Oldtidens Grækenland
(
græsk
:
?λλ??
,
Hellas
) var en næsten tusindarig periode i
Grækenlands historie
bade i
Grækenland
og mange af
Middelhavs
- og
Sortehavsomraderne
. Oldtidens Grækenland bliver af de fleste regnet som den vigtigste grundlæggende kultur for
den vestlige civilisation
. Græsk kultur varede til
kristendommens
komme og havde stor pavirkning pa
Romerriget
, som igen satte sit præg pa den europæiske kultur.
De gamle grækeres civilisation har haft stor indflydelse pa sprog, politik, uddannelse, filosofi, videnskab, kunst og arkitektur i den
moderne verden
. Den græske kultur var ogsa katalysator for
renæssancen
i 14- og 1500-tallet.
Begrebet ”Antikkens Hellas” dækker den græsktalende verden. Ikke alene til den græske halvø og det moderne Hellas, men ogsa til omraderne med hellensk kultur, som var beboet af
grækere
:
Cypern
og
De ægæiske øer
, kysten omkring
Det Ægæiske Hav
kaldet
Anatolien
(dengang
Ionien
),
Sicilien
med Syditalien og de spredte, græske bosættelser pa kysten af
Illyrien
,
Thrakien
,
Egypten
,
Kyrene
,
Sydfrankrig
og øst og nordøst pa
Den Iberiske Halvø
.
Grækerne kaldte deres land for Hellas og omtalte sig selv som hellenere (oprindeligt en stamme i det sydlige
Thessalien
). Den latinske benævnelse, som vi bruger, stammer fra en stamme fra det vestlige Hellas,
Graii
(
latin
:
Graeci
/
Graecia
, henholdsvis grækere og Grækenland). Man antager at stammen
Graii
var med ved koloniseringen af
Cumae
, den ældste græske koloni i
Italien
, og at benævnelsen derfra spredte sig ud over Italien.
[1]
”Oldtidens Grækenland” bliver sædvanligvis inddelt i tre perioder.
- Den første er
arkaisk tid
, hvor de græske bystater begyndte at udvikle sig, omtrent fra det
9. arhundrede f.Kr.
til
perserkrigene
(500 f.Kr.), slutningen pa arkaisk tid
- Efter perserkrigene gik den græske historie ind i
klassisk tid
, som var højdepunktet i den antikke græske verden med en kultur, som blomstrede voldsomt. Den klassiske tid fortsatte frem til
Alexander den Stores
erobringer; selve skellet er ofte sat til Alexanders dødsar,
323 f.Kr.
- Perioden efter Alexander kaldes
hellenistisk tid
. Hellenismen og den antikke græske periode slutter ved
Romerrigets
erobring af den græske halvø i
146 f.Kr.
Fra omkring 800 f.Kr. er der fund og kilder, som fortæller om en græsk kultur i vækst. Den nye græske civilisation var ikke centralt styret som den gamle højkultur i fx
Mykene
, men delt i mange sma, selvstyrende samfund, som voksede frem rundt om et forsvarsværk (borg eller
akropolis
). Ordet akropolis betyder ”højborg” og kommer af, at græske bønder i løbet af de mørke arhundreder byggede sma forsvarsværker pa toppen af højene i landskabet for at kunne flygte dertil, nar fremmede hære nærmede sig.
Akropolis blev, efterhanden som den græske kultur hævdede sig, et vigtigt samlingssted i
polisstaten
. Lige neden for akropolis oprettedes ofte sma torve,
agora
, hvor varer blev byttet mellem bønderne og handelsmænd. Byen blev det militære og økonomiske magtcentrum i staten til trods for, at det græske samfund hovedsageligt var et jordbrugsamfund, og at magten primært la i hænderne pa mænd med store landejendomme.
I hele det græske omrade var der omkring 600 polisstater. De la ofte i konflikt med hinanden om grænserne.
Oprindeligt var de græske polisstater
monarkier
, men da jordbrug var fundamentet i det græske samfund, sad det jordejende
aristokrati
pa den virkelige magt. Jordejeraristokratiet var ogsa en krigerstand, da det var det eneste med ressourcer til at eje vaben. Aristokraterne i hver polisstat kæmpede indbyrdes og forsøgte at beherske mest mulig jord og magt og dræbte ofte monarken pa deres vej: for aristokratiet var ”staten”. Smabønderne led under aristokratiets magtkampe.
