|
---|
- Sinai
- Sydlige Palæstina
- Judæiske bjerge
- Jordan og Transjordan
- Nordlige Palæstina
- Syrien
- Den arabiske revolte
|
Slaget ved Magdhaba
fandt sted den 23. december 1916 under
Sinai og Palæstina-felttoget
under
1. Verdenskrig
. Angrebet fra Anzac divisionen fandt sted mod en forskanset garnison fra den osmanniske hær syd og øst for Bir Lahfan i
Sinaiørkenen
omkring 29-40 km fra Middelhavets kyst. Denne sejr til en egyptiske ekspeditionsstyrke (EEF) mod den
osmanniske
garnison betød ogsa at al-Arish blev sikret, efter at den osmanniske garnison trak sig tilbage.
I august 1916 var en kombineret osmannisk/tysk/Østrig-ungarsk styrke blevet tvunget til at trække sig tilbage til Bir el Abd efter den britiske sejr i
slaget ved Romani
. I løbet af de følgende tre maneder trak den slagne styrke sig længere østpa til al-Arish, mens det erobrede omrade, som strakte sig
Suez-kanalen
blev besat og garnisoneret af EEF. Patruljer og rekognosceringer blev gennemført af britiske styrker for at beskytte den fortsatte bygning af en jernbane og en vandledning og forhindre den osmanniske arme i at trænge over Sinaiørkenen ved at ødelægge vandbrønde og cisterner.
I december var byggeriet af infrastruktur og forsyningslinjer tilstrækkelig fremskredet til at den britiske fremrykning kunne begynde om aftenen den 20. december. Den følgende morgen var en bereden styrke naet til al-Arish, som viste sig at være forladt. En osmannisk garnison i stærke forsvarsstillinger blev opdaget ved Magdhaba 29-48 km inde i landet mod sydøst ved Wadi el Arish. Efter en ny natlig march af den beredne
Anzac
division blev angrebet pa Magdhaba indledt af australske, britiske og newzealandske mod velforskansede osmanniske tropper, som forsvarede 6 skanser. I løbet af dagens harde kampe var det det beredne infanteris taktik, med at ride sa tæt pa fronten som muligt, sidde af og angribe med bajonetterne pasat og med støtte fra artilleri og maskingeværer samt luftrekognoscering, der viste sig bedst. Alle de godt camouflerede skanser blev efterhanden fundet og erobret og de osmanniske forsvarer overgav sig sidst pa eftermiddagen.
Ved udbruddet af 1. verdenskrig havde egyptisk politi, som havde kontrolleret Sinaiørkenen, trukket sig tilbage og efterladt omradet stort set ubeskyttet. I februar 1915 angreb en tysk/osmannisk styrke uden held
Suez-kanalen
(
Angrebet pa Suez-kanalen
).
[1]
Efter
slaget ved Gallipoli
trængte end ny tysk/osmannisk styrke i juli 1916 over Sinai for at true Suez-kanalen. Denne styrke blev besejret i august i
slaget ved Romani
, hvorefter den beredne Anzac division under generalmajor
Harry Chauvel
trængte den osmanniske armes ørkenstyrke, som blev ledet af den tyske general
Friedrich Freiherr Kress von Kressenstein
ud af Bir el Abd og over Sinaihalvøen til
al-Arish
.
[2]
[3]
I midten af september 1916 havde den beredne Anzac division fulgt den tysk/osmanniske styrke fra Bir el Salmana 32 km langs den nordlige rute over Sinaihalvøen til forposten ved
Bir el Mazar
. Maghara bakkerne 80 km sydvest for Romani i det indre af Sinaihalvøen blev ogsa angrebet i midten af oktober at en britisk styrke fra Suez-kanalen.
[4]
Selv om de ikke blev erobret dengang blev alle sidde stillinger efterhanden opgivet af deres osmanniske garnisoner i lyset af den voksende britiske styrke i omradet.
[5]
Briterne opbyggede herefter garnisoner langs deres forsyningsveje, som strakte sig over Sinai fra
Suez-kanalen
. Patruljer og rekognosceringer blev gennemført regelmæssigt for at beskytte jernbanen og vandledningen, som blev bygget af det egyptiske arbejdskorps.
[6]
Disse forsyningslinjer kunne ses i form af jernbanestationer og sidespor, flyvepladser, signalindretninger og faste lejre hvor tropper kunne bo i telte og hytter. Pa dette tidspunkt bestod den egyptiske ekspeditionsstyrke af i alt 156.000 mand plus 13.000 egyptiske arbejdere.
[7]
Den osmanniske armes ørkenstyrke under Kress von Kressenstein, som opererede i Sinaiomradet blev forsynet fra deres hovedbase i ørkenen ved
Auja al-Hafir
, der la pa den osmanniske side af grænsen. Hafir el Auja var forbundet til
Beersheba
,
Gaza
og det nordlige
Palæstina
med vej og jernbane.
[2]
[8]
[9]
[Note 1]
[Note 2]
Denne primære tyske og osmanniske base i den centrale del af Sinaiørkenen forsynede og støttede mindre garnisoner i omradet med troppeforstærkninger, ammunition og rationer, medicinske forsyninger og hvileperioder væk fra fronten.
[Note 3]
Hvis de blev efterladt intakte kunne de osmanniske styrker ved Magdhaba og Hafir el Auja i alvorlig grad true fremrykningen af EEF langs den nordlige rute ind i det sydlige Palæstina.
[6]
[10]
[Note 4]
Oaseomradet, som strakte sig fra Dueidar 25 km fra Qantare langs Darb es Sultani, langs den gamle karavanerute og videre til Salmana 83 km fra Qantara kunne opretholde liv; men fra Salmana til Bir el Mazar, (120 km fra Qantara) var der ikke ret meget vand, og efter Mazar-omradet var der ingen vand før man naede al-Arish ved kysten 150 km fra Qantara.
