Konrad Adenauer
(
5. januar
1876
i
Koln
?
19. april
1967
i Rhondorf) var en tysk politiker og statsmand. Han var medstifter af det borgerlige parti
CDU
.
Han var søn af en
embedsmand
, studerede
jura
og arbejdede som
advokat
, før han blev fuldtids politiker. Fra
1917
til
1933
og i
1945
var han overborgmester i
Koln
og fra
1920
til 1933 desuden præsident for det preussiske statsrad. I
1918
var situationen i Koln særlig anspændt, da
matroser
fra Kiel kom med toget og blandede sig med
soldater
fra Kolns forlægning, rev
epauletterne
af
officerer
, de kom forbi, viftede med røde
flag
og rabte
revolutionære
slagord pa Hohestrasse. Adenauer forsøgte at forhindre, at matroserne kom til Koln, men hverken hærkommandant eller jernbanedirektør ville patage sig ansvaret. Snart beherskede matroserne Kolns centrum, løslod fangerne fra militærfængslet, og soldater og fabrikarbejdere pyntede med rød
kokarde
indtog strategiske positioner. Pa Neumarkt samlede der sig en ophidset mængde, der forlangte, at der blev oprettet et arbejder- og soldatrad efter
sovjetisk
model, som kunne overtage styret af byen. Adenauer bad hærkommandanten abne ild med et felt
artilleribatteri
i hans gamle
gymnasium
,
Apostelgymnasium
, men denne nægtede at skyde mod mængden og trak i stedet sine soldater tilbage til forlægningerne. Adenauer matte indse, at han blev nødt til at forhandle med de revolutionære, hvis han ville beholde sin stilling. Efter en hel eftermiddags diskussion opnaede han, at det røde flag ikke blev hejst pa radhuset. Sadan kunne Adenauer fortsætte som Kolns borgmester.
[1]
Han blev dog afsat af
nazisterne
i
1933
, fordi han nægtede at give
Hitler
handen.
[2]
Efter
2. verdenskrig
var han en førende skikkelse i forbindelse med skabelsen af en ny tysk stat i de tre vestlige
besættelseszoner
. I
1949
blev han valgt som den første tyske
forbundskansler
efter 2. verdenskrig, en stilling han beklædte til
1963
, hvilket gjorde ham til den længst regerende kansler siden
Otto von Bismarck
. Senere dog overgaet af
Helmut Kohl
og Angela Merkel. Fra
1951
til
1955
var han ogsa
udenrigsminister
.
Adenauer var
katolsk
rhinlænder
og nærede antipreussiske følelser. Han var stærkt antikommunistisk, og i sin udenrigspolitik bestræbte han sig til stadighed pa at knytte
Vesttyskland
til Vestmagterne. Han sikrede Vesttysklands optagelse i
Europaradet
,
Det Europæiske Kul- og Stalfællesskab
,
NATO
samt ikke mindst
Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(EF). Hans
udenrigspolitik
handhævede konsekvent
Hallsteindoktrinen
, der definerede Vesttyskland som eneste lovlige, tyske stat.
[3]
Adenauer var udsat for et
attentat
den 27. marts
1952
. I
Munchen
havde attentatmanden forsøgt at fa to drenge til at afsende en pakke, men de fattede mistanke og afleverede i stedet pakken til politiet, sa den aldrig naede frem til Adenauer. Under demonteringen af
bomben
sprang den og kostede en bombeekspert livet. Undersøgelser af stykkerne af den sprængte bombe viste, at den sandsynligvis var fremstillet i
Frankrig
. Ifølge
Frankfurter Allgemeine Zeitung
i
2006
stod
Menachem Begin
bag
brevbomben
i et forsøg pa at forstyrre processen omkring
holocaust
-erstatningerne, der pa den tid blev forhandlet mellem Tyskland og
Israel
.
[4]
Loven om tilbageføring af jødiske ejendomme beslaglagt under
jødeforfølgelserne
mødte stærk modvilje i den tyske befolkning, men Adenauer stod fast pa, at erstatningerne var en
moralsk
pligt.
[5]
Under retssagen mod
Einsatzkommando
Tilsit
i
Ulm
i
1958
, brød der en bølge af
antisemitisk
graffiti
og
hærværk
løs mod jødiske gravsteder og trusler mod jødiske borgere. Det kulminerede
juleaften
1959
med hærværket mod en
synagoge
i Koln, som Adenauer selv havde indviet kort tid forinden. I februar
1960
besøgte han mindestedet for
koncentrationslejren
Bergen-Belsen
og lagde særlig vægt pa "jødiske medborgeres" behov for beskyttelse. Imidlertid forsøgte han at bortforklare
nynazistisk
graffiti
med, at den skyldtes
østtyske
agenter
, der ønskede at ødelægge den indre fred i BRD. Den pastand er omstridt. Pa baggrund af, at en meningsmaling fra efteraret
1949
havde afsløret, at en fjerdedel af vesttyskerne beskrev sig selv som "antisemitter", stigende til en tredjedel i 1952, fik man i august 1960 loven, der gjorde "folkehad" (
Volksverhetzung
) strafbart, i hab om, at loven kunne beskytte folkegrupper mod hetz og løgne.
