattende pa
Vestbredden
og i
Østjerusalem
.
Sinai-halvøen blev givet tilbage til Egypten mod en fredsaftale i
1979
, efter at krigen i 1973 havde vist, at besættelsen var uholdbar i længden, og den egyptiske
præsident
Anwar Sadat
brød isen og fløj til
Tel Aviv
i
1977
for at møde den israelske premierminister
Menachem Begin
og det
israelske parlament
.
Egypten har siden afstaet Gazastriben, mens Jordan har indgaet en fredsaftale i 1994 med Israel og opgivet kravet pa Østjerusalem og Vestbredden.
Efter
Suezkrisen
var
FN's fredsbevarende styrker
,
UNEF
, blevet placeret pa grænsen mellem Israel og Egypten og ved
Tiranstrædet
. Israelske skibe kunne uden problemer sejle gennem
Det Røde Hav
og ankre op i
Eilat
. Egypten nægtede dog at lade israelske skibe passere gennem
Suezkanalen
, hvilket var i strid med den internationale aftale
Constantinople Convention of the Suez Canal
. Da et chartret dansk skib,
Inge Toft
, i 1959 forsøgte at passere gennem kanalen og til Eilat, blev det standset og hele besætningen blev arresteret. Nasser erklærede, at han agtede at fortsætte med at nægte gennemsejling trods
sikkerhedsradets
protester.
I efteraret 1959 besluttede Israel at pumpe vand fra floden
Jordan
til sit landbrug. Da den
Forenede Arabiske Republiks
regering diskuterede spørgsmalet i efteraret 1959, ønskede de syriske delegerede, at man som modtræk skulle afspærre
Tiranstrædet
.
Nasser
vægrede velvidende, at det ville føre til en krig, som man ikke havde gode muligheder for at vinde. I stedet begyndte ogsa Syrien og Libanon at lede vand til deres eget jordbrug for at forhindre Israel i at bruge det. Ved det arabiske topmøde, som blev holdt i
Kairo
13. til 17. januar 1964, blev det besluttet ikke at anvende militærmagt for at hindre Israel i at tage vand fra Jordan. I stedet besluttede de at - med hjælp af oliepenge - ændre løbet pa floden
Hasbani
saledes, at vandet i stedet endte i floden
Banyas
i Syrien og derfra til
Yarmuk
i Jordan, hvorved Jordan-floden ville blive udtørret. I
Knesset
erklærede den israelske premierminister
Levi Eshkol
, at Israel ville gribe ind, dersom dette truede den israelske vandforsyning. De arabiske lande besluttede derefter at oprette en fælles militærkommando, en beslutning som dog aldrig blev omsat i praksis.
Syrien havde haft flere militærkup i begyndelsen af 1960-erne. Den
23. februar
gennemførte en gruppe yngre officerer tilhørende
Baathpartiet
et kup. Det nye regime foreslog et militært angreb pa Israel for at udslette staten og at sprede sin egen arabiske socialisme samt for at støtte
PLO
blandt andet med træningslejre i Syrien. Ved grænsen mellem Syrien, Jordan og Israel var forholdene urolige. FN havde sendt en overvagningsgruppe dertil,
United Nations Truce Supervision Organization
, for at overvage den demilitariserede zone. I 1965 skete et angreb udført af den palæstinensiske
Al Fatah
mod en israelsk pumpestation. Egyptens præsident Nasser forsøgte at holde sig pa talefod med USA for at fa økonomisk støtte, men militærkuppet i Syrien kom blot en uge efter, at USA havde offentliggjort, at de ville sælge jagerfly og luftværnsmissiler til Israel. Nasser distancerede sig fra Jordan og Saudi-Arabien, som, han mente, var reaktionære stater og gjorde tilnærmelser til Syrien.
Ved grænsen mellem Syrien og Israel fortsatte urolighederne. Israel bombede en pumpestation ved floden Banyas i Syrien den
14. juli
1966
. Grupper fra Al Fatah med base i Syrien fortsatte med angreb mod installationer i det nordlige Israel. Bag Syrien stod
Sovjetunionen
, som erklærede, at Syrien var Mellemøstens mest progressive stat. Den
4. november
undertegnede Syrien og Egypten en fornyet forsvarsaftale.
