Nyeste kiøbenhavnske Efterretninger om Lærde Sager fra 1790. Rasmus Nyerup er redaktør, og vennen Knud Lyne Rahbeks tidsskrift
Minerva
anmeldes.
Lærde efterretninger
(ogsa
Lærde tidender
og
Berlingske efterretninger
) er den sædvanlige forkortelse for det mest udbredte tidsskrift i
1700-tallet
som anmeldte udgivne bøger.
Tidsskriftet skiftede ofte titel og redaktør, men trods omskiftningerne udkom det næsten ubrudt i en periode pa over hundrede ar mellem
1720
-
1836
.
- Nye Tidender om lærde Sager
(1720-
23
)
- Nye Tidender om lærde og curieuse Sager
(
1724
-
48
)
- Kiøbenhavnske nye Tidender om lærde [og curieuse] Sager
(
1749
-
66
)
- Kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager
(
1767
-
77
)
- Kiøbenhavnske nye Efterretninger om lærde Sager
(
1778
-
82
)
- Nyeste Kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager
(
1783
-
90
)
- Kiøbenhavnske lærde Efterretninger
(
1791
-
1810
).
- Dansk Litteratur-Tidende
(1810-
1836
).
I
1665
begyndte
Denis de Sallo
i
Paris
i
Frankrig
at udgive tidsskriftet
Journal des scavans
("Den lærde journal"). Det var et tidsskrift som udelukkende bestod af referater af nyudkomne bøger, og var ment som et blad der kunne holde det boglæsende publikum ajour med den litterære verden. Fa uger efter begyndte i
London
i
England
at udkomme tidsskriftet
Philosophical transactions
som havde kopieret konceptet fra det franske forlæg. I
Tyskland
begyndte et lignende tidsskrift at udkomme kaldet
Acta eruditorum
. I modsætning til de franske og engelske forlæg blev dette skrevet pa
latin
og ikke landets eget modersmal.
En egentlig kritisk bedømmelse fandtes ikke, idet man i almindelighed fandt det fornærmende at stille sig til doms overfor forfatterne. Derfor nøjedes man med, ofte lange, referater af bøgerne. I en tid hvor bøger kostede mange manedslønninger af en gennemsnitlig indtjening, kunne disse tidsskrifter ofte være det eneste indtryk mange lærde fik af størstedelen af
bogmarkedet
.
I
1684
begyndte derimod filosoffen
Pierre Bayle
fra sit eksil i
Holland
at udgive
Nouvelles de la republique des lettres
, som indeholdt lærde artikler og afhandlinger der ofte indeholdt en egentlig kritik af lærde værker. Denne made at gribe litterær kritik an pa blev en succes og fandt mange efterlignere. Især i Tyskland, som igennem hele perioden var den litteratur de danske lærde ofte lagde sig efter, fik adskillige "lærde" tidsskrifter med ordet "gelehrt" i sin titel, oftere skrevet pa tysk i stedet for latin. Især det i
Leipzig
udgivne
Neue Zeitungen von gelehrten Sachen
(startet
1715
) ma siges at være hovedinspirationen for den danske aflægger
[1]
.
Joachim Wielandt
udgav den
6. januar
1720
Danmarks første litterære tidsskrift
Nye Tidender om lærde Sager
, som udkom hver lørdag pa fire sma oktav-blade. De første numre udkom pa dansk, men kort efter i
1721
skabte Wielandt med
Andreas Hojer
tidsskriftet
Nova litteraria
i stedet, som for udlandets skyld blev udgivet pa latin. Der udkom dog kun 16 numre fra
16. januar
til
10. juli
sa gik dette blad ind. Det skete fordi Hojer kritiserede en latinsk tale holdt af rektoren i
Christiania
Jacob Rasch
. Men Rasch var tilfældigvis svigersøn af biskop
Bartholomæus Deichmann
, og denne formaede at fa bladet forbudt pa grund af kritikken. I det hele taget viser den første halvdel af det
18. arhundrede
at Danmark endnu ikke var klar til en litterærkritik. En negativ anmeldelse af et værk blev modtaget som en personlig fornærmelse, og det gjorde ogsa at anmeldelelserne for en stor del i denne periode langt fra var fyldestgørende.
