Frankrigs historie
handler om en af
Europas
ældste nationalstater, der har en vigtig kulturel baggrund.
Nogle af de ældste bosættelser i Frankrig er fundet i
Terra Amata
udgravningen i
Nice
. De er omkring 400.000 ar gamle med spor efter
fortidsmennesket
Homo heidelbergensis
[1]
. De ældste bosættelser af
Homo sapiens
er ca. 25.000 ar gamle. I
Lascaux
er der
hulemalerier
, som er dateret til ca. 15.000 ar f.Kr.
Fra ar 5.000 f.Kr. antages det, at folkegrupper begyndte med faste bosættelser , en vis samfundsstruktur og organiseret
religion
.
I løbet af de næste tusind ar begyndte jordbrugssamfundet at udvikle sig, primært i
Parisomradet
, i
Rhonedalen
og i det sydlige
Languedoc
. Disse samfund har efter alt at dømme praktiseret handel med andre kulturer og regioner og har haft en fælles religion.
Arkæologiske
fund antyder at fra 850 f.Kr. blev mange bosættelser opgivet, da omradet gik ind i
jernalderen
. Dette indikerer, at denne periode var urolig socialt og militært.
Den
keltiske
folkegruppe
gallerne
begyndte at befolke omradet, som blev kendt som
Gallien
omkring ar 1000 f.Kr. Man ved mere om gallerne end om andre tilsvarende folkeslag; man har en mængde fund af vaben, smykker og redskaber fra denne epoke.
Ud over de arkæologiske fund er der flere
græske
og
romerske
kilder om det galliske samfund. De beskriver et velorganiseret samfundssystem med store riger med en stærk, styrende krigerklasse. Som andre keltiske grupper havde gallerne en stærk præsteklasse,
druidene
.
Gallernes ekspansion blev begrænset af indre kampe, de sloges lige sa ofte indbyrdes som mod andre grupper. Enkelte krige blev alligevel vellykkede, i 387 f.Kr. erobrede en gallisk hær under høvdingen
Brennus
Rom
og plyndrede byen.
I denne periode blev ogsa den franske
middelhavskyst
koloniseret
af
fønikere
og grækere.
Marseille
blev grundlagt som den fønikiske handelskoloni Massilien ca. ar 600 f.Kr.
Romernes tilstedeværelse i Gallien begyndte ca. 200 ar f.Kr, som en blanding af forsvarstiltag mod aggressive gallere og som egen imperiebygning. Allerede i ar
121 f.Kr.
var omradet rundt om
Lyon
og
Toulouse
indlemmet i Romerriget, og fik udbygget infrastrukturen efter romersk mønster med
akvædukter
og romerveje.
I
59 f.Kr.
begyndte
Julius Cæsar
at blande sig i galliske affærer, noget som førte til et gallisk oprør mod romerne i ar
52 f.Kr.
under høvdingen
Vercingetorix
. Efter at oprøret endelig blev slaet ned ved
Alesia
, øgedes tempoet pa latinifiseringen af Gallien. Det nordlige Gallien blev herefter underlagt Rom, og
det latinske sprog
udkonkurrerede de
keltiske sprog
.
I løbet af
400-tallet
var Gallien blevet overtaget af germanske stammer, denne periode kaldes
folkevandringstiden
. Efter, at det vestromerske rige gik til grunde i
476
kom den germanske stamme
frankerne
ind og fyldte magtvakuummet.
Frankernes leder
Klodevig
blev
døbt
og gik over til
kristendommen
i
498
, noget som sikrede frankernes magtbase. Efter en række felttog og alliancer med andre stammer i Gallien fik Klodevig samlet riget, og gjorde Paris til ny
hovedstad
. Efter Klodevigs død i
511
blev riget imidlertid delt mellem hans fire sønner.
I
751
overtog
karolingeren
Pipin den lille
som frankisk konge, kastede Klodevigs
merovingere
fra magten og samlede Frankerriget pa ny. I
771
overtog
Karl den Store
tronen, og i ar
800
lod han sig krone som
tysk-romersk
kejser
. Pa Karl den Stores tid omfattede Frankerriget bade dagens
Tyskland
og dagens Frankrig; det var ikke før efter sønnen
Ludvig den Frommes
død og den efterfølgende
traktat i Verdun
i
843
, at riget blev delt og konturerne af det moderne Frankrig kunne ses.
