De
romerske magistrater
var valgte
embedsmænd
i
antikkens Rom
. I
perioden
for det
romerske kongerige
var
kongen af Rom
den øverste magistrat.
[1]
Hans magt var i praksis absolut. Han var den øverste
præst
, lovgiver,
dommer
og den eneste leder af hæren.
[2]
Da kongen døde, vendte hans magt tilbage til det
romerske senat
, som derefter valgte en
interrex
for at lette valget af en ny konge.
Under overgangen fra
monarki
til republik skiftede den forfatningsmæssige magtbalance fra den
udøvende magt
(den
romerske konge
) til det romerske senat. Da den
romerske republik
blev grundlagt i 509 f.Kr., blev de beføjelser, som tidligere havde tilhørt kongen, overført til de
romerske konsuler
, hvoraf der skulle vælges to hvert ar. Republikkens magistrater blev valgt af
Roms befolkning
og var hver især udstyret med en grad af magt kaldet "større beføjelser" (
maior potestas
).
[3]
Diktatorer
havde flere "større beføjelser" end nogen anden
magistrat
, og efter diktatoren kom
censoren
, dernæst
konsulen
, dernæst
prætor
, dernæst
curule ædiler
, og sa
kvæstoren
. Enhver magistrat kunne blokere ("nedlægge
veto
") en handling, der blev foretaget af en magistrat med den samme eller lavere grad af magistratbeføjelser.
[4]
Per definition var
plebejiske tribuner
og
plebejiske ædiler
teknisk set ikke magistrater,
[5]
da de kun blev valgt af
plebejerne
, og derfor var de uafhængige magistrater.
Under overgangen fra republik til
Romerriget
skiftede den forfatningsmæssige magtbalance fra det romerske senat tilbage til den udøvende magt (den
romerske kejser
). Teoretisk set valgte senatet en ny kejser; i praksis valgte hver kejser sin egen efterfølger, selvom valget ofte blev underkendt af hæren eller en borgerkrig. En kejsers beføjelser (hans
imperium
) eksisterede ? i det mindste i teorien ? i kraft af hans juridiske status. De to mest betydningsfulde komponenter i en kejsers
imperium
var "tribunikernes magter" og "prokonsulære magter".
[6]
Teoretisk set gav tribunikernes magter (som lignede de
plebejiske tribuner
under den gamle republik) kejseren autoritet over Roms civile regering, mens de prokonsulære magter (svarende til militærguvernørernes eller
prokonsulernes
magt under de gamle republik) gav ham myndighed over den romerske hær. Selvom disse forskelle var klart defineret i begyndelse af kejsertiden, gik de til sidst tabt, og kejserens beføjelser blev mindre forfatningsmæssige og mere monarkiske.
[7]
De traditionelle magistrater, der overlevede republikkens fald, var konsuler,
prætorer
,
plebejiske tribunat
,
ædiler
,
kvæstorer
og
militærtribunat
.
[8]
Mark Antony
afskaffede
diktator
-embedet og
magister equitum
under hans konsul-periode i 44 f.Kr., mens embederne som
interrex
og den romerske censor blev afskaffet kort tid derefter.
Magistraterne i det
romerske kongerige
var valgte embedsmænd. I perioden med det romerske kongerige var den romerske konge den vigtigste udøvende magistrat.
[1]
Han var den øverste leder, øverste præst, lovgiver,
dommer
og den
øverstkommanderende
af den romerske hær.
[2]
Hans beføjelser hvilede pa lov og juridisk præcedens, og han kunne kun modtage disse beføjelser gennem den politiske proces gennem et valg. I praksis havde han ingen reelle begrænsninger for sin magt. Nar der brød krig ud, havde han eneradig magt til at organisere og rekruttere tropper, til at vælge ledere af hæren og til at gennemføre krigskampagnerne, som han fandt det passende. Han kontrollerede al den ejendom, som tilhørte staten, og havde beføjelser til at fordele jord og krigsbytte. Han var desuden byens hovedrepræsentant under omgang med enten guderne eller forhandlinger med ledere af andre samfund. Ligeledes kunne han ensidigt dekretere enhver ny lov. Nogle gange forelagde han sine dekreter til enten folkeforsamlingen eller senatet for en ceremoniel ratifikation, men en afvisning forhindrede ikke vedtagelsen af et dekret. Kongen valgte flere officerer til at hjælpe ham,
[9]
og gav dem ensidigt deres beføjelser. Da kongen forlod byen, præsiderede en bypræfekt over byen i stedet for den fraværende konge. Kongen havde ogsa to
kvæstorer
til at hjælpe sig, mens flere andre embedsmænd bistod kongen. I krig kommanderede kongen lejlighedsvis kun infanteriet og delegerede kommandoen over kavaleriet til kommandøren for hans personlige livvagter,
Tribunen af Celeres
. Kongen bøjede sig nogle gange for præcedens ? ofte af praktisk nødvendighed. Mens kongen for eksempel ensidigt kunne erklære krig, ønskede han typisk at fa sadanne erklæringer ratificeret af folkeforsamlingen.