Jern var lettere at udvinde end bronze. Bronzen var dyrt og vanskeligt at udvinde og var med til at fastholde aristokratiets magt, da det havde rad til at skaffe sig bronzevaben. Grækerne fik jern omkring 600 f.Kr. og udviklede
hoplithære
med bondesoldater, som gik i krig i tæt formation,
falankser
. De bondedominerede hære førte til, at bondestanden fik mere magt, og det pavirkede magtfordelingen.
Jernalderen opstod i Sydøsteuropa allerede omkring 1500 f.Kr. med
hittitterne
, en indoeuropæisk folkegruppe. Pa grund af jernets kvalitet og enkle udvindingsproces forsøgte hittitterne at holde opskriften pa fremstilling af jern hemmelig, men i længden var det umuligt.
Aristokratiet kom nu i konflikt med en voksende handelsstand, der blomstrede pga. mønter omkring 680 f.Kr.. Fra midten af 600-tallet samledes handelsstanden og bønderne ofte omkring
populistiske
ledere, som blev kaldt
tyranner
, eneherskere som skulle fordele jorden retfærdigt mellem indbyggerne i staten. En tyran skulle bruge sin enevældige magt til at tage jorden fra aristokratiet og uddele den til borgerne. Men tyrannerne førte ofte samme politik som enevældige herskere gennem historien: de misbrugte magten.
Tyranni
havde ikke samme negative klang i det gamle Grækenland som
tyran
og
diktator
har i dag. En tyran var en succesrig oprørsleder, der ofte havde støtte fra en stor del af folket (i hvert fald i begyndelsen af sin magtperiode).
Man ser ofte en udvikling fra monarki til tyranni (og tilbage til monarki igen) i polisstaterne. Da tyrannerne misbrugte deres magt og blev overvundet og erstattet af nye tyranner, udviklede de fleste stater en form for demokrati, folkestyre. De oprettede
folkeforsamlinger
, som mødtes regelmæssigt og bl.a. udviklede lovgivning.
I 700-tallet f.Kr. overtog grækerne en lydskrift fra
fønikerne
som vores alfabet. Derfor har vi skriftlige kilder til græsk kultur, som er lette at tyde; og det er denne kultur fra det gamle Grækenland, mange regner som det kulturelle grundlag for vestlig kultur.
Til trods for at grækerne aldrig blev samlet i en centraliseret stat, sa de sig selv som et folk. De skelnede mellem grækere og
barbarer
(det græske lydmalende ord
barbaros
betyder folk, der ikke taler græsk).
Før det
6. arhundrede f.Kr.
var
Athen
,
Sparta
,
Korinth
og
Theben
de dominerende polisstater. Alle fire havde underlagt sig smastater og udvidet deres magtomrader. Inden søfarten og handlen rigtigt udviklede sig, var det Athen og Korinth som dominerede.
Athen og Sparta udviklede sig efterhanden til de mest dominerende polisstater og kom til at lede
Peloponneserkrigen
pa hver deres side i en blodig konflikt, som splittede hele den græske civilisation. De to stater var meget forskellige, bade kulturelt og samfundsmæssigt: demokratiet radede i Athen, mens Sparta var et
oligarki
med en
blandet forfatning
.
[2]
Polisen Athen la pa
Attika
, som ikke var særlig velegnet til jordbrug. Af den grund producerede staten hovedsageligt
olivenolie
og andre luksusvarer, som blev solgt for jordbrugsvarer. De var tvunget til at handle, og det var en af arsagerne til at Athen blev den dominerende polisstat pa havet.
Mod slutningen af det
6. arhundrede f.Kr.
herskede
Dareios den Store
over et enormt rige fra Vest
kina
til Østeuropa. I
513 f.Kr.
erobrede Dareios for første gang
Thrakien
og
Makedonien
, og den makedonske konge,
Alexander 1.
, blev hans vasal.
I
499 f.Kr.
brød det ioniske oprør ud igangsat af Aristagoras i Milet. De ioniske byer forkastede de
tyranner
, som perserne havde indsat, dannede forbund og bad om hjælp fra andre grækere. Athen sendte tyve skibe og
Eretria
fem, og fladen hjalp med at sprede oprøret langs kysten. I
498 f.Kr.
erobrede og brændte grækerne
Sardes
. Det resulterede i en persisk invasion. Den græske flade blev knust i slaget ved Lade i 494, og de ioniske byer blev plyndret, selv om de fik indført demokratisk styre.