[11]
Inden den britiske fremrykning til al-Arish kunne begynde skulle den 30 km lange strækning uden vand mellem El Mazar og al-Arish udforskes grundigt. I midten af december 1916 gjorde vandledningens udbygning mod øst det muligt at opbevare tilstrækkeligt med vand ved Maadan (Kilo. 128) og det var ogsa muligt at samle tilstrækkeligt store antal kameler og kameldrivere fra transportkorpset til at bringe vand frem fra Maadan til støtte for en angribende styrke.
[12]
[13]
[14]
Felttoget over Sinaiørkenen krævede stor beslutsomhed savel som opmærksomhed pa detaljerne af alle involverede for at sikre, at ammunition, rationer og hver en liter vand eller balle hestefoder var til radighed, nar der var brug for den. Mens den osmanniske hovedbase ved Hafir el Auja var mere centralt placeret, la den britiske base omkring 50 km vest for al-Arish, omtrent for enden af deres forsyningslinje. Beredne operationer sa langt fra basen i et sa bart terræn var yderst farlige og vanskelige.
[15]
Til disse langtrækkende ørkenoperationer var det nødvendigt at alle forsyninger var velorganiserede og passende indpakket sa de kunne fragtes pa kameler, som fulgtes med kolonnen efter tæt bagefter. Det var af vital betydning, at soldaterne var veltrænede i at klare sig under disse forhold. Hvis en mand blev efterladt i det barske Sinai, kunne han død i den brændende ørkensol i løbet af dagen eller den isnende kulde om natten. Hvis en vandbeholder ved et uheld væltede eller lækkede, kunne det betyde ingen vand til ejeren i maske 24 timer i ekstreme temperaturer.
[15]
Under disse ekstreme og vanskelige forhold arbejdede beredne tropper fra EEF pa at sikre beskyttelse for bygningen af infrastrukturen, afpatruljering af de nyligt erobrede omrader og rekognoscering af omradet for at forbedre og kontrollere de luftfotografier, som blev anvendt til at forbedre kortene over de nyligt besatte omrader.
[16]
Det britiske krigsministeriums udtalte politik gik i oktober 1916 ud pa at fortsætte offensiven pa
Vestfronten
mens man var i defensiven alle andre steder.
[17]
Udmattelsesslaget ved
Somme
og udskiftningen af premierminister i Storbritannien fra
Herbert Asquith
til
David Lloyd George
den 7. december, rykkede sa meget ved
status quo
at politikken blev ændret sa angreb pa
Centralmagternes
svage punkter andre steder end pa Vestfronten var ønskværdige. Den øverstkommanderende for EEF, General
Sir Archibald Murray
, blev opmuntret til at søge sejre pa sin østfront, men uden forstærkninger. Han mente at en fremrykning til al-Arish var mulig, og at sadan en fremrykning ville true styrker i den sydlige del af det Osmanniske Rige og, hvis ikke forhindre, sa i det mindste forsinke overførsel af tyske og osmanniske enheder til andre krigsskuepladser end
Levanten
.
[7]
[18]
Opbygningen af Østlige styrke og Ørkenkolonnen
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Efter sejren ved Romani flyttede Murray sit hovedkvarter tilbage fra Ismailia ved kanalen til Kairo. Denne flytning ville gøre det muligt for ham at være mere centralt placeret i forhold til hans opgaver og ansvar, som strakte sig fra den Vestlige ørkenstyrke, som var involveret i en fortsat kamp mod
Senussierne
i den Vestlige ørken, til den Østlige styrke i Sinai. En anden konsekvens af sejren var at generalmajor H. A. Lawrence, som havde haft kommandøn over den nordlige sektor af Suez-kanal forsvaret og Romani under slaget blev overført til Vestfronten.
[19]
[20]
[21]
Som følge af at de tyske og osmanniske styrker var blevet trængt mod øst væk fra kanalen blev generalløjtnant
Charles Dobell
i oktober udpeget til chef for den nyligt opstillede Østlige styrke.
[22]
Med hovedkvarter ved
Qantara
fik Dobell ansvaret for sikkerheden ved Suezkanalen og i Sinaihalvøen.
[6]
I gar blev vi inspiceret af general Chauvel, som netop var kommet tilbage fra sin rejse til England. Vi er alle glade for at se ham, da han er vellidt blandt bade officerer og mænd. Man føler sig ret sikker med en leder som ham. Jeg sa ham ride baglæns og forlæns under kraftig beskydning ved Romani og Bir-el-Abd, og det sa ud til at han ikke vidste hvad fare var. Nu da han er tilbage tror vi ikke, at det vil vare længe inden vi igen gar løs pa tyrkerne.
Dobells østlige styrke bestod af to infanteridivisioner 42. under generalmajor W. Douglas og 52. under generalmajor W. E. B. Smith, den beredne Anzac division under Chauvel, 5. beredne brigade under
brigadegeneral
E. A. Wiggin og kamelbrigaden under brigadegeneral
Clement Leslie Smith
.
[24]
[25]
[Note 5]
Murray ansa denne styrke for at være mindst en division for lille til at kunne gennemføre en fremrykning til
Beersheba
, men han følte at han kunne erobre al-Arish og etablere en effektiv base ved kysten, hvorfra senere operationer østpa kunne forsynes.
[7]
[17]
I oktober fik Chauvel 6 ugers orlov. Han rejste til Storbritannien den 25. oktober og vendte tilbage den 12. december 1916.
