Vestfronten i
1. verdenskrig
abnedes ved krigsudbruddet i
1914
, da den tyske hær invaderede
Luxembourg
og
Belgien
og fik kontrol over vigtige industriomrader i
Frankrig
. Fremstødet blev pa dramatisk vis stoppet i
det første slag ved Marne
. Begge parter begyndte nu at grave sig ned langs en bugtet linje af befæstede
skyttegrave
, som strakte sig fra
Nordsøen
til den
schweiziske
grænse. Denne frontlinje forblev stort set uforandret under det meste af krigen.
Mellem
1915
og
1917
var der adskillige store offensiver langs fronten. Angrebene omfattede massive artilleribombardementer og masseangreb med infanteri. En kombination af skyttegravssystemer,
maskingeværreder
,
pigtrad
og artilleri paførte imidlertid angriberne store tab, og modangreb led samme skæbne. Som følge heraf blev der ikke gjort større fremskridt.
I et forsøg pa at bryde dødvandet blev der pa Vestfronten
introduceret en række nye teknologier
, sasom
giftgas
, fly og
kampvogne
, men det var først efter en forbedring af hærenes taktik, at der kom en vis form for mobilitet tilbage.
Pa trods af at Vestfronten var fastlast, blev den alligevel afgørende for krigens udfald. De allieredes uophørlige fremtrængen i
1918
overbeviste de tyske militære ledere om, at et nederlag var uundgaeligt, og de tvang den tyske regering til at søge fred.
Ved udbruddet af
1. verdenskrig
gennemførte den tyske hær, som i vest bestod af syv feltarmeer, en modificeret udgave af
Schlieffen-planen
, der var et hurtigt angreb pa Belgien og derefter en drejning mod syd for at omringe
Paris
og en stor del af den franske hær.
[11]
Armeerne under de tyske generaler
Alexander von Kluck
og
Karl von Bulow
angreb Belgien den
4. august
1914
.
Luxembourg
var blevet besat uden modstand den 2. august. Det første slag i Belgien var
belejringen af Liege
, som varede fra den
5.
?
16. august
. Liege var stærkt befæstet og overraskede den tyske hær under von Bulow ved at yde kraftig modstand. Tungt tysk artilleri kunne imidlertid skyde de vigtigste forter i grus i løbet af nogle fa dage.
[12]
Efter Lieges fald trak det meste af den belgiske hær sig tilbage til
Antwerpen
og
Namur
. Selv om den tyske hær omgik Antwerpen, forblev byen en trussel mod deres flanke. Der fulgte en ny belejring ved Namur mellem den
20.
og
23. august
.
[13]
Frankrig indsatte fem armeer ved sine grænser. Den forberedte franske offensivplan
Plan XVII
havde til formal at erobre
Alsace
-
Lorraine
efter et udbrud af fjendtligheder.
[11]
Den 7. august angreb VII Korps Alsace med det mal at erobre
Mulhouse
og
Colmar
. Hovedoffensiven blev igangsat den
14. august
med 1. og 2. Armes angreb mod Sarrebourg-Morhange i Lorraine.
[14]
I overensstemmelse med Schlieffen-planen trak tyskerne sig langsomt tilbage, mens de tilføjede franskmændene alvorlige tab. Franskmændene trængte frem med 3. og 4. Arme mod
Saar
-floden og forsøgte at erobre
Saarburg
ved at angribe
Briey
og
Neufchateau
, inden de blev slaet tilbage.
[15]
Armeen i Alsace erobrede
Mulhouse
, men opgav den igen for at forstærke de stærkt svækkede styrker i Lorraine.
Den tyske hær fejede gennem Belgien og bragte store lidelser til civilbefolkningen. Krigsforbrydelserne, som den tyske hær begik, blev kendt som
voldtægten pa Belgien
.
[16]
Efter at være marcheret igennem Belgien, Luxembourg og
Ardennerne
trængte den tyske hær i sidste halvdel af august ind i det nordlige Frankrig, hvor den blev mødt af savel den franske arme under
Joseph Joffre
og de første seks divisioner i den britiske
British Expeditionary Force
(BEF) under sir
John French
. Der fulgte en række slag, som kaldes
Grænseslagene
. Nøgleslagene omfattede
Slaget ved Charleroi
og
Slaget ved Mons
. Under slaget ved Charleroi blev den franske 5. Arme omtrent udslettet af de tyske 2. og 3. Armeer, mens slaget ved Mons forsinkede den tyske fremrykning med en dag, hvilket viste sig at være kritisk. En generel allieret tilbagetrækning fulgte, hvilket førte til yderligere sammenstød, sasom
slaget ved Le Cateau
,
Belejringen af Maubeuge
og
Slaget ved St. Quentin
.
[17]
Den tyske hær stod 70 km fra Paris, men i det
første Marneslag
(
6.
-
12. september
) lykkedes det for franske og engelske styrker at tvinge tyskerne pa tilbagetog ved at udnytte et hul, som opstod mellem den 1. og 2. tyske Arme. Det bragte den tyske fremrykning ind i Frankrig til standsning.
[18]
Den tyske hær trak sig tilbage til nord for
Aisne
-floden og gravede sig ned. Det blev begyndelsen pa den ubevægelighed i vestfronten, som kom til at vare i over tre ar. Efter det tyske tilbageslag forsøgte de to sider at omga hinanden i flanken under
Kapløbet mod havet
, og skyttegravssystemerne blev hurtigt udvidet, sa de strakte sig fra
Nordsøen
til den
Schweiziske grænse
.
[19]
Den tyske besættelse af fransk territorium omfattede 64 % af Frankrigs produktion af rajern, 24 % af dens stalproduktion og 40 % af den samlede kulminekapacitet, hvilket betød et alvorligt, men ikke lammende tilbageslag for fransk industri.
[20]
Pa ententens (vestmagternes) side blev skyttegravene bemandet sadan, at hvert land stod for forsvaret af sin del af fronten. Regnet fra kysten i nord var de primære styrker fra henholdsvis Belgien, Storbritannien og Frankrig. Efter
slaget ved Yser
i oktober havde de belgiske styrker kontrollen over en 35 km lang strimmel af
Flandern
langs kysten, hvor fronten fulgte
Yser
floden og Yperlee-kanalen fra
Nieuwpoort
til
Boezinge
.
[21]
Syd for belgierne la det
British Expeditionary Force
(BEF). Her gennemførte tyskerne fra 19. oktober til 22. november deres gennembrudsforsøg i 1914 under det
Første slag ved Ypres
. Begge sider led store tab, men der kom ikke noget gennembrud.
