Yuan Shikai (desuden: Juan-shi-kai , Yuan Shi-kai ), ( 16. september 1859 i præfekturet i Zhoukou i Henan ? 6. juni 1916 i Beijing ) var en kinesisk præsident.

Tidlige karriere [ rediger | rediger kildetekst ]

Yuan tilhørte en gammel kinesisk embedsæt og gennemgik den sædvanlige eksamensuddannelse i gammeldags kinesisk and. 1882 deltog Yuan i en militær ekspedition mod Korea , blev et par ar efter konsul og 1885 ministerresident i Seoul , hvor han ved sin energiske optræden medvirkede til udbruddet af krigen med Japan 1894?95 . Som følge af det darlige udfald af krigen faldt han i unade og forvistes til Turkestan , men kom dog snart atter i gunst hos enkekejserinde Cixi , fik en dommerstilling i Zhili og sendtes snart efter til Tientsin for at uddanne kinesiske tropper efter europæisk mønster. I september 1898 forradte han kejser Kuang-Hsu 's og reformatoren Kang-ju-wei 's planer om at styrte enkekejserinden og belønnedes efter Cixi's statskup med posten som generalguvernør i Shandong (februar 1900?november 1901). Han uddannede her sit eget hærkorps, og ved sin hardhændede behandling af bokseroprørerne bidrog han væsentligt til at redde provinsen fra hærgninger og myrderier pa europæerne. Efter Li-Hung-Tsjang's død var Yuan Kinas stærkeste og mest indflydelsesrige personlighed og udnævntes november 1901 til den mægtige stilling som vicekonge i provinsen Zhili, og vandt her den største indflydelse pa Cixi og centralregeringen.

Reformatoren [ rediger | rediger kildetekst ]

Uddannet i Li's skole og hjulpet frem af den gamle statsmand, indsa han klart ad hvilken vej, der fremtidig burde styres. Det blev da ogsa ham, ≫den stærke mand≪, der stod som den ledende i det følgende tiars rastløse reformvirksomhed. Som vicekonge i Zhili, en af landets vigtigste provinser, var Yuan i nær forbindelse bade med europæerne og centralregeringen i Beijing . Med stor kraft og indsigt genoptog han nu reformpolitikken, der blandt andet skulle danne overgangen til et parlamentarisk styre. Jernbane-, vej- og telegrafanlæg fremmedes, og pa enhver made søgte han at lære sine landsmænd, at Europas teknik nødvendigvis matte tilegnes, inden man kunne vove for alvor at sætte Europa stolen for døren. Tianjin fik elektrisk belysning, vandledning og et moderne politi. Omfattende hygiejneregler blev gennemført. Først og fremmest forstod han ogsa at skabe sig en hær, den første europæisk uddannede og uniformerede, Kina nogen sinde havde set, ved hjælp af først tyske, siden japanske instruktører, og allerede 1905 kunne han lade afholde store efterarsmanøvrer.

1902 blev han handelsminister med ansvar for handel, bjergværksdrift, jernbaner og telegrafanlæg i hele riget, 1908 medlem af det store rad ( Junjichu ) og præsident i udenrigsministeriet ( Waiwubu ). I november fik han gennemtrumfet et dekret om opiumforbud. Han virkede desuden for indførelsen af fælles møntfod, for et fælles male- og vægtsystem for Kina, desuden eksamensvæsenets afløsning med mere tidssvarende fremgangsmader ved rekrutteringen af embedsmænd.

Statsmanden [ rediger | rediger kildetekst ]