[6]
Adenauer modsatte sig sovjetiske forslag om genforening af Tyskland til gengæld for tysk neutralitet, og han afslog konsekvent enhver tilnærmelse til
DDR
, som han nægtede at anerkende. I
1955
fremlagdes Hallstein-doktrinen i en regerings-erklæring. Den fastslog som den officielle vesttyske opfattelse, at kun BRD kunne repræsentere Tyskland
folkeretsligt
. Doktrinen, der var opkaldt efter Walter Hallstein (
1901
-82, departementschef i det vesttyske
udenrigsministerium
), blev først ophævet i
1969
. Vesttyskland ville jfr. Hallstein-doktrinen ikke indga eller opretholde
diplomatiske
forbindelser med stater, der anerkendte DDR. Undtaget var Sovjetunionen, der var indgaet diplomatiske forbindelser med i 1955, men forbindelsen med
Jugoslavien
blev afbrudt i
1957
, og med
Cuba
i
1963
.
[7]
Adenauers
statssekretær
, Hans Globke, havde som jurist arbejdet med fortolkningen af
Nurnberg-lovene
og medvirket til, at
jødiske
borgere matte bære ekstranavnene Sara og Israel, samt fa
passet
pastemplet
bogstavet
J for "jøde". Amerikanerne havde alligevel klassificeret ham som "ubelastet", og Globke selv pastod, at han som regime-modstander kun havde deltaget i udarbejdelsen af retningslinjerne for "at forhindre det i at blive endnu værre". I
1961
afholdt DDR en fiktiv
retssag
, hvor Globke, her omtalt som "
Bonns
Adolf Eichmann
", blev idømt
livsvarigt fængsel
in absentia
. Det samme skete med Theodor Oberlander, som i
Lemberg
under krigen havde grundlagt
Batallion Nachtigall
(=
Nattergal
-
bataljonen
) og var ansvarlig for
massemord
pa byens jødiske befolkning i
1941
. Oberlander blev en sadan belastning for Adenauer, at han blev sendt pa
pension
i
1960
. Imidlertid holdt Adenauer til trods for massiv kritik, fast ved Globke frem til sin egen afgang i efteraret 1963.
[8]
Et vigtigt tema i den første efterkrigstid var de tyske
krigsfangers
situation. Mere end ti millioner tyskere endte i allieret fangenskab, heraf 3,3 millioner i Sovjetunionen. 1,3 millioner af dem døde eller blev meldt savnet. Til
1944
overlevede kun hver 10. i fangelejrene i
Sibirien
. I april
1947
enedes de fire allierede udenrigsministre i
Moskva
om, at alle tyske krigsfanger skulle løslades inden udgangen af
1948
. De sovjetiske myndigheder pastod, at alle tyske krigsfanger var sat fri, selv om der i
1950
stadig sad henved to millioner tyskere i sovjetiske krigsfangelejre. Fra 1948 blev en del af dem hjemsendt, men resten var dømt i summariske processer, sa de nu var
krigsforbrydere
og dermed nægtet løsladelse. Ved tvangsarbejde udgjorde de en betydelig
økonomisk
faktor for Sovjetunionen, der ansa fangernes arbejdsindsats som en slags krigserstatning. I de vest-allieredes krigsfangelejre var forholdene langt bedre; men alligevel omkom over 30.000 tyske soldater der.
[9]
Det var først efter
Stalins
død i foraret
1953
, at det blev muligt for Adenauer og hans regering at indlede diplomatiske forhandlinger for at fa de sidste fanger hjem. Adenauer besøgte Moskva i
1955
, og de sidste tyske krigsfanger blev hjemsendt i januar
1956
. Den indsats høstede han mange lovord for.
[10]
Om aftenen 26.oktober
1962
stormede politiet lokalerne til tidsskriftet
der Spiegel
i
Hamburg
. Senere blev ogsa redaktionskontoret i Bonn ransaget.
Journalisten
Conrad Ahlers blev samme nat arresteret sammen med sin kone, mens de var pa ferie i
Spanien
. Ogsa ansvarlig udgiver og chefredaktør,
Rudolf Augstein
, blev sat i varetægt. Baggrunden var Ahlers' kritiske
artikel
to uger i forvejen, hvor Ahlers pa baggrund af resultaterne af
NATO
-øvelsen
Fallex 62
gjorde nar af bade Adenauer og
forsvarsminister
Franz Josef Strauß
. Strauß bestemte sig for at give
Spiegel
en lærestreg uden overhovedet at orientere
justitsministeren
fra
FDP
. Samtlige FDP-ministre trak sig fra regeringen i protest.
Spiegel
-journalisten Sebastian Haffner udtalte: "Hvis den tyske offentlighed finder sig i dette, sa farvel
pressefrihed
, farvel
retsstat
, farvel
demokrati
." Aktionen udløste da ogsa en storm af protester fra
studenter
, forfattere, fagorganiserede og
presse
.
Spiegel
fik hjælp fra andre aviser i samme pressehus i Hamburg, sa tidsskriftet kom ud som normalt. Strauß matte ga af, men chefredaktør Augstein var fængslet i over tre maneder. Fire ar senere fastslog den tyske forfatningsdomstol
Bundesverfassungsgericht
, at
Spiegel
s artikel ikke havde røbet statshemmeligheder.
Spiegel
anklagede regeringen for brud pa pressefriheden, men den klage blev afvist. Affæren havde dog svækket Adenauers anseelse sa kraftigt, at han matte love at ga af som kansler et ar senere.
Hans anseelse blev ogsa svækket af, at han havde fortsat sit valgkamp-program, selv om byggeriet af
Berlinmuren
var i gang, og han først ankom til
Berlin
efter en uge. Selv om Adenauer reelt ikke kunne forhindre, at muren blev rejst, sank tilslutningen til hans parti og rettede sig i stedet mod
SPDs
kansler-kandidat
Willy Brandt
, borgmester i
Vest-Berlin
.
[11]