Den
Palæstinensiske Befrielsesorganisation
(
Arabisk
: ????? ??????? ??????????,
transskription
:
Muna??amat at-Ta?r?r al-Filas??niyyah
) eller blot
PLO
(efter den
engelske
oversættelse: "Palestine Liberation Organization") er en palæstinensisk organisation, der ønsker at oprette en
selvstændig
palæstinensisk
stat
. PLO har haft observatørstatus i FN siden 1974 og er anerkendt af mere end 100 lande som "den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk".
[1]
PLO blev grundlagt i
1964
ledet af
Ahmed Schukairy
, som fire ar senere blev afsat af Nationalradet til fordel for
Yasser Arafat
. PLO var egentlig tænkt som en modvægt, ikke bare til
Fatah
, men til alle de mindre organisationer, som kæmpede for en palæstinensisk stat. Det blev ændret, da Yasser Arafat overtog formandskabet. Arafat var nemlig allerede formand for Fatah, og derfor blev Fatah en af de første organisationer, som sluttede sig til PLO.
I
1967
led de arabiske stater et stort nederlag under
Seksdageskrigen
, hvilket bl.a. medførte at Israel fik kontrol over bade
Gazastriben
og
Vestbredden
, som i perioden 1949-1967 ellers havde været kontrolleret af henholdsvis
Egypten
og
Jordan
. Seksdagskrigen resulterede saledes i, at stor gruppe palæstinensere ? bosiddende pa Vestbredden og i Gaza ? kom under israelsk kontrol. Derfor vandt PLO stor støtte, og det gjaldt specielt Arafat og hans ideer om
guerillakrig
mod israelerne og et fuldt selvstændigt PLO under kontrol af
fedayeen
-organisationerne.
[
Mangler kilde
]
I februar
1969
blev Yasser Arafat valgt til formand for PLO, og den næste tid blev ikke nem for ham. Allerede i
1970
led PLO store tab ved et angreb pa organisationens væbnede styrker i
Jordan
. Den jordanske konge og regering var bekymret, fordi PLO var i færd med at overtage magten og valgte at sla til militært inden, at det var for sent. Denne begivenhed blev siden kendt som
Sorte September
.
I
1974
ændrede situationen sig. Ved et arabisk topmøde i
Rabat
i
Marokko
blev PLO anerkendt som repræsentant for det palæstinensiske folk. Nu talte Arafat i
FN
som repræsentant for en
NGO
, nemlig PLO.
Efter
Sorte September i Jordan
matte PLO flygte fra
Jordan
til
Libanon
. PLO var aktivt deltagende i
borgerkrigen i Libanon
og kæmpede mod
den israelske hær
, libanesisk milits og syriske styrker. PLO svækkedes indadtil, da Fatah, som ledede bevægelsen, ikke var særligt ideologisk markant udover malet at "befri" Palæstina. Derimod var de kommunistiske grupper
Folkefronten til Palæstinas befrielse
(PFLP) og
DFLP
mere markante i ideologi og udgjorde dermed en trussel mod Fatah med hensyn til kontrol over bevægelsen. Desuden skabte
Baathpartiets
sekulære regeringer i Irak og Syrien marionetgrupper inden for PLO, hvilket komplicerede situationen yderligere.
I
1982
foretog Israel en invasion af
Libanon
. Det svækkede PLO stærkt, da 12.000 partisaner matte evakueres til
Syrien
,
Tunesien
og andre arabiske lande. PLO blev tvunget til at opgive hovedkvarteret i
Beirut
og flytte det til
Tunis
, hvor det i
1985
blev bombet af israelske styrker.
I juli
1988
kappede kong
Hussein af Jordan
alle juridiske og administrative band til Vestbredden til PLO ? de facto opgav alle krav i forhold til omradet. Ved et møde i PNC i
Algier
i november 1988 udrabte Arafat oprettelsen af staten Palæstina med hovedstad i
Jerusalem
. Udrabelsen fik hurtigt gehør fra lande rundt om i hele verden.
[2]
Pa trods af proklamationen udøvede PLO i 1988 ikke kontrol over noget omrade pa hverken Vestbredden eller i Gaza.
Radet vedtog samtidig at anerkende FN’s resolutioner 242 (1967) og 338 (1973), der anerkender alle de mellemøstlige staters suverænitet. Anerkendelsen skulle sammen med palæstinensernes ret til selvbestemmelse danne basis for en international fredskonference. Aret efter havde 94 stater givet Palæstina diplomatisk anerkendelse. I 2015 havde 137 ud af FN's 193 medlemslande formelt anerkendt Palæstina, men Israel og de fleste vestlige lande har ikke.
[3]
I 1993 blev der indledt forhandlinger i Oslo ? den sakaldte
Oslo-proces
? mellem Israel og PLO. Forhandlingerne resulterede i, at
Det Palæstinensiske Selvstyre
blev skabt, som fik en begrænset grad af selvstyre over dele af
Vestbredden
og
Gaza
.
