Peter Arnold Heise
(født
11. februar
1830
i
København
, død
12. september
1879
i
Taarbæk
) var en
dansk
romantisk
komponist
og organist. Han er mest kendt for sin musik til populære sange i
Højskolesangbogen
, en række romancer for sang og klaver samt
operaen
Drot og marsk
, der er med i
Kulturkanonen
for
partiturmusik
.
Heises fødsel kostede moderen livet, og i sine barndomsar tilbragte han derfor meget tid hos den nært forbundne familie
Sibbern
.
Heises musikalske begavelse tradte ikke tidligt frem; han bestemtes til studierne og sattes i
latinskole
. Først da han var 12 ar gammel, fik han en lærer i klaverspil, og da begyndte sansen for musik at vagne hos ham og udviklede sig med voksende styrke.
Efter sin studentereksamen i
1847
besluttede Heises sig for at opgive studierne og at dyrke musikken. Han studerede derefter musikteori hos
A.P. Berggreen
, der kom til at præge Heises værker med sine tanker om den danske folkevise som basis for musik i en national and.
Heise rejste i
1852
til
Leipzig
, hvor han studerede et halvt ar under
Moritz Hauptmanns
ledelse, da den tyske
nationalromantik
var fremherskende
[1]
Efter sin hjemkomst i 1853 levede han i København som musiklærer.
[1]
.
Umiddelbart efter studentereksamen blev han medlem af
Studenterforeningen
og bevarede hele livet en nær kontakt med dette miljø. Fra
1854
til
1857
var han hjælpedirigent i
Studentersangforeningen
. I disse ar skrev han musik til sange i
Hostrups
komedier og vaudeviller. Derefter blev han ansat ved
Sorø Akademi
[1]
, hvor han var organist og musiklærer i perioden fra
1857
til
1865
.
I
1859
blev han gift med
Ville (Vilhelmine) Hage
, der var datter af storkøbmanden
Alfred Hage
[1]
. Heise kunne dermed leve sit liv uden økonomiske bekymringer. Familien flyttede i
1865
tilbage til
København
, hvor Heise resten af sit liv koncentrerede sig om at komponere.
Heise foretog hyppige og lange rejser til
Italien
i
1861
-
1862
,
1867
,
1868
-
1869
og i
1879
. Han var ogsa i
Paris
i foraret
1865
. I Italien mødte han den norske digter
Bjørnstjerne Bjørnson
og en kreds af italienske musikere i
Rom
, blandt andre komponisten og pianisten
Giovanni Sgambati
, der inspirerede ham til en række kammermusikværker.
Heise blev beskrevet som en munter, men beskeden mand, der ikke havde noget ønske om at profilere sig. Med sin pa en gang beskedne og kritisk-aristokratiske holdning til tidens musikliv befandt han sig bedst i en snæver vennekreds, hvor hans enkle naturlighed og varme humor kunne udfolde sig. Mange af hans værker forblev utrykte, og ingen af dem har opusnumre eller kompositionsdato, men pa trods af hans næsten flegmatiske indstilling blev han anerkendt som sin tids betydeligste vokalkomponist.
Heise blev allerede i samtiden anset som en af kæmperne i 1800-tallets danske musik. Hans indsats var markant pa to omrader:
romancen
og den store opera. Selv om hans operaproduktion var begrænset, fik hans hovedværk
Drot og Marsk
prædikatet "Den bedste danske opera i
1800-tallet
". Den blev lunkent modtaget fra starten, men blev siden mere populær og spilles stadig. Hans sange og romancer var derimod talrige.
Udviklingen af den danske sang var startet i
1790'erne
med
Schultz
og den videreførtes af
Weyse
og
Gade
. Mange andre bidrog, men Heise forfinede genren, og romancetraditionen kulminerede med den 20 ar yngre
P.E. Lange-Muller
i slutningen af 1800-tallet. Derpa indtradte en reaktion i starten af 1900-tallet anført af
Thomas Laub
og
Carl Nielsen
. De ønskede, at den danske sang skulle være enklere og nemmere at synge. Deres ideer blev videreført af bl.a.
Poul Schierbeck
og
Thorvald Aagaard
for sa at ebbe ud omkring
1950
med bl.a.
Otto Mortensen
.
I hans tidligste kompositioner mærkes pavirkningen af Weyses romancer. Hurtigt blev han ogsa afgørende pavirket af
Niels W. Gade
, som han sandsynligvis først har truffet i konferensrad Holms musikalske hjem, hvor kvartetspillet drog ham stærkt til sig. Studenterlivet, som han deltog i med liv og lyst, og dirigentvirksomheden i Studentersangforeningen affødte karakteristiske og ungdommelig friske sangkompositioner bade for flere stemmer, fx studentersangen "Vi er en liden, men modig Hær" (1854), "Det er Efteraar" (1855) og den morsomme "Tre Katte" (1858).
I
1856
komponerede han endelig sin ouverture til
Marsk Stig
; hans første arbejde for orkester, der udførtes i Musikforeningen i
1858
, og hvis virkningsfulde instrumentation uden tvivl var en frugt af pavirkningen fra Gade
[2]
.
