Sverige optræder ligesom Danmark først relativt sent i kilderne, og dets første optræden pa verdensscenen kom i form af de skandinaviske vikinger . Pa den tid var der dog ikke tale om en decideret svensk stat endnu. Den kom først til syne i løbet af middelalderen . Det moderne Sverige har sine rødder tilbage i ophøret af Kalmarunionen , hvor Sverige under Gustav Vasa rev sig fri. I kraft af sin store geografiske udbredelse, Finland var allerede i middelalderen blevet underlagt Sverige, og pa bekostning af sejre over Danmark i det 17. arhundrede , hvor Skanelandene blev svenske, blev Sverige for en kort periode en europæisk stormagt. Nedturen begyndte dog snart efter, hvor besiddelser i Baltikum og Tyskland i løbet af Den store nordiske krig blev tabt. I 1814 indgik Sverige en personalunion med Norge , der varede frem til 1905. I det 20. arhundrede har Sverige konsolideret sin status som neutral stat.

Forhistorisk tid (før 800 e. Kr.) [ rediger | rediger kildetekst ]

Under jordens vekslende temperaturvekslinger har Skandinavien flere gange været dækket af indlandsis. Den sidste istiden kaldes for Weichsel og begyndte for 110.000 ar siden og sluttede for cirka 10.000 ar siden. Kun det vestligste Jylland og øgruppen Lofoten i det nordlige Norge var isfrie. Isens tilvækst, tykkelse og gradvise afsmeltning har formet landet, især de lavereliggende dele. Der findes ingen spor efter en eventuel befolkning fra før istiden i dagens Sverige, som der gør i Danmark.

Klipper blev af de store ismasser slebet runde og slidt ned, da den fremvoksende is skubbede sten og grus foran sig. Landet var længe tynget ned af ismasserne, men hævede sig langsomt efter istiden og hæver sig fortsat den dag i dag. Landhævningen sker hurtigst i nord og langsommere i syd. Det som i dag er Østersøen har afvekslende været salt hav og indsø med ferskvand. De store indsøer Ladoga , Onega , Vanern , Vattern , Malaren og Hjalmaren er smeltevandssamlinger som har sine paralleller i de store søer i Nord-Amerika . Rullestensase, moræner og flyttede stenblokke er synlige spor fra isens smeltning.

Efterhanden som det kilometertykke isdække smeltede, flyttede folk ind fra syd og øst. De er sandsynligvis kommet over Danmark til Skane og langsomt længere mod nord. Fra nord kom samerne. De tidligste spor vi i dag kender til er 12.000 ? 13.000 ar gamle. De første mennesker i det nuværende Sverige levede af jagt og fiskeri, det var en jæger/samler-kultur, hvor man levede af det naturen kunne tilbyde. Tiden frem til cirka 4.000 f.Kr. kaldes iblandt for jægerstenalder . Arkæologiske fund bliver i dag gjort i omrader som ligger 75 til 120 meter over havet, og som dengang udgjorde strandomraderne pa landhævningens daværende stadier. Højdeomrader som Sodertorn og Kolmarden udgjorde da en skærgard med et rige muligheder for fiskeri.

Bondestenalderen (cirka 4.000 f.Kr.?1.800 f.Kr.) [ rediger | rediger kildetekst ]

Perioden hvor jordbruget begyndte kaldes for bondesteinalderen , yngre stenalder eller neolitikum . Tidligere har forskere antaget, at denne periode var præget af indvandrere som bragte den nye kundskab med sig, men i dag mener mange forskere, at forklaringen pa ændringerne først og fremmest var kulturpavirkning pa de oprindelige beboere.

Den første neolitiske kultur kaldes tragtbægerkulturen ( engelsk : Funnel Beaker Culture ) og har faet sit navn efter periodens karakteristiske kar af keramik med udvidet munding. Det er fundet store mængder fragmenter af denne keramik i Sverige. Pa denne tid blev de første megalittiske monumenter i form af store stenhuse dækket med jord bygget. I Sverige findes disse hovedsageligt langs kysten. Noget senere blev der bygget jættestuer og helledysser (sv. hallkistor ) i indlandet, eksempelvis Ekornavallen udenfor Falkoping .

