Lettiske krig for uafhængighed

Koordinater : 57°00′N 24°56′Ø  /  57°N 24.94°Ø  / 57; 24.94
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lettiske krig for uafhængighed
Dato 5. december 1918 - 11. august 1920
Sted Letland
Resultat Riga Fredstraktat 11. august 1920
Letlands selvstændighed
Casus belli Udrabelsen af den lettiske republik ( 18. november 1918 )
Parter
Letland  Letland
Estland  Estland
Polen  Polen
Storbritannien  Storbritannien
Frankrig  Frankrig 		USSR  USSR
Lettiske SSR  Lettiske SSR 		Pro-tyske lettiske regering Pro-tyske lettiske regering
Ledere
Letland Oskars Kalpaks
Letland J?nis Balodis
Letland Jor?is Zemit?ns
Estland Johan Laidoner
Estland Ernst Podder
Polen Edward Rydz-?migły
Storbritannien Harold Alexander 		Sovjetunionen Jukums V?cietis Pro-tyske lettiske regering Pavel Bermont-Avalov
Pro-tyske lettiske regering Rudiger von der Goltz
Styrke
Letland  Letland :
39 000 infanteri
33 kanoner
173 maskingeværer
2 fly
1 pansret tog
3 pansrede køretøjer 		Pro-tyske lettiske regering Bermont-Avalov :
51 000 infanteri
100 kanoner
600 Maskingeværer
120 fly
3 pansrede tog
10 pansrede køretøjer
Tab
3400 døde
3800 sarede

Den Lettiske krig for uafhængighed ( lettisk : Latvijas br?v?bas c??as , direkte oversat "Letlands kamp for frihed", eller Latvijas atbr?vo?anas kar?, "Krigen for Lettisk befrielse"), var en serie af militære konflikter i Letland mellem 5. december 1918 , efter Letland havde erklæret sin uafhængighed, og underskrivelsen af Rigatraktaten den 11. august 1920 . [1] Krigen medførte, at Letland fastholdt sin selvstændighed.

Krigen førtes af Letland (den provisoriske regering blev støttet af Estland , Polen og de vestlige allierede, især Storbritannien ) imod Russiske SFSR og den bolsjevikiske, kortlivede Lettiske Socialistiske Sovjetrepublik (Lettiske SSR). Weimarrepublikken (Tyskland) og det Forenede Baltiske Fyrstedømme tilføjede en ny dimension, da de i starten var allierede med de nationalistiske/allierede kræfter, men forsøgte at kæmpe for et tyskdomineret Letland. Senere kuppede tyskerne den lettiske regering, hvilket førte til aben krig.

Nogle elementer i krigen anses af polske historikere for at være en del af den Polsk-Sovjetiske krig (især Slaget ved Daugavpils ).

Baggrund [ rediger | rediger kildetekst ]

Situationen i Letland ved 1. Verdenskrigs afslutning [ rediger | rediger kildetekst ]

Under indtryk af tilstedeværelsen af tyske besættelsestropper pa lettisk omrade indkaldtes den 12. april 1918 det balttyske Landerad ( tysk : Landesrat ) i Riga , som udrabte det Forenede Baltiske Fyrstedømme . Al magten i denne nye stat skulle være i hænderne pa tyskbalterne . Den 18. oktober 1918 anerkendte Tyskland det Forenede Baltiske Fyrstedømme, og den 5. november erklærede Landesrat sig til øverste magt i den selvudnævnte stat. Da Tyskland den 11. november 1918 kapitulerede, mistede det Forenede Baltiske Fyrstedømme sin eneste politisk-militære støtte. Samme dag tog Regeringsradet skridt til dannelsen af det Baltiske Landeværn .

