Carl Theodor Dreyer
, oftest kaldt
Carl Th. Dreyer
(født
3. februar
1889
i
København
, død
20. marts
1968
pa
Frederiksberg
), var en dansk
filminstruktør
og
manuskriptforfatter
.
Dreyer anses af mange for at være dansk films første store instruktør. Hans film er kendt for deres stramme
billedkomposition
og deres langsomme, statelige tempo. Hyppige temaer er
ideologiernes
intolerance og ondskabens magt.
[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
Han huskes for film som
Jeanne d'Arcs lidelse og død
(1928),
Vredens dag
(1943),
Ordet
(1955) og
Gertrud
(1964).
Carl Th. Dreyer blev født uden for ægteskab af den svenske husbestyrerinde Josefina Nilsson (1855-1891). Faderen var den danske godsejer Jens Christian Torp (1850-1928). Torp ville ikke vedkende sig barnet, og moderen ville undga en skandale ved at folk fik at vide, at hun var gravid.
[6]
Hun rejste derfor fra sin hjemegn i
Skane
og fødte i dølgsmal i
København
i 1889. Barnet blev sat i familiepleje.
[7]
Da Dreyer var to ar gammel, blev han adopteret af typograf Carl Theodor Dreyer og hans kone Marie Dreyer. Her fik den unge Dreyer gode materielle forhold, men kun lidt kærlighed.
[8]
I et selvbiografisk notat fra 1939 beskriver han, hvordan han oplevede adoptivfamilien: at den
"bestandig lod mig vide, at jeg strengt taget ikke havde krav pa noget som helst, eftersom min mor havde snydt sig fra betalingen ved at lægge sig til at dø."
[9]
Der var et anspændt forhold mellem Dreyer og adoptivfamilien, især moderen. Det anspændte forhold til adoptivmoderen medførte en tilsvarende idealisering af den biologiske mor, Josefina Nilsson, som han dog ikke kendte.
[10]
Dreyer fremstillede ofte lidende mennesker i sine film. I et interview fra 1965 sagde han:
"Det er meget muligt, at mit savn af en mors kærlighed kan have pavirket mit sind, sa jeg let forstar og føler medlidenhed med mennesker, der lider uskyldigt."
[11]
De problematiske forhold, han voksede op under, fik varige virkninger i hans voksne liv. Han var aldrig i stand til virkelig at knytte sig til et andet menneske. Han havde ingen venner. I kraft af sin begavelse og sine særlige evner lykkedes det ham imidlertid at
sublimere
sine personlige problemer og gøre dem til filmkunst. Ved hjælp af sin kunstneriske skaben fik han bearbejdet sine problemer.
[12]
Adoptivforældrene gjorde dog det gode for ham, at de flyttede ham til den prestigefyldte og anerkendte private Frederiksberg Realskole. Her fik Dreyer den afsluttende realeksamen i 1904. Han ønskede herefter at flytte hjemmefra sa hurtigt som muligt. Dette skete i 1906, da han var 17 ar gammel. Han satte efter eget udsagn aldrig mere sine ben i hjemmet.
[13]
Efter at have haft forskelligt tilfældigt arbejde begyndte han i 1908 at arbejde som
journalist
. I denne periode mødte han sin kommende hustru, Ebba Larsen, som han giftede sig med i 1911.
I 1908 foretog han en rejse til
Sverige
for at finde spor efter sin mor, Josefina Nilsson, og samle oplysninger om hende. Han havde faet at vide, at hun var svensk, men han vidste ikke meget mere om hende. Under rejsen fandt han ud af, hvilke omstændigheder der havde hersket omkring hans fødsel. Nu vidste han med sikkerhed, at han ikke alene var et hittebarn, men et barn der var født uden for ægteskab, et barn man havde givet fra sig.
