Operation
Bagration
(
russisk
:
Oперация Багратион
,
tr.
Operatsija Bagration
) var kodenavnet for den
sovjetiske
offensiv i 1944 i
Hviderusland
under
2. Verdenskrig
, der tvang de tyske styrker ud af Hviderusland og det østlige
Polen
. Operationen foregik mellem
22. juni
og
19. august
1944
.
Operationen blev opkaldt efter den russiske general fyrst
Pjotr Bagration
, der var general i den russiske hær under
Napoleonskrigene
og som blev dødeligt saret i
slaget ved Borodino
.
De sovjetiske armeer, der direkte var involveret i Operation Bagration var 1. Baltiske Front under general
Ivan Khristoforovitj Bagramjan
, 1. Hviderussiske Front under general
Konstantin Rokossovskij
, som blev forfremmet til
marskal
den
29. juni
1944
, 2. Hviderussiske Front under
generaloberst
M. V. Zakharov og 3. Hviderussiske Front under kommando af generaloberst
Ivan Tjernjakhovskij
.
Operation Bagration førte til den næsten fuldstændige ødelæggelse af den tyske
Heeresgruppe Mitte
og tre af dens tilknyttede armeer: 4. og 9. arme samt 3. panserarme. Operationen "var det mest katastrofale nederlag for alle tyske styrker under 2. Verdenskrig".
[4]
Ved afslutningen af operationen var det meste af det vestlige Sovjetunionen blevet befriet og den Røde hær havde faet fodfæste i
Rumænien
og
Polen
.
Malene med operationen er mere komplicerede. Den
Røde Hær
anvendte et koncept med dybe operationer og
Maskirovka
, (militær afledning). Det er blevet fremført, at det primære mal for den sovjetiske offensiv var et brohoved over
Wisła
floden i det centrale Polen, og at Operation Bagration skulle skabe krise i Hviderusland for at aflede de mobile tyske reserver fra den centrale sektor, sa de ikke var i omradet fra
Lublin
-
Brest
,
Lviv-Sandomierz
hvor de sovjetiske styrker planlagde at gennemføre
Lviv?Sandomierz offensiven
[5]
og
Lublin-Brest offensiven
.
[6]
Det gjorde det muligt for den Røde Hær at na Wisła floden og
Warszawa
, hvilket senere bragte den Røde Hær inden for rækkevidde af
Berlin
i overensstemmelse med konceptet om dybe operationer ? at sla til ind i fjendens
strategiske dybde
.
[7]
Heeresgruppe Mitte
havde tidligere vist sig svær at besejre, som det sovjetiske nederlag i
Operation Mars
havde vist. Men i juni 1944 var den kommet i en udsat position trods forkortelse af fronten, som følge af de alvorlige nederlag som
Heeresgruppe Sud
havde lidt i slagene efter
Panserslaget ved Kursk
,
befrielsen af Kiev
og
befrielsen af Krim
i sensommeren, efteraret og vinteren
1943
-1944. Under
slaget om Smolensk
var Heeresgruppe Mitte i efteraret 1943 selv blev tvunget tilbage vestpa.
Midt i juni 1944 var de
Vestallierede
i
Normandiet
blot 1.000 km fra Berlin, mens de russiske styrker ved
Vitebsk
-porten var under 1.200 km fra den tyske hovedstad. For det
Tredje rige
var de strategiske trusler nogenlunde lige store.
[8]
Hitler
undervurderede den trussel, som de sovjetiske styrker udgjorde over for Heeresgruppe Mitte og havde flyttet en tredjedel af armegruppens artilleri og halvdelen af dens stormartilleri og 88 % af dens kampvogne til sydfronten, hvor den tyske overkommando forventede, at den næste store sovjetiske offensiv ville komme.
[8]
Operation Bagration gav i forening med
Lviv-Sandomierz Offensiven
, som blev indledt nogle uger senere i
Ukraine
, Sovjetunionen mulighed for at erobre Hviderusland og Ukraine inden for grænserne fra 1941 og trænge frem i det tyske
Østpreussen
. Men af større vigtighed var det, at Lviv-Sandomierz operationen gjorde det muligt for den Røde Hær at na frem til udkanten af
Warszawa
efter at have faet kontrol over Polen øst for Wisła floden. Operationen skabte udgangspunktet for den næste operation,
Wisła-Oder-offensiven
, som bragte de sovjetiske hære inden for synsvidde af den tyske hovedstad.
[9]
. Sovjetrusserne blev i starten overrasket over deres succes i Hviderusland, som næsten førte dem til Warszawa. Den sovjetiske fremrykning udløste
Warszawa-opstanden
mod den tyske besættelse.