[22]
Ved juletid havde BEF kontrollen over en front fra
La Bassee Canal
til syd for
St. Eloi
i
Somme
dalen.
[23]
Resten af fronten sydpa til grænsen til
Schweiz
var bemandet med franske styrker.
Mellem kysten og
Vogeserne
var der en bule i skyttegravslinjen kaldet
Noyon
-frontfremspringet efter den erobrede franske by yderst i omradet i nærheden af
Compiegne
. Joffres plan for en offensiv i 1915 gik ud pa at angribe dette fremspring i fronten fra begge sider for at omringe og afskære de tyske tropper.
[24]
Briterne skulle angribe nordfra ved at presse østpa ind i
Artois
, mens franskmændene angreb i
Champagne
.
Den
10. marts
1915
angreb briterne og canadierne ved
Neuve Chapelle
som led i en større offensiv i
Artois
-regionen med henblik pa at erobre Aubers-højderyggen. Angrebet blev gennemført af fire divisioner langs en tre km lang front. Inden angrebet blev sat ind, blev det forberedt med et koncentreret bombardement, som varede i 35 minutter. Det indledende angreb gjorde hurtige fremskridt, og landsbyen blev erobret i løbet af fire timer. Angrebet tabte imidlertid fart pa grund af problemer med forsyninger og kommunikation. Tyskerne bragte herefter reserver frem og indledte et modangreb. Det forebyggede forsøget pa at erobre højderyggen. Da briterne havde brugt en tredjedel af deres samlede beholdning af
artillerigranater
,
[25]
skød general Sir John French skylden for det mislykkede angreb pa mangel pa granater, selv om angrebet havde været en succes i starten.
[26]
Tyskerne havde planer om at fastholde dødvandet med franskmændene og briterne, mens de tyske hærførere planlagde en offensiv ved den belgiske by
Ypres
, som briterne havde erobret i november 1914 under det
Første slag ved Ypres
. Angrebet skulle aflede opmærksomheden fra store offensiver pa
Østfronten
, og samtidig afbrød det fransk-britiske planer om at afprøve et nyt vaben. Efter to dages bombardement den
22. april
lukkede tyskerne
klorgas
ud pa slagmarken, og gassen drev ind over de britiske skyttegrave.
[27]
Den gulgrønne sky kvalte forsvarerne, og tropperne i bagomradet flygtede i panik og efterlod et seks km bredt hul i de allieredes linje. Tyskerne var imidlertid ikke forberedt pa det og havde ikke tilstrækkelige reserver til at udnytte abningen. Canadiske tropper ankom hurtigt og drev tyskerne tilbage. Dette
Andet slag ved Ypres
var den første gang, hvor der blev anvendt kemiske vaben i stor stil, selv om den form for krigsførelse var forbudt i
Haager Landkrigsreglementet
fra
1899
og
1907
.
[28]
170 tons blev sluppet ud over de allieredes linjer, og 5.000 mand døde i løbet af fa minutter.
Gasangrebet blev gentaget to dage senere og forarsagede, at den fransk-britiske linje blev trukket fem km tilbage. Men muligheden for et gennembrud var gaet tabt. Overraskelsesangrebet kunne ikke gentages, da de allierede begyndte at bruge gasmasker og tog andre modforholdsregler. Et bevis pa, hvor vellykkede de var, sas da den 16. irske divisions tropper kunne modsta koncentrerede tyske gasangreb et ar senere, den
27. april
, under
slaget ved Hullach
40 km syd for Ypres.
[29]
1915 blev der ogsa introduceret fly, som var tilpasset til luftkamp. Mens fly allerede ved krigens udbrud blev brugt til rekognoscering, var den franske pilot
Roland Garros
den første til at skyde et fjendtligt fly ned den
1. april
1915
. Det foregik med maskingeværer, som skød fremad gennem propelbladene, og det blev muliggjort ved at forstærke propelbladene, sa kugler, der ramte dem, blev afbøjet.
[30]
Nogle uger senere blev Garros tvunget til at lande bag de tyske linjer. Hans fly blev erobret og sendt til den hollandske ingeniør
Anthony Fokker
, som snart frembragte en betydelig forbedring i form af en afbryder, sa maskingeværet kun skød i de intervaller, hvor der ikke var en propel i skudfeltet.
[31]
Opfindelsen blev hurtigt brugt i
Fokker E.I
(
Eindecker
, eller monoplan, type 1), det første ensædes
jagerfly
, som kombinerede en rimelig tophastighed med en effektiv bevæbning.
[32]
Max Immelmann
opnaede sin første bekræftede nedskydning i en
Eindecker
den 1. august.
[33]
Det blev begyndelsen pa et vabenkapløb, hvor begge sider udviklede forbedrede vaben, motorer, flytyper og materialer, og det fortsatte til krigens slutning. Det blev ogsa begyndelsen til dyrkelsen flyver-esserne, hvoraf den mest berømte var
Manfred von Richthofen
? "den røde baron". I virkeligheden var det ilden fra antiluftskytset, som stod for hovedparten af nedskydningerne ? ikke fjendens jagerfly.
[34]
I foraret blev den afsluttende offensiv fra Ententen udkæmpet ved
Artois
. Dens mal var at erobre
Vimy højderyggen
. Den 10. franske arme angreb den
9. maj
efter seks dages bombardement og trængte fem km frem. De trak sig imidlertid tilbage, da de kom under beskydning fra maskingeværer, og da de tyske forstærkninger beskød angriberne med artilleri. Den
15. maj
gik offensiven i sta, selv om kampene fortsatte til den
18. juni
.
[35]
I maj opsnappede den tyske hær et fransk dokument ved
La Ville-aux-Bois
, som beskrev et nyt forsvarssystem. I stedet for at satse pa en kraftigt befæstet frontlinje var forsvaret inddelt i en række niveauer. Frontlinjen skulle være en tyndt besat række af forposter, der var forstærket af en række støttepunkter og en beskyttet reserve. Hvis en skraning var til radighed, skulle tropperne være placeret pa dens bagside, sa de var bedre beskyttet. Forsvaret skulle være fuldt integreret med ildledelse pa divisionsniveau. Medlemmer af den tyske overkommando sa pa denne nye metode med nogen velvilje, og den blev senere grundlaget for doktrinen om et elastisk
forsvar i dybden
mod angreb fra Ententen.
[36]
[37]
I efteraret 1915 begyndte "
Fokker Svøben
" at have en effekt ved fronten, hvor allierede observationsfly blev tvunget væk fra luftrummet. Disse rekognosceringsfly blev brugt til artilleriobservation og til at fotografere fjendens stillinger, men nu blev de allierede næsten overmandet af de tyske jagerfly.