[14]
Tilmed fik han kendskab til, hvad der var sket med hans mor efter fødslen i 1889. Et ar senere, i 1890, blev hun gravid igen, denne gang med en anden mand. Men manden ville ikke gifte sig med hende. I sin fortvivlelse forsøgte hun pa egen hand at foretage en abort ved at sluge
fosfor
. Det lykkedes ikke. Til gengæld blev hun meget darlig, og hun døde en uge senere under mange pinsler.
[15]
Dreyer blev dybt rystet, da han fandt ud af det, og han kom sig aldrig over det. Ifølge flere filmforskere (blandt andre Martin Drouzy) kan man spore denne hændelse i det tema om den lidende, underkuede kvinde, der dukker op i flere af hans film (f.eks. i
Jeanne d'Arcs lidelse og død
og i
Vredens dag
).
[16]
Dreyer debuterede som manuskriptforfatter i 1912 med
stumfilmen
Bryggerens Datter
. I 1913 underskrev han en kontrakt med
Nordisk Film
samtidig med, at han arbejdede som journalist. Pa Nordisk Film lavede han filmmanuskripter og var redaktør for andres manuskripter.
Han begyndte som filminstruktør i 1918. I arene fra 1919 til 1926 lavede han otte stumfilm:
Præsidenten
(1919),
Præsteenken
(1921),
Blade af Satans bog
(1921),
Elsker hverandre
(1922),
Det var engang
(1922),
Mikael
(1924),
Du skal ære din hustru
(1925) og
Glomdalsbruden
(1926). Dreyer tillagde ikke sine tidlige værker nogen særlig værdi, bortset fra
Mikael
, et kærlighedsdrama fra 1900-tallets berlinske kunstmiljø.
I 1926 blev Dreyer hyret af det franske filmselskab Societe Generale de Films. Anledningen var, at
Du skal ære din hustru
var blevet en kunstnerisk og økonomisk succes i
Frankrig
.
[17]
Forfatteren Joseph Delteil havde skrevet et manuskript til en film om
Jeanne d'Arc
, og Dreyer brugte dette manuskript som grundlag for sit eget manuskript.
Dreyer ville ikke bare lave en historisk film om Frankrigs nationalhelgen, der led martyrdøden i
Rouen
i 1431. Han ville med sine egne ord berette om
"en ung troende kvinde ene kæmpende mod en skare forblindede
teologer
og skolede
jurister
."
[18]
Filmen skulle handle om mennesket Jeanne, der ikke ville opgive sin overbevisning og tro, men matte dø, om sa det gælder.
Handlingen forløber over en dag med forhør, spørgsmal, svar, trusler, tilstaelse, tilbagekaldelse, dom og død. Under anvendelse af hidtil ukendte virkemidler, blandt andet nærbilleder af ansigter og grimasser, formaede Dreyer at formidle følelser og stemninger hos offer og bødler pa en realistisk og intens made. Resultatet blev en enestaende og bevægende film.
Filmen
blev en begrænset publikumssucces. Folk forstod ikke dens kompromisløse formsprog og hudløse intensitet. Den fik dog stor ros af mange anmeldere. Siden er den blevet betragtet som en af filmhistoriens mesterværker. Det er blevet rost og refereret til af mange filminstruktører. I 1958 blev filmen stemt ind som nummer fire pa den prestigefyldte Bruxelles 12-liste pa
verdensudstillingen
.
Dreyers næste film
Vampyr
(1932) blev en fiasko, hos bade anmeldere og publikum. Her forsøgte han sig, uden held, inden for gysergenren. Resultatet blev en film, der pa en forvirrende made stod mellem det fantastiske og det realistiske. Anmelderne kaldte filmen underlig og eksperimenterende. Det brede publikum forstod den simpelthen ikke.
