- Der er for fa eller ingen
kildehenvisninger
i denne artikel,
hvilket er et problem
. Du kan hjælpe ved at angive
troværdige kilder
til de pastande, som fremføres i artiklen.
James Earl Carter, Jr.
(kaldet
Jimmy Carter
, født
1. oktober
1924
) er en
amerikansk
politiker fra
Demokraterne
og nobelprismodtager. Han var
USA's præsident
fra 1977 til 1981, og inden det
guvernør i Georgia
1971 til 1975. Han modtog
Nobels fredspris
i 2002 for sit humanitære arbejde gennem
the Carter Center
.
Jimmy Carter tjente i den amerikanske flade som løjtnant i mange ar. Hans faders død bevirkede dog, at han og hustruen matte vende hjem til
Plains
,
Georgia
, for at passe familiens jordnøddefarm.
- Tekst mangler
, hjælp os med at skrive teksten
- Tekst mangler
, hjælp os med at skrive teksten
Carter havde ikke meget politisk erfaring, da han stillede op som præsident. Han var i 4 ar medlem af det øvre kammer i Georgias delstatsparlament. Han stillede op til
guvernørposten
i 1966, men blev slaet i det demokratiske primærvalg af Lester Maddox, der sidenhen vandt det egentlige valg. Fire ar senere lykkedes det Carter at fa partiets nominering, og han vandt guvernørposten.
Carter blev overraskende demokraternes præsidentkandidat i 1976, pa trods af, at mange mere erfarne og kendte politikere opstillede. Allerede i 1974, mens han stadig virkede som guvernør, satte han sig som mal at blive valgt til præsidentembedet ved valget i 1976. Han og hustruen turnerede USA rundt, og han gik fra at være "Jimmy Who" til en seriøs præsidentkandidat.
Der var i USA en udbredt politikerlede efter arene med
Watergate
, og den religiøse Carters budskab om aldrig at lyve over for det amerikanske folk, blev vel modtaget.
Under kampen om at blive
Demokraternes
præsidentkandidat udmanøvrerede han bl.a. et sa prominent navn som Ronald Reagans efterfølger som guvernør i Californien
Jerry Brown
, der ellers var gaet ind i valgkampen med ene det formal at holde Carter ude pga. dennes mangel pa politisk erfaring. Carter slog ogsa
Edward Kennedy
, Lloyd Bentsen,
Hubert Humphrey
og
Sargent Shriver
samt Adlai Stevenson III og 17 andre kandidater.
[6]
Modparten i valgkampen endte med at blive den siddende præsident
Gerald Ford
, der matte igennem en hard kamp om præsidentnomineringen mod
Californiens
tidligere guvernør
Ronald Reagan
, inden han kunne tage kampen op mod Jimmy Carter. En kamp, der først endte ved
Republikanernes
partikonvent.
Carter vandt præsidentvalget den første tirsdag i november 1976, efter en af de tætteste valgkampe i amerikansk historie. Allerede ved selve
præsidentindsættelsen
viste Carter den nye stil, da han og hustruen Rosalynn samt børnene forlod limousinen og gik til fods op ad Pennsylvania Avenue.
Dagen efter sin indsættelse opfyldte præsidenten et valgløfte ved at benade dem, der havde undgaet krigstjeneste i
Vietnam
ved fx at rejse til udlandet.
Indenrigspolitisk markerede præsidenten, at det var sparetider. Han iførte sig en sweater og skruede ned for varmen i
Det Hvide Hus
. Desuden solgte han den præsidentielle
yacht
. Samme ar standsede han B1-bombeflysprojektet, hvilket medførte vrede ikke mindst blandt de traditionelle koldkrigere.
Efterhanden viste det sig ganske svært for præsidenten at fa lovgivning gennem
USAs Kongres
: Han var blevet valgt som et modspil til det etablerede
Washington
, men nu viste det sig, at han af netop denne grund havde svært ved at samle flertal for sine lovforslag. Det blev ikke lettere af, at hans stab for en stor dels vedkommende udgjordes af mennesker han havde kendt fra sin tid som guvernør i Georgia, og disse blev i pressen kendt som
The Georgia Mafia
.
