Filosofiens
historie
starter i
Grækenland
i det
6. arhundrede f.Kr.
med
Thales
som den første
filosof
og gar frem til nutiden. Hvordan filosofiens historie skal beskrives er en staende
filosofisk
diskussion der bl.a. kan behandles ud fra et
historiefilosofisk
synpunkt. Filosofihistorie er beslægtet med faget
idehistorie
, der dog har et bredere emneomrade. Filosofihistorie kan orienteres pa flere mader:
Den
vestlige
filosofi har en lang
historie
og opdeles traditionelt i fire store
epoker
:
Den vestlige filosofi anses generelt for at begynde i de græske byer i det vestlige
Anatolien
med
Thales af Milet
som var aktiv omkring 585 før vor tidsregning. Flere faktorer har været medvirkende til at filosofien opstod i Grækenland. Grækernes lave indtægter fra
landbruget
der tvang dem til at blive en handelsmagt, og dermed udviklede de kontakter over hele middelhavet. Denne udvikling prægede middelhavets kulturer fra forhistorisk tid:
Malta
,
Kreta
og
Kypern
, senere bade
fønikerne
og
grækerne
, handlede med de gamle kulturer i
Mesopotamien
. Den decentrale administration som blev skabt af de hjemvendte handlende kan have opfostret den filosofiske tankegang.
[3]
De græske filosoffers
hovedomrader var
kosmologi (astronomi)
,
etik
,
erkendelsesteori
, logik,
metafysik
og
æstetik
sasom:
Fra ca.
585 f.Kr.
opstod der filosofiske skoler over hele oldtidens Grækenland. Førsokratikernes værker er gaet tabt, og deres filosofier kendes derfor kun via fragmenter, eksempelvis fra senere filosoffers citater. En vigtig kilde til viden om førsokratikernes filosofi er
Diogenes Laertius'
filosofihistorie.
[5]
Tolkningen af præsokratikernes filosofi er derfor meget vanskelig. Ikke desto mindre har de haft stor indflydelse pa den senere filosofi.
Blandt de vigtigste var:
Filosofien forskød sig herefter til
Italien
og
Sicilien
:.
Herefter er
Athen
filosofiens centrum. Athen var pa det tidspunkt den dominerende bystat i Grækenland.
[3]
Er teori om hvorfor den athenske kultur tilskyndede filosofi henviser til at Athen var et
demokrati
.
[3]
Pa den anden side er den græske filosofis filosofiske ideal ikke det politiske engagement. Det er derimod
bios teoretikos
, (latin:
via contemplativa
), altsa et liv frigjort fra verdslige pligter helliget til studiet af sandhed.
[20]
At dette ideal var opnaeligt for en græsk filosof kan skyldes at Grækenlands arbejdsstyrke for en stor del bestod af
slaver
der tog sig af det arbejde der ellers ville have optaget den frie mands tid. Der fandtes flere slaver end frie græske borgere.
Sokrates
revolutionerede den filosofiske tankegang. Alle filosoffer før ham kaldes derfor
førsokratiske
. Sokrates skrev intet selv, sa vi kender ikke hans filosofi nøjagtigt. Meget forskellige retninger som
Stoicisme
og
Skepticisme
er inspireret af ham. Sokrates blev dømt skyldig i at fordærve sindene blandt Athens ungdom og for ikke at tro pa statens guder. Han havde rig lejlighed til at forlade Athen og undga dødsdommen, men han valgte at blive og dermed overholde sine principper. Dødsdommen blev eksekveret ved at han drak
skarntydesaft
.
[21]
Sokrates vigtigste elev var
Platon
. Platon skrev en række dialoger og brugte
den sokratiske metode
til at undersøge filosofiske problemstillinger. Han udarbejdede det hidtil langt mest udviklede filosofi system og organiserede en
skole i Athen
der bestod helt indtil ar
529
e.Kr. Platon har han udøvet en ekstrem stor indflydelse pa den vestlige filosofi og kultur. Mange af hans tanker, eksempelvis idelæren, har haft stor indflydelse pa kristendommen.
Hans elev
Aristoteles
var maske den første systematiske filosofi. Aristoteles var den første filosof der udviklede en systematisk logik, der var enestaende helt frem til den 20.ende arhundrede. Han arbejdede ogsa empirisk, saledes udgav han empirisk baserede værker om fosterudvikling og indsamlede forfatninger fra græske bystater. Han grundlagde den
Peripatetiske skole
der havde en lang række ledere, bl.a.
Theofrastos
.