Den 18. november 1918 udrabtes Republikken Letland . [2] Den nye republik savnede imidlertid egne militære styrker, idet de nationale lettiske hærenheder, der var dannet under verdenskrigen, sluttede sig til Den Røde Hær . Den provisoriske lettiske regering havde derfor intet andet valg end den 7. december 1918 at anerkende landeværnet som lettisk forsvar. I henhold til den indgaende aftale mellem den provisoriske lettiske regering og den tyske repræsentant, diplomaten August Winnig , var det meningen, at letterne skulle være i overtal i den nye, nationale hær, men da letterne ikke kunne skaffe folk til hæren, forblev landeværnet en tyskbaltisk hær med en fjendtlig indstilling til Republikken Letland. Den 29. december 1918 underskrev Letlands regering og Winnig en aftale, hvorefter lettisk statsborgerskab med alle dertil hørende rettigheder (herunder retten til at erhverve jord) skulle gives til alle tyske undersatter, der havde været fire uger i krig i lettisk tjeneste.

Pa samme tid rykkede sovjetiske hærenheder hurtigt frem over lettisk omrade. I januar 1919 naede sovjetiske hærenheder frem og besatte Riga og Jelgava . Letlands provisoriske regering med statsminister K?rlis Ulmanis i spidsen matte den 3. januar 1919 forlægge sit hovedkvarter til Liep?ja . [2] Omkring 90% af Letland var besat af sovjetiske styrker. I denne situation blev oprettet en national lettisk bataljon: den 6. januar 1919 oprettedes 1. lettiske selvstændige bataljon under ledelse af Oskars Kalpaks i Jelgava. [2] Den 16. januar kom bataljonen første gang i kamp mod sovjetiske styrker ved Lielauce, og den 29. januar vandt bataljonen en vigtig sejr over bolsjevikkerne i slaget ved Skrunda . [2]

I vabenstilstandsaftalen fra Compiegne var der en bestemmelse om, at Tyskland skulle beskytte Baltikum , indtil de stedlige befolkninger fik organiseret egne forsvar. Under hensyn hertil og til aftalen med Letlands provisoriske regering tog de tyske hærenheders kommandantskab skridt til at styrke Jernbrigaden , der fik major Josef Bischoff som leder. I februar 1919 ankom til Liep?ja general greve Rudiger von der Goltz , som tidligere havde ledet de tyske styrker i Finland . Han blev leder af alle militære styrker i Kurland , herunder landeværnet , der nok formelt burde hjælpe den lettiske regering men reelt tog skridt til at virkeliggøre planerne om det Forenede Baltiske Fyrstedømme og som havde forhabninger om at besejre de sovjetiske hærstyrker endegyldigt. I marts 1919 havde von der Goltz i Letland samlet 13.500 mand, heraf 5.000 i 1. gardes reservedivision, 4.000 i Jerndivisionen og 4.500 i landeværnet ; Letland havde pa samme tid omkring 1.400 mand i landeværnet .

Under indtryk af forholdene rettede K?rlis Ulmanis henvendelse til Estland . En evakuering af den lettiske regering til Tallinn var under overvejelse men blev opgivet igen. Den 20. januar 1919 gav den estiske regering tilladelse til at oprette bevæbnede lettiske forsvarsenheder pa estisk omrade. Esternes plan var at lade dem fungere som buffer langs sydgrænsen. Den 15. februar gav lederen af de estiske styrker dekret om at danne lettiske hærenheder under 2. estiske divisions ledelse. Den 17. februar ankom en gruppe lettiske officerer til Tartu , og arbejdet pabegyndtes. Den 28. februar mobiliseredes alle i Estland boende letter, senere tillige letter fra de af estiske tropper kontrollerede dele af det sydlige Livland . Den 31. marts dannedes den lettiske brigade med general Jor?is Zemit?ns som leder og henved 9.800 mand.

I marts 1919 gennemførte von der Goltz tre mindre fremrykningsoperationer, der førte til erobringen af Tukums og Jelgava fra Den Røde Hær. En modoffensiv fra Den røde Hær blev afvist. Da situationen stabiliseredes ved fronten, skete en mærkbar forværring af forholdet mellem Ulmanis og tyskerne. Tyske hærenheder forhindrede en generalmobilisering, og den 16. april gennemførte de et statskup, der førte til indsættelse af marionetten Andrievs Niedras regering; Ulmanis søgte tilflugt pa et engelsk skib i havnen.

I begyndelsen af maj havde von der Goltz en hær pa 28.000 mand med hvilken han den 28. maj erobrede Riga . Den røde Hær blev afgørende slaet og udsattes samtidig for en estisk offensiv og trak sig hurtigt tilbage fra lettisk omrade. Den estiske offensiv, der var startet den 24. maj naede den 31. maj frem til Limba?i - C?sis .