Slaget er blevet beskrevet som en triumf for den sovjetiske teori om "operationskunsten" pa grund af den fuldstændige koordination af alle de strategiske frontbevægelser og signalgivningen med henblik pa at narre fjenden om malet for offensiven. De militærtaktiske operationer fra den Røde Hær undgik med held de mobile reserver fra
Wehrmacht
og fangede til stadighed de tyske styrker pa det forkerte ben. Trods de enorme styrker, der var involveret, lykkedes det for de sovjetiske armechefer at holde deres modstandere totalt hen i det uvisse om, hvor hovedangrebet ville komme, før det var for sent.
[10]
Det russiske ord
maskirovka
kan oversættes med camouflage/sløring, men har en bredere betydning i militær brug, og under 2. Verdenskrig blev det brugt af sovjetiske militærchefer som betegnelse for flere tiltag, der havde til formal at vildlede fjenden, for derigennem at kunne overraske de tyske styrker.
[11]
Oberkommando des Heeres
forventede, at den sovjetiske hær ville indlede en storoffensiv pa
Østfronten
i sommeren 1944.
Den sovjetiske overkommando,
Stavka
, overvejede en række muligheder. Den overordnede tidsramme mellem juni og august var blevet besluttet den
28. april
1944
.
Stavka
afviste en offensiv i omradet ved Lviv (tysk: Lemberg) og i omradet ved Yassy/Kishinev pa grund af, at tyskerne der havde mobile styrker til radighed af samme styrke som de sovjetiske. I stedet foreslog man fire muligheder ? en offensiv ind i Rumænien og gennem
Karpaterne
, en stor offensiv ind i det vestlige Ukraine i retning mod
Østersøen
, et angreb mod Østersøen og et mod Hviderusland. De første to muligheder blev afvist som for ambitiøse og for abne overfor angreb i flanken. Den tredje mulighed blev afvist, fordi fjenden var for godt forberedt. Den eneste sikre mulighed var en offensiv ind i Hviderusland, som ville gøre det muligt at gennemføre efterfølgende offensiver fra Ukraine ind i Polen og Rumænien.
[12]
Savel den sovjetiske som den tyske overkommando betragtede det vestlige Ukraine som et opmarchomrade for en offensiv ind i Polen. De sovjetiske hærchefer, som var klar over at fjenden ville være opmærksom pa denne mulighed, iværksatte en kompleks maskirovka-kampagne for at fange de tyske panserstyrker pa det forkerte ben ved at skabe en krise i Hviderusland, som ville tvinge tyskerne til at flytte deres stærke panserstyrker, som netop havde sejret i den
Første Jassy-Kishinev Offensiv
i april-juni 1944, til det centrale afsnit af fronten for at støtte Heeresgruppe Mitte. Det var det primære formal med Operation Bagration.
[13]
For at fa størst mulig chance for succes var maskirovkaen en dobbelt vildledning. Sovjethæren efterlod fire kampvognsarmeer i Lviv-Przemy?l-omradet og lod tyskerne være fuldt ud klar over deres tilstedeværelse. Angrebet ind i Rumænien i april-juni 1944 overbeviste i yderligere grad sovjetstyrkerne om, at aksestyrkerne i Rumænien skulle fjernes, og det holdt tyskerne bekymrede om deres forsvar der og i det sydlige Polen, samtidig med at de trak styrker til Lviv sektoren.
[14]
Nar først offensiven mod Heeresgruppe Mitte var gaet i gang, ville manglen pa mobile reserver og støtte skabe en krise i den centrale sektor, som ville tvinge de tyske kampvognsstyrker nordpa til Hviderusland fra Polen og Rumænien pa trods af den store samling af sovjetiske styrker, som truede det tyskbesatte Polen.
[15]
Sovjethærens hensigt med at sætte et hovedangreb ind i retning af Wisła kan ses ud af den Røde Hærs slagorden. Den sovjetiske generalstabs studier af savel operationerne i Hviderusland som ved Lviv-Sandomierz afslører, at Lviv-Przemy?l operationen fik et overvældende antal kampvogns- og mekaniserede korps. Seks gardekampvognskorps og seks almindelige kampvognskorps foruden tre gardemekaniserede korps og to almindelige mekaniserede korps blev indsat i Lviv operationen. Dette udgjorde 12 kampvogns- og fem mekaniserede korps. I modsætning hertil havde Operation Bagrations Baltiske og Hviderussiske fronter kun 8 kampvogns- og to mekaniserede korps.
