Denne artikel eller dette afsnit er forældet . Teksten er helt eller delvist kopieret fra en gammel udgave af Dansk Biografisk Leksikon , og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik ( Lær hvordan og hvornar man kan fjerne denne skabelonbesked )

Frederik Paludan-Muller
Personlig information
Født	7. februar 1809 Kerteminde , Danmark
Død	27. december 1876 (67 ar), 1876 , 28. december 1876 (67 ar) København , Danmark
Gravsted	Asminderød Kirkegard
Far	Jens Paludan-Muller
Søskende	Caspar Paludan-Muller , Jens Paludan-Muller
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Københavns Universitet
Beskæftigelse	Forfatter , digter
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Titulær professor (1854) , Kommandør af Dannebrog (1875) , Dannebrogordenens Hæderstegn (1869)
Information med symbolet hentes fra Wikidata . Kildehenvisninger foreligger sammesteds.   [ rediger pa Wikidata ]

Frederik Paludan-Muller (født 7. februar 1809 , død 28. december 1876 ) var en dansk digter . Frederik Paludan-Muller ? af sine nærmeste altid kaldet Frits ? blev født i Kerteminde som fjerde søn af præsten Jens Paludan-Muller ? senere biskop i Aarhus 1830-1845 og bror til historikeren Caspar Paludan-Muller , 1805-1882

Moderen skal have været meget opvakt, ikke uden digterisk begavelse; hun var i høj grad nervøs og allerede under sønnens første opvækst overspændt indtil sindssygdom , sa Frederik Paludan-Muller i sine barndomsar levede mellem søskende og kammerater en smule "for Lud og koldt Vand", som han selv senere sagde.

Dog mindedes han bestandig med stor kærlighed Kerteminde og var fuld af anekdoter om snurrige originaler derfra, som han ogsa har indført i rigt mal i sit sidste store arbejde, Ivar Lykkes Historie .

Jura som brødstudium [ rediger | rediger kildetekst ]

Da faderen 1819 blev stiftsprovst i Odense , gennemgik Frits latinskolen der og kom 1828 som student til København . Han var meget tidlig begyndt at skrive vers og ma i skoletiden have skrevet en mængde; dog regnedes han blandt studenterne fra 1828 ikke til "de 4 store Poeter", ^[1] men kun til ≪de 12 smaa≫ ^[2] Men dengang skrev jo alverden vers, og blandt de unge var det vanskeligt at skelne mellem kaldede og ukaldede. Hans fader holdt ham naturligvis til et brødstudium ( jura ); han tog juridisk eksamen 1835 , men gjorde senere i livet aldrig brug af den som adkomst til nogen ting.

Et selskabsegnet 'verdensbarn'

Han var vistnok sa ideelt anlagt, som et menneske nogen sinde har været, men det forhindrede ikke, at han dog i sin ungdom i høj grad var, hvad man kalder et verdensbarn. Med sin slanke ynglingeskikkelse, sine ædle og fine ansigtstræk , fyrige og dybtliggende mørkebla øjne og lysebrune, krøllede har var han ikke ilde set af det andet køn; desuden anede man, at der i denne yngling boede mere end i de fleste. Hans sprudlende og overstadige lune gjorde ham til livet i selskaberne.

Allerede i sine første studenterar følte han sig draget til en kreds af kvindelige slægtninge, døtre af professor Caspar Abraham Borch i Sorø ^[3] Til den ene af dem, Andrea, der var over 20 ar ældre end han og gift med den berømte norske naturforsker Christopher Hansteen ^[4] , sluttede han sig med en slags tilbedende venskab og skriftede ogsa abenhjertig sine ungdomsdarskaber for hende: hans bevarede breve viser, at han af egen erfaring vel kendte de fristelser, som han senere skildrede i Adam Homos ungdomsliv ("Piger, Vin og Kortenspil").

Kvaler efter udskejelserne

Han udtaler ogsa i oprigtige ord de andelige kvaler og den anger, som følge efter udskejelserne; men samtidig kan han ikke lade være at ærgre sig over, at han " kan være lystig, fornøjet, spøge og spase, gøre Kommers og bære sig, som han ikke vidste, hvor han skulle anbringe de tusend Løjer og Indfald, som for andres Øjne sidde en pa Læberne og i Blikket, ja lyve allerstærkest, nar Sandheden gærne styrtede frem i tusende Taarer ".