Andre klassiske skoler er
- Atomismen der grundlagdes af
Demokrit
. Den blev videreudviklet af Leukippos, og senere af
Lukrets
- Hedonismen
er grundlagt af
Aristippos af Kyrene
.
- Epikuræismen
er en variant af hedonismen, grundlagt af
Epikur
.
- Skeptiscismen grundlagdes af Pyrrho, om hvem man ved meget lidt. Et enkelt værk er bevaret nemlig
Sextus Empiricus
' "Grundris af pyrrhonismen".
- Kynismen
grundlagdes af
Antisthenes
, en elev af Sokrates.
Diogenes
blev kynismens mest kendte repræsentant. Han drev dens lære ud i ekstremerne og blev genstand for mange
myter
. Blandt andet siges han at have boet i en tønde.
- Sofisme
. Sofisterne var omrejsende lærde der underviste imod betaling. Der er ikke meget bevaret af deres lære og skrifter. De er forbundet med erkendelsesteoretisk
relativisme
. Vigtige sofister var
Protagoras
og
Gorgias
.
Grækenland mistede i den
hellenistiske
periode sin politiske betydning til fordel for
romerriget
, men græsk filosofi vedblev at spille en meget stor rolle i romersk kultur. Kejser
Domitian
(regerede
81
-
96
) udviste alle filosoffer fra Rom og Italien
[22]
men generelt var filosofien central, og
Marcus Aurelius
var bade romersk kejser og filosof.
De vigtigste filosofiske retninger var
Biblioteket i Alexandria
og
Museion
var to vigtige institutioner i denne periode. I ar
529
lukkede den romerske kejser
Kejser Justinian 1.
alle filosofiske skoler, inklusive
Platons akademi
da de var i strid med kristendommen. Dette regnes traditionelt som slutningen pa den klassiske filosofi og overgang til middelalderen.
Se ogsa:
Filosofi i middelalderen
I middelalderen tager filosofien udgang i
Bibelen
og
kristendommen
. Bade med hensyn til dens emner, idet
teologiske
spørgsmal udgør en almen ramme, men ogsa idet at de fleste filosoffer er tilknyttet kirken, f.eks. som
munke
.
klostrene
fungerede ogsa som biblioteker. Efter sammenbruddet af det romerske imperium forsvandt meget af kendskabet til de klassiske filosoffer. Mange tekster blev tabt for evigt under
bogtabet i senantikken
. Andre er blevet overleveret, fordi de er blevet oversat til arabisk som følge af oversættelsesbevægelsen under
den islamiske guldalder
, hvorfra de senere igen er blevet oversat til latin og andre europæiske sprog.
[24]
De to romerske filosoffer
Augustin
og
Boethius
er de første middelalderlige filosoffer. Man kendte Aristoteles igennem Boethius' oversættelse af Aristoteles'
Kategorier
,
De Interpretatione
om logik, og hans oversættelse af
Porfyrs
Isagoge
, der er en kommentar til Aristoteles' værk. Augustin er primært en teolog, men meget af hans skrifter er filosofiske. Hans temaer er
sandhed
,
Gud
, menneskets
sjæl
,
historiens
mening,
staten
,
synd
og
frelse
. I tusind ar blev hans bøger citeret i nærmest alle teologiske skrifter.
Under den
karolingiske renæssance
i slutningen af
8. arhundrede
og begyndelsen af
9. arhundrede
etablerede
Karl den Store
skoler i hele sit rige, radgivet af den lærde
Alcuin
. Disse skoler, fra hvilke
skolastikken
har sit navn, blev centre for lærdom.
Duns Scotus
var Alcuins efterfølger.
I kølvandet pa den
islamiske ekspansion
fra 632 og frem, der skabte en ny stormagt i Middelhavsomradet, indtradte en
gylden periode
for arabisk filosofi i 800-1200-tallet. Under
kalifferne
Harun al-Rashid
og
Al-Mamun
blev det berømte
Visdommens hus
(
Bayt al-Hikma
) i
Bagdad
centrum for en intellektuel oversættelsesbevægelse: Man ønskede at samle al den eksisterende viden, og hvis den ikke allerede fandtes pa
arabisk
, matte den oversættes. Værker af
Aristoteles
og
Platon
, medicinske afhandlinger af
Hippokrates
og
Galen
, geografiske og astronomiske bøger af
Ptolemaios
, matematiske skrifter af
Euklid
og
Arkimedes
og mange andre arbejder af græske tænkere blev oversat til arabisk i løbet af 800- og 900-tallet. Samtidig begyndte arabiske filosoffer at tænke videre i form af kommentarer til de græske tænkere og selvstændige forklaringer pa de forskellige filosofiske spørgsmal. Man var bl.a. stærkt optaget af, hvordan filosofi og teologi kunne forenes eller i hvert fald eksistere side om side og af spørgsmal som sjælens udødelighed og verdens skabelse. Blandt de vigtigste arabisksprogede filosoffer var
Al-Kindi
,
Al-Farabi
,
Ibn Sina
(Avicenna),
Ibn Rushd
(Averroes),
Ibn Arabi
og den noget senere
Ibn Khaldun
. De fleste arabiske filosoffer fra denne epoke var
muslimer
, men ogsa tænkere som den jødiske
Maimonides
og den kristne
Yahya bin Adi
skrev pa arabisk. Mange af værkerne blev senere oversat til persisk og latin og derefter til moderne vestlige sprog og fik dermed indflydelse pa den senere vestlige tænkning.