[26]
Mens han var væk blev Ørkenkolonnen dannet den 7. december 1916, 5 dage inden hans tilbagekomst. Murray udnævnte den nyligt forfremmede generalløjtnant Sir
Phillip Chetwode
til chef for kolonnen. Som generalmajor havde Chetwode ledet kavaleri pa Vestfronten, hvor han var involveret i forfølgelsen af tyskerne under tilbagetoget efter
slaget ved Marne
.
[27]
Ved dannelsen bestod Chetwodes ørkenkolonne af tre infanteridivisioner, 42., 52. og 53. (som aktuelt var indsat i forsvaret af Suezkanalen). Chetwodes beredne styrke bestod af den beredne Anzac division, 5. beredne brigade og kamelbrigaden.
[25]
[27]
I starten af december 1916 var byggeriet af jernbanen naet til brøndene ved Bir el Mazar, den sidste brønd inden al-Arish. Bir el Mazar var omkring halvvejs mellem Qantara ved Suez-kanalen og den egyptisk-osmanniske grænse. Britisk efterretningsvæsen havde rapporteret, at den osmanniske arme planlagde at styrke garnisonen i Magdhaba ved at forlænge jernbanen (eller bygge en smalsporet bane) sydøst pa fra Beersheba (og Hafir el Auja) mod Magdhaba.
[5]
[11]
Beredne patruljer, som naede til udkanten af al-Arish opdagede, at 1.600 velforskansede osmanniske tropper holdt byen med støtte fra tropper 40 km mos sydøst pa bredderne af Wadi el Arish ved Magdhaba og Abu Aweigila.
[7]
Den 20. december, en uge efter at Chauvel var kommet tilbage fra orlov, begyndte fremrykningen mod al-Arish da den beredne Anzac division forlod Bir Gympie kl. 21.45. De rykkede ud uden 2. beredne brigade, som var bagude og hjalp til med patruljering af forbindelseslinjerne, som strakte sig 150km tilbage til Qantara ved Suez-kanalen. Sa det var 1. lette beredne brigade, 3. lette beredne brigade, den beredne newzealandske riffelbrigade, 5. beredne brigade og de nyligt oprettede bataljoner af kamelbrigaden med bjergkanoner fra Hong Kong og Singapore kamelbatterierne som foretog den 32 km lange rejse til al-Arish.
[28]
[29]
Pa afrejsedagen rapporterede australske flyvere, at garnisonerne ved al-Arish og Maghara bakkerne i det centrale Sinai, syntes at have trukket sig tilbage.
[30]
[31]
Da den beredne Anzac division nærmede sig Um Zughla kl. 2 den 21. december blev der gjort holdt indtil kl. 3.30 hvor kolonnen fortsatte til al-Arish. Kl. 7.45 red fortroppen ind i byen, uden at møde modstand, for at fa kontakt med den civile befolkning og sørge for vandforsyninger til den beredne styrke. En blev taget til fange, mens observationsposter blev opstillet, som holdt nøje udkig med omradet øst og syd for byen. Kl. 16 var 3. lette beredne, newzealandske beredne riffelbrigade og kamelbrigaden i bivuak ved al-Arish. Dagens eneste tab var to soldater fra 1. lette beredne, som blev sprængt i luften af en mine, som var drevet i land pa stranden.
[32]
Dagen efter at al-Arish var blevet besat, 22. december, naede den forreste infanteribrigade fra 52. infanteridivision frem til byen og sammen med 5. beredne brigade garnisonerede den byen og begyndte at befæste omradet.
[33]
Kl. 10 gik Chetwode i land pa stranden overfor den beredne Anzac divisions hovedkvarter for at begynde sit arbejde som chef for Ørkenkolonnen.
[34]
[35]
Chetwode rapporterede, at han havde sørget for at en særlig kamelkonvoj med rationer og hestefoder ville ankomme til al-Arish kl. 16.30 samme dag med henblik pa at den beredne Anzac division kunne ga mod Magdhaba, 29 km borte. (Den følgende dag ankom det første skib med forsyninger til al-Arish). Med de vigtigste forsyninger pa plads, førte Chauvel den beredne division ud af al-Arish kl. 0.45 om natten mellem den 22. og 23. december i retning mod Magdhaba, efter at rekognosceringer havde tastslaet at den osmanniske styrke, som havde forladt al-Arish var draget mod sydøst langs Wadi el Arish mod Magdhaba.
[27]
[29]
[34]
Under deres tilbagetrækning fra al-Arish rykkede den osmanniske garnison ned langs Wadi el Arish 40 km sydøst for al-Arish til Magdhaba og Abu Aweigila, omkring 25 km længere væk fra kysten, langs
wadien
.
[31]
Ved Magdhaba voksede garnisonen fra omkring 500 til omkring 1.400 osmanniske soldater, men kan dog have været sa mange som 2.000, fra to bataljoner af det 80. infanteriregiment (fra. 27. infanteridivision, men underlagt 3. infanreridivision i det meste af 1916). Disse to bataljoner, 2. bataljon, under Izzet Bey, med omkring 600 mand og 3. bataljon under Rushti Bey, blev støttet af et afsiddet kamelkompagni og to sektioner af 80. maskingeværkompagni. (De resterende sektioner af 80. maskingeværkompagni var blevet flyttet nordpa til
Shellal
.) Forsvarsstyrken blev ogsa støttet af et batteri med fire 7,5 cm bjergkanoner, som var udlant fra 1. bjergregiment, da 80. regiments eget artilleri var placeret ved Nekhel. Desuden blev forsvaret støttet af en række støtteenheder, heriblandt noget af 3. kompagni af 8. ingeniørbataljon, 27. sanitetskompagni, 43. mobile hospital og 46. forplejningsenhed. Garnisonen var underlagt Kadri Bey, chefen for 80. infanterireiment.