Omkring 3300 f.Kr. finder man ogsa eksempler pa den grovkeramiske kultur for første gang, en fangstkultur i omrader nær kysten. Denne kultur var sandsynligvis en videreføring af tragtbægerkulturen. Det er muligt, at klimaet blev varmere, sadan at det blev lettere at drive en fangstkultur.

En tredje neolitisk kultur kom til Sverige omkring 2700 f.Kr. Den kaldes for badøks- eller stridsøksekulturen . Denne kultur har faet sit navn fra de karakteristiske badøkser af sten, som er kopier af de første stridsøkser af metal som blev brugt i øst, og som fulgte med stridsøksekulturen. I 350 ar eksisterede den grovkeramiske kultur og stridsøksekulturen parallelt. Omkring 2350 f.Kr. udviklede en sen-neolitisk kultur sig sa.

Pa omtrent denne tid blev klimaet endnu varmere. I Egypten og i Mellemøsten førte klimaet til at Det gamle rige i Egypten faldt sammen og ophørte. I Centralasien og i Norden førte det varme klima (som varede til bronzealderens slutning) til bedre forudsætninger for jordbruget, noget som igen førte til en befolkningsøgning.

Ved denne tid begyndte grænserne mellem de forskellige stenalderkulturer i Norden at blive udvisket, noget som førte til en mere ensartet senneolittisk kultur i det skandinaviske omrade.

Bronzealderen (1800 f.Kr.?550 f.Kr.) [ rediger | rediger kildetekst ]

Bronzealderen er den første periode med tydelige tegn pa internationale forbindelser via handel . Dette kan blandt andet have muliggjort, at hesten blev domesticeret omkring 2.000 f.Kr. Handelsforbindelserne blev antagelig opretholdt af høvdinger, noget man kan se pa distributionen af nye vaben af bronze . Indførelsen af det nye metal muliggjorde skabelsen af langt mere effektive vaben, men da metallet var svært at fa fat i, var det kun de rigeste og mægtigste der kunne erhverve det. Dette skabte for første gang et mere hierarkisk opdelt samfund. Selv om folk som levede i denne periode sandsynligvis ikke havde større kundskab om andre end de nærmeste nabofolk, var den lille kulturimpuls som kom igennem med udvekslingen af varer en stor forandring for de statiske bondesamfund.

Omkring 2.000 f.Kr. begyndte man i mindre skala at fremstille bronze i Sverige med importeret metal. Man mener traditionelt at bronzeproduktionen i Sverige omkring 1.800 f.Kr. havde et tilpas stort omfang til at perioden med rette kan betegnes som bronzealder.

Ældre bronzealder (1.800 f.Kr.?1.100 f.Kr.) [ rediger | rediger kildetekst ]

Ved begyndelsen af den nordiske bronzealder var en ny kultur naet frem til Østersøens sydøstlige kyst, højgravskulturen. Foruden den importerede gravskik med store gravhøje kom ogsa vogne og stridsvogne trukket af heste .

Handelen og bronzevabnene gjorde efterhanden høvdingerne mægtigere, noget de store gravhøje vidner om, eksempelvis Kongegraven i Kivik . Handelen bestod formodentlig først og fremmest af import af metaller og salt , mens man eksporterede rav . Selv i Sverige synes det som om hesten og vognen havde stor betydning, men skibet var endnu vigtigere. Skibe bliver gengivet i helleristninger over hele Norden pa denne tid. Handelen krævede ogsa valuta, og antagelig blev guld benyttet, eftersom der er gjort rige fund af guld fra denne periode. Endnu vigtigere end handelen var antagelig det varme klima, som betød en voldsom befolkningstæthed selv i det mestendels skovbevoksede Sverige.

Yngre bronzealder (1.100 f.Kr.?550 f.Kr.) [ rediger | rediger kildetekst ]

I den yngre bronzealder begyndte det fra syd importerede jern langsomt at spille en rolle. Denne periode var ogsa præget af store befolkningsomvæltninger i Europa, hvor den keltiske kultur lod til at overtage de oprindelige kultur i mange omrader. Klimaet ændrede sig pa denne tid tilbage til et noget koldere, og er sluttede bronzealderen.

