Flandern
nederlandsk
:
Vlaanderen
|
---|
Flag
|
Vabenskjold
|
|
|
|
Nutidens belgiske Flandern (mørkegrøn), vist i
Belgien
og
Europa
. Bruxelles betragtes i nogle sammenhænge som en del af Flandern og i andre sammenhænge særskilt.
|
Overblik
|
---|
Land
|
Belgien
|
---|
Ministerpræsident
|
Geert Bourgeois
|
---|
Regionshovedstad
|
Bryssel
|
---|
Officielt Sprog
|
Nederlandsk
|
---|
Nationalsang
|
De Vlaamse leeuw
|
---|
Demografi
|
---|
Indbyggere
|
6.444.127
(2015)
|
---|
- Areal
|
13.522 km²
|
---|
- Befolkningstæthed
|
477 pr. km²
|
---|
Andet
|
---|
Tidszone
|
+1 (
CET
)
Sommertid:
UTC
+2 (
CEST
)
|
---|
Hjemmeside
|
www.vlaanderen.be/nl
|
---|
Flandern
er den nordlige,
nederlandsksprogede
del af Belgien. Siden den føderale opdeling af
Belgien
i 1993 er Flandern ogsa en belgisk delstat. Den belgiske statsordning skelner mellem den
Flamske Region
, som ikke omfatter det tosprogede
Bryssel
, og det
Flamske Fællesskab
, som ogsa omfatter de flamske institutioner i Bryssel. Der boede over 6,8 millioner i Flandern 1. januar 2024. Befolkningstætheden 1. januar 2021 var 490 indbyggere per kvadratkilometer.
Det egentlige, historiske Flandern omfatter kun den vestlige del af den nuværende delstat, i dag provinserne
Øst
- og
Vestflandern
omkring
Gent
og
Brugge
. Det historiske Flandern rækker ind i nabolandene, idet det ogsa omfatter
Zeeuws-Vlaanderen
i det nuværende land
Nederlandene
og
Fransk Flandern
omkring
Dunkerque
i Frankrig.
Til Flandern hører
tillægsordet
flamsk
, der ogsa bruges som samlebetegnelse for de
nederlandske
dialekter
, der tales i omradet. Indbyggerne i Flandern kaldes
flamlændere
.
Flandern (officielt:
Vlaams Gewest
, den flamske region) har siden 1993 været en
delstat
i Belgien ved siden af det fransksprogede
Vallonien
og det tosprogede
Bryssel
. Samtidig udgør det Flamske Fællesskab (
Vlaamse Gemeenschap
) en politisk enhed ved siden af det Franske Fællesskab (
Communaute Francaise, Franse Gemeenschap
) og Tysktalende Fællesskab (
Deutschsprachige Gemeinschaft, Communaute germanophone, Duitstalige Gemeenschap
). Forskellen er at fællesskaberne tager sig af uddannelses- og kulturomradet, mens regionerne star for de fleste øvrige opgaver.
Flandern har ? som den eneste delstat ? slaet de styrende organer for regionen og fællesskabet sammen. Dermed fremtræder Flandern som en mere helstøbt delstat end de andre enheder i Belgien: hovedstaden Bryssel er tosproget og har ikke egne myndigheder pa skole- og kulturomradet, regionen Vallonien er ikke identisk med det Franske Fællesskab, og det Tysksprogede Fællesskab star kun for skole- og kulturanliggender, men er ellers en del af regionen Vallonien.
Den tosprogede hovedstad Bryssel er ikke en del af regionen Flandern, men de flamske skoler og andre institutioner hører under Flandern. De flamske indbyggere i Bryssel vælger derfor en del af pladserne i det flamske parlament. Bryssel er ogsa Flanderns hovedstad, da byen er hjemsted for det flamske parlament og regering. Bryssel fungerer ogsa i praksis som økonomisk centrum for Flandern, og en stor del af indbyggerne pendler hertil.
Flanderns alliance med hertugdømmet
Burgund
la i senmiddelalderen til grund for samlingen af de
historiske Nederlande
til et selvstændigt omrade i Europa, omradet som i dag er kendt som
Benelux
.
Flandern betegnede i
middelalderen
et fransk grevskab mellem floderne
Schelde
og
Somme
. Klædeindustrien i de flamske byer Brugge, Gent, Lille og
Ieper
gjorde omradet til et af de rigeste og tættest befolkede i Europa. Verdens første
børs
sa dagens lys i købmandsslægten Van der Beurzes hus i Brugge. Den økonomiske opblomstring lagde tillige grundstenen for den flamske og nederlandske malerkunst (
Memling
,
Van Eyck
), ligesom de ældste tekster pa nederlandsk stammer fra Flandern.
