For alternative betydninger, se Unionstiden .

Kalmarunionen
Personalunion
1397?1523
Flag Margrete 1.s segl
Kalmarunionen i begyndelsen af det 16. arhundrede
Hovedstad	København
Religion	Katolicisme
Regeringsform	Monarki
Regent
? 1387?1412 (Danmark)    1388?1389 (Norge)    1389?1412 (Sverige)	Margrete 1.
? 1389?1442 (Norge)    1396?1439 (Sverige)    1396?1439 (Danmark)	Erik af Pommern ¹
? 1481?1513 (Danmark)    1483?1513 (Norge)    1497?1501 (Sverige)	Hans
? 1513?23 (DK. & N.²)    1520?21 (Sverige)	Christian 2.
? 1524?33	Frederik 1.
Lovgivende forsamling	Rigsrad og Herredag (et i hvert rige)
Historie
?  Margrete 1. anerkendes som regent af Danmark	1387
? Etableret	17. juni 1397
? Engelbrektsoprøret	1434?36
? Det Stockholmske Blodbad	7.-10. november 1520
?  Gustav Vasa vælges til konge af Sverige	6. juni 1523
? Det Danske rigsrad annekterer Norge	1536
Efterfulgte Efterfulgt af Danmark Norge Sverige Danmark-Norge Sverige
1. Erik 7. af Danmark, Eirik 3. af Norge, Eric 13. af Sverige 2. Christian 2. var regent af Norge fra 1506

Kalmarunionen var en personalunion mellem kongerigerne Danmark , Norge og Sverige , som blev oprettet i 1397 og varede til 1523 . Unionen indbefattede omrader som Finland , Island , Grønland , Færøerne , Orkneyøerne og Shetlandsøerne . Efter at Sverige forlod unionen, forblev Danmark og Norge i personalunion frem til 1814 .

Unionen oprettedes ved et møde i Kalmar i 1397, da aristokratiet fra de tre lande samledes for at krone Erik til konge over de tre lande. Fra mødet findes det sakaldte unionsbrev bevaret og tolkningen af dette har givet anledning til forskellige fortolkninger af begivenhedsforløbet. Uanset dette regeredes de tre riger af en fælles konge, og Erik efterfulgtes af Christoffer af Bayern . Ved dennes pludselige bortgang i januar 1448 savnedes imidlertid en given efterfølger, og Danmark og Sverige valgte hver sin regent. Det kom til at vare til 1457, inden de tre riger atter blev styret af samme konge, Christian 1. Dette blev dog kortvarigt, og efterfølgere som Hans og Christian 2. regerede kun i korte tidsrum over Sverige. I Sverige var unionen dog hele tiden et politisk alternativ frem til valget af Gustav Vasa til konge i 1523.

Baggrund [ rediger | rediger kildetekst ]

Norge og Sverige i union [ rediger | rediger kildetekst ]

Norge og Sverige var under kongerne Magnus Eriksson (Smek) og sønnen Hakon Magnusson forenede under samme krone. Christoffer 2. af Danmark havde pantsat Skane til Johan af Holsten i 1329, men et oprør brød ud i 1332, og i november samme ar valgte Johan mod et løsen at overdrage Skane og Blekinge til den svenske konge. Magnus anerkendte Skane som et autonomt kronland , mens skaningene anerkendte folkungerne som kongeæt. Magnus kaldte sig derefter "Sveriges, Norges og Skanes konge". Den danske konge Valdemar Atterdag , der var blevet anerkendt som den retmæssige indløser af de pantsatte danske omrader, vandt imidlertid Skane, Blekinge og det sydlige Halland tilbage 1360. Sommeren 1361 vandt han tillige Gotland. Tabet af Skane gjorde, at den svenske adel vendte sig mod Magnus Eriksson, og 1361 fængsledes han af sin egen søn Hakon Magnusson. Hakan valgtes til konge af Sverige pa Mora stene i februar 1362. ^[1]