I 492 f.Kr. overmandede en hær kommanderet af Dareios' svigersøn
Mardonios
Thrakien og Makedonien, men i forsøget pa at angribe Athen forliste hans flade i et uvejr ved
Athosbjerget
. Næsten hele hæren blev dræbt, og Mardonios vendte kvæstet hjem. Det lykkedes athenerne at sla perserne i
slaget ved Marathon
og ved
Salamis
.
Perserkrigene markerer overgangen fra
arkaisk tid
til
klassisk tid
i græsk historie.
Efter perserkrigene gik flere bystater sammen i forbund for at forsvare sig mod Persien:
det athenske søforbund
blev grundlagt i
477 f.Kr.
. Athen blev den naturlige leder, da byen havde langt den største flade i den græske verden. I løbet af nogen artier formaede Athen at omdanne forbundet til et athensk imperium, som førte til misfornøjelse blandt enkelte bystater.
I
433 f.Kr.
udviklede der sig en konflikt mellem poliserne
Korkyra
og
Korinth
. I den matte Korkyra bede Athen om hjælp. En alliance ville betyde, at Athen kom i konflikt med Korinth og dens allierede Sparta. Det ville betyde et brud pa den tredivearsaftale, som forbød Athen at udvide sit imperium. Forespørgslen fra Korkyra førte til en heftig debat i folkeforsamlingen i Athen, men alle fulgte
Perikles
' rad om at indga alliancen.
Spartanerne prøvede flere gange at løse konflikten diplomatisk, fordi de ønskede at undga en konflikt med Athen. Perikles fastholdt Athens krav og ønskede ikke at indga kompromis med Sparta. Krigen var ikke til at undga.
Den første del af krigen varede fra
431
til
nikiasfreden
i
421 f.Kr.
, hvor Sparta og Athen indgik en fredsaftale, som skulle vare i 50 ar. Men allerede i
413 f.Kr.
var krigen i gang igen og varede helt til Athens totale nederlag i
404 f.Kr.
Efter at
Filip
havde etableret et makedonsk militært og diplomatisk overherredømme i Hellas, drog
Alexander
af sted i
334 f.Kr.
pa sine berømte erobringer. Den første og mest kendte var den, som underlagde Persien efter en afstemning i et græsk radsmøde i Korinth. Han krydsede
Hellesponten
til Lilleasien med omkring 40.000 græske og makedonske soldater, slog den persiske arme ved Granicus-floden og befriede de græske byer i Karia,
Lykien
og Pamfylien ved vestkysten af Lilleasien, den ioniske kyst. Ved Halikarnassos i Karia gennemførte Alexander den første af mange belejringer.
Alexander efterlod et enormt rige med persisk-græsk kultur til sine efterfølgere (diadokerne eller
diadochoi
) som kæmpede om magten:
Alexanders rige blev først delt i fire betydelige dele:
Kassandros
herskede i Hellas,
Lysimachos
i Lilleasien og
Thrakien
, Seleukos I Nikator i
Mesopotamien
og
Syrien
, og
Ptolemaios 1.
(eller Ptolemaios Soter) i
Levanten
og
Egypten
. Snart overtog Lysimachos Kassandros' del og riget blev delt i tre: Ptolemaios Soter i Egypten, Antigonos Monofthalmos (bogstaveligt ”den enøjede” pa græsk) og Seleukos i Mellemøsten. Omkring
281 f.Kr.
bestod kun to dynastier i Alexanders rige ?
Seleukiderne
i nord og
Ptolemæerdynastiet
i syd.
Mange byer bar Alexanders navn:
Alexandria
og Alexandropolis og andre alexandriske navne var spredt ud over landomraderne, han havde erobret. Hvilken drøm han end havde om at sammenføje de græske og persiske kulturer, døde hans drøm kort tid efter ham. Makedonerne og grækerne tvang den persiske kultur til en mindre betydelig position.
Demokratiets fader var atheneren
Solon
, som virkede som statsmand og digter i byen omkring ar 600-550 f.Kr. Tidligere blev Athen styret af mænd fra ledende slægter i lavlandet. Pa
Solons
tid var vilkarene modne til en ny magtfordeling. Athen kunne nu inddeles i fem samfundsklasser. Øverst var
pentakosiomedimnoi
(som havde garde og som kunne producere 500 tønder korn om aret eller produkter af lignende værdi),
hippeis
(som havde rad til heste og kavaleriudstyr). Under de to overklasser var der to mellemklasser:
zeugitai
(som havde rad til vaben og kunne deltage i infanteriet) og
thetes
(som ikke havde rad til det). De to mellemklasser var
demos
(folket). Under de fire klasser var
slaverne
.