Nye Tidender
begyndte igen at udkomme i 1722, fra
1724
med titlen
Nye Tidender om lærde og curieuse Sager
, og med en forøgelse af størrelsen til 8 oktavblade pr. nummer. I perioden 1731-1738 var det litteraten
Albert Thura
der stod for redaktionen af de danske emner under overskriften "Notification om danske curiøse Sager", i alt mere end 300 bidrag. Fra 1738 bidrog han desuden under pseudonymet "Alethophilus" (den sandhedskærlige) med smaartikler om det danske sprog.
[2]
I
1748
overtog bogtrykkeren
Ernst Henrich Berling
(stifteren af
Berlingske Tidende
) udgivelsen af bladet og omdøbte det til
Kiøbenhavnske nye Tidender om lærde [og curieuse] Sager
. I denne periode begynder den litterære kritik at vinde indpas i landet og de litterære tidsskrifter, sasom
Lærde tidender
begynder langsomt at fa en langt større anseelse i den litterære verden
[3]
.
Forlæggeren og boghandleren
Søren Gyldendal
skrev anmeldelser og redigerede muligvis tidsskriftet i perioden
1778
-
82
.
[4]
I de første par tiar lever bladet en omskiftelig tilværelse, med skiftende redaktører og titler. Trods sin position som det ældste kritiske tidsskrift er det andre nyere blade som i denne periode bliver anset for de førende litterære tidsskrifter, sasom
Jacob Badens
Kritiske journal
og
Peder Rosenstand-Goiskes
Dramatiske journal
.
Men fra
1783
ændres dette.
Jørgen Kierulf
bliver da redaktør af
Nyeste Kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager
. Det var ikke sa meget Kierulf selv som hans omgangskreds der forarsagede skiftet. Kierulf var venner med hele den betydende del af det københavnske "progressive" borgerlige kulturliv, med omgangspunkt i
Drejers Klub
. Her færdedes personligheder som
Knud Lyne Rahbek
,
Rasmus Nyerup
,
Niels Ditlev Riegels
(anmelder for bladet 1784-85 under mærket
π
),
Rudolph Buchhave
og
Hans Vilhelm Riber
. Disse blev ansat af Kierulf som faste medarbejdere, og de dannede hvad der kaldtes et "recensent-selskab" som formaede at sætte sig i position som den førende mening om det litterære i Danmark i denne periode
[5]
. Kierulf udskiftedes i
1785
af Riber. Denne bliver igen afløst af Rasmus Nyerup i
1790
som redaktør.
Der var naturligvis folk af anden mening end den som folkene bag
Lærde efterretninger
, f.eks.
Johann Clemens Tode
. I protest mod hvad han ansa for en indspist og ensrettet kritik i det eksisterende tidsskrift grundlagde han sit eget litteraturkritiske tidsskrift,
Kritik og Antikritik
fra
1787
. I pjecen
Et lidet bidrag til den danske literaturs og kritiks historie i de sidste syv ar
fra
1788
leverer han et skarpt angreb pa "recensents-selskabet". Han kritiserer blandt andet at disse unge studerende, nogle endda uden eksamen, sidder og skriver kritik over professorers skrifter. Han henviser til at i f.eks.
Gottingen
skrives de "lærde tidender" af professorerne selv. Tode fik skabt en solid konservativ borgerlig opinion, men det rokkede næppe ved de unge kritikeres førerposition.
Fra 1785 begyndte desuden tidsskriftet
Minerva
at udkomme. Det var Rahbek og
Christen Henriksen Pram
som stod bag dette.
Lærde efterretninger
og
Minerva
udfyldte pa den made hinanden. Hvad det førstnævnte betegner pa det "moraliserende" omrade, betegner det sidstnævnte pa det "kritiske". De tre udgivere Rahbek, Pram og Nyerup, var ikke blot personlige venner, de indtog ogsa omtrent det samme standpunkt: det moderate fremskridt, Nyerup vel en streg længere til venstre, især i religiøs henseende
[6]
.