[24]
Den første filosof i den europæiske højmiddelalder regnes for at være
Anselm af Canterbury
(1033?1109) der især er berømt for
det ontologiske gudsbevis
.
Roscelinus
(ca.
1050
? ca.
1121
, hvis skrifter er gaet tabt, er den første skolastiker.
Det 13. og det 14. arhundrede regnes for
skolastikkens
glansperiode. Bl.a.
Adelard af Baths
oversættelser fra arabiske manuskripter betød, at den græske filosofi blev genopdaget. Især opdagelsen af Aristoteles' skrifter var skelsættende. Dette ledte til
universaliestriden
, en flere hundrede ar lang diskussion om almenbegrebernes metafysiske stilling hvor Platons
begrebsrealisme
stod over for Aristoteles'
konceptualisme
og den middelalderlige
nominalisme
.
Peter Abelard
er en af de første nominalister. I en af middelalderens mest berømte filosofiske
kontroverser
blev han anklaget for
kætteri
af
Bernhard af Clairvaux
, en anden fremtrædende tænker der grundlagde
Cistercienserordenen
.
I mange store byer opstod der
universiteter
. Der opstod flere flere gejstlige ordener der ville tage kontrol over dem, hvoraf de vigtigste var
Dominikanerordenen
(
sortebrødrene
) og
Franciskanerordenen
(
grabrødrene
). Franciskanerne blev grundlagt af
Frans af Assisi
i
1209
. Deres leder i midten af 1200-tallen var
Bonaventura
, en traditionalist der forsvarede Augustins teologi og Platons filosofi, og som kun indarbejdede en smule af Aristoteles' filosofi. Bonaventura fulgte Anselm og hævdede at fornuften kun kan opdage sandheden nar den er oplyst af religiøs tro. Andre vigtige franciskanere er
Duns Scotus
,
Peter Auriol
og
William af Ockham
. Den sidste er kendt for
Ockhams ragekniv
der er et vigtigt metodisk princip, selv om Ockham ikke formulerer princippet direkte.
[25]
Dominikanerne
blev grundlagt af
Dominicus
i
1215
. De lagde større vægt pa fornuften og gjorde udbredt brugt af de nyopdagede skrifter af Aristoteles. Fremtrædende dominikanere er
Albertus Magnus
og
Thomas Aquinas
. Aquinas syntese af græsk filosofi med de kristne dogmer kom til at definere katolsk filosofi. Aquinas lagde mere vægt pa fornuft og argumentation, og var den første der brugte Aristoteles metafysiske og erkendelsesteoretiske skrifter, hvilket var et stort skifte fra den
nyplatoniske
og augustinske tænkning der havde domineret den tidlige skolastik.
Francisco Suarez
(1548 - 1617) regnes som den sidste af skolastikerne.
En definition er at datere starten af perioden fra starten af
renæssancen
, især fra den
italienske renæssance
. De virkeligt nye filosofiske impulser fra ikke-italienske tænkere. Meget af den klassiske græske filosofi var bevaret i
Det byzantinske rige
, men det var tydeligt for alle her at Byzans ville ende med at blive helt erobret af
osmannerne
. Mange byzantinske lærde, handværkere, kunstnere og flygtede derfor til Italien, og de medbragte de græske tekster samt underviste i græsk.
[26]
Især var Platons skrifter ukendte i Middelalderen frem til kontakten med Byzans. Under
Konciliet i Firenze
1438
-
1439
fik
Georgios Gemistos Plethon
, der var med i den østromerske delegation, kontakt med
Cosimo de' Medici
. Under Cosimos ledelse oversatte
Marsilio Ficino
Platons samlede værker, som Plethon havde med fra Byzans.