[16]
Hertil kom, at 1. Hviderussiske front, som var en afgørende del af Lviv-Peremshyl operationen, ikke omtales i den sovjetiske slagorden ved offensiven. Den indeholdt yderligere seks armeer og skulle beskytte flanken ved
Lublin?Brest offensiven
foruden at indga i aktive offensive operationer i det omrade.
[17]
Tildelingen af taktiske ressourcer, især anti-tank kanoner, tilgodesa 1. Ukrainske front, spydspidsen i Wisła, Lviv-Przemy?l operationen. 38 af de 54 anti-tank regimenter som blev indsat i operationerne pa Baltikum, i Hviderusland og Ukraine blev tildelt 1. Ukrainske front.
[18]
Dette viser, at de sovjetiske planer for Lviv operationen var af overordnet betydning, og den som planlagde operationen var fast besluttet pa at beholde det netop erobrede omrade.
[18]
Malet for denne operation var et brohoved over Wisła, og de enorme anti-tankkanon styrker hjalp med til at sla en række kraftige og koncentrerede modangreb fra tyske kampvognsstyrker tilbage i august-oktober 1944.
[19]
Hovedparten af flystyrkerne, savel jagere som jagerbombere, blev tildelt Lviv operationen og beskyttelsen af 1. Ukrainske front. Af de 78 jager- og jagerbomber divisioner i Bagration var 32 tildelt Lviv operationen, næsten halvdelen af de indsatte luftenheder
[20]
og indeholdt mere end der blev indsat i operationen i Hviderusland.
[19]
Den koncentration af flystyrker skulle beskytte brohovederne over Wisła mod luftangreb og fra luften angribe tyske styrker, som gik til modangreb.
[21]
I begyndelsen af juni havde den tyske overkommando, Heeresgruppe Mitte og armeledelserne identificeret en stor del af opmarchen mod Heeresgruppe Mitte, selv om der stadig regnedes med at hovedangrebet ville blive sat ind imod
Heeresgruppe Nordukraine
Den
14. juni
sagde stabschefen i Heeregruppe Mitte til general
Kurt Zeitzler
, at "...den russiske opmarch her (foran 9. arme) og ved motorvejen antyder klart, at fjendens angreb vil blive rettet mod flankerne af armegruppen". Den
10. juni
accepterede
OKH
vurderingen fra Heeresgruppe Mitte om fjendens stilling: "Nar man fortsat ma antage, at angrebet mod Heeresgruppe Mitte stadig vil have sekundær karakter i forhold til den samlede sovjetiske offensiv, ma det tages i betragtning, at fjenden foran Heeresgruppe Mitte kan gennemføre en opmarch, der kan gennembryde fronten med en styrke, som ikke ma undervurderes, nar man ser pa styrkeforholdet mellem de to sider".
[22]
Den
19. juni
blev det bemærket i Heeresgruppe Mittes analyse af fjendens stilling, at koncentrationen af fjendtlige flystyrker var blevet større (4.500 ud af 11.000) og at det skabte tvivl om OKHs generelle vurdering. OKH mente derimod ikke, at der var grundlag for denne tvivl.
[23]
Kort før den sovjetiske offensiv havde de forskellige armechefer identificeret de fjendtlige styrker nær fronten og havde identificeret de steder, hvor hovedangrebet ville blive sat ind, bortset fra 6. gardearme ved Vitebsk. De sovjetiske strategiske reserver var heller ikke opdaget.
[24]
Den første fase af Operation
Bagration
involverede de mange sovjetiske partisangrupper i Hviderusland, som havde instruks om at genoptage deres kampagne mod jernbaner og kommunikationsmidler bag de tyske linjer. Fra den
19. juni
blev der placeret sprængladninger i stort tal pa jernbanesporene, og selv om mange blev opdaget og fjernet, havde de en yderst generende indflydelse. Partisanerne blev senere involveret i nedkæmpelsen af de omringede tyske styrker, da først gennembruddet og udvidelsesfaserne var afsluttet.
Ved starten pa offensiven havde
Stavka
indsat omkring 1.700.000 kamp- og støttetropper, ca. 24.000 kanoner og morterer, 4.080 kampvogne og selvkørende artilleri og 6.334 fly. Den tyske styrke var først 800.000 kamp- og støttetropper, 9.500 kanoner men kun 553 kampvogne og selvkørende artilleri samt 839 fly. Heeresgruppe Mitte manglede i særlig grad mobile reserver. Den 14. infanteridivision, som ikke var motoriseret, var den eneste betydelige reserve til radighed, selv om 20. panserdivision var placeret mod syd i nærheden af
Bobruisk
og den underbemandede
Panzergrenadier-Division Feldherrnhalle
ogsa blev holdt i reserve. De relativt statiske fronter i Hviderusland havde imidlertid gjort det muligt for tyskerne at etablere omfattende feltbefæstninger med adskillige linjer af skyttegrave, sa fronten blev flere kilometer dyb og var udstyret med tætte minebælter.