I det nye demokratiske system fik demos visse begrænsede demokratiske rettigheder. Solon udtrykte det: ”Jeg gav sa mange privilegier til demos, som det var nødvendigt for dem, sa de ikke blev frataget deres ære eller forsøgte at fa mere end det [...] demos adlyder deres ledere bedst, nar de ikke er drevet af vold og ikke far for frie vilkar.”
Pa Solons tid var det imidlertid langt fra noget almindeligt demokratisk samfund. Demokratiet blev ikke indført før
Kleisthenes
' reformer i
508 f.Kr.
Athen stod pa mange mader i kulturel og politisk opposition til Sparta. Athen var en af mange græske bystater, som havde haft aristokratisk styre og nu var naet til demokratiet.
De grundlæggende magtinstanser i Athen var Folkeforsamlingen, som var et møde, hvor alle frie athenske borgere over 18 ar kunne komme med lovforslag, debattere og stemme om de nye love. Folkeforsamlingen mødtes ca. 40 gange om aret. Ved lodtrækning i Folkeforsamlingen blev Radet pa 500 mænd over 30 ar valgt. De sad et ar. De skulle forberede sagerne før Folkeforsamlingen. Arsagen til lodtrækningen var, at mægtige borgere ikke skulle kunne tvinge sig til stemmer og magtpositioner. Athenerne sa lodtrækningen som den højeste demokratiske valgform.
Kun frie mænd kunne opna borgerskab og fuld beskyttelse af loven i en polis. I de fleste bystater gav det ikke socialt fordelagtige privilegier, som i
antikkens Rom
. Det gav ingen specielle privilegier at blive født ind i en rig familie. Visse familier havde kontrol med religiøse funktioner, men det gav ikke nødvendigvis mere politisk magt. I Athen, hvor befolkningen var inddelt i social-økonomiske klasser baseret pa formue, kunne indbyggere skifte klasse afhængigt af, om de tjente flere penge.
Men i Sparta fik alle mandlige borgere titlen
lik
, nar de blev færdige med deres uddannelse. De spartanske konger kom dog sædvanligvis fra to familier.
Slaver
havde ingen magt eller status. De havde ret til at have deres egen familie og egen ejendom, men havde ingen politiske rettigheder. Før
600 f.Kr.
havde
slaveriet
spredt sig rundt i
Grækenland
. Før
500 f.Kr.
udgjorde slaverne en tredjedel af befolkningen i enkelte bystater.
De fleste familier ejede slaver, som blev brugt som hushjælp eller arbejdere. Selv fattige familier kunne eje en slave eller to. Slaveejerne havde ikke lov til at sla eller dræbe deres slaver. Ejerne gav ofte løfte om at befri deres slaver som en motivering for at de skulle arbejde hardere. Befriede slaver blev, i modsætning til i antikkens Rom, ikke borgere, men blev optaget i
metoikpopulationen
med folk fra udlandet og andre bystater, som officielt havde lov til at bo i bystaten.
Bystaterne havde ogsa deres slaver. De offentlige slaver havde større uafhængighed end dem, der var ejet af private. De offentlige slaver levede for sig selv og udførte specielle opgaver. I Athen blev offentlige slaver oplært til at holde øje med falskmøntneri, mens tempelslaverne arbejdede som tjenere for templets gud.
Sparta havde en speciel type slaver,
heloter
. De var græske krigsfanger, der var ejet af staten og tildelt familierne. Heloterne ordnede mad og husarbejde, for at de spartanske kvinder kunne koncentrere sig om at opfostre stærke børn, og mændene kunne vie deres tid til at træne som
hopliter
. Heloterne blev darligt behandlet og gjorde ofte oprør.
I bystaterne levede borgerne enten i lave lejlighedsbygninger eller i privatboliger afhængigt af formuen. Større huse, offentlige bygninger og templer la omkring
agoraen
. Mange boede ogsa i sma landsbyer og pa landbrug omkring byerne. I Athen boede flere uden for bymurene end indenfor (det er beregnet, at af en befolkning pa 400.000 boede 160.000 inden for bymuren; det er et stort antal for et præindustrielt samfund).
