- Denne artikel omhandler en græsk filosof. Opslagsordet har ogsa en anden betydning, se
Aristoteles (manekrater)
.
Aristoteles
Vestlig filosofi
Græsk antik
|
---|
|
|
Født
| 384 f.v.t.
Stageira,
Grækenland
|
---|
Død
| 322 f.v.t.
Chalcis
[1]
,
Grækenland
|
---|
Dødsarsag
| Tarmsygdom
|
---|
Gravsted
| Stageira
|
---|
Bopæl
| Athen
(366 f.v.t.-347 f.v.t., 335 f.v.t.-323 f.v.t.)
|
---|
Far
| Nicomachus
|
---|
Søskende
| Arimnestos
,
Arimneste
|
---|
Ægtefælle
| Pythias
|
---|
Partner
| Herpyllis
|
---|
Børn
| Nicomachus
,
Pythias
|
---|
|
Uddannelsessted
| Platons akademi
|
---|
Elev af
| Platon
|
---|
Beskæftigelse
| Filosof
|
---|
Fagomrade
| Etik
,
metafysik
,
logik
,
videnskab
,
politik
|
---|
Elever
| Theofrastos
, Chamaeleon, Klytus af Miletus, Neleus af Skepsis, Aristoxenos med flere
|
---|
Kendte værker
| Fysik
, eudaimonia
,
Poetik
, Meteorology
[2]
, Athenernes forfatning
med flere
|
---|
Skole/tradition
| Den
peripatiske skole
|
---|
Pavirket af
| Platon
|
---|
Har pavirket
| Næsten al filosofi og videnskab efterfølgende
|
---|
Betydningsfulde ideer
| Den gyldne middelvej
|
---|
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
.
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
|
Aristoteles
(
græsk
:
?ριστοτ?λη?
Aristotel?s
; født
384 f.Kr.
, død
322 f.Kr.
) var en
græsk
filosof
. Han og
Platon
regnes for dem, der har haft størst indflydelse pa den
vestlige verdens
tanker
[3]
.
Aristoteles blev født i den
joniske
havneby
Stagira
pa den
makedonske
kyst. Han kom fra en familie af
læger
; hans far Nikomachus var hoflæge for det makedonske kongehus og døde tidligt i sønnens liv. Hans mor Phaestis skal ogsa være død tidligt; hun kom fra byen Chalkis pa øen Euboea, hvor hendes familie havde ejendomme.
[4]
Proxenus fra Atarneus, som var gift med Aristoteles' storesøster Arimneste, blev drengens værge. Da Aristoteles var 17 ar, sendte Proxenus ham til
Athen
for at tage en højere uddannelse.
[5]
Han var elev pa
Platons akademi
i 20 ar. Mod forventning blev han ikke Platons efterfølger som leder af Akademiet. Til forskel fra
Platon
, som ansa den fysiske verden som en flygtig og ufuldstændig gengivelse af den fuldkomne
ideernes
verden, anerkendte Aristoteles verdens fysiske virkelighed og mente, at vi kan stole pa
sanserne
som vore primære kilder til viden. Han ønskede at nærme sig
naturen
med abent sind for at lære den at kende.
[6]
Aristoteles rejste til kysten af
Lilleasien
for der at fortsætte sit filosofiske arbejde. Han foretog ogsa indgaende studier af dyrelivet og udviste hele sit liv en levende interesse for naturen. Aristoteles var uhyre produktiv. Af hans omkring 200 værker, findes i dag kun 31 bevaret. I 343 f.Kr. inviterede
kong Filip
ham til Makedonien for at undervise sønnen, den senere
Alexander den Store
. Efter kong Filips død i 335 f.Kr. rejste Aristoteles tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole,
Lykeion
. Samme ar døde hans kone Pythias og efterlod ham datteren, der som sin mor hed Pythias. Senere indledte han et forhold til Herpyllis. Hun var som han selv fra Stagira. Muligvis levede han ogsa sammen med en
slavinde
, han havde faet foræret af det makedonske
hof
. Parret fik børn som sønnen Nikomachus, opkaldt efter Aristoteles' far.