[10]
Perioden mellem en konges død og valget af en ny konge var kendt som
interregnum
.
[11]
Under
interregnum
valgte senatet en senator til embedet som
Interrex
[12]
for at lette valget af en ny konge. Nar
Interrex
fandt en passende kandidat til konge-embedet, præsenterede han denne kandidat for senatet for en indledende godkendelse. Hvis senatet stemte for den nominerede, blev den pagældende person opstillet til det formelle valg for folket i Roms folk i
curia-formsamlingen
(folkeforsamling). Efter at den nominerede var valgt af folkeforsamlingen, ratificerede senatet valget ved at vedtage et dekret.
Interrex
erklærede derefter formelt den nominerede for at være konge. Den nye konge modtog derefter
auspicier
(en rituel søgen efter varsler fra guderne) og blev tildelt juridisk myndighed (
imperium
) af folkeforsamlingen.
De romerske magistrater var valgte embedsmænd i den
romerske republik
. Hver romersk magistrat var udstyret med en grad af magt.
[3]
Diktatorer
(en midlertidig position for nødsituationer) havde det højeste grad af magt. Efter diktatoren kom
konsulen
(det højeste embede, hvis der ikke bar udrabt en nødsituation og en diktator), dernæst
prætoren
, dernæst
censoren
, dernæst
curule ædil
, og afslutningsvis
kvæstoren
. Hver magistrat kunne kun nedlægge veto mod en handling, der blev foretaget af en magistrat med samme eller lavere grad af magtbeføjelser. Da
plebejiske tribuner
(savel som
plebejiske ædiler
) teknisk set ikke var magistrater,
[5]
paberabte de deres persons hellighed for at hindre handlinger.
[13]
Hvis nogen ikke fulgte en plebejisk tribuns ordrer, kunne tribunen indskyde sin persons hellighed
[14]
(
intercessio
) for fysisk at stoppe den pagældende handling. Enhver modstand mod tribunen blev betragtet som en dødsstraf.
Den mest betydningsfulde forfatningsmæssige magt, som en magistrat kunne besidde, var "kommandoen" (
imperium
), som
konsuler
og
prætorer
besad. Dette gav en magistrat den forfatningsmæssige autoritet til at udstede kommandoer (militær eller pa anden made). Nar en magistrats arlige embedsperiode udløb, matte han vente ti ar, før han kunne tjene i dette embede igen. Da dette skabte problemer for nogle magistrater, fik disse magistrater lejlighedsvis forlænget deres kommandobeføjelser, hvilket i praksis tillod dem at beholde for beføjelserne fra deres embede som
promagistrat
.
[15]
Konsulen i den romerske republik var den højest rangerende magistrat.
[16]
[17]
To konsuler blev valgt hvert ar, og besad den højeste grad af magt ? bade i forhold til civile og militære anliggender. I løbet af aret havde den ene konsul højere rang end den anden konsul, og dette rangskifte mellem de to konsuler skete hver maned.
[18]
Prætorer administrerede civilretten, præsiderede over retssager og kommanderede hærer i provinserne.
[19]
En anden magistrat ?
censoren
? gennemførte en
folketælling
, i hvilken tid de ogsa kunne udpege folk til senatet.
[20]
Ædiler
var embedsmænd, som var valgt til at varetage indenrigsanliggender i Rom, og havde magtbeføjelser over markederne og over offentlige lege og festivaler.
[21]
Kvæstorer
bistod normalt konsulerne i Rom og guvernørerne i provinserne med finansielle opgaver. Selvom de teknisk set ikke var magistrater, blev de
plebejiske tribuner
og de
plebejiske ædiler
anset for at være repræsentanter for folket. Derfor fungerede de som en folkelig kontrol over senatet (gennem deres
vetobeføjelser
), og beskyttede borgerrettighederne for alle romerske borgere.
I tider med militær nødsituation blev en
romersk diktator
udnævnt for en periode pa seks maneder.
[22]
Den forfatningsmæssige regering blev opløst, og diktatoren blev den absolutte hersker over staten.