Hakon Magnusson og hans far forsonedes dog i foraret 1362 og kom overens om at samregere i Sverige og Norge. For at fa hjælp til at besejre den svenske adel, vendte de sig til Valdemar Atterdag i Danmark. Hakon Magnusson havde i 1359 forlovet sig med Valdemars seksarige datter Margrete . Under pres fra den svenske adel havde Hakan ophævet forlovelsen og i stedet forlovet sig med en prinsesse fra Holsten, Elisabet . Da prinsessen i december 1362 rejste til Sverige for at møde sin kommende ægtefælle, blev hendes skib af vinden drevet til Bornholm og der sattes hun i fængsel. Magnus Eriksson og hans søn skyndte sig til København, og den 9. april 1363 giftede Hakan sig med Margrete. Den holstenske prinsesse slap siden ud af fængslet; hun levede resten af sit liv i kloster. ^[2]

Valdemar havde to døtre, Ingeborg og Margrete, og i denne situation kunne begge vælges som tronfølger. Ingeborg var gift med Henrik Bodeln af Mecklenburg , søn af Albrecht den Store af Mecklenburg . Den stormandsopposition, som fandtes i Sverige mod Hakon Magnusson, forenede sig med Albrecht for at sætte dennes søn Albrecht af Mecklenburg pa Sveriges trone. Under andet halvar 1363 begav Valdemar Atterdag sig ud pa en lang europæisk rejse og hans allierede Magnus og Hakan kunne derfor ikke vente nogen hjælp fra Danmark. I november 1363 sejlede en stor tysk hær til Sverige i et overraskende angreb mod folkungerne, som lykkedes. I februar 1364 kunne Albrecht derfor lade sig hylde som Sveriges konge pa Mora stene. De to folkunger Magnus og Hakan havde alene kontrollen over Norge og vestre Sverige tilbage, og herfra rettede de et militært angreb mod østre Svealand men besejredes 1365 i slaget ved Gataskoven pa grænsen mellem Vastmanland og Uppland. Valdemar Atterdag gik til angreb i 1366 og i begyndelsen med store fremgange. Han blev senere angrebet af mecklenburgske, holstenske og hanseatiske tropper og tvunget til at slutte fred. I 1371 blev Valdemar tvunget til at godkende sin dattersøn Albrecht 4. af Mecklenburg som dansk tronfølger. Magnus Eriksson blev fængslet i seks ar frem til 1371 men frigivet efter, at folkungerne havde lovet, at de vestsvenske omrader, som blev holdt i forlening af dem, skulle overdrages til Albrecht ved Magnus Erikssons død. ^[3]

Danmark og Norge i union [ rediger | rediger kildetekst ]

Da Magnus Eriksson døde i 1374, blev disse omrader imidlertid ikke overdraget, og da Valdemar Atterdag døde i oktober 1375, blev Albrecht 4. ikke udrabt til dansk konge. I stedet stillede Hakon Magnusson med en modkandidat, sin egen søn Oluf . Hakan fik støtte af Danmarks mest indflydelsesrige stormænd, og ved et rigsmøde i Slagelse i maj 1376 blev Oluf udrabt til dansk regent. Samtidig bestemtes det, at regeringen skulle udøves af dennes forældre, Hakan og hans hustru Margrete. Af betydning var det, at bade Hakan og Margrete havde opholdt sig i Danmark for at virke for sønnens kandidatur men tillige, at kun Margrete kunne anses at repræsentere det danske kongedynasti; hendes søster Ingeborg var i mellemtiden afgaet ved døden. For at styrke sit krav pa tronen begyndte hun at kalde sig "Danmarks, Sveriges og Norges dronning" under tiden frem til valget af sønnen som konge. ^[4]