Da
Johann Gutenberg
opfinder
bogtrykkerkunsten
omkring
1440
falder bøger betragteligt i pris, da de nu ikke mere skal skrives i handen, og derfor ophører adgangen til filosofiske værker med at være et problem, hvilket havde hæmmet filosofien siden starten af middelalderen. I Venedig udgiver
Aldus Manutius
bl.a. Aristoteles samlede værker.
Renæssancefilosofferne forkaster kirkens autoritet i form af den
skolastiske
tradition, og læser antikkens filosofi uden at forsøge at forene den med kristendommen. Flere af dem kom derfor i konflikt med kirken, bl.a.
Giordano Bruno
, der blev brændt som kætter, og
Galileo Galilei
, der blev idømt husarrest. At filosoffer blev anklaget for kætteri var dog ikke noget nyt og forekom ogsa under middelalderen, f.eks. for
Peter Abelard
. De arbejder heller ikke alle for kirken, men kan f.eks. være embedsmænd som
Michel de Montaigne
.
I denne perioder er der endnu ikke opstaet samlede teoretiske ramme til at erstatte middelalderens, og renæssancefilosofferne kan derfor ikke grupperes i retninger.
Af andre vigtige filosoffer fra renæssancen kan nævnes
Fra begyndelsen af 1600-tallet bliver filosofien mere systematisk.
Rene Descartes
anses almindeligvis for at være grundlæggeren af den moderne filosofi. Filosofien i det
17. arhundrede
er domineret af behovet for at organisere filosofi pa
rationelle
,
logiske
og indlysende grunde. Dette skyldtes
reformationen
. Perioden præges ogsa af at filosoffer ofte samtidigt er videnskabsmænd. Saledes regnes bade
Rene Descartes
,
Blaise Pascal
og
Sir Isaac Newton
ogsa for filosoffer. I henved 200 ar er filosofien opdelt i to hovedgrupper, rationalismen der fortrinsvis dominerede pa kontinentet, og empirismen, der fortrinsvis dominerede pa de britiske øer.
De rationalistiske filosoffer har det til fælles at de anser fornuften for at være medfødt og kilden til viden, at gudsbegrebet har en vigtig plads i deres filosofi. Deres brug af gudsbegrebet peger tilbage til middelalderen og de opstiller
gudsbeviser
. Endvidere opstiller de ambitiøse filosofiske systemer der er tænkt som forklaringer af alting. Det
Sjæl-legeme problemer
er et andet fælles hovedtema.
Vigtige rationalistiske filosoffer er:
- Rene Descartes
,havde deltaget i
tredivearskrigens
kaos, og var optaget af at na frem til sikker viden. Han mente at kun kunne forsvare religionen mod skepticisme og
ateisme
ved at udarbejde et fornuftsbaseret filosofisk system der havde plads til gud, og saledes forene skolastikkens og renæssancens mal. Descartes grundlægger rationalismen.
- Nicholas Malebranche
. Malebranche er mest kendt for at grundlægge
occasionalismen
, der er et løsningsforslag af sjæl-legeme problemet. Sjæl og legeme er to forskellige substanser der ikke interagerer, men samstemmes af gud.
- Spinoza
. Sjæl og legeme er to forskellige aspekter af gud. Determinisme, der findes ingen fri vilje.
- Leibniz
. Leibniz var aktiv i mange forskellige videnskabsgrene, bl.a. opdagede han
differentialregningen
samtidigt med
Newton
og han arbejdede for at skabe en religiøs verdensfred.
- Wolff
.
Empirismen
har det samme mal som rationalismen, men mener at erkendelsens grundlag er sansningen, og benægter at der findes medfødte ideer. John Locke beholder den klassiske tese, der oprindeligt stammer fra Aristoteles, at menneskets bevidsthed fra fødslen af er en
tabula rasa
, en ubeskrevet tavle, som sanserne gradvist fylder ud. Gudsbegrebet er, med undtagelse af Berkeley, ikke et vigtigt begreb for empirismen. En anden forskel til rationalismen er ar empiristerne udarbejder detaljerede politiske og etiske teorier. Som bevægelse er empirismen præget af hvad den danske filosof
David Favrholdt
har kaldt "det empiristiske skraplan". Empirismen starter med at hævde omverdenens realitet og naturlovenes gyldighed, men som den udvikles mister man mere og mere sikkerhed pa denne, og det ender med
David Humes
filosofi, der ogsa kan kaldes skepticistisk. Med Hume ender empirismen i en blindgyde, i det Humes filosofi opfattes som skeptisk og samtidigt som den mest konsekvente empiristiske filosofi. Hume opstiller
induktionsproblemet
. Empirismen mest varige succes ligger i den politiske filosofi, hvis ideer i dag er af stor betydning for de vestlige samfund.
