Jeanne d'Arc
|
---|
|
Personlig information
|
---|
Født
|
6. januar
1412
Domremy-la-Pucelle,
Frankrig
|
---|
Død
|
30. maj
1431
(19 ar)
Rouen
,
Frankrig
|
---|
Dødsarsag
|
Brænding pa bal
|
---|
Far
|
Jacques d'Arc
|
---|
Mor
|
Isabelle Romee
|
---|
Søskende
|
Catherine d'Arc
,
Jacquemin d'Arc
,
Jean d'Arc
,
Pierre d'Arc
|
---|
Uddannelse og virke
|
---|
Beskæftigelse
|
Militærperson
|
---|
Nomineringer og priser
|
---|
Udmærkelser
|
Parrain de promotion de l'Ecole speciale militaire de Saint-Cyr
|
---|
Signatur
|
---|
|
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
.
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
|
- For alternative betydninger, se
Jeanne d'Arc (flertydig)
.
(
Se ogsa artikler, som begynder med Jeanne d'Arc
)
Jeanne d'Arc'
(ogsa kaldet
Jomfruen fra Orleans
), født omkring
1412
[1]
[2]
[3]
[4]
i
Domremy
i
Lorraine
, død
30. maj
1431
i
Rouen
, er
nationalhelgen
for
Frankrig
. Hendes mindedag i den
romersk-katolske kirke
er den
30. maj
. Jeanne var bondepige kunne hverken læse eller skrive. I en alder af 12 siges hun at høre himmelske stemmer blandt andre fra
helgener
, som opfordrede hende til seksuel afholdenhed og at redde Frankrig.
Hundredearskrigen
var ved at være slut, og næsten hele Frankrig var kontrolleret af England. Den engelske kong
Henrik 5.
slog sig ned i
Paris
og gjorde krav pa den franske
trone
fra den franske tronfølger
Charles
. Jeanne besøgte tronarvingen ved hans
hof
i
Bourges
. Det vides ikke, hvad de talte om, men efter samtalen var Jeanne øverstkommanderende for den franske
hær
. Pa hendes hvide banner lyste
den franske lilje
i guld og navnene
Jesus
og
Maria
. De engelske tropper blev drevet væk fra
Orleans
og
Patay
, hvorefter Karl VII kunne krones i
Reims
. Jeanne havde naet sit mal og ønskede at vende tilbage til sin hjemby. Imidlertid overtalte kongen hende til at tage kommandoen over en ny hær, som skulle befri Paris. Før hun red ind i Paris, stoppede hun og bad i kirken Saint-Denis de la Chapelle.
I 1430 blev Jeanne taget til fange af
burgunderne
, da hun med en lille hær forsøgte at redde den belejrede by
Compiegne
nord for Paris.
[5]
Burgunderne mishandlede hende og solgte hende til englænderne, som i en
Inkvisitionsproces
dømte hende til døden pa
balet
for
kætteri
og for at have baret mandsdragt. Henrettelsen fandt sted i byen
Rouen
. Jeanne d'Arc's aske blev spredt i
Seinen
. I
1456
fik Karl VII dommen annulleret af
paven
Calixtus III
. Jeanne d'Arc blev
kanoniseret
af pave
Benedict XV
i
1920
pa arsdagen for hendes død. Hun er
skytshelgen
for soldater.
Hundredearskrigen
var begyndt i 1337 med engelske krav pa den franske trone.
[6]
Krigen blev afbrudt af perioder med fred. Næsten alle kampene fandt sted i Frankrig, og den engelske hærs
chevauchee
metode, der lignede
den brændte jords taktik
, havde ødelagt den franske økonomi. Den franske befolkning var ikke kommet sig over
den sorte død
, og dens købmænd var isoleret fra det udenlandske marked. Englænderne havde næsten naet deres mal om et dobbeltmonarki under engelsk kontrol, og den franske hær havde ikke vundet større sejre i en generation.
