Død er betegnelsen for afslutningen pa alle biologiske organismers liv ^[1] . Død kan enten betegne en hændelse eller en tilstand. Mange forskellige faktorer kan resultere i en organismes død; jagt , sygdom , ødelagte livsbetingelser, alderdom , underernæring eller fysiske skader . De primære dødsarsager for mennesker i den vestlige verden er sygdomme i forbindelse med alderdom , idet organismen sa at sige har "slidt sig op", og de enkelte organer derfor ikke længere formar at udføre deres normale funktioner.

Forstaelsen af døden har ændret sig gennem historien, og der kan være forskellige opfattelser inden for samme kultur ^[2] . Traditioner og praksisser, der er relateret til død, er imidlertid udbredte over hele verden. De er en vigtig del af den menneskelige kultur , og de er centrale i mange religioner og filosofiske livsanskuelser ^[3] .

Inden for lægevidenskaben er kriterierne for definitionen af død blevet mere komplicerede, efterhanden som videnskaben og teknologien har udviklet sig ^[4] .

Dødsprocessen [ rediger | rediger kildetekst ]

Hvis døden skyldes en langvarig sygdom eller alderdom, kan dødsprocessen inddeles i led:

1. Afmagringen bliver ekstrem, næsen tilspidses, øjnene synker ind, trækkene slappes, hagen synker ned, alle muskler slappes, øjnenes bevægelser følges ikke ad, blikket bliver stift og stirrende, hornhinden bliver uklar (brustent øje), pupillerne bliver ubevægelige, der indtræder stærk bleghed, og pa grund af hjertets synkende kraft begynder blodet at synke til de lavest liggende dele af legemet.
2. Huden bliver kølig og dækkes ofte af sved .
3. Andedrættet bliver svagere, først hyppigere og overfladisk, senere med lange mellemrum, sa at de synes ligesom helt ophørte og far til sidst karakteren af dybe suk eller gisp.
4. Pulsen bliver mindre og mindre, kan til sidst slet ikke føles, kun hjerteslaget kan endnu ofte opfattes ved stetoskopisk undersøgelse eller lignende.
5. Bevidstheden omtages lidt efter lidt, men vender ofte for nogle øjeblikke tilbage kort før dødens indtrædelse. Af sanserne svinder som regel først smagen og lugten , der efter synet og til sidst følesansen og hørelsen . Pa grund af den tiltagende almindelige lammelse afgar ofte urin og ekskrementer uvilkarlig, og den døende formar ikke at bringe den i luftrøret ansamlede slim op, hvorved opstar den sakaldte "dødsrallen", lige sa lidt som at synke selv flydende ting.
6. Hyppig finder en dødskamp ( agoni ) sted, idet den døende lige som kæmper for livet, gør anstrengelser for at fa luft, kaster sig urolig, fægter med arme og ben , klager højt. Desuagtet er døden kun sjældent ledsaget af egentlig smerte , idet enten er bevidstheden sa tilsløret, at den døende intet sanser, eller dødens nærhed mærkes ikke. Og selv, hvor den døende erkender dette, er dog sædvanlig i dødsøjeblikket ingen dødsangst.
7. Er døden indtradt, forøges den allerede tilstedeværende bleghed og kulde af huden, og legemets temperatur synker. Dog iagttages, især nar døden indtræder under en stærk feber , ofte en yderligere stigning af temperaturen i legemets indre endnu en kort tid efter døden. Snart indfinder sig imidlertid som tegn pa, at døden virkelig er indtradt, den sakaldte "dødsstivhed", og blodets sænkning til de lavest liggende dele af legemet viser sig som de sakaldte ligpletter. Først nar dødsstivheden er forsvundet, begynder forradnelsen .

Dødstegn [ rediger | rediger kildetekst ]

Dødstegn udvikler sig fra dødsøjeblikket og er de forandringer, som ethvert organisk legeme er underkastet, nar det ikke længere er under indflydelse af livsvirksomheden. Disse senere dødstegn er: legemets afkøling, optræden af ligpletter, dødsstivhed samt forradnelse.

Afkøling [ rediger | rediger kildetekst ]

Afkølingen begynder straks efter døden og skrider frem, til liget har antaget omgivelsernes varmegrad. Dog ma her bemærkes, at man har observeret en indre temperaturstigning straks efter døden, men kun af kortere varighed. Snart gør afkølingen sig gældende. Hvor grænsen skal sættes for den temperatur, der er uforenelig med livets bestaen, er det ikke godt at sige, men det synes dog, at nar et menneskes indre temperatur, malt i endetarmen , gar ned under 30 °C eller bliver staende her i nogen tid, sa vil personen dø, og en temperatur under den nævnte grænse ma foreløbig anses for et sikkert dødstegn. Hvor lang tid, der skal ga efter døden, for at denne kritiske grænse, og hvor lang tid for at den omgivende lufts temperatur skal nas, er ganske varierende efter tilstanden før døden ( feber eller normal temperatur, fedme eller magerhed, sommer eller vinter, tildækket eller nøgen tilstand med mere). Det kan derfor vanskeligt lade sig gøre - uden som et løst skøn - at afgøre efter ligets temperatur hvor længe, det er siden, at døden intradte.