Hugo Capet
kom til magten i
987
. Huset
Capet
og dets sidegrene
Valois-dynastiet
og
Bourbon-dynastiet
beholdt magten i Frankrig i 800 ar, frem til
den franske revolution
.
Den franske
atlanterhavskyst
var pa denne tid plaget af
vikingetogter
. Vikingen
Ganger-Rolv
blev gjort til
hertug
af
Hertugdømmet Normandiet
i
911
, mod han gik over til
kristendommen
og forsvarede
Seinens
munding mod andre vikinger. Ganger-Rolvs efterkommer
Vilhelm Erobreren
drog 155 ar senere over
den engelske kanal
og erobrede den
engelske
trone.
Henrik II
blev kronet til konge af England i
1154
. Han var ogsa
greve
af
Anjou
og hertug af Normandiet, og gennem sit ægteskab fik han kontrollen over den franske provins
Aquitaine
. Efter at have gjort hertugen af
Bretagne
til sin
vasal
kontrollerede Henrik nu lige sa meget af Frankrig som den franske konge, og det var først efter
slaget ved Bouvines
i
1214
, at det blev klart, at magten i Frankrig la i den franske konge
Filip IIs
hænder.
Da
Karl IV
døde i
1328
uden mandlige arvinger, gik retten til den franske trone over til Valois-dynastiet. Det blev imidlertid bestridt af den engelske kong
Edvard III
, som sa sit snit til at genvinde kontrollen over Frankrig. I
1337
gik Edvard i krig mod den franske konge
Filip VI
, begyndelsen pa den serie konflikter, som blev kendt som
hundredarskrigen
.
I
1348
naede
den sorte død
Frankrig.
Epidemien
udryddede ogsa her store dele af befolkningen, og befolkningstallet faldt fra ca. 18-20 millioner i 1328 til ca. 11 millioner 150 ar senere. Den sorte død og krigen førte ogsa til stor social uro, et bondeoprør brød ud i
1358
, ledet af bonden Jacques Bonhomme.
Jacquerie
, som oprøret blev kendt som, blev hurtigt slaet ned af
adelen
.
Hundredarskrigens første fase til
1360
og
Bretignytraktaten
blev en katastrofe for Frankrig. Franskmændene havde stor fremgang de næste 50 ar, men den knusende engelske sejr i
slaget ved Agincourt
i
1415
medførte, at den franske konge kun havde magt syd for
Loire
.
Jeanne d'Arcs
korte tid som fransk hærfører gav nyt liv til den franske hær. Pa trods af hendes tilfangetagelse og død i
1431
generobrede franskmændene Paris i
1436
,
Normandiet
i
1450
og
Guyenne
i
1453
. Det var til sidst kun
Calais
-omradet som var under engelsk kontrol.
Englændernes exit og inkorporationen af de tidligere uafhængige omrader Bretagne (
1532
) og
Burgund
(
1477
) gjorde, at Frankrig gik fra et løst sammenknyttet rige til en stærk stat med en klar centralmagt. Frankrig blev efter dette en af de stærkeste magter i Europa.
1500-tallet
var præget af krige mellem Frankrig og
habsburgerne
. Mellem
1494
og
1559
var Frankrig en af hovedaktørerne i
de italienske krige
. Kong
Karl VIII
begyndte den franske indblanding i
Italien
ved et forsøg pa overtagelse af herredømmet over
Kongeriget Napoli
, men matte trække sig ud af Italien efter nederlag i
slaget ved Fornovo
i
1495
.
Kong
Frans I
brugte den spanske invasion af
Navarra
i
1521
som paskud til at ga i krig mod den unge
tysk-romerske kejser
Karl V
. Felttoget udviklede sig katastrofalt. Frans tabte
slaget ved Pavia
i
1525
og blev taget til fange og ført til
Madrid
.
Reformationen
førte til uro i Frankrig som alle andre steder. De franske
protestanter
(
huguenotter
) voksede i antal specielt i byerne. Omkring 1560 var der ca. en million huguenotter i Frankrig specielt i de sydlige og centrale dele af landet. Huguenotterne udgjorde ca. 10% af befolkningen.
