Sprogø
er en lille
ø
med
areal
pa 164
ha
midt i
Storebælt
, tilhørende
Slagelse Kommune
. Øen bruges som forbindelsespunkt til
Storebæltsbroen
, der forbinder
Fyn
og
Sjælland
.
Stednavnet
kendes i flere forskellige former.
[
hvilke?
]
En af de ældre er
Spraa
,
[1]
som ogsa
Holberg
anvendte, og som har faet nogle forskere til at mene, at navnet hører sammen med ønavne som
Mors
,
Fur
,
Als
,
Møn
og
Hven
, hvis navne gar tilbage til et
sprog
, der blev talt i dansk omrade lang tid forud for det
indoeuropæiske
sprog, der tales i dag.
[
kilde mangler
]
Øens navn er senest og grundigst behandlet af
Kristian Hald
i
1971
,
[
kilde mangler
]
der som grundform antog et
gammeldansk
*
spr?gh-
, beslægtet med
dialektordet
sprag
[2]
og
aflydsbeslægtet
med
engelsk
spray
(=
krat
). Hald ansa ønavnet for at være et oprindeligt
appellativ
,
[
bør uddybes
]
der viste til den skovbevoksning pa øen, som stadig fandtes i midten af 1600-tallet. Fra sidst i 1600-tallet optræder navnet med efterleddet
-ø
, der dog først slog endeligt igennem i 1800-tallet.
Oluf Nielsen
foreslog i 1880'erne
sprove
(= spejde) som ophav,
[3]
med tanke pa
Valdemar den Stores
tarn
, hvorfra kongens mænd holdt udkik efter
vendiske
sørøvere
. Da øen beherskede overfarten mellem
Korsør
og
Nyborg
, var der nok at spejde efter ?
pirater
ikke mindst.
[4]
Øen er gennem 15.000 ar formet af
isen
,
havet
og
mennesker
. Saledes er bakkerne, de sakaldte hatformede bakker pa øen, f.eks. Fyrtarnsbakken, formet langs en isrand, der for 13-15.000 ar siden strakte sig fra
Langeland
til
Halsskov
. I artusinderne derefter udgjorde Sprogø blot et højdedrag inde i et udstrakt
fastland
, der frem mod 6500 f.Kr. langsomt blev opslugt af en stor havstigning, hvorved Storebælt dannedes. Sprogø kom derved til at ligge centralt placeret midt i bæltet, og har i artusinder været base for beboelse og en bekvem mellemstation for sejlads mellem landsdelene. De tidligste bønder bosatte sig herude ca. 4000 f.Kr. for at drive
landbrug
,
jage
og
fiske
, og øen var derefter beboet i mange af
Danmarks forhistoriske
perioder.
[5]
I
1070
skal
Adam af Bremen
have udtalt: "
Mellem Sjælland og Fyn ligger der en meget lille ø, som kaldes Sprogø. Den er en røverkule og en ren rædsel for de forbifarende.
" Sprogø blev pa den tid brugt som base af venderne til sørøvertogter.
[6]
Fyrtarnet
fra
1868
er bygget pa resterne af en gammel
borg
fra
1167
, opført af Valdemar den Store.
Ruinerne
, der er de ældst daterede fæstningsværker i Danmark, er i dag restaureret af
Nationalmuseet
.
[7]
Kong Valdemars borg var et led i et system af rigsborge, der bl.a. i Storebælt skulle sikre overfarterne og værne mod de vendiske sørøvere, og var af den sakaldte
kastelstype
, havde en firkantet ydermur, der afskærmede en borgplads pa ca. 26 x 32 m, samt et firkantet tarn. Fundamenterne blev bygget af
kampesten
lagt i
kalkmørtel
. Derudover har der været anvendt
munkesten
, som dengang var et helt nyt byggemateriale. I
Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie
star: "
At datiden lagde megen vægt pa anvendelsen af dette nye materiale, synes iblandt andet at fremlyse af den bekendte indskrift pa en
blyplade
, der blev funden i Valdemar den Stores grav i
Ringsted
, hvor det særlig omtales, at kongen byggede muren pa
Dannevirke
og tarnet pa Sprogø af brændte mursten.
"
[8]
Resterne af den nordlige del af muren omkring Valdemars tarn fremstar i dag som
fredet
fortidsminde, lige nedenfor fyrtarnet pa nordsiden af Fyrtarnsbakken, og kan ses fra tog og bil.
Arkæologer
har fundet murværk, der hører til det ældste
murstensbyggeri
i Danmark.
[9]
Øen nævnes som et af kongens mange jagtomrader i kong Valdemars
jordebog
fra ca.
1230
.
Under
De fredløses krig
blev Sprogø indtaget af den norske krone og den fredløse
Marsk Stig
, der befæstede øen og benyttede den som base for den norske konges og de fredløses aktiviteter i de danske farvande i fra 1290 til fredsslutningen i 1308.