Ligpletter [ rediger | rediger kildetekst ]

Ligpletterne er bla eller lilla pletter pa de lavest liggende dele af legemet, der skyldes blodets nedsynken til disse partier, og den begynder sa snart, blodcirkulationen er ophørt. Ved langvarige, tærende lidelser med hjertelammelse kan ligpletterne synes at indtræde før døden (sammenlign hypostase ). I andre tilfælde kan der henga timer efter døden, før de viser sig. De kan vanskelig forveksles med andre farvninger af huden og er derfor at anse for et godt dødstegn.

Dødsstivhed [ rediger | rediger kildetekst ]

Dødsstivheden er et af vore fortrinligste dødstegn sa længe, den holder sig, efter som den for en opmærksom iagttager næppe kan forveksles med noget fysiologisk forhold. Men da den ophører efter nogen tids forløb, og da den desuden taber sig ved bøjning af lemmerne, ma man have opmærksomheden henvendt herpa for ikke at lade sig narre ved dens ikke-tilstedeværelse.

Forradnelse [ rediger | rediger kildetekst ]

Forradnelsen er det sidste og mest afgørende af alle dødstegn, idet denne ikke kan optræde hos et individ i dvale. Pa den anden side ma det erindres, at en sygdom kan fremkalde sadan forandring af enkelte legemsdele, at disse ma siges at være i forradnelse (fx koldbrand ), sa at stanken kan lade os tænke pa forradnelsens indtræden, uden at denne dog er til stede for hele legemets vedkommende. Det er foruden stanken den grønne farvning af underlivet, løsningen af overhuden, farvning af huden, hvor der ligger blodkar under den, hvor efter vi dømmer, at forradnelsen er indtradt. Men i hvilken rækkefølge, disse fænomener fremtræder og hvor snart efter døden, afhænger af flere forskellige forhold. Forradnelsen kommer hurtigere ved varme, langsommere ved kulde, hurtigere hos mennesker med betændelsessygdomme (fx barselfeber ), langsommere hos sunde. Der er tilfælde, hvor et lig slet ikke radner, fx i frost eller moselig .

Jævnsides med forradnelsen optræder en del dødstegn, som beror pa udtørringen af enkelte dele af legemet, dels ved at væsken trækker sig bort til andre dele af legemet, dels ved at vandet fordamper. Saledes afhænger de "brustne øjne" til dels af, at væsken fra øjeæblet trækker ud og senere fordamper. De "brustne øjne" begynder ved selve dødens indtræden og viser sig ved en delvis udspiling og stivhed af pupillen, ved tab af glans af hornhinden og ved tab af spænding. Senere hen tiltager alle disse forhold, og nar forradnelsen indtræder, synker øjeæblerne stærkt sammen. Mens de "brustne øjne" pa de senere stadier er lette at erkende ogsa for lægfolk, sa er det ofte vanskeligt at erkende dette forhold straks, og til en vis grad kan man se brustne øjne uden, at døden er indtradt eller indtræder, fx ved dybe besvimelser .

Af virkelige fordampningsfænomener ma anføres pergamentagtig udtørring af læber, næse, øjelag, øren og fingerspidser.

Det vil af ovenstaende være klart, at det ikke gar an at opstille et enkelt kendemærke som ganske afgørende og nødvendigt dødstegn. Der imod vil en sammenstilling af flere dødstegn altid sikre os mod en miskendelse af, om døden er indtradt eller ikke, i hvert fald gælder dette, hvor der er tale om ligsyn udført af en uddannet læge eller en med lig meget fortrolig person.

Opfattelser af døden [ rediger | rediger kildetekst ]

Døden refererer til afslutningen af livet og den irreversible ophør af livsfunktioner. Den præcise natur og forstaelse af døden varierer imidlertid betydeligt mellem forskellige kulturer, religioner og filosofiske traditioner. Her er nogle perspektiver pa døden fra forskellige synsvinkler:

Biologisk perspektiv: [ rediger | rediger kildetekst ]

Biologisk set betragtes døden som øjeblikket, hvor kroppens vitale funktioner ophører irreversibelt ^[5] . Dette inkluderer ophør af hjerteaktivitet, vejrtrækning og hjernefunktion.

Medicinsk perspektiv: [ rediger | rediger kildetekst ]

Det medicinske perspektiv pa døden henviser primært til den biologiske og fysiologiske forstaelse af, hvordan kroppens vitale funktioner ophører irreversibelt ^[6] .

I mange medicinske sammenhænge defineres døden som hjernedød ^[7] . Hjernedød opstar, nar alle aktiviteter i hjernen stopper, inklusive bevidsthed, reflekser og hjernebølger. Hjernedød betragtes ofte som den biologiske grænse for livet, og nar det bekræftes, kan det føre til afslutning af livsopretholdende foranstaltninger.