Det nordiske bronzealdersamfund [ rediger | rediger kildetekst ]

Samfundsudviklingen i Norden kom efterhanden til at adskille sig fra udviklingen pa kontinentet. Der findes mange objekter som viser kulturpavirkning fra syd, og folk importerede sikkert ogsa kulturelle og religiøse forestillinger som blev tilpasset til lokale forhold. Folk drev jordbrug, og hesten blev brugt som ridedyr og trækdyr. Man manglede et skriftsprog , men lavede helleristninger som giver en forestilling om bronzealderens fartøjer og søfart . Under den ældre bronzealder blev de døde begravet i kister af sten eller i hule træstammer. Senere begyndte man at brænde de døde, og snart blev kremering det normale. Gravhøjene blev sædvanligvis dækket af en jordhøj eller en stendysse.

Vikingetiden og middelalderen [ rediger | rediger kildetekst ]

Vikingetiden i Sverige varede i store træk fra det 8. til det 11. arhundrede . Det menes, at svenske vikinger og gotlændere især rejste øst- og sydpa til Finland, Baltikum , Rusland , Hviderusland , Ukraine , Sortehavet og sa langt væk som til Bagdad . Vejen gik ad Dnepr over Konstantinopel , og pa denne rute foretog de adskillige plyndringer. Den byzantinske kejser Theofilos disse folks store militære evner og bad dem om at blive hans personlige vogtere, kendt som Væringgarden . De svenske vikinger, kaldet ruser , menes at være stamfædre til kievruserne . Den arabiske opdagelsesrejsende Ahmed Ibn Fadlan beskriver disse vikinger saledes:

	Jeg har set ruserne, da de kom pa deres handelsrejser og slog lejr ved Itil . Jeg har aldrig set mere perfekte, fysiske eksemplarer, høje som dadelpalmer, blonde og rødmossede; de bærer hverken tunikaer eller kaftaner, men mændene bærer et klæde, som dækker den ene side af kroppen og lader handen i den anden side fri. Hver mand har en økse, et sværd og en kniv, og de har alle disse pa sig til hver en tid. Sværdene er brede med riller, af frankisk type. [1]
Ahmed Ibn Fadlan

De mange vikingetogter er i stort omfang dokumenteret i form af runesten, der er fundet over store dele af den sydlige halvdel af Sverige.

Det vides ikke, hvornar og hvor det svenske kongedømme opstod, men listen over Sveriges regenter begynder sædvanligvis ved konger, der regerede i bade Svealand og Gotaland som samlet omrade, begyndende med Erik Sejrsæl . De to omrader havde tilbage til antikken været to selvstændige omrader; i Beovulfkvadet beskrives legenden om en krig mellem de to nationer i det 6. arhundrede .

Kulturelle fremskridt

I begyndelsen af vikingetiden var der ved det nuværende Ystad i Skane og Paviken pa Gotland blomstrende handelscentre. Der er gjort fund fra, hvad der menes at være en stor markedsplads fra 7. eller 8. arhundrede i Ystad. ^[2] I Paviken, der var et vigtigt knudepunkt for handel med Baltikum i det 9. og 10. arhundrede, er der fundet rester af en stor havn fra vikingetiden med garde, hvor man byggede skibe og lavede handværk. Mellem 800 og 1.000 bragte den livlige handel store mængder sølv til Gotland, og ifølge nogle forskere akkumulerede gotlænderne i den periode mere sølv end resten af den skandinaviske befolkning tilsammen. ^[2]

Ansgar far som regel æren for at have indført kristendommen i landet i 829, men den nye religion havde ikke for alvor held med at fortrænge den traditionelle nordiske mytologi før op i det 12. arhundrede. I løbet af det 11. arhundrede blev kristendommen den dominerende religion, og fra omkring 1050 blev Sverige regnet som et kristent rige. I perioden mellem 1100 og 1400 var Sverige ved at dannes og konsolideres som en enhed, og landet var præget af interne stridigheder samt af kappestrid mellem de nordiske kongeriger. De svenske konger gik i gang med at ekspandere det svenskkontrollerede omrade i Finland, hvilket skabte konflikter med ruserne, der ikke længere havde forbindelser med Sverige. ^[3]