Vigtige empirister er:
Udover de filosoffer der tilhører de to hovedstrømninger er der en lang række filosoffer og tænkere der har haft stor betydning for den efterfølgende filosofi. Vi finder vigtige studier der kan kaldes forløbere for moderne psykologi hos moralister, som
La Rochefoucauld
og
Francis Hutcheson
. I England var der en række af filosoffer der udviklede vigtige
politiske filosofier
i dette tidsrum, sa som
Adam Smith
der grundlægger liberalismen.
Blaise Pascals
religiøse filosofi peger frem imod
eksistentialismen
.
Det 18. arhundredes filosofi er den tidlige del af
oplysningstiden
. Filosofferne opstillede politiske ideer, der var idegrundlag for den
amerikanske revolution
og senere
den franske revolution
, sa som magtens tredeling, menneskerettigheder og adskillelse af kirke og stat. Hermed definerede de det moderne demokrati. Oplysningsfilosofferne var optagede af, at fa deres ideer udbredt og omsat til virkelighed, og skrev derfor værker der var let tilgængelige og polemiske. De samlede ogsa viden og udgav dem i de første
encyklopædier
, idet de ville gøre viden tilgængelig for alle. Vigtige oplysningsfilosoffer er
Den moderne filosofi regnes for at afsluttes og kulminere med
Kant
. Denne leverer et ødelæggende
erkendelsesteoretisk
angreb pa
metafysik
der hidtil regnedes for videnskabens moder men som stort set opgives efter ham. Kant leverer ogsa en sa ødelæggende kritik af alle kendte gudsbeviser at temaet fuldkommen forsvinder fra filosofien efter ham. Han har derfor en stilling i filosofiens historie der kan sammenlignes med Sokrates, idet at temaerne og maden at lave filosofi pa er forskellige før og efter Kant. Kants
deontologiske etik
er ogsa definerende for etikken efter ham.
Efter Kant er næsten alle filosoffer professionelle statsansatte universitetsfilosoffer. Tyskland er det første land der gør filosofi til en specialiseret profession.
[27]
Man ser kun fa filosoffer, der ogsa arbejder med naturvidenskab. Betegnende for perioden er, som følge af Kants filosofi, at man ikke søger efter faste grundlag uden for mennesket. Man ser ogsa verden som stadigt foranderlig, og ikke som statisk og uforanderlig. Fremskridtsbegrebet bliver derfor vigtigt. Perioden kan siges at minde om renæssancen derved at der er mange vigtige filosoffer der ikke tilhører nogen skole, f.eks.:
Mange filosoffer kan siges at tilhøre flere forskellige "ismer". En filosofi kan f.eks. arbejde med bade strukturalisme og fænomenologi. Man skal derfor ikke altid lægge sa meget i betegnelserne.
Meget groft kan filosofien opdeles i to hovedstrømninger. Den ene har menneskets personlige stilling og erfaring som tema og udgangspunkt, og derfor er aben overfor religion, litteratur og kunst. Den anden tager udgangspunkt i logik og matematik, videnskab, teknologi og samfundets udvikling. Allerede i 1800-tallet kan skellet ses antydningsvis, f.eks. som forskellen mellem
Søren Kierkegaard
og
Auguste Comte
, men først i 1900-tallet navngives de to hovedgrupper:
Kontinental filosofi
og
analytisk filosofi
. Betegnelsen kontinentalfilosofi stammer fra engelske filosoffer, der fandt det brugbart at have en term for en række tankestrømninger, især fra Frankrig og Tyskland, der kun havde det tilfælles, at de var meget forskellige fra analytisk filosofi.
- Afvisning af
scientisme
, at empirisk naturvidenskab er den eneste made at beskrive verden pa. Det handler om at beskrive videnskabens (erfaringens) forudsætninger.
- Disse forudsætninger for viden er kontekstafhængige, og er præget af sprog, kultur eller historie. Analytiske filosoffer behandler oftest filosofiske problemer et for et, hvorimod kontinentalfilosofi typisk mener at det er umuligt at behandle filosofiske problemer uden for den historiske kontekst.
- Det er vigtigt at undersøge selve filosofiens rødder, hvilket kan kaldes metafilosofi. Flere kontinentalfilosoffer erklærer derfor filosofien for død.
- Man kan ogsa tale om visse stilmæssige fællestræk. Som dens rødder har den kontinentale filosoffer ofte en tendens til at bruge sakaldt "dunkle" formuleringer og vage begreber. Heideggers udtryk som "intet intetner" og "verden verdener" er populære eksempler pa dette, som engelsksproget filosofi i reglen ikke forstar.