[36]
[37]
Rækken af 6 velplacerede og udbyggede skanser, som udgjorde den stærke osmanniske stilling ved Magdhaba, afspejlede en betydelig planlægningsindsats. Skanserne var omtrent usynlige i det flade terræn pa begge sider af Wadi el Arish. Det var tydeligt, at flytningen af den osmanniske garnison fra al-Arish ikke havde været en pludselig panikhandling, rent faktisk var stillingen allerede blevet opdaget af den allierede luftrekognoscering den 25. oktober.
[38]
[39]
Disse befæstede skanser, som var placeret pa begge sider af wadien, var forbundet med en række skyttegrave.
[Note 6]
Hele stillingen strakte sig over et omrade pa omkring 3 km fra øst til vest, men var smallere fra nord til syd. Den 22. december, dagen før angrebet, var garnisonen blevet inspiceret af Kress von Kressenstein, chefen for den osmanniske ørkenstyrke, som kom kørende fra sin base ved Hafir el Auja. Han udtrykte tilfredshed med garnisonens evne til at modsta ethvert angreb.
[3]
[40]
[Note 7]
Kress von Kressensteins tilfredshed med at garnisonen kunne modsta ethvert angreb kan have haft noget at gøre med hvor isoleret den var. Magdhaba la omkring 65 km fra der hvor den britiske jernbane sluttede og 40 km fra al-Arish.
[41]
Der var to andre vigtige oplysninger, som Kress von Kressenstein ikke havde. For det første kunne han ikke have været klar over den hastighed, fleksibilitet og beslutsomhed, som den beredne australske, britiske og newzealandske styrke ville udvise. For det andet betød ankomsten af den britiske general Chetwode og hans stab og deres vitale fremtidsplanlægning med henblik pa at organisere den nødvendig logistiske støtte til at kunne gennemføre et langdistance angreb med den beredne Anzac division.
[42]
Chauvels styrke i angrebet mod Magdhaba bestod af tre brigader fra den beredne Anzac division: 1. lette beredne brigade, 3. lette beredne brigade og den newzealandske beredne riffelbrigade samt med tre bataljoner af kamelbrigaden i stedet for 2. lette beredne brigade. Disse tre brigader og tre bataljoner blev støttet af Inverness og Somerset artilleribatterierne og Hong Kong og Singapore artilleribatteriet.
[43]
[44]
[Note 8]
Denne styrke, som kan have været 7.000 mand stærk, rykke ud fra al-Arish lige efter midnat efter en uventet forsinkelse pa grund af at der ankom en kolonne infanteri fra 52. infanteridivision, som krydsede den lange kamelkaravane, som medbragte vand, og som fulgte efter den beredne division.
Trods det naede den beredne Anzac division sletten 6 km fra Magdhaba omkring kl. 5 om morgenen den 23. december. De havde fulgt en fast mønster med at ride i 40 minutter, derefter trække hestene i 10 minutter og sa holde pause i 10 minutter. Kolonnen var blevet ført af sted af brigadens spejdere, indtil garnisonens bal blev synlige i en times tid under deres fremmarch, hvilket tydede pa, at osmannerne ikke ventede at angrebsstyrken ville foretage en ny natlig match efter deres 50 km lange ridt til al-Arish.
[34]
[40]
Der blev rutinemæssigt gennemført luftrekognoscering, en som blev gennemført den 15. november af
Australian Flying Corps
foretog en detaljeret rekognoscering bag fjendens linjer over omrader ved El Kossaima, Hafir el Auja og Abu Aweigila, hvor der blev taget 24 billeder af alle lejre og lagre.
[45]
Royal Flying Corpss
5. luftstyrke under oberstløjtnant
P B Joubert de la Ferte
med base ved Mustabig ydede støtte til den beredne Anzac division. Luftstyrken var en blandet enhed med 14. RAF eskadrille og den 1. australske eskadrille. Den skulle yde nærstøtte, foretage langtrækkende rekognoscering og langdistance bombning. Et britisk og 10 australske fly havde kastet hundrede bomber mod Magdhaba den 22. december og under slaget bombede og beskød de omradet, men malene var vanskelige at finde.
[46]
[47]
Evakueringen af sarede var blevet revideret efter de problemer, som der havde været under og efter
slaget ved Romani
, med særlig opmærksomhed pa udvikling af transporten med tog. Da fremrykningen til al-Arish skete i december 1916 var yderligere to hospitalstog til radighed pa Sinaijernbanen, og der var placeret medicinske enheder som følger:
- Nær slagmarken ved enden af jernbanen, hvor de stationære sektioner af divisionens feltambulancer kunne betjene 700 sarede.
- ved Bir el Abd No. 24 felthospital, som kunne betjene 400 sarede, og No. 53 og 54 felthospital, som kunne betjene 200 hver
- ved Bir el Mazar No. felthospital kunne betjene 400 sarede,
- ved Mahamdiyah No. 2 (Australske) stationære hospital med 800 senge,
- ved Qantara øst No. 24 Stationære hospital med 800 senge.
[48]
Klokken 6.30 angreb allierede fly de osmanniske stillinger. De tiltrak nogen beskydning, hvilket afslørede placeringen af maskingeværer, skyttegrave og 5 skanser. Skanserne var placeret rundt om landsbyen, som beskyttede den eneste vandkilde i omradet. I løbet af dagen rapporterede piloter og deres observatører jævnligt, 14 rapporter blev modtaget mellem kl. 7.50 og 15.15. Rapporterne indeholdt vurderinger af den osmanniske styrkes placering, styrke og bevægelser. Rapporterne blev oftest aflagt mundtligt af observatørerne efter at piloten havde landet nær Chauvels hovedkvarter, da flyene dengang ikke var udstyret med radio.