Korsørs
ældste
købstadsrettigheder
skal være givet i
1425
af
Erik af Pommern
, og indbefattede "
Fægang paa Sprogø
", dvs fri græsning pa øen.
[10]
Omkring
1520
bosatte
Christian II
hollandske
bønder pa Sprogø, hvis efterkommere drev
landbrug
der i henved 120 ar.
Peder Syv
omtalte Sprogø, fordi ønavnet indgik i talemaden, kendt fra
1671
,
Gid du varst paa Spravø!
(rettet af Peder Syv selv fra "Spravø" til "Sprovø"), en
forbandelsesformular
bygget pa tanken om Sprogøe som et ubehageligt opholdssted.
[3]
Kong
Frederik 2.
befalede i
1572
, at der skulle bygges et hus for nødstedte rejsende pa Sprogø, sa de var sikret mad og overnatning. Han havde selv under en rejse fra
Kolding
til
København
i
1569
oplevet at sidde landfast pa øen uden at fa hverken vadt eller tørt. Hans søn
Christian 4.
overnattede i logiet under en rejse i
1620
. I
1810
nedbrændte englænderne alle øens bygninger, og under sin hjemrejse fra forhandlinger om
Kielerfreden
, tilbragte
Frederik 6.
i februar
1814
fem døgn pa Sprogø under kummerlige forhold. I maj samme ar fik Generalpostdirektionen ordre om at købe øen af
stamhuset
Juelsberg
, og hente fem
bindingsværksbygninger
fra Korsør til logi for rejsende. I
1822
fik postvæsenet opført en bygning kaldt "Hotellet" med ti værelser for pænere rejsende, og tyve loftsrum til de øvrige. I
1853
var prisen for en overnatning pa Sprogø i egen seng 64 skilling, men delte man seng med en anden, var prisen kun 48 skilling pa hver. Plads i hængekøje eller pa madras kostede 32 skilling.
Ludvig Holberg matte under en overfart i
1709
selv overnatte pa Sprogø, som han kaldte ved øens gamle navn Spraa.
[11]
Han var ikke særlig tilfreds med forholdene, og
citatet
i overskriften er hans. Den eneste seng, man havde at tilbyde rejsende, kostede hele to
rigsdaler
.
[12]
I starten af 1900-tallet var øen ejet af
De Danske Statsbaner
og tjente som
telegrafstation
og mellemstation for isbadene, nar Storebælt i isvintre frøs til. I
1922
blev øen
forpagtet
og dannede rammen om et hjem, som
De Kellerske Anstalter
drev for kvinder, som var kendt umyndige pa grund af evnesvaghed, men som i virkeligheden ofte bare ? ifølge datidens
moralbegreber
? blev anset som seksuelt løsagtige af myndighederne. Stifteren Christian Keller, der ogsa oprettede
Livø
-anstalten for mænd, definerede dem i
1919
som "
…den klasse af let andssvage kvinder, hvis
erotik
frembyder en væsentlig fare i det frie samfund for udbredelse af
kønssygdomme
". Et tvangsophold pa hjemmet varede
gennemsnitligt
i omkring syv ar. Der var plads til omkring 50 kvinder.
[9]
I et læserbrev i
Politiken
i april
1922
skrev formanden for Den
antropologiske
komite, Søren Hansen, om nødvendigheden af at oprette anstalten: "
... navnlig fordi det afkom, de bringer til verden, gennemgaende er af meget ringe kvalitet
" og at ø-anstaltens "
vigtigste opgave netop skal være at formindske den store økonomiske byrde, som det andeligt defekte afkom er for samfundet, og at den altsa i det lange løb skulle betale sig
". Doktor i special
pædagogik
Birgit Kirkebæk har skrevet Sprogø-pigernes historie, baseret pa atten journaler.
[13]
Jussi Adler-Olsen
har skrevet
kriminalromanen
Journal 64
, ogsa baseret pa forholdene ved kvindehjemmet.
[14]
Kvinderne var pa Sprogø isoleret fra det øvrige
samfund
, og drev øen som en landbrugsejendom. Den dækkede ca. 70
tønder
land, indtil den faste forbindelse med Ny-Sprogø mere end fordoblede øens areal.
Kvindehjemmet pa Sprogø fungerede i knap 40 ar, idet den sidste kvinde forlod anstalten 1. april 1961.
[15]
Før Sprogø blev landfast i
1997
var det en 0,38 km² stor ø.
Efter etableringen af broanlæggene er arealet ca. firdoblet til 1,52 km². Sprogø fyr blev fredet i
1987
,
[16]
et ar før vedtagelsen af
Storebæltsbroen
i
Folketinget
. Broprojektet har derfor mattet tage hensyn til det gamle fyrtarn, omend det ikke er muligt at gøre holdt og bese fyret.
Den sydlige del af øen er
fredet
og lukket for offentligheden af hensyn til en bestand af
klokkefrøer
og den særlige
flora
, som er betinget af det særlige Storebælts
klima
med ringe
nedbør
og mange solskinstimer.