[19]
Dreyer havde nu lavet to dyre film, der ikke var blevet en succes hos publikum. Det faldt naturligvis ikke i god jord hos filmproducenterne. Det faldt heller ikke i god jord, at Dreyer var uforsonlig og kompromisløs som instruktør. Han ville ikke lade sig diktere til at ændre sine film af økonomiske grunde. Han kunne kun arbejde, hvis han havde helt frie hænder. Hans langsomme omhyggelighed i forsøget pa at opna perfektion harmonerede darligt med filmproducenternes ønske om at begrænse udgifterne ved filmene. Konsekvensen blev, at man ikke turde betro ham nye opgaver.
[20]
De ti ar, der fulgte efter
Vampyr
, blev meget vanskelige for Dreyer. Han undlod at arbejde i England, nægtede at filme i Hitlers Tyskland, og et filmprojekt i Somalia blev afbrudt. Han genoptog sit arbejde som journalist i arene 1936-1941. I en periode var han filmanmelder ved
Berlingske Tidende
. Men allerede efter fire maneder blev han fyret, fordi han var alt for kritisk over for de film, han anmeldte.
[21]
Det eneste arbejde, han herefter kunne fa, var redaktionen af en daglig spalte i
B.T.
om retssager.
I 1942 kom Dreyer ind i filmverdenen igen. Mogens Skot-Hansen, der var leder af Ministeriernes filmudvalg, ville gerne give ham en ny chance for at lave en spillefilm. Dreyer havde pa det tidspunkt et darligt ry blandt filmproducenterne: Han brugte for lang tid til sine optagelser, han overskred budgetterne, og han gjorde kun, hvad han selv ville, uden at radføre sig med producenterne. Skot-Hansen foreslog, at Dreyer først skulle lave kortfilm for at overbevise producenterne om, at han kunne overholde tiden og budgettet.
[22]
Dreyer indvilgede og lavede kortfilmen
Mødrehjælpen
(1942). Han overholdt tidsfristen for optagelserne og holdt sig inden for budgettets ramme. Dermed havde han over for filmproducenterne bestaet sin "adgangseksamen" til at lave en spillefilm. Den første spillefilm, han herefter lavede, var en filmatisering af den norske forfatter Hans Wiers-Jenssens teaterstykke
Anne Pedersdotter
. Stykket foregar i
Bergen
i slutningen af
1500-tallet
og handler om to kvinder, en mor og en datter, som bliver brændt pa balet som
hekse
. Dreyers film kom til at hedde
Vredens dag
.
Filmen afveg dog en del fra det litterære forlæg. Hvor Wiers-Jenssen fokuserer pa skildringen af Anne Pedersdotter, fokuserer Dreyer i højere grad pa den kirkelige institutions fanatisme, tvang og undertrykkelse. Her genkendes et motiv fra
Jeanne d´Arcs lidelse og død
: En ung kvinde konfronteres med intolerance og fanatisme hos den kirkelige institution.
Vredens dag
er kendetegnet ved en meget bevidst udnyttelse af filmiske virkemidler, sasom kamerabevægelser og kontrast mellem sort og hvidt. De mange langsomme kamerabevægelser understreger filmens dystre tone.
[23]
Dreyer ville fortælle historien ved hjælp af virkemidlerne snarere end ved hjælp af replikkerne, og det var med til at give filmen et langsomt tempo.
Det var netop det langsomme tempo, som filmen blev kritiseret for af anmelderne. Ved premieren var anmelderne stort set enige om at vende tommelfingeren nedad. Den blev kaldt "dræbende kedsommelig", "uhyre trættende" og "højstemt og patetisk". Der var ingen rigtig forstaelse for det originale ved filmsproget.
[24]
Endnu engang havde Dreyer vist sig at være forud for sin tid. En senere tid har fuldt ud anerkendt kvaliteterne ved filmen, som i dag regnes for at være en af hans mesterværker.
Hos det brede publikum var meningerne mere delte, men filmen matte alligevel hurtigt tages af plakaten. Filmproducenterne matte endnu engang notere en økonomisk fiasko for en film fra Dreyers hand.