2. Arme var ikke involvert i de første to faser af det tyske forsvar, da den la syd for den Røde Hærs hovedoperationer.
To særlige udsendinge fra
Stavka
blev udpeget til at koordinere operationerne pa de involverede fronter:
Aleksandr Vasiljevskij
og
Georgij Zjukov
.
- 1. Baltiske Front (General
Hovhannes Bagramyan
)
- 4. Chokarme
- 6. Gardearme
- 43. Arme
- 3. Luftarme
- 3. Hviderussiske front (General
Ivan Chernyakhovski
)
- 2. Hviderussiske front (Generaloberst
Gyorgij Zakharov
)
- 1. Hviderussiske front (General
Konstantin Rokossovskij
)
- 3. Arme (General
Alexander Gorbatov
)
- 28. Arme
- 48. Arme
- 65. Arme (General
Pavel Batov
)
- 16. Luftarme
- Mekaniseret kavalerigruppe under ledelse af Generalløjtnant Pliev, herunder 1. mekaniserede korps, 4. garde kavalerikorps
- 1. Ukrainske front marskal (
Ivan Konev
)
- 3. Gardearme
- 13. Arme
- 60. Arme
- 38. Arme
- 1. Gardearme
- 18. Arme
- 1. Garde kampvognsarme
- 3. Garde kampvognsarme
- 4. Kampvognsarme
- 5. Gardearme
- Mekaniseret kavalerigruppe 1 og 2
1. Hviderussiske front var særlig stor og omfattede yderligere enheder, som først blev indsat under den efterfølgende
Lublin-Brest offensiv
.
Slaget ? første fase: Det taktiske gennembrud
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Operation
Bagration
begyndte den
22. juni
1944
pa trears dagen for det tyske angreb pa Sovjetunionen med et angreb for at afprøve det tyske forsvar langs hele fronten. Hovedangrebet blev sat ind i de tidlige morgentimer den
23. juni
med et artilleribombardement af aldrig tidligere set omfang mod de tyske linjer. I løbet af timer var nogle sektorer af den tyske front i fare for at blive gennembrudt.
Den første fase i sovjetiske dybe operationer foreskrev et gennembrud gennem den taktiske zone og fremskudte tyske forsvarsstillinger. Nar først disse taktiske offensiver var lykkedes, skulle friske operationelle reserver udnytte gennembruddet og den operationelle dybde af fjendens front og ved hjælp af mekaniserede og pansrede formationer omringe fjendtlige enheder pa op til armestørrelse.
Operationen blev gennemført af 1. Baltiske front og 3. Hviderussiske front mod Heeresgruppe Mittes nordlige arme ? 3. panserarme og den nordlige flanke af 4. arme.
Mod nord pressede 1. Baltiske front 9. tyske korps over Dvina mens den den
25. juni
omringede 53. Korps i byen
Vitebsk
. Længere mod syd kørte 3. Hviderussiske front gennem 6. Korps og knuste det. Vitebsk blev erobret den
27. juni
og hele 53. korps pa 30.000 mand blev ødelagt.
3. Hviderussiske front indledte samtidig operationer mod 4. Armes 27. Korps, som holdt
Orsha
og hovedvejen mellem
Moskva
og
Minsk
. Trods et ihærdigt tysk forsvar blev Orsha erobret den
26. juni
, og den 3. Hviderussiske Fronts mekaniserede styrker kunne trænge langt ind i de tyske bagomrader og naede
Berezina
-floden den
28. juni
.
Det primære mal for Mogilevoffensiven og 2. Hviderussiske front bestod i at fastholde hovedparten af 4. Arme mens de igangværende Vitebsk-Orsha og Bobruyskoffensiver omringede den. 2. Hviderussiske fronts enheder angreb den
23. juni
med henblik pa at overskride
Dnepr
overfor to af Heeresgruppe Mittes stærkeste korps, 39. panserkorps og 12. Korps.
Dnepr blev krydset af 49. arme den 27. juni og den
28. juni
havde den omringet og erobret byen
Mogilev
. 39. Panserkorps og 12. Korps begyndte at falde tilbage mod
Berezina
-floden under kraftige luftangreb, men trak sig tilbage ind i en fælde.