[38]
I september 1915 indledte Ententen store offensiver. Franskmændene angreb i
Slaget ved Champagne
og briterne ved
Loos
. Franskmændene havde brugt sommeren pa at forberede dette slag, mens briterne overtog en større del af fronten, sa der kunne frigøres franske styrker. Bombardementet, som var blevet omhyggeligt planlagt ved hjælp af
luftfotos
,
[39]
begyndte den
22. september
. Det franske hovedangreb blev sat ind den
25. september
og gjorde i det mindste gode fremskridt i begyndelsen til trods for, at fjenden stadig havde rester af pigtradsspærringer og maskingeværposter. Tyskerne havde desuden forudset, at angrebet ville komme, og de havde opbygget forsvarslinjer 3 og 6 km bag fronten. Derfor kunne de forsvare sig mod de franske angreb, som varede til ind i november.
[40]
Ligeledes den
25. september
begyndte briterne deres
angreb ved Loos
, der var tænkt som et supplement for det større angreb ved Champagne. Angrebet blev forberedt med et fire dages bombardement med 250.000 granater og udslip af 5.100 cylindre med klorgas.
[41]
Angrebet omfattede to korps i hovedangrebet, og yderligere to korps gennemførte afledningsangreb ved Ypres. Briterne led store tab især pa grund af beskydning fra maskingeværer under angrebet og opnaede kun sma fremskridt, inden de løb tør for granater. Et fornyet angreb den
13. oktober
gik ikke meget bedre. I december blev den britiske general John French erstattet med
Douglas Haig
som leder af de britiske styrker.
[42]
Den tyske stabschef
Erich von Falkenhayn
mente, at et gennembrud ikke længere var muligt, og fokuserede i stedet pa at gennemtvinge en fransk overgivelse ved at forarsage voldsomme franske tab.
[43]
Hans nye mal var at fa Frankrig til at forbløde.
[44]
Til det formal valgte han to nye strategier. Den første var brugen af
uindskrænket ubadskrig
for at afskære de allierede fra oversøiske forsyninger,
[45]
og den anden bestod af malrettede angreb, der skulle give de franske landtropper store tab. For at skabe de størst mulige tab planlagde han at angribe et omrade, hvor bade strategiske arsager og national stolthed forhindrede franskmændene i at trække sig tilbage. Byen
Verdun
blev valgt til formalet, fordi den var et vigtigt støttepunkt, der var omringet af forter, som la tæt ved de tyske linjer, og fordi den bevogtede den direkte vej til Paris.
[40]
Operationen fik kodenavnet
Gericht
, det tyske ord for "domstol", men den kom til at betyde "henrettelsesplads".
[44]
Falkenhayn begrænsede angrebsfrontens længde til 5-6 km for at kunne koncentrere sin ildkraft og forhindre et gennembrud ved et modangreb. Han holdt ogsa en skarp kontrol med hovedreserven og indsatte kun lige tilstrækkeligt med tropper til at holde slaget i gang.
[46]
Som forberedelse for deres angreb havde tyskerne samlet et stort antal fly i nærheden af Verdun. I abningsfasen ryddede de luftrummet for fjendtlige observationsfly, sa de præcise tyske artilleriobservatører og bombefly kunne operere uden indgriben. I løbet af maj slog franskmændene kontra ved at indsætte
escadrilles de chasse
med overlegne
Nieuport
-jagere. Det snævre luftrum over Verdun blev til en slagmark i luften og viste værdien af taktisk
luftherredømme
, mens begge sider forsøgte at fa overtaget i luftrekognosceringen.
[47]
Efter en nidages udskydelse pa grund af sne og snestorme begyndte
Slaget ved Verdun
den
21. februar
1916
med en massiv otte timers artilleribeskydning. Tyskerne ventede ikke at møde megen modstand, da de langsomt rykkede frem mod Verdun og dens forter,
[48]
og en kraftig fransk modstand blev imødegaet med brugen af
flammekastere
fra tysk side. Franskmændene mistede kontrollen over
Fort Douaumont
, men de franske forstærkninger havde stoppet det tyske angreb ved udgangen af februar.
[49]
Tyskerne vendte deres opmærksomhed mod Le Mort Homme mod nord, hvorfra franskmændene med stor effekt beskød dem med artilleri. Efter nogle af de mest intense kampe i felttoget blev bakken erobret af tyskerne i slutningen af maj. Den franske ledelse ved Verdun blev udskiftet, og den defensivt orienterede
Philippe Petain
blev erstattet af den offensive
Robert Nivelle
. Derpa forsøgte franskmændene at generobre Fort Douaumont den
22. maj
, men blev slaet tilbage uden større besvær. Tyskerne erobrede
Fort Vaux
den
7. juni
, og ved hjælp af
fosforgas
[50]
naede de frem til en kilometer fra den sidste højderyg før Verdun, inden de stoppede den
23. juni
.
I løbet af sommeren trængte franskmændene langsomt frem, og udviklingen af den "rullende spærreild" betød, at de generobrede Fort Vaux i november, og i december havde de presset tyskerne to km tilbage fra Fort Douaumont. Undervejs havde de ladet 42 divisioner rotere gennem slaget. Slaget ved Verdun blev ogsa kendt som 'Kødhakkeren ved Verdun' eller 'Meuse møllen'
[51]
og blev et symbol pa fransk beslutsomhed og offervilje.
[52]
I foraret havde de allierede feltherrer været bekymrede for, om den franske hær kunne holde til de enorme tab ved Verdun. De oprindelige planer for et angreb ved floden Somme blev ændret, sa det blev briterne, der skulle bære hovedbyrden. Denne offensiv skulle lette presset mod franskmændene og russerne, som ogsa havde lidt store tab. Efter en uge med kraftig regn indledte de britiske divisioner i
Pikardiet
et
angreb ved floden Somme
den
1. juli
støttet af fem franske divisioner pa højre flanke. Angrebet var blevet forberedt med 7 dages kraftigt artilleribombardement, og det lykkedes de erfarne franske styrker at rykke frem, men det britiske artilleri havde hverken fjernet pigtrad eller ødelagt de tyske skyttegrave sa effektivt som planlagt. Briterne led de største tab i form af døde, sarede og savnede pa en enkelt dag i hele den britiske hærs historie ? omkring 57.000 mand.
