- Ikke at forveksle med
sufisme
.
Sofisme
var den intellektuelle skole eller tradition i
antikkens Grækenland
, som de sakaldte
"sofister"
tilhørte. Sofisme kommer af
sofia
(
græsk
for "
visdom
"), og sofister var personer, der i 400-tallet f.Kr. virkede i
Athen
og en del andre græske
bystater
, hvor de for betaling underviste i
filosofi
,
historie
,
grammatik
og især
retorik
. En senere betydning af ordet
"sofist"
er "
person, der med veltalenhed og spidsfindige argumenter søger at overtale eller overbevise nogen
".
[1]
Fremstillingen af disse omrejsende læreres virksomhed har været meget negativ; især fra deres fremmeste kritikere,
Sokrates
,
Platon
og
Aristoteles
. Men i modsætning til disse tre, viste sofisterne gennemgaende et
demokratisk
sindelag; og det er blandt sofisterne, vi finder de meget fa grækere, der tog til orde mod
slaveri
.
[2]
I 400-tallet f.Kr havde grækerne en omkring 150-arig filosofitradition; til Athen var den kommet med
Anaxagoras
. Men det drejede sig om
naturfilosofiske
spekulationer.
Etiske
problemer blev godt nok diskuteret; men det kom kun til spredte tanker, udtrykt i
aforismer
. Hos
Pythagoras
vagnede en stærk interesse for
sjælen
og dens
skæbne
hinsides døden; men nogen psykisk forskning kom der aldrig ud af det. Fokus var pa
fysis
(=
naturen
) og
kosmos
(=
verden
), men nogen enighed kom man ikke frem til.
Heraklit
og
Parmenides
havde modsatte teorier om bevægelse; ligeledes stod
Thales
og
Empedokles
for helt forskellige opfatninger af urstoffet.
Demokrit
regnede ikke med andet end
atomer
, mens Anaxagoras havde efterspurgt en verdensand bagved det hele. Ingen fysisk eller
kemisk
videnskab
kunne efterprøve nogen af de fremsatte pastande, der blev fremsat uden bevis - af Heraklit nærmest i form af
orakelord
; af Parmenides i
verseform
.
[3]
Alkidamas i Athen
[4]
tog parti for
heloterne
, da de gjorde oprør mod
spartanerne
,
[5]
der holdt dem som slaver. "
Gud
har ikke gjort noget menneske til slave,
" erklærede han, og udtrykte derved, at slaveri var et menneskeligt pafund pa linje med sa mange andre. I kontrast hertil var
Platons
tænkning baseret pa slaveri som en samfundsfaktor, selv om han medgav, at Spartas helotsystem var det mest kontroversielle slavehold i Grækenland, idet det ikke var
udlændinge
, men græske landsmænd, der blev holdt som slaver.
[6]
Tvivl og skepsis meldte sig, og interessen vendte sig i stedet mod
kulturen
.
Sejren
i
perserkrigene
bragte en blomstringstid til græsk kultur; og da mange følte, at filosofien ikke bidrog til klarhed eller indsigt, men tværtimod skabte forvirring og tvivl i den offentlige debat, kom sofisternes undervisning til hjælp ved gennemgang af de forskellige retninger og diskussioner med eleverne. Der fandtes i bystaterne ingen højere, organiseret
uddannelse
udenom den
militære
; sa sofisterne fyldte et helt abenbart behov for tilegnelse af kundskab, hvad der kan forklare deres gennemslagskraft.
Solon
havde sørget for, at drengebørn fik nogen undervisning; men det drejede sig om at lære at læse, skrive og regne; dertil legemsøvelser,
musik
og kendskab til
Homer
.
Embedsmænd
blev den gang udnævnt ved lodtrækning, der blev anset som
gudernes
chance til at pavirke valget.
[7]
Nar retorik var et sa vigtigt fag, skyldtes det, at der ikke fandtes
sagførere
. Blev man sigtet for noget, matte man selv føre sin sag, og der var hverken
dommer
eller
jury
; man matte selv tale sin sag foran de fremmødte
medborgere
. Derfor var det af den yderste vigtighed, at man lærte at udtrykke sig sammenhængende og fornuftigt.