[5]
I Lykeion indrettede Aristoteles et
bibliotek
i lejede bygninger. Han organiserede større fælles forskningsopgaver som indsamling af 58 græske
bystatsforfatninger
. I dag er kun Athens forfatning bevaret. I mellemtiden var Makedonien under kong Filip blevet en stormagt, der havde sikret sig lederskabet i Grækenland. Efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. blussede grækernes modvilje mod makedonerne op. Aristoteles kunne som følge af sin nære tilknytning til det makedonske kongehus ikke længere føle sig tryg i Athen. Han flyttede til sin mors hjemegn
Euboea
, hvor han døde.
[7]
Aristoteles er især kendt for sit værk
Metafysik
, hvori han undersøger og opstiller helt grundlæggende begreber.
En væsentlig del af Aristoteles' filosofi er hans udredning af forandringens og bevægelsens natur. Nar noget forandrer sig, ma det nødvendigvis forandre sig til det modsatte. Altsa nar x forandrer sig, ma det nødvendigvis forandre sig til noget, der kan betegnes som ikke-x, da der ellers ingen forandring ville finde sted. Et eksempel er, at hvis en genstand i hvile forandrer sig, da ma det være det samme som at sige, at den begynder at bevæge sig. Og hvis noget forandrer farve og derved bliver grønt, da ma den have forandret sig fra noget, der ikke er grønt, for at genstanden overhovedet kunne forandres til at blive grøn.
At forsta en forandring er ifølge Aristoteles at forsta dens arsager, og han beskriver fire forskellige slags:
- Den materielle arsag (causa materialis)
- Den formelle arsag (causa formalis)
- Den bevirkende arsag (causa efficient). Svarer til den moderne naturvidenskabelige kausal arsag
- Den intentionelle arsag (
causa finalis
). Svarer til den humanistiske intentionelle arsag
Enteleki
(fra græsk ?ντελ?χεια "virkeliggørelse", "fuldstændiggørelse") er et af Aristoteles udviklet begreb, der angiver en virkeliggørelse af noget, som tidligere kun var en potentiel mulighed.
Disse begreber blev grundlæggende for den middelalderlige
teleologi
, og de far stadig meget opmærksomhed.
Aristoteles mildnede Platons ganske
idealistiske
position i sin abstraktionslære, idet han i stedet for at tale om fænomener som forvrængede afspejlinger af ideerne i stedet talte om materie og form, som gennem sammensmeltning bliver til virkelighed: formen er derfor iboende stoffet.
Han var dog
realist
med hensyn til almenbegreberne, da han mente, at erkendelse kun var mulig, hvis det almene havde eksistens. Men for Aristoteles var denne eksistens ikke uafhængig af enkelttingene - substanserne - som ma findes; derved far de prioritet i forhold til det almene, saledes at universalierne bliver en slags "anden
substans
". Ideen og den perciperede genstands væren falder sammen i objektet (
universale
in
re
) og bliver først adskilt ved en intellektuel akt.
Aristoteles fremførte følgende argumenter imod, at Platons ideer skulle have en uafhængig eksistens:
- Ideerne var uforanderlige og kunne derfor ikke forklare forandring
- Forestillingen om ideernes uafhængige eksistens ville føre til en unødig fordobling af genstandene i verden
- For at kunne vurdere ligheden mellem ideen "menneske" og et individuelt menneske, ville man fa brug for et andet menneske som malestok (argumentet "det tredje menneske"), og man ville fa en "uendelig regres". Betingelserne vil aldrig høre op
Pointen er sa, at vi som mennesker ogsa har disse guddommelige former i vores intellekt. Vores opgave bliver derfor at studere verden for at blive opmærksom pa den "guddommelige logik/system" (
logos
). En iagttager kan saledes finde de unikke egenskaber ved at studere medlemmer af den samme art og erkende fællestrækkene mellem de enkelte medlemmer. Eksempelvis har et egetræ mange fællestræk med tidligere generationer af egetræer: det besidder dermed en
egelighed
. Iagttageren kan derfor studere
egetræer
og intellektuelt erkende egetræers
egelighed
, altsa erkende almenbegrebet gennem en deduktiv metode. Aristoteles regnes pa denne baggrund som grundlægger af den realistiske skole.
Aristoteles etik er fremsat i tre bøger:
Den nikomakhæiske etik
,
Den eudaimoniske etik
og
Magna Moralia
[8]
[9]
. De er samlet af hans elever.
Den nikomakhæiske etik
er efter overleveringen af hans søn
Nicomachus
.
Hans etik fremsætter den første
dydsetik
. Malet for livet er lykke,
eudaimonia
. Vi opnar dette ved at have en god karakter. Denne bestar af dyder. En dyd er det karaktertræk, der ligger et sted imellem to ekstremer. At besidde mod ligger saledes mellem det at være en kujon og det at være overmodig.