Ved udnævnelsen af Oluf var der ved Danmarks og Norges forening fremkommet et storvælde, som ikke blot indbefattede de to lande men tillige andre omrader under deres styre som Skane og Gotland. Da Hakan døde 1380, blev Oluf tillige konge af Norge, mens Margrete virkede som hans formynder. Den svenske konge Albrecht af Mecklenburg sad ikke uvirksom men forsøgte under 1380?1384 at erobre Skane men matte nøjes med det sydlige Halland. Albrechts forsøg pa at forene Skane og Sverige under en krone havde tillige en støtte blandt den skanske adel. Folkungernes indflydelse i Skane svækkedes ogsa af det forhold, at vestre Skane havde været pantsat til den tyske Hansa siden 1370. I 1385 kom Oluf Hakonsen imidlertid til Lund, hvor han blev hyldet af skaningerne efter at have bekræftet skaningernes traditionelle privilegier. Nogle uger senere overdrog hanseaterne deres borge i vestre Skane til den danske konge. I forsommeren 1385 begyndte Oluf Hakonsen at anvende titlen "sand arving til Sveriges rige" og havde derefter mulighed for at pabegynde oprustning for krig i stedet for forsvar. ^[5]

Dynastiske forudsætninger for unionen [ rediger | rediger kildetekst ]

Dette stamtræ viser de nordiske rigers familieforhold i tiden omkring Kalmarunionen, og hvordan de forskellige kongehuse blev flettet sammen. Der er kun medtaget personer, der er nødvendige for sammenhængen.

(Konger af et nordisk rige er markeret med kursiv , konger af to nordiske riger er markeret med fed , unionsregenter er markeret med fed og kursiv )

Krigen mod Albrecht [ rediger | rediger kildetekst ]

Albrecht af Mecklenburgs stilling som svensk konge var med tiden blevet svækket. Til sin hjælp havde han indkaldt tyskere til at fungere som lensherrer og fogeder i stedet for den svenske adel. En af de stormænd, som havde støttet Albrecht og modarbejdet folkungerne, var Bo Jonsson (Grip) , blandt andet med forhabningen om, at Albert ville erobre Skane fra Valdemar Atterdag. Bo Jonsson var ikke blot rigets drost men tillige dets største jordejer. I april 1384 var han pa vej til Skane for at deltage i felttoget, men i Vadstena gjorde han sit testamente, hvori han erklærede som sin sidste vilje, at alle hans forleninger i Finland og det egentlige Sverige efter hans død skulle forvaltes af otte navngivne stormænd for derved at forhindre, at kong Albrecht skulle fa kontrol over lenene. Bo Jonssons mecklenburgske ægtefælle og hans børn blev holdt væk fra al kontrol over lenene. Hvorledes forholdet havde været mellem Bo Jonsson og Albrecht i de senere ar er ikke kendt; formodentlig har Albrechts manglende evne til at erobre Skane ikke gavnet ham. Da Bo Jonsson døde i august 1386, blev testamentet kendt og Albrecht erklærede sig at være enkens og børnenes formynder for pa denne made at forsøge at omgøre testamentet. Albrecht fik da ogsa kontrol over nogle steder. I den indenrigspolitiske krise, som indtradte Sverige, forsøgte nu de svenske stormænd støtte hos Margrete. Nogle af dem mødtes med Oluf og Margrete i Skane i sommeren 1387. ^[6]

Margrete opholdt sig i Ystad, da Oluf hastigt blev meget syg af feber og døde pa Falsterbo slot den 3. august 1387 . Margrete sikrede sig hurtigt, at hun blev hyldet som Danmarks regent, først ved en sørgemesse i Lund den 10. august , derefter pa landsting i Ringsted, Fyns landsting i Odense og formodentlig tillige pa det jyske landsting i Viborg. Margrete rejste ogsa til Norge, hvor hun i februar 1388 hyldedes som Norges regent ved en herredag i Oslo. Efter besøget i Norge mødte hun Bo Jonssons testamentsexekutorer i Dalaborg . Ved Dalaborgstraktaten anerkendtes Margrete som Sveriges "fuldmægtige frue og rette husbonde" af den forsamlede adel. De lovede at stille de svenske slotslen til hendes radighed og at give hende militær støtte til at erobre magten fra kong Albrecht. ^[7]