- Politisk filosofi har traditionelt ikke altid interesseret kontinentalfilosofien, med bl.a.
Hannah Arendt
som en undtagelse.
- Bestræbelse pa klarhed og præcis argumentation, hvilket giver sig udslag i at analytisk filosofi vender sig til logikken og sproganalyse, og imod naturvidenskaben. Den moderne formelle logik er i vid udstrækning startet og udarbejdet af filosoffer.
- At filosofien ikke har nogen egen genstand, og skal ses som en tydeliggørelse af begreber. Dette giver sig eksempelvis udslag i at analytiske filosoffer kan koncentrere sig om forskellige emner og undersøge deres begreber. Der opstar saledes en videnskabens filosofi, der senere bliver til biologiens filosofi, fysikkens filosofi etc.
- Afvisning af store filosofiske systemer.
- Kritisk kan man indvende at analytisk filosofi har en tendens til at ga i begrebsmæssig tomgang. Eksempelvis kan metoden med
tankeeksperimenter
afføde debatter som minder om skolastikkens. Der er ogsa en tendens til at overanalysere begreber og miste forbindelsen til begrebets oprindelige funktion.
Historiske begivenheder af vigtighed for senmoderne filosofi
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
- Kvindernes frigørelse, der starter i begyndelsen af 1900-tallet med
suffragetterne
, leder til at
køn
bliver problematiseret filosofisk, f.eks. af
Simone de Beauvoir
og
Judith Butler
.
- Første Verdenskrig
førte til en fornemmelse af meningsløshed og nihilisme, der blev stærkt prægende, f.eks. gennem
Martin Heideggers
filosofi.
- Inden for
fysikken
udgjorde
Albert Einsteins
opdagelse af
relativitetsteorien
og opdagelsen af
kvantemekanikken
et problem for
erkendelsesteorien
, idet disse fysiske teorier ikke kunne beskrives med de begreber der var udviklet til
Isaac Newtons
fysik. 1900-tallets erkendelsesteori er derfor langt mere præget af
skepticisme
og
relativisme
.
- Anden Verdenskrig
betød bl.a. enden pa
Wien
som filosofisk centrum. Filosoffer som
Ludwig Wittgenstein
,
Karl Popper
og
Paul Feyerabend
stammer alle fra
Wien
. Wien har saledes spillet en enorm rolle for analytisk filosofi ? indtil Anden Verdenskrig drev de fleste østrigske filosoffer pa flugt til England og USA. Det er saledes en historisk tilfældighed at analytisk filosofi regnes som angloamerikansk.
- Neurologien
og
computerens
udvikling i sidste halvdel af det tyvende arhundrede ledte til en forskydning mod
materialismen
som det mest populære svar pa
det psykofysiske problem
.
- Teknikkens
udvikling, f.eks. med
atombomben
ledte til at teknik blev filosofisk tematiseret, med
Gunther Anders
som en af de tidligste.
- Det stigende pres pa jordens ressourcer som følge af
industrialiseringen
leder til nytænkning af mennesket forhold til naturen, bl.a. til
Arne Næss
dybdeøkologi
og
Hans Jonas
gennemtænkning af ansvarsbegrebet ud fra menneskets ansvar for kloden.
- I modsætning til hidtidig vestlig tænkning har flere filosoffer gjort kroppen til et centralt begreb, f.eks.
Maurice Merleau-Ponty
,
Hermann Schmitz
og
Shaun Gallagher
.
- Modoplysningen
: En række filosoffer kritiserer pa forskellig vis oplysningstidens ideer og udvikler nye teorier. Fælles er deres insisteren pa
tradition
og
overlevering
.
- Tysk idealisme
Fichte
,
Hegel
, og
Schelling
tager udgangspunkt i Kant. Alle beskriver verden som foranderlig og under udvikling, mens man før sa verden som statisk. Hegel bliver meget bestemmende for 1900-talles filosofi, idet udviklingstanken er central i hans filosofi.
- Fænomenologi
.
Edmund Husserl
grundlægger af fænomenologien. Dennes grundtanke er at filosofien skal rettes "imod sagerne selv", dvs. ting som de fremtræder for folk ? alt hvad man ved om hvordan de er i sig selv skal man sætte "i parentes". Husserl er en af de fa kontinentalfilosoffer der læses flittigt i den analytiske filosofi. Han korresponderede da med en af dennes grundlæggere
Gottlob Frege
. Fænomenologien videreudvikles af
Max Scheler
,
Martin Heidegger
,
Maurice Merleau-Ponty
,
Emmanuel Levinas
og talrige andre. Heidegger er, malt i indflydelse, en af filosofihistoriens allerstørste filosoffer.