[23]
Diktatoren udnævnte dernæst en
Magister Equitum
, som tjente som diktatorens løjtnant.
[24]
Ofte fratradte diktatoren sit embede, sa snart den opgave ? der forarsagede hans udnævnelse ? var løst. Nar diktatorens embedsperiode sluttede, blev den forfatningsmæssige regering genoprettet. Den sidste almindelige romeriske diktator blev udnævnt i 202 f.Kr. Efter 202 f.Kr. blev ekstreme nødsituationer handteret gennem vedtagelsen af dekretet
senatus consultum ultimum
("senatets ultimative beslutning"). Dette suspenderede den civile regering, erklærede krigsretstilstand
[25]
og gav konsulerne diktatoriske beføjelser.
Magistraterne i det
romerske kejserrige
var valgte personer. En kejsers beføjelser (hans
imperium
) eksisterede ? i det mindste i teorien ? i kraft af hans juridiske status. De to mest betydningsfulde komponenter til en kejsers
imperium
var "tribunikernes magter" (
potestas tribunicia
) og de "prokonsulære magter" (
imperium proconsulare
).
[6]
Teoretisk set gav tribunikernes magter (som lignede de
plebejiske tribuner
under den gamle republik) kejseren autoritet over Roms civile regering, mens de prokonsulære magter (svarende til militærguvernørernes eller
prokonsulernes
magt under de gamle republik) gav ham myndighed over den romerske hær. Selvom disse forskelle var klart defineret i begyndelse af kejsertiden, gik de til sidst tabt, og kejserens beføjelser blev mindre forfatningsmæssige og mere monarkiske
[7]
I kraft af sine prokonsulære beføjelser havde kejseren samme grad af militær kommandomyndighed, som de øverste magistrater (de romerske
konsuler
og
prokonsuler
) havde haft under republikken. Kejseren var dog ikke underlagt de forfatningsmæssige begrænsninger, som de gamle konsuler og prokonsuler havde været underlagt.
[26]
Med tiden fik han beføjelser, som under republikken havde været forbeholdt
det romerske Senat
og de
romerske forsamlinger
, herunder retten til at erklære krig, til at ratificere traktater og til at forhandle med udenlandske ledere.
[27]
Kejserens prokonsulære magt gav ham autoritet over alle Roms militærguvernører og dermed over det meste af den romerske hær. Kejserens
tribuniske beføjelser
gav ham magten over Roms civile apparat,
[28]
[29]
samt magten til at lede over ? og dermed dominere ? forsamlingerne og senatet. Nar en kejser fik tribuniske beføjelser, blev hans embede og hans person hellige, hvorfor det blev en dødsforbrydelse at skade eller hindre kejseren. Kejseren havde ogsa beføjelse til at udføre en række opgaver, som under republikken var blevet udført af de romerske
censorer
. Sadanne opgaver omfattede magten til at regulere offentlig moral (
censur
) og til at gennemføre en
folketælling
. Som en del af folketællingen havde kejseren magten til at tildele enkeltpersoner en ny social klasse, herunder den senatoriske klasse, hvilket gav kejseren uindskrænket kontrol over senatets medlemskab/komposition.
[30]
Kejseren havde ogsa magten til at fortolke love og fastsætte præcedens.
[31]
Derudover kontrollerede kejseren de
religiøse institutioner
, da han ? som kejser ? altid var
Pontifex Maximus
og medlem af hvert af de fire store præsteskaber.
Under kejserriget blev borgerne opdelt i tre klasser, og for medlemmer af hver klasse var en særskilt karrierevej tilgængelig (kendt som
cursus honorum
).
[8]
De traditionelle magistrater var kun tilgængelige for borgere af den senatoriske klasse. De magistrater, der overlevede republikkens fald, var (efter deres rangorden pr.
cursus honorum
)
konsulatet
,
prætorer
,
plebejiske tribunat
,
ædiler
,
kvæstorer
og
militærtribunat
. Hvis en person ikke var af den senatoriske klasse, kunne han stille op til et af disse embeder, hvis han fik lov til at stille op af kejseren. Under overgangen fra republik til kejserrige mistede intet embede mere magt eller prestige end
konsulen
, hvilket til delvist skyldtes, at de republikanske konsulers magtbeføjelser alle blev overført til kejseren. Kejserlige konsuler kunne præsidere over senatet, fungere som dommere i visse straffesager og havde kontrol over offentlige lege og festivaler.
[32]
Prætorer mistede ogsa en stor del af deres magt og havde i sidste ende ringe autoritet uden for byen.