[46]
[49]
Hovedangrebet fra nord og øst skulle sættes ind af den beredne newzealandske riffelbrigade under brigadegeneral
Edward Chaytor
, som rykkede frem i form af en række tropper. Newzealænderne blev støttet af en maskingeværeskadron med
Vickers
og
Lewis
maskingeværer og 3. lette brigade under kommando af Chaytor. Dette angreb begyndte nær landsbyen Magdhaba og Wadi El Arish pa den omtrent konturløse slagmark da det britiske artilleri abnede ild samtidig som Chaytors gruppe nærmede sig den osmanniske garnisons højre og bag.
[50]
[51]
Chauvels plan for omringning begyndte hurtigt at udvikle sig.
[52]
[53]
Trods kraftig osmannisk beskydning fandt Chaytors tropper dækning og sad af, nogle omkring 1,5 km fra skanserne og skyttegravene, mens andre naede ind pa en afstand af 350 meter.
[Note 9]
Samtidig var enheder fra kamelbrigaden pa vej direkte mod Magdhaba, i en sydøstlig retning langs med telegraflinjen, og kl. 8.45 var de langsomt pa vej til gods og med 1. lette beredne brigade i reserve.
[50]
[51]
Chauvels omringning blev forlænget kl. 9.25 da Chaytor beordrede et regiment til at omga de forskansede stillinger og rykke gennem Aulad Ali, for at afskære en mulig retræte mod syd og sydøst. 10. lette beredne regiment med to sektioner af brigadens maskingeværeskadron under ledelse af brigadegeneral J. R. Royston, lederen af 3. lette beredne brigade, havde held til at erobre Aulad Ali og tage 300 fanger.
[54]
De osmanniske artilleribatterier og skyttegrave var svære at finde, men kl. 10 rykkede den newzealandske beredne riffelbrigade mod ildlinjen. Pa dette tidspunkt rapporterede et fly, at sma grupper fra garnisonen i Magdhaba begyndte at trække sig tilbage og som følge heraf blev reserven, 1. lette beredne brigade, som stadig var til hest, beordret til rykke direkte mod byen og passere den afsiddede kamelbrigades bataljoner pa vejen. Efter at være mødt med kraftig shrapnel beskydning mens de skridtede over den abne slette blev de tvunget til at søge dækning i Wadi el Arish hvor de sad af og fortsatte deres fremrykning kl. 10.30 mod den osmanniske venstre fløj. I mellemtiden fortsatte kamelbrigaden sin fremrykning 800 m over det flade omrade sektion for sektion mens den ydede støtteild for hinanden.
[50]
Kl. 12 var alle brigader i hard kamp mens 3. lette beredne brigades 10. lette beredne regiment fortsatte sin bevægelse rundt om fjendens højre flanke. En time senere var kamelbrigadens bataljoner naet frem til at fa forbindelse med 1. lette beredne brigade og 55 minutter senere begyndte den kraftige kamp at gøre virkning pa den osmanniske garnison. Rapporter fortsatte med at fortælle om sma grupper af osmanniske tropper, som trak sig tilbage, men kl. 14.15 fortsatte 10. lette beredne regiment sin bevægelse efter at have erobret Aulad Ali. De krydsede Wadi el Arish, rundede Hill 345 og angreb skanse 4 i ryggen. Klokken 14.55 var kamelbrigaden naet ind til under 450 meter fra de osmanniske stillinger sammen med 1. lette beredne brigade. Kl. 15.20 angreb de skanse 2. Ti minutter senere angreb den beredne newzealandske riffelbrigade, med pasatte bajonetter, skyttegravene øst for nogle huses, og 10. lette beredne regiment, som nu rykkede frem fra syd, erobrede to skyttegrave pa deres side, og afskar i praksis den osmanniske garnison fra enhver flugt.
[51]
[55]
[56]
Kl. 16 havde 1. lette beredne brigade erobret skanse 2 og Chaytor rapporterede at bygninger og skanser var erobret pa venstre fløj. Efter en telefonsamtale mellem Chauvel og Chetwode fortsatte presset, og alle enheder deltog i et angreb kl. 16.30. Den osmanniske garnison holdt ud indtil de afsiddede angribere naede ind pa en afstand af 20 meter, men pa det tidspunkt var der ingen tvivl om at den osmanniske garnison var ved at tabe kampen, og de begyndte at overgive sig i sma grupper. Al organiseret modstand ophørte 10 minutter senere, og mens mørket faldt pa aftog den sporadiske skydning mens fanger blev indfanget og heste indsamlet og vandet ved de erobrede brønde. Derpa red Chauvel ind i Magdhaba og gav ordre til at rydde slagmarkend.
[51]
[55]
[56]
Kl. 23.30 forlod den beredne Anzac divisions hovedkvarter Magdhaba med en eskorte og ankom til al-Arish kl. 4.10 den 24. december 1916.
[52]
[57]
[58]
[Note 10]
Af de 146 kendte britiske tab var 22 dræbt og 124 sarede
[59]
heraf fem officerer dræbt og 7 saret.
Højest 200 osmanniske soldater undslap inden den resterende garnison pa mellem 1.242 og 1.282 mand blev taget til fange.
[60]
[61]
Blandt fangerne var 80. regiments chef Khadir Bey og lederne af 2. og 3. bataljon, Izzat Bey og Rushti Bey blandt 43 officerer. Over 300 osmanniske soldater blev dræbt. 97 blev begravet pa slagmarken og 40 sarede blev behandlet.