I december 1943 rejste han til Sverige, hvor han lavede filmen
To mennesker
. Handlingen foregar i løbet af et par timer i ægteparret Arne og Marianne Lundells lejlighed, og den bestar væsentligt i en monolog mellem de to. Filmen blev bade kunstnerisk og økonomisk en fiasko, blandt andet fordi producenten Svensk Filmindustri blandede sig i filmens udformning pa en uheldig made. Filmen blev taget af plakaten efter kun fem dage. Dreyer selv erkendte, at den var mislykket.
[25]
I de næste ti ar gav filmproducenterne afslag pa alle hans ideer til spillefilm. De turde ikke satse pa hans økonomisk risikable film. Derimod fik han lejlighed til at lave en række kortfilm for ministeriernes Filmudvalg, der stod for produktionen af film om ministeriernes forskellige aktiviteter. Der var tale om undervisningsfilm og oplysningsfilm.
[26]
Blandt disse kortfilm er
De naede færgen
(1948) efter
Johannes V. Jensens
myte "Naaede de Færgen?" den mest vellykkede. Filmen var bestilt af Radet for Større Færdselssikkerhed. Den skulle advare motorcyklister mod faren ved at køre for hurtigt. Historien om motorcyklisten og hans veninde, der skal skynde sig for at na færgen i Nyborg, er et lille mesterværk af filmisk fortællekunst med realistiske dekorationer og hurtige, nervøse billedskift. Samtidig far den realistiske beretning et uvirkeligt skær gennem brug af metaforiske elementer. Det realistiske blandes med det fantastiske, især i slutningen af filmen.
[27]
I 1954 havde Dreyer endelig heldet med sig igen. Filmselskabet Palladium var presset af myndighederne til at lave kvalitetsfilm, ikke kun folkekomedier og lystspil.
[28]
Man valgte derfor at satse pa Dreyers manuskript til filmen
Ordet
, som er bygget pa
Kaj Munks
skuespil af samme navn fra 1932. Filmen havde premiere i 1955, og i modsætning til hans tidligere film blev den en succes hos bade anmelderne og publikum. Den gjorde et gribende indtryk. Publikum forlod biografen tavse som efter en gudstjeneste.
[29]
Filmen er af mange anmeldere regnet for at være Dreyers bedste film. Den indbragte ham
Bodilprisen for bedste danske film
i 1955 (sammen med
Der kom en dag
af
Sven Methling
),
Guldløven
ved filmfestivalen i
Venedig
i 1955, en
Golden Globe Award
i USA for bedste udenlandske film,
[30]
samt
National Board of Reviews
pris for bedste udenlandske film.
[31]
Filmens handling foregar i et landligt miljø i Vestjylland, hvor de to kirkelige retninger
grundtvigianismen
og
Indre Mission
er i strid med hinanden. Grundtvigianismen er repræsenteret ved gardmanden Morten Borgen, mens Indre Mission er repræsenteret ved Peter Skrædder. Sideløbende med denne strid sker der det, at Morten Borgens svigerdatter Inger dør i barselsseng. Filmen slutter med underet: Inger bliver vakt til live igen.
Temaerne i filmen er: tro, underets mulighed og ideologi over for liv. Morten Borgen og Peter Skrædder repræsenterer ideologierne, mens Inger repræsenterer "livet". Inger lægger hverken vægt pa Mortens grundtvigianisme eller pa Peters Indre Mission. Hun deltager ikke i de ideologiske diskussioner og synes bare, at de gør livet unødvendigt besværligt. Hun lægger heller ikke vægt pa, at hendes mand Mikkel ikke tror pa Gud, for han har jo "hjerte og godhed".
[32]
Hun gar mere op i at gøre godt i dagligdagens situationer uden at skele til, hvad ideologierne siger. I filmen ses ideologierne som noget, der laser mennesker fast i bestemte tankemønstre, sa de bliver blinde for nogle positive livsmuligheder.