Efter giftemalet mellem den flamske grevinde Maria van Male med den burgundiske hertug Filip den Dristige i 1300-tallet samlede burgunderne Nederlandene til et sammenhængende omrade, der stort set svarer til det nuværende Benelux. I slutning af 1400-tallet kom Nederlandene ind under
huset Habsburg
.
Det nederlandske oprør mod den spansk-habsburgske konge begyndte i den flamske by Steenvoorde i 1566. Det førte omsider til grevskabet Flanderns og hele Nederlandenes splittelse. Omradet ved Scheldeflodens munding gik til den uafhængige Republik Nederlandene, imens den øvrige del forblev under Spanien. I 1667 erobrede den franske konge
Ludvig 14.
omradet omkring Lille og Dunkerque.
Det øvrige Flandern forblev under spansk-habsburgsk, senere østrigsk-habsburgsk herredømme. Da de sydlige nederlande løsrev sig i 1830 og dannede Belgien, blev Flandern ogsa en del af den nye stat. Fra det tidspunkt af bliver betegnelsen Flandern brugt for hele det nederlandsktalende omrade i Belgien.
Nogle af
1. verdenskrigs
hardeste kampe fandt sted i Flanderns skyttegrave omkring
Passendale
og middelalderbyen
Ieper
, der blev totalt ødelagt. I alt døde eller faldt et sted mellem en halv og en million mennesker. Briterne mindes kampene hvert ar den 11. november, nar de bærer en valmueblomst. Valmuen er en henvisning til John McCraes krigsdigt "
In Flanders Fields
". Selv efter 90 ar, findes ueksploderede granater, nogle fyldt med
sennepsgas
. Nogle bønder i Flanderen har ogsa senere mistet livet, da de under bearbejdning af jorden, har udløst en af de millioner af granater der blev afsendt, men ikke eksploderede.
Da
Julius Cæsar
kom til
Gallien
, var landet beboet af det germanske folk
menapierne
samt de keltiske folk,
morinerne
og
atrebaterne
. I slutningen af den
romerske kejsertid
udgjorde det nuværende Flandern en del af provinsen
Belgia secunda
, men for øvrigt er dets ældste historie næsten ganske ukendt, og det romerske herredømme og dets kulturpavirkninger forsvandt sporløst, da
frankerne
ved
folkevandringernes
begyndelse langsomt skød sig ind over landet. I
merovingertiden
kaldtes det
pagus Mempiscus
, og navnet Flandern dukkede først op samtidig med
kristendommens
indførelse i slutningen af
600-tallet
som betegnelse for egnen omkring
Brugge
. Omradet havde lidt meget under
normannernes
plyndringer efter
Karl den Stores
død, og ved
forliget i Verdun
ar
843
tilfaldt landet
Karl den Skaldede
. Han oprettede
markgrevskabet
Flandern, som han betroede til en kriger,
Balduin Jernarm
, der ægtede hans datter Judith. Fra de to nedstammer den senere flanderske greveslægt.
Balduin fik
864
grevskabet som arveligt
len
. Han formaede at holde normannerne borte, men efter hans død i
878
vendte de atter tilbage. I
900-tallet
herskede en række grever, der skiftevis førte navnet Balduin eller Arnulf.
Balduin 4. af Flandern
(
988
?
1036
) bemægtigede sig
Valenciennes
og kom derved i trid med
kejser
Konrad 2. af Tyskland
, men han var heldig i kampen og erhvervede nogle besiddelser i nærheden af
Gent
samt de
zeelandske øer
. Efter den tid skelner man mellem det egentlige Flandern, Kronflandern, der var et fransk len, og de erobrede omrader, Rigsflandern, som greverne havde til len under det
tysk-romerske rige
.
Balduin 5. af Flandern
(
1036
?
1067
) knyttede for en tid
Hainaut
til sine øvrige besiddelser gennem ægteskab, mens de zeelandske øer derimod gik tabt til greven af Holland. Sønnen
Balduin 6. af Flandern
(1067?
1071
) var gift med Richilde af Hainaut, men overlod ved sin død regeringen til sin broder
Robert Friseren af Flandern
(1071?