Bobruyskoffensiven mod 9. arme pa den sydlige flanke af Heeregruppe Mitte blev indledt af 1. Hviderussiske Front den 23. juni, men led store tab i forsøget pa at gennembryde de tyske stillinger. Rokossovskij gav ordre til yderligere bombeangreb og artilleriforberedelse og indledte nye angreb den næste dag.
3. sovjetiske arme brød igennem i den nordlige del af sektoren og fangede det tyske 35. Korps
mod
Berezina
. 65. arme brød derpa igennem det tyske 41. panserkorps mod syd. Den 27. juni var de to tyske korps omringet i en lomme øst for
Bobruysk
under konstant luftbombardement.
Det lykkedes nogle elementer af 9. arme at bryde ud af Bobruysk den
28. juni
, men op imod 70.000 tropper blev dræbt eller taget til fange. Styrkerne i 1. Hviderussiske front erobrede Bobruysk den
29. juni
efter intense
bykampe
.
Anden fase: Strategisk offensiv mod Heeresgruppe Mitte
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Anden fase af Operation Bagration omfattede hele operationens vigtigste enkeltmal: generobringen af
Minsk
, hovedstaden i den
Hviderussiske SSR
. I anden fase blev den storstilede omringning og nedkæmpelse af Heeresgruppe Mitte, som var forberedt i første fase, ført til sin afslutning.
Fra 28. juni begyndte de største udvidelsesenheder fra 3. Hviderussiske Front (5. Garde kampvognsarme og en tilknyttet mekaniseret kavalerigruppe) at trænge frem for at sikre sig overgangssteder over
Berezina
, efterfulgt af 11. gardearme. Mod syd begyndte udvidelsesstyrker fra 1. Hviderussiske front at lukke den nedre arm i omringningen af 4. tyske arme.
[25]
Tyskerne hastede 5. panserdivision ind i Hviderusland for at dække adgangen til Minsk, mens enheder fra 4. arme begyndte at trække sig tilbage over broerne over Berezina, hvor de blev udsat for kraftige bombardementer.
Efter at have krydset Berezina nærmede sovjetiske styrker sig Minsk. 2. garde kampvognsarme var den første som brød ind i byen i de tidlige timer af
3. juli
. Der udbrød kampe i centrum, som blev endelig ryddet for den tyske bagtrop den følgende dag. 5. garde kampvognsarme og 65 arme lukkede omringningen vest for Minsk og indesluttede hele 4. tyske arme og en stor del af resterne af 9. arme.
[26]
I løbet af de næste dage blev lommen øst for Minsk nedkæmpet. Kun en brøkdel af de 100.000 tropper undslap. Minsk var blevet erobret og Heeresgruppe Mitte fuldstændig ødelagt i det som formentlig var det største enkeltstaende nederlag for
Wehrmacht
i hele krigen. Pa de 12 dage mellem 22. juni og 4. juli mistede Heeresgruppe Mitte 25 divisioner og 300.000 mand. I de følgende uger mistede tyskerne yderligere 100.000 mand.
[27]
Polotskoffensiven havde det dobbelte mal at erobre selve
Polotsk
og at afskærme den nordlige flanke af hovedoffensiven mod Minsk mod et muligt tysk modangreb fra
Heeresgruppe Nord
.
Den 1. Baltiske Front forfulgte med held de retirerende rester af 3. panserarme tilbage mod Polotsk, som blev naet den
1. juli
. Tyske styrker forsøgte at organisere et forsvar ved hjælp af støtte enheder fra bagomraderne og adskillige divisioner, som i hast blev overført fra Heeresgruppe Nord.
Enheder fra 1. Baltiske Fronts 3. chokarme og 6. gardearme kæmpede sig vej ind i byen i løbet af de næste dage og havde ryddet den for tyske styrker den
4. juli
.
Tredje fase: Strategiske offensive operationer i syd
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Da den tyske modstand næsten var brudt fuldstændig sammen, fik sovjetiske styrker ordre til at trænge sa langt frem som muligt forbi det oprindelige mal i Minsk, og nye mal blev udstukket af
Stavka
. Dette førte til en tredje fase af offensive operationer, som skal ses som et yderligere led i Operation Bagration.
Feltmarskal
Walter Model
, som havde overtaget kommandoen over Heeresgruppe Mitte den 28. juni da
Ernst Busch
blev afskediget, habede pa at genetablere en forsvarslinje gennem
Lida
med det, som var tilbage af 3. panserarme, 4. og 9. arme samt nye forstærkninger.