[53]
Efter at have vurderet luftkampene over Verdun havde de allierede udviklet nye fly til angrebet i Somme-dalen. Den taktiske lære, som de allierede havde med fra Verdun, var, at det taktiske mal var at opna luftherredømme, og de tyske fly blev stort set fjernet fra himlen over Somme. Den heldige allierede luftoffensiv resulterede i en reorganisering af det tyske luftvaben, og begge sider begyndte at anvende store formationer af fly frem for at sætte deres lid til kampe mellem enkeltmaskiner.
[54]
Efter en omgruppering fortsatte slaget gennem juli og august, hvor briterne havde nogen succes, selv om de tyske linjer blev forstærket. I august naede general Haig den erkendelse, at et gennembrud var usandsynligt og skiftede i stedet til en taktik bestaende af en række fremstød med sma enheder. Dette førte til en udretning af frontlinjen, hvilket blev anset for nødvendigt som forberedelse for et massivt artilleribombardement ved et stort fremstød.
I den afsluttende fase af slaget ved Somme blev der for første gang indsat kampvogne pa slagmarken. De allierede forberedte et angreb, som omfattede 13 divisioner fra Storbritannien og dets imperium samt fire franske korps. Angrebet gjorde fremskridt i starten og trængte 3-4 km frem, men kampvognene havde kunne beskeden effekt, da de var fa i antal og mekanisk upalidelige.
[55]
Den sidste del af slaget foregik i oktober og begyndelsen af november og betød igen beskedne gevinster og store tab i menneskeliv. Alt i alt var Somme-offensiven kun naet otte km frem og havde ikke naet de oprindelige mal. Briterne havde tab pa omkring 420.000 og franskmændene omkring 200.000. De tyske tab blev beregnet til 465.000, omend dette tal er omstridt.
[56]
Somme-slaget førte til store nye udviklinger i organiseringen af infanteri og taktik. Trods de frygtelige tab den 1. juli havde nogle divisioner naet deres mal med minimale tab. Efter gennemgangen af arsagerne til tab og gevinster genindførte briterne og deres kolonistyrker begrebet infanteri
delinger
, hvorved de fulgte i fodsporene pa de franske og tyske hære, som allerede var ved at nærme sig brugen af sma taktiske enheder. Under Somme-slaget insisterede de øverste britiske ledere pa, at et kompagni (120 mand) var den mindste operative enhed, men mindre end et ar senere var det i stedet
grupper
pa 10 mand.
[57]
I august 1916 var den tyske ledelse pa vestfronten blevet ændret, da Falkenhayn tog sin afsked og blev erstattet med generalerne
Paul von Hindenburg
og
Erich Ludendorff
. De nye ledere erkendte hurtigt, at slagene ved Verdun og Somme havde nedslidt den tyske hærs offensive muligheder. De besluttede, at den tyske hær pa Vestfronten skulle overga til en strategisk defensiv i det meste af 1917, mens Centralmagterne angreb andre steder.
[58]
Under slaget ved Somme og gennem den følgende vinter byggede tyskerne en række defensive stillinger bag en del af deres front, og de fik navnet Hindenburglinjen. Formalet var at afkorte den tyske front, hvilket ville frigøre 10 divisioner til andre formal. Denne linje af befæstninger forløb fra
Arras
sydpa til
St Quentin
og forkortede fronten med omkring 50 km.
[58]
Britiske langtrækkende recognosceringsfly bemærkede dog bygningen af Hindenburglinjen i november 1916.
Hindenburglinjen blev bygget blot tre km bag den tyske frontlinje,
[59]
og den
9. februar
begyndte de tyske tropper at trække sig tilbage til den nye linje. Tilbagetrækningen var fuldført den
5. april
og efterlod et ødelagt landskab, som de allierede kunne besætte. Denne tilbagetrækning kom den franske hensigt om at angribe begge flanker pa Noyon-bulen i forkøbet, da det ikke længere eksisterede. De britiske fremstød fortsatte, da det britiske krigsministerium med nogen ret hævdede, at tyskernes tilbagetrækning skyldes de tab, som de havde lidt under slagene ved Somme og Verdun. Imidlertid led de allierede langt større tab under disse offensiver.
Den
6. april
1917
erklærede
De Forenede Stater
krig mod Tyskland. Allerede i begyndelsen af 1915 efter sænkningen af atlanterhavsdamperen
RMS Lusitania
havde Tyskland indstillet sin uindskrænkede ubadskrig, da det frygtede at fa trukket USA ind i krigen. Med stigende utilfredshed i den tyske befolkning pa grund af mangel pa fødevarer valgte den tyske regering at genoptage den uindskrænkede
ubadskrig
i februar 1917. Den havde beregnet, at en vellykket belejring af Storbritannien med ubade og krigsskibe ville tvinge landet ud af krigen i løbet af et halvt ar, mens det ville tage et ar for amerikanske styrker at blive en alvorlig trussel pa Vestfronten. Ubadene og overfladeskibene havde haft succes i en lang periode, indtil briterne gik over til at sejle i konvojer. Det medførte et stort fald i de allieredes tab.
[60]
I løbet af 1916-1917 var størrelsen af den britiske hær pa Vestfronten vokset til to tredjedele af den franske hær.
[20]
I april 1917 indledte det britiske imperiums styrker et angreb, som indledtes med
slaget ved Arras
. Det canadiske korps og den 5. britiske division angreb de tyske linjer i
slaget ved Vimy-højdedraget
, men led store tab. Det allierede angreb sluttede, da ledelsen nægtede at sende forstærkninger til omradet.
I løbet af vinteren 1916-1917 var den tyske taktik i luften blevet forbedret. En træningsskole for jagerpiloter var abnet ved
Valenciennes
, og der var blevet indført bedre fly med dobbelte kanoner. Resultatet var katastrofale tab for de allieredes luftvaben, især for briterne, portugiserne, belgierne og australierne, som kæmpede med forældede fly, darlig træning og darlig taktik. Derfor kunne de allieredes successer over Somme ikke gentages, og tyskerne tilføjede dem store tab. Under slaget ved Arras mistede briterne 316 besætninger og canadierne 114. Tyskernes tab var pa 44.
[61]
Det blev kendt i det britiske luftvaben RFC som "den blodige april".