Konflikten bryder ud [ rediger | rediger kildetekst ]

Skønt den tyske hærledelse under pres fra Ententen havde meddelt von der Goltz, at tyske hærenheder ikke matte rykkes længere end til Riga og Landeswehr ikke længere end til Jugla -søerne, gav major Fletcher den 29. maj 1919 ordre til at fortsætte fremrykningen fra Daugava nordpa. Landeswehrs fremmarch begyndte 31. maj og skete i tre kolonner. Den 2. juni naede den af kaptajn von Medem ledede kolonne J?riki og tog kontakt til den lettiske brigadestab i C?sis . Med henblik pa videre tiltag aftaltes et møde 4. juni . Pa grundlag af sin bedømmelse af situationen besluttede lederen af den estiske hær Johan Laidoner den 3. juni at beordre estiske hærstyrker til at tage J?riki - Gulbene -jernbanen under sin kontrol. Grænsen for kontrolomradet blev sat til at være fra udløbet af Gauja a langs aen til Siguldan , derfra linjen N?taure - Vecpiebalga - Jaungulbene . Samtidig beordrede Laidoner pansertog til ufortrødent at tage Valga - Gulbene -jernbanen med J?riki jernbane-knudepunktet under sin kontrol.

Der mødte ingen repræsentanter fra Landeswehr frem i C?sis pa det aftalte tidspunkt, derimod indløb meldinger om, at enheder fra Landeswehr forberedte et angreb pa de estiske styrker. Under disse forhold sendte underpolkovnik Nikolai Reek telegrafisk et ultimatum til ledelsen af Landeswehr om, at de tyske tropper skulle trække sig tilbage til en nærmere fastlagt linje inden for 12 timer. Fristen for opfyldelsen var den 5. juni kl. 12.00, og kl. 13.45 sendtes et estisk pansertog frem for at kontrollere opfyldelsen af kravet. Som neutral observatør medtoges de kolonelløjtnant E. Dawley fra de allierede styrker. Ved broen over Amata a angreb styrker fra Landeswehr pansertoget. Dermed var krig de facto erklæret.

Den 6. juni erobrede Landeswehr forholdsvis let C?sis, der blev forsvaret af 2. lettiske Vonnu polk (regiment) uden krigserfaring og to estiske pansertog. Den 8. juni forsøgte estiske styrker at generobre byen med forgæves. Den 8. og 9. juni nedskød estere ved Narva tre tyske fly pa vej til den russiske Nordvesthær (estisk: Loodearmee ) for at trække dem ind i krigen mod Estland .

Vabenhvile [ rediger | rediger kildetekst ]

Den 10. juni indtradte ved Ententens mellemkomst en vabenhvile og forhandlinger indledtes. Pa estisk side lededes disse af overpolkovnik Jaan Rink , for Landeswehr af hærføreren major Alfred Fletcher . Tyskerne krævede, at esterne skulle trække deres tropper ud af det nordlige Letland, men eftersom estiske tropper udgjorde fronten mod sovjetstyrkerne i det nordlige Letland var sikring af baglandet af kritisk strategisk betydning. Samtidig havde den estiske hærledelse ingen tillid til Landeswehr med dettes planer om det Forenede Baltiske Fyrstedømme .

Den indtradte konflikt var tillige samtaleemne pa fredskonferencen i Paris , hvor Ententens overkrigsrad 11. juni krævede, at tyskerne skulle stoppe fremrykningen imod esterne og trække tropperne tilbage bag den af esterne krævede linje. Til trods herfor trak tyskerne sig ikke tilbage men fortsatte samlingen af troppestyrker, nemlig den af frivillige tyskere dannede Jerndivision . Pa estisk side sluttede 3. division under generalmajor Ernst Podder og 2. pansertogsdivision under kaptajn Karl Parts ledelse sig til. Under 3. division hørte 3. (ledet af underkaptajn Jaan Kruus ), 6. (kaptajn Karl Trallo ) og 9. fodfolksregiment (kaptajn Johannes Schmidt) samt 2. lettiske Vonnu polk. Troppernes virksomhed ved fronten koordinerede stabsleder underpolkovnik Nikolai Reek .