I slutscenen, efter den mirakuløse opvækkelse af Inger, siger Mikkel:
"Jeg har fundet din tro"
. Det udsagn kan forstas pa to mader. Det kan forstas sadan, at Mikkel nu har omvendt sig til den kristne tro eller den kristne ideologi. Det kan ogsa forstas sadan, at Mikkel nu har fundet Ingers tro pa livet, dagligdagens liv, godhedens liv. Den sidste forstaelse er nok den rigtige, da den passer med Dreyers humanisme - hans tro pa at mennesket, ikke Gud, bør være i centrum og være malestok for alting.
[33]
Ordet
er ? nok i højere grad end de øvrige film ? præget af Dreyers mesterlige anvendelse af de filmiske virkemidler, for eksempel lange
indstillinger
. Et iøjnefaldende træk ved filmen er dekorationen, som er præget af enkelhed. Det er tydeligt, at Dreyer vil bruge den enkle dekoration til at fa tilskueren til at samle sin opmærksomhed om replikkerne og den psykiske atmosfære. Den dekoration, der findes i filmen, skal netop understøtte ideindholdet i den pagældende scene. Dreyer udtrykker sagen pa denne made:
"Forenklingen bør … have til formal at gøre billedets ide tydeligere og klarere. Forenklingen ma da besta i at rense motivet for alt, der ikke understøtter ideen."
[34]
Et eksempel herpa er scenen med Anders og Morten ved kisten, kort før underet sker. Den enkle og rolige dekoration skal understrege situationens højtidelighed. Samtidig forstærker den virkningen af symbolerne (lyset fra vinduerne, de syvarmede lysestager, kransen). Alt er lagt til rette for at vise ud over den umiddelbare fysiske virkelighed og hen pa noget psykisk og andeligt. Der er ikke noget i dekorationen, der kan distrahere. Det næsten demonstrativt stærke lys fra vinduerne fortæller om en anden verden, hvor undere er mulige. Tilskuerne far en anelse om den kommende dødeopvækkelse. Dreyer har lagt alting til rette, sa de spindes ind i en stemning af religiøs mystik og ubevidst suggereres til at tro pa, at underet er muligt, at det er muligt at kalde Inger tilbage til livet. Med Dreyers egne ord:
"Tilskuerne skal bringes til at glemme, at de ser en film, og suggereres eller om man vil hypnotiseres til at tro, at de overværer en guddommelig handling, sa de gar tavse og grebne bort."
[35]
Pa trods af
Ordets
succes hos publikum havde Palladium svært ved at fa de penge, der var investeret i filmen, ind igen. Dreyers perfektionisme havde endnu engang fordyret et filmprojekt. Palladiums direktør Tage Nielsen tøvede derfor med at sætte penge i en ny film af Dreyer. Men efter nogle ar lod han sig alligevel overtale. Resultatet blev filmen
Gertrud
(1964). Den byggede pa en roman fra
1906
af den svenske forfatter
Hjalmar Soderberg
.
Filmen handler om en kvinde, Gertrud, der er fanget mellem tre mænd: en streng politiker, som hun har giftet sig med, men aldrig elsket; en digter, som hun engang var elskerinde til, og som hun ikke længere elsker; en ung musiker, som hun er forelsket i, og som bliver hendes elsker. Men alle mændene kan ikke leve op til hendes krav om sand, givende kærlighed. De er ambitiøse og bedrevidende, og de foretrækker karriere og fornøjelser frem for kærlighed. For dem er kærlighed begær, lystfølelse eller flugt.
[36]
Men Gertrud kan ikke nøjes med en sadan kærlighed. Hun frigør sig fra mændene og vælger ensomheden som et mindre onde. Hun siger, at kærlighed er det eneste, der betyder noget i livet. Hun bliver alene, fordi hun ikke kan finde den kærlighed, hun søger, hos mændene, og fordi hun ikke vil ga pa kompromis.