Feudale institutioner i Sverige

Hvis man ser bort fra Skane, der pa den tid var dansk, udviklede der sig i Sverige aldrig rigtig feudalisme , som man kender det fra resten af Europa. ^[4] Bondestanden forblev derfor i det store hele en fri klasse af landbrugere gennem det meste af Sveriges historie. Slaveri var ikke særlig udbredt i landet, ^[5] og det, der fandtes, blev afskaffet med blandt andet indførelsen af kristendommen, af vanskelighederne med at skaffe slaver øst for de baltiske omrader samt bydannelsen i Sverige før det 16. arhundrede. ^[6] Faktisk blev bade slaveri og livegenskab afskaffet ved et dekret af kong Magnus Eriksson Tidligere slaver blev herpa optaget i bondestanden eller blev arbejdere i byerne. Perioden var præget af fattigdom, og Sverige var generelt et tilbagestaende land pa den tid, hvor byttehandel var dominerende i landets økonomi . Det kunne for eksempel forega pa den made, at bønder i Dalsland transporterede deres smør til mineomradet i Sverige, hvor de byttede det for jern , som de efterfølgende fragtede til kysten, hvor de byttede jernet for fisk, som de havde brug for som fødemiddel, mens jernet blev sendt til udlandet med skibe. ^[7]

Pesten i Sverige

I det 14. arhundrede blev Sverige ramt af den sorte død , som førte til en nedgang i befolkningstallet. ^[8] I den periode fik byerne efterhanden større rettigheder og var under stor indflydelse af tyske købmænd fra Hanseforbundet , der særlig var aktivt i Visby . I 1319 var den kun trearige Magnus Eriksson blevet konge af Sverige og Norge. Drengens alder bidrog til monarkiets faldende indflydelse i omradet, og stærke adelsslægter begyndte at spille en stadig større rolle og fik tiltvunget sig stadig større rettigheder. Hans efterfølger blev hans, nevø Albrecht af Mecklenburg, men den stigende magt blandt adelige og bybefolkningerne betød Albrechts fald, og svenskerne vendte sig nu mod det danske kongehus for at finde en efterfølger.

Kalmarunionen og svensk løsrivelse fra dansk styre

I 1397 blev Norge, Danmark og Sverige forenet under Danmarks Margrete 1. i Kalmarunionen . Det viste sig dog hurtigt, at svenskerne, i særdeleshed adelen, ikke var tilfreds med at blive styret fra Danmark. Der var ikke tale om en politisk union, og igennem det 15. arhundrede forsøgte Sverige at modsta et dansk centraliseret styre under den danske konge. Saledes etablerede man den første Riksdag i 1435, en institution, der de følgende arhundreder skulle fa betydelig magt i landet. Omkring 1500 var det Sture-slægten, der sad pa magten, og flere medlemmer af den familie var rigsforstandere i landet og søgte at rive Sverige løs af det danske styre. Stridighederne kulminerede, da Christian 2. foranstaltede det Stockholmske Blodbad i form af en massakre pa 82 ledende svenskere. Dette førte til forøget modstand mod danskerne, og Sverige brød ud af Kalmarunionen i 1523 , hvor den svenske krone blev genindført og Gustav Vasa blev valgt til konge. ^[9] Denne begivenhed indledte ældre vasatid i Sverige, af nogle omtalt som grundlæggelsen af det moderne Sverige.