1093
), der overvandt Richilde ved
Cassel
i 1071 uden dog at kunne forhindre, at hendes søn tiltradte regeringen i Hainaut. Roberts søn,
Robert 2. af Flandern
(1093?
1111
), deltog i det første
korstog
, hvor man tilbød ham
Jerusalems
krone, som han dog afslog. Hans søster, Edele, ægtede
Knud den Hellige
, og da sønnen
Balduin 7. af Flandern
døde barnløs i
1119
, arvede deres søn
Karl den Danske
Flandern (1119?
1127
). Han holdt god orden i grevskabet og var en dygtig hersker, hvis ry bredte sig langt ud over landet.
Da Karl den Danske blev dræbt under et oprør i Brugge og ikke efterlod sig arvinger, fik kong
Ludvig 6. af Frankrig
borgerne til at støtte hans
prætendent
,
Vilhelm af Normandiet
. Da denne imidlertid ikke holdt sine store løfter, forlod byernes borgere hans sag, og Gent og Brugge valgte
Didrik af Alsace
til deres greve (
1128
?
1168
). Han blev efterfulgt af sønnen
Filip af Flandern
(
1168
?
1191
). Ved dennes død fik søsteren Margrete magten. Hun var gift med Bauduin af Hainaut, hvorved Hainaut og Flandern atter forenedes, og da
Filip 2. august
ville inddrage landet som et hjemfaldent len, blev hun tilgivet ved at afsta omradet ved det senere
Artois
. Med deres søn
Balduin
, der deltog i det fjerde korstog og blev valgt til kejser i
Byzans
, uddøde Balduin Jernarmens mandlige efterkommere i
1206
. Filip August bemægtigede sig for en tid grevskabet, men lod sig dog bevæge til at give det tilbage til Balduins datter Johanne, mod at hun afstod Valenciennes til Frankrig. Da Johanne døde
1244
, overtog hendes søster Margrete regeringen. De egentlige herrer var dog borgerne i byerne, som hun gav vidtrækkende privilegier.
Under den gamle greveslægt havde der efterhanden udviklet sig en virkelig flamsk nationalfølelse. Fyrsterne havde holdt adelen nede og beskyttet stæderne, og Flandern blev hurtigt Nordeuropas egentlige handelscentrum. Særlig var Brugge en blomstrende stad, og som sæde for Nordeuropas største pengemarked og et af
hansestædernes
kontorer blev byen den store omladningsplads for
Østersøens
og
Middelhavets
varer, især efter at den
italienske
handel fra
1318
var begyndt at ga søværts til Flandern. Landet var dog ikke blot modtagende, men ogsa ydende, og dets tæpper og vævede
uldstoffer
var en eftertragtet handelsvare overalt i Europa. Borgerne og bønderne, der ligeledes nød en større frihed end der var almindeligt for perioden, havde været trofaste mod det gamle
dynasti
. Nu blev det afløst af en ny slægt, hvis politik ikke svarede til landets interesser, og hvis ridderlige hofliv og ødselhed stillede store krav til borgernes skattebetalinger. Intet under, at de lavere stænder derfor satte hardt mod hardt, og at Flanderns historie i den følgende tid var en vedvarende kamp mellem byerne og greven, der i reglen fik hjælp fra Frankrig.
Margrete overdrog ved sin død i
1280
sine lande mellem sine to sønner.
Jean d'Avesnes
af første ægteskab fik Hainaut, medens Flandern tilfaldt den yngre
Gui de Dampierre
. Denne kom snart i strid med højborgerskabets rad i Gent og Brugge, der klagede til Frankrig, mens greven opsagde
Filip 4. den Smukke
huldskab og troskab og sluttede forbund med
Edvard 1. af England
. Filip erobrede imidlertid landet, og Gui blev sat i fransk fangenskab i
1300
. Det lavere borgerskab harmedes imidlertid over franskmændenes skatteinddrivelser. Under ledelse af
Peter de Coninck
dræbte de den fremmede garnison i Brugge og tilføjede den franske ridderhær et forsmædeligt nederlag ved
Courtrai
i
1302
. Gui døde
1305
, og Filip sluttede en hard fred med hans søn og efterfølger
Robert de Bethune
(1305?
1320
). Nu blev Flanderns territorium betydeligt indskrænket, men da byerne nægtede at anerkende den, kunne striden først betragtes som afsluttet i 1320. Den havde styrket borgerstyrets og
lavenes
, sag og gjort grevens magt næsten illusorisk. Borgerne i Brugge holdt endog i en periode Roberts søn, grev
Ludvig af Nevers
, fanget, men
Filip 6. af Frankrig
blandede sig i forholdene og genindsatte ham efter sejren ved
Cassel
1328
.