Et almindeligt græsk hus indeholdt sædvanligvis soverum, lagerrum og køkken omkring en lille indvendig gardsplads. Gennemsnitsstørrelsen i
400-tallet f.Kr.
var 230 m² og var meget større end nogen af samtidens civilisationer.
En husholdning bestod almindeligvis af et par forældre og deres børn. Manden var ansvarlig for at skaffe arbejdskraft og investere i land og handel. Kvinden var ansvarlig for husholdningens varer og slaver. Slaverne havde ansvaret for madlavning, vand, opvask og børn. Mændene havde deres egne rum til gæster: fremmede, mandlige besøgende havde ikke lov til at være i samme rum som kvinder og børn. Velstaende mænd inviterede ofte venner til et symposium (en fest eller et drikkegilde). Lys kom fra olivenolielamper, mens varmen kom fra et trækulsfyrfad. Møblerne var enkle og sparsomme: stole, bord og senge.
Omkring 80% af den græske befolkning arbejdede med landbrug som i alle førindustrielle civilisationer. Jorden i Grækenland var ikke specielt indbringende, og regn forekom kun i lille malestok. Forskning tyder imidlertid pa, at klimaet har ændret sig lidt siden
oldtiden
, men det var ofte nødvendigt at vande jorden og luge afgrøderne. Okser blev brugt til pløjning, men de allerfleste opgaver blev efter al sandsynlighed udført med handkraft. Den græske bonde ville helst producere, sa han kunne bidrage til fester og købe fisk, salt og metal.
Maden i den gamle, græske verden var simpel. De fattige spiste normalt kun
grød
evt. tilsat
løg
,
grøntsager
og
ost
eller
olivenolie
. Der var kun fa, der spiste kød. Bagerierne solgte brød hver dag, mens sma boder stod for tilbehør.
Vin
fortyndet med vand var den foretrukne drik.
Tøjet i den antikke, græske verden forandrede sig kun lidt. Bade mænd og kvinder gik i løse
peplos
og tunikaer. Begge var ofte farverige og blev fæstet med et bælte. Kapper, læderstøvler og hatte i koldt vejr, og i varmere vejr blev støvlerne erstattet af sandaler. Kvinder gik med juveler og brugte kosmetik, specielt pulveriseret bly, som gav dem en bleg hudfarve. Mænd havde skæg til
Alexander den Store
gjorde barbering som mode.
Medicinen i antikkens Grækenland var meget begrænset.
Hippokrates
forsøgte at adskille overtro fra medicinsk behandling i det 5. arhundrede f.Kr. Urtemedicin blev brugt smertestillende, og læger var i stand til at udføre visse former for kirurgi. De havde imidlertid ingen kur mod
infektioner
, sa grækere kunne dø af dem.
For at holde sig i form og være klar til militærtjeneste trænede mændene hver dag. De fleste bystater havde mindst et
gymnasium
, en træningsbygning med bade løbebane, bassin, forelæsningssal og park. I byerne, undtagen Sparta, var gymnasierne kun abne for mænd, og øvelserne blev udført nøgen:
gymnasium
af græsk:
gymnos
, ”nøgen”.
Bystatsfesterne stod for megen underholdning. Guderne blev æret ved konkurrencer,
musik
,
drama
og
poesi
. Athenerne hævdede, at deres by havde en festival hver anden dag. Store panhellenske festivaler med tilknyttede sportslege blev afholdt i
Olympia
(
Olympiske lege
),
Delfi
(
Pythiske lege
), Korinth (
Isthmiske lege
) og
Nemea
(
Nemeiske lege
). De atleter og musikere, som vandt disse dyster blev rige og berømte. Den mest populære, men ogsa kostbareste konkurrence var væddeløb med stridsvogne.
I den græske verden, bortset fra Sparta, var uddannelse et privat anliggende. Kun de allerrigeste havde rad til at ansætte en lærer, som kunne være en slave. I den hellenistiske periode blev der imidlertid etableret nogle offentlige skoler. Drenge lærte at læse, skrive og recitere litteratur; de lærte ogsa at synge og at spille et instrument ved siden af den atletiske træning til militærtjeneste. De studerede ikke for at fa en karriere, men for at blive gode borgere. Piger lærte ogsa at læse og skrive og desuden lidt regning, sa de kunne holde orden pa husholdningen.
