Niccolo Paganini
|
---|
|
|
Født
| 27. oktober
1782
Genova
,
Italien
|
---|
Død
| 27. maj
1840
(57 ar)
Nice
,
Frankrig
|
---|
Gravsted
| Villetta kirkegard
|
---|
Ægtefælle
| Blev aldrig gift
|
---|
Familie
| Nicolo Samuele Paganini
(ukendt)
|
---|
|
Elev af
| Alessandro Rolla,
Rodolphe Kreutzer
, Gasparo Ghiretti, Ferdinando Paer
|
---|
Beskæftigelse
| Violin virtuos
[1]
,
violinist
, klassisk komponist
,
komponist
,
guitarist
, bratschist
|
---|
Elever
| Camillo Sivori
|
---|
Kendte værker
| 24 Capricer for soloviolin
, 1. violinkoncert
, 2. violinkoncert
, 5. violinkoncert
, 3. violinkoncert
med flere
|
---|
Genre
| Kunstmusik
|
---|
|
Udmærkelser
| Den gyldne spores orden
|
---|
|
|
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
.
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
|
Niccolo Paganini
(født
27. oktober
1782
i
Genova
, død
27. maj
1840
i
Nice
) var en
italiensk
violinist
og
komponist
.
Paganini var
virtuos
pa sit instrument, sin tids største violinist, og udøvede betydelig indflydelse pa udviklingen af violinspillets teknik. Han pavirkede senere komponister som
Berlioz
,
Chopin
,
Liszt
og
Schumann
. Han har komponeret en række værker for violin, nogle fa værker for
guitar
, samt en del
kammermusik
for violin og guitar.
Nicolo Paganini blev født i Genova den 27. oktober 1782. Faderen, en uformuende købmand, lærte tidlig drengen at spille mandolin og guitar, og da han opdagede hans musikalske evner, lod han ham lære at spille
violin
hos
Giacomo Costa
, domkapelmester og den mest fremragende violinist i Genova. Allerede i
1793
optradte han offentlig med nogle af ham selv komponerede variationer over Carmagnolen, og i 1795 kom han under Rolla’s vejledning. Paganini, der hidtil havde været fuldstændig under kontrol af faderen, en hard og barsk mand, følte sig nu trykket af dette formynderskab, og under en Udflugt til Lucca i 1798 benyttede han lejligheden til at unddrage sig det, idet han ikke vendte hjem, men turede rundt i andre italienske byer. Og, som det sa ofte gar, da han endelig var undsluppen den strenge faderlige tugt, slog han over i den modsatte yderlighed, forfaldt til spil og anden letsindighed, og dette, i forbindelse med de ihærdig drevne studier, bidrog sit til at undergrave hans i forvejen alt andet end stærke helbred. Imidlertid medførte det ogsa et ganske praktisk resultat for ham, idet han, da han engang i
hasard
bavde bortspillet alt, hvad han ejede, lige til sin violin, modtog en ægte
Josef Guarnerius
som gave af en af sine velyndere, og denne violin blev hans yndlingsinstrument og betragtes nu som en af Genovas seværdigheder.
Nogle ar opholdt han sig hos fyrstinde Bacchiocchi i Lucca ? den mystiske melankoli, der prægede hans træk, havde hele hans liv igennem en egen tiltrækningskraft pa det smukke køn ? men i 1808 begyndte han igen sine urolige vandringer, fejrede i de følgende 19 ar triumf pa triumf rundt omkring i Italiens byer og indlod sig ogsa i sejrrig væddekamp med flere af datidens berømteste violinister, som Lafont og Lipinski.
I Venezia ægtede han sangerinden Antonia Bianchi ? et ulykkeligt ægteskab, plaget af skinsyge ? og havde med hende sønnen Achille, som han ved sin død efterlod en formue pa et par millioner; thi penge havde han formaet at skrabe sammen, og holde pa dem forstod han ogsa, lige indtil gerrighed.
Først i 1828 rejste Paganini over
Alperne
, og i
Wien
vakte han en ligefrem Paganini-feber; alt blev opkaldt efter ham: hatte, handsker, støvler og madvarer, og hans billede blev anbragt pa de mest urimelige ting. En lignende opsigt vakte han i
Berlin
,
Paris
og
London
, men under alle disse strabadser øgedes hans sygdom, strubetæring; et ophold i det sydlige Frankrig bragte ikke den forventede forbedring, og døden indhentede ham i Nizza i hans 58. ar.
Nar Paganini udøvede denne vidunderlige, næsten magiske indflydelse pa sine tilhørere, som alle, til hvilket parti de end hører, er enige om at fremhæve, skyldtes det ikke alene den omstændighed, at han til fuldkommenhed sad inde med alle de tekniske evner og egenskaber, som ellers hver for sig karakteriserer virtuoserne af de forskellige skoler: en sjælfuld, indsmigrende tone, stralende bravur i passager, dobbeltgreb,
flageolet
,
pizzicato
for begge hænder og sa videre, heller ikke de originale og bizarre kunstgreb, fx omstemning af de enkelte strenge, hans spil pa G-strengen alene, hvormed han overraskede og imponerede selv de kyndigste blandt sine tilhørere; der var i hans dybt personlige og geniale kunstnertemperament noget for sig, noget næsten dæmonisk, der yderligere støttedes af hans ejendommelige ydre, den magre, næsten spøgelseagtige skikkelse, med de løst hængende sorte klæder, det lange mørke har, det dystre blik; intet under, at alt dette gav anledning til de særeste og sælsomste legender, om hans forbindelse med djævelen, om mystiske elskovseventyr med tilhørende drab og ophold i mørke fængsler og sa videre, rygter, som han maske ikke altid var særlig ivrig efter at fa aflivet. Ogsa hans kompositioner bar præg af denne forunderlige og bizarre genialitet; har de end væsentlig deres styrke i det rent tekniske, rummer de dog hist og her sa megen musik, særlig hans Opus 1, de 24
kapricer
, at Schumann (Opus, 3 og 10) og
Liszt
(Opus 66 og 83) har kunnet benytte dem til grundlag for betydningsfulde klaverværker.
- Guhr
:
Uber Paganini’s Kunst, die Violine zu spielen
; 1829.
- A. Niggli
:
Paganini
; Leipzig 1882.
- Julius Max Schottky
:
Paganini’s Leben und Treiben als Kunstler und als Mensch
,
mit unpartheiischer Berucksichtigung der Meinungen seiner Anhanger und Gegner
. Forlag:
J. G. Calve
’sche Buchhandlung, Praha 1830. Reprint Vaduz/Liechtenstein 1990
- Johann Christian Lobe
: "
Der Wundermann auf der G-Saite
", i
Die Gartenlaube
1872, hefte 1 s. 9?11 og hefte 2 31?32 (pa den tysksprogede
Wikisource
)
- Francois-Joseph Fetis
:
Biographical notice of Nicolo Paganini
,
with and analysis of his compositions and a sketch of the history of the violin
. Forlag: Schott & Co. London 1876 ? i Internet Archive ? online
- A. Niggli
:
Nicolo Paganini
i Paul Graf von Waldersee (red.)
Sammlung musikalischer Vortrage
Vierte Reihe Nr. 44/45. Forlag: Breitkopf und Hartel, Leipzig 1882, S. 279?350
- Anonym: "
Erinnerungen an Paganini
". I
Die Gartenlaube
1884, hefte 7, s. 121
- Stephen Samuel Stratton
:
Nicolo Paganini: His life and work
.
The Strad Library
, No. XVII. Charles Scribner’s Sons, New York 1907 ?
Project Gutenberg
? online
- Jacques Gabriel Prod’homme
:
Paganini
.
Forlag: H. Laurens, Paris 1907. Oversat til engelsk fra fransk af Alice Mattullath. Forlag Fischer, New York 1911 ? i Internet Archive ? online
- Julius Knapp
:
Paganini. Eine Biographie.
Schuster & Loeffler (1. udgave, Berlin 1913), 9.?12. udgave 1922 (online i Internet Archive)
Artiklen er en kopi af artiklen:
"Paganini, Nicolo"
i
Salmonsens Konversationsleksikon
, 2. udgave, bind XVIII; København 1924; s. 748-749
forfattet af
S. Levysohn
- ^
Navnet er anført pa engelsk og stammer fra
Wikidata
hvor navnet endnu ikke findes pa dansk.