Religionskrigene i Frankrig
brød ud i
1562
, efter en protestantisk menighed i
Vassay
blev angrebet den
1. marts
, og flere hundrede blev saret eller dræbt. Det indledte 30 ars
borgerkrig
.
Den blodigste begivenhed i krigen var
Bartholomæusnatten
. Den
24. august
1572
indledtes tre uger med
massakrer
. Blodbadet begyndte i Paris og bredte sig til resten af landet. Det anslas, at 70.000 blev dræbt under massakren.
Kong Henrik IV
garanterede protestanternes religionsfrihed i
1598
gennem
ediktet i Nantes
. Det blev ophævet i
1685
og førte til, at store grupper af protestanter emigrerede fra Frankrig specielt til
Preussen
,
England
og
Forenede Nederlande
.
I løbet af
Ludvig XIII
's regeringstid blev
enevælden
indført i Frankrig. Under ledelse af den mægtige
kardinal Richelieu
blev Frankrig den mægtigste stat i Europa og begyndte at fa kolonier i
Afrika
og
Amerika
.
Under
Tredivearskrigen
spilede Frankrig en aktiv rolle. Pa trods af at landet var
katolsk
, sørgede Richelieu for, at Frankrig allierede sig med det protestantiske
Sverige
. Krigen var en fin anledning for Frankrig til at modarbejde sine gamle fjender habsburgerne, men franskmændene havde undervurderet de kejserlige armeer. Mellem
1636
og
1643
rasede krigen, og store dele af Frankrig blev besat af spanske og tyske styrker.
I
1642
døde Richelieu, og aret efter døde ogsa kongen. Den fem ar gamle
Ludvig XIV
overtog tronen med
kardinal Mazarin
som Frankrigs nye stærke mand. En række militære sejre de første ar af Ludvigs regeringstid gjorde, at Tredivearskrigen kunne afsluttes med den
westfalske fred
i
1648
. Et
Tyskland
i ruiner og den tysk-romerske kejsers svækkede magt gjorde, at Frankrig under Ludvig XIV blev Europas ubestridte ledende magt, bade politisk og kulturelt.
Ludvig XIV skulle blive kendt som "solkongen". I hans regeringstid fra 1643 til
1715
øgedes Frankrigs territorium med blandt andet
Alsace
,
Roussillon
og dele af de spanske
Nederlandene
(
Flandern
).
Det var ogsa under Ludvigs regeringstid, at det storslaede slot
Versailles
blev bygget. I dette pragtpalads blomstrede kulturlivet, samtidig som fransk
litteratur
gik ind i en guldalder med store malere som
le Brun
og digtere som
Moliere
og
Pierre Corneille
.
I
1700-tallet
beholdt Frankrig sin stilling som Europas center for kultur.
Fransk sprog
var dominerende blandt adel og kongelige i hele Europa, samtidig som
oplysningstidens
franske
filosofer
som
Pierre Bayle
,
Voltaire
,
Montesquieu
og
Rousseau
var ledende i andslivet.
Militært og politisk gik det imidlertid noget nedad med Frankrig i 1700-tallet.
Kongeriget Preussen
og
Kongeriget Storbritanniens
øgede magt truede Frankrig, og med det franske nederlag i
Syvarskrigen
1756
?
1763
og tabet af
Ny Frankrig
blev briterne Europas ledende stormagt.
Mod slutningen af det
18. arhundrede
havde statens overambitiøse militære eventyr ført til store økonomiske problemer. De store samfundsmæssige
uligheder
førte til omfattende social uro pga
adelen
og
gejstlighedens
store privilegier pa bekostning af borgerne og bønderne.
Den økonomiske krise og den store fødevaremangel gjorde, at kong
Ludvig XVI
matte indkalde en
Stænderforsamling i 1789
. Forhandlingerne mislykkedes, og den 17. juni
1789
erklærede
tredjestanden
sig som Frankrigs
parlament
.
Den 14. juli blev fængslet
Bastillen
i centrum af Paris stormet af de revolutionære. Den habløse politiske og militære situation gjorde, at kongen matte ga af, og den franske revolutionen var i gang.
Efter kongen var ryddet af vejen, forsøgte de revolutionære først at reformere det franske samfund.
Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder
blev vedtaget, samtidig med at kongen og hans familie blev henrettet. En folkevalgt nationalforsamling blev etableret og Frankrig blev
republik
.