Den
13. november
angreb en israelsk
brigade
den jordanske by Sammu i nærheden af
Hebron
som svar pa flere angreb fra Al Fatah ind i landet. Den
7. april
1967
blev situationen yderligere skærpet, da skudvekslinger brød ud mellem Syrien og Israel ved den demilitariserede zone. Det israelske luftvaben nedskød seks syriske jagerfly og fløj senere et togt over Syriens hovedstad
Damaskus
.
Den
13. maj
fik Nasser af Sovjetunionen at vide at Israel havde forflyttet 11-13 brigader til grænsen mod Syrien og planlagde et angreb den
17. maj
. Denne rapport skulle senere vise sig at være urigtig. I en tale den
14. maj
erklærede Nasser at "den arabiske revolution trues af USA og Israel, som vil sætte en stopper for den arabiske verdens frihed og fremskridt". Nasser besluttede derefter at sende sine egyptiske styrker over Suezkanalen, og den
16. maj
bad han FNs fredsbevarende styrker, UNEFs 3.400 mand, om at forlade omradet ved grænsen mellem Egypten og Israel.
FNs generalsekretær
U Thant
spurgte da Israel, om tropperne kunne omlokaliseres til den israelske side af grænsen. Da dette ikke lykkedes (Israel svarede nej), besluttede han den
18. maj
, at samtlige fredsbevarende styrker skulle forlade Egypten. Den
22. maj
mobiliserede Israel, og samme dag erklærede Nasser, at egyptiske styrker igen befandt sig i
Sharm el-Sheikh
efter FNs tilbagetrækning, og at Tiranstrædet igen var lukket for israelske skibe.
Da U Thant kom til Kairo den
23. maj
, sagde Nasser til ham, at Egypten ikke havde til hensigt at angribe Israel, og at vabenhvileaftalen fra 1956 fortsat bestod. Andre ledere var ikke lige sa fredelige. Den 29. maj erklærede den syriske statsminister Yusuf Zuayyen, at "Vi star nu pa tærsklen til det arabiske folks skæbnetime". PLOs
Ahmed esh-Shuqeiri
erklærede, at "Nu er tiden kommet, som vort folk har ventet pa i 19 ar!" Over hele den arabiske verden forekom omfattende demonstrationer med krav om krig og Israels udslettelse. I en tale til tropperne i Sinai erklærede den egyptiske øverstbefalende, at hans land var beredt pa krig.
Israels premierminister
Levi Eshkol
erklærede, at blokeringen af Tiranstrædet var
casus belli
for Israel, og at landet planlagde at tage alle midler i brug for at sikre den frie adgang gennem sundet. Sovjetunionen opretholdt sin støtte til Egypten sa længe, Egypten ikke gik til angreb først. USA og Frankrig advarede Israel imod at angribe først. Den
30. maj
blev omverdenen overrasket, for da fløj Jordans kong
Hussein
til Kairo og indgik en forsvarsaftale med Nasser. Kun dage før havde de været bitre uvenner, men efter aftalen kom i stand, erklærede Nasser samme dag: "Vort hovedmal er tilintetgørelse af staten Israel. Det arabiske folk er rede til at slas".
I Israel forberedte man sig pa en krig nar som helst, og en samlingsregering tiltradte den
1. juni
. Den
4. juni
sluttede Irak sig til den syrisk-egyptisk-jordanske militærkommando. Israel var udsat: landet havde intet strategisk bagland og kun en 12?20 km bred "midje" mellem den jordanske Vestbred og Middelhavet. Krig truede nu pa tre fronter: fra sydvest, fra øst og fra nordøst.