Ældre vasatid

Noget af det første, der skete efter Gustav Vasas kroning, var at stække den katolske kirkes magt, hvilket førte til reformationen , der dog først officielt blev indført under Karl 9. Pa den økonomiske front brød Gustav Vasa Hanseforbundets kontrol over den svenske handel med Baltikum. ^[10]

Hanseforbundet var officielt blevet stiftet i Lubeck i Nordtyskland i 1356. Forbundet søgte at opna borger- og handelsrettigheder fra prinser og regenter i lande og byer langs Østersøkysten . ^[11] Til gengæld tilbød det en vis beskyttelse, idet forbundet med sin egen krigsflade var i stand til at holde østersøomradet fri for sørøvere. ^[12] De koncessioner, som Hanseforbundet opnaede, var blandt andet, at kun indbyggere fra forbundets byer havde lov til at drive handel fra deres havne. De stræbte efter at undga alle former for told og skatter. Med sadanne koncessioner drog store flokke af Lubeck-købmænd til Stockholm, hvor de snart kom til at dominere byens økonomi, og de var i stort omfang skyld i, at havnen i Stockholm gjorde byen til den største og mest betydningsfulde i landet. ^[13] Hansekøbmændenes handel bestod for to tredjedeles vedkommende af import af tekstil og en tredjedel af salt, mens udførslen først og fremmest bestod af jern og kobber.

Imidlertid blev svenskerne efterhanden trætte af hansemonopolet pa handelen, der mest blev drevet af indvandrede tyskere, og som betød, at indkomsten fra handelen i stort omfang blev kanaliseret til Tyskland. Da Gustav Vasa brød hansemonopolet, blev han derfor betragtet som en stor helt af sit folk. Historien betragter nu Gustav som grundlæggeren af den moderne svenske nation. Det fundament, han lagde, tog dog tid at udvikle, men da det endelig skete, og Sverige tradte ind i sin stormagtstid, betød den svenske tradition for frie bønder, at en større del af den økonomiske gevinst gik i deres lommer end i en feudal landadels. ^[14]

Den svenske stormagtstid [ rediger | rediger kildetekst ]

I det 17. arhundrede blev Sverige en af de store magter i Europa. Forinden havde Sverige været et fattigt og tyndt befolket land i udkanten af den europæiske civilisation uden nogen særlig magt eller noget specielt rygte i resten af verden. Landet opnaede sin store berømmelse i Europa under Gustav Adolfs regering, hvor Sverige erobrede landomrader mod syd og øst fra Danmark, Rusland og Polen-Litauen i en række konflikter, herunder Tredivearskrigen .

I denne langvarige konflikt erobrede Sverige omkring halvdelen af staterne i det tysk-romerske rige . Gustav Adolf havde planer om at blive den næste tysk-romerske kejser ved at herske over et forenet Skandinavien og det tysk-romerske rige. Han døde imidlertid i slaget ved Lutzen (1632) , inden han kunne realisere sin plan. Efter Sveriges eneste større nederlag i tredivearskrigen i slaget ved Nordlingen (1634) mindskedes den prosvenske opbakning i de tyske smastater, som en efter en frigjorde sig fra det svenske overherredømme, indtil Sverige blot havde enkelte omrader ud til Østersøen i form af Svensk Forpommern , Bremen-Verden og Wismar tilbage. Undervejs i krigen menes de svenske tropper at have ødelagt 2.000 slotte, 18.000 landsbyer og 1.500 byer i Tyskland, en tredjedel af alle de tyske byer. ^[15]

Ekspansionen gik ogsa ud over Danmark-Norge , hvorfra Sverige i flere krige, herunder Karl Gustav-krigene , erobrede vigtige provinser. Mest markant var det, da Danmark ved Roskildefreden i 1658 matte opgive Skanelandene (Skane, Halland, Blekinge og Bornholm ) til Sverige. Under den store nordiske krig matte Sverige i 1710 efter 200 ar trække sig ud af det nordlige Baltikum. Dermed sluttede Sveriges hegemonialstilling i Østersøen. I frihedstiden forsøgte Riksdagen , der var den regerende magt, flere gange at genvinde den tabte stormagtsstatus, men efter hattenes krig 1741 - 43 mod Rusland, matte Sverige afsta store dele af Finland og endeligt opgive stormagtsdrømmene.