Under
Hundredarskrigen
mellem Frankrig og
England
var greven en tro tilhænger af Frankrig, mens borgerstanden var engelsksindet. England var det store marked, der forsynede dem med uld, og væverierne var stadig landets hovedindtægtskilde. Da greven havde beslaglagt engelske skibe, svarede
Edvard 3. af England
igen ved at forbyde udførsel af uld fra England. Det fik Gent, der nu havde afløst Brugge som den vigtigste by i Flandern, til at gøre oprør under ledelse af
Jakob Artevelde
i
1337
. Borgerne krævede, at landet skulle holde sig neutralt, for at "ulden kunne komme ind i Flanderne". Greven matte flygte til Frankrig, og Artevelde blev den egentlige regent, men da han nærmede sig England i højere grad, end mange fandt det fornuftigt, blev han dræbt under et opløb i
1345
. Det følgende ar faldt grev Ludvig af Nevers ved
slaget ved Crecy
, hvorpa byerne villigt hyldede hans søn Ludvig. Flandern tog ikke meget del i de ydre kampe i den følgende tid, men landet selv blev hærget af borgerkrig. Købmændene og den højere borgerstand søgte at fratage lavene deres magt, og by rasede mod by. Gent plyndrede saledes en mindre by, fordi dens borgere havde givet sig til at lave en type sort klæde, som genterne mente at have eneret pa.
I slutningen af sin regering blev grev Ludvig fordrevet af folkepartiet, der lededes af Jakob Arteveldes søn Filip, men
Karl 7. af Frankrig
tog sig af hans sag og vandt en blodig sejr ved
Rosebeeke
, hvor Filip faldt i
1382
. Aret efter døde grev Ludvig, og Flandern tilfaldt
Filip den Dristige af Burgund
, der var gift med hans datter Margrete. Efter at byerne havde anerkendt den ny greve-hertug ved freden i
Tournai
i
1385
, var landets historiske rolle stort set slut. Det blev et led i den store
burgundiske
magtbase, og det gik efterhanden tilbage med byernes vidtstrakte, kommunale selvstyre, omend ikke uden kamp. Handel og industri blomstrede imidlertid stadig, og i
Hubert
og
Jan van Eycks
værksted viste den
nederlandske renæssance
sine bedste arbejder. Landets og folkets rigdom var bekendt viden om, og ligesom man pastod, at
Milano
var det bedste
hertugdømme
, sadan sagde man, at Flandern var det bedste grevskab.
Da den burgundiske mandslinje uddøde med
Karl den Dristige
i
1477
, gik Flandern over til hans datter Marie, der var gift med den senere tyske kejser
Maximilian 1.
. Derved blev landet knyttet til de øvrige
habsburgske
lande under
Karl 5.
, og lensforholdet til Frankrig blev ophævet ved freden i
Madrid
i
1526
. I 1548 blev Flanderne forenet med de 16 andre nederlandske provinser til den 10. sakaldte burgundiske kreds. Under den nederlandske frihedskrig sluttede Flandern sig en tid til de nordlige provinser, men blev vundet tilbage til det habsburgske
Spanien
af
Alexander Farnese
. Ved den
westfalske fred
i
1648
blev den nordligste del af landet afstaet til
Nederlandene
, og ved
Pyrenæerfreden
i
1659
tabte man Artois til Frankrig. Disse tab af land blev videreført, da
Ludvig 14. af Frankrig
erhvervede en række grænsefæstninger ved de følgende fredsslutninger i
Aachen
,
Nijmegen
og
Rijswick
. I
1794
blev hele Flandern erobret sammen med de øvrige spanske nederlande af
Jourdan
, og landet blev forenet med revolutionstidens Frankrig under navn af henholdsvis departementerne
Lys
(Vestflandern) og
Escaut
(Østflandern). Pa
Wienerkongressen
i
1814
blev Flandern overdraget til
Kongeriget Nederlandene
, som det var en del af, indtil de sydlige Nederlande løsrev sig i
1830
og udrabte staten
Belgien
.
- Troels Balslev Wigender: "Helgenkongens søn" (
Skalk
1986 nr. 1; s. 16-17)
51°00′N
4°30′Ø
/
51°N 4.5°Ø
/
51; 4.5