Mennesket er selv ansvarligt for sin karakter.
Etikken er som en medicin for sjælen
[10]
.
Det pædagogiske begreb
protreptik
er forbundet med Aristoteles etik.
Det psykologiske paradoks
Buridans æsel
stammer fra Aristoteles.
Begrebet
autarki
stammer fra Aristoteles. Det betyder selvforsyningsøkonomi og var ifølge hans værk
Politikken
et
ideal
, det var vigtigt at prøve at opna.
Oligarki
er ogsa et begreb, der stammer fra Aristoteles.
Aristoteles' retorik er en klassisk tekst inden for den vestlige filosofi, skrevet af den græske filosof Aristoteles
[11]
. "Retorik" er et værk, der systematisk udforsker kunsten at overtale og overbevise gennem tale. Teksten bestar af tre bøger og er en grundlæggende kilde til forstaelse af retorikens principper.
Aristoteles definerer retorik som "den færdighed, der bestar i at kunne finde de midler, der vil overbevise i hvert enkelt tilfælde." Han ser retorik som en praktisk færdighed, der sigter mod at pavirke og overbevise andre.
De tre
appelformer
etos
,
logos
og
patos
stammer fra Aristoteles
[12]
. Aristoteles identificerer saledes tre primære talegenrer eller appelformer: ethos, pathos og logos. Ethos fokuserer pa talerens karakter og troværdighed, pathos appellerer til følelser, og logos handler om at bruge logik og argumentation.
Ideen om en
scala naturae
blev udviklet af Aristoteles. Han klassificerede dyrene pa en
hierarkisk
made, hvilket bl.a. byggede pa indsamlinger foretaget af Alexander den Store, og var med til at give ham betegnelsen
zoologiens
fader. Dette var grundlaget for
klassifikationen
af
dyr
i over 2.000 ar.
Aristoteles var af den overbevisning, at alt i hele verden er opbygget af
de fire elementer
jord, ild, luft og vand. Han bekræftede sin opfattelse ved blandt andet at se pa træs forbrænding. Nar træ brænder, kommer ilden frem, og luften forsvinder som røg, hvor ogsa vandet forsvinder fra det brændende træ, indtil der kun er jorden, i form af aske, tilbage.
[13]
Dog ansa Aristoteles denne antagelse af utilstrækkelig, derfor tilførte han
et femte element
. Dette element var mere ukendt og andeligt. Aristoteles mente, at dette femte element hverken kunne berøres eller ses, men udgjorde det ukendte, som de fire elementer var for utilstrækkelige til at kunne forklare.
[14]
Han sluttede sig til datidens
geocentriske verdensbillede
.
[15]
Han er ogsa kaldt "videnskabens fader".
[6]
Aristoteles opfandt den
induktive-deduktive metode
, der blev videreudviklet af
Francis Bacon
.
Hans
syllogistiske
logik
var standard helt til
1879
, hvor
Gottlob Frege
udgav sit
Begriffsschrift
.
Aristoteles forfattede to typer skrifter:
- Skrifter beregnet for publicering, for det meste dialoger. De blev læst af mange i
hellenistisk
tid, men findes i dag kun som fragmenter.
- Afhandlinger, der ikke var beregnet pa noget publikum. Aristoteles arbejdede med disse hele sit aktive liv.
Efter Aristoteles' død blev hans skrifter overtaget af hans nære ven og medarbejder
Theofrastos
, som testamenterede den til Neleus, der skulle overtage ledelsen af skolen i Athen. Imidlertid valgte skolens medlemmer en anden leder, og Neleus tog biblioteket med til byen Skepsis i
Lilleasien
, hvor han slog sig ned. Hans efterkommere arvede hans bibliotek, men havde ingen interesse i det og passede darligt pa skrifterne, til de blev reddet af Apollikon (død 85 f.Kr.), som købte dem og bragte dem tilbage til Athen. Men da romerne aret efter indtog Athen, sendte de skrifterne til
Rom
, hvor de blev sat i stand af grækeren Tyrannion. Skrifterne kunne meget nemt være gaet tabt. I sa fald havde
middelalderens
og den moderne tids tænkning udviklet sig ganske anderledes.
