Anders Bording
Personlig information
Født	21. januar 1619 Ribe , Danmark
Død	24. maj 1677 (58 ar) København , Danmark
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Københavns Universitet , Ribe Katedralskole (til 1637)
Beskæftigelse	Journalist , forfatter , digter
Information med symbolet hentes fra Wikidata . Kildehenvisninger foreligger sammesteds.   [ rediger pa Wikidata ]

Anders Christensen Bording ( 21. januar 1619 ? 24. maj 1677 ) var en dansk digter og journalist.

Anders Bording blev født i Ribe og var søn af Christen Lauridsen Bording. I sine digte mindes Bording sin barndom som munter og sorgløs, skønt den falder i en mørk tid, der ma have kastet sine slagskygger over den: Hekseforfølgelserne og tyske indfald under Tredivearskrigen hærgede Ribe, og den i privatlivet herskende rahed og voldsomhed havde afsat blodige spor i digterens egen mødrene slægt.

Studietid og herregardsdigter [ rediger | rediger kildetekst ]

17 ar gammel dimitteredes han fra Ribe Katedralskole , ^[1] hvorefter han i 1637 blev sendt til Københavns Universitet , og hans vers, deriblandt ogsa nogle latinske, bærer vidne om, at han ma have været vel hjemme i tidens klassiske dannelse. Men hans studier afsluttedes først sent ved en lærdomsprøve og førte ham aldrig ad den slagne landevej til nogen borgerlig stilling. Familiens betydelige formue nedsmeltede, sa Bording matte ernære sig selv som huslærer pa jyske herregarde, først pa Stadsgaard ( Constantinsborg ) ved Arhus , sa pa Brusgaard ved Randers i den Juulske slægt, til hvis medlemmer han har rettet flere af sine digte. Her synes digteren at have ført et muntert ungdomsliv og skrevet de fleste af sine verdslige Viser i tidens erotiske hyrdestil .

I nogle ar havde han tilhold hos sin ligeledes poetisk begavede ældre broder, præsten Laurids Bording i Ulfborg ved Holstebro , men besluttede sig dog nu til at tage magistergraden ved Sorø Akademi 1653 . Hans spredte digte havde imidlertid skaffet ham et ry, der bevægede rigsrad Tage Andersen Thott til at tage ham i sit hus i Skane , hvor den gamle adelsmand gerne sa sig omgivet af lærde og dannede klienter ^{[ hvad? ]} , deriblandt ogsa den berømte latindigter og kongelig historiograf Vitus Bering .

Trængselsar [ rediger | rediger kildetekst ]

Da Tage Thott døde 1658 , stod Bording hjemløs og ene, og nu begyndte hans trængselsar sammen med fædrelandets trængsler i Svenskekrigen . Han synes med studenterne at have deltaget i Københavns forsvar og blev sa 1662 udnævnt til rektor i Slangerup , en stilling, som han dog næppe har egnet sig til, og som han allerede forlod aret efter. Derpa førte han i hovedstaden en ynkelig Tilværelse som supplikant og lejlighedspoet, hvilken han selv skildrer i sine Forhaabnings- og Forhalingsgriller , Sendebrevet til rentemester Christoffer Gabel , Æresknuden til generalauditør Poul Tscherning og Den haarde Nøds bønlig Klageskrig til kongen . Men selv i denne elendighed,

	da han som en betler la og maatte Klæder leje,
Forhaabnings- og Forhalingsgriller

forlod hans lette sind og muntre lune ham ikke, og disse digte hører til hans allerbedste.

Han havde ogsaa venner ved hoffet, og i begyndelsen af 1664 opnaede han et kannikeembede som lektor i teologi ved Ribe Domkirke . Men hans ustadige digternatur tillod ham ikke engang at opfylde de fa dermed forbundne pligter. Forelæsninger forlangtes ikke mere, efter at præsteuddannelsen fra domkapitlerne var gaet over til universitetet; men selv det til lektoratet knyttede præstekald matte han lade besørge ved vikar, og i sin fødeby følte han sig under de forandrede forhold ikke synderlig vel. Efter et ars forløb opgav han sin stilling og begyndte, hvor han slap, i København.

Den Danske Mercurius [ rediger | rediger kildetekst ]

Her var den nye enevælde i begreb med at indrette sig efter fransk mønster, og fra Frankrig kom ogsa den mærkværdige ide at forherlige den ved en slags hof- og statstidende pa vers. Man kastede sine øjne paa Bording, og fra 1666 blev han aflagt med nogle norske tiender for at udgive den første regelmæssige avis , Den Danske Mercurius , i rimede manedsnumre. Hans nærmeste forbillede synes at have været nytarsoversigterne i hamborger-poeten Georg Grefflingers ellers i prosa skrevne Nordischer Mercur . Med dette poetiske fabrikarbejde sled nu Bording sin tid hen indtil sin død, skønt han ved tronskiftet 1670 mistede sine tiender og først et par ar efter fik erstatning.

For resten skilte han sig bedre, end man skulle vente, ved den trivielle opgave at sætte hver maneds politiske og andre nyheder pa rim med passende virak til den landsfaderlige styrelse; hans blad synes at have været meget yndet, og han selv nød stort digterry, da han døde 24. maj 1677, ugift og i sin kraftigste alder. Endnu mere voksede dette ry i den følgende tid, da Ole Borch , Thøger Reenberg og Jørgen Jørgensen Sorterup kappes i lovtaler over Bording med Ludvig Holberg , der

	. . . ser en Hoben Trøst tit udi Brandtes Viser, et Blad af Bordings Vers mod alle dem dog priser,

og med Hans Gram i fortalen til Bordings Poetiske Skrifter , da disse første gang bleve samlede 1735 af Frederik Rostgaard og Peder Terpager .