Ved Jeannes fødsel led den franske konge
Karl VI
(fransk: Charles VI) af psykiske problemer
[7]
og var ofte ude af stand til at regere. Kongens bror hertug
Louis af Orleans
og kongens fætter
Johan den Uforfærdede
, hertug af
Burgund
, kæmpede om kongeriget og de kongelige børns værgemal. Det førte til anklager om en udenomsægteskabelig affære med dronning
Isabella af Bayern
og en kidnapning af de kongelige børn. Hertugen af Orleans blev myrdet i 1407 pa ordre af hertugen af Bourgogne.
[8]
De grupper, der var loyale over for disse to mænd, blev kendt som
armagnacs
og
burgundere
. Den engelske kong
Henrik V
udnyttede situationen, invaderede Frankrig, vandt en dramatisk
sejr ved Agincourt
i 1415
[9]
og erobrede mange byer i det nordlige Frankrig.
[10]
Den kommende franske konge
Karl VII
tog i en alder af 14 titlen
le dauphin
? titlen pa den franske tronarving ? efter hans fire ældre brødre var døde.
[11]
Hans første betydningsfulde officielle handling var at underskrive en fredsaftale med burgunderne i 1419. Det endte med, at armagnac-tilhængere myrdede Johan den Uforfærdede under et møde, hvor Karl havde garanteret hans beskyttelse. Den nye hertug af Burgund,
Filip den Gode
, gav Karl skylden for sin fars død og dannede en alliance med englænderne. Store dele af Frankrig blev erobret ved denne lejlighed.
[12]
I 1420 underskrev dronning
Isabella af Bayern
Troyes-traktaten
, som gav kong
Henrik
5. og hans efterkommere ret til den franske trone efter Karl VI i stedet for hans søn Karl. Aftalen genoplivede rygter om, at hun havde haft en affære med hertugen af Orleans, og at kronprinsen ikke var kongens søn.
[13]
Henrik V blev gift med Karl VI's datter
Katarina af Valois
i 1420, og 1421 blev deres søn Henrik født. Henrik V og Karl VI døde begge i slutningen af 1422, hvorefter spædbarnet
Henrik 6.
blev regent for begge kongeriger, i det mindste pa papiret. Henriks bror
John af Lancaster, 1. hertug af Bedford
, fungerede som værge.
[14]
I begyndelsen af 1429 var næsten hele det nordlige Frankrig og nogle dele af det sydvestlige under anglo-burgundisk styre. Englænderne kontrollerede
Paris
, mens burgunderne kontrollerede
Reims
, hvor de franske konger traditionelt blev kronet. Det var vigtigt, da ingen af tronkræverne var kronet. Englænderne havde belejret
Orleans
, som var en af de fa fransk-loyale byer og strategisk ved
Loire
-floden. Det gjorde den til den sidste hindring for at angribe resten af Frankrig. Fremtiden for hele kongeriget afhang af Orleans skæbne.
[15]
Ingen troede pa, at byen ville overleve belejringen i længere tid.
[16]
Jeanne var datter af Jacques d'Arc og Isabelle Romee,
[17]
der boede i landsbyen
Domremy
i
Bar
, men som senere blev annekteret til
Lorraine
og omdøbt Domremy-la-Pucelle.
[18]
Hendes forældre ejede omkring tyve
hektar
jord, og faderen dyrkede jorden, var embedsmand for landsbyen, opkrævede skatter og tog sig af byens forsvar.
[19]
De boede isoleret i det nordøstlige territorium, som stadig var loyalt over for den franske krone pa trods af at det var omgivet af burgundiske omrader. Adskillige razziaer fandt sted i hendes barndom, og en gang blev landsbyen brændt.
Jeanne sagde under retssagen, at hun var omkring 19 ar gammel, sa hun ma være født omkring ar 1412. Hun bevidnede, at hun havde faet sin første abenbaring omkring 1424, da hun var 12 ar gammel. Hun befandt sig alene ude pa en mark og sa skikkelser, som hun identificerede som
Ærkeenglen Michael
,
Sankt Katharina af Alexandria
og
Sankt Margaretha
. De bad hende drive englænderne ud af Frankrig og tage
kronprinsen
til
Reims
for at blive kronet. Hun sagde, at hun græd, da de forsvandt, fordi de var sa smukke.