[8]
Sofisternes mal var at bekæmpe forvirringen, der prægede tidens offentlige debat. De var ikke selv athenere, men kom rundt om fra
Magna Graecia
. Det var dem, der gjorde Athen til - med
Perikles
' ord - "
en dannelsesskole for Grækenland
". Mod en mindre entre holdt de foredrag i offentlige lokaler, hvor de ogsa talte om alvorsord om
dyd
og
moral
, sasom sofisten Prodikos af
Kea
[9]
med sin historie om
Herakles
, der møder de to kvinder Dyd og Last, og beslutter at følge Dyd.
[10]
Modsat
filosofferne
gik en sofist ikke ind i, hvad der var sandt eller usandt, men nøjede sig med at lære eleven at fremføre sit syn sa overbevisende og troværdigt som muligt. Filosofferne ville na frem til
erkendelse
af sagens inderste, dens sandhed; mens sofisterne koncentrerede sig om
teknikker
til at komme heldigt fra en diskussion. Sokrates papegede de farlige etiske og politiske konsekvenser, nar malet blev overtalelse uden indsigt i problemet. Dertil blev sofisterne stærkt kritiseret for at tage sig betalt for undervisningen. Sokrates mente, evnen til selvstændig tænkning gar tabt, nar man tager betalt for at undervise; i stedet indretter man sig efter det nyttige og behagelige. Efter hans mening søgte sofisterne derfor ikke sandhed, men kun egen vinding.
[11]
"
Overtalelse, ikke sandhed,
" var et stikord for en af deres teknikker. Ligesom et etbinds
leksikon
skulle man erhverve sig nogen kundskab om det meste, sa man kunne udtale sig med
fornuft
om de fleste ting og skabe indtryk af at være mere kundskabsrig, end man faktisk var. Sofisten
Gorgias
pralede af, at han var bedre end sin bror lægen til at fa patienterne til at tage medicinen. Naturligvis vidste han mindre om medicinen end sin bror; men han forstod bedre at lyde overbevisende.
[12]
Men sofisterne var naturligvis ingen ensartet gruppe.
Protagoras
udtalte, at "
mennesket er alle tings malestok
", tolket som
relativisme
. Vel kan smag og behag ikke rigtig diskuteres; men her lyder det, som om Protagoras omgør
alle
spørgsmal til spørgsmal om smag og behag. Gorgias er talsmand for
skepticisme
med sit udsagn om, at "
intet er til
". Platon angreb i mange af sine skrifter sofister, der fremhævede
hedonisme
, og andre, der fremhævede
magt
som tilværelsens mal - mens andre sofister igen hævdede opfatninger tæt op til Sokrates' og Platons egne.
[13]
- ^
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sofister
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 58), forlaget Gyldendal, Oslo 2002,
ISBN
82-417-0966-8
- ^
Eiliv Skard:
Filosofien i oldtiden
(s. 44), forlaget Aschehoug, Oslo 1972,
ISBN
82-03-00680-9
- ^
https://snl.no/Alkidamas
- ^
http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text?doc=Perseus%3Atext%3A1999.04.0009%3Achapter%3D9%3Asection%3D2%3Asubsection%3D1
- ^
Paul Cartledge:
The Spartans
(s. 229), Vintage books, NY 2002,
ISBN
978-1-4000-7885-1
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 57)
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 61-62)
- ^
https://www.iep.utm.edu/prodicus/
- ^
Eiliv Skard:
Filosofien i oldtiden
(s. 48-50)
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 68)
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 63)
- ^
Tollefsen, Syse og Nicolaisen:
Tenkere og ideer
(s. 67-68)
- Gudrun Haastrup og Andreas Simonsen (1984):
Sofistikken
, Akademisk Forlag,
ISBN
978-87-500-2537-5
- Matthiesen, Jakob (2004):
Gorgias' bedrag. Sofisten Gorgias' udtryksform i Lovtale over Helena.
Museum Tusculanums Forlag,
ISBN
978-87-7289-745-5
|
---|
Grene
|
|
---|
Efter æra
|
|
---|
Efter
region
| |
---|
Efter
kontroverser
| |
---|