1800-tallets syn pa Anders Bording [ rediger | rediger kildetekst ]

Til forstaelse af, at Bording i næsten 100 ar kunne indtage ærespladsen pa det danske parnas som den, "hvis Navn var Digtekunstens eget", ma det erindres, at han optradte kort efter, at Anders Arrebo havde banet renæssancens nye kunstpoesi vej hos os, og omtrent samtidig med, at Bertel Wichman og Søren Terkelsen fortsatte dens tilegnelse i stadig mere ufri tilslutning til tysk digtning. Poesien opfattedes den gang nærmest som middel til sprogets opdyrkning, og hele vægten blev lagt pa dens formelle side i modsætning til middelalderdigtningens plumpe uregelmæssighed. Men Bordings hovedfortrin er nu netop hans overraskende sproglige og metriske lethed, der ligesom med et slag virkeliggjorde tidens forhabninger om, at det danske sprog skulde hæve sig lige sa højt som de beundrede fremmede. Dernæst er han national i and og tone: han udtaler sig med varme om modersmalet og om forpligtelsen til at vage over dets renhed; selv optager han ældre ord og vendinger i stort antal og benytter ved siden af alexandrineren og de kunstige tyske visemelodier med forkærlighed den gamle firfodede jambe , der giver verset et lettere og friere sving. Han forløfter sig ikke pa opgaver, der ligger over hans kræfter, og hvor han holder sig fri for renæssancepoesiens højtidelige stil og oftest falske patos, far hans i og for sig ubetydelige vers en særegen tiltrækning ved den fordringsløshed og naturlighed, hvormed de er behandlede, sa vel som ved det jævne, ægte danske lune, der krydrer dem, og som end ikke lader sig uden vidnesbyrd i Danske Mercurs trættende spalter. Endelig udmærkede Bording sig ved større originalitet end forgængerne, for sa vidt disse udelukkende eller dog hovedsagelig havde virket som oversættere.

Dermed er imidlertid ogsa sagt, hvad der kan siges til Bordings ros. Nye tanker og vide syner ma vi lige sa lidt søge hos ham som egentlig digterisk flugt og inspiration. Hans aandelige Viser star tilbage for Arrebos, endsige for Thomas Kingos , og hans verdslige Viser røber stærk pavirkning af Terkelsens Astrææ Sjungekor og dettes tyske mønstre, ogsa i den gennemgaende hyrdetone. Den betydeligste af dem, Phaetonsvisen , er en ikke overalt lige vellykket efterdigtning efter Ovid . Betegnende for Bording selv som for tidsforholdene i det hele er det, at han i grunden vandt sine laurbær i en aldeles underordnet digtart, lejlighedspoesien . Digteren var den gang sa temmelig afskaret fra beskæftigelse med alle højere og ædlere ideer: fædreland og frihed var farlige ord at nævne under den unge enevælde, da nationalfølelsen opslugtes af loyaliteten over for kongen; naturfølelsen er heller ikke stærkt udpræget hos Bording, og erotikken matte vogte sig for at stride mod Ærbarhed og krøb derfor helst i den fremmede hyrdedragt.

Ved siden af latindigtningen var det udelukkende den religiøse digtning, der nød opmuntring, helst nar den som hos Kingo støttedes af en anset stilling; men verdslig poesi pa modersmalet havde intet publikum, og den, der som Bording ville leve af sin pen, var ilde stedt endnu langt ned i tiden, som vi se af Ambrosius Stubs og Johannes Ewalds eksempel. Det galdt da at finde patroner , som ville lønne digteren, enten direkte med penge eller ved at skaffe ham ophold og livsstilling, og denne nødvendighed patrykte let poesien et præg af personlig smiger, for ikke at sige kryberi, hvilket Bording ikke var mand for at hæve den ud over. Som adelige herrers afhængige husfælle, som nødlidende supplikant og betalt lejlighedsdigter, til sidst som en slags fast ansat hofpoet har han abenbart altid taget sig livet let og digtningen ligesa, som en adspredelse eller en indtægtskilde. Derfor blev hans meste poesi "Frydeskrig" ved fyrstelige personers fødsel, hyldning eller bilager , "Cimbriske Nordens Taare" ved deres og "Hjærtesuk" ved andre stormænds død, bryllupsdigte og gravvers, versificerede ansøgninger og taksigelser, ofte i overdrevne, opstyltede udtryk med stadig tilbagevendende opfordringer til havet, bælt og sund om at standse sit løb og afgive tilstrækkelig væde til tarer ved den afdødes bare, eller forsikringer om, at Stevns- og Møns Klint skal flytte sig til Island eller Hessen , før hans minde udslettes.

Bording betegner altsa ikke som Arrebo nogen ny epoke i vor digtekunst. Han tog kun lejlighedsdigtningen, som han fandt den, og stemte den en tone højere ved den kvikhed, smag og lethed, som er noget individuelt hos ham, og som han ikke kunde meddele sine efterfølgere. Derimod bearbejdede han sproget for dem og føjede ogsa denne lavere art af poesi ind under den nye kunstdigtnings regler; men derved bidrog han rigtignok sit til, at lejlighedsdigtningens vande efter hans tid i endnu højere grad end før overskyllede hele vor poetiske litteratur.

• 
  Tavle pa det gamle radhus i Ribe

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Anders Bording pa gravsted.dk
• Dansk Biografisk Lexikon, bind II
• Samlede værker online og Forfatterportræt Arkiveret 13. juli 2020 hos Wayback Machine pa Arkiv for Dansk Litteratur