Den nøjagtige størrelse af de samlede hærstyrker veksler i ulige kilder. Overordnet var de estiske styrker talrigere, men de tyske teknisk bedre udrustede. Ifølge en almindeligvis troværdig kilde [3] havde den 19. juni:

Slaget ved C?sis [ rediger | rediger kildetekst ]

Landeswehr angriber [ rediger | rediger kildetekst ]

Fredsforhandlingerne mislykkedes og vabenhvilen udløb den 19. juni om eftermiddagen, da Jerndivisionen startede en offensiv mod Limba?i og Stalbe og samme dag erobrede Vidri?i . Mere alvorlige krigshandlinger udbrød den 20. juni , da enheder fra Jerndivisionen angreb 9. estiske regiment, der havde indtaget forsvarspositioner syd for Limba?i. Den tyske offensiv blev stoppet, og i en modoffensiv tvang de estiske styrker de tyske pa tilbagetog. I retning mod Stalbe erobrede Jerndivisionen om morgenen den 20. juni Straupe , der blev forsvaret af enheder fra 6. estiske regiment.

Tidlig om morgenen den 21. juni indledte tyskerne en storoffensiv over hele fronten. Under støtte fra kanoner angreb Landeswehr de estiske og lettiske styrker ved Rauna a øst for C?sis samtidig med, at Jerndivisionen under major Keisti startede et angreb pa Stalbe . Til trods for kanonbeskydning og maskingeværsild lykkedes det de estiske enheder at holde deres stilling ved Stalbe , til dels takket være støtte fra panserkøretøjerne "Toonela" og "Estonia". Samtidig lykkedes det esterne at nedskyde et lavtgaende, tysk fly.

Ved C?sis begyndte et angreb om morgenen kl. 1 i form af en skinmanøvre nordvest for byen. Derefter fulgte et overraskelsesangreb pa hele den østlige fløj mod Rauna og Valmiera . Omtrent kl. 9 brød 2. lettiske Vonnu regiment sammen under det voldsomme angreb. Det tvang 3. estiske regiment til at trække sig tilbage henved 10 km til nærheden af Rauna . De gennembrudte tropper fra Landeswehr delte sig i to, hvoraf den ene rykkede frem mod Valmiera , hvor det uden alt for stort besvær lykkedes at erobre Skanga?i og Starti , mens den anden forfulgte letterne mod Lode station. Ved Lode station fandtes et estisk bredsporet pansertog, der sammen med andre enheder havde held til at standse tyskerne ved Liepasmui?a . Omkring middagstid fik esterne forstærkninger ? et pansertog og Kuperjanovs partisanbataljon ? ved hvis hjælp det lykkedes at sla Landeswehr tilbage til modsatte side af Rauna a.

Modoffensiven [ rediger | rediger kildetekst ]

En estisk modoffensiv begyndte den 22. juni. Fra Limba?i startede 9. regiment en fremrykning mod syd og tvang derved enheder fra Jerndivisionen tilbage samt erobrede om aftenen B?ri?i gods. Resten af gruppen rykkede mod sydøst og besatte om aftenen Jugla gods og truede derved Jerndivisionens enheder i Straupe med omringelse. Samtidig fortsatte Jerndivisionen et angreb pa Stalbe ud fra en forventet støtte, der imidlertid udeblev. Esterne havde derimod trykket 6. polk 1 rygement til Stalbe , hvorfor de tyske angreb blev slaet tilbage. Efter at have hørt om 9. regiments fremgang trak von Kleist om aftenen sin tropper tilbage. Esterne opdagede først dette den følgende morgen, hvorfor tilbagetrækningen skete i fred.

Samtidig fik esterne ved C?sis hjælp i form af Kalev-ernes bataljon og 1. polk 2 bataljon fra Valmiera -fronten samt det pansrede køretøj " Gamlefanden " (estisk: " Vanapagan "). Ved den ved middagstid indledte kamp viste panserkøretøjerne sig at have afgørende betydning og tvang Landeswehr til at trække sig tilbage. Om aftenen naede 1 polk. 2 bataljon Rauska , tyskerne matte trække sig tilbage til Jaunrauna gods. Disse angreb forbedrede tillige stillingen for 3. polk ved Rauna, der modstod angreb fra Landeswehr.