[27]
[37]
[41]
[57]
Med sejren ved Magdhaba var besættelsen af al-Arish sikret. Dette var den første by, som blev erobret pa Middelhavskysten og infanteri fra 52. infanteridivisin og 5. beredne brigade begyndte hurtigt at befæste byen.
Royal Navy
ankom den 22. december og forsyninger begyndte at ankomme pa strandene nær al-Arish den 24. december. Efter at jernbanen naede frem den 4. januar fulgt af vandledningen udviklede al-Arish sig hurtigt til en vigtig base for den egyptiske ekspeditionsstyrke.
[35]
[62]
Luftrekognoscering opdagede osmanniske styrker, som flyttede deres hovedkvarter nordpa fra Beersheba, mens garnisonen i deres hovedbase i ørkenen ved Hafir El Auja blev øget en smule. Andre osmanniske forposter ved El Kossaima og Nekhel blev tilbage, sammen med deres stærke forsvarssystem med skyttegrave og skanser ved
El Magruntein
, som forsvarede Rafah pa grænsen mellem Egypten og den sydlige del af det Osmanniske Rige.
[63]
[64]
Chauvels styrke havde forladt al-Arish den foregaende nat med en vandflaske pr. mand.
[58]
Yderligere vand blev fremskaffet af Ørkenkolonnens stab og sendt fra al-Arish til Lahfan, og en vand konvoj fra Lahfan fik ordre til at rykke til Magdhaba kl. 15.10 pa daget for slaget, og blev rapporteret pa vej kl. 15.20.
[65]
Efter at have faet vand fra vandkonvojen da den naede til Magdhaba, red den beredne newzealandske riffelbrigade og 3. lette beredne brigade tilbage til al-Arish i deres eget tempo.
[52]
[57]
[58]
Den returnerende kolonne fik materiel bistand fra 52. division i form af lan af kameler, fantasser, sandkærrer og heste til kanonerne, de sidste sendt af sted efter ordre fra den kommanderende general for at møde de tilbagevendende spand.
[57]
[Note 11]
En forbindingsstation blev etableret 5 km vest for Magdhaba, af den newzealandske feltambulances mobile sektion og 1. lette beredne brigade feltambulance. 80 sarede blev behandlet i løbet af dagen for slaget. Feltambulancerne udførte hastekirurgi, gav indsprøjtninger mod stivkrampe og bespiste patienter. I løbet af natten efter slaget blev forbundne sarede evakueret i sandkærrer og pinefulde cacoletter til al-Arish, med hjælp fra No. 1 Ambulance Convoy.
[66]
[67]
[Note 12]
En del af 1. lette beredne regiment under oberstløjtnant C. H. Granville, med eskadroner fra Auckland Mounted Rifle Regiment og en eskadron fra 3. lette beredne brigade gik i bivuak for natten ved Magdhaba. En forsyningskonvoj blev sendt fra al-Arish for at støtte disse tropper mens de den følgende morgen fortsatte med rydde slagmarken.
[57]
[58]
De resterende 44 britiske og 66 osmanniske sarede, der blev indsamlet den 23. og 24. december, blevet taget til et hospital inde i befæstningerne ved Magdhaba inden de blev sendt til forbindingsstationen. Herfra blev der kl. 17 sendt en ambulancekonvoj pa en 37 km march til modtagestationen.
[66]
[67]
Konvojen af sarede blev mødt nogle kilometer fra al-Arish af infanteri med sandkærrer udlant af 52. division, sa de sarede, som var blevet transporteret i cacoletter kunne rejse komfortabelt til modtagestationen, hvortil de ankom kl. 4 den 25. december. 52. division leverede medicinsk udstyr og personel til at hjælpe, men selv om der blev gjort anstalter til at kunne evakuere til jernbanens endepunkt to dage senere, blev der planlagt evakuering over havet. Dette matte udskydes pa grund af en storm med regn og hagl den 27. december og det var først den 29. december at den største ambulancekonvoj under felttoget - med 77 sandkærrer, 9 slæder og et antal kameler med cacoletter, rykkede ud i tre kolonner langs stranden med 150 sarede. Nogle fa alvorlige tilfælde, som ikke havde været klar til at blive flyttet, blev evakueret den følgende dag til Qantara ved Suez-kanalen.
[66]
[67]
I en tale til tropperne efter slaget udtrykte Chetwode sin anerkendelse for den made de beredne styrker angreb pa. Han sagde, at i krigens historie havde han aldrig hørt om kavaleri, som ikke bare fandt og omringede fjendens stilling, men ogsa sad af og kæmpede som infanteri med riffel og bajonet efterfølgende.
[68]
Den 28. september 1917 skrev Chauvel, som pa dette tidspunkt var blevet forfremmet af Allenby til at lede alle tre beredne divisioner i det beredne ørkenkorps, til hovedkvarteret:
Pointen er nu, at i den periode, som er dækket af Sir Archibalds depeche af 1?3?17, ved de australske og newzealandske tropper godt, at de med undtagelse af 5. beredne brigade og nogle kompagnier Yeomanry var de absolut eneste tropper, som var i kamp med fjenden pa denne front og alligevel kan de se, at de har faet en meget lille andel af de hundreder af æresbevisninger og medaljer (herunder omtale i depecher), som er blevet tildelt. Mine lister mens jeg havde kommandoen over den australske og newzealandske beredne division var beskedne under alle omstændigheder, og deri er jeg maske til dels skyldig, men som De kan se af vedhæftede liste blev mange af mine anbefalinger skaret ud, og i nogle tilfælde blev de som var blevet anbefalet hædret end ikke nævnt i depecher.