I samme maned gav den franske general
Robert Nivelle
ordre til en ny offensiv mod de tyske skyttegrave og lovede, at denne offensiv ville vinde krigen. Angrebet, som fik navnet
Nivelle Offensiven
eller
Chemin des Dames
efter det omrade hvor offensiven foregik, skulle omfatte 1,2 mio. mænd samt kampvogne, og inden selve angrebet skulle det forberedes ved et ugelangt artilleribombardement. Operationen gik darligt, da de franske tropper med støtte af australske, brasilianske, portugisiske og newzealandske tropper skulle igennem et vanskeligt opadskranende terræn. Hertil kom, at den detaljerede planlægning var blevet forstyrret af den frivillige tyske tilbagetrækning til Hindenburglinjen, at det var mislykkedes at hemmeligholde angrebet, og at tyske fly fik luftherredømmet, hvilket gjorde rekognoscering vanskelig. Det betød, at spærreilden krøb for langt frem foran de fremrykkende tropper. Inden for en uge var 100.000 franske tropper døde. Trods de store tab og Robert Nivelles løfte om at stoppe offensiven, hvis den ikke gav et gennembrud, beordrede han, at angrebet skulle fortsætte ind i maj.
Den udmattede franske 3. kolonidivision, som var veteraner fra slaget ved Verdun, afslog den
3. maj
1917
at udføre ordrerne og ankom fulde og uden deres vaben. Deres officerer havde ikke midler til at kue en hel division, og harde afstraffelser blev ikke straks gennemført. Derefter kom det til
mytteri
i 54 franske divisioner, og 20.000 mand deserterede. De øvrige allierede styrker angreb, men led store tab.
[62]
Appeller om patriotisme og pligtfølelse, savel som massearrestationer og krigsret, fik soldaterne til at vende tilbage og forsvare deres skyttegrave, omend de franske soldater afslog at deltage i yderligere offensiver.
[63]
Nivelle blev fjernet som hærfører den 15. maj og erstattet af general
Philippe Petain
, som opgav nye storstilede angreb. Franskmændene gik i defensiven i det kommende ar og overlod angrebsbyrden til Storbritannien, dets imperium og andre allierede, samt i anden omgang til De Forenede Stater.
Britiske offensiver, amerikanske tropper ankommer
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Den 7. juni blev der indledt en britiske offensiv pa
Messines højderyggen
syd for Ypres for at generobre det omrade, som var gaet tabt under det Første og Andet slag ved Ypres i 1914. Siden 1915 havde ingeniører gravet tunneller under højdedragene og anbragt omkring 500 ton
[64]
sprængstof i 21 miner under fjendens linjer.
Efter fire dages intenst bombardement blev sprængstoffet bragt til eksplosion i 19 af de 21 miner og dræbte 10.000 tyskere. Den efterfølgende offensiv var i høj grad baseret pa kraftigt bombardement, men det lykkedes ikke at fordrive tyskerne. Offensiven, som havde været en imponerende succes i starten, gik i sta pa grund af oversvømmet og mudret terræn, og begge sider led store tab.
Under dette slag introducerede tyskerne den
11. juli
et nyt vaben i krigen, da de affyrede gasgranater fra deres kanoner. Den begrænsede plads i en artillerigranat betød, at der matte anvendes kraftigere gas, sa tyskerne brugte i stedet
sennepsgas
, som danner alvorlige blærer pa huden. Brugen af artilleri til fremførelsen af gassen betød, at kraftige koncentrationer af gas kunne anvendes pa udvalgte mal. Sennepsgas er ogsa en gas, som holder sig længere, sa den kunne blive pa et sted i flere dage, en yderligere demoraliserende faktor for deres modstandere.
[65]
Ligesom fosforgas blev den anvendt i udstrakt grad af bade de tyske og de allierede hære i senere slag, da ogsa de allierede begyndte at forøge produktionen af giftgas.
Den
25. juni
begyndte de første amerikanske tropper at ankomme til Frankrig, hvor de dannede
American Expeditionary Force
. De amerikanske styrker gik imidlertid ikke i skyttegravene i divisionsstyrke før oktober, for de ankomne tropper behøvede træning og udstyr, inden de kunne sættes ind, og i adskillige maneder blev amerikanske enheder henvist til støtteopgaver.
[66]
Pa trods af dette betød deres tilstedeværelse et særdeles nødvendigt løft i de allieredes kampvilje.
Fra slutningen af juli og til ind i oktober blev kampene omkring Ypres fornyet med
Slaget ved Passchendaele
(teknisk set det Tredje slag ved Ypres, hvori Passchendaele var den sidste fase). Slagets oprindelige mal var at abne de tyske linjer og true ubadsbaserne pa den belgiske kyst, men det blev senere begrænset til at fa den britiske hær flyttet op pa et højere og mere tørt terræn ved Ypres, som ikke til stadighed var under trussel fra det tyske artilleri. Canadiske veteraner fra
slaget ved Vimy Ridge
og
slaget om Hill 70
sluttede sig til de udmarvede
ANZAC
og britiske styrker og erobrede landsbyen Passchendaele den 30. oktober trods usædvanlig kraftig regn og tab pa omkring 36.000 mand. Igen resulterede offensiven i store tab med forholdsvis sma gevinster, selv om briterne gjorde sma vedholdende fremskridt i perioder med mere tørt vejr. Jorden var generelt mudret og oversaet med granatkratere, hvilket gjorde forsyning og yderligere fremstød meget vanskelige.
Begge sider mistede tilsammen over en halv million mand under denne offensiv. Slaget er blevet til en betegnelse for blodigt og habløst slagteri blandt britiske historikere, mens tyskerne kaldte Passchendaele for "det største martyrium i krigen". Det og slaget ved Somme er grunden til, at den britiske øverstkommanderende,
Douglas Haig
, fik ry for darlig krigsledelse.
Den 20. november 1917 iværksatte briterne det første store kampvognsangreb under
Slaget ved Cambrai
.
[67]
De allierede angreb med 12 divisioner og 324 kampvogne, hvoraf en tredjedel blev holdt i reserve, mod to tyske divisioner. For at fastholde overraskelsesmomentet var der intet forudgaende artilleribombardement, og der blev kun udlagt et røgslør foran kampvognene. De var udstyret med faskiner pa fronten for at bygge bro over de fire meter brede tyske kampvognsfælder. Bortset fra den 51. britiske division, som ikke rykkede frem i kolonner bag kampvognene, men derimod som en linje over slagmarken, var det indledende angreb en succes for briterne. De britiske styrker kom længere pa seks timer, end de var naet under det tredje slag ved Ypres pa fire maneder og med tab pa blot 4.000 mand.
[68]
Fremstødet resulterede imidlertid i et upraktisk frontfremspring, og en overraskende tysk modoffensiv med flydækning og egne kampvogne den 30. november drev briterne tilbage til deres udgangspunkt. Trods det blev angrebet anset for en succes af bade de allierede og tyskerne, da det viste, at kampvogne kunne overvinde skyttegravsforsvar. Slaget havde ogsa brugt tyske
stormtropper
for første gang pa vestfronten, hvor det nu blev muligt at gennemtrænge de allierede linjer ved at omga modstand og hurtigt rykke frem til fjendens bagomrade.