I midten af det 17. arhundrede var Sverige Europas tredjestørste land malt pa areal, kun overgaet af Rusland og Spanien. Landet naede sin største udbredelse under Karl 10. Gustav efter Roskildefreden. ^[16] Mod slutningen af arhundredet blev Sverige og i særdeleshed Finland ramt af en voldsom hungersnød, der kostede en tredjedel af den finske befolkning livet ^[17] og ogsa var hard ved befolkningen i selve Sverige. ^[18]

Den lange periode pa konstant krigsfod tærede pa Sveriges økonomi , og det blev Karl 11. , der kom til at bruge megen af sin regeringstid pa at genskabe et økonomisk fundament samt et slagkraftigt militær. Arven til hans søn, Karl 12. var en af de fineste vabenbeholdninger i verden, en stor staende hær og en fremragende flade. Sveriges største trussel pa den tid, Rusland, havde en større hær, men var langt bagefter Sverige i udstyr og træning. Karl 12. blev kendt som "Krigerkongen", og han tilbragte en stor del af sin regeringstid i felten i en periode, der var præget af den Store Nordiske Krig (1700-1721), hvor Rusland, Danmark samt andre af Sveriges naboer udfordrede den trussel, som Sverige selv udgjorde. I begyndelsen af denne havde Sverige stor succes og nedkæmpede den russiske hær sa effektivt i slaget ved Narva i 1700, at Rusland la aben for en svensk invasion. Svenskerne valgte i stedet at koncentrere sig om Polen-Litauen, hvilket gav russerne ro til at genopbygge og modernisere sin hær.

Karl besluttede nogle ar senere at invadere Rusland, men denne gang matte han se sin hær lide et afgørende nederlag i slaget ved Poltava i 1709. Dette blev begyndelsen til enden pa Sveriges stormagtstid. Medvirkende til den svenske tilbagegang var ogsa, at hjemlandet blev ramt af pesten, der blandt andet i høj grad gik ud over Stockholm, hvor omkring en tredjedel af befolkningen omkom mellem 1710 og 1713. ^[18] Trods dette søgte Karl 12. at invadere Norge i 1716, men erobringen fik en brat ende, da Karl døde under belejringen af Frederiksten i 1718. Kongens død nedbrød strukturen og organisationen af togtet, og de svenske tropper trak sig derpa ud af Norge uden at være blevet besejret.

Nogle fa ar senere, i 1721, sluttede den Store Nordiske Krig med freden i Nystad , der kostede Sverige store landarealer og sin placering som en europæisk stormagt, en placering som arvefjenden Rusland i stedet overtog. Den Store Nordiske Krig kostede svenskerne 200.000 mand, deraf en fjerdedel fra det nuværende Finland. ^[19]

I det 18. arhundrede havde Sverige ikke nok ressourcer til at opretholde sine landomrader uden for Skandinavien og matte se dem overtaget af andre nationer. Denne proces kulminerede i 1809 , hvor Sverige efter en kort tabt krig mod Det Russiske Kejserrige matte afgive hele kontrollen over Finland til russerne. Finland havde siden middelalderen mere eller mindre været under svensk kontrol.

I et forsøg pa at genetablere den svenske dominans i Østersøomradet indgik Sverige alliance mod sin ellers traditionelt allierede og velgører, Frankrig , i Napoleonskrigene . Frankrig og dets allierede, heriblandt Danmark-Norge, tabte det afgørende slag ved Leipzig til koalitionen, og Sverige fik som led i Kielerfreden i 1814 tildelt Norge som erstatning for landets provinser i Nordtyskland. Da Norge søgte at hævde sig som suveræn nation, invaderede Karl 13. Norge, og landet matte acceptere at indga med Sverige i en personalunion, der fungerede til 1905. Siden denne invasion har Sverige ikke deltaget i kamphandlinger og har værnet om sin neutralitetsstatus.