Klinisk død refererer til ophør af hjerteaktivitet og vejrtrækning ^[8] . I nogle tilfælde kan klinisk død være reversibel, især nar livsopretholdende foranstaltninger iværksættes straks. Hvis disse foranstaltninger ikke genopretter hjerte- og lungefunktionen, kan klinisk død udvikle sig til biologisk irreversibel død.

I mange jurisdiktioner kræves en dødsattest, der udstedes af en læge, for at bekræfte døden ^[9] . Dødsattesten indeholder ofte information om arsagen til døden og tidsmæssige omstændigheder.

Filosofiske perspektiver: [ rediger | rediger kildetekst ]

Nogle filosofiske traditioner betragter døden som en naturlig del af livet og fokuserer pa, hvordan erkendelse af dødelighed kan forme ens holdning til livet ^[3] . For eksempel udforsker nogle filosofier ideen om, at bevidstheden om døden giver livet mening og værdi.

Religiøse perspektiver: [ rediger | rediger kildetekst ]

De religiøse perspektiver pa døden giver et glimt af, hvordan døden forstas inden for forskellige trosretninger, og hvordan troen pa det hinsidige liv former folks opfattelse af døden og deres liv her pa jorden ^[10] :

I kristendommen betragtes døden som en overgang til en anden form for eksistens ^[11] . Mennesker, der praktiserer kristendom, tror ofte pa opstandelsen, hvilket indebærer, at sjælen overlever døden og genforenes med kroppen ved opstandelsen ^[12] . Dette er en central del af den kristne tro pa, at Jesus Kristus opstod fra de døde, og at hans tilhængere vil opleve opstandelse pa dommens dag. Troen pa efterlivet er ogsa central, hvor mennesker antages at blive enten belønnet med evigt liv i Guds nærvær eller straffet baseret pa deres liv og tro.

Indenfor islam opfattes døden som overgangen til det evige liv ^[13] . Troen pa en dommedag, hvor mennesker vil blive dømt baseret pa deres handlinger i dette liv, er en central del af islam. I det efterfølgende liv vil mennesker opleve enten paradiset (Jannah) eller helvede (Jahannam). Dette liv anses som en prøve, og de handlinger, som folk udfører, afgør deres skæbne i det hinsidige.

Inden for jødedommen er opfattelsen af døden og det hinsidige liv ogsa en integreret del af troen ^[14] . Jødedommen betragter døden som en naturlig del af livet, men troen pa, at sjælen overlever døden, er dybt rodfæstet ^[15] . Der er tro pa, at Gud er den, der giver livet og tager det tilbage.Inden for jødedommen er der ogsa en tro pa opstandelsen af de døde, hvor sjælene vil genforenes med kroppen ved Messias' komme. Jødedommen tror pa en sidste dom, hvor Gud vil vurdere hver persons handlinger. Denne bedømmelse vil afgøre, om sjælen vil opleve evigt liv eller straf.

Indenfor hinduismen ses døden som en del af den kosmiske cyklus af genfødsel (samsara ^[16] ). Mennesker tror pa, at sjælen (atman) gennemgar en række genfødsler, pavirket af karma (handlingernes konsekvenser), indtil den opnar moksha ^{[17] [18]} . Moksha er frigørelse fra cyklussen af genfødsel og foreningen med den universelle sjæl (Brahman). Døden betragtes som en overgang, og ritualer sasom kremering og begravelse er vigtige for at hjælpe sjælen med at rejse til det næste liv.

Se ogsa [ rediger | rediger kildetekst ]

• Nærdødsoplevelse
• Liv efter døden
• Post-mortem fotografering

Litteratur pa dansk [ rediger | rediger kildetekst ]

• Aakeson, K. F. (2005): "Sa blev farfar et spøgelse". Gyldendal
• Aries, P. (2014). Essais sur l'histoire de la mort en Occident du Moyen Age a nos jours . Media Diffusion
• Aries, P. (2014). L'homme devant la mort . Media Diffusion.
• Bernat, J. L. (2013). The definition and criterion of death. Handbook of clinical neurology , 118 , 419-435.
• Bjergager, E. mfl. (2018): "Hvad døden har lært mig om livet". Kristeligt Dagblads Forlag
• Draby (2018): "Dødskunsten". I: Livskunsten. Akademisk Forlag
• Etiske Rad, set (1988): "Dødskriteriet: en redegørelse". Det Etiske Rad
• Madsen, B. H. mfl (2003): "Nar selvmordet truer". Munksgaard
• Stalfeldt, P. (2000): "Hvad er døden?" Forlaget Forum
• Sumegi, A. (2013). Understanding death: An introduction to ideas of self and the afterlife in world religions . John Wiley & Sons.

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Den Store Danske Encyclopædi, opslag: Død
• Salmonsens Konversationsleksikon , 2. udgave, bind VI (1917), s. 628; opslag: Død Arkiveret 29. februar 2012 hos Wayback Machine
• Salmonsens Konversationsleksikon , 2. udgave, bind VI (1917), s. 648-649; opslag: Dødstegn Arkiveret 2. februar 2014 hos Wayback Machine