Krigen mod det
Tysk-romerske rige
,
Preussen
og
Østrig
i spidsen var med til, at uroen i Frankrig fortsatte.
Maximilien Robespierre
greb magten under det sakaldte
terorregime
og indledte benhard forfølgelse af bade reelle og imaginære modstandere. Robespierres linje var sa hard, at det franske
nationalkonvent
fratog ham magten og senere henrettede ham.
En ung
korsikaner
Napoleon Bonaparte
gjorde lynkarriere i hæren. Napoleon ledede Frankrig til mange militære sejre indtil
1799
, da det lykkedes ham at styrte det siddende styre (kaldet
Direktoriet
) og i et kup at gøre ende pa republikken ved at oprette
Konsulatet
. Konsulatet varede kort, og Napoleon blev snart Frankrigs
diktator
.
Fra og med august
1802
blev Napoleon gjort til
konsul
pa livstid. Det republikanske system blev gradvist afviklet, og den
18. maj
1804
gav
senatet
Napoleon titlen
kejser
. Napoleon igangsatte en serie reformer, med lovsamlingen
Code Napoleon
som gav nye rettigheder som f.eks. personlig frihed, ejendomsret og regler for ægteskabsindgaelser.
Napoleon satte ogsa gang i en serie krige, kaldet
Napoleonskrigene
. Den militære fremgang var stor, efter
Slaget ved Austerlitz
i december
1805
var
Østrig
og
Rusland
slaet og Frankrig var kontinentets nye dominerende magt.
I
1806
knuste Napoleon
Sachsen
og Preussen i slagene ved
Jena
og
Auerstedt
. Napoleon kunne besætte
Berlin
, og fortsætte fremmarchen ind i
Polen
. Efter at have knust den russiske
zar
kunne Napoleon gøre Polen til en fransk satellitstat under navnet
Hertugdømmet Warszawa
.
I
1812
startede Napoleon et
felttog for at knække Rusland
en gang for alle. Felttoget blev en katastrofe, og næsten hele den 600.000 mand store
Grande Armee
gik tabt. En storalliance bestaende af Storbritannien, Sverige, Preussen, Østrig og andre tyske stater sørgede i efteraret
1813
og foraret
1814
for Napoleons nederlag. Napoleon matte sa abdicere og trak sig tilbage til øen
Elba
udfor Italien.
I efteraret
1815
returnerede Napoleon til Frankrig, hvor han hurtigt fik folket med sig og styrtede den nye konge
Ludvig XVIII
. Efter at have overtaget magten i Frankrig rejste han hurtigt en ny hær for at kunne genoptage krigene med de andre europæiske stormagter. I
slaget ved Waterloo
den
18. juni
1815 mødte Napoleons sit endelige nederlag, noget som førte til, at han blev forvist til øen
Skt. Helena
hvor han døde seks ar senere.
Napoleons nederlag førte til Ludvig genindsættelse pa den franske trone. I løbet af den sakadlte "hvide terror" sørgede det nye regime for at slippe af med alt som havde band til revolutionen eller Napoleon.
I
1824
døde Ludvig, og blev efterfulgt af broderen,
Karl X
. Karl X udnævnte den ultrareaktionære
Jules Armand de Polignac
til statsminister, og Polignac satte snart gang i en erobring af
Algeriet
. Polignacs upopulære politik bidrog imidlertid til
julirevolutionen
i
1830
, en opstand som førte til, at Karl matte abdicere.
Karls efterfølger blev
Ludvig-Filip
, som konge i det sakaldte
julimonarki
. Han blev relativt populær, og fik tilnavnet "borgerkongen". Kongens magt blev imidlertid begrænset,
nationalforsamlingen
fik den reelle magt.
I 1848 kom der en ny
omvæltning
. Ludvig-Filip blev tvunget til at abdicere, og en ny
grundlov
blev skrevet. Frankrig blev igen en republik. Denne republik blev senere kendt som
Den anden franske republik
.
Louis Napoleon Bonaparte
var nevø af Napoleon I og blev i 1848 valgt ind i den franske nationalforsamling. Senere samme ar blev han valgt til republikkens præsident.
