- Der er for fa eller ingen
kildehenvisninger
i denne artikel,
hvilket er et problem
. Du kan hjælpe ved at angive
troværdige kilder
til de pastande, som fremføres i artiklen.
Arbejdernes og Bøndernes Røde Hær
(
russisk
:
Рабоче-крестьянская Красная армия
, РККА,
tr.
Rabotje-krestjanskaja Krasnaja armija
,
RKKA
, ofte forkortet pa russisk til
Красная aрмия
;
KA
, pa dansk:
Den Røde Hær
) var hæren og flyvevabnet i den
Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik
, og efter 1922
Unionen af socialistiske sovjetrepublikker
. Hæren blev etableret umiddelbart efter
Oktoberrevolutionen
i
1917
, hvor
bolsjevikkerne
opbyggede en hær for at modsætte sig de allierede militære styrkers, især
Den Hvide Hærs
, angreb pa den nye stat under den russiske borgerkrig. Fra februar 1946 kom Den Røde Hær sammen med den sovjetiske flade til at udgøre de vigtigste komponenter i de sovjetiske væbnede styrker, der fik det officielle navn "Den sovjetiske hær" (
russisk
:
Советская армия (СА)
,
tr.
Sovetskaja armija
) indtil opløsningen af Sovjetunionen i december 1991. Vesten fortsatte imidlertid med at kalde hæren 'Den Røde Hær' under
Den Kolde Krig
.
Den Røde Hær betragtes som den afgørende landstyrke, der sikrede
de allieredes
sejr i
Europa
under
Anden Verdenskrig
.
[
kilde mangler
]
Under operationer pa
Østfronten
kunne 75?80% af de tyske landstyrker (
Wehrmacht
og
Waffen-SS
), der var indsat i krigen, som blev gjort ukampdygtige, tilskrives Den Røde Hær.
[
kilde mangler
]
Kampene pa østfronten var stort set udelukkende mellem Tyskland og den røde hær (som var massivt støttet af US) hvorfor tallet vil være højt.
Den Røde Hær blev dannet den
15. januar
1918
pa grundlag af den allerede eksisterende
Røde Garde
. Den officielle hyldestdag for den Røde Hær, den 23. februar, markerer dagen for den første masseindskrivning i hæren foretaget i
Moskva
og
Sankt Petersborg
samt den første egentlige krigshandling mod den tyske besættelse. Den blev en vigtig national helligdag i Sovjetunionen og er stadig i dag helligdag i Rusland. Den blev kaldt ”den Røde Hærs Dag”; i dag hedder den ”Dagen for Moderlandets Forsvarere”. Lev Trotskij, der var krigskommissær fra
1918
til
1924
, menes at være den egentlige grundlægger af den Røde hær.
I begyndelsen fungerede den Røde Hær som en frivillig enhed uden
rang
og distinktioner. Officererne blev endda valgt pa
demokratisk
vis. Men fra den
29. maj
1918
blev der indført
værnepligt
for alle mænd mellem 18 og 40 ar. For at handtere de mange værnepligtige blev der oprettet regionale ”militære
kommissariater
” (ikke at forveksle med
krigskommissariatet
) rundt omkring i Sovjetunionen.
Alle enheder i den Røde Hær fik udpeget en 'politisk
kommissær
', der havde beføjelser til at omstøde enhver ordre, han matte finde i strid med
kommunistpartiets
principper. Partiledelsen mente, at det var nødvendigt med fuld politisk kontrol over militæret, især fordi den Røde Hær i høj grad bestod af officerer fra den tidligere kejserlige hær. Fra 1941 ophævede Sovjetunionens kommunistiske parti midlertidigt ordningen med politiske kommissærer og genindførte formel militærrang og dekorationer.
Da
Nazi-Tyskland
angreb
Sovjetunionen
den
22. juni
1941
, bestod den Røde Hær af omkring 1.5 millioner mand, der var darligt forberedt pa krig. Politiske udrensninger i hærens officerskorps især i den øverste ledelse havde svækket den, og
soldaterne
manglede erfaring og træning. I krigens første uger blev store dele af det sovjetiske
luftvaben
udslettet, mens flyene stod pa jorden. I samme periode blev store, sovjetiske hærenheder, flere hundredtusinde soldater, omringet af de fremrykkende tyske troppers
Blitzkrieg
. Mange af dem overgav sig til tyskerne.
De sovjetiske soldater blev mejet ned pa slagmarken. Det var et resultat af utilstrækkelig implementering af erfaringerne fra
Vinterkrigen
og observationerne af den tyske blitzkriegstaktik mod
Frankrig
. Sovjet var begyndt at efterligne tyskerne og placere de fleste panserkøretøjer i store, fuldt mekaniserede divisioner og korps. Denne reorganisering var imidlertid kun delvis gennemført, da Barbarossa gik i gang, da der ikke var tilstrækkelig mange kampvogne til radighed til at bringe de mekaniserede korps op pa den ønskede styrke.
