Pladetektonik (af græsk τεκτων tekton = "bygningshandværker") er en geologisk teori om, at Jordens ydre, faste del ( lithosfæren ) er opdelt i stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden, idet pladerne sa at sige flyder afsted pa den underliggende flydende asthenosfære . Teorien beskæftiger sig med forhold som: oceaners dannelse og forsvinden, arsagen til jordskælv og aktive vulkaner , foldning af stenmaterialet i bjergkæder , fossile dyrs og planters udbredelse og endelig kontinenternes skiftende størrelse og beliggenhed gennem den geologiske historie . Erkendelsen af pladetektonikken fremstod pa grundlag af to geologiske iagttagelser: De dybe revner langs midten af oceanbunden og kontinentalbevægelserne, som den forklarer pa en gang.

Det tektoniske kredsløb startede for 3,3 milliarder ar siden. ^[1] Det sidste superkontinent Pangaea blev dannet for omkring 320 millioner ar siden og startede med at bryde op for 170 til 180 millioner ar siden. Baseret pa at Stillehavet skrumper med et par centimeter om aret, mener forskere, at et nyt superkontinent vil dannes om mindre end 300 millioner ar. Det resulterende nye superkontinent har naturligvis allerede faet navnet Amasia. ^[2]

Centrale principper [ rediger | rediger kildetekst ]

Opdelingen af Jordens kappe i en lithosfærisk og en asthenosfærisk del bygger pa deres indbyrdes forskellighed med hensyn til fysiske egenskaber. Lithosfæren er mere kølig og stiv, mens asthenosfæren er mere varm og blød. Denne opdeling ma ikke forveksles med den ”kemiske” opdeling af Jordens indre i henholdsvis kerne , kappe og skorpe .

Det grundlæggende udgangspunkt for pladetektonikken er, at lithosfæren bestar af adskilte “tektoniske plader”, som "flyder" oven pa den plastiske asthenosfære. Forskelle i deres viskositet far de tektoniske plader til at bevæge sig i forskellige retninger.

Pladerne møder hinanden ved pladegrænserne, og den slags omrader er ofte præget af geologiske begivenheder som jordskælv og dannelsen af topografiske formationer som bjergkæder , vulkaner og gravsænkninger . Pladegrænserne er hjemsted for hovedparten af verdens aktive vulkaner med " ildringen " rundt om Stillehavet som de mest aktive og velkendte. Disse brudomrader behandles i detaljer nedenfor.

De tektoniske plader opdeles i to grupper: kontinentalplader og oceanbundsplader . Forskellen bestar i tætheden af de materialer, som danner dem. Oceanbundens plader er mere tætte end de kontinentale plader pa grund af deres højere indhold af kompakte mineraler. Resultatet er, at oceanbundspladerne dykker ned under kontinentalpladerne nar de kolliderer.

Typer af pladegrænser [ rediger | rediger kildetekst ]

Der er tre typer af pladegrænser:

• Konvergerende pladegrænser ( destruktive pladegrænser ^[3] ) opstar, nar to plader glider ind mod hinanden. De danner enten en nedsænkningszone/ subduktionszone (hvis den ene plade skydes ind under den anden) eller et orogent bælte (hvis der dannes bjerge ved, at de to plader støder ind i hinanden og presses sammen.)

• Divergerende pladegrænser ( konstruktive pladegrænser ^[4] ) opstar, nar to plader glider væk fra hinanden. Derved dannes en dyb revne i jordskorpen, hvor magma flyder op og danner ny skorpe.

• Transforme pladegrænser ( bevarende pladegrænser ^[5] ), som opstar pa steder, hvor pladerne glider eller snarere skurer forbi hinanden langs brudlinjer . Pladernes bevægelse i forhold til hinanden bliver derfor enten venstre- eller højredrejet i forhold til brudlinjen, hvilket ofte resulterer i jordskælv.

Zonerne ved pladernes grænser kan være mere komplicerede, hvis tre eller flere plader mødes og skaber en blanding af alle de tre nævnte typer.