- Utilitarisme
. Grundlægges af
Jeremy Bentham
og videreudviklet af
John Stuart Mill
, og en mængde andre filosoffer. Ud fra denne opfattelse er en handling
moralsk
god
, nar den forøger summen af
velfærd
. Utilitarisme er blevet en paraplybetegnelse for en bred vifte af normative standpunkter, der alle sigter til at maksimere den totale sum af velfærd, men som har vidt forskellige syn pa hvad velfærd er og hvorledes den opnas.
- Analytisk filosofi
Tyskeren
Gottlob Frege
anses ofte som grundlægger af
analytisk filosofi
med sin artikel
Uber Sinn und Bedeuting
(
Om mening og betydning
), hvor han rejser spørgsmalet om hvad sproglig mening er. Englænderne G.E. Moore og
Bertrand Russell
er andre tidlige analytiske filosoffer. Senere væsentlige skikkelser er Peter Strawson, W. V. Quine, Michael Dummett, Saul Kripke og Fred Dretske. John Searle og David Chalmers arbejder med analytisk bevidsthedsfilosofi.
I vesten refererer "Østlig filosofi" til de forskellige traditionelle tros- og videnssystemer i
Asien
, hovedsageligt herunder
Kina
,
Indien
,
Japan
, og
Persien
. Man ma tage hensyn til, at dette udtryk er meget generelt og ikke vægter noget land eller en enkelt tid.
- Synkretisme
,
studeres typisk som religionshistorie, men er savel et kontemporært og vestligt tema. Begrebet er oprindeligt ? i sin etymologi ? forbundet med studierne af
antikken
og bruges ligeledes til at fremstille den religionshistoriske udvikling i det mesopotamiske kulturcenter. Ved romernes annektering af det levantiske omrade, de første arhundreder i vor tid, ses synkretiske former som eksempelvis kejserkulten
Sol Invictus
, men karakteristisk for synkretismen er de former der opstar ved lokale kultcentre og deres møde med skiftende overherredømmer.
[29]
- Oldtidens østlige filosofi,
udviklede sig hovedsageligt i Indien og Kina
[30]
. Den
vediske
skole anses af nogle for at være den ældste filosofiske skole ? 500 ar før den græske filosofi. Andre mener den vediske filosofi begynder med
Upanisaderne
? de ældste upanisader,
Brhadaranyaka
-upanisad og
Chandogya
-upanishad er dateret til omkring det ottende arhundrede f.Kr. Det filosofiske bygningsværk af indiske religioner sasom
hinduisme
,
jainisme
eller
buddhisme
er ogsa til dels bygget pa den vediske tanke. I Kina anses
konfusianisme
for at være den ældste filosofi. Konfusianisme udvikledes i Kina omkring samme tid som buddhisme og jainisme udviklede sig i Indien. Det skal dog tages i betragtning at bade den indiske og kinesiske filosofi er mere knyttet til religionen end den moderne, vestlige fagfilosofi har været efter middelalderen.
[31]
- Christiansen, Lars (2003):
Metafysikkens historie
, Museum Tusculanum,
ISBN
978-87-7289-874-2
- Gigon, Olof (1962), "Das hellenische Erbe", i Golo Mann; Alfred Heuß (red.),
Griechenland. Die hellenistische Welt
, Propylaen Weltgeschichte, vol. 3, Frankfurt a.M., Berlin: Ullstein
- Frey, Martin (1989),
Untersuchungen zur Religion und zur Religionspolitik des Kaisers Elagabal
, Stuttgart: Franz Steiner,
ISBN
3515053700
- Friis Johansen, Karsten
(1998):
Den europæiske filosofis historie. Antikken.
Nyt Nordisk Forlag.
ISBN
978-87-17-05308-3
- Grøn, Arne (2008):
Filosofihistorie, filosofi og historie
. I: Filosofiske Studier, Vol. 24, s. 103-115.
- Hartnack, Justus
(1992):
Filosofiens historie
. C.A. Reitzel.
ISBN
87-7421-738-0
- Høgel, Christian
og
Saer El-Jaichi
(2020): Arabisk filosofi.
Systime
.
ISBN
978-87-616-9224-5
- Koch, Carl Henrik
(2007):
Den europæiske filosofis historie. Fra reformationen til oplysningstiden.
Nyt Nordisk Forlag.
ISBN
978-87-17-03958-2
- Thomsen, Lars Ulrik (2015):
Filosofiens historie.