[7]
Udenrigspolitisk satte præsidenten fokus pa
menneskerettigheder
, herunder afviklingen af
kolonistyret
i Afrika og fredsprocessen i Mellemøsten. I 1978 lykkedes det saledes præsidenten at fa en fredsaftale i stand mellem
Egyptens
Anwar Sadat
og
Israels
Menachem Begin
. Kort efter normaliserede Carter forholdet til
Kina
og underskrev
SALT II-aftalen
med
Sovjetunionen
.
SALT II
-aftalen og forholdet til Sovjetunionen
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Et særligt udenrigspolitiske omrade som Carter arbejdede hardt for, var
SALT II-aftalen
, som reducerede det antal
atom-sprænghoveder
, som blev produceret og opretholdt af bade USA og
Sovjetunionen
. Det var
Richard Nixon
og
Gerald Ford
som fik SALT I aftalen i stand, der havde reduceret antallet af atomvaben, som blev produceret, men Carter havde ønsket en yderligere reducering. Det var hans hovedmal ? som det blev gjort klart i hans
indsættelsestale
(
Inaugural Address
) ? at atomvaben skulle fjernes fuldstændig fra jordens overflade.
Carter og den sovjetiske leder
Leonid Bresjnev
naede en aftale herom i slutningen af 1979 ? SALT II aftalen, trods Kongressens modstand mod at ratificere den, fordi mange var af den opfattelse, at det svækkede USAs forsvar.
Efter Sovjetunionens invasion af
Afghanistan
i slutningen af 1979, trak Carter aftalen tilbage fra godkendelses-proceduren i Kongressen, og aftalen blev aldrig ratificeret - skønt den var underskrevet af bade Carter og Bresjnev. Pa trods af dette, levede begge parter op til forpligtelserne, som der var blevet enighed om under forhandlingerne.
Juledag
1979 begyndte den
sovjetiske invasion af Afghanistan
. Det blev besluttet, at USA skulle støtte modstandsbevægelsen i Afghanistan med vaben, heriblandt
Stinger
-missiler rettet mod sovjetiske helikoptere. Det menes af mange, at USA dermed selv væbnede
Mujahedin
-grupper, der siden spredte terror pa amerikansk jord.
[8]
Invasionen af Afghanistan førte desuden til, at præsidenten i sin
State of The Union
-tale i 1980 fremsatte
Carter-doktrinen
samt at USA boykottede De
Olympiske Lege
i
Moskva
i 1980.
Imidlertid begyndte de problemer, der skulle hjemsøge resten af Jimmy Carters præsidentperiode, i
Iran
. Landets
shah
Mohammad Reza Pahlavi
var efterhanden grundigt upopulær ? ikke mindst pa grund af
sekulariseringen
af Iran ? og
ayatollah
Ruhollah Khomeini
styrede fra
Paris
det oprør, der efterhanden førte til shahens fald i
den iranske revolution
. En forsmag pa dette fik USA i 1977, da shahen gæstede Washington og blev mødt med store demonstrationer foran Det Hvide Hus. Shahen drog i eksil i 1979, men blev snart efter alvorligt kræftsyg, hvilket betød, at han matte indlægges pa et hospital i USA. Episoden blev sa uheldigt handteret, at det skabte en udbredt mistro mod USA, bade blandt gamle allierede og nye fjender.
Den 4. november 1979 besatte iranske studenter den amerikanske ambassade i
Teheran
og tog 52 amerikanere som
gidsler
. I begyndelsen af gidselkrisen samledes det amerikanske folk bag præsident Carter, men da forhandlinger og indefrysning af iranske pengebeløb ikke førte nogen vegne, svandt opbakningen. Han beordrede
Operation Eagle Claw
(
en
)
, et forsøg pa at befri gidslerne, den 24. april 1980, men det slog fejl og otte amerikanske soldater og en iransk civil døde. Dagen efter, i en TV-tale, fortalte Carter om befrielsesforsøget og tog ansvar for dets fejltagelse, hvilket øgede kritikken mod ham og fik hans udenrigsminister
Cyrus Vance
til at trække sig.
