- Der er for fa eller ingen
kildehenvisninger
i denne artikel,
hvilket er et problem
. Du kan hjælpe ved at angive
troværdige kilder
til de pastande, som fremføres i artiklen.
En
skuespiller
er en person, der agerer i en dramatisk tekst og arbejder i
teater
,
film
,
tv
eller
radio
. Skuespillere kan ogsa optræde som sangere, dansere, stand-up'ere eller lægge stemmer til roller i
tegnefilm
,
tegnefilmsdubber
. En kvindelig skuespiller kan benævnes
skuespillerinde
.
Oprindelsen til det danske ord
skuespiller
er det tyske
Schauspieler
. Det græske ord for skuespiller,
hypokrit?s
, betyder 'at foregive', 'at agere' eller 'den, der svarer koret'. Skuespilleren er saledes den, der handler under opdigtede omstændigheder og ved at foregive at være en anden. En tidlig dansk betegnelse for skuespiller var
aktør
, jf. den engelske betegnelse for skuespiller:
actor
. Aktøraspektet henviser til skuespilleren som en handlende/agerende person. 1800-tallets betegnelse for personerne i et skuespil var 'de handlende' eller 'de agerende'.
Det første historiske vidnebyrd om en navngiven skuespillers optræden i ar 534 f.Kr. er i
Aristoteles
' '
Poetik
'. Han nævner en skuespiller pa Dionysosteatret i Grækenland der hed Thespis, og denne Thespis opfandt angiveligt skuespilkunsten i Vesten, fordi han i stedet for at fortælle en historie som sig selv, talte og handlede som en anden. Navnet indgar i udtrykket 'Thespiskærren', der bruges om omrejsende teaterselskaber.
I antikkens Rom opnaede flere skuespillere, skønt de var slaver, stor berømmelse i opførelser af bl.a.
Plautus
' værker.
I almindeligt omdømme var skuespillere ikke-respektable. Den opfattelse varede til op i renæssancen, hvor skuespillere end ikke kunne begraves i indviet jord. Først med
Shakespeare
og
det Elizabethanske Teater
genvandt skuespilleren en vis borgerlig agtelse.
Frem til det 17. arhundrede blev kvinderollerne spillet af mænd eller drenge, fordi det var forbudt kvinder at optræde. Det blev betragtet som skamløst og uværdigt. Venedig var det første sted, der tillod kvindelige aktører, og det spredte sig derfra til resten af Europa. I samme periode begyndte skuespillerens anseelse at vokse, og med filmens fremkomst i det 20. arhundrede blev faget attraktivt. Populære skuespillere oplevede (og oplever) verdenomspændende berømmelse. Den amerikanske skuespiller og teaterpædagog
Stella Adler
gik sa vidt som til at hævde, at de bedste og mest berømte skuespillere udgjorde 'the American Aristocracy' ? det amerikanske aristokrati. Der er dog stadig dem, der ikke anser skuespil for at være 'rigtigt arbejde'.
Skuespillerens teknik, altsa de greb skuespilleren anvender til at agere en anden, blev videregivet i form af mesterlære helt frem til det 19. arhundrede.
De skrevne kilder til skuespillets teknik før det 18. arhundrede er fa og spredte. Den bedst kendte beskrivelse stammer fra Shakespeares skuespil
Hamlet
(3. akt scene 2), hvor Hamlet fortæller skuespillerne hvordan de skal spille:
- Tilpas handlingen til ordet og ordet til handlingen, med den særlige begrænsning at du ikke overskrider naturens egen beskedenhed. For alt der overgøres sadan har ikke noget med spillets formal at gøre, som altid har været og stadig er at holde et spejl op for naturen; at vise dydens hendes træk, hane hendes billede af sig selv, og vise selve tidsanden sin egenart og sit udtryk. Hvis det overgøres eller er for svagt, vil det ? selv om det far den uvidende til at grine ? fa kenderen til at græmme sig. Og kenderens dom opvejer en hel sal af de andres. Arh! Jeg har set og hørt skuespillere, som andre har rost til skyerne, skuespillere ? de kunne hverken tale eller ga som kristne, som hedninge eller som mennesker ? der spankulerede og brølte sadan at man skulle tro at en eller anden elendig omrejsende handværker havde lavet dem pa en darlig dag, sa elendigt imiterede de det menneskelige.