[16]
Tyrannion gjorde skrifterne tilgængelige for Andronikos fra
Rhodos
,
[17]
der omkring 60 f.Kr. fuldførte en redigeret udgave af Aristoteles' skrifter. De blev læst og kommenteret af mange, ikke mindst Alexander fra Afrodisias
[18]
og
nyplatonikere
. Der opstod ogsa en
byzantinsk
kommentatortradition, der holdt sig indtil den
muslimske
magtovertagelse af det østromerske rige i
1453
. Nyplatonikerne overtog mange begreber fra Aristoteles, ikke mindst i læren om sjælen; men fastholdt den platonske tanke om sjælens udødelighed. De betragtede Platon som teologen, mens Aristoteles blev anset som logiker og naturfilosof. I det nyplatonske studieprogram for nye studenter indgik normalt et grundstudium af Aristoteles, fulgt af et studium af Platon som en indvielse i "
de højere mysterier
". Via nyplatonismen fik Aristoteles indvirkning pa kristen tænkning. Han blev læst af flere græske teologer, og i
Syrien
oversatte
munke
ham til syrisk. Kristne munke oversatte hans skrifter til arabisk, hvad der igen fik indvirkning pa arabisk middelalderfilosofi.
[19]
De vigtigste af de overleverede skrifter er:
Aristoteles har haft en uvurderlig pavirkning i den vestlige historie og tænkere som eksempelvis
Augustin
.
[20]
Hans skrifter kom til
Vesten
i to etaper, den første via romeren
Boethius
, som havde studeret i Athen eller Alexandria og følgelig kunne græsk, men selv skrev pa latin. Han var den første, der formidlede aristotelisk logik pa latin. Han har nok planlagt at oversætte alle Aristoteles' skrifter til latin, men naede kun at fa de fleste logiske skrifter oversat. Han oversatte ogsa
Isagoge
, en indledning til
Kategorierne
forfattet af nyplatonikeren
Porfyrios
. Takket være Boethius' oversættelser blev aristotelisk logik en vigtig bestanddel i den tidlige middelaldertænkning; men anden pavirkning fra Aristoteles var stærkt begrænset, da man ikke kendte hans øvrige værker. Boethuis' oversættelser fik betydning for
universaliestriden
og debatten om logikkens rolle i teologien som
Anselm af Canterburys
gudsbevis.
[21]
I
østkirken
var Aristoteles' skrifter derimod kendt og studeret fra tidlig kristen tid. Munke oversatte dem fra græsk til
syrisk
,
persisk
og
arabisk
. Det stimulerede til dannelsen af en arabisk kommentatortradition stærkt pavirket af nyplatonismen. I 1100-tallet blev skrifterne om logik, naturfilosofi, metafysik og etik tilgængelige ogsa i Vesten. En hardnakket
myte
hævder, at Vesten fik Aristoteles’ skrifter fra arabiske oversættelser, der blev oversat til latin i
Spanien
. I virkeligheden blev de kun anvendt, nar man manglede oversættelser fra græsk til latin. De fleste var oversat direkte fra græsk, med den græske sætningsbygning bevaret sa vidt muligt. Deraf fremkom et ret opstyltet og u
idiomatisk
latin. Men de arabiske tekster gik omvejen ad syriske oversættelser og stod altsa to skridt fra den græske original. Følgelig blev græsk-latinske oversættelser foretrukket, i det omfang de fandtes.
[22]
Ud fra de fatallige, overleverede
manuskripter
ser det ikke ud til, at Aristoteles i nogen større grad blev studeret i 1100-tallet. Interessen var størst for de nye oversættelser, kaldet "den nye logik" (Boethius’ oversættelser blev kaldt "den gamle logik"). Men omkring ar
1250
blev interessen for Aristoteles for alvor vækket. De vigtigste oversættere var
biskop
af Lincoln, Robert Grosseteste,
[23]
og
dominikanermunken
Wilhelm af Moerbeke
[24]
fra
Flandern
. Begge oversatte fra græsk. Lige før
1210
ma nogen have forelæst om aristotelisk naturfilosofi i
Paris
. Det ar blev der nemlig afholdt et kirkemøde, der forbød bade offentlig og privat undervisning i aristotelisk naturfilosofi ved Sorbonne. En gruppe teologer har nok frygtet, at den var en trussel mod den kristne tro. Da studierne ved universitetet i Paris blev omorganiseret i
1215
, blev forbuddet opretholdt. Men samtidig tillod de kirkelige myndigheder forelæsninger om Aristoteles’ logik og etik; og nogle ar senere reklamerede universitetet i
Toulouse
med undervisning i de skrifter af Aristoteles, der var forbudt i Paris. I
1231
nedsatte
pave Gregor 9.