- Fodnoter
- ^
El Kossaima er blevet beskrevet som endestationen [Bruce 2002, p. 81]; men Keoghs Map 3 viser endestationen ved Hafir el Auja. Bade Wavell og Powles henviser til 25 km spor, som blev ødelagt den 23. maj 1917 pa jernbanen mellem Beersheba og Auja [Hafir el Auja]. [Wavell 1968, p. 90, Powles 1922, pp. 110, 113]
- ^
Se foto af Hafir el Auja nedenfor.
- ^
Se ogsa Library of Congress Photograph Album, pp. 41?9
- ^
Map 3 viser placeringen af Auja, Magdhaba og Beersheba.
- ^
Navnene pa divisioner, brigader, bataljoner og nogle andre enheder er i mange tilfælde ændret sa de ikke længere er i overensstemmelse med de navne de optræder under i nogle af kilderne.
- ^
Falls viser fire skanser pa sit kort 12, mens Powles viser 6 pa sit kort.
- ^
Kress von Kressenstein er blevet kritiseret af engelsktalende historijere for at trække sine tropper tilbage og efterlade en isoleret garnison ved Magdhaba. [Bruce 2002 p. 83, Keogh 1955, p. 76?7]
- ^
Alene Inverness batteriet afskød 498 granater under kampen. [Falls 1930 Vol. 1, p. 258]
- ^
Nar de kæmpede afsiddet holdt en fjerdedel af de beredne tropper hestene. [Preston 1921 p.168]
- ^
Chauvel har faet kritik for at beslutte at afbryde kampen for tidligt, men inden ordren kunne na ud til tropperne var slaget vundet kl. 16.30. [Hill 1978 p. 89, Grainger 2006, p. 4, Downes 1938, p. 592] Han fik ogsa kritik for at trække sig tilbage efter slaget. [Bruce 2002 p. 84, Bou 2009, p. 158, Cutlack, 1941, p. 50]
- ^
Fantasser var aflange metalbeholdere (til vand), som blev baret af kameler, en pa hver side af puklen. [Carver, 2003 illustration No. 60 between pp. 186?7]
- ^
Cacoletter var indretninger, som var spændt pa kameler sa de sarede kunne ride pa dem, enten siddende eller liggende, en pa hver side af puklen. [Se billede]
- Henvisninger
- ^
Falls 1930, pp. 13?4, 28?50
- ^
a
b
Keogh 1955, p. 56
- ^
a
b
Kress von Kressenstein 1938, pp. 207?8
- ^
Falls 1930 Vol. 1 pp. 245?6
- ^
a
b
Powles 1922, p. 46
- ^
a
b
c
Powles 1922, p. 47
- ^
a
b
c
d
Keogh 1955, p. 71
- ^
Falls 1930 Vol. 1, p. 85
- ^
Kressenstein 1938 pp 207?8
- ^
Keogh 1955, p.26 Map 3
- ^
a
b
Downes 1938 pp. 555?6
- ^
Downes 1938, p. 590
- ^
Keogh 1955, p. 72
- ^
Powles 1922, pp. 44?5
- ^
a
b
Powles 1922, p. 66
- ^
Keogh 1955 p. 62
- ^
a
b
Bruce 2002, p. 79
- ^
Wavell 1968, pp. 57?9
- ^
Bruce 2002, p. 80
- ^
Keogh 1955 p. 60
- ^
Downes 1938 p. 589
- ^
Hill 1978, p. 85
- ^
Hill 1978, p. 86
- ^
Falls 1930 Vol. 1, pp. 380?406
- ^
a
b
Baker, Chris.
"British Divisions of 1914?1918"
. The Long Long Trail
. Hentet 15. januar 2012
.
- ^
National Archives of Australia B2455 Chauvel H.G.; Statement of Service 18/12/1925; pp. 121?2
- ^
a
b
c
d
Woodward 2003, p. 53
- ^
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, p. 1 and Appendix 25 Sketch Map
- ^
a
b
Falls 1930 Vol. 1, pp. 252?3, 271, 397
- ^
Cutlack 1941, p. 48
- ^
a
b
Falls 1930 Vol. 1, p. 251
- ^
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, p. 2
- ^
Keogh 1955, p. 74
- ^
a
b
c
Powles 1922, p. 50
- ^
a
b
Bruce 2002, p. 82
- ^
Turkish General Staff 1979, p. 429
- ^
a
b
Dennis et al 2008, p. 405
- ^
Cutlack 1941, pp. 43?4
- ^
Powles 1922, pp. 69?70
- ^
a
b
Falls 1930 Vol., 1 p. 253
- ^
a
b
Bruce 2002, p. 84
- ^
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, p. 3
- ^
Powles 1922, pp. 48?9 and Map of Magdhaba
- ^
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, pp. 3?4 og Appendix 25 Sketch Map
- ^
Cutlack 1941, p. 45-6
- ^
a
b
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, pp. 3?8
- ^
Cutlack 1941, pp. 45?9
- ^
Falls 1930 Vol. 1 p. 274
- ^
Powles 1922, p. 51
- ^
a
b
c
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, p. 4
- ^
a
b
c
d
Powles 1922, pp. 51?3
- ^
a
b
c
Hill 1978, p. 89
- ^
Bruce 2002, p. 83
- ^
Falls 1930 Vol. 1, pp. 254, 256
- ^
a
b
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, pp. 6?8
- ^
a
b
Falls 1930 Vol. 1, pp. 254, 256?7
- ^
a
b
c
d
e
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, p. 8
- ^
a
b
c
d
Powles 1922, p. 54
- ^
Coulthard-Clark 1998, p. 122
- ^
Powles 1922, pp. 55?6
- ^
Cutlack 1941, p. 49
- ^
Carver 2003, p.194
- ^
Cutlack 1941, pp. 49?51
- ^
Gullett 1941, p. 230
- ^
AWM4/1/60/10 Anzac Mounted Division War Diary Appendix 24, p. 7
- ^
a
b
c
Downes 1938, pp. 592?3
- ^
a
b
c
Powles 1922, p. 61
- ^
Powles 1922, p. 57
- The Official Names of the Battles and Other Engagements Fought by the Military Forces of the British Empire during the Great War, 1914?1919, and the third Afghan War, 1919: Report of the Battles Nomenclature Committee as Approved by The Army Council Presented to Parliament by Command of His Majesty
. London: Government Printer. 1922.