Kong Albrecht sad ikke passiv, da oppositionen mod ham tog til i styrke. Pa sensommeren 1388 rejste han til Mecklenburg for at samle en stor styrke af lejetropper . Albrecht og hans lejetropper ankom omkring nytar 1389 efter at være gaet i land i Kalmar. I efteraret 1388 havde oppositionens styrker belejret Axevalla hus uden for Skara, og Albrechts tropper drog via Jonkoping for at undsætte Axevalla. Albrechts tropper var formentlig beredne, velrustede og havde i det mindste en kerne af stridsvant kavaleri. Margretes og Albrechts tropper mødtes nær Asle kirkeby en mil øst for Falkoping. Slaget ved Asle blev bade en militær og en politisk sejr for Margarethe, idet bade Albrecht og hans søn Erik blev fanget ^[8]

De dansk-svenske styrker kunne hurtigt tage kontrollen over de slotte, som var i mecklenburgernes hænder, deriblandt Kalmar slot . ^[9] Margrete agerede tillige hurtigt med hensyn til tronfølgen: ved midsommer 1389 samledes en stor herredag i Helsingborg, hvor Margrete præsenterede tronfølgeren Erik af Pommern , søn af Margretes søsterdatter Maria, og hvor han anerkendtes af de norske repræsentanter som Norges arvekonge, omend med Margrete som hans formynder sa længe, han var mindrearig. Derimod tog det tid inden, at Eriks stilling i Danmark og Sverige blev afklaret: Erik valgtes til Danmarks konge ved et landsting i Viborg nytar 1396, og for Sveriges vedkommende blev han hyldet pa Mora stene som Sveriges konge den 23. juli 1396 . ^[10]

Nykopings recess [ rediger | rediger kildetekst ]

Margrete og Erik mødtes med det svenske riksrad i Nykoping i september samme ar. Den vigtigste beslutning var om en reduktion af alt det krongods, som var blevet overført til adelen under Albrecht af Mecklenburgs tid som konge, forsavidt kronen ikke bevilgede undtagelser. De, som var blevet fralse under perioden, skulle miste denne status. Mødet besluttede ogsa, at alle fæstninger og slotte, som var opført under denne tid, skulle nedrives, hvis kronen ikke besluttede andet. Margrete fik i morgengave Ostergotland og Skara bispedømme, Rumlaborgs slot og len med Jonkoping, Vasteras slot og stad med Norboharad og Dalarne. Recessen udfærdigedes den 23. september 1396 og anses som et knusende nederlag for den svenske stormandsklasse, efter som den mistede alt, hvad den havde vundet efter oprøret mod Magnus Eriksson. Mødet besluttede ogsa at et nyt møde mellem de ledende stormænd i de tre riger, hvor de skulle slutte en aftale om evig fred mellem landene. ^[11]

Kalmarmødet [ rediger | rediger kildetekst ]

Det første tydelige vidnesbyrd om, at Margrete ville skabe en union af de tre riger, som Erik var konge over, er Nykopings recess 1396. Med den personalunion , som var for handen, blev de forsamlede enige om et unionsmøde, hvor repræsentanter for de tre riger skulle enes om en union, hvilken angaves som en forudsætning for fred mellem rigerne. Dette alnordiske unionsmøde foregik i Kalmar sommeren 1397. Selve mødet ma have taget mindst fire uger og indledtes med en kroningsceremoni, hvorunder Erik blev kronet til konge af ærkebiskopperne i Lund og Uppsala . Fraværet af norske biskopper i Kalmar antyder, at Erik var blevet kronet til konge over Norge allerede 1392. Selve mødeforhandlingerne resulterede dels i et unionsbrev , som regulerede de fremtidige forhold mellem de tre riger samt et kroningsbrev , hvor det fremgar, at Eriks kroning til konge i Danmark, Norge og Sverige var blevet fuldbyrdet i Kalmar ^[12]