I sine tidligere film havde Dreyer portrætteret kvinder, der var ofre for mandens tyranni - kvinder der led, fordi de var mændene underlegen. Med
Gertrud
er det anderledes. Hun er mændene overlegen. Hun har intelligens, karakter, viljestyrke og principper. Med
Gertrud
portrætterer Dreyer for første gang en kvinde, der kan frigøre sig fra mændene og deres lunkne kærlighed. Hun frigør sig ved at vælge ensomheden frem for mændene.
[37]
Med hensyn til filmens form gik Dreyer længere end i sine forrige film. Han koncentrerede sig ikke sa meget om det, han ville sige, som om maden, han ville sige det pa. De lange indstillinger far tilskueren til at dvæle ved situationerne. De mange værelser skaber en oplevelse af at bevæge sig i en labyrint, sa tilskueren far en oplevelse af orienteringsløshed.
Det store publikum og mange anmeldere havde svært ved at værdsætte en film, der lagde sa stor vægt pa formen. Filmen blev betragtet som statisk og uden dynamik. Den negative modtagelse bevirkede, at den hurtigt blev taget af plakaten.
Der var dog nogle fa anmeldere, der tog
Gertrud
i forsvar. Og da filmtidsskrifterne skrev om filmen, fik den en bedre bedømmelse. Allerede et ar senere fik den
Bodilprisen
som den bedste danske film i 1964. Efterhanden fik den status som en af Dreyers store film.
Dreyer havde mange filmplaner og udarbejdede mange manuskripter, men de fleste af dem blev aldrig realiseret pa grund af producenternes modvilje. Han planlagde blandt andet film om
Maria Stuart
og om
Medea
. Men det ufuldførte projekt, som betød mest for ham, og som han betragtede som kronen pa sit livsværk, var filmen om
Jesus
. Han havde allerede faet ideen til filmen omkring 1930. De første skriftlige vidnesbyrd om projektet stammer fra 1935.
[38]
I begyndelsen af 1950'erne havde han lavet et fuldt udarbejdet manuskript og havde forberedt alle detaljer til filmen.
Filmen var planlagt som et kæmpeprojekt, der ville koste meget mere end en almindelig Dreyerfilm. Den var planlagt med dyre dekorationer, f.eks. templet i Jerusalem.
[39]
Det var forstaeligt, at ingen producent turde sætte penge i filmen. En amerikansk forretningsmand, Blevins Davis, som Dreyer mødte i 1949, lovede at hjælpe ham. Men løftet stod ikke til troende. I 16 ar ? fra 1949 til 1965 ? holdt Davis ham hen med det ene tomme løfte efter det andet. Det lykkedes ikke at finde en producent, der ville satse pa filmen.
[40]
Dreyer ville med sin Jesusfilm skabe en ny selvstændig figur, der skulle fortrænge de traditionelle søndagsskolebilleder af Jesus. Under læsning af
evangelierne
havde han fundet frem til, at Jesus altid tog parti for de fattige og de undertrykte - især for kvinderne. Jesus var en humanist, der prædikede næstekærlighed, sagde Dreyer. Han var ikke Guds søn, men et ægte og usædvanligt menneske.
[41]
I manuskriptet til filmen lader Dreyer fortælleren afslutte med at sige:
"Jesus døde, men i døden fuldførte han det, han havde begyndt i livet. Hans legeme blev slaet ihjel, men hans and levede. Hans udødelige ord bragte menneskeheden over hele jorden det gode budskab om kærlighed, som de gamle jødiske profeter havde forudsagt."
[42]
Dreyer kæmpede for Jesusfilmen til det sidste, men forgæves.
[43]
Han døde af lungebetændelse i en lille lejlighed pa
Frederiksberg
den 20. marts 1968. Han ligger begravet pa
Frederiksberg Ældre Kirkegard
.
Dreyers indflydelse pa eftertidens store instruktører kan næppe overvurderes. Bade
Ingmar Bergman
og
Lars von Trier
har skelet til hans filmkunst. Temaet om den lidende kvinde i et patriarkalsk religiøst miljø, en stram
billedkomposition
og et langsomt tempo blev Dreyers kendemærke. Hans kompromisløse nærbilledteknik i
Jeanne d'Arcs lidelse og død
har inspireret talrige instruktører.