[nb 1]
?iauliaioffensiven omfattede operationerne fra 1. Baltiske Front mellem
5. juli
og
31. juli
mod resterne af 3. panserarme. Dens primære mal var den litauiske by
?iauliai
(russisk: Shyaulyai; tysk: Schaulen).
43. arme, 51. arme og 2. gardearme angreb mod
Riga
pa østersøkysten med 3. gardearmes mekaniserede korps tilknyttet. Den 31. juli var kysten naet ved Rigabugten. 6. gardearme dækkede Riga og gennembruddets nordflanke.
Et hastigt organiseret tysk modangreb havde held til at genskabe forbindelsen mellem resterne af Heeresgruppe MItte og Heeresgruppe Nord. I løbet af august forsøgte tyskerne af generobre ?iauliai i
Operation Doppelkopf
og
Operation Casar
, men de slog fejl.
Vilniusoffensiven blev gennemført af enheder fra 3. Hviderussiske Front efter afslutningen pa Minskoffensiven. Den stod overfor rester af 3. panserarme og 4. arme.
Enheder fra 4. arme, fortrinsvis 5. panserdivision forsøgte at holde jernbaneknudepunktet i
Molodechno
, men det blev erobret af enheder fra 11. gardearme, 5. garde kampvognsarme og3. garde kavalerikorps den
5. juli
. Tyske styrker fortsatte en gradvis tilbagetrækningen og sovjetiske styrker naede
Vilnius
, som blev holdt af 3. panserarme den
7. juli
.
Den 8. juli var byen blevet omringet og garnisonen indesluttet. Den fik ordre til at holde ud for enhver pris. Sovjetiske styrker kæmpede sig herefter vej ind i byen i intense
bykampe
(sammen med en
Armia Krajowa
opstand,
Operation Ostra Brama
). Den
12. juli
gennemførte 6. panserdivision et modangreb, som midlertidigt abnede en flugtvej for de belejrede tropper, men hovedparten af dem gik tabt, da byen endeligt faldt den
13. juli
. (denne fase af operationen kaldes almindeligvis
Slaget om Vilnius
).
Białystokoffensiven omfattede operationerne for 2. Hviderussiske Front mellem 5. juli og 27. juli med det formal at na den polske by
Białystok
.
40. og 41. riffelkorps, fra 3. arme pa frontens venstre fløj tog Białystok med storm den 27. juli efter to dages kamp.
Lublin-Brest offensiven blev gennemført af marskal Rokossovskijs 1. Hviderussiske Front mellem
18. juli
og
2. august
, og udviklede det oprindelige fremstød i Operation Bagration mod det østlige
Polen
og
Wisła
. 47. arme og 8. garde arme naede den vestlige
Bug
flod den
21. juli
og naede den østlige bred af Wisła den
25. juli
.
Lublin
blev erobret den
24. juli
. 2. kampvognsarme fik ordre til at svinge mod nord mod Warszawa for at afskære Heeresgruppe Mittes styrker i
Brest
omradet. Brest blev erobret den
28. juli
og frontens venstre fløj sikrede sig brohoveder over Wisła den
2. august
. Dette afsluttede i praksis operationen. Resten af sommeren blev brugt pa defensive tiltag mod en række tyske modangreb pa brohovederne.
Operation sluttede med nederlaget til den tyske Heeresgruppe Nordukraine og sovjetiske brohoveder over Wisła floden vest for
Sandomierz
.
[28]
Kaunasoffensiven omfattede operationerne for Chernyakhovskijs 3. Hviderussiske Front fra
28. juli
til
28. august
mod den litauiske by
Kaunas
efter at de havde afsluttet offensiven mod Vilnius.
Denne offensiv omfattede operationerne fra 2. Hviderussiske front fra 6. august til 14. august efter afslutningen af Białystokoffensiven med det mal at erobre det befæstede omrade ved
Osowiec
ved en af bifloderne til
Narew
-floden. Det meget store fæstningskompleks der sikrede adgangen til Østpreussen gennem omradets marskegne.
Det lykkedes tyske styrker at stabilisere deres forsvarslinje langs Narew, som de holdt indtil den
Østpreussiske offensiv
i januar
1945
.