Nøje knyttet til Yuans virksomhed i Zhili foregik ogsa Peking-regeringens fremskridtsarbejde. Bade enkekejserinden og prins Tsjing, den mægtigste og kraftigste af manchuprinserne, fulgte i vid udstrækning Yuans planer. Efter enkekejserindens død oktober 1908 kom de reaktionære manchuprinser pa ny til magten, idet Puyi , en 2-arig søn af Kuang-Hsu's broder, ≫soneprinsen≪, Tsjun, udrabtes til kejser med regeringsnavnet Hsuantung (1908?12), og den udpegede regent, prins Tsjun, overtog statens styre. En af dennes første regeringshandlinger var at hævne broderen, kejser Kuang-Hsu's nederlag i 1898; allerede i januar 1909 fik Yuan afsked fra sit embede ≫pa grund af svagelighed≪, men hans hoved sad dog for fast, til at man turde tage det. Den almindelige mening bade blandt europæerne og kineserne selv var, at alle reformer nu ville ophøre. Dette blev ogsa tilfældet, men da revolutionen som følge af reformernes standsning udbrød to ar efter, tyede manchuregeringen atter til Yuan; 14. oktober 1911 udnævntes han til vicekonge i Hupe og Huan , men først da han fik uindskrænket fuldmagt som øverste troppechef og af rigsudvalget var valgt til førsteminister ( 8. november 1911 ), kom han til Beijing med sin livgarde og tog handfast styret som Kinas mægtigste mand. Yuan dannede et nyt ministerium med Tang-sjao-ji som førsteminister, indledede forhandlinger med oprørerne og tvang prins Tsjun til at aflægge ed pa den nye forfatning. 10. december nedlagde prins Tsjun sit embede, og 29. december sluttede Yuan en overenskomst med den af Sun Yat-sen dannede revolutionsregering i Nanking , gaende ud pa, at den provisoriske nationalforsamling skulle afgøre forfatningsspørgsmalet. Forsamlingen bestemte sig for republik og valgte 15. februar 1912 Yuan til præsident, efter at enkekejserinde Lung-ju 12. februar havde udstedt manchudynastiets abdikationsedikt. Yuan tog oprørsgeneralen Li-juan-hung til vicepræsident, aflagde 10. marts ed pa forfatningen og abnede 29. april den nationale radgivende forsamling i Peking.

Med kraftig hand stræbte Yuan at bringe ordnede forhold til veje, i stadig kamp med den truende finansnød og Sydkinas revolutionære, rigssplittende tendenser samt Tibets og Mongoliets uafhængighedslysten januar 1913 foregik valgene til Kinas første parlament, hvis abning fandt sted april samme ar, samtidig med at endelig aftale opnaedes om et stort lan hos 5 af stormagterne. Sydkinas revolutionsparti Kuomintang rejste nu den sakaldte ≫anden revolution≪, men denne kuedes i løbet af et par maneder. Den 6. oktober 1913 valgtes Yuan til præsident for tidsrummet 1913?1918 (Li-juan-hung blev vicepræsident); republikken anerkendtes derpa officielt af alle fremmede magters gesandter i Peking, og Yuans herredømme syntes fæstnet trods Japans stadige forsøg pa at vække uro og splitte Kina i syd og nord. Yuan var ubestridt Kinas ≫stærke mand≪, ikke alene en kraftig selvherskernatur, men ogsa en malbevidst statsmand, et fremragende administrationstalent, en smidig diplomat og menneskekender.

Efter alt at dømme kunne Yuan uden vanskelighed have naet sit mal, grundlæggelsen af et nyt dynasti, hvis ikke verdenskrigens uro havde hindret ham. I april 1914 gennemførte han en ny forfatning, der gav ham al administrativ myndighed. Ved vekselvis anvendelse af magt og guld samlede han hele riget og bragte modstanderne til tavshed. Skulle spørgsmalet om Kinas fremtidige styre løses i den gamle, klassiske filosofis and, burde Yuan være blevet kejser. Et samfund Tsjou-an-hui stiftedes august 1915 for at virke for monarkiet , og fra alle egne af riget kom eller fremkaldtes udtalelser i samme retning. Efter en vis ceremoniel modstand gav Yuan efter og lod monarkiets genindførelse proklamere 12. december 1915 . kejserkroningen fastsattes til 9. februar 1916 . Men Yuan regnede ikke tilstrækkeligt med Japans modstand mod et stærkt, samlet Kina ledet af en kraftig og dygtig hersker. Allerede i oktober 1915 advarede Japan ham mod de farer for indre uro, regeringsændringen kunde medføre, og lammede af krigen med Tyskland matte England og Rusland nødtvungne ga med til denne brutale og skæbnesvangre indgriben i Kinas indre udvikling. I december 1915 udbrød med japansk støtte oprør i Yunnan , og 22. januar 1916 erklæredes monarkiets genoprettelse udsat pa ubestemt tid. Yuan havde nu ≫tabt ansigt≪ og gjort sin stilling umulig. I april matte han overdrage al administrativ myndighed til ministeriet, der lovede at genindføre parlamentarisk styre. Kuomintang erklærede vicepræsidenten Li-juan-hung for præsident og oprettede en særregering i Guangzhou . Kina var atter som sa ofte før delt i nord og syd. Yuan blev kort efter syg og døde, efter nogles sigende forgivet. Han efterfulgtes af Li-juan-hung som præsident, men denne besad ikke hans herskerevner, og Kina blev derefter borgerkrigenes forjættede land.

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Yuan Shikai

Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, Bind XXV, s. 554ff; opslag Yuan-shi-kai