et udvalg pa tre, der skulle undersøge skrifterne og rense dem for
vranglære
. Men mere hørte man ikke om den sag; og i
1255
foreskrev
statutterne
for det filosofiske
fakultet
ved Paris-universitetet undervisning i nærmest alle kendte aristoteliske skrifter. Hans filosofi var nu fast etableret bade i Paris og
Oxford
, og snart blev filosofi undervisning synonymt med undervisning i Aristoteles. Mest strid var der om hans syn pa verdens ophav (uden begyndelse), pa sjælen (den individuelle sjæl er ikke udødelig) og hans gudsbegreb (Gud er uden omsorg for verden og menneskene). Menneskelivets mal er for Aristoteles den højeste visdom og lykke, fremkommet ved filosofisk virksomhed; mens den kristne forestilling om visdom og lykke drejer sig om erkendelse af Gud, og forening med ham gennem et fromt liv. Da Siger af
Brabant
[25]
hævdede, at et liv i intellektuel dyd er det mest fuldkomne liv, blev det i
1277
fordømt af Etienne Tempier, biskop af Paris, da han offentliggjorde en liste over 219 sætninger, der indeholdt vildfarne opfattelser. Siger af Brabant og hans meningsfæller ved Paris-universitetet holdt fast ved den kristne tro; kun fremhævede de filosoffen, snarere end
præsten
, som den bedste vejleder og lærer. Heraf ses, at filosofien var begyndt at søge løsrivelse fra sin nedarvede tilknytning til teologien.
[26]
Aristoteles har haft en betydelig indflydelse pa dansk filosofi og intellektuel tradition. Hans tanker blev introduceret i Danmark gennem den middelalderlige skolastiske periode, hvor filosofi og teologi var nært forbundet. Middelalderens danske lærde studerede Aristoteles' værker som en del af deres uddannelse og intellektuelle dannelse.
I renæssancen fortsatte interessen for Aristoteles, da humanister som for eksempel
Niels Hemmingsen
og
Anders Sørensen Vedel
studerede og kommenterede hans tekster. Aristoteles' etik og politiske filosofi var særligt vigtige i denne periode.
I det 19. og 20. arhundrede blev Aristoteles genstand for omfattende studier inden for dansk filosofi. Filosoffer som
Søren Kierkegaard
og hans efterfølgere, herunder
Harald Høffding
og
Knud Ejler Løgstrup
, indarbejdede elementer af Aristoteles' tanker i deres egne filosofiske systemer
[27]
. Kierkegaard, som er kendt for sin eksistentielle filosofi, var dog ogsa kritisk over for visse aspekter af Aristoteles' rationalisme. Blandt de nulevende danskere, der har skrevet bøger om Aristoteles, er Mogens Herman Hansen
[28]
.
Immanuel Kant
: Kant kritiserede Aristoteles' metafysiske begreber, især ideen om substans og essens
[29]
. Han argumenterede for, at disse begreber var uklare og ikke kunne tjene som grundlag for en systematisk og universel filosofi.
Francis Bacon
: Bacon, der var en pioner inden for videnskabelig metode, kritiserede Aristoteles' deduktive tilgang og understregede betydningen af empirisk observation og induktivt ræsonnement i videnskaben
[30]
.
Galileo Galilei
: Galilei var en vigtig figur inden for den videnskabelige revolution og kritiserede Aristoteles' geocentriske verdensbillede
[31]
. Galilei's observationer med teleskopet støttede Copernicus' heliocentriske model og udfordrede dermed Aristoteles' kosmologi.
Karl Marx
: Marx kritiserede Aristoteles' politiske filosofi og ideen om naturret
[32]
. Han mente, at Aristoteles' syn pa slaveri og hans sociale hierarkier var i strid med en mere egalitær og materialistisk tilgang til samfundet.
Friedrich Nietzsche
: Nietzsche kritiserede Aristoteles' etiske system, især dydsetik, og mente, at det var en manifestation af en slave-moral
[33]
. Han søgte at udfordre traditionelle etiske normer og opfordrede til en genovervejelse af værdier.
- Tre naturfilosofiske skrifter. Forlaget Klim.
