Komedie (fra oldgræsk κωμ?δ?α/ komodia , af κ?μο?/ k?mos (= festival , sjov, halløj) og aoidos (= sanger, poet ) fra aeidein (= at synge), beslægtet med ?δ?/ ode ^[1] ) er en betegnelse for morsomme teaterstykker og film .

Antikken [ rediger | rediger kildetekst ]

I Dionysos -kulten blev der i Grækenland i 400-tallet f.Kr. fremført handlinger af maskerede , udklædte og talende skuespillere, afvekslende med et syngende og dansende kor . Komedien er flere tiar yngre end tragedien og voksede ud af den samme tradition . I Aristofanes ' ældre komedier er den en del af korpartiet, hvori forfatteren i jeg-form forsvarer sit værk og sine hensigter mod navngivne konkurrenter og politiske modstandere. I løbet af Aristofanes' forfatterskab forsvandt indslaget helt. Komedien kunne fa sit navn efter koret, der ofte forestillede dyr. Blandt Aristofanes' bevarede komedier er Fuglene, Frøerne og Hvepsene . De kan ga tilbage til rituelle maskerader i komediens ældste tid, som de ses pa vasemalerier. ^[2]

Komedien gav forfatteren frihed til at hævde sine meninger lige i ansigtet pa selv den mægtigste modstander, der ovenikøbet kunne latterliggøres. Samfundskritik var komediens favoritmotiv, men den parodierede ogsa sin modsætning tragedien . Aristofanes gjorde grin med tragedieforfatterne efter tur, især Euripides , ved at bruge scenens tekniske muligheder - opfundet med tanke pa tragedien - pa bizart vis. Da den demokratiske frihed forsvandt i 400-tallet f.Kr., ophørte komediens funktion som talerør; pa den tid var korets tekster ogsa erstattet med et eneste ord til angivelse af, at her skal koret optræde. ^[3]

Middelalderen [ rediger | rediger kildetekst ]

I middelalderen var teaterkunsten gaet til grunde og glemt, og dialogerne blev misopfattet som fortællende digte . Komedier blev betragtet som bryllupsdigte formet som dialog, da de romerske komedier endte med en bryllupsfest . Mens tragedien var skrevet i stylus gravis (= alvorlig stil), gav komedierne en grinagtig fremstilling af laverestaende personer, skrevet i stylus humilis (= lav stil). I " Vergils hjul", en cirkel med tre sektorer, optræder ogsa en mellemting, stylus medioris , der førte til pastoraledigtningen. I tragediedigtningens alvorlige stil omtaltes kun "ædle" ting som konger , krige , vaben , heste , ørne , egetræer , roser og liljer . "Lave" ting som hyrder, køer og grise , spurve og ukrudt var forvist til den "lave stil" i komediedigtningen. Mens tragediernes "høje stil" fordrede, at karaktererne var "tapre", "smukke", "noble", var komediernes karakterer tilsvarende dumme, grimme og komiske . En sadan fremstilling af bønder betød ikke, at forfatteren nærede foragt for bønder, men at han skrev i sin tids skematiske stil. Dermed blev en satiriker som Juvenal opfattet som "komediedigter", mens Dante kaldte sit hovedværk for Komedien , ^[4] dels fordi digtet begynder i helvedes uhygge og ender i paradisets glæder, dels fordi det er skrevet pa volgare , det italienske talesprog , i stedet for latin. Tilføjelsen "guddommelig" kom først i en trykt udgave fra 1550'erne, hvor Dantes værk præsenteres som en guddommelig komedie . ^[5]

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

Se ogsa [ rediger | rediger kildetekst ]

• Dramatisk Bibliotek
• Det Kongelige Bibliotek
• Karakterkomedie