Kroningsbrevet [ rediger | rediger kildetekst ]

I kroningsbrevet kundgøres, at kroningen af Erik var fuldbyrdet i Kalmar. De underskrivende afgiver en troskabserklæring over for kong Erik og giver fuld ansvarsfrihed for Margrete. Kroningsbrevet palægger ikke kongen nogen særlige forpligtelser, der findes alene en i almene vendinger udformet passus: " oc han gøre widh oss alle som hanom bør at gøre ". Det er blevet papeget, at Erik i kroningsbrevet af de underskrevne anerkendes som konge, noget kongevalg eller nogen overladelse af magt fra undersatter til konge omtales ikke. I kroningsbrevet fastslas ogsa, at Erik er konge af Guds nade. ^[13]

Unionsbrevet [ rediger | rediger kildetekst ]

I unionsbrevet slas fem vigtige principper for unionen fast ^[14] :

• En eneste konge skal rade over alle tre riger. I princippet skal unionen være et valgkongedømme , men i første række bør kongesønner vælges.
• Kongen skal styre hvert rige i overensstemmelse med hvert riges egne love.
• Hvis et af rigerne trues af krig, skal de andre komme det til hjælp.
• Den, som er blevet dømt fredløs, skal være det i alle rigerne.
• Ved forhandlinger med andre lande har kongen sammen med radsmedlemmer fra hvert rige ret til at træffe beslutninger til alles bedste .

Unionen under de skiftende regenter [ rediger | rediger kildetekst ]

Unionen under Margrete [ rediger | rediger kildetekst ]

Margrete gjorde reduktioner af fralsets jord bade i Danmark og i Sverige da overførelsen af skattejord til fralsejord alvorligt truede kronens skatteindkomster. Efter, at Sveriges drost Bo Jonsson (Grip) var død i 1386, Danmarks drost Henning Podebusk var død i 1388 og Norges drost Ogmund Finsson var død 1388 indsatte Margrete ikke nye droster. Endog embedet som marsk blev ladt ubesat under hendes tid. Margrete er ogsa blevet kritiseret for at i strid med Magnus Erikssons landslov have sat udenlandske fogeder pa svenske slotte, idet hun altid satte danske fogeder pa svenske og norske len men det ma bero pa, om hvorledes begrebet "indenrigske mænd" forstas ^[15]

Ogsa med hensyn til besættelsen af de kirkelige embeder fortsatte Margrete sin fars politik med at placere handplukkede personer som biskopper for, at kronen derved skulle kunne lane penge af kirken. Det ved denne tid svage pavedømme lettede ogsa dette. Allerede ved Arbogakonciliet 1396 kom kirken i opposition til Margrete pa grund af skattetrykket og sammenlignede forholdene med jødernes trældom i Egypten. ^[16] Arbogakonciliet 1412 protesterede mod reduktionen af kirkegods og truede med interdikt , hvis forholdene ikke ændrede sig. ^[17]

Unionen under Erik af Pommern [ rediger | rediger kildetekst ]

Efter Margretes død 1412 mildnedes enevælden noget, og i Danmark fik det danske rigsrad en større indflydelse. For Sveriges del besluttede Erik om rafsteting , som indebar, at den tidligere godsreduktion i nogen grad ophævedes. Indsættelser af biskopper skete uden abne konflikter. Det danske Danehof blev indkaldt 1413. ^[18] Fra 1398 virker det som om, at Margrete opholdt sig mere i Sverige end i Danmark. Erik pa sin side opholdt sig de første ar efter 1412 regelmæssigt i Sverige men efter det blev hans besøg i Sverige sjældnere. Erik synes ikke at have besøgt Norge efter 1412. ^[19] Overvejende fortsatte Erik Margretes unionspolitik. Han donerede penge til Vadstena kloster men placerede sine egne mænd som biskopper. Indflydelsen for det norske rigsrad mindskedes, og dets medlemmer savnede indflydelse bortset fra i domsspørgsmal. I Norge placeredes danskere som biskopper og de norske slotte Bohus , Akershus , Tunsberghus og Bergenhus blev styret af danske fogeder. Erik synes at have haft ambitionen at integrere de tre unionslande med unionsmøder med rigsrad fra de tre lande, der mødtes i København, et unionsbanner og et unionsvaben samt en fælles herold for de tre riger. ^[20]