Estisk-lettisk sejr ved C?sis [ rediger | rediger kildetekst ]

I forbindelse med Jerndivisionens tilbagetrækning fra Straupe og esternes fremgang andre steder langs fronten var situationen for Landeswehr ved C?sis den 22. juni om aftenen blevet alvorlig. Derfor besluttede major Fletcher at trække sig tilbage. Den 23. juni kl. 7.00 om morgenen befriede estiske styrker savel Straupe som C?sis . Dermed var opnaet en sejr i slaget om C?sis, der indebar et vendepunkt i selvstændighedskrigen savel for Estland som for Letland . Da esterne sa de tyske tropper trække sig hurtigt tilbage, forfulgte de dem. Det største slag mod Jerndivisionen ved Engl?rte gods kostede esterne 17 døde, 8 forsvundne, 34 sarede. Skønt tyskerne havde held til at modsta gentagne estiske angreb besluttede major Bischoff at trække sine tropper tilbage over Gauja mod Riga. Den 24. juni skete forfølgelsen af tyskerne uden større slag, 9. og 6. polk oprettede stillinger pa nordbredden af Gauja a, pansertogsdivisionens to polk befriede Sigulda . Den 25. juni angreb enheder fra 6. estiske polk og Kuperjanovs bataljon In?ukalns ; kampene varede til midnat, hvorefter tyskerne opgav deres positioner og trak sig yderligere tilbage.

Den 26. juni naede de estiske tropper Ropa? . Landeswehr forsøgte at opna vabenhvile, men esterne fandt ikke anledning til dette men angreb den 27. juni og tvang Landeswehr og Jerndivisionen tilbage mod vest, hvor de om aftenen kunne indtage gode naturlige forsvarspositioner ved Riga .

Jerndivisionen havde indtaget forsvarspositioner ved Daugava a fra Salaspils til Jugla sø. Landeswehr havde indtaget deres forsvarspositioner fra Jugla sø langs Beltezersi søernes vestbred og Lielais Balterzers kanal til Gaujan langs aens sydside. Desuden var hjælpestyrker kommet fra Riga og Ogres . Til trods for de gode forsvarspositioner var de tyske hæres moral helt i bund. Et problem for esterne var, at den hurtige fremrykning havde betydet vanskelige forsyningslinjer, idet den vigtigste forsyningslinje ? jernbanen ? var ødelagt ved Amata bro.

Slaget om Riga [ rediger | rediger kildetekst ]

Den 28. og 29. juni angreb estiske styrker uden held de tyske forsvarspositioner deles ved Alderi , dels ved Podnieki, dels ved Maz? Jugla broen. Den 29. juni ankom tre bredsporede pansertog, der hidtil havde mattet afvente reparationen af broen ved Amata . En generaloffensiv planlagdes til den 30. juni ved middagstid. Om morgenen den 30. juni lykkedes det 6. polk at overskride Lielais Baltezers kanal og bide sig fast pa vestbredden. Skønt ogsa 9. polk trængte ved ?da?i over Gauja , blev de slaet tilbage af Landeswehr (8 døde, 12 sarede). Samtidig forsøgte tyskerne selv at gennemføre en offensiv ved søerne mellem jernbanen og Maz? Jugla , støttende sig til bade kanonild, gas og fly. Ganske vist lykkedes det esterne at afvise angrebene, men der var ikke overskud til modangreb. Samtidig lykkedes det ikke 3. polk at trænge videre frem ved Salaspils .

Den 1. juli tidligt om morgenen angreb Kuperjanovs bataljon og 9. polk samt 6. polk II bataljon ved ?da?i og Alderi men mødte ikke længere stor modstand og naede ved middagstid Ki?u sø og dannede en ny frontlinje ved Jugla a. Mod syd angreb 6. polk I bataljon og Kalev-ernes bataljon atter Maz? Jugla bro. I et slag, der varede hele dagen, lykkedes det ganske vist i perioder at fa overtaget, men under tæt kanonild og gasangreb blev esterne med store tab (29 døde, 7 tilfangetagne, 66 sarede) trængt tilbage til deres udgangspositioner. Ved mellemkomst af den franske kolonel du Parquet toges skridt til at indlede overgivelsesforhandlinger.