ISBN
9788771293739
(2015). (Indeholder
Om Sansning
,
Om Liv og Død
og
Om Levende Væseners Bevægelse
.)
- Retorik (1983). Museum Tusculanum Forlag
- Aristoteles' Forelæsning over Fysik ? I-IV ? om det Værende, Stof og Form, Aarsag og Virkning, Rum og Tid (1999). Gyldendal
- Om tilblivelse og tilintetgørelse ? De generatione et corruptione (2004).
- Poetikken
.
- Aristoteles om hukommelse. (2007) Oversættelse af Om hukommelse og genkaldelse med indledning og kommentar af David Bloch.
- Etikken. (2007) (Den nikomacheiske etik). Det lille Forlag
- Broadie, S. (1993).
Ethics with aristotle
. Oxford University Press
- Christensen, Anne-Marie Søndergaard (2013): “Moderne dydsetik. Arven fra Aristoteles”. Aarhus Universitetsforlag
- Christensen, S. (2018). Midtens ekstremisme - om tænksomt begær og regelløs fornuft hos Aristoteles.
Slagmark - Tidsskrift for idehistorie
, (20), 53?64
- Fink, J. L. (2007). Aristoteles og alle de andre platonikere.
Slagmark - Tidsskrift for idehistorie
, (49), 186?189.
- Hansen, Mogens Herman (2013): “Aristoteles”. Djøf
- Holst, Jonas (2010). Psyke og logos ? to tilgange til Aristoteles’ lære om sjælen.
Psyke & Logos
,
31
(1), 15.
- Kenny, A. (2016).
The Aristotelian Ethics: A study of the relationship between the Eudemian and Nicomachean ethics of Aristotle
. Oxford University Press.
- Lev, A. (2008)
Filosofisk og politisk tænkning hos Aristoteles
, Museum Tusculanum Forlag.
- Simpson, P. L. (2014).
The great ethics of Aristotle
. Transaction Publishers.
- Stiegen, A. (1964)
Aristoteles
. Købehavn: Berlingske.
- Sørensen, A. D. (2017):
Aristoteles fra lægekunst til livskunst
. Det Kongelige Bibliotek.
- ^
Navnet er anført pa engelsk og stammer fra
Wikidata
hvor navnet endnu ikke findes pa dansk.
- ^
Navnet er anført pa engelsk og stammer fra
Wikidata
hvor navnet endnu ikke findes pa dansk.
- ^
https://www.britannica.com/biography/Aristotle
- ^
"Aristotle biography"
. Arkiveret fra
originalen
11. maj 2018
. Hentet 25. maj 2018
.
- ^
a
b
Aristotle Biography - Biography
- ^
a
b
Greek Medicine: Aristotle
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 115-6), forlaget Gyldendal, Oslo 2002,
ISBN
82-417-0966-8
- ^
Simpson 2014
- ^
https://plato.stanford.edu/entries/aristotle-ethics/
- ^
“Aristoteles fra lægekunst til livskunst”, 2017
- ^
Gross 2000
- ^
Gross, A. G., & Walzer, A. E. (Eds.). (2000).
Rereading Aristotle's Rhetoric
. SIU Press.
- ^
Vejen til fysik, Knud Erik Nielsen og Esper Fogh, 2005, s. 142
- ^
Ball, P. (2004).
The Elements: A Very Short Introduction
. Very Short Introductions. OUP Oxford. p. 33.
ISBN
9780191578250
.
- ^
Teach Astronomy - Aristotle and Geocentric Cosmology
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 159-60)
- ^
Commentators on Aristotle > Andronicus of Rhodes (Stanford Encyclopedia of Philosophy)
- ^
Alexander of Aphrodisias (Stanford Encyclopedia of Philosophy)
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 160)
- ^
Augustin
Arkiveret
12. maj 2014 hos
Wayback Machine
, David Bloch: Aristoteles, Augustin og Robert Grosseteste om videnskabens grundprincipper
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 206-8)
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 210-11)
- ^
Robert Grosseteste (Stanford Encyclopedia of Philosophy)
- ^
William of Moerbeke | Belgian archbishop | Britannica.com
- ^
Siger De Brabant | Belgian philosopher | Britannica.com
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 211-12)
- ^
Kierkegaard 2002
- ^
Hansen 2013
- ^
Kant 2002
- ^
Bacon 2010
- ^
Galilei 2001
- ^
Marx 1976
- ^
Nietzsche 1994