Opholdet i det stille Sorø gav ham ro til at forsøge sig i større kompositionsformer. I 1860 skrev han
Efteraarsstormene
for soli, kor og orkester, der samme ar blev fremført i Musikforeningen i København. Virksomheden ved akademiet tiltalte hans ungdommelige sind meget, og han arbejdede med iver og energi med sine sma og store elever. Han fik sat skub i det musikalske liv i byen, men i længden følte han savnet af det fyldigere liv i hovedstaden, og da hans økonomiske kar gjorde ham uafhængig af et levebrød, tog han i 1865 sin afsked med Sorø og flyttede tilbage til København, hvor han derefter levede uden nogen offentlig stilling og alene var beskæftiget med sin kunst
[2]
.
Allerede før sin afrejse til Sorø havde han pabegyndt en opera,
Paschaens Datter
, til tekst af
Henrik Hertz
. Dette arbejde, som han havde fortsat under Sorø-opholdet, fuldendtes nu og indleveredes til
Det kgl. Teater
, hvor det dog først opførtes i 1869. Trods de lyriske partiers smukke melodier vakte operaen ikke særlig stor opmærksomhed, da den var skrevet i den traditionelle stil, og den holdt sig kun i to sæsoner.
[2]
Heller ikke hans musik til balletten
Cort Adeler
(opført 1870) formaede at skaffe sig et langt liv pa scenen (den yndefulde og karakteristiske indledning, "Folkeliv paa Piazzettaen", blev dog senere (1890) benyttet af
Frederik Rung
i balletten
En Karnevalsspøg i Venedig
).
[2]
Imidlertid drog den dramatiske tonedigtning ham fortsat til sig; han skrev musik til "
Palnatoke
" (1867) til
Ibsens
Kongsæmnerne
(1871), til
Reckes
Bertran de Born
(1873), som gjorde stormende lykke, og til
Munchs
Fjældsøen
(1875).
[2]
Endelig opførtes den
25. september
1878
hans anden opera,
Drot og Marsk,
til tekst af Chr. Richardt, som indledt med den tidligere ouverture til
Marsk Stig
, gjorde et gribende indtryk
[2]
og blev et betydningsfuldt led i den nationale opera. Her havde han forladt den overleverede stil, og ved at slutte sig til den nyere skoles principper, havde han skabt et virkeligt sangdrama, hvori ogsa hans egen ejendommelige kunstnerindividualitet er bevaret.
[3]
Til sangfesten i København i 1868 komponerede han
Volmerslaget
for mandsstemmer med blæseorkester. I Musikforeningen opførtes 1873 hans koncertstykke
Tornerose
for soli, kor og orkester, som blev udgivet af Samfundet for dansk Musik med sangen : "Saa længe jeg kan mindes". Af egentlig kammermusik er intet fremkommet for offentligheden; blandt hans efterladte arbejder findes en violinsonate, komponeret omkring 1857, og en klaverkvintet, skrevet under et ophold i Rom i 1869. Endvidere har han skrevet "Kong Hakes Ligfærd" for mandskor, "Skovbækken", "Foraar og Sommer" og en del mandskvartetter, som "Jylland mellem tvende Have", "Hurra, Kammerater", "Dans, ropte Felen" og "De smukke".
[3]
Hvad der har gjort Heise kendt som dansk komponist, er den lange række af romancer og sange, som gar lige fra hans første ungdomsdage til hans død, og viser den geniale og fint forstaende komponists smukke og harmoniske udviklingsgang fra det næsten weyseske udgangspunkt til de vidt forskellige "Dyveke-Sange" og "Farlige Drømme". Til de ejendommeligste og mest typiske hører sangene: "Husker du i Høst", "Højt over Bøgens Top" samt "Sange af Shakspeare", "Bergmanden", "Digte fra Middelalderen", "Sydlandske Sange", "Erotiske Digte af Aarestrup", "Engelske Sange", "Gudruns Sorg" og "Samson". En samlet udgave af hans romancer og sange (i alt 187) udkom efter hans død i tre bind.
[3]
Den musikalske kvalitet af Heises værker byggede pa hans evne til at bygge sine sange op i klart overskuelige forløb, med respekt for den strofiske form og med en fint formet melodik uden lige i dansk romancekunst. Han viser tidligt en sikker sans for at indfange et natur- eller kærlighedsdigts stemning og tilføjer et klaverakkompagnement af en klangligt forfinet og musikalsk medtolkende funktion.
Nogle musikforskere har ment, at hvis Heise havde skrevet til tyske tekster, ville hans romancer i dag være verdenskendte.
Den musikalske inspiration kom fra blandt andet
Ludwig van Beethoven
,
Felix Mendelssohn
og
Robert Schumann
. Stilmæssigt startede han i
klassicismen
, men endte i en mere ekspressiv og dramatisk
romantik
.
Heises liv blev afbrudt pa dets højdepunkt ved hans død den
12. september
1879
; netop som "
Drot og Marsk
" havde vakt habet om en frugtbringende ny virksomhed for den danske scene. Ved afsløringen i marts 1887 af hans marmorbuste, som blev skænket Studentersangforeningen af hans enke, blev der givet en mindekoncert i
universitetets
festsal, hvor samtlige udførte kompositioner var af ham, og hvor hans ven Chr. Richardt i varme ord tolkede det tab, man havde lidt ved Heises tidlige bortgang
[3]
.