[20]
16 ar gammel bad hun en slægtning, Durand Lassois, om at tage hende til den nærliggende kommune
Vaucouleurs
, hvor hun bad garnisonskommandanten, grev
Robert de Baudricourt
, om tilladelse til at besøge det franske hof i
Chinon
. Baudricourts sarkastiske svar stoppede hende ikke.
[21]
Hun vendte tilbage i januar aret efter og blev støttet af to højtstaende mænd, Jean de Metz og Bertrand de Poulengy.
[22]
Under deres beskyttelse fik hun et andet møde og forudsagde udfaldet af
Slaget ved Rouvray
.
[23]
Efter at Robert de Baudricourt modtog information fra fronten, der matchede hendes forudsigelser, gav han hende en eskorte til Chinon. Hun rejste gennem burgundisk territorium forklædt som mand.
[24]
Hun imponerede
Karl VII
under et privat møde. Karls svigermor,
Jolanda af Aragon
, samlede i denne tid tropper for at støtte Orleans. Jeanne spurgte, om hun kunne fa ridderudstyr og tage med hæren. Hun fik rustning, hest, sværd, banner og andre ting af sit følge.
Efter ar med det ene ydmygende nederlag efter det andet, blev bade det militære og det civile styre i Frankrig demoraliseret og miskrediteret. Da kronprins Charles efterkom Jeannes bøn om at blive rustet til krig og placeret i fronten af sin hær, ma hans beslutning have været baseret pa viden om, at enhver ortodokse, enhver rationel mulighed var blevet prøvet og fejlet. Kun en regering i fuldstændig desperation ville bekymre sig om en analfabet gardpige, der hævdede, at Guds stemme gav hende ordre til at lede sit lands hær og føre den til sejr.
?
Historiker Stephen W. Richey
[25]
Kongen af England og du, hertugen af Bedford, som kalder jer selv regenter af kongeriget Frankrig ... betal din gæld til himlens konge, vend tilbage til jomfruen, som er kongens sendebud af himlen, nøglerne til alle de gode byer, som du tog og vanærede i Frankrig.
?
Hendes breve til englænderne, marts?april 1429; Quicherat I, s. 240, oversættelse Wikipedia.
Ved sin ankomst forvandlede hun den engelsk-franske konflikt til en religiøs krig.
[26]
Det var ikke uden risiko; Charles' radgivere var bekymrede for, at hans fjender let kunne hævde, at hans krav pa tronen kom fra
djævelen
, medmindre det kunne fastslas, at Jeanne hverken var
kætter
eller
heks
. For at undga det beordrede han, at hendes baggrund skulle tjekkes, og at hun skulle udspørges af teologer i
Poitiers
. I april 1429 erklærede kommissionen, at hun levede et "udadeligt liv, var en god kristen og var ydmyg, ærlig og beskeden", men det betød, at han matte prøve hende. Prøven var at bryde
belejringen af Orleans
.
Hun ankom til Orleans den 29. april 1429, men
Jean d'Orleans
, som regerede over hertugdømmet Orleans, udelukkede hende fra krigsmøderne og informerede hende ikke, da hæren angreb fjenden.
[27]
Det forhindrede hende ikke i at deltage i de fleste radsmøder og kampe. Hvor meget hun var involveret i den egentlige militære ledelse er omstridt. Traditionelle historikere som Edouard Perroy mener, at hun var en fanebærer, hvis hovedopgave var at bevare viljen til at kæmpe.
[28]
Denne form for analyse er baseret pa hendes vidnesbyrd i. retssagen, hvor hun blev dømt, hvor hun udtalte, at hun foretrak banneret frem for sværdet. Senere forskning fokuserer pa vidneudsagn fra annullationssagen, hvor hærføreren roste hende for at være en dygtig taktiker og strateg. Historikerne er dog enige om, at hæren var ekstremt succesfuld under hendes korte karriere.