Tysk ammunitionstog ødelagt af granatild, januar 1918.
Efter det vellykkede allierede angreb og gennemtrængning af det tyske forsvar ved Cambrai vurderede Ludendorff og Hindenburg, at den eneste mulighed for en tysk sejr nu bestod i at gennemføre et afgørende angreb ved Vestfronten i løbet af foraret, inden de amerikanske tropper kom til at optræde i stort tal. Den 3. marts 1918 blev
Brest-Litovsk-freden
underskrevet, og Rusland trak sig ud af krigen. Det gav en dramatisk effekt pa krigen, da 33 divisioner blev frigjort pa Østfronten til indsættelse pa Vestfronten. Det betød, at Tyskland nu radede over 192 divisioner mod de allieredes 178 divisioner. Derfor kunne tyskerne trække erfarne enheder væk fra fronten og optræne dem til
stormtropper
(Stoßtruppen).
[69]
I modsætning hertil havde de allierede stadig ikke nogen fælles overkommando og led under problemer som krigslede og mangel pa mandskab. De britiske og franske armeer var sørgeligt udpinte, og de amerikanske tropper var endnu ikke uddannet til at patage sig kampopgaver.
Ludendorffs strategi ville besta i at iværksætte en massiv offensiv mod briterne og commonwealthstyrkerne for at adskille dem fra franskmændene og de øvrige allierede og derpa at drive dem tilbage til kanalhavnene. Angrebet ville kombinere den nye stormtroptaktik med anvendelse af fly, der angreb taktiske mal pa jorden, og med kampvogne og en omhyggeligt planlagt spærreild fra artilleriet, som ogsa omfattede gasangreb.
Operation Michael
,
[70]
den første af de tyske forarsoffensiver, var tæt pa at splitte de allierede hære, da den trængte 65 km frem i løbet af de første otte dage og flyttede fronten mere end 100 km mod vest, sa tyskerne kom pa skudafstand af Paris for første gang siden 1914.
Som følge af slaget blev de allierede endelig enige om en fælles ledelse. General
Ferdinand Foch
blev udpeget til leder af de allierede styrker i Frankrig. De forenede allierede kunne nu bedre reagere pa hver af de tyske fremstød, og offensiven blev til et udmattelsesslag.
I maj begyndte de amerikanske divisioner ogsa at spille en stigende rolle, og de vandt deres første sejr i
slaget ved Cantigny
. Om sommeren ankom 300.000 amerikanske soldater hver maned. I alt blev der indsat 2,1 mio. amerikanske soldater pa vestfronten. Den hurtigt voksende amerikanske tilstedeværelse fungerede som modvægt til det store antal tyske tropper, som blev frigivet fra fra Østfronten.
I juli indledte Foch en ny
offensiv mod frontfremspringet ved Marne
, som var opstaet ved de tyske angreb, og i august var det fjernet. En ny
storoffensiv
fulgte to dage efter den første og sluttede i
Amiens
mod nord. Det omfattede fransk-britiske styrker med australske og canadiske tropper i spidsen,
[71]
sammen med 600 kampvogne og støttet af 800 fly. Angrebet blev en stor succes, og fik Hindenburg til at kalde den
8. august
for "den tyske hærs sorte dag".
[72]
Den tyske hærs mandskabsstyrke var blevet alvorligt udmarvet af fire ars krig, og landets økonomi og samfund var under stort indre pres. Ententen havde nu i alt 216 divisioner i felten mod 197 underbemandede tyske divisioner.
[73]
Hundrede dages offensiven
, som begyndte i august, blev det endelig knæk for den tyske hær, og efter en række af nederlag begyndte de tyske tropper at overgive sig i stort tal. Da de allierede brød igennem de tyske linjer med store tab pa tysk side, blev
Prins Maximilian af Baden
i oktober udpeget til tysk kansler med henblik pa at forhandle en vabenstilstand pa plads, og da Ludendorff modsatte sig fredsfølerne, blev han tvunget til at træde tilbage, hvorefter han flygtede til
Sverige
.
[74]
Kampene fortsatte, men de tyske armeer var allerede pa tilbagetog, da den
tyske revolution
medførte, at der kom en ny regering i landet. En vabenstilstand blev hurtigt underskrevet, sa alle kampe pa Vestfronten standsede den 11. november 1918.
[75]
Det tyske kejserdømme brød sammen, da Ludendorffs efterfølger ? general
Wilhelm Groener
? af frygt for en revolution, som den aret før i Rusland, valgte at støtte den moderate
socialdemokratiske
regering under
Friedrich Ebert
frem for at opretholde Hohenzollern monarkiet.
[76]
Krigen pa Vestfronten fik den tyske regering og dens allierede til at bede om fred pa trods af de tyske succeser andetsteds. Derfor blev fredsbetingelserne dikteret af Frankrig, Storbritannien og USA under
Fredskonferencen i Paris
, og resultatet blev
Versailles-freden
, som blev underskrevet i juni 1919 af en delegation fra den nye tyske regering.
Betingelserne i traktaten ville effektivt bremse Tyskland som en økonomisk og militær magt. Versaillestraktaten tilbageleverede grænseprovinserne Alsace og Lorraine til Frankrig, og begrænsede dermed den tyske industris adgang til kul. Der blev ogsa lagt alvorlige begrænsninger pa de tyske væbnede styrker ved at begrænse hærens størrelse til 100.000 mand og forbyde landet at have en flade og et luftvaben. Fladen blev sejlet til den britiske fladebase
Scapa Flow
som en del af fredsbetingelserne, men blev senere sænket af sit mandskab i protest. Den vestlige bred af Rhinen skulle afmilitariseres og Kielerkanalen abnes for international søfart. Traktaterne omformede ogsa Østeuropa, hvor mange nye nationalstater blev dannet, og den abnede mulighed for at grænseomrader med nationale mindretal (deriblandt
Sønderjylland
) kunne stemme om deres tilhørsforhold til Tyskland og Østrig.
[77]
I
1919
var Tyskland fallit, befolkningen levede pa sultegrænsen, og landet havde ingen handel med resten af verden. De allierede holdt
Koln
,
Koblenz
og
Mainz
ved
Rhinen
besat og krævede betaling af krigsskadeserstatninger, før de kunne leveres tilbage. I den situation opstod en myte om, at den tyske hær ikke var blevet slaet. Denne myte blev abent fremmet af præsidenterne Ebert og Hindenburg, og den blev senere udnyttet af nazisternes propaganda til at retfærdiggøre omstyrtelsen af
Weimarrepublikken
. Se
Dolkestødslegenden
.