[4]
PLO tog som den klart største politiske gruppering hurtigt kontrol over hjemmestyremyndigheden, og Yasser Arafat blev selvstyrets første præsident. Demokratiske valg til myndigheden blev første gang afholdt i 1996. PLO anerkendte til gengæld staten Israels ret til at eksistere,
[5]
hvilket førte til konflikter inden for bevægelsen, men forbedrede dens stilling i mange europæiske lande og i
USA
. Man forkastede tillige anvendelsen af vold for at na sine politiske mal samt accepterede
Sikkerhedsradets
resolutioner 238 og
242
.
[6]
PLO mistede derefter betydning, men fortsatte som palæstinensernes officielle og lovlige repræsentant internationalt.
PLO har sit hovedkvarter i
Ramallah
pa
Vestbredden
.
PLO er inddelt i tre organer.
- Nationalradet, PNC (Palestine National Council), der kan opfattes som hele det palæstinensiske folks parlament ligesom det danske Folketing.
- Eksekutivradet (Executive committee). Dette er et beslutningsdygtigt organ, hvor de vigtigste beslutninger bliver taget. Dette rad bestar af 15 medlemmer af PNC, og her er alle PLO`s vigtigste politiske og militære organisationer repræsenteret.
- Centralkomiteen (Central Committee) er et radgivende organ og kan derfor ikke træffe beslutninger som de to andre.
PLO er en paraplyorganisation. Dens mange mindre organisationer kæmper mod israelsk besættelse. Disse otte største er:
- Fatah
- PFLP
(The Popular Front for the Liberation of Palestine)
- DFLP
(The Democratic Front for the Liberation of Palestine)
- PPP (The Palestinian People’s Party)
- PLF
(The Palestine Liberation Front)
- ALF
(The Arabic Liberation Front)
- PSF
(The Popular Struggle Front)
- As-Sa’iqa
PLO ville oprindelig erstatte Israel med en arabisk stat, Palæstina, hvortil alle palæstinensiske flygtninge skulle kunne vende tilbage til fra eksil. Fra og med begyndelsen af 1970'erne blev PLO's position noget mere sofistikeret, og man krævede i stedet, at det
zionistiske
Israel skulle ophøre at eksistere, og at et Palæstina fælles for
jøder
og
arabere
skulle oprettes i stedet ("enstatsløsningen"). Siden 1993 har PLO anerkendt Israels ret til at eksistere og kræver i stedet en palæstinensisk stat ved siden af omfattende Vestbredden,
Gazastriben
samt
Østjerusalem
, altsa de palæstinensiske omrader, som Israel besatte under seksdageskrigen ar 1967 ("tostatsløsningen").
PLO mener, at den
israelske bosættelsespolitik
og
mur pa Vestbredden
forhindrer en tostatsløsning som ende pa konflikten ved at gøre det umuligt at adskille de besatte omrader fra Israel. Bevægelsen har en stærk rival i det
islamistiske
Hamas
. De fleste PLO-grupper har, modsat Hamas, været venstreorienterede og sekulære nationalister.
PLO repræsenterer Palæstina i
Den Arabiske Liga
. Organisationen fik i 1974 observatørsstatus i
FN
og anerkendes dermed af verdens lande som palæstinensernes lovlige repræsentant. Staten Palæstina har pa sin side ambassader i mange
muslimske
lande, men anerkendes ikke officielt i noget FN-organ, fraset
UNESCO
siden november 2011. PLO har repræsentationskontorer i mange vestlige lande, der i praksis fungerer som uofficielle palæstinensiske ambassader.
- ^
Geldenhuys, Deon (1990):
Isolated states: a comparative analysis
. Cambridge University Press. S. 155.
ISBN
0-521-40268-9
.
- ^
Tessler, Mark (1994).
A History of the Israeli?Palestinian conflict
(2nd, illustrated udgave). Indiana University Press. s. 722.
ISBN
978-0-253-20873-6
.
"Within two weeks of the PNC meeting, at least fifty-five nations, including states as diverse as the Soviet Union, China, India, Greece, Yugoslavia, Sri Lanka, Malta, and Zambia, had recognized the Palestinian state."
- ^
Her er de 137 lande, der anerkender Palæstina. Artikel i Politiken 30. september 2015.
- ^
Agreement on Preparatory Transfer of Powers and Responsibilities Between Israel and the PLO, Artikel 1
- ^
"Israel-PLO Recognition ? Exchange of Letters between PM Rabin and Chairman Arafat ? 9?1 Sept, 993"
. Arkiveret fra
originalen
28. oktober 2013
. Hentet 26. april 2015
.
- ^
Kim Murphy. "
Israel and PLO, in Historic Bid for Peace, Agree to Mutual Recognition
,"
Los Angeles Times
, 10. september 1993.