[
kilde mangler
]
Et yderligere problem for valgkampen var Carters bror Billy, der havde modtaget mere end 200.000 dollars fra
Libyen
, og efter pres fra Justitsministeriet matte registrere sig under
Foreign Agents Registration
-loven (
en
) som
agent
for Libyen for at undga retsforfølgelse.
[9]
Der blev ogsa udarbejdet en granskningsrapport i Senatet om forholdet.
[10]
Pa 1-arsdagen for besættelsen af ambassaden, var der præsidentvalg i USA. Præsident Carter's nederlag til den republikanske modstander
Ronald Reagan
var sa massivt, at Carter ringede og gratulerede Reagan med
sejren
, inden de sidste valglokaler lukkede. Carter vandt blot seks af de 50 stater, og desuden
Washington D.C.
. Under valgkampen var der endda tvivl om, hvorvidt han ville vinde sin hjemstat Georgia, som han dog vandt med 15
procentpoint
.
I perioden indtil vagtskiftet i Washington den 20. januar 1981, arbejdede Carter-administrationen febrilsk pa at fa de 52 gidsler hjem, mens Carter stadig var præsident. Det lykkedes i sidste ende at fa en aftale i stand med iranerne, men først kort inden Reagans indsættelse som præsident. Timingen af den iranske regerings meddelelse om frigivelsen, der skete samme dag Reagan blev indsat, førte til en konspirationsteori (
en
), der pastod at Reagans valgkampagne havde konspireret med Iran for at forsinke deres løsladelse, men senere undersøgelser fandt ingen beviser for dette. Grundet Jimmy Carters valgnederlag, var det i egenskab af præsident Reagans særlige udsending ? ikke længere som præsident ? at han modtog de hjemvendte gidsler, da de satte fod pa tysk jord i
Wiesbaden
efter 444 dage i fangenskab.
[11]
Efter sin præsidentperiode har Jimmy Carter oprettet et fredscenter,
The Carter Center
, der følger situationen rundt omkring i verden og bl.a. overvager valg, nar der er risiko for
valgsvindel
, samt bekæmper
sult
og
analfabetisme
. Ekspræsidenten deltager endvidere i husbygningsprojekter for hjemløse og underviser fortsat i søndagsskolen i Plains, Georgia. Han har desuden skrevet et væld af bøger om savel sin præsidentperiode som kunst og kultur, samt sine oplevelser omkring det at blive ældre.
Jimmy Carter er ofte blevet kaldt "verdens bedste ekspræsident" pa grund af sin humanitære indsats.
[12]
Samtidig ma det dog nævnes, at han ikke mindst i USA har mødt stærk modstand, fordi han ofte er gaet imod USA's officielle politik. I april 2007 kaldte Carter præsident Bush for en af de darligste præsidenter nogensinde, hvilket fik Bush's talsmand til at beskrive ekspræsidenten som "
stadig mere irrelevant
".
[13]
I 1994 fik Jimmy Carter overtalt præsident
Clinton
til at sende ham pa en mission til
Nordkorea
. Nordkorea havde udvist undersøgere fra IAEA,
Det Internationale Atomenergiagentur
, og truede med at begynde at forarbejde brugt atombrændsel. Carter mødtes med den nordkoreanske præsident
Kim Il Sung
, og det resulterede i
Rammeaftalen
( Agreed Framework)
, under hvilken Nordkorea indvilligede i at stoppe forarbejdningen af atombrændsel til gengæld for en genoptagelse af normale relationer, olieforsyninger og to letvands
reaktorer
som afløsning for dets grafitreaktorer.
Rammeaftalen forhandlet pa plads af Jimmy Carter blev lovprist vidt og bredt som en diplomatisk landvinding, som fik Nordkorea ud af isolationen.