Frankrig led store skader i krigen. Ud over at miste flere mænd i forhold til sin befolkning end nogen anden stormagt, var det industrialiserede nordøstlige Frankrig ødelagt af krigen. De provinser, som havde været besat af Tyskland stod for 40 % af landets kul og 58 % af dets stalproduktion.
[78]
Da det stod klart, at Tyskland var pa vej til at blive besejret, beordrede Ludendorff ødelæggelse af minerne i Frankrig og Belgien.
[79]
Hans mal var at ødelægge industrien i Tysklands største europæiske rival. For at forhindre en lignende tysk aggression i fremtiden byggede Frankrig senere en massiv række af befæstninger langs den tyske grænse ?
Maginotlinien
.
[80]
Krigen i skyttegravene efterlod en generation af mærkede soldater og krigsenker. Det aldrig tidligere oplevede tab af menneskeliv og de umenneskelige forhold i skyttegravene fik en varig virkning pa folkenes holdning til krig, og det var senere medvirkende til en allieret tøven overfor at føre en aggressiv politik mod
Adolf Hitler
[81]
(som selv var en dekoreret krigsveteran). Eftervirkningerne af den kamp kan stadig føles i dag.
- ^
"First World War 1914 ? 1918"
. Australian War Memorial. Arkiveret fra
originalen
2. februar 2012
. Hentet
2006-12-05
.
- ^
"Canada in the First World War and the Road to Vimy Ridge"
. Veteran Affairs Canada. 1992. Arkiveret fra
originalen
14. august 2011
. Hentet
2006-12-05
.
- ^
Corrigan, Gordon (1999).
Sepoys in the Trenches: The Indian Corps on the Western Front 1914?15
. Spellmount Ltd.
ISBN
1-86227-354-5
.
- ^
"New Zealand and the First World War - Overview"
. New Zealand's History Online
. Hentet
2007-01-26
.
- ^
Uys, I.S.
"The South Africans at Delville Wood"
. The South African Military History Society
. Hentet
2007-01-26
.
- ^
Cockfield, Jamie H.
With Snow on Their Boots: The Tragic Odyssey of the Russian Expeditionary Force in France During World War I
. Macmillan.
ISBN
0312220820
.
- ^
Rodrigues, Hugo.
"Portugal in World War I"
. The First World War. Arkiveret fra
originalen
17. oktober 2007
. Hentet
2007-01-26
.
- ^
"2nd Battle of the Marne"
. Spartacus Educational. Arkiveret fra
originalen
15. november 2009
. Hentet
2009-01-07
.
- ^
"Austria-Hungary Goes to War"
. The Great War in a Different Light
. Hentet
2009-01-03
.
- ^
McRandle, James H.; Quirk, James (juli 2006).
"The Blood Test Revisited: A New Look at German Casualty Counts in World War I"
.
The Journal of Military History
.
70
(3): 667-701
. Hentet
2008-07-28
.
{{
cite journal
}}
: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (
link
)
?see table A2.
- ^
a
b
Various (2003). Hamilton, Richard F.; Herwig, Holger H. (red.).
The Origins of World War I
. Cambridge University Press.
ISBN
0521817358
.
- ^
Griffith, Paddy (2004).
Fortifications of the Western Front 1914-18
. Osprey Publishing.
ISBN
1841767603
.
- ^
Griess, 22?24, 25?26.
- ^
Griffiths, William R. (2003).
The Great War
. Square One Publishers, Inc.
ISBN
0757001580
.
- ^
Griess, 29?30.
- ^
Zuckerman, Larry (2004).
The Rape of Belgium: The Untold Story of World War I
. New York: New York University Press.
ISBN
978-0-8147-9704-4
.
- ^
Terraine, John (2000).
Mons: The Retreat to Victory
. Wordsworth Editions.
ISBN
1840222433
.
- ^
Mombauer, Annika (2006).
"The Battle of the Marne: Myths and Reality of Germany's "Fateful Battle"
"
.
The Historian
.
68
(4): 747-769.
doi
:
10.1111/j.1540-6563.2006.00166.x
. Hentet
2008-02-01
.
- ^
Griess, 31?37.
- ^
a
b
Kennedy (1989:p. 265?6)
- ^
Barton, Peter; Doyle, Peter; Vandewalle, Johan (2005).
Beneath Flanders Fields: The Tunnellers' War, 1914-1918
. McGill-Queen's University Press.
ISBN
0773529497
.
- ^
Rickard, J (25. august 2007).
"First battle of Ypres, 19 October-22 November 1914"
. historyofwar.org
. Hentet
2007-11-22
.
- ^
Baker, Chris.
"Home > Myths and legends > The Christmas Truce of 1914"
. Hentet
2007-11-22
.
- ^
Fuller, 165.
- ^
Lyons, 112.
- ^
Fuller, 166?7
- ^
Fuller, 172?3
- ^
Heller, Charles E. (september 1984).
"Chemical Warfare in World War I: The American Experience, 1917-1918"
. Combat Studies Institute. Arkiveret fra
originalen
4. juli 2007
. Hentet
2007-08-02
.
- ^
Jones, Simon (2002).
World War I Gas Warfare Tactics and Equipment
. Osprey Publishing.
ISBN
1846031516
.
- ^
Spick, Mike (2002).
The Illustrated Directory of Fighters
. Zenith Imprint. s. 326-327.
ISBN
0760313431
.
- ^
Mekanismen blev udviklet af en af hans ansatte, Heinrich Lubbe.
- ^
Payne, David (december 2004).
"The Military Aircraft Used By The Germans On The Western Front In The Great War"
. The Western Front Association. Arkiveret fra
originalen
9. december 2007
. Hentet
2008-02-06
.
- ^
Yoon, Joe (22. april 2007).
"Fighter Guns & Synchronization Gear"
. Aerospaceweb.org
. Hentet
2008-02-06
.
- ^
Granatstein, Jack; Morton, Desmond (2003).
Canada and the Two World Wars
. Toronto: Key Porter. s.
40
.
- ^
Smith, Leonard V.; Audoin-Rouzeau, Stephane; Becker, Annette (2003).
France and the Great War, 1914-1918
. Cambridge University Press.
ISBN
0521666317
.
- ^
Herwig (1997):165.
- ^
Lupfer, Timothy T. (juli 1981).