OCLC
29078007
.
- Bou, Jean (2009).
Light Horse: A History of Australia's Mounted Arm
. Australian Army History. Port Melbourne: Cambridge University Press.
ISBN
978-0-521-19708-3
.
- Bruce, Anthony (2002).
The Last Crusade: The Palestine Campaign in the First World War
. London: John Murray.
ISBN
0-7195-5432-2
.
- Carver, Michael, Field Marshal Lord (2003).
The National Army Museum Book of The Turkish Front 1914?1918 The Campaigns at Gallipoli, in Mesopotamia and in Palestine
. London: Pan Macmillan.
ISBN
0-283-07347-0
.
- Coulthard-Clark, Chris (1998).
Where Australians Fought: The Encyclopaedia of Australia's Battles
(1st udgave). St Leonards, NSW: Allen & Unwin.
ISBN
1-86448-611-2
.
- Cutlack, Frederic Morley (1941).
The Australian Flying Corps in the Western and Eastern Theatres of War, 1914?1918
. Official History of Australia in the War of 1914?1918. Vol. Volume VIII. Canberra: Australian War Memorial.
OCLC
220899617
.
- Dennis, Peter; Jeffrey Grey; Ewan Morris; Robin Prior; Jean Bou (2008).
The Oxford Companion to Australian Military History
(2nd udgave). Melbourne: Oxford University Press, Australia & New Zealand.
ISBN
978-0-19-551784-2
.
- Downes, Rupert M. (1938). "The Campaign in Sinai and Palestine". I Butler, Arthur Graham (red.).
Gallipoli, Palestine and New Guinea
. Official History of the Australian Army Medical Services, 1914?1918. Vol. Volume 1 Part II (2nd udgave). Canberra: Australian War Memorial. s. 547-780.
OCLC
220879097
.
- Falls, Cyril; G. MacMunn (1930).
Military Operations Egypt & Palestine: From the Outbreak of War with Germany to June 1917
. Official History of the Great War Based on Official Documents by Direction of the Historical Section of the Committee of Imperial Defence. Vol. 1. London: HM Stationery Office.
OCLC
610273484
.
- Grainger, John D. (2006).
The Battle for Palestine, 1917
. Woodbridge: Boydell Press.
ISBN
1-84383-263-1
.
- Gullett, Henry Somer
(1941).
The Australian Imperial Force in Sinai and Palestine, 1914?1918
.
Official History of Australia in the War of 1914?1918
. Vol. Volume VII. Canberra: Australian War Memorial.
OCLC
220900153
.
- Hill, Alec Jeffrey
(1978).
Chauvel of the Light Horse: A Biography of General Sir Harry Chauvel, GCMG, KCB
. Melbourne: Melbourne University Press.
ISBN
978-0-522-84146-6
.
- Keogh, E. G.; Joan Graham (1955).
Suez to Aleppo
. Melbourne: Directorate of Military Training by Wilkie & Co.
OCLC
220029983
.
- Kress von Kressenstein, Friedrich Freiherr (1938).
Mit den Teurken zum Suezkanal
. Berlin: Schlegel/Vorhut-Verl.
OCLC
230745310
.
- Powles, C. Guy; A. Wilkie (1922).
The New Zealanders in Sinai and Palestine
. Official History New Zealand's Effort in the Great War. Vol. Volume III. Auckland: Whitcombe & Tombs.
OCLC
2959465
.
- Preston, R. M. P. (1921).
The Desert Mounted Corps: An Account of the Cavalry Operations in Palestine and Syria 1917?1918
. London: Constable & Co.
OCLC
3900439
.
- Pugsley, Christoper (2004).
The Anzac Experience: New Zealand, Australia and Empire in the First World War
. Auckland: Reed Books.
ISBN
0-7900-0941-2
.
- Turkish General Staff (1979).
Birinci Dunya Harbi'nde Turk harbi. Sina?Filistin cephesi, Harbin Ba?langicindan ?kinci Gazze Muharebeleri Sonuna Kadar
. Vol. Sinai-Palestine Front from the beginning of the war to the end of the 2nd Gaza Battle, Volume 4, 1st Part. Ankara: IVncu Cilt 1nci Kisim.
- Wavell, Field Marshal Earl
(1968) [1933]. "The Palestine Campaigns". I Sheppard, Eric William (red.).
A Short History of the British Army
(4th udgave). London: Constable & Co.
OCLC
35621223
.
- Woodward, David R. (2006).
Hell in the Holy Land: World War I in the Middle East
. Lexington: The University Press of Kentucky.
ISBN
978-0-8131-2383-7
.
|
---|
|
Krigsskue-
pladser
| |
---|
| |
---|
Tidslinje
| Tidligere konflikter
| |
---|
Forspil
| |
---|
1914
| |
---|
1915
| |
---|
1916
| |
---|
1917
| |
---|
1918
| |
---|
Andre konflikter
| |
---|
Efterfølgende konflikter
| |
---|
|
---|
Aspekter
| Krigsførelse
| |
---|
Civile indvirkninger
Grusomheder
Fanger
| |
---|
Aftaler
Traktater
| |
---|
Konsekvenser
| |
---|
|
---|
|