Sammenlignet med andre slag var dette talmæssigt langt den største sovjetiske sejr. Den Røde Hær tilføjede fjenden tab, som var næsten fire gange sa store som de egne tab og erobrede et stort sovjetisk omrade, hvor befolkningen havde lidt meget under den tyske besættelse. De fremtrængende sovjetiske enheder fandt byerne ødelagt, landsbyerne affolket og en stor del af befolkningen dræbt eller tvangsforflyttet af besættelsesmagten. For at vise omverdenen omfanget af sejren blev ca. 50.000 tyske fanger fra omringning øst for Minsk tvunget til at ga gennem Moskvas gader i hurtig march i rækker med 20 mand. Det tog dem tre timer at passere.
[29]
Med en symbolsk gestus blev gaderne efterfølgende spulet.
Den tyske hær kom sig aldrig over de materielle og personelle tab, som den led under Operation Bagration. Den havde mistet omkring en fjerdedel af sine styrker pa Østfronten, svarende til det procentvise tab ved
Stalingrad
(omkring 20 hele divisioner). Disse tab omfattede mange erfarne tropper, underofficerer og andre officerer, som pa dette tidspunkt i krigen ikke kunne erstattes. Operationen var ogsa bemærkelsesværdig for antallet af tyske generaler, som gik tabt: 9 blev dræbt, heriblandt 2 korpschefer, 22 taget til fange, herunder 4 korpschefer. Generalmajor Hahn, chefen for 197. infanteridivision forsvandt den 24. juni mens generalløjtnanterne Zutavern og Philipp fra 18. pansergrenaderdivision og 134. infanteridivision begik selvmord.
I alt kostede den næsten fuldstændige ødelæggelse af Heeresgruppe Mitte tyskerne 2.000 kampvogne og 57.000 andre køretøjer. Ifølge
Steven Zaloga
vurderes de tyske tab til 300.000 døde, 250.000 sarede og omkring 120.000 fangne (i alt tab pa 670.000). De sovjetiske tab var ogsa betydelige: 60.000 døde, 110.000 sarede og omkring 8.000 savnede, foruden 2.957 kampvogne, 2.447 kanoner og 822 fly, som ogsa gik tabt.
[30]
Offensiven afskar Heeresgruppe Nord og Heeresgruppe Nordukraine fra hinanden og svækkede dem da ressourcer blev flyttet til den centrale sektor. Det tvang begge armegrupper til at trække sig tilbage fra sovjetisk omrade langt hurtigere da de blev ramt af de efterfølgende sovjetiske offensiver i deres sektorer.
Den endelige ødelæggelse af en stor del af Heeresgruppe Mitte omkring Minsk faldt sammen med ødelæggelsen af en stor del af den tyske hærs stærkeste enheder i
Frankrig
i
Falaise-lommen
, om end størrelsesordenen var langt mindre end Bagration. Pa savel Øst- som Vestfronten blev den allierede opfølgning pa sejrene hæmmet og stoppet mere af forsyningsproblemer end af tysk modstand. Tyskerne kunne dog overføre pansrede enheder fra Italien, hvor de kunne tillade sig at opgive land, for at modsta det sovjetiske fremstød ved
Warszawa
.
- ^
Den tyske slagorden for Heeresgruppe Mitte i midten af juli viser resterne af 9. arme overført til 2. arme. Tredje panserarme reduceret til
Korps-Abteilung G
og dele af 9. og 26. korps. 4. arme bestod af de anslagne 5. panserdivision og 50. infanteridivision foruden
Kampfgruppe Florke
, nogle rester af sikkerhedsdivision og en del af 3. SS panserdivision (alle under ledelse af
Helmuth Weidling
, som tidligere havde haft ledelsen af et korps i 9. arme ved Bobruisk) samt 7. panserdivision (see Hinze,
Ostfrontdrama 1944
). Selv om de sovjetiske styrker var udmattede og deres forsyningslinjer faretruende lange fik de svage styrker foran dem deres chefer til at trænge sa langt frem som muligt.
- ^
Glantz & House 1995, p. 201.
- ^
Bergstrom
- ^
Россия и СССР в войнах ХХ века ? Потери вооружённых сил, Moskow, Olma-Press, tilgængelig on-line
http://www.soldat.ru/doc/casualties/book/chapter5_10_1.html#5_10_36
- ^
Zaloga,
Bagration 1944: The Destruction of Army Group Centre
, 7.
- ^
Watt 2008, p. 699.
- ^
Watt 2008, p. 669.
- ^
Watt 2008, p. 670.
- ^
a
b
Ziemke, p.11
- ^
Watt 2008, pp. 699-700.
- ^
Watt 2008, pp. 673-674.
- ^
Glantz, Soviet Military Deception, xxxvii-xxxviii
- ^
Watt 2008, p. 683
- ^
Watt 2008, p. 685.
- ^
Watt 2008, pp. 683-684.
- ^
Watt 2008, p. 684.
- ^
Watt 2008, p. 686.
- ^
Watt 2008, p. 687.
- ^
a
b
Watt 2008, p. 690.
- ^
a
b
Watt 2008, p. 691.
- ^
Watt 2008, p. 692.
- ^
Watt 2008, pp. 691-693.
- ^
Niepold,Mittlere Ostfront Juni 1944,pp 22-23
- ^
Niepold,Mittlere Ostfront Juni 1944 p28
- ^
Niepold, Mittlere Ostfront Juni 1944 pp 31-32
- ^
Glantz & House 1995, pp. 206-207.
- ^
Glantz & House 1995, pp. 207-209.
- ^
Glantz & House 1995, p. 209.
- ^
Glantz 2002, p. 1.
- ^
Merridale, p.241
- ^
Zaloga, p.71
- Adair, Paul. (1994).
Hitler's Greatest Defeat: The collapse of Army Group Centre, June 1944
. Weidenfeld Military.
ISBN
1-85409-232-4
- Beevor, Antony and Vinogradova, Luba (eds.).
A Writer at War: Vasily Grossman with the Red Army
, Pimlico, 2006,
ISBN
978-1-84595-015-6
.
- Bergstrom, Christer. (2007).
Bagration to Berlin: The Final Air Battles in the East: 1944?1945
, Ian Allen.
ISBN
978-1-903223-91-8
.
- Buchner, Alex,
Ostfront 1944: The German defensive battles on the Russian Front 1944
, Schiffer Military History, West Chester, PA, 1991, (White Russia:Army Group Center)
ISBN
0-88740-282-8
.
- Dunn, W.
Soviet Blitzkrieg: The Battle for White Russia, 1944
, Lynne Riener, 2000,
ISBN
978-1-55587-880-1
.
- Glantz, D.M.
Beylorussia 1944?The Soviet General Staff Study
.
- Glantz, D.M.
Soviet Military Deception in the Second World War
, Frank Cass, London, 1989,
ISBN
0-7146-3347-X
.
- Glantz, David
The Battle for Lviv, July 1944
. Routledge Press. 2002.
ISBN
978-0-7146-5201-6
- Hastings, Max,
Armageddon: The Battle for Germany, 1944?1945
, Macmillan, 2004,
ISBN
0-333-90836-8
.
- Hinze, R.
Ostfrontdrama 1944: Ruckzugskampfe der Heeresgruppe Mitte
.
- Merridale, C.
Ivan's War: Inside the Red Army, 1939?45
, Faber, 2006,
ISBN
978-0-571-21809-7
.
- Mitcham, S.
German Defeat in the East, 1944?5
, Stackpole, 2007.
- Niepold, G., translated by Simpkin, R.
Battle for White Russia: The Destruction of Army Group Centre June 1944
, Brassey's, London, 1987,
ISBN
0-08-033606-X
.
- Dr Watt, Robert.
Feeling the Full Force of a Four Point Offensive: Re-Interpreting The Red Army's 1944 Belorussian and Lviv-
Przemy?l
Operations
. The Journal of Slavic Military Studies. Routledge Taylor & Francis Group.
ISSN
1351-8046
- Zaloga, S.
Bagration 1944: The Destruction of Army Group Centre
,
Osprey Publishing
, 1996,
ISBN
978-1-85532-478-7
.
- Ziemke, Earl F.
Battle For Berlin: End Of The Third Reich
, NY: Ballantine Books, London: Macdonald & Co, 1969.
|
---|
|
Involverede
lande
| |
---|
Tidslinje
| Forudgaende
| |
---|
1939
| |
---|
1940
| |
---|
1941
| |
---|
1942
| |
---|
1943
| |
---|
1944
| |
---|
1945
| |
---|
|
---|
Aspekter
| Generelle aspekter
| |
---|
Efterfølgerne/
konsekvenser
| |
---|
Civile indvirkninger/
grusomheder
| |
---|
|
---|
|
|
---|
Revolutionerne og NEP
| | |
---|
Sovjetunionen i mellemkrigstiden
| |
---|
Sovjetunionen under 2. verdenskrig
| |
---|
Sovjetunionen under den kolde krig
| |
---|
Sovjetunionens imperialisme
| |
---|
Comecon
| |
---|
Warszawapagten
| |
---|
Sovjetiske kommunister
| |
---|
Patriotiske antikommunister
| |
---|
Sovjetiske kunstnere
| |
---|
|