I Sverige placerede Erik danskere og tyskere som fogeder pa slottene. 1434 var tyskerne Hans Kropelin foged pa Stockholms slot og Hans af Eberstein pa Gripsholms slot , danskerne Anders Nielsen pa Axevalla , Jens Grim pa Kalmar slot og Josse Eriksson pa Vasteras slot . Endog Alvsborgs fæstning , Nykopingshus og Ringstaholm havde tyske eller danske fogeder. Alene pa nogle slotte i Finland fandtes der medlemmer af den svenske adel som fogeder. ^[21]

Som motiv for det oprør mod Erik, som udbrød i Sverige sommeren 1434, Engelbrektsoprøret , er nogle direkte arsager udpeget. Det svenske rigsrad udfærdigede den 12. september 1434 en cirkulæreskrivelse til den Tyske Ordens højmester, Hansestæderne og Norges rigsrad. Riksradet fremsætter heri flere pastande om brister, blandt andet at Erik skulle have udnævnt uegnede mænd som biskopper, at han har overdraget slottene til udlændinge, og han at ikke respekterer arvekongedømmet ved sit forsøg pa at gøre sin onkels søn Bogislav 9. af Pommern til tronfølger. Almuen er blevet tvunget til at betale trykkende skatter, stæderne uretmæssig told, og adelen er blevet tvunget til at deltage i krige i udlandet. ^[22]

I november 1434 kom parterne overens om forhandlinger. Disse foregik i Halmstad i april-maj 1435. Fra det svenske riksrad deltog ærkebisp Olof , biskopperne Knut og Sigge, ridder Nils Erengislesson samt væbnerne Knut Jonsson og Magnus Gren . Som Eriks repræsentanter deltog biskop Jens i Roskilde , Axel Pedersson, Erik Nielsson, Sten Basse, Morten Jensson og dekanen Hans Laxmand . Under mødet blev man enige om, at rigsradet skulle indsætte fogeder pa de slotte, som kongen endnu kontrollerede, skatter skulle besluttes i fællesskab af kongen og rigsradet. Kongen lovede ogsa at udnævne en drost og marsk i Sverige, at rigshøvedsmanden Engelbrekt Engelbrektsson skulle fa Orebro slot og len pa livstid og Erik Puke skulle fa Rasbo hundare pa livstid. I juni mødtes riksradet i Uppsala, hvor man ratificerede aftalen fra Halmstad, men i ratifikationsbrevet præciserede riksradet hvorledes, man tolkede aftalen: kongen skulle styre riget i overensstemmelse med riksradet og loven. ^[23]

Unionen under Christoffer af Bayern [ rediger | rediger kildetekst ]

Svenskerne var ikke glade for danskernes krige i Slesvig, Holsten, Mecklenburg, og Pommern, der forstyrrede den svenske eksport (især jern) til det europæiske kontinent. Udover det gjorde centraliseringen af regeringen i Danmark mange mistænksomme. Det svenske gehejmerad ville beholde en del af regeringen. Enigheden i unionen eroderede i 1430'erne, som ledte til uddrivelsen af danske styrker i Sverige. Erik blev afsat som unionskonge og efterfulgt af Christoffer af Bayern.

Christoffer blev ikke nogen populær konge. Han formaede ikke at indfrie et løfte til svenskerne om at give dem Gotland i hænde, da Erik sad her pa borgen Visborg og bedrev et sørøveri , som Christoffer heller ikke formaede at stoppe. Af danskerne blev han anklaget for at tilkalde og favorisere egne landsmænd pa bekostning af rigernes egne indbyggere. Han forsøgte at stække Hanseforbundets indflydelse ved at favorisere nederlændere og englændere, ved at genindføre Øresundstolden og ved at give København nye privilegier, der skulle forhindre udenlandske købmænd i at handle, men matte indrømme Hansestæderne fornyede rettigheder i bade Norge og Sverige.