Han var dengang ogsa en læser og beundrer af Heinrich Heine : han sender fru Hansteen hans ≪Reisebilder≫ med ønsket om, at det ma fornøje hende at læse dem, hvorpa han tilføjer: " den fromme Charite (dvs.: fru Hansteens yngre søster og Frederik Paludan-Mullers senere hustru) vil sagtens korse sig nogle Gange over dem; men i Grunden tror jeg, at det er en meget gudfrygtig Bog ".

Kad galning

Han var i denne periode noget af en smægtende Cherubino d'Amore og noget af en kad galning, som uden videre hensyn tillod sig allehande ting, der spillede pa grænsen af, hvad der ansas for at ga an.

En gang under et feriebesøg hos sin fader i Aarhus bispegard behagede det ham pa et klubbal at gøre voldsom kur til en ung købmands kone, som især tiltrak sig hans opmærksomhed ved en højrød kjole , og han havde frem for alt en kostelig morskab af at gøre manden, " som lignede en Bulbider ", rasende jaloux .

Allerede tidligere havde den gamle biskop faet en skriftlig anmodning om at holde sin søn i ave; men det var, som man ser, lettere sagt end gjort. Selv nar han var kadest, bevarede hans væsen dog altid præg af en vis aristokratisk ynde.

I hans ældre ar gjorde hans personlighed et indtryk, som en bekendt samtidig træffende karakteriserede med ordene: Marquis ? Marquis lige ud i fingerspidserne! og om han end i ungdommen har været noget skødesløsere med sin person , sa har det ogsa nok passet dengang.

Allerede som student stor yndest som digter [ rediger | rediger kildetekst ]

Imidlertid havde han allerede som student vundet stort ry og yndest som digter . Han debuterede 1831 med et større lyrisk digt: Raab til Polen , der flammer af ungdommelig begejstring og allerede er meget sikkert i formen. Aret efter kom Fire Romancer ^[5] , der er mindre ejendommelige, og det femakts-skuespil Kjærlighed ved Hoffet , det eneste af hans arbejder, som har ført et varigt, skønt aldrig stærkt fremtrædende, liv pa scenen, i det væsentlige et produkt af læsning i Shakespeares lystspil og Carlo Gozzis ^[6] maske komedier , men blændende elegant i formen og med mange smukke partier.

Langt betydeligere var det fortællende digt Danserinden (1833), affattet i ariostiske ^[7] stanzer. ^[8] Den erotiske tragedie , som digtet fortæller, er yderlig let og spinkel og giver mere anledning til stemningsmalerier end til plastiske karakteristikker af figurerne; men den er helt overgroet af digteriske slyngplanter: refleksioner, lyriske passager eller harcelerende og ironiske andrigheder. Til trods for nogen ubestridelig pavirkning af Byrons Don Juan er digtet i det hele dog meget ejendommeligt og henrivende poetisk: samtiden modtog det med jubel, og " alle vare enige om ", som Johan Ludvig Heiberg udtrykker sig, " at Paludan-Muller var den største danske Digter, som havde existeret ".

Amor og Psyche [ rediger | rediger kildetekst ]

Og maske endnu mere beundret blev det lyrisk- mytologiske drama Amor og Psyche (udkom 1834), som først og fremmest forbavsede ved den mest blændende sproglige virtuositet, der tumler en rigdom af vanskelige versemal som i den letteste dans .

Skønt motivet er taget af den antikke mytologi, er stilen i dette og Paludan-Mullers efterfølgende mytologiske dramer aldeles ikke pavirket af antik litteratur og kunst , men af moderne romantiske digtninger eller balletter.

Ogsa i Amor og Psyche var der meget poetisk, dybsindigt og dybt følt, men ganske vist ogsa nogen tom metrisk jonglørkunst. Og ved siden af al den højrøstede og overdrevne anerkendelse gik der ogsa en del misfornøjelse, især fra nogle ældres side, som fandt, at dette dog var mere klingklang end malm .

Der findes i et brev fra Adam Oehlenschlager et meget hvast og vittigt udfald mod Amor og Psyche , og det vides om Poul Martin Møller , at han var en streng kritiker over Paludan-Mullers ungdomspoesi, som han sikkert har henregnet til den slags, " som døver Folket med sit Lirespil ". Derimod fandt Paludan-Muller venskab og støtte hos J. L. Heiberg, der ikke alene forstod at vurdere hans sjældne tekniske talent, men ogsa havde blik for hans dybere ejendommelighed (om hans senere produktion har Heiberg udtalt sig i de højeste toner). Paludan-Muller blev i sine yngre ar, indtil sit ægteskab , en stadig gæst i det heibergske hus. Ogsa hos F.C. Sibbern fandt han den varmeste anerkendelse og fra Christian Molbechs ^[9] side en næsten overstadig beundring.

De vrangvillige kritikere gik af med sejren

Foreløbig var det dog snarest hans mere vrangvillige kritikere, som gik af med sejren. De fem seks ar, som fulgte efter hans ovennævnte ungdomspoesier, bragte intet større arbejde, som forøgede hans ry, og publikum vendte sig mere fra ham.

Han udgav (1836?38) et par bind Poesier med romantiske dramer ("Æventyr i Skoven", "Alf og Rose", "Fyrste og Page"), med smukke poetiske fortællinger ("Vestalinden", "Slaven", "Beatrice") og lyriske digte, hvoraf flere udmærkede, hvis affattelsestid dog ikke med sikkerhed kan bestemmes nøjere.

Til hævn over en nedsættende kritik skrev han det polemiske digt Trochæer og Jamber (1837). Hans sprudlende ungdomslune skal have tabt sig henimod aret 1838 og var gaet over i en mørk og bitter stemning. Der forestod store indre kriser i hans liv.

Der forestod store indre kriser i hans liv

Meget ejendommeligt for digteren havde det været, at han allerede i "Danserinden" ? skrevet i hans 23.-24. ar ? havde talt ligesom af erfaring om den stund i livet, " da Betragtningstimen slaar ", og da det er forbi ikke blot med dansen, men ogsa med livets gyldne hab og de smukke drømme slotte .

Ved siden af verdensbarnet i ham groede der meget tidlig op en vis trang til at fly fra verden til et andeligt enebo , en trang, der efterhanden kommer stærkere og stærkere frem i hans produktion; ? men her ma det overhovedet bemærkes, at der i hans arbejders ideer fra ungdommen til alderdommen er en ualmindelig indre sammenhæng: han " byggede i Dybden ", og han kan med lange mellemrum vende tilbage til tidligere tanker og udarbejde dem i nye former.

Det har sikkert ogsa betydning for forstaelsen af hans yngre ar at lægge mærke til, hvorledes han senere under forskellige skikkelser kommer tilbage til forestillingen om den særegne lidelse , som matte opsta deraf, at døden ikke ville indtræffe til sin rette time, idet livet pa overnaturlig vis forlængedes i det evindelige eller dog langt ud over malet (Tithon, Ahasverus, Don Diego i Ungdomskilden ).

Ingen robust kærlighed til livet

Dette tyder just ikke pa nogen meget robust kærlighed til livet; og nar døden pakaldes som befrier fra den indre strid, den dobbelthed, som mennesket bærer i sig, mellem ≪den unge Mand≫ med svulmende livskraft, med fyrige drifter og attraer og " den gamle Mand " med overlegen livserfaring og modnet fornuft ( Ungdomskilden ), da ligger der vistnok indre erfaringer hos digteren til grund derfor.

Hans digtekunst viser jo ogsa pa en gang en overdadig fantasi og hu til at udmale og instrumentere livets rigeste og mest glimrende festligheder (mytologiske bryllupper og lignende) og tillige i diametral og dualistisk modsætning dertil en stor kærlighed til ensomhedens tillokkelser, resignationens styrkende og andelig optugtende enkelhed.

Han har undertiden, som i Kalanus , stillet modsætningen mellem disse to andsretninger skarpt og med overordentlig dramatisk virkning op imod hinanden; og det er hos ham altid den sidstnævnte retning, der gar af med sejren og æren : askesens og uverdslighedens and fremstilles som den gode, der kaster sit spottende og ringeagtende blik tilbage mod den almindelige verden. Paludan-Muller har et varmt hjerte og er ingenlunde blaseret; men han er dog pessimist.

Og tanken om hin psykologiske dobbelthed far desuden pa et par steder i hans digtekunst en ganske særlig vending, der formodentlig ogsa har et udgangspunkt i digterens personlige oplevelser: det synes, som om " den gamle Mand " i Paludan-Muller i et eller andet afgørende øjeblik i hans ungdomsliv, da det gjaldt om med kækt livsmod at gribe til og vinde lykken , har lammet " den unge Mands " handlekraft og derved allerede har indviet hans følgende liv til erindringens og den kunstneriske fremstillings virksomhed.

Sygdom [ rediger | rediger kildetekst ]

I en alder af henved 30 ar faldt Paludan-Muller i en farlig sygdom og blev indlagt pa et hospital . Da hans ovennævnte slægtning Charite Borch (født 13. november 1801), som boede i København med sin moder, fik nys herom, tog hun ham straks hjem til dem og plejede ham omhyggelig efter sit hjertes inderste tilskyndelse.

Men hun havde jo derved gjort et skridt, som efter den tids anskuelser var temmelig kompromitterende; og hun kunne næppe være uvidende om, at Paludan-Muller, som var loyaliteten og ridderligheden selv, hvis han helbredtes, ville anse sig for bunden ved sin ære til at tilbyde hende sin hand. Saledes gik det ogsa: han ægtede hende 30. august 1838 . Det blev et ganske ejendommeligt ægteskab, der for hans vedkommende nærmest fik betydning af en slags klostergang .

Ægteskab med den lidt ældre slægtning og sygepasser [ rediger | rediger kildetekst ]

Hustruen var syv otte ar ældre end manden, en tænksom, men tørt reflekterende natur, uden al friskhed eller originalitet, hengiven til abstrakt teologisk - dogmatisk spekulation (hun var i sine senere ar ogsa noget skribentinde i denne retning), men tillige lidenskabelig forelsket i sin mand som person og tilbedende beundrerske af ham som digter, skinsyg vogtende over alt, hvad hun mente kunne forstyrre hans ands og hans hjertes ro eller skade hans helbred. Ægteskabet forblev barnløst. Paludan-Muller selv opfattede det som sit livs lykke og var sin hustru fuldstændig hengiven, derom er der ikke mindste tvivl.

Mellem hans nærmeste var man derimod ikke sa sikker pa, at dette ægteskab ubetinget kunne anses for et held for ham. Det bidrog vel foreløbig til at skaffe ham ro til stor og sammenhængende produktion, det gjorde hurtig ende pa verdensbarnet i ham, pa ungdommens sommerfuglesværmerier og indviede ham helt til det kontemplative og producerende liv, hvortil jo ogsa hans egen natur stundede (i sygdommen havde han ogsa mistet sit smukke, krøllede har og gik fra nu af med en lille paryk).

Nu var "Betragtningstimen" slaet for alvor. For sa vidt skylder litteraturen dette ægteskab meget, sa længe som den baggrund af ungdom og umiddelbar berøring med livet, som en digter dog aldrig kan undvære, stod frisk, i alt fald for erindringen.

Men ægteskabet har sikkert ogsa bidraget til at gøre digteren gammel før tiden ved den uovervindelige skinsyge, hvormed han afholdtes fra mere omfattende berøring med verden, ganske særlig, men ikke alene, nar der var ungdommelig elskværdighed med i spillet.

De københavnske landliggere pa Fredensborg , hvor ogsa Paludan-Muller og hans hustru i senere ar la pa landet, havde meget at fortælle om, hvor bekymret fruen var for, at hendes mand skulle indlade sig i samtale med bekendte, som de mødte pa deres spadsereture; og hun vidste fra sin side ogsa nok, hvor let han i en samtale ? endog en ganske ubetydelig og tilfældig ? kunne blive fyr og flamme. Han blev lidt vel meget muret inde. Og den livsluft, som det forundtes ham i dette ægteskab at indande, blev vel mere æterisk, end det rigtig egner sig for kød og blod. I deres hjem kunne diskussionerne ved aften teen om, hvorvidt det var tilradeligt at spise en lille tvebak endnu, trække temmelig længe ud.

To ars udenlandsrejse og 1841 "Adam Homo" [ rediger | rediger kildetekst ]

Som nygift mand foretog Paludan-Muller sammen med sin hustru med offentlig understøttelse en omkring to-arig udenlandsrejse og udgav derefter 1841 Venus , et mytologisk drama i samme stil som Amor og Psyche . Digtet handler ? karakteristisk nok for det tidspunkt i Paludan-Mullers liv, da det fremstod ? om modsætningen mellem sansernes og fantasiens Verius ("Anadyomene") og hjertets og andens ("Urania").

Første del af Adam Homo blev ikke modtaget særlig godt [ rediger | rediger kildetekst ]

I slutningen af samme ar udkom ogsa første del af det store fortællende digt Adam Homo , der for en væsentlig del behandler en lignende ide, men i det virkelige livs former, idet Alma her svarer til Venus Urania hist: der var, som man ser, kommet en spaltning ind i digterens begreb om kærligheden, en indbyrdes antagonisme mellem det sublime og det sanselige, mellem and og natur , hvorom der endnu ikke havde været tale i Danserinden , der ellers er Adam Homos egentlige forgænger i Paludan-Mullers produktion.

I begge digte er form og vers ens; men i Adam Homo gør det fortællende og skildrende element sig langt stærkere gældende og fremtræder langt mere plastisk og naturtro; i realistisk skildring af virkeligheden gar digteren endog sa dristig til værks, at han udmaler emner, som det gode selskab ? i alt fald pa den tid, for tiderne har forandret sig pa det punkt ? forlangte at man skulle ignorere eller tilsløre. Dette vakte nogen forargelse; og overhovedet gjorde første del af Adam Homo ikke almindelig lykke (lige sa lidt som Venus ): Digteren var endnu i publikums unade, og kun nogle lyriske enkeltheder som Almas sonetter , der afslutter den udgivne del, fandt man uimodstaelige.

Heiberg undsætter sin unge ven med en fin anmeldelse [ rediger | rediger kildetekst ]

Da kom J. L. Heiberg sin unge ven til undsætning med en stor anmeldelse, hvori han med skarp og vittig satire revser publikums vægelsind lige over for Paludan-Muller; da han udgav ungdomsarbejderne, havde man ligefrem " forgudet " ham, senere til gengæld aldeles undervurderet ham, og for de nye digte, som dog var det ypperste og modneste, han havde givet, havde han kun høstet utaknemmelighed.

Heiberg indrømmer vel, at begyndelsen af Adam Homo lider af en vis " bred og diffus Fremstillingslyst ", men hævder dog, at " den hører til vor Litteraturs meget betydelige Frembringeiser "; han papeger ogsa, at digtet gar ud pa noget mere end en almindelig novelle , pa noget typisk, almenmenneskeligt. Dog er det pafaldende, at Heiberg, lige sa vel som det større publikum, foreløbig var meget uklar over, hvor Paludan-Muller egentlig ville hen med det hele.

Femten store ar fra 1841 [ rediger | rediger kildetekst ]

Med de ovennævnte arbejder fra 1841 indledes den store periode i Paludan-Mullers digterliv, som derefter vedvarer i henved 15 ar. Han fortsatte ikke straks Adam Homo , men skød andre arbejder ind imellem begyndelsen og slutningen. Aret 1844 bragte de mytologiske dramer Dryadens Bryllup (egentlig tænkt som begyndelsen til en større, sammenhængende cyklus) og Tithon , der snart efterfulgtes af det fortællende digt Abels Død . Disse arbejder vandt atter digteren mange beundrere for det geniale blik, hvormed han havde opdaget ejendommelige og dybt liggende poetiske motiver i mytologien eller Bibelen , for følelsens rene inderlighed og for det lødige og fuldendte mesterskab i behandlingen.

Som et født talent havde Paludan-Muller i henseende til formen været færdig udviklet, ja næsten alt for udviklet, forinden han endnu havde haft selvstændigt livsindhold nok til at fylde formen med; men i arbejderne fra disse manddomsar er der ligevægt. Intet kan være skønnere eller mere gribende end Dryadens klagesang før hendes død eller scenerne , hvor Tithon ^[10] vender tilbage til jorden efter drømmelivet i Auroras rige. Langt senere skal Paludan-Muller selv have erklæret Tithon for det eneste af sine værker, han selv var tilfreds med.

1845 genoptog Paludan-Muller arbejdet pa Adam Homo [ rediger | rediger kildetekst ]

Fra begyndelsen af 1845 optog Paludan-Muller atter arbejdet pa Adam Homo og udgav de to sidste tredjedele i slutningen af 1848 . Det havde for sa vidt været heldigere, om bogen havde været færdig et par ar tidligere, eftersom alt i den, der havde bestemt hensyn til samtiden, angar tiden før det store gennembrud i foraret 1848, der satte nye opgaver og interesser pa dagsordenen.

Alligevel gjorde bogen meget betydelig opsigt og blev læst og slugt, men højst forskellig bedømt, idet nogle betragtede den næsten som en bog over alle bøger, andre følte sig overvejende frastødte af den.

I den tid, der er forløben siden da, er den af kritikken fra de forskelligste lejre blevet erklæret for et af de fa monumentale værker i hele vor litteratur. I hvert fald er den det eneste værk af dansk digtekunst, som har faet betydning ved sin universelle karakter: den meddeler en hel livsanskuelse og dømmer menneskelivet fra vugge til grav fra altomfattende religiøse ideers standpunkt. I sin universalitet stemmer den ? trods al anden forskel ? Dantes Divina Commedia , og Paludan-Muller havde ogsa tænkt pa med hentydning til Dantes digt at kalde sit " en menneskelig Komedie ", men undlod det for ikke at synes anmassende.

Men med dette høje synspunkt forener sig en overordentlig livagtighed i enkelthederne og et muntert gennemheglende vid, som gør bogen meget underholdende at læse. De to sidste dele have mere end den første karakteren af samfundssatire: digteren viser sig som den stærkt kritisk anlagte and, der tager alle hande samfundsmagter ? præster og adelsmænd , journalister og læger osv. ? under behandling og vasker dem i sin satires skarpe lud .

Ogsa her er fortællingen gennemskudt med en islæt af poetisk refleksion; man kan med god hjemmel antage, at Paludan-Muller efter at have planlagt digtets episke gang ? " Rendegarnet ", som han i et brev kalder det ? i overensstemmelse med sin grundide og mening med det hele gerne modtog impulsen til refleksionerne fra samtale med personer, som han satte pris pa.

For resten aftager dette frit og løst reflekterende element efterhanden noget henimod digtets slutning, idet det enten mere indarbejdes i fortællingen eller helt udsondres der fra, som i Almas digte i sidste del. ? Paludan-Muller var ret stolt over fuldførelsen af sit livs store hovedværk, dog ikke over dets indhold og ideer, men over dets omfang og det store kvantum af arbejde, som var nedlagt i det: overhovedet satte han i alle forhold pris pa det hele, store, sammenhængende.

1854 "Kalanus" og "Ahasverus" [ rediger | rediger kildetekst ]

Efter nogle ars tavshed udgav han 1852 det lille polemiske "Lejlighedsdigt" ? saledes omtalte han det selv ? Luftskipperen og Atheisten og derefter i 1854 to af sine betydeligste digtninger: Kalanus og Ahasverus . I den historiske tragedie Kalanus skildrer han sammenstødet mellem græsk verdslighed og indisk uverdslighed og lader til sidst verdensherskeren Alexander bøje knæ for asketen Kalanus. Ahasverus har han fremstillet ved enden af hans lange levnedsløb og fremkaldt en dommedagsstemning , en dyb sitren gennem verden og gennem hjerterne, der virker med en storartet gribende vemod.

Lovprisning af døden frem for livet

Overhovedet er digteren her pa højden af sin kraft og kunst; men tillige er modsætningerne i hans livsanskuelse spændte til det yderste, og hans lovprisning af døden frem for livet ? hvad enten den fremtræder i kristelig eller i indisk- brahmansk form ? far en vis fanatisk hede. Han er ikke det mindste bange for at forskrække sin samtid med paradokser . Han ansas mere og mere for en slags "Løsgænger" i kirkelig henseende: sa vel i slutningen af Adam Homo som i digtene fra disse ar forekommer der tanker, der fører i retning af katolicismen , hvilken han virkelig ærede som den sande form for autoritær kristendom .

I Ahasverus haner han begreberne tolerance og humanitet , og i Luftskipperen holder hans polemik mod fritænkeren sig ikke fri for et stænk af noget brutalt, som man mindst skulle have ventet fra ham. Alle arbejderne fra denne tid giver udtryk for en lignende overvættes spænding af den religiøse fordring som Søren Kierkegaards næsten samtidige ? dog lidt senere ? voldsomme polemiske optræden mod den bestaende kirke .

Sygdom eller griller

Paludan-Muller følte sig i dette tidsrum, navnlig i de følgende ar, legemlig angreben; der var kommet en vis nervøs uro over ham; han mente ikke at kunne tale at underkaste sig endog den mildeste selskabelige tvang mellem nære venner. Hvor meget der heraf var virkelig sygelighed, og hvor meget der var griller, skal lades usagt. Det var maske en krise, et udslag af en indre kamp for helt at overvinde den gamle Adam, kritikkens dæmon , og underordne sig den religiøse lydighed.

Det er denne ide ? den religiøse lydighed ?, som hans følgende værk, Paradiset ( 1861 ), handler om: der er som altid sindrige tanker og en sleben form; men i sammenligning med hans tidligere produktion mangler det næb og kløer , og til gengæld far man en næsten alt for paradisisk og godmodig barnlighed.

De sidste arbejder [ rediger | rediger kildetekst ]

En tiltagende mathed spores i den voluminøse roman Ivar Lykkes Historie (1866?73), skrevet i en bred og snaksom prosa , og i skuespillet Tiderne skifte (1874). Derimod kunne Paludan-Muller i mindre arbejder lige til det sidste hæve sig til den tidligere energiske flugt, saledes i Kain (1861), i det inderlig følte digt Benedict fra Nursia (1861) (en forherligelse af munke - og eneboerliv ), i den dybsindige og stilfulde novelle Ungdomskilden (1865) og i digterens skønne svanesang Adonis (1874).

Tilhængere i Norden, England og Tyskland og officiel anerkendelse

Efterhanden havde Paludan-Mullers poesi i Danmark og det øvrige Norden (enkeltvis ogsa i Tyskland og i England ) vundet talrige beundrere, mange, der vistnok endog satte ham over alle andre samtidige danske digtere; men de samlede sig aldrig til en masse eller en menighed ? hvad man vil kalde det.

Hans fornemme og fuldendte kunst, lagt for dagen gennem en række mesterværker, der la over den store mængdes horisont, gav ham vel en litterært uangribelig stilling og medførte ogsa officiel anerkendelse (digterpension allerede fra Christian 8. 's tid, senere den højeste digterpension pa den første konstitutionelle finanslov , professortitel (1854) og i hans sidste levetid ( 1875 ) Dannebrogs Kommandørkors ); men "folkelig" var og blev han alligevel ikke, og det folkelige var den gang nummer et.

Han blev aldrig indskrevet i det mægtige og opinionen beherskende national-liberale partis gyldne bog, som dog indeholdt langt ubetydeligere navne ? fra sin side følte han sig heller ikke draget til partiet og dets ordførere.

For resten var han sa varm en fædrelandsven som nogen; ytringer heraf forekommer ogsa før 1848; under den pafølgende krig hørte han til de ikke længere unge mænd ? deriblandt flere bekendte ? som lod sig indøve i vabenbrug; og navnlig hans senere værker, Ivar Lykke og flere lyriske digte (f.eks. den bekendte sang Fremtidsmaalet ), bærer vidne om hans hjerte for fædrelandet. Politiker kunne han efter sin natur aldrig blive: pa dette omrade svingede hans stemning mellem de største yderligheder.

Ihvorvel han i det hele var afgjort kongeligsindet og i Ahasverus endog taler med flammende begejstring om kongedømmet af Guds nade, skal han dog, som et troværdigt vidne har berettet, være hørt at rabe " Konstitutionen leve! " pa slotspladsen i marts 1848. Sagen var, at han havde meget lidt tilovers for Frederik 7. , i alt fald sa længe han levede; thi efter kongens død var han ligesom andre fædrelandsvenner grebet af dyb uro for, hvad dette dødsfald kunne medføre, og udtalte det blandt andet i et skønt lejlighedsdigt.

Tilbagetrukket tilværelse [ rediger | rediger kildetekst ]

Ligesom enkelte andre betydelige digtere fra hin tid levede Paludan-Muller tilbagetrukket, udelukkende i privatlivet i sit eget eller sine nærparørendes hjem. Han havde slet ingen hu til mere spredt selskabelighed; desuden levede han, i alt fald indtil sine senere ar, i temmelig sma kar. Til trods for hans strenge dom over verden var hans sind dog alt andet end mørkt eller melankolsk : ingen kunne være mere oprømt og hyggelig, hjertelig og deltagende end han.

Endog som aldrende mand kunne han være ret oplagt til at sla gækken løs. Han elskede børn og ungdom, og med sin højsindede og fyrige retfærdighedsfølelse var han en ridderlig talsmand for eksistenser, som han ansa for tilsidesatte. Han holdt, som alle af hans slægt, meget af samtale og disput; dog slog hans konversation hyppigst over i en let og luftig toneart, der kunne minde ikke lidet om stilen i Danserinden eller Adam Homo ; den var fuld af lunefulde indfald og ordspil, der ikke altid var valgte med den kræsneste smag (" som naar en Svane afbryder sin stille, kongelige Sejlen med at vende Bagen i Vejret som en And ").

Uagtet det landskabelige kun spiller en ringe rolle i hans digtning, var han en elsker af den frie natur; tidlig pa aret flyttede han ud til det kære Fredensborg og sent der fra; han holdt ogsa af at rejse i indlandet eller udlandet i selskab med sin hustru.

Pafaldende var det, at den store verse-virtuos var meget blottet for musikalsk sans. I sin tidligste ungdom spillede han gerne en slags komedie, dog, sa vidt vides, kun i dramatiske løjer af ham selv; som moden mand gav han næsten aldrig nogen præstation til bedste, hvori han skulle sætte sin person ind; og nar han yderst sjældent holdt en lille tale eller læste højt, var det slet ingen kunstnydelse at høre ham. (Hans store beundrer skuespilleren Michael Wiehe, der med forkærlighed oplæste og foredrog hans digte, sagde en gang, da Paludan-Muller havde læst noget op for ham: " Nej, han skal skrive, og jeg skal læse ".)

I sin studerestue var Paludan-Muller en meget flittig mand, først og fremmest med sin digteriske produktion, som han i reglen redigerede mange gange om, før den tilfredsstillede ham, og som jo ogsa vidner om en stærk brug af filen; dernæst ogsa med læsning. Han læste ikke alene alle poesiens største frembringelser fra forskellige tider og folk, men ogsa ? uagtet egentlig videnskabelig granskning og tænkning la ham fjernt ? alle hande lærde værker, som kunne belære ham eller give hans reflekterende tanke impulser med hensyn til dens hovedgenstand: mennesket ( historie , filosofi , teologi, fysiologi osv.).

Paludan-Muller døde i København efter kun en eller to dages sygdom (ansigtsrosen) 28. december 1876 og blev bisat med stor højtidelighed i Holmens Kirke . Pa hans grav pa Asminderød Kirkegard kirkegard er for offentlig indsamlede bidrag oprejst et monument med en ret vellignende portræt medaljon af bronze (af Saabye ? August Saabye, 1823?1916 ? ^[11] ).

Af hans værker, af hvilke de mere populære i hans levetid var udkommet i flere oplag, enkeltvis eller samlede i grupper, foranstaltedes der nu en samlet udgave i otte bind (1878?79). Til hans enke bevilgedes der en ekstraordinær pension af staten . Hun havde, allerede i hans levetid, anonymt udgivet Religiøse Studier (1863) og Fortsatte religiøse Studier (1875). Hun døde 27. februar 1884.

Thomas Hansen Erslew : Forfatter-Lexicon

Dansk Pantheon 23. Lev. (1844).

J.L. Heiberg : Saml. pros. Skrifter IV.

Georg Brandes : Æsthetiske Studier .

Samme, Danske Digtere .

P. Hansen , Illustreret dansk Litteratur-Historie.

Nær og Fjern 1879, Nr. 352.

Dagbladet 26. Okt. 1884.

Dannebrog 1894, Nr. 642.

Julius Lange . (1838?1896), kusthistoriker ? og søstersøn til digteren ( Kilde Arkiveret 7. marts 2016 hos Wayback Machine , der ogsa vurderer denne artikel)

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Frederik Paludan-Muller pa gravsted.dk
• Samlede værker online Arkiveret 13. juli 2020 hos Wayback Machine og Forfatterportræt Arkiveret 31. oktober 2020 hos Wayback Machine pa Arkiv for Dansk Litteratur
• Om Frederik Paludan-Muller pa Kalliope.org Arkiveret 26. august 2007 hos Wayback Machine
• Frederik Paludan-Muller pa Dansk Forfatterleksikon Arkiveret 13. august 2016 hos Wayback Machine