Transforme pladegrænser [ rediger | rediger kildetekst ]

Her bevæges den ene plade enten til højre eller til venstre i forhold til en anden langs pladegrænsen, hvilket kan skabe nogle meget iøjnefaldende virkninger pa overfladen. Pa grund af deres indbyrdes friktion kan pladerne ikke bare glide forbi hinanden. I stedet opbygges der spændinger i begge plader, og nar de overstiger friktionen mellem stenmaterialerne pa begge sider, udløses den opsparede energi som revnedannelse eller bevægelser langs pladegrænsen, hvor enorme mængder af frigjort energi er arsagen til jordskælv , som er et almindeligt fænomen langs pladegrænser.

Et velkendt eksempel pa denne type pladegrænse er San Andreas-forkastningen langs vestkysten af Californien, som kun er en ud af et kompleks af brudlinjer i omradet. Pa dette sted bevæger Stillehavspladen sig langs kysten, dvs. mod nord i forhold til den Nordamerikanske Plade .

Divergerende pladegrænser [ rediger | rediger kildetekst ]

Hvor der sker opbrud, bevæger to plader sig væk fra hinanden, og mellemrummet mellem dem udfyldes med nyt skorpemateriale, som stammer fra smeltet magma fra dybe lag under pladerne. Nar plader glider fra hinanden, anses det somme tider for at sta i forbindelse med det fænomen, man kalder hot spots . Det er steder, hvor mægtige konvektionsbobler bringer meget store mængder af kappemateriale op i nærheden af overfladen, og bevægelsesenergien menes at være stor nok til at bryde skorpen i stykker. Det hotspot , som formodes at have skabt brudlinjen under Atlanterhavet ligger nu under Island , hvor revnen udvider sig med nogle centimeter pr. arhundrede.

Disse geologiske fænomener kan iagttages pa oceanpladerne, nar der dannes brudlinjer midt ude i oceanbunden (f.eks. den Midtatlantiske Brudlinje), og i de kontinentale plader ved dannelsen af gravsænkninger (f.eks. den Østafrikanske Bruddal). Pladernes opbrud kan skabe brede brudzoner langs de midtoceaniske kæder. Bruddene spredes almindeligvis ikke ensartet, sa der hvor adskillelsen af naboblokke i kæderne foregar ujævnt, opstar der enorme brudkomplekser. Det er brudzonerne, som er en af de vigtigste arsager til jordskælv i havbunden. Et kort over havbunden viser et mærkværdigt mønster af kantede strukturer, som adskilles af linjer, der forløber vinkelret pa oceankædens længdeakse. ^[6] Sammenlignes havbunden mellem brudzonerne med et transportband, der bærer kæden pa hver side af bruddet væk fra den abne revne, bliver begivenhedernes rækkefølge klar: De gamle bjergkamme , som ligger parallelt med den nuværende revne, vil ligge dybere, jo ældre de er (pa grund af sammentrækning ved afkøling og fordi grundfjeldet giver efter for vægten).

Ogsa pa landjorden kan disse geologiske fænomener iagttages. Great Rift Valley eller Den Østafrikanske Rift Valley er en del af et meget omfattende system af forsænkninger og sprækkedannelser, som strækker sig over næsten 6.000 km fra det nordlige Syrien gennem Jordan-dalen , Det Røde Hav og videre gennem Østafrika til den centrale del af Mozambique . De geologiske processer foregik for omkring 35 millioner ar siden og forsænkningerne varierer i bredde fra 30 til 100 km og i dybde fra fa hundrede meter til flere tusinde meter. Blandt vulkankraterne er Ngorongoro calderaen som verdens største, ubrudte, ikke-oversvømmede caldera .

Konvergerende pladegrænser [ rediger | rediger kildetekst ]

Nar plader mødes, fremkalder det forskellige virkninger, afhængigt af den type skorpemateriale, som pladerne bestar af. Nar en tung oceanplade tørner ind i en mindre tung kontinentalplade, bliver oceanpladen oftest trykket nedad, sadan at der dannes en overskydning . Pa overfladen er det topografiske kendetegn gerne en gravsænkning pa oceansiden og en bjergkæde pa kontinentsiden. Et eksempel pa en kontinetal-oceanisk overskydningszone findes langs Sydamerikas vestkyst, hvor den oceaniske Nazcaplade trykkes ned under den kontinentale Sydamerikanske Plade . En overskydningszone vil være karakteriseret ved aktive vulkaner .