The Dynamics of Doctrine, The Changes in German Tactical Doctrine During the First World War
.
Leavenworth Papers, No. 4
. U.S. Army Command and General Staff College.
- ^
Campbell, 26?27.
- ^
War correspondent E. Alexander Powell,
Battle in the Champagne
, "Vive la France", 1916.
- ^
a
b
Foley, Robert T. (2005).
German Strategy and the Path to Verdun: Erich von Falkenhayn and the Development of Attrition, 1870-1916
. Cornell University Press.
ISBN
0801442583
.
- ^
Palazzo, Albert (2000).
Seeking Victory on the Western Front: The British Army and Chemical Warfare in World War I
. U of Nebraska Press.
ISBN
0803287747
.
- ^
Wiest, Andrew A. (2005).
Haig: The Evolution of a Commander
. Brassey's.
ISBN
1574886843
.
- ^
Lyons, 141.
- ^
a
b
Knox, MacGregor (2007).
To the Threshold of Power, 1922/33: Origins and Dynamics of the Fascist and National Socialist Dictatorships, Volume 1
. Cambridge University Press.
ISBN
0521878608
.
- ^
Hull, Isabel V. (2005).
Absolute Destruction: Military Culture and the Practices of War in Imperial Germany
. Cambridge University Press.
ISBN
0521841933
.
- ^
Marshall, 236?7.
- ^
Campbell, 40.
- ^
Lyons, 143.
- ^
Martin, William (2001).
Verdun 1916: They Shall Not Pass
. Osprey Publishing.
ISBN
1-85532-993-X
.
- ^
Jones, Simon; Hook, Richard (2007).
World War I Gas Warfare Tactics and Equipment
. Osprey Publishing.
ISBN
1846031516
.
- ^
Foley, Robert T. (2005).
German Strategy and the Path to Verdun: Erich Von Falkenhayn and the Development of Attrition 1870-1916
. Cambridge University Press.
ISBN
0521841933
.
- ^
Lichfield, John (21. februar 2006). "Verdun: Myths and Memories". The Independent.
- ^
Griess, 71?72.
- ^
Campbell, 42.
- ^
Prior, Robin; Wilson, Trevor (2005).
The Somme
. Yale University Press.
ISBN
0300106947
.
- ^
Cowley, Robert; Parker, Geoffrey (1996).
The Reader's Companion to Military History
. Houghton Mifflin Books.
ISBN
0618127429
.
- ^
WikiSysop (19. marts 2007).
"Infantry Section"
. Canadian Soldiers wiki. Arkiveret fra
originalen
26. september 2007
. Hentet
2007-10-10
.
- ^
a
b
Herwig (1997):246?252.
- ^
Marshall, 288?9.
- ^
Griess, 144?5.
- ^
Campbell, 71.
- ^
Lyons, 243.
- ^
Marshall, 292.
- ^
Bostyn, Franky (2002). "Zero Hour: Historical Note on the British Underground War in Flanders, 1915-17". I Peter Doyle, Matthew R. Bennett (red.).
Fields of Battle: Terrain in Military History
. Springer.
ISBN
1402004338
.
- ^
Fuller, 173?4.
- ^
Griess, 124.
- ^
"The Cambrai Operations, 20 November - 7 December 1917"
.
The Long, Long Trail
. Milverton Associates Limited
. Hentet
2006-08-10
.
- ^
Marshall, 317.
- ^
Herwig (1997):393?397,400?401; 40 infanteri og tre kavaleridivisioner blev beholdt i øst til besættelsesopgaver.
- ^
Marshall, 353?7.
- ^
Amiens 1918, McWilliams & Steel
- ^
Griess, 155?156.
- ^
Kennedy (1989:p. 266)?102 franske, 60 fra det britiske imperium, 42 (i dobbelt størrelse) amerikanske og 12 belgiske divisioner.
- ^
Herwig (1997):426?428.
- ^
Griess, 163.
- ^
Herwig (1997):446.
- ^
Duffy, Michael (juli 2000).
"Primary Documents: Treaty of Versailles, 28 June 1919"
. FirstWorldWar.com
. Hentet
2007-10-16
.
- ^
Chickering, Roger; Stig Forster (2000).
Great War, Total War: Combat and Mobilization on the Western Front, 1914-1918
. Cambridge University Press.
ISBN
0521773520
.
- ^
Marshall, 460.
- ^
Alexander, Martin S. (1992).
The Republic in Danger: General Maurice Gamelin and the Politics of French Defence, 1933?1940
. Cambridge University Press.
ISBN
0521524296
.
- ^
Adamthwaite, Anthony P. (1989).
The Making of the Second World War
. Routledge.
ISBN
0415907160
.
- Campbell, Christopher (1981).
Aces and Aircraft of World War I
. Dorset: Blandford Press Ltd.
ISBN
0713709545
.
- Fuller, John F. C.
(1992).
The Conduct of War, 1789?1961: A study of the impact of the French, Industrial and Russian revolutions on war and its conduct
. New York: Da Capo Press.
ISBN
0306804670
.
- Griffiths, William R. (1986). Thomas E. Griess (red.).
The Great War
. Wayne, NJ: Avery Publishing Group.
ISBN
0895293129
.
- Herwig, Holger H. (1997).
The First World War: Germany and Austria-Hungary, 1914-1918
. St. Martin's Press, Inc.
ISBN
0-340-57348-1
.
- Kennedy, Paul (1989).
The Rise and Fall of the Great Powers
. Vintage Books.
ISBN
0679720197
.
- Lyons, Michael J. (2000).
World War I: A Short History
(2 udgave). Prentice Hall.
ISBN
0130205516
.
- Marshall, Samuel L. A. (1964).
The American Heritage History of World War I
. American Heritage: Oxford University Press.
ISBN
0517385554
.
Nedenfor er der links til ti artiler fra The National Archives hjemmeside, som følger en rejse langs Vestfronten af Gordon Lawson, der fokuserer pa krigsmindesmærker og kirkegarde, som findes langs med den.
|
---|
|
Krigsskue-
pladser
| |
---|
| |
---|
Tidslinje
| Tidligere konflikter
| |
---|
Forspil
| |
---|
1914
| |
---|
1915
| |
---|
1916
| |
---|
1917
| |
---|
1918
| |
---|
Andre konflikter
| |
---|
Efterfølgende konflikter
| |
---|
|
---|
Aspekter
| Krigsførelse
| |
---|
Civile indvirkninger
Grusomheder
Fanger
| |
---|
Aftaler
Traktater
| |
---|
Konsekvenser
| |
---|
|
---|
|