Da en kandidat kun kunne sidde en periode, begik Louis Napoleon statskup i december
1851
. Efter overlegent at have vundet en folkeafstemning satte han præsidentperioden til ti ar og øgede samtidig sine egne fuldmagter. I
1852
foreslog senatet at gøre Louis Napoleon til kejser, og efter at han blev kronet i december som Napoleon III gik Frankrig ind i
Det andet franske kejserdømme
.
Under Napoleons ledelse deltog Frankrig i
Krimkrigen
fra
1853
til
1856
. Det russiske nederlag blev en stor fransk triumf, og i
1859
gik Napoleon i krig med
Kejserriget Østrig
i forbindelse med
Italiens samling
. Det førte til, at Frankrig kunne udvide sit territorium med
Nice
og
Savoyen
. Frankrig var igen europæisk
stormagt
.
Efter
Mexicos
statsminister
Benito Juarez
i
1861
standsede tilbagebetalingen af dele af statsgælden, fik Napoleon en undskyldning for at invadere Mexico. I januar
1862
ankom franske tropper til landet, og franskmændene indtog hovedstaden
Mexico City
i juni
1863
.
Napoleon sørgede nu for, at den franske
marionet
Maximilian af Habsburg
blev kejser af Mexico. Modstanden mod Maximilian og Frankrig øgedes imidlertid i
1865
, da afslutningen af den
amerikanske borgerkrig
gjorde, at
USA
kunne forsyne republikanerne med vaben. I
1866
begyndte den franske tilbagetrækning, og aret efter blev krigen vundet af republikanerne.
I
1870
blev Napoleon tvunget til at erklære krig mod Preussen.
Den fransk-preussiske krig
1870-
71
blev et stort nederlag for Frankrig: i
slaget ved Sedan
blev Napoleon og over 100.000 mand taget til fange. Nederlaget førte til Napoleons fald, da general
Louis Jules Trochu
dannede en national forsvarsregering og erklærede Frankrig som republik. Efter krigen matte franskmændene afsta Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen) til Preussen.
Krigen med preusserne fortsatte nu under republikansk ledelse. Da Paris havde været belejret i fire maneder, greb en venstreradikal gruppering magten i byen i marts
1871
. Den erklærede byen som en selvstændig enhed,
Pariserkommunen
.
Preussen sa med skepsis pa denne
socialistiske
revolution og frigav straks 100.000 franske krigsfanger, sa den franske hær kunne rykke ind for at knuse oprøret. Den
4. april
gik regeringen til angreb, men først den
28. maj
var hele byen erobret.
Formelt blev den tredje franske republik grundlagt
30. januar
1875
. Et
tokammersystem
blev indført med en statsminister, som stod til ansvar over for bade præsidenten og parlamentet. Det var imidlertid ikke givet, at Frankrig nu skulle blive republik. Stærke kræfter arbejdede for at genindføre
monarkiet
.
Debatten om monarkiet dominerede fransk politik i hele
1870'erne
, og det var først, da den monarkivenlige præsident
Patrice Mac-Mahon
trak sig i
1879
, at debatten blev skrinlagt. I
1877
havde Mac-Mahon fyret den republikvenlige regering og udskrevet nyvalg i hab om at fa parlamentarisk flertal for monarkiet. Det slog imidlertid fejl, og Mac-Mahon og præsidentembedet kom sa svækket ud af, at statsministerposten skulle blive Frankrigs vigtigste politiske hverv til efter
2. verdenskrig
.
I løbet af de næste ti ar var Frankrig præget af politisk ustabilitet. De forskellige regeringers levetid var kort, da socialister,
anarkister
,
konservative
,
liberale
, republikanere og monarkister stadig kæmpede om magten.
I slutningen af det 19. arhundrede begyndte en epoke kendt som
la
Belle Epoque
. Frankrig var i den ikke indblandet i krige, og teknologiske nyvindinger gjorde livet lettere. Det franske kulturliv blomstrede. Inden for kunsten kom
impressionismen
og inden for arkitekturen kom stilarten
Art Nouveau
.
I
1914
sluttede de gode tider brat med udbruddet af
1. verdenskrig
. Den
3. august
erklærede Tyskland krig mod Frankrig, og krigserklæringen blev straks fulgt op af en invasion. Efter tysk fremgang, søgte britiske og franske styrker at redde Paris efter sejren ved
Marne
5.-10. september 1914.
Efter
1915
udviklede krigen sig til en fastlast
skyttegravskrig
. I løbet af de fire ar krigen varede blev det kun til sma ændringer pa frontlinjerne pa vestfronten trods store tabstal pa begge sider. Specielt kendt er den allierede offensiv, som blev til
Slaget ved Somme
. I løbet af sensommeren og efteraret
1916
døde en million mand her uden resultater af betydning.
Da krigshandlingerne endelig ophørte i november
1918
havde Frankrig mistet 1,3 millioner mand og havde 4,2 millioner sarede. I
Versaillestraktaten
patog Tyskland sig skylden for krigen og gik med til at betale
krigsskadeerstatning
. Samtidig blev
Alsace-Lorraine
(Elsass-Lothringen) afstaet til Frankrig, efter det havde været afstaet til Preussen efter den
fransk-preussiske
krig.
Efter krigen fortsatte de indre modsætninger i Frankrig med stadige regeringsskift. Fælles for alle regeringerne var en stærke anti-tysk politik. Under
Raymond Poincare
rykkede franske og
belgiske
tropper ind i
Ruhrdistriktet
for at besætte vigtige tyske
industriomrader
pga. manglende tyske betaling af krigsskadeerstatninger. Samtidig oprustede Frankrig med henblik pa en ny krig med Tyskland. I løbet af
mellemkrigstiden
blev det vældige forsvarssystem kendt som
Maginot-linjen
bygget langs den tysk-franske grænse for at modsta et tysk angreb.
I
1933
blev
Edouard Daladier
fransk statsminister for første gang. Daladier førte en passiv udenrigspolitik over for
Adolf Hitler
og den tyske oprustning. Daladier var en af arkitekterne bag
Munchenaftalen
i
1938
, hvor Frankrig frasagde sig sine forpligtelser om at forsvare
Tjekkoslovakiet
og gav Tyskland ret til at annektere
Sudeterlandet
.
Da
Tyskland invaderede Polen
den
1. september
1939
svarede Frankrig og Storbritannien ved at erklære Tyskland krig.
2. verdenskrigs
første otte maneder var præget af inaktivitet pa
vestfronten
:
spøgelseskrigen
. Den manglende franske offensive vilje førte til Daladiers fald; han blev erstattet af
Paul Reynaud
den
19. marts
1940
.
I maj 1940
angreb den tyske hær Frankrig
. I løbet af seks uger med
lynkrig
knuste den tyske hær
de Allierede
fuldstændigt med franske tabstal pa 130.000. Den
24. juni
kapitulerede Frankrig, efter, at Paris var faldet ti dage før.
Den franske kapitulation førte til, at 60 % af landet med hele
atlanterhavskysten
blev besat af tyske styrker. Resteren af Frankrig blev en tysk
marionetstat
:
Vichy-Frankrig
.
Vichy
-regeringen blev ledet af marskal
Philippe Petain
, en krigshelt fra 1. verdenskrig.
Den franske officer
Charles de Gaulle
godtog imidlertid ikke kapitulationen og rejste til
London
og stillede sig i spidsen for de
frie franske styrker
. De franske kolonier delte sig i synet pa landets legitime regering.
Cameroun
og
Fransk Ækvatorialafrika
støttede de Gaulle og senere kom ogsa
Fransk Polynesien
og
Ny Kaledonien
over pa allieret side.
Fransk Indokina
,
Guadeloupe
og
Martinique
forblev loyale mod Vichy-regimet.
De Frie Franske styrker kæmpede pa allieret side i krigen. De deltog specielt i kampene i kolonierne og kæmpede mod italienske styrker i
Etiopien
og Vichy-styrker i
Syrien
og
Libanon
. De Frie Franske styrker forsøgte ogsa at organisere de otte store modstandsgrupper i det tyskbesatte Frankrig til en mere ensartet modstandsbevægelse.
I juni
1944
invaderede de allierede Normandiet
. Efter visse vanskeligheder i starten gik det fremad for de allierede efter
Caens
befrielse en maned efter landgangen. Efter at Paris blev befriet den
25. august
dannede de Gaulle en midlertidig fransk regering. De Frie Franske fortsatte med kampene mod Tyskland og øgedes stort i antal efter Frankrigs befrielse. Mod slutningen af krigen stod over en million mand under de Gaulles kommando.
Efter befrielsen fra den tyske besættelsesmagt blev en ny fransk konstitution vedtaget den
13. oktober
1946
. Dette skabte den
fjerde republik
. Pa grund af de ustabile politiske forhold i den tredje republik og de mange skiftende regeringer forsøgte man at styrke præsidentembedet i den nye konstitution, uden, at dette fik den ønskede effekt. De tolv ar den fjerde republik eksisterede havde landet hele 17 forskellige statsministre, fordelt pa 22 forskellige regeringsdannelser.
Et af de store politiske stridstemaer i denne perioden var afkoloniseringsprocessen. I
1947
begyndte den
første indokinesiske krig
, efter vietnameserne havde erklæret
Vietnams
uafhængig i kølvandet af 2. verdenskrig. Denne krig foregik frem til
1954
, da det katastrofale nederlag i
slaget ved Dien Bien Phu
tvang den franske hær til at trække sig ud af omradet.
I
1950
tog den franske udenrigsminister
Robert Schuman
initiativet til
Kul- og Stalunionen
. Dette fællesskab var i udgangspunktet tænkt til at være et tysk-fransk projekt, der overførte administrationen af
kul
- og
stalindustrien
til fælles institutioner. Imidlertid tilsluttede ogsa Italien,
Belgien
,
Holland
og
Luxembourg
sig til fællesskabet.
Den
26. marts
1957
blev
Romtraktaten
underskrevet. Denne traktat skabte et fælles europæisk marked, og blev startskuddet til
EU
. Traktaten blev underskrevet af de samme seks lande som deltog i Kul- og Stalunionen.
I
1958
var der store problemer i Frankrig pa grund af
borgerkrigen i Algeriet
. Den store franske befolkning i
Algeriet
modsatte sig kravene om algerisk uafhængighed, og den igangværende krig truede med at vælte hele den franske stat. Man mente, at krigshelten Charles de Gaulle var den eneste, der kunne holde landet sammen, og han fik frie hænder til at udarbejde en ny konstitution. Den
28. september
1958 stemte 79,2 % af befolkningen for den nye grundlov, og de Gaulle kunne indtage præsidentpaladsset. I de Gaulles nye
femte republik
fik præsidenten store fuldmagter, og blev valgt for en syvarsperiode. Præsidenten fik ansvaret for at danne regeringer, fik fuld kontrol over udenrigspolitikken samt retten til at opløse nationalforsamlingen og udskrive nyvalg.
De Gaulle førte en aktiv og selvstændig udenrigspolitik de ti ar han sat med magten. I
1962
sørgede han for at afslutte krigen i Algeriet, og gav landet dets uafhængighed. I
1960
blev Frankrig en
atommagt
, og
1965
det tredje land efter
USA
og
Sovjetunionen
som opsendte sin egen
satellit
. I
1966
trak de Gaulle Frankrig ud af
NATOs
fælles kommandostruktur, og aret efter nedlagde han
veto
mod Storbritanniaens medlemskab i
EF
(senere EU).
Frankrig er blandt de europæiske nationalstater, der er gaet længst for at bosætte sine tidligere kolonistaters indbyggere inden for sine egne grænser. Dette gælder især indvandrere fra de tidligere franske kolonier i Nordafrika. Den franske ateistiske eller sekulære selvforstaelse (efter
Den franske revolution
) har ogsa bidraget til en massiv
muslimsk
indvandring, og dette er et større problem i dette land end i en række øvrige europæiske nabolande, som har opretholdt forankringen i enten katolsk, ortodoks eller protestantisk kristendom.
[
kilde mangler
]
I maj
1968
udbrød der omfattende optøjer i Frankrig mod det mange opfattede som de Gaulles meget autoritære styre og det konservative samfundsklima. Urolighederne begyndte i studentermiljøerne ved
Sorbonne
i Paris, og efter kort tid havde problemerne spredt sig til hele landet. 10 millioner arbejdere gik i
strejke
, og hundretusinder af demonstranter krævede de Gaulles afgang. De Gaulle svarede ved at oppløse parlamentet og udskrive nyvalg i juni. Han beordrede ogsa de strejkende arbejdere tilbage i arbejde, og truet med
undtagelsestilstand
hvis uroen fortsatte. De Gaulle vandt en stor sejr i dette valg og fik 358 af 487 mandater i nationalforsamlingen, men efter et nederlag i en folkeafstemning aret efter angaende ændringer i den politiske struktur gik de Gaulle af den
28. april
1969
.
Ny præsident blev
Georges Pompidou
, de Gaulles tidligere statsminister og manden som havde ansvaret for den forholdsvis fredelige løsning pa krisen i 1968. Pompidou sad i embedet frem til sin død i
1974
, og blev efterfulgt af
Valery Giscard d'Estaing
. D'Estaing gik ind for en modernisering af Frankrig, og var blandt andet ansvarlig for bygningen af højhastighedstogsystemet
TGV
. D'Estaing sad kun i en periode, da han tabte valget i
1981
mod
socialisten
Francois Mitterrand
.
Mitterrand blev den femte republiks første venstreorienterede præsident, og hans regering blev den første venstreorienterede regering i 23 ar. Mitterrand førte straks politikken mod venstre, og sørgede for at afskaffe dødsstraffen samt indførslen af nye skatter. Han sørgede ogsa for bygningen af flere
prestigeprojekter
, som blandt andet
Grande Arche
,
Bibliotheque nationale
og
Eurotunnelen
.
Der blev ført en aktiv europapolitik under Mitterrand. Han var en af arkitekterne bag
Den Europæiske Fælles Akt
, den første større revision af Romtraktaten. Enhedstraktaten blev undertegnet i
1986
; samme ar blev EU ogsa udvidet med Spanien og
Portugal
, en udvidelse støttet af Mitterrand. Mitterrand var ogsa en af hovedmændene bag
Maastricht-traktaten
, traktaten som definerer dagens EU.
Mitterrands præsidentperiode sluttede i
1995
. Den
17. maj
tiltradte den konservative
Jacques Chirac
, en tidligere statsminister, som ny præsident. Chirac fik stor kritik fra internationale miljøværngrupper efter at have gennemført test af kernevaben pa Mururoaatollen i
Stillehavet
. Aret efter udtalte han imidlertid, at Frankrig nu "for alltid" havde opgivet sadanne tests.
Chirac blev valgt pa et program som indebar økonomiske reformer med tanke pa at bekæmpe den høje
arbejdsløshed
. Reformerne førte dog til, at Chirac og statsminister
Alain Juppe
blev upopulære, og i parlamentsvalget i
1997
tabte højresiden saledes at socialisten
Lionel Jospin
blev ny statsminister. "Samboerskabet" mellem Jospin og Chirac varede i fem ar, en periode præget af politiske modsætninger mellem præsidenten og regeringen.
I præsidentvalget i
2002
fik lederen for det højreradikale parti
Front National
,
Jean-Marie Le Pen
, overraskende nok flere stemmer end Jospin, og gik til anden runde sammen med Chirac. I anden runde fik Chirac hele 82,21 % af stemmerne, efter bare at have faet 19,88 % i første runde. I tiden op til anden runde gik flere hundretusind franskmænd pa gaden og demonstrerede mod Le Pen, og alle andre kandidater havde opfordret sine støtter til at stemme pa Chirac for at hindre Le Pen i at fa magten.
I løbet af Chiracs anden periode udmærkede han sig som en skarp kritiker af USAs præsident
George W. Bushs
udenrigspolitiske linje, og gjorde det klart, at han ville nedlægge veto i
FNs sikkerhedsrad
mod al brug af vabenmagt mod
Irak
.
I
2005
var der folkeafstemning i Frankrig angaende fransk tilslutning til EU's nye
forfatningstraktat
. Nej-siden vandt denne med 55 % af stemmerne, noget som var et stort nederlag for Chirac og regeringen. To dage efter afstemningen gik den upopulære statsminister
Jean-Pierre Raffarin
af. Hans efterfølger blev
Dominique de Villepin
.
I
2007
blev
Nicolas Sarkozy
valgt til ny præsident efter Chirac. Den højreorienterede Sarkozy slog den socialistiske modkandidat
Segolene Royal
i en kneben sejr. Sarkozy sad indtil 2012, da han blev slaet af Socialisten
Francois Hollande
. Denne opgav at søge genvalg i 2017, og den nye leder af den franske republik blev
Emmanuel Macron
.
- ^
Alain Ruggiero, red. (2006).
Nouvelle histoire de Nice
(fransk). Toulouse: Privat. s. 17-18.
ISBN
978-2708983359
.