Klokken 08:45 den
5. juni
begyndte Israel at bombe egyptiske flybaser. En del israelske jagerfly kom vest fra, andre havde fløjet lavt over Sinaihalvøen for at undga at blive opdaget af egyptisk
radar
. De israelske fly bombede først startbanerne for at forhindre flyene i at kunne lette og først derefter flyene. I løbet af de første tre timer af krigen blev 286 af Egyptens 420 operative jagerfly sat ud af spil. Den egyptiske generalstab var uforberedt pa angrebet, og det tog lidt tid, før den forstod hvor omfattende, ødelæggelserne var. Ikke før klokken fire om eftermiddagen blev Nasser orienteret om, at Egypten havde mistet næsten hele sit luftvaben. Militærhovedkvarteret pastod senere, at britiske og amerikanske jagerfly havde deltaget i angrebet, en pastand som aldrig fik støtte af nogen form for bevis, og som blev kraftig afvist af bade briterne og amerikanerne.
Egypten havde i alt 180.000 mand under vaben, men 50.000 af disse var stationeret i
Yemen
. I Sinai havde de fem infanteridivisioner og to panserdivisioner, med 700-800 kampvogne i forsvarspositioner. Den israelske hær havde i alt 260.000 mand og angreb først i nord langs kystvejen. Israel havde omtrent lige sa mange kampvogne som Egypten, men dets britiske
Centurion-kampvogne
kunne skyde pa længere afstande og gennembryde tykkere panser. Ved hjælp af sit luftherredømme kunne Israel hurtigt igangsætte bombardementer af de egyptiske stillinger. Om eftermiddagen den 5. juni var Egyptens syvende division næsten blevet helt udslettet i kampene ved
Rafah
.
Klokken 06:00 den
6. juni
beordrede den egyptiske øverstkommanderende
Abdul Hakim Amer
en tilbagetrækning fra Sinai til Suezkanalens vestbred. Da Nasser hørte det, drog han til hærens hovedkvarter og gav kontraordrer. De egyptiske styrker havde darlige forbindelser til hovedkvarteret, samtidig med de israelske fly angreb.
Via FN havde
Eshkol
sendt en melding til Jordans
kong Hussein
, hvori han advarede Jordan mod at blive inddraget i krigen. Imidlertid var det for kongen politisk umuligt at stille sig uden for. Jordan, hvis militær var blevet lagt under egyptisk kommando, kom med i krigen og lagde ud med, at artilleriet beskød de vestlige dele af
Jerusalem
og luftvabenet angreb
Netanya
i Israel. Det israelske luftvaben svarede igen med angreb pa flyvepladser i Jordan, Syrien og Irak samme dag (5. juni). Jordan fik ødelagt hele sit luftvaben, 24 jagerfly. Den israelske hær gik samtidig til angreb nord for
Jenin
og omringede Jerusalem. Syriske jagerbombere gik til angreb pa olieraffinaderiet uden for
Haifa
.
Da
sikkerhedsradet
tradte sammen i møde den 5. juni, krævede Sovjetunionen umiddelbar vabenhvile, og at de israelske styrker skulle trække sig tilbage. USA og Storbritannien foretrak vabenhvile uden krav om tilbagetrækning.
Om morgenen den
6. juni
havde Israel erobret
Jenin
og dele af Østjerusalem (den gamle bydel), samtidigt med de egyptiske styrker var blevet yderligere svækket ved angreb, mens de trak sig tilbage gennem
Mitlapasset
pa Sinaihalvøen. Da sikkerhedsradet igen tradte sammen, havde Sovjetunionen opgivet kravet om israelsk tilbagetrækning, og sikkerhedsradet naede til enighed om en resolution om umiddelbar vabenhvile og standsning af krigshandlingerne. Men krigen fortsatte, og den
7. juni
havde Israel erobret hele
Vestbredden
og var naet frem til Jordanfloden. I Sinai erobrede israelske tropper Mitlapasset samt
Sharm el-Sheikh
ved
Det Røde Hav
.
Samme dag godkendte Jordan resolutionen om standsning af krigshandlingerne, og om aftenen den
8. juni
gjorde Egypten det samme. Om natten mellem 8. og 9. juni naede de første israelske styrker frem til
Suezkanalen
.
Den
8. juni
blev
USS Liberty
ud for Sinai i internationalt farvand angrebet af Israel, hvorved 34 amerikanske søfolk blev dræbt, og 170 blev saret.
