Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Johan Galtung
|
---|
|
|
Født
| 24. oktober
1930
Oslo
,
Norge
|
---|
Død
| 17. februar
2024
(93 ar)
Bærum Kommune
,
Norge
|
---|
Nationalitet
| Norsk
|
---|
Far
| August Galtung
|
---|
Mor
| Helga Holmboe
|
---|
Ægtefælle
| Ingrid Eide
(1956-1968)
|
---|
Barn
| Andreas Galtung
|
---|
|
Uddannelsessted
| Universitetet i Oslo
|
---|
Tilknyttet
| Stiftelsen vitenskap og fornuft
|
---|
Medlem af
| Det Norske Videnskaps-Akademi
|
---|
Beskæftigelse
| Politolog
, universitetsunderviser
,
matematiker
,
sociolog
, forfatter
|
---|
Fagomrade
| Freds- og konfliktstudier
, international politik,
konflikt
,
sociologi
,
statskundskab
med flere
|
---|
Arbejdsgiver
| Kwansei Gakuin Universitet
, Ch??-universitetet
, International Christian University
, Ritsumeikan Universitet
, S?ka Universitet
,
Rijksuniversiteit Groningen
|
---|
|
Udmærkelser
| Humanistprisen
(1988)
,
Norsk sosiologforenings hederspris
(2001)
,
Jamnalal Bajaj Award
(1993)
,
Den alternative Nobelpris
(1987)
,
Erik Byes mindepris
(2011)
med flere
|
---|
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
.
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
|
Johan Galtung
(født
24. oktober
1930
i
Oslo
, død 17. februar 2024
[1]
) var en
norsk
sociolog
,
matematiker
og
professor
med speciale i freds- og konfliktløsning.
Han tilhørte den norske
adelsslægt
Galtung
.
- Columbia University
, New York, Department of sociology: instructor/assistant professor 1957-1960
- International Peace Research Institute (Institut for fredsforskning), Oslo: grundlægger og direktør 1959-1969
- Journal of Peace Research: grundlægger 1964, redaktør til 1974
- FLACSO, Santiago: UNESCO professor 1962-1963, 1965, 1969
- Universitetet i Oslo
: professor i konflikt- og fredsforskning 1969-1977
- Inter-University Centre,
Dubrovnik
: generaldirektør, 1973-1977
- Inst. Univ. d'etudes du developpement, Geneva: professeur invite, 1977-1982
- United Nations University, Geneve/Tokyo: project coordinator, utviklingsforskning, 1977-1981
- Universite Nouvelle Transnationale, Paris: Recteur, 1984-1995
- University of Hawai'i
: distinguished professor, fredsforskning, 1987-1995
- Olof Palme-professor, fredsforskning, Stockholm, 1990-1991
- Universitet Witten/Herdecke: professor i globaløkonomi, 1988-1999
- Universitetet i Tromsø
: Professor II,: sociologi, 1995-1999
- Ritsumeikan University,
Kyoto
: fredsforskning, 1997-1999
- Direktør TRANSCEND, Et netværk for fred og udvikling 1993.
- Alternativ Rosenkjær-pris, København, 1975.
- Alternativ Reith Lecture on Disarmament and Peace, Newcastle, 1981.
- Right Livelihood Award
(≫Alternative Nobel Peace Prize≪), 1987.
- Norsk Humanistpris, Oslo, 1988.
- Sokrates-Prisen, Vuxenupplaring, Stockholm, 1990.
- Bajaj International Prize for Promoting Gandhian Values, Bombay, 1993.
- Alo'ha International Award, Honolulu, 1995.
- Norsk Sosiologforenings hederspris, Oslo, 2001.
Galtung udviklede begrebet strukturel vold samt teorier om
imperialisme
og om, hvordan nyheder udvælges i massemedierne. Hans arbejde bygger pa en analyse af forskellige kulturers værdisystemer og er ofte kritisk mod de vestlige samfund.
Galtung definerer
fred
som det modsatte af
vold
, ikke det modsatte af
krig
, og siger bl.a. "at arbejde for fred er at udvide spektrummet for de ikke-voldelige muligheder". Han har deltaget som konfliktmægler i mere end 40 konflikter over hele verden, sasom
Sri Lanka
,
Afghanistan
, og
Ecuador
.
Konfliktløsning beskriver han som to drenges kamp om en
appelsin
. Johan Galtung hævder, at der kan opstilles fem løsninger pa konflikten:
- Den ene dreng far appelsinen, den anden bliver vred og pønser pa hævn
- Den anden dreng far appelsinen, den første dreng bliver vred og pønser pa hævn.
- Den kedelige,
diplomatiske
løsning: hver dreng far en halv appelsin, hver dreng bliver kun delvist tilfreds
- Appelsinen bliver smidt væk og ingen far noget
- Drengene presser appelsinen, deler saften, sar kernerne i en ny fælles appelsinlund, og nyder frugterne og lunden i fællesskab fremover.
Som det fremgar, fremhæver Galtung den sidste løsning som den ideelle og tilføjer, at løsningen for at kunne bære skal vokse ud af “drengene” selv, samt at begge parter ma give afkald pa noget for at fa mere til fælles deling. Han brugte denne løsning med succes i Mellemamerika hvor
Ecuador
Og
Peru
havde ligget i krig fire gange over 500 kvadratkilometer territorie. Via konfliktmægling naede parterne frem til at danne et fælles naturreservat og gøre omradet binationalt.
[
kilde mangler
]