I kraft af tomrummet efter Christoffers død i 1448, valgte Sverige Karl Knutsson til konge med henblik pa at bringe unionen under svensk ledelse. Karl blev ogsa valgt til konge af Norge det følgende ar, men greverne i Holsten havde mere indflydelse end den svenske og norske adel tilsammen og fik det danske rigsrad til at udnævne Christian 1. af Oldenborg til konge.

I løbet af de næste syv artier dominerede kampen om magt og krigene mellem Sverige og Danmark unionen.

Unionen under Christian 1. [ rediger | rediger kildetekst ]

Sverige sprængte i 1448 Kalmarunionen ved at vælge Karl VIII Knutsson til konge, og han forsøgte ogsa at blive konge over Norge . Han indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skane . Efter fem ars krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, blev Christian 1. i 1457 kronet i Uppsala , og Karl Knutsson blev afsat og matte flygte til Danzig .

I 1464 udbrød der oprør i Sverige mod de høje danske skatter. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han forblev konge til sin død i 1470 .

Unionen under Hans og Christian 2. [ rediger | rediger kildetekst ]

Ogsa Christian 1.s efterfølgere pa tronen Hans og Christian 2. forsøgte i flere omgange at genskabe unionen ved angreb mod den svenske rigsforstander Sten Sture , men efter det Det Stockholmske Blodbad i 1520 gjorde svenskerne oprør ( Gustav Vasas oprør ), og 6. juni 1523 blev adelsmanden Gustav Vasa konge, hvilket betød, at Kalmarunionen de facto var afsluttet. Aret efter frasagde Frederik 1. af Danmark og Norge sig kravet pa den svenske trone, hvilket formelt opløste unionen.

Efter Christian 2.s erobring af Sverige og det efterfølgende blodbad i Stockholm i 1520 , udbrød der pa ny oprør i Sverige, og invasionsstyrkerne blev atter fordrevet i 1521 . Efter uafhængigheden var genindført valgtes Gustav Vasa til svensk konge 6. Juni 1523 , hvilket formelt opløste Kalmarunionen og markerede Gustavs herredømme over hele Sverige. Arsdagen for Gustav Vasas kroning blev i 1916 en uofficiel flagdag og har siden 1982 været Sveriges nationaldag med navnet Svenska flaggans dag (det svenske flags dag).

Den politiske baggrund [ rediger | rediger kildetekst ]

Nar det lykkedes at samle Norden, skyldtes det en fælles ydre fjende, Hansestæderne . Da det senere gik galt med at holde sammen pa Unionen, skyldtes det dels, at Hansestæderne nu var blevet svækket, men ogsa at de andre europæiske byer og stater ikke var interesserede i et samlet Norden.

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

• Gottfrid Carlsson: Medeltidens nordiska unionstanke ; Gebers, Stockholm 1945. ISBN   9900079248 . (svensk)
• Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439 , Gyldendal, 1980. ISBN   87-00-51833-6 .
• Poul Enemark: Fra Kalmarbrev til Stockholms blodbad ; Nordiska ministerradet, Kopenhamn 1979. ISBN   91-40-30271-7 .
• Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" ( Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie , bind 5: 1250-1400; København 1989) ISBN   87-89068-07-6
• Lars-Olof Larsson: Kalmarunionens tid ; Bokforlaget Prisma, Stockholm 1997, Andra upplagan. ISBN   9151842173 . (svensk)
• Erik Lonnroth: Sverige och Kalmarunionen 1397-1457 ; Akademiforlaget, Goteborg 1969. ISBN   9968061085 . (svensk)

Kilder [ rediger | rediger kildetekst ]

• Unionsbