Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Storkonflikten i 1998
startede efter en
urafstemning
, hvor der skete det overraskende, at man forkastede aftaler og det efterfølgende mæglingsforslag. Derved brød en omfattende
strejke
ud, ofte omtalt som
gærkrisen
.
[1]
I
fagforeningerne
skal et forhandlingsforlig til afstemning blandt samtlige medlemmer, og for første gang siden
1956
stemte medlemmerne nej, trods alle fagforeningsledelsens anbefalinger. Dermed var storkonflikten en realitet fra
27 april
.
[2]
Efter tre maneders forhandlinger havde chefforhandlerne fra
CO-industri
,
Max Bæhring
og
Willy Strube
faet aftalt bedre pensioner og højere løn til deres medlemmer i CO-Industri. 55,8 % af medlemmerne stemte dog nej
[3]
til aftalen ud fra ønsket om en sjette
ferieuge
. Ca. 450.000 privatansatte nedlagde arbejdet 27. april
1998
.
Busserne
gik ikke;
postkasserne
blev aflast, da de ikke blev tømt.
Aviserne
udkom ikke, og butikkerne kunne ikke fa varer kørt ud. Arbejdsgiverne varslede yderligere en
lockout
fra
5. maj
for 45.000 butikansatte og 15.000
elektrikere
.
[4]
6. maj
greb
Nyrup-regeringen
ind og ophøjede et forslag til en lov, som la tæt pa resultatet af forarets overenskomstforhandlinger, der var nedstemt ved urafstemningen. De strejkende fik ingen sjette ferieuge; denne blev dog ved overenskomstforhandlingerne i
2000
en del af aftalen.
[5]
Under storkonflikten forarsagede de tomme brødhylder et
sort marked
for udenlandsk
gær
til markant højere priser. En nordmand fløj gær til
København
i et privatfly, helt gratis som en tak for alle de
øl
, nordmændene i tidens løb havde nydt i Danmark, fortalte han til fjernsyn.
[6]