[29]
Hun var mod den franske ledelses forsigtighed i tidligere kampagner. I de fem maneders belejring, der gik forud for hendes ankomst til Orleans, havde de franske forsvarere kun forsøgt et offensivt træk, som var endt katastrofalt. Den 4. maj angreb franskmændene fortet Saint Loup, som la lidt af vejen. Dagen efter marcherede hun mod fortet Saint Jean le Blanc og fandt det forladt. Den 6. maj gik hun imod Jean d'Orleans under krigsradet og krævede endnu et angreb pa fjenden. d'Orleans beordrede byportene last for at forhindre endnu et slag, men hun samlede borgerne og menige soldater og tvang borgmesteren til at abne porten. Kun støttet af en kaptajn red hun ud og erobrede fortet Saint Augustins. Samme aften opdagede hun, at hun endnu en gang var udelukket fra et møde, hvor lederne havde besluttet at vente pa forstærkninger, før de tog det næste skridt. Hun brød sig ikke om den beslutning og angreb den 7. maj den vigtigste engelske fæstning
les Tourelles
.
[30]
Samtidige betragtede hende som en heltinde, da hun saret af en pil i nakken vendte tilbage for at lede det sidste angreb.
[31]
|
... jomfruen meddeler dig, at hun her pa otte dage har fordrevet englænderne fra alle de steder langs floden Loire, som de erobrede eller pa anden made tilraner sig: de er døde eller fanger eller demoraliserede i kamp. Tro, hvad du har hørt om jarlen af Suffolk, Lord la Pole, og hans bror, Lord Talbot, Lord Scales og Sir Fastolf; mange flere riddere og kaptajner end disse er besejret.”
|
|
Hendes brev til folket i
Tournai
, 25. juni 1429
; Quicherat V, s. 125?126, oversættelse Wikipedia.
|
Prins af Bourgogne, jeg beder dig ? jeg beder og bønfalder ydmygt ? at du ikke længere fører krig med det hellige kongerige Frankrig. Træk dit folk hurtigt tilbage fra visse steder og fæstninger i dette hellige rige, jeg siger pa vegne af den venlige konge, at han er rede til at slutte fred med dig pa hans ære.
?
Hendes brev til Filip den Gode, hertugen af Burgund, den 17. juli 1429; Quicherat V, s. 126?127, oversættelse Wikipedia.
Den pludselige sejr ved Orleans førte til mange forslag til fortsat offensiv handling. Englænderne forventede et forsøg pa at generobre Paris eller et angreb pa Normandiet. I kølvandet pa den uventede sejr lykkedes det hende at overtale Karl VII til at lede hæren med hertug
John II af Alencon
og fik kongelig tilladelse til at generobre broer langs Loire for at rykke frem til Reims og sikre en kroning af Karl VII. Dette var et modigt forslag, da Reims var næsten dobbelt sa langt væk som Paris og dybt inde i fjendtligt territorium.
[32]
Hæren generobrede
Jargeau
den 12. juni,
Meung-sur-Loire
den 15. juni og
Beaugency
d. 17 juni. Hertugen af Alencon var enig i alle Jeannes beslutninger. Andre befalingsmænd, herunder Jean d'Orleans, var blevet imponeret over hendes indsats i Orleans og støttede hende. Alencon hævdede, at hun reddede hans liv i Jargeau ved at advare ham.
[33]
I samme kamp overlevede hun en
kanonkugle
af sten, der strejfede hendes hjelm, mens hun klatrede op ad en stige. Som forventet modtog englænderne forstærkninger i omradet den 18. juni under sir
John Fastolf
.
Slaget ved Patay
kan beskrives som det modsatte af
Agincourt
: Den franske fortrop angreb før de engelske
bueskytter
kunne fuldføre deres forsvar. Størstedelen af den engelske hær blev forfulgt og besejret, og de fleste af deres befalingsmænd blev dræbt eller taget til fange. Fastolf flygtede med en lille gruppe soldater og blev syndebuk for den engelske ydmygelse. De franske tab var minimale.