Hvor to kontinentalplader støder sammen, vil de knuses og presses sammen, sa der dannes lange bjergkæder, som f.eks. sker ved dannelsen af Himalaya pa grænsen mellem den indiske og den Eurasiske Plade .

Ved Jordskælvet i Det Indiske Ocean 2004 blev arelang ophobning af spændinger mellem den Australske Plade og den Eurasiske Plade pludselig udløst i en forskydning, som i løbet af fa sekunder løftede havbunden flere meter over en 1000 km lang linje langs øen Sumatra . Det skabte en tsunami , som overskyllede og ødelagde bebyggelser pa øerne og langs kysterne af det Indiske Ocean , og som fremkaldte store materielle skader og tab af mere end 230.000 menneskeliv i løbet af ganske fa minutter.

Nar to oceanplader mødes, danner de en øbue der, hvor den ene plade skydes hen over den anden. Et godt eksempel pa denne form for pladesammenstød er de japanske øer.

Drivkræfterne [ rediger | rediger kildetekst ]

Pladebevægelserne formodes at skyldes dels et varmegenerering i Jordens indre via henfald af radioaktive stoffer ^[7] - og dels regnvand ^[8] og gravitationen . Varmeoverskuddet kan ikke undslippe ved en stabil og ensartet varmeledning igennem kappen og skorpen. Derfor opstar der konvektionsstrømme , som bringer det varme materiale i kappen op til undersiden af lithosfæren. Det far lithosfæren til at knække op i kæmpestore plader, som derefter kan bevæge sig i forhold til hinanden. Der er tre forskellige sæt af kræfter, som formentlig driver pladernes bevægelser:

• Trykkræfter, som opstar nar varmt kappemateriale stiger op
• Trækkræfter, som opstar, hver gang varm magma nar bunden af pladerne og ma søge ud til siden.
• Trækkræfter, som opstar, nar den koldere, mere tætte og derved tungere del af pladen glider ned i dybet under overskydningen. Denne virkning øges yderligere, nar tryk og varme skaber metamorfe bjergarter, som er endnu tættere og mere tunge.

Man regner med, at konvektionsstrømme opstar i et vist omfang nede i kappen. Det opstigende materiale under bjergryggene pa oceanernes bund er givetvis en del af denne bevægelse. I de tidlige modeller af pladetektonikken forestillede man sig, at pladerne red ovenpa konvektionslommer ligesom pa et transportband. Nu om dage mener de fleste forskere dog, at asthenosfæren ikke er kraftig nok til at kunne forarsage bevægelse direkte ved gnidningsmodstand. Pladernes eget træk opfattes almindeligvis som den stærkeste kraft, der virker direkte pa dem, men formentlig har suget i bunden af gravsænkningerne en lige sa stor betydning.

De vigtigste plader [ rediger | rediger kildetekst ]

Om end opdelingen er en smule arbitrær, sa opdeles de tektoniske plader i hhv. store og sma plader. De syv store plader er: ^[9]

• Den Afrikanske Plade , som omfatter Afrika
• Den Antarktiske Plade , som omfatter Antarktis
• Den Indo-Australske Plade , som omfatter Australien og Indien
• Den Eurasiske Plade (den næststørste) som omfatter Eurasien
• Den Nordamerikanske Plade som omfatter Nordamerika og det nordøstlige Sibirien
• Den Sydamerikanske Plade som omfatter Sydamerika
• Stillehavspladen (den største), som omfatter Stillehavets bund

Kendte smaplader er den Hellenske Plade og den Arabiske Plade .

Historie og betydning [ rediger | rediger kildetekst ]

Kontinentalbevægelsen var kun en blandt mange ideer, der blev fremsat i slutningen af det 19. arhundrede . I 1912 argumenterede Alfred Wegener kraftigt for tanken, men hans ideer blev ikke taget alvorligt af mange geologer, som efterlyste en drivkraft bag kontinenternes bevægelse. ^[10]

Holdningen ændrede sig grundlæggende i 1960'erne pa baggrund af nogle nye opdagelser, først og fremmest den Midtatlantiske bjergkæde . Accepten af teorierne om kontinentalbevægelser og havbundens spredning (de to afgørende dele af pladetektonikken) kan sammenlignes med den Kopernikanske revolution inden for astronomien (se Nicolaus Copernicus ). I løbet af ganske fa ar vendte billedet fuldstændigt inden for specielt geofysik og geologi .