Sveriges nyere historie [ rediger | rediger kildetekst ]

I løbet af det 18. og 19. arhundrede skete der i Sverige en betydelig stigning i befolkningstallet, hvilket forfatteren Esaias Tegner i 1833 tilskrev "freden, [koppe]vaccinen og kartoflerne" ("freden, vaccinet och potaterne"). ^[20] Mellem 1750 og 1850 fordobledes befolkningen i landet. Dette medførte en omfattende udvandring af svenskere til Amerika i de følgende artier, og denne udvandringsbølge var med til at undga sultkatastrofer og social oprør i landet. Pa højdepunktet af bevægelsen udvandrede over 1 % af den svenske befolkning arligt i løbet af 1880'erne. ^[21] Pa trods af denne enorme emigration forblev Sverige fattigt og bevarede en økonomi baseret næsten udelukkende pa landbrug i en tid, hvor resten af Vesteuropa, herunder Danmark, overgik til industribaseret økonomi. ^{[21] [22]}

De fleste udvandrere udsa sig Amerika som stedet, hvor de kunne fa et bedre liv. Det anslas, at i perioden 1850-1910 udvandrede over en million svenskere til USA. ^[21] I begyndelsen af det 20. arhundrede boede der flere svenskere i Chicago end i den næststørste by i fædrelandet, Goteborg . ^[23] De fleste svenske emigranter flyttede til Midtvesten , i særlig grad til Minnesota , mens mindre grupper slog sig ned andre steder i USA og i Canada.

Pa trods af den langsommelige proces med at industrialisere Sverige til langt op i det 19. arhundrede skete der en række forandringer i agrarøkonomien pa grund af nyskabelser og den store befolkningstilvækst. Blandt de nye tiltag var indhegning af marker, markant forøget opdyrkning af landarealer og indførelsen af nye afgrøder som kartofler. ^[24] Da de svenske bønder aldrig havde været livegne , som det var almindeligt i stort set resten af Europa, begyndte den svenske bondekultur at patage sig en kritisk rolle i politiske debat, noget der har fortsat op til nutiden med Centerpartiet , der i lighed med det danske Venstre har rødder i bondebevægelsen. ^[25] Fra 1870 til udbruddet af 1. verdenskrig kom der omsider fart i industrialiseringen , som medførte, at industriproduktionen i den periode overtog pladsen som dominerende i den svenske økonomi, hvilket har været gældende næsten til nutiden. ^[26]

Stærke græsrodsbevægelser dukkede op i Sverige i anden halvdel af det 19. arhundrede ( fagforeninger , afholdsbevægelsen og en række uafhængige religiøse grupper), og disse var med til at skabe de demokratiske spilleregler, der siden har været bærende i landets kultur og politik. Denne proces var gennemført omkring tiden for 1. verdenskrig. Den industrielle revolution i det 20. arhundrede skabte yderligere forandring af landet, idet en betydelig del af landbefolkningen i takt med denne rykkede ind til byerne for at arbejde i fabrikkerne, og en stor del blev involveret i socialistiske fagforeninger. En kommunistisk revolution blev afværget i 1917, hvorpa man igen indførte parlamentarismen , og landet blev demokratiseret.

Sverige under verdenskrigene [ rediger | rediger kildetekst ]

Sverige holdt sig officielt neutralt under bade første og anden verdenskrig , selv om neutraliteten under sidstnævnte har været omstridt. ^{[27] [28]} Sverige var under en stor del af denne krig under indflydelse af Nazityskland , idet forbindelserne til den øvrige verden var begrænset pa grund af tyske blokader. ^[27] Den svenske regering sa sig ikke i stand til at ga imod tyskerne ^[29] og indgik derfor samarbejde med den store magt mod syd pa forskellige omrader. ^[30] Sverige leverede ogsa stal og maskindele til Tyskland under hele krigen. Men samtidig hermed ydede landet støtte til den norske modstandsbevægelse, og i 1943 tog det imod jøder fra Danmark, der flygtede fra deportation til koncentrationslejrene . Ogsa Finland oplevede svensk støtte under Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen med frivillige og materiel.