Carter besøgte
Cuba
i
2002
og blev modtaget af
Fidel Castro
. Carter er dermed den eneste amerikanske præsident, der personligt har hilst pa Castro. (Nixon mødtes med Castro i 1959, men han var dengang vicepræsident). Pa Cuba mødtes Carter endvidere med modstandere af Castro-styret. Han udtalte da, at USA's embargo mod Cuba, den har varet siden 1960, burde ophøre.
[14]
Jimmy Carter fik
Nobels fredspris
i
2002
for artiers vedvarende arbejde for at finde fredelige løsninger pa internationale konflikter, fremme af demokrati og menneskerettigheder, og for at fremme økonomisk og social udvikling.
Nobelkomiteens
formand udtalte, at Carter skulle have haft prisen allerede i 1978, da han lykkedes med fredsaftalen mellem Egypten og Israel.
[15]
Bogen
Palestine: Peace Not Apartheid
fra 2006 har bragt ekspræsidenten pa kant med en del af det jødiske samfund i Amerika, pa grund af ordet "apartheid" i titlen samt en uheldigt formuleret sætning der antyder, at palæstinenserne kan fortsætte selvmordsbombningerne indtil Israel giver dem bedre forhold. Carter undskyldte for den uheldigt formulerede sætning pa Brandeis universitetet i
Massachusetts
den
23. januar
2006, men ville ikke undskylde bogens titel, der baserer sig pa forskelsbehandlingen af jøder og palæstinensere i Israels besatte omrader.
Pa grund af ovennævnte bog har 14 medlemmer af The Carter Center's bestyrelse forladt institutionen.
Carter om
"Israels behandling af palæstinenserne"
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Pa en
bogmesse
i
Wales
den
25. maj
2008
, udtalte Jimmy Carter, at "udsultningen og indespærringen af 1,6 millioner palæstinensere er en af de største forbrydelser mod menneskerettighederne, som sker nu,- noget sted pa planeten." Han citerede statistikker, som han sagde viste, at nærings-indtaget for nogle palæstinensiske børn var under niveauet for børn i
Afrika
syd for
Sahara
[16]
Han sagde videre at
Storbritannien
havde en rolle at spille i, at fordømme Israels behandling af palæstinenserne. "Jeg kunne tænke mig Storbritannien sige: Dette er ikke rigtigt og jeg er for en gang skyld uenig med mine venner i USA, og vi mener at palæstinenserne i
Gaza
bør behandles med respekt for alle menneskerettigheder." Præsidenten sagde videre, at palæstinenserne udsættes for horribel behandling, og tilføjede: " at se Europa ga med til det, synes jeg er beskæmmende. Det burde være beskæmmende. Der findes ingen grunde, som berettiger at folk behandles pa denne made."
[17]
Da han blev spurgt om sine følelser for den accept af
tortur
, som George Bush
sanktionerede
overfor
terror
-mistænkte (der ikke er dømt for noget) pa
Guantanamo
, svarede han: "
Forlegenhed og forfærdelse og fortvivlelse
", og at han habede, "
at den næste præsident for
Amerikas Forenede Stater
, hvad enten han er
republikaner
eller
demokrat
, offentligt vil tilkendegive, permanent og pa global basis, at vores land vil aldrig igen vil udsætte nogen fange for tortur, og at vi for fremtiden vil overholde betingelserne i internationale aftaler.
"
[17]
Som svar pa et spørgsmal om hvad der burde være USAs politik overfor et atombevæbnet
Iran
, sagde han, at ethvert land bevæbnet med atomvaben vil have overvældende odds imod sig.
" USA har mere end 12.000 atomvaben, Sovjetunionen (sic) har omkring det samme, Storbritannien og Frankrig har askillige hundrede og Israel har 150 eller mere", sagde han.
[16]
- Why not the Best?
? 1976
- Keeping Faith ? Memoirs of a President
? 1982
- The Virtues of Aging
? 1998
- The Personal Beliefs of Jimmy Carter: Winner of the 2002 Nobel Peace Prize
? 2002
- Our Endangered Values: America's Moral Crisis
? 2005
- Just Peace: A Message of Hope
? 2006
- Palestine: Peace Not Apartheid
? 2006