[34]
Den franske hær marcherede mod Reims fra Gien-sur-Loire den 29. juni, og den 3. juli overgav den burgundiske by
Auxerre
sig. Andre byer pa vejen overgav sig uden kamp og blev franske igen.
Troyes
, stedet hvor traktaten, der forsøgte at fratage Charles VII sin arv, kapitulerede efter en fire dages belejring uden blodsudgydelser.
[35]
Hæren led under fødevaremangel, da de ankom der.
Edward Lucie-Smith
citerer det som et eksempel pa Jeannes held. En omrejsende munk, bror Richard, havde prædiket om verdens undergang i Troyes og overtalt landsbybeboerne til at dyrke
bønner
, en afgrøde, der kan høstes tidligt. Hæren ankom netop som bønnerne var klar til at blive høstet.
[36]
Reims abnede sine porte for hæren den 17. juli. Kroningen fandt sted næste morgen. Selv om Jeanne og hertugen af Alencon bad om et hurtigt angreb pa Paris, foretrak det kongelige hof at forhandle en vabenhvile med
Filip den Gode
. Imidlertid brød han aftalen og brugte den som en forsinkende taktik til at styrke forsvaret af Paris.
[37]
Under den midlertidige vabenhvile marcherede den franske hær gennem landsbyer nær Paris, som fredeligt overgav sig. Hertugen af Bedford førte en engelsk styrke, der konfronterede den franske hær til et dødvande den 15. august. Den franske hær angreb derefter Paris den 8. september. Pa trods af at hun blev skudt i benet med en armbrøst, fortsatte Jeanne med at lede tropperne, indtil dagens kampe sluttede. Næste morgen modtog hun kongelige ordrer om at trække sig tilbage. De fleste historikere lægger skylden pa den franske kammerherre
Georges de la Tremoille
for de politiske fejltagelser der blev begaet efter kroningen
[38]
. I oktober erobrede Jeanne
Saint-Pierre-le-Moutier
og blev adlet.
Efter et mindre slag ved
La-Charite-sur-Loire
i november og december, tog Jeanne i april til
Compiegne
for at forsvare byen mod
engelsk og burgundisk belejring
. Et risikabelt mindre slag den 23. maj 1430 førte til, at hun blev taget til fange. Da hun gav ordre til at trække sig tilbage, var hun blandt de sidste, der forlod slagmarken, og burgunderne omringede de bageste soldater. En bueskytte fældede hendes hest, og først nægtede hun at overgive sig.
[39]
Det er rigtigt, at kongen og hertugen af Bourgogne har aftalt en vabenhvile i femten dage, og at hertugen til gengæld efter disse femten dage skal overgive byen Paris. Men bliv ikke overrasket, hvis jeg ikke kommer sa hurtigt ind i den by. Jeg er ikke tilfreds med disse vabenhviler, og jeg ved ikke, om jeg vil overholde dem, men hvis jeg gør det, er det kun for at beskytte kongens ære: hvor meget de vanærer det kongelige blod, vil jeg beholde hæren, hvis de kom ikke til fred ved slutningen af disse femten dage.
?
Hendes brev til folket i Reims, 5. august 1429; Quicherat I, s. 246, oversættelse. Wikipedia.
Det var sædvanligt, at en
krigsfanges
familie betalte en løsesum for fangen. Jeanne og hendes familie var landmænd og manglede midlerne til det. Mange historikere fordømmer kong Karl VII for ikke at gribe ind. Hun gjorde flere flugtforsøg; pa et tidspunkt sprang hun fra et 21 meter højt tarn ned i en tør voldgrav og blev derefter flyttet til den burgundiske by
Arras
. Englænderne købte hende af hertugen af Burgund. Biskop
Pierre Cauchon
af
Beauvais
, som var tilhænger af englænderne, spillede en væsentlig rolle i disse forhandlinger og i den følgende retssag.
[40]
Kætteriretssagen
havde politiske grunde.