Den 8. og 9. juni bombede Israel de syriske forsvarsstillinger pa
Golanhøjderne
. Israelsk infanteri stormede højderne, og efter harde kampe trak de syriske styrker sig østpa om morgenen den
10. juni
. Golan blev regnet for strategisk vigtig, fordi syrerne anvendte højderne til at beskyde Israel med artilleri. Ved at okkupere Golan kunne Israel sikre sit territorium mod angreb fra Syrien. Først efter at Golan var kommet under israelsk kontrol, godtog ogsa Israel FNs krav om standsning af krigshandlingerne. Den 10. juni klokken 16:30 stoppede krigshandlingerne.
Om aftenen den 9. juni talte
Nasser
i radio og TV. Han beskyldte Storbritannien og USA for at have hjulpet Israel i de indledende flyangreb men erklærede ogsa, at han patog sig det fulde ansvar for det militære nederlag, og at han derfor var besluttet pa at fratræde alle sine hverv. Efter Nassers tale blev Kairos gader fyldte af folkemasser, som krævede, at han blev siddende ved magten. Skønsvis var der en halv million mennesker ude i gaderne den nat mellem Nassers hjem i Manshiet el-Bakri og parlamentet. Den massive støtte fra folket styrkede Nasser, og dagen efter erklærede han, at han alligevel blev siddende som præsident. Det blev i stedet forsvarschef og vicepræsident,
feltmarskal
Abd al-Hakim Amir
, som matte betale prisen for krigsnederlaget, da han blev afskediget den 9. juni.
Den israelske okkupation af
Vestbredden
indebar, at flere af de for jødedommen hellige steder igen blev tilgængelige for jøder, deriblandt
Grædemuren
. Krigen indebar ogsa en ny flygtningestrøm fra Vestbredden til Jordan. Senere har Israel annekteret
Østjerusalem
, men denne anneksion er erklæret ulovlig og uden juridisk gyldighed af FNs sikkerhedsrad. Pa Vestbredden og i Østjerusalem har Israel bygget bosættelser, som
FN
mener er i strid med den 4. Genevekonvention (FN-resolution 465 fra
1980
).
FN-resolution 242, som senere er blevet anerkendt af bade
Israel
og
PLO
, kræver "[w]ithdrawal of Israeli armed forces from territories occupied in recent conflict" (
tilbagetrækning af israelske styrker fra omrader besatte under den nylige konflikt
). Den samme resolution slar fast, at denne tilbagetrækning ma ske som led i en varig fredsaftale, som gør ende pa konflikten, og som giver alle stater ret til at eksistere inden for trygge og anerkendte grænser. Resolutionen papeger ogsa, at en sadan fredsaftale ma indebære en "retfærdig løsning" pa det palæstinensiske flygtningespørgsmal. Der er alligevel uenighed om, hvordan resolutionen skal fortolkes i og med, at den refererer til "territories" og ikke "the territories". Nogle hævder, at dette betyder, at Israel skal trække sig tilbage fra alle omrader, mens andre hævder, at Israel blot skal trække sig fra en del af dem blandt andet pa baggrund af, at Sikkerhedsradet nægtede at tilføje ordet "all" først, og briterne, som fremlagde forslaget, har senere sagt, at det ikke var hensigten, at Israel skulle trække sig tilbage til grænserne før Seksdageskrigen.
Den 14. april
2004
skrev
USAs
præsident
George W. Bush
i et brev til premierminister
Ariel Sharon
blandt andet dette: "Som en del af en endelig fredsaftale ma Israel have sikre og anerkendte grænser. [...] I lyset af de nye realiteter pa landjorden, inkluderet allerede eksisterende større israelske befolkningscentre, er det urealistisk at forvente, at resultatet af forhandlingerne om endelig status vil blive en fuld og hel tilbagevending til vabenhvilelinjerne fra 1949…."
Brevet indeholdt ogsa disse ord: "Det synes klart, at en aftalt, retfærdig og realistisk ramme for en løsning pa den palæstinensiske flygtningesag som en del af en aftale om varig status vil matte findes ved at oprette en palæstinensisk stat, og genhuse de palæstinensiske flygtninge der, frem for i Israel.≫
[6]