Parallellen er slaende: Ligesom astronomien før Kopernikus mest var beskrivende, men dog i stand til at lave forudsigelser, sadan beskrev de geologiske teorier før pladetektonikken de ting, man kunne observere, men kæmpede forgæves med at pavise nogen grundlæggende mekanisme.

Men den geologiske revolution var meget mere pludselig end den astronomiske. Hvad ethvert fornuftigt, videnskabeligt tidsskrift havde afvist i snesevis af ar, blev ivrigt antaget i løbet af nogle fa ar i 1960'erne og 1970'erne . Før den tid var alle geologiske afhandlinger meget beskrivende, stenarter blev noteret og et udvalg af arsager blev opremset ? af og til i anstrengende detaljer ? som baggrund for, at de fandtes, hvor de nu gjorde. Beskrivelsesdelen gælder stadigvæk, men arsagsforklaringerne lyder temmelig meget som præ-kopernikansk astronomi.

Med pladetektonikken faldt svarene hurtigt pa plads, eller man kunne se, hvordan svarene skulle findes. Pladernes sammenstød havde kraft nok til at rejse havbunden op i de tynde luftlag (koralrev blev f.eks. til Dolomitterne i Norditalien ). Arsagen til, at oceangravene findes sa mærkværdigt tæt pa øbuer (f.eks. Japan) eller kontinenter (f.eks. Asien), og forklaringen pa deres tilhørende vulkaner stod klar, da man forstod processerne i forbindelse med pladernes overskydning.

Mysterier var ikke længere mysterier. Bundter af indviklede og undvigende svar blev fejet til side. Hvorfor var der slaende paralleller mellem geologien i dele af Afrika og Sydamerika? Hvorfor sa Afrika og Sydamerika pafaldende ud som et par puslespilbrikker, der burde kunne sættes sammen? Hvis man ønsker indviklede svar, kan man søge i de prætektoniske forklaringsmade. Hvis man vil have enkelhed og noget, som forklarer en hel masse, bør man søge i pladetektonikken: En dyb gravsænkning ligesom den, der nu findes i Østafrika, havde abnet sig og dannet Atlanterhavet, ? og den arbejder stadigvæk.

Kontinentaldriftens betydning for klimaet [ rediger | rediger kildetekst ]

Kontinentaldriften har haft en stor indflydelse pa Jordens klima. Placeringen af kontinenterne bestemmer formen og størrelsen af oceanerne og dermed de havstrømme, der transporterer varme og kulde mellem forskellige dele af Jorden. ^[11]

Se ogsa [ rediger | rediger kildetekst ]

• Oceanbundsplade
• Kontinentalplade
• Kontinentalsokkel

Noter og kilder [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Jorden under forandring - kontinenter pa vandring. Geologisk nyt
• GeoScience - en inspirationsbog til fagene geovidenskab og naturgeografi i gymnasiet, download her Arkiveret 21. oktober 2014 hos Wayback Machine
• Pladetektonik, artikel i Den Store Danske
• Klodens dynamiske overflade
• Paleomap Project. Kort, animationer og mange henvisninger
• Geology : Plate Tectonics. Historien, teorien og animationer
• 2003-08-22, Sciencedaily: Textbook Case Of Tectonic Movement Is Wrong, Says New Study Citat: "...sea floor near the Hawaiian Islands show evidence that the deep Earth is more unsettled than geologists have long believed...As Tarduno says, "We're all just swaying around in the mantle wind."..."
• University of California ? Los Angeles (2008, November 27). Plate Tectonics Started Over 4 Billion Years Ago, Geochemists Report. ScienceDaily. Retrieved November 28, 2008 Citat: "..."The data we are reporting are from zircons from between 4 billion and 4.2 billion years ago," Harrison said. "The evidence is indirect, but strong..."You don't have plate tectonics on a dry planet," he said..."
• Pladetektonik, af Adam A. Garde, GEUS
• 4C Offshore, Portal for havvindmølleparker, med detaljeret havbundstopografi for oceanerne
• Animation med pladebevægelser de seneste 400 mio ar