Du skal ære din hustru
og
Vredens dag
blev i 2006 optaget i
Kulturkanonen
.
[44]
- ^
"The 1,000 Greatest Films (Top 250 Directors)"
. They Shoot Pictures, Don't They. Arkiveret fra
originalen
2. december 2016
. Hentet 1. december 2016
.
- ^
[1]
Bright Lights Film Journal
review of Day of Wrath, Ordet and Gertrud.
- ^
"kamera.co.uk - feature item - Carl Dreyer - Antonio Pasolini"
.
www.kamera.co.uk
. Hentet 22. februar 2017
.
- ^
"Carl Theodor Dreyer | Biography, Movie Highlights and Photos | AllMovie"
.
AllMovie
. Hentet 22. februar 2017
.
- ^
The Passion of Joan of Arc review
Arkiveret
6. februar 2013 hos
Wayback Machine
by
Roger Ebert
.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1, s. 50 og 53.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1, s. 58.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1, s. 83.
- ^
Kildemateriale til en biografi om Carl Th. Dreyer, s.61.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 21.
- ^
Interview with Carl Theodor Dreyer (1965)
[2]
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 26.
- ^
Biografi / Carl Th. Dreyer
[3]
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 20.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1, s. 86-87.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 28.
|Det danske filminstitut Biografi / Carl Th. Dreyer
- ^
Edvin Kau: Dreyers filmkunst, s. 143.
- ^
Edvin Kau: Dreyers filmkunst, s. 143.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 143-44.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 144.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 154.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 159.
- ^
Carl Th. Dreyer: Vredens Dag.
[4]
- ^
Edvin Kau: Dreyers filmkunst, s. 283.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 179-80.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 184.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 186-87.
- ^
Edvin Kau: Dreyers filmkunst, s. 301
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 220.
- ^
"The Word"
. The Hollywood Foreign Press Association
. Hentet 25. november 2014
.
- ^
"1957 Archive"
. The National Board of Review
. Hentet 25. november 2014
.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 214-15.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 208.
- ^
Dreyer: Om filmen, s. 89-90
- ^
Carl Th. Dreyer: Fire film, s. 294.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 227.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 233.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 197.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 204-05.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 198-202.
- ^
Martin Drouzy: Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 2, s. 206-07.
- ^
Carl Th. Dreyer: Jesus af Nazaret. Et filmmanuskript, s. 187.
- ^
Martin Drouzy: Kildemateriale til en biografi om Carl Th. Dreyer, s. 126.
- ^
"Kulturkanonen"
(PDF)
. (s. 84 og 86 af 239). kum.dk,
Kulturministeriet
. Arkiveret fra
originalen
(PDF)
4. marts 2016
. Hentet 11. marts 2015
.
- Carl Th. Dreyer:
Fire film
. Gyldendal 1964.
- Carl Th. Dreyer:
Jesus fra Nazaret. Et filmmanuskript.
Gyldendal 1968.
- Carl Th. Dreyer:
Om filmen
. Artikler og interviews. København 1959.
- Martin Drouzy:
Carl Th. Dreyer, født Nilsson. Bind 1 og 2.
Gyldendal 1982.
ISBN
87-00-43601-1
- Martin Drouzy:
Kildemateriale til en biografi om Carl Th. Dreyer.
Reitzel 1982.
ISBN
87-7421-347-4
- Anette Rosenvold Hvidt (Red.):
Hammershøi - Dreyer. Billedmagi
. Ordrupgard 2007.
ISBN
8788692531
- Edvin Kau:
Dreyers filmkunst.
Akademisk Forlag 1989.
ISBN
87-500-2859-6
|
---|
Stumfilm
| | |
---|
Tonefilm
| |
---|
Kortfilm
| |
---|