Først i 1700-tallet begyndte intellektuelle overvejelser om, hvori skuespillerens kunst bestar og hvad skuespilleren gør og kan. Franskmanden Dennis Diderot skrev i 1777
Dialog om skuespilkunsten
(dansk 1949) og rejste spørgsmalet om skuespilleren er 'varm' eller 'kold'. Altsa om skuepilleren føler noget eller forstiller sig.
En egentlig systematisk undersøgelse af skuespillets teknik kom først med den russiske skuespiller, instruktør og teaterleder
Konstantin Stanislavski
(1863-1938). Han brugte et helt liv pa at udforske metoder til at opna skuespillerens realistiske, overbevisende og inspirerede ageren pa scenen og hans arbejde har lige siden været referencepunkt for den vestlige verdens skuespilteknik.
Kernen i Stanislavskis teknik var indlevelse og virkelighedsforbundet fantasi, saledes at skuespillerens ægte følelser og sande adfærd kunne vækkes for dermed at overbevise publikum om det virkelige i den fiktive situation. Dermed evner skuespilleren at rive publikum med i en overbevisende fremstilling.
Over for Stanislavskis indlevelse hævdede tyskeren
Bertolt Brecht
(1898-1956), at skuespillerens vigtigste teknik var
Verfremdung
(fremmedgørelse), idet han mente at skuespilkunst drejer sig om at fa publikum til at reflektere over handlingen i et stykke ved at gøre det velkendte fremmed.
Brechts overvejelser har stadig indflydelse pa den europæiske tankegang, hvorimod Stanislavskis arbejde især videreførtes og blev videreudviklet i USA. I 1929 grundlagdes
The Group Theatre
? en sammenslutning af ca. 30 skuespillere, instruktører og forfattere, der havde det erklærede mal at gøre Stanislavski kunsten efter eller ligefrem forbedre hans teknik.
The Group
bestod kun i 10 ar, men lagde grunden til en række verdensberømte skuespilteknikker og dermed til det 20. arhundredes amerikanske dominans pa filmomradet. Forfatteren Arthur Miller og filminstruktøren Harold Clurman var med i gruppen.
Med hensyn til skuespilteknik skilte tre sig ud fra
The Group
:
- Stella Adler
(1901-92). Adler var den der videreførte Stanislavskis arbejde mest loyalt. Hun lagde især vægt pa 'de givne omstændigheder' i forlængelse af sine samtaler med Stanislavski. Hun oprettede sit eget studio
SAS
(Stella Adler Studio), der stadig eksisterer. Blandt hendes elever var
Marlon Brando
og
Robert de Niro
.
Disse tres videreudvikling af Stanislavskis teknik har faet den upræcise overskrift
method-acting
. Det er en populær misforstaelse af
The Method
, at skuespilleren 'bliver' rollen
[
kilde mangler
]
, men realiteten er, at alle tre teknikker udgør en skridt for skridt-metode til at opna skuespillerens overbevisende, medrivende og usynlige præstation.
Der er endnu i dag ganske stor forskel pa den amerikanske og den europæiske spillestil. Det amerikanske ideal er ? i forlængelse af Stanislavski ? at være 100 % naturtro gennem indlevelse, mens der i den kontinentale europæiske stil er en større tendens til at gestalte en rolle og dermed distancere sig fra den.
I Danmark findes bade uddannede og selvlærte skuespillere. Der er intet arbejdsgiverkrav om uddannelse, og titlen
skuespiller
er ikke beskyttet.
Der findes tre statsstøttede skuespillerskoler og et statsstøttet musicalakademi samt et par privatskoler i landet, der nyder professionel anerkendelse.
Statens Teaterskole
i København, skuespilleruddannelsen ved
Aarhus Teater
, Skuespillerskolen i Odense, samt
Det Danske Musicalakademi
i Fredericia er offentligt støttet.
Ophelia (skuespillerskole)
pa Gasværksvej pa Vesterbro samt
Film/Teaterskolen Holberg
i København er private metodeskoler.
Tv-serier
|
---|
Generelt
| |
---|
Genrer
| |
---|
Episoder
| |
---|
Folk
| |
---|