Den 2. juli omkring kl. 4 overdroges omkring 600 lettere fra Balodises hærenheder til esterne. Om aftenen erobrede 9. polk hele nordbredden af Daugava og Ki?u sø og der gjordes forberedelser til at passere Daugava kanal. Ved Daugavas munding kom estiske fladeenheder til hvem tre lettiske kanonbade overgav sig, desuden erobredes endnu en bad. Det største slag forekom mellem enheder fra 3. polk og enheder fra Jerndivisionen ved Salaspils . Begge parter havde planlagt offensiver, hvorfor tabene blev store (esterne 31 døde og 106 sarede).

Den 2. juli om aftenen indledtes vabenhvileforhandlinger i Strazdumui?as . De udmundede den 3. juli kl. 3.30 i en vabenhvile mellem parterne, hvor tyskerne forpligtede sig til at trække sig tilbage til Lielupe , mens esterne afstod fra fornyede angreb.

Forløbet i hovedtræk [ rediger | rediger kildetekst ]

1918 [ rediger | rediger kildetekst ]

  • November 1918: Ved afslutningen af 1. verdenskrig var det meste af Letland besat af tyske hærenheder (orange)
    November 1918 : Ved afslutningen af 1. verdenskrig var det meste af Letland besat af tyske hærenheder (orange)

1919 [ rediger | rediger kildetekst ]

  • 6. marts 1919: Efter et Sovjetisk angreb var det meste af Letland under kontrol af bolshevikkerne (pink)
    6. marts 1919 : Efter et Sovjetisk angreb var det meste af Letland under kontrol af bolshevikkerne (pink)
  • 16. april 1919: I marts foretager forenede tyske og lettiske styrker et (orange og gul) modangreb og besætter det meste af Kurland
    16. april 1919 : I marts foretager forenede tyske og lettiske styrker et (orange og gul) modangreb og besætter det meste af Kurland
  • 22. juni 1919: Forenede estiske og lettiske styrker (lilla) angriber tyske styrker ved Cēsis i begyndelsen af juni og sejrer endegyldigt den 22. juni.
    22. juni 1919 : Forenede estiske og lettiske styrker (lilla) angriber tyske styrker ved C?sis i begyndelsen af juni og sejrer endegyldigt den 22. juni.
  • 11. november 1919: Den lettiske hær har taget kontrollen over det meste af Vidzeme og angriber Bermont-Avalovs hær, der tvinges til tilbagetog
    11. november 1919 : Den lettiske hær har taget kontrollen over det meste af Vidzeme og angriber Bermont-Avalovs hær, der tvinges til tilbagetog

1920 [ rediger | rediger kildetekst ]

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

  1. ^ Freibergs J. (1998, 2001). Jaunako laiku vesture 20. gadsimts (lettisk). Zvaigzne ABC. ISBN   9984-17-049-7 .
  2. ^ a b c d Kirkebæk, s. 10
  3. ^ Traksmaa

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

  • Eesti Vabadussoda 1918-1920 I-II , Tallinn 1937, 3 optryk 1996, ISBN   9985-51-028-3 ;
  • Mikkel Kirkebæk: "Danish volunteer soldiers in Latvia's war of independence 1919"; Royal Danish Embassy, Riga 2018
  • E.Laaman: Eesti Vabadussoda, poliitiline ajalugu , (genoptryk: Monokkel 1991);
  • Edgar Mattisen: Tartu Rahu , Tallinn 1989, ISBN   5-450-00454-0 ;
  • P?teris Radzi??: Latvijas atbr?vo?anas kar? , Riga 1990 (estisk udgave: Lati vabadussoda , Tartu Ulikooli Kirjastus, 2001, ISBN   9985-56-526-6 );

57°00′N 24°56′Ø  /  57°N 24.94°Ø  / 57; 24.94

Hentet fra " https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Lettiske_krig_for_uafhængighed&oldid=11319954 "