Kun de færreste havde mulighed for at tage en uddannelse efter barndommen. En vigtig del af en god uddannelse var et kærlighedsforhold til en ældre mentor: Drengen lærte ved at høre sin mentor tale om politik i
agoraen
, ved at hjælpe ham med hans offentlige gøremal, træne med ham i gymnasiet og ved at deltage i symposier. De rigeste studenter fortsatte uddannelsen pa universitetet. Disse universiteter var organiseret af berømte lærere. Athens mest berømte universiteter var
Platons akademi
og
Aristoteles
'
Lykeion
.
Grækerne leverede vigtige bidrag til udviklingen af bade
filosofien
og
matematikken
, og mange af de store grækere fra denne tid var bade matematikere og filosofer. Den første græske matematiker, som nævnes i historiske kilder, var
Thales
fra
Milet
. Han regnes ogsa for den første græske filosof og videnskabsmand. En af de mange historier, som er nedskrevet om Thales, er at han ved beregninger kunne forudsige en
solformørkelse
i
585 f.Kr.
[3]
Han bliver ogsa anset for ophavsmand til grundlæggende matematisk viden, som at
diameteren
deler
cirkelen
i to lige store dele og at
vinklerne
i en ligesidet
trekant
er lige store.
Den kendteste græske matematiker
Pythagoras
var fra øen
Samos
ud for det nuværende
Tyrkiet
. Han slog sig ned i en lille græsk by i det sydlige
Italien
. Her havde han en gruppe disciple omkring sig, og den blev senere kaldt pythagoræerne. Det var en religiøs og filosofisk skole, som der er knyttet mange historier og myter til. Pythagoræerne var meget optaget af
tal
, og Pytagoras bliver ofte tillagt udsagnet: ”Alt er tal”. Pythagoras opdagede ogsa forholdet mellem harmoniske toner i
musikken
.
Det vigtigste bidrag, de gamle grækere havde til matematikken, var nok det
matematiske bevis
. Tidligere civilisationer havde ogsa haft et højt udviklet matematisk sprog, men kun i form af mere eller mindre veludviklede tilnærmelser til løsninger af bestemte problemer og udregninger. For de græske matematikere var det ikke længere nok kun at regne sig frem til en løsning pa problemerne, de matte ogsa bevise at svaret var rigtigt. Størstedelen af den græske matematik blev samlet af
Euklid
i hans værk
Elementerne
. Her ser vi for første gang en strengt og logisk opbygget matematik, som begynder med
definitioner
og
aksiomer
og beviser sætningen ud fra dem. Dette værk har haft stor betydning for udviklingen af matematikken, og det er brugt til undervisning i
geometri
ved universiteterne helt frem til vor tid.
Archimedes
er en af de største matematikere nogensinde og sammenlignes med
Isaac Newton
og
Carl Friedrich Gauss
. Ifølge
Plutark
blev Archimedes dræbt af en romersk soldat, mens han skrev matematiske formler i sandet. Archimedes er kendt for at have opdaget loven om legemers opdrift i væske i sit bad. I forbindelse med denne opdagelse siges det, at han løb nøgen gennem gaderne, mens han rabte ”Heureka!” (”Jeg har fundet det!”) ? henrykt over opdagelsen.
- Johan Henrik Schreiner
:
Antikkens historie
, Oslo 1996 (første utg. 1985)
ISBN
82-991248-0-8
- Moses Finley
:
Grekerne i antikken: Et møte med mennesker og kultur
, oversatt av Bente Lassen, Universitetsforlaget
ISBN
82-13-00903-7
- Jørgen Chr. Meyer
Antikkens historie
2. utg. Cappelen Akademiske Forlag 2002
- Mogens Herman Hansen.
Polis : den oldgræske bystatskultur
. København: Museum Tusculanum, 2004.
ISBN
87-7289-992-1
- Peter Connolly.
Antikkens storbyer : livet i det gamle Athen og Roma
. Aschehoug, 1998.
ISBN
82-03-22267-6
- J.W. Fuchs.
Antikkleksikonet
. Aschehoug, 1999.
ISBN
82-03-17840-5
- ^
The Concise Oxford Companion to Classical Literature: Greece
- ^
Sparta - historie
Mogens Herman Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019
- ^
Katz, 1998, s. 48
| Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater
Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at
indsætte koordinater
i wikidata.
|