I
1793
startede
Jacob Baden
tidsskriftet
Københavns Universitets-Journal
som ligeledes skulle være en konservativ modvægt til de
Lærde efterretninger
pa det litteraturkritiske omrade.
I slutningen af
1790'erne
begyndte regeringen af reagere mod den vidtgaende pressefrihed som den havde tilladt efter
Ove Høegh-Guldbergs
fald fra magten
14. april
1784
. Kritiske embedsmænd sasom
Peter Collett
blev først ramt. Collett havde højlydt forfægtet trykkefriheden, og i
Lærde efterretninger
havde han positivt anmeldt præsten
Michael Gottlieb Birckners
skrift
Om Trykkefriheden og dens Love
med mange ekstra personlige kommentarer. Det førte til at Collett blev afsat ved kongelig resolution 30. september 1797 fra sit embede, 5 dage efter sit bryllup med en enkefru Fibiger.
Knud Lyne Rahbek
delte sin chefredaktørstilling af tidsskriftet
Minerva
med Collet og Nyerup overlod ham fra januar
1798
redaktørposten af
Kiøbenhavnske lærde Efterretninger
, sa han havde mulighed for at forsørge sin kone. Chefredaktørposten af
Lærde efterretninger
gav "nogle Hundrede Rigsdaler aarlig" i indtægt pa daværende tidspunkt.
[7]
Collett beholdt denne stilling til september 1799, hvor
Trykkefrihedsforordningen af 1799
i praksis forbød politisk kritik i Danmark.
Tidsskriftet forsatte endnu i forskellige skikkelser frem til 1836, men efter Trykkefrihedsforordningen var den progressive fremskridtsand slukket, og bladet havde overstaet sin position som den toneangivende stemme i litteraturkritikken.
- Svend Bruhns,
Bibliografiens historie i Danmark, 1700- og 1800-tallet
, Aalborg Universitetsforlag, 2004.
ISBN
87-7307-681-3
.
- John Chr. Jørgensen,
Det danske Anmelderis historie ? Den litterære anmeldelses opstaen og udvikling 1720-1906
, Fisker og Schou, 1994.
ISBN
87-90057-26-0
.
- Thomas Munck,
Translating Enlightenment: European Influences and Danish Perceptions of Identity in the Press in the Later Eighteenth Century
i: Knud Haakonssen & Henrik Horstbøll (red.),
Northern Antiquities and National Identities
, Historisk-filosofiske Meddelelser 101, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2008.
ISBN
978-87-7304-334-9
.
- F. Rønning,
Rationalismens tidsalder
, bind, I-III,2, København, 1886-1899.
- P.M. Stolpe,
Dagspressen i Danmark, dens vilkar og personer indtil midten af det attende arhundrede
, bind 4, København, 1977.
- Jette D. Søllinge & Niels Thomsen,
De danske aviser
, bind 1, Odense Universitetsforlag, 1988.
ISBN
87-7492-664-0
. s. 88-90.
- T. Vogel-Jørgensen,
Berlingske tidende gennem to hundrede aar. 1749-1949
, bind 1, Berlingske, 1949. Kapitel 5: "De Berlingske Lærde Efterretninger", s. 125-152.
- ^
Stolpe, s. 119
- ^
R. Paulli, "Nogle Artikler i Lærde Tidender 1738", s. 83-93 i: Francis Bull & Carl S. Petersen (red.),
Holberg Aarbog 1921
, Gyldendal, 1921.
- ^
F. Rønning, bind II, s. 308
- ^
C. Nyrop,
Bidrag til den danske Boghandels Historie, bind 2, s. 40-41.
- ^
F. Rønning, bind III, 1, s. 53
- ^
F. Rønning, bind III, 2,s. 98
- ^
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
, 1823, nr. 61.
- Argangene 1724, 1725, 1726 og 1727 af
Nye Tidender om Lærde og Curieuse Sager
findes pa
Google Books
- Adskillige argange fra 1755 og frem findes pa
Google Books
(under den fejlagtige titel "Dansk litteratur-tidende").