Populi.
ISBN
978-87-998000-2-5
- Thyssen, Ole: (2012)
Det filosofiske blik. Europæiske mestertænkere.
Informations forlag.
ISBN
978-87-7514-328-3
- ^
Olaf Pedersen (1947):
Fra Kierkegaard til Sartre
, Arne Frost-Hansen Forlag
- ^
Dermot Moran (2000):
Introduction to Phenomenology
, Routledge,
ISBN
0-415-18373-1
- ^
a
b
c
"Filosofiens oprindelse"
.
Arkiveret
fra originalen 11. januar 2015
. Hentet 9. marts 2009
.
- ^
"Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)"
.
Arkiveret
fra originalen 18. december 2014
. Hentet 1. marts 2009
.
- ^
Jørgen Mejer
Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit
.
Hans Reitzels Forlag
.
ISBN
87-412-3029-9
.
- ^
Thales of Miletus
Arkiveret
10. oktober 2014 hos
Wayback Machine
Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
- ^
The Presocratic Legacy
Arkiveret
15. september 2018 hos
Wayback Machine
Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
- ^
Anaximander of Miletus
Arkiveret
26. januar 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
- ^
Anaximenes of Miletus
Arkiveret
26. januar 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
- ^
Heraclitus
Arkiveret
10. januar 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
- ^
Heraclitus of Ephesus
Arkiveret
3. februar 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
- ^
Philolaus
Arkiveret
27. februar 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
- ^
Alcmaeon
Arkiveret
14. maj 2008 hos
Wayback Machine
, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
- ^
Parmenides
Arkiveret
14. marts 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
- ^
Zeno of Elea
Arkiveret
24. oktober 2014 hos
Wayback Machine
, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
- ^
Presocratic Philosophy
Arkiveret
15. september 2018 hos
Wayback Machine
, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
- ^
Empedocles of Acragas
Arkiveret
10. januar 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
- ^
Anaxagoras
Arkiveret
14. marts 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
- ^
Democritus of Abdera
Arkiveret
12. januar 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Oldtids græsk filsofi (Britannica)
- ^
Se herfor
Die Lebensform der Theoria
,
Gigon
, s. 609-616;
Politik und Staat
,
Gigon
, s. 587ff
- ^
Socrates
Arkiveret
7. maj 2015 hos
Wayback Machine
, Kilde: Stanford Encyclopedia of Philosophy
- ^
Ancient History Sourcebook
Arkiveret
8. oktober 2014 hos
Wayback Machine
Suetonius: De Vita Caesarum--Domitianus, c. 110 C.E. Translated by J. C. Rolfe., Se afsnit X.
- ^
Niels Henningsen (overs.), Plotin,
Det ene : udvalgte enneader
, Det Lille Forlag, 2007.
ISBN
87-90030-81-8
.
- ^
a
b
Christian Høgel og Saer El-Jaichi (2020), s. 7-13.
- ^
"What Ockham really said"
. Boing Boing. 2013-02-11.
Arkiveret
fra originalen 14. februar 2013
. Hentet
2013-03-26
.
- ^
Byzantines in Renaissance Italy
Arkiveret
31. august 2018 hos
Wayback Machine
, af
Jonathan Harris
(Hellenic Institute, Royal Holloway, University of London, 2002).
- ^
Peter Simons "Open and Cloded Culture" i
Phenomenology and analysis: essays on Central European philosophy.
Red. af Arkadiusz Chrudzimski and Wolfgang Huemer. Side 18.
- ^
. Russell skev senere i "My Mental Development" at "with a sense of escaping from prison, we allowed ourselves to think that grass is green, that the sun and stars would exist if no one was aware of them ..."?Russell B, (1944) "My Mental Development", i Schilpp, Paul Arthur:
The Philosophy of Bertrand Russell
, New York: Tudor, 1951, pp 3?20.
- ^
For
Sol Invictus
, se
Frey (1989)
- ^
“Filosofien som universel livsform og dens globale rødder”. Af A.D. i Mikkel Thorup og Casper Andersen: “Global idehistorie”. Aarhus: Baggrund 2018
- ^
"Kilde: Notre Dames universitet"
.
Arkiveret
fra originalen 12. juni 2010
. Hentet 17. maj 2012
.
|
---|
Underdiscipliner
| |
---|
fagperson
| |
---|
Historieteori
| |
---|
Historiske tidsskrifter
| |
---|
Verdenshistorie
| |
---|
|
---|
Grene
|
|
---|
Efter æra
|
|
---|
Efter
region
| |
---|
Efter
kontroverser
| |
---|