Hertugen af Bedford
gjorde krav pa den franske trone pa vegne af sin nevø, kong
HenrikVI af England
. Hun havde muliggjort rivalen
Karl VII's
kroning, sa det var vigtigt at fordømme hende for at underminere Karls legitimitet. Retssagen begyndte den 9. januar 1431 i
Rouen
, som var sæde for den engelske besættelsesmagt. Det var inkonsekvent pa mange punkter.
Et af de største problemer var, at biskop Cauchon optradte som dommer. Det var et juridisk pahit.
[41]
Han blev udnævnt takket være den støtte, han havde fra den engelske regering, som betalte retssagen. Der kunne ikke findes beviser eller vidnesbyrd mod hende.
[42]
Uden beviser manglede retten grundlag for at indlede retssagen. Derudover fik hun afslag pa en forsvarsadvokat. Under den første undersøgelse klagede hun over, at alle tilstedeværende var tilhængere af dem, der modsatte sig hende, og bad om, at franske gejstlige blev inviteret.
[43]
Kætteri
blev kun straffet med døden, hvis det blev gentaget. Jeanne gik med til at bære kvindeklæder, da hun afviste anklagerne. Et par dage senere fortalte hun et medlem af domstolen, "at en engelsk herre var gaet ind i fængslet og havde forsøgt at voldtage hende".
[44]
Hun vendte tilbage til at bære mandsklæder enten som beskyttelse mod misbrug eller ifølge Jean Massieu, fordi hendes kjole var stjalet, og at hun ikke havde andet at tage pa.
[45]
Hun havde forklædt sig som
page
pa sin rejse gennem fjendens territorium og bar rustning under kamp.
Chronique de la Pucelle
oplyser, at det forhindrede misbrug, nar hun var i felten. Kirkens mænd vidnede senere om, at hun fortsatte med at bære mandsklæder i fængslet for at forhindre misbrug eller voldtægt.
[46]
Kyskheden
var en anden legitim grund til at bære mandstøj; det gjorde et angreb vanskeligere, og mænd ville være mindre tilbøjelig til at opfatte hende som et sexobjekt.
[47]
Hun henviste til rettens undersøgelse i Poitiers, da hun blev spurgt om det. Nogle dokumenter findes ikke bevaret, men omstændighederne tyder pa, at kirkemændene i Poitiers havde accepteret dette udsagn. Med andre ord: hun havde faet til opgave at udføre en mands arbejde, og derfor var det passende, at hun klædte sig i overensstemmelse hermed.
[48]
Jeanne havde kort har under sine kampagner og i fængsel. Hendes tilhængere som teologen
Jean Gerson
forsvarede hendes frisure, og det samme gjorde inkvisitoren Jean Brehal under den senere retssag.
[49]
Alligevel blev hun dømt til døden i 1431.
Øjenvidner beskrev
brændingen pa balet
den 30. maj 1431. Bundet til en høj søjle i Vieux-Marche i Rouen bad hun to af sognebørnene, Martin Ladvenu og Isambart de la Pierre, om at holde et
krucifiks
op foran hende. En bonde lavede et lille kors, som hun satte pa sin kjole. Efter hun var brændt op, skrabede englænderne resterne af balet væk for at afsløre hendes forkullede lig, sa ingen kunne pasta, at hun havde formaet at flygte, og sa brændte de det forkullede lig to gange mere for at reducere asken og forhindre indsamling af
relikvier
. De smed resterne i
Seinen
. Bøddelen, Geoffroy Therage, udtalte senere, at han "...var meget bange for, at han ville blive forbandet".
[50]
Jeanne har været portrætteret i adskillige film, tv-serier og andet. Disse tæller bl.a.:
- ^
Marius Sepet, ≪Observations critiques sur l'histoire de Jeanne d'Arc. La lettre de Perceval de Boulainvilliers≫,
Bibliotheque de l'Ecole des chartes
, Paris, Librairie Alphonse Picard et fils, t. 77, 1916, s. 439-447.
- ^
Colette Beaune,
Jeanne d'Arc
, Paris, Perrin, 2004, s. 26-30.