De lange tyske forsyningslinjer, Hitlers spredning af de tyske tropper og en
generation
af dygtige, sovjetiske kommandører blev Sovjets redning. Efter sejrene ved
Moskva
,
Stalingrad
og
Kursk
knækkede den Røde Hær ryggen pa den tyske hær. Men tabene var enorme for Sovjetunionen. Nogle Nogle siger, at syv millioner soldater døde. Andre siger helt op til 10 millioner.
[
kilde mangler
]
Officielt angav Sovjetunionen under Stalin det samlede antal af civile og militære døde til 7 mio. Et tal der sidenhen blev opjusteret til 26-27 mio. af
Mikhail Gorbatjov
i 1989. Antallet af militære døde blev opgjort til 8,7 mio.
[2]
Igennem massiv
propaganda
var det lykkedes at vække en voldsom
patriotisme
i befolkningen. Soldaterne blev gjort til helte, og mange meldte sig til det, der blev kaldt den ”Store Patriotiske Krig”. Ved slutningen af
1945
toppede antallet af soldater i den Røde Hær omkring 12 millioner.
[3]
Efter
2. verdenskrig
faldt antallet af soldater fra omkring 13 millioner til ca. fem millioner.
Gennem hele
den kolde krig
forblev antallet af soldater i den sovjetiske hær pa mellem tre og fem millioner. Antallet af soldater blev opretholdt af en
værnepligt
pa minimum to ar, som omfattede alle fysisk funktionelle mænd. Det betød, at den sovjetiske hær forblev verdens største i hele perioden mellem
1945
og
1991
.
I
1946
ændrede den Røde Hær officielt navn til ’Sovjets Hær’.
I
1949
fremstillede og testede
Sovjetunionen
sin første
atombombe
.
I koldkrigstiden blev den sovjetiske hær brugt til at holde sammen pa de kommunistiske stater i Østeuropa og knuse oprør. Saledes blev hæren sat ind mod oprørene i
Ungarn
,
Tjekkoslovakiet
og
DDR
i
1950'erne
og
1960'erne
.
Den sidste krig, den sovjetiske hær var involveret i, var krigen i
Afghanistan
fra
1979
og 10 ar frem. Her støttede
Sovjetunionen
aktivt den siddende pro-sovjetiske regering, mens
USA
pa den anden side støttede de muslimske oprørere (mujahedin).
Den lange krig og opretholdelsen af den fem millioner mand store hær var med til at køre den sovjetiske økonomi i sænk og bidrog til Sovjetunionens sammenbrud.
Fra omkring
1985
til
1990
begyndte den nye sovjetiske leder,
Mikhail Gorbatjov
at indskrænke hæren og de enorme økonomiske ressourcer, den lagde beslag pa. Hæren blev langsomt reduceret, og i
1989
havde den sovjetiske hær trukket sig ud af alle
Warszawapagt
-lande. Samme ar trak Sovjetunionen ogsa sine tropper ud af Afghanistan.
I
1990
erklærede Litauen sin selvstændighed, og
østblokken
faldt fra hinanden. Land efter land gennemførte revolutioner. Sovjetunionen var i krise, og
Gorbatjov
blev stærkt kritiseret for ikke at sætte hæren ind.
I august
1991
spillede hæren en afgørende rolle, da flere højtstaende officerer deltog i et
kupforsøg
mod
Gorbatjovs
reformvenlige regering. Kampvogne blev sat ind i
Moskvas
gader, men kupforsøget slog fejl, da indbyggerne blokerede gaderne, og soldaterne nægtede at skyde pa deres landsmænd.
Efter
Sovjetunionens
kollaps blev Sovjets Hær opløst, og dens udstyr delt mellem de nye stater. Hovedparten af Sovjets Hær, herunder de fleste atomvaben, blev inkorporeret i den nye russiske hær. Militærstyrker udstationeret i de østeuropæiske lande, herunder
Baltikum
, returnerede til Rusland i arene
1991
?
1994
.
- Glantz, David M (1998),
Stumbling Colossus: The Red Army on the Eve of World War
, University Press of Kansas,
ISBN
978-0-7006-0879-9
.
|
---|
Revolutionerne og NEP
| | |
---|
Sovjetunionen i mellemkrigstiden
| |
---|
Sovjetunionen under 2. verdenskrig
| |
---|
Sovjetunionen under den kolde krig
| |
---|
Sovjetunionens imperialisme
| |
---|
Comecon
| |
---|
Warszawapagten
| |
---|
Sovjetiske kommunister
| |
---|
Patriotiske antikommunister
| |
---|
Sovjetiske kunstnere
| |
---|
|