Mod slutningen af krigen begyndte Sverige at spille en rolle i det humanitære arbejde, og talrige flygtninge, heriblandt jøder fra mange af de nazistiskbesatte omrader i Europa, blev reddet, delvist som følge af svensk deltagelse i redningsaktioner for indsatte i koncentrationslejrene med de hvide busser , og delvist fordi Sverige fungerede som tilflugtssted for flygtninge, primært fra de nordiske lande og Baltikum . ^[29] Den svenske diplomat Raoul Wallenberg og hans kolleger skal have reddet op imod 100.000 ungarske jøder. ^[31] Pa trods af dette har der været rejst bade intern og ekstern kritik over, at Sverige ikke gjorde mere for at bekæmpe nazismen, ogsa selv om det kunne have betydet besættelse af landet. ^[29]

Efterkrigstiden [ rediger | rediger kildetekst ]

Som erklæret neutralt land holdt Sverige sig uden for de to store forsvarspagter, der opstod efter 2. verdenskrig, NATO og Warszawapagten , og landet forblev neutralt under den kolde krig , men pa uofficiel basis havde Sverige gennem sine ledere tætte forbindelser til USA og andre vestlige stater i denne periode.

Efter krigen nød Sverige godt af at have et intakt produktionsapparat, social stabilitet samt mange naturressourcer til at udvide sin industri, der kom til at hjælpe med genopbygningen af Europa. ^[32] Sverige indgik i Marshallplanen og i OECD . I størstedelen af efterkrigstiden sad socialdemokraterne, med tætte forbindelser til fagforeningerne og industrien, solidt pa magten i landet. Regeringen støttede aktivt udviklingen af en internationalt konkurrencedygtig produktionssektor bestaende særligt af store virksomheder. ^[33]

Sverige var med til at grundlægge EFTA , en gruppe lande, der i 1960'erne ofte blev kaldt "De syv" i modsætning til EF , hvis lande blev kaldt "De seks". ^[34] I lighed med de mange andre lande verden over oplevede Sverige økonomisk tilbagegang pa grund af oliekriserne i 1973-74 og 1978-79. ^[35] I løbet af 1980'erne satsede Sverige pa at omstrukturere sin industri, hvorunder fx skibsbyggeri blev nedprioriteret, og træmasse kom til at indga i en moderniseret papirfremstilling, stalindustrien blev specialiseret pa færre omrader, mens den mekaniske fremstilling i stort omfang gik over til it-baseret styring. ^[36]

Mellem 1970 og 1990 steg skattebyrderne med over 10 %, en ret beskeden stigning sammenlignet med andre vesteuropæiske lande. Efterhanden kom det offentlige til at sta for over halvdelen af landets BNI , og Sveriges placering pa listen over lande rangordnet efter BNI pr. indbygger faldt i denne periode. ^[33]

Nyeste historie [ rediger | rediger kildetekst ]

En bristet ejendomsboble skabt af utilstrækkelig kontrol med lantagning kombineret med international recession og en politik, der vekslede mellem at fokusere pa at nedbringe arbejdsløsheden og at nedbringe inflationen, resulterede i en finanskrise i begyndelsen af 1990'erne. ^[37] Sveriges BNI faldt i den forbindelse med omkring 5 %. I 1992 fik valutaspekulation Sveriges Nationalbank til kortvarigt at hæve dag-til-dag-renten til 500 %. ^{[38] [39]}

Regeringens svar pa dette var at beskære de offentlige udgifter og sætte gang i en række reformer med henblik pa at skærpe Sveriges konkurrenceevne; blandt disse midler var reduktion goderne i velfærdsstaten og privatisering af offentlige opgaver. Majoriteten af politikerne gik ind for medlemskab af EU , og folkeafstemningen herom gav 52 % opbakning for dette ved valget 13. november 1994, hvorpa Sverige blev optaget i EU pr. 1. januar 1995.

Sverige star fortsat uden for militære samarbejdsorganisationer, men har deltaget i øvelser med NATO og andre lande samtidig med, at landet intensivt har samarbejdet med andre europæiske lande inden for forsvarsteknologi og vabenindustri. Blandt andet er nogle af de vaben, USA har anvendt i Irak, fremstillet i Sverige. ^[40] Endvidere har Sverige en lang tradition for at deltage i internationale fredsbevarende missioner, heriblandt i de senere ar i Afghanistan , hvor svenske tropper er under NATO-ledelse, samt i EU-baserede operationer i Kosovo , Bosnien-Hercegovina og Cypern .

Kilder og referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

Wikimedia Commons har medier relateret til: Sveriges historie