[33]
Den øverste prætor i Rom ? byprætoren ? havde forrang over alle andre prætorer, og for en kort tid fik de magt over statskassen. Under kejserriget forblev plebejertribunerne hellige
[34]
og bibeholdte i teorien magten til at indkalde eller nedlægge veto mod senatet og forsamlingerne.
Augustus
opdelte kvæstorer-embedet i to divisioner, og tildelte den ene division opgaven med at tjene i de senatoriske provinser, mens den anden division fik til opgave at lede den civile administration i Rom.
[35]
Under Augustus mistede ædiler kontrollen over at bestyre kornforsyningen. Det var dog først efter at de mistede magten til at opretholde orden i byen, at de for alvor blev gjort magtesløse, og embedet forsvandt helt i løbet af det 3. arhundrede.
- ^
a
b
Abbott, 8
- ^
a
b
Abbott, 15
- ^
a
b
Abbott, 151
- ^
Abbott, 154
- ^
a
b
Abbott, 196
- ^
a
b
Abbott, 342
- ^
a
b
Abbott, 341
- ^
a
b
Abbott, 374
- ^
Abbott, 16
- ^
Abbott, 19
- ^
Abbott, 12
- ^
Abbott, 14
- ^
Holland, 27
- ^
Polybius, 136
- ^
Lintott, 113
- ^
Polybius, 132
- ^
Byrd, 20
- ^
Cicero, 236
- ^
Byrd, 32
- ^
Lintott, 119
- ^
Byrd, 31
- ^
Byrd, 24
- ^
Cicero, 237
- ^
Byrd, 42
- ^
Abbott, 240
- ^
Abbott, 344
- ^
Abbott, 345
- ^
Abbott, 357
- ^
Abbott, 356
- ^
Abbott, 354
- ^
Abbott, 349
- ^
Abbott, 376
- ^
Abbott, 377
- ^
Abbott, 378
- ^
Abbott, 379
- Abbott, Frank Frost (1901).
A History and Description of Roman Political Institutions
. Elibron Classics (
ISBN
0-543-92749-0
).
- Byrd, Robert (1995).
The Senate of the Roman Republic
. U.S. Government Printing Office, Senate Document 103-23.
- Cicero, Marcus Tullius (1841).
The Political Works of Marcus Tullius Cicero: Comprising his Treatise on the Commonwealth; and his Treatise on the Laws. Translated from the original, with Dissertations and Notes in Two Volumes
. By Francis Barham, Esq. London: Edmund Spettigue. Vol. 1.
- Lintott, Andrew
(1999).
The Constitution of the Roman Republic
. Oxford University Press (
ISBN
0-19-926108-3
).
- Polybius (1823).
The General History of Polybius: Translated from the Greek
. By
James Hampton
. Oxford: Printed by W. Baxter. Fifth Edition, Vol 2.
- Taylor, Lily Ross
(1966).
Roman Voting Assemblies: From the Hannibalic War to the Dictatorship of Caesar
. The University of Michigan Press (
ISBN
0-472-08125-X
).
- Broughton, T. Robert S.,
The Magistrates of the Roman Republic
, Vols. I (509?100BC), II (99?31BC), and Supplement (American Philological Association, New York, 1951, 1952, and 1960 respectively). This important work lists the magistrates for each year, and cites the ancient authors by whom they are mentioned.
- The Cambridge Ancient History
, Second Series (1970?2005), Volumes 8?13, (The Cambridge University Press).
- Cameron, A.,
The Later Roman Empire
, (Fontana Press, 1993).
- Crawford, M.,
The Roman Republic
, (Fontana Press, 1978).
- Gruen, E. S., "The Last Generation of the Roman Republic", (U California Press, 1974).
- Ihne, Wilhelm,
Researches Into the History of the Roman Constitution
, (William Pickering, 1853).
- Johnston, Harold Whetstone,
Orations and Letters of Cicero: With Historical Introduction, An Outline of the Roman Constitution, Notes, Vocabulary and Index
, (Scott, Foresman and Company, 1891).
- Lintott, A., "The Constitution of the Roman Republic", (Oxford University Press, 1999).
- Millar, F.,
The Emperor in the Roman World
, (Duckworth, 1977, 1992).
- Mommsen, Theodor,
Roman Constitutional Law
, (1871-1888).
- Polybius
,
The Histories
.
- Tighe, Ambrose,
The Development of the Roman Constitution
, (D. Apple & Co, 1886).
- von Fritz, Kurt,
The Theory of the Mixed Constitution in Antiquity
, (Columbia University Press, New York, 1975).