- ^
Olivier Bouzy,
Jeanne d'Arc en son siecle
, Paris, Fayard, 2013, s. .91-93
- ^
Gerd Krumeich, ≪ La date de la naissance de Jeanne d'Arc ≫, dans Catherine Guyon et Magali Delavenne,
De Domremy... a Tokyo : Jeanne d'Arc et la Lorraine : actes du colloque universitaire international, Domremy et Vaucouleurs, 24-26 maj 2012
, Nancy, Presses universitaires de Nancy, coll. ≪ Archeologie, espaces, patrimoines ≫, 2013, s. 21-31.
- ^
The Catholic Encyclopedia
.
- ^
Wallbank, Schrier, s. 281.
- ^
Charles VI
. Institute of Historical Research. Hentet 8. august 2022.
- ^
The Glorious Age of the Dukes of Burgundy
. Burgundy Today. Hentet 9. marts 2010. Arkiveret som:
History of Burgundy: The Glorious Age of the Dukes of Burgundy
. Arkiveret: 30. april 2012. Hentet 8. august 2022.
- ^
Wallbank, Schrier, s. 284
- ^
DeVries, s. 15?19.
- ^
Pernoud og Clin, s. 167.
- ^
DeVries, s. 24.
- ^
Pernoud og Clin, s. 188?189.
- ^
DeVries, s. 24, 26.
- ^
Pernoud og Clin, s. 10.
- ^
DeVries, s. 28.
- ^
Jacques d'Arc (1380-1440) var en bonde, der var
doyen
, en lokal skatteopkræver og arrangør af byens forsvar. Han giftede sig med Isabelle de Vouthon (1387?1468), kaldet Romee i 1405. Deres andre børn hed Jacquemin, Jean, Pierre og Catherine. Karl VII adlede Jacques og Isabelles familie 29. december 1429; dette fik dem til at ændre deres navn til
du Lys
.
- ^
Condemnation trial, s. 37
Arkiveret
14. november 2014 hos
Wayback Machine
. Hentet 23. marts 2006.
- ^
Pernoud og Clin, s. 221.
- ^
Condemnation trial, s. 58-59
Arkiveret
14. november 2014 hos
Wayback Machine
. Hentet 23. marts 2006.
- ^
DeVries, s. 37?40.
- ^
JEAN DE NOVELEMPORT, Knight, called Jean de Metz.
Hentet 8. august 2022.
- ^
Jeanne d’Arc by Mrs. Oliphant, ch. 2
. Hentet 8. august 2022.
- ^
Richey, s. 4.
- ^
"Efter ar med et ydmygende nederlag efter en anden, bade den militære og civile ledelse i Frankrig blev demoraliseret og miskrediteret. Da Dauphin Charles imødekom Joans presserende anmodning om at blive rustet til krig og stillet i spidsen for sin hær, ma hans beslutning i høj grad have været baseret pa viden om, at enhver ortodokse, enhver rationel mulighed var blevet prøvet og havde slaet fejl. Kun et regime i desperationens sidste strabadser ville give agt pa en analfabetisk gardpige, der hævdede, at Guds stemme instruerede hende om at tage ansvaret for sit lands hær og føre den til sejr." Richey,
Richey, S. W. (2000)
Joan of Arc: A Military Appreciation
. Hentet 8. august 2022.
- ^
Vale, M.G.A.,
Charles VII
, 1974, s. 55.
- ^
Historier og skønlitterære værker kalder ofte denne mand ved andre navne. Nogle kalder ham hertug af Dunois, med henvisning til den titel, han modtog flere ar efter Jeannes død. I løbet af hendes levetid foretrak han at blive kaldt "Bastard of Orleans", hvilket hans samtidige ansa for at være en ærestitel, da det indikerede, at han ville være en fætter til kong
Karl VII
. Det navn forvirrer ofte moderne læsere, fordi
bastard
er en almindelig
nedsættende
i engelsktalende lande. "Jean d'Orleans" er mindre præcis, men ikke anakronistisk. For en kort biografi, se Pernoud og Clin, s. 180-181.
- ^
Perroy, s. 283.
- ^
Pernoud og Clin, s. 230.
- ^
DeVries, s. 74?83.
- ^
Fromme katolikker betragtede dette som et bevis pa, at hun havde en guddommelig mission. Ved Chinon og Poitiers havde hun erklæret, at hun ville give dem tegn pa det i Orleans. Ved at ophæve belejringen fik hun støtte fra sa vigtige kirkemænd som
ærkebiskoppen af Embrun
og teologen
Jean Gerson
, som begge skrev afhandlinger, der støttede hende umiddelbart efter denne begivenhed.
- ^
DeVries, s. 96-97.
- ^
LOUIS DE CONTES
. Hentet 8. august 2022.
- ^
DeVries, s. 114-115.
- ^
DeVries, s. 122-126.
- ^
Lucie-Smith, s. 156-160.
- ^
DeVries, s. 134.
- ^
Gower, ch. 4
(tilganget 12. februar 2006). Mere tilbageholdne er Pernoud og Clin, s. 78?80, DeVries, s. 135, og
Oliphant, ch. 6
(tilganget 12. februar 2006).
- ^
DeVries, s. 161-170.
- ^
St. Joan of Arc French heroine
.
Encyclopædia Britannica
(2022), Encyclopædia Britannica Online Library Edition. Hentet 8. august 2022.
- ^
Den anden retssag afgjorde, at Cauchon ikke havde ret til at gøre dette. Se ogsa
Joan of Arc: Her Story
, af Regine Pernoud og Marie-Veronique Clin, s. 108.
- ^
THE SECOND INQUIRY: 1455.
Hentet 8. august 2022.
- ^
Taylor, Craig,
Joan of Arc: La Pucelle
, s. 137.
- ^
Se Pernoud, s. 220, som citerer vidneudsagn fra tiggermunkene Martin Ladvenu og Isambart de la Pierre i appelretten.
- ^
CONTINUATION OF THE FIRST INQUIRY: 1449
. Hentet 8. august 2022.
- ^
Vidnesbyrd om ugyldiggørelse af Guillaume de Manchon.
Arkiveret
16. juli 2011 hos
Wayback Machine
(Hentet 12. februar 2006.)
- ^
Ifølge Adrien Harmand, som er ekspert i middelaldertøj, bar hun to lag bukser, som var fastgjort til skjorten tyve steder. Yderbukserne var af støvlelignende læder. ?
Adrien Harmand (1929)
Jeanne d'Arc, son costume, son armure : essai de reconstitution
. Hentet 8. august 2022.
- ^
Medieval Sourcebook: The Trial of Joan of Arc s. 78
. Hentet 8. august 2022. Vidneudsagn fra broder Seguin de Seguin, professor i teologi ved Poitiers, nævner ikke tøj direkte, men udgør en helhjertet godkendelse af hendes fromhed. Arrival at Chinon and the Trial at Poitiers]. Hentet 8. august 2022.
- ^
Fraioli,
Joan of Arc: The Early Debate
, s. 131.
- ^
Pernoud, s. 233.
- DeVries, Kelly (1999).
Joan of Arc: A Military Leader
. Sutton Publishing.
ISBN
978-0-7509-1805-3
.
OCLC
42957383
.
- Farmer, David Hugh,
The Oxford Dictionary of Saints
. 3. opl. Oxford: Oxford University Press 1992.
ISBN
0-19-283069-4
- Pernoud, Regine; Clin, Marie-Veronique (1999) [1986]. Wheeler, Bonnie (red.).
Joan of Arc: Her Story
. Oversat af duQuesnay Adams, Jeremy. London: St. Martin's Press.
ISBN
978-0-312-21442-5
.
OCLC
1035889959
.
- The Book of Saints: A Dictionary of Servants of God
. 6. opl. London: Cassell 1994.
ISBN
0-304-34357-9
- Wallbank, T. Walter; Schrier, Arnold (1968).
Living World History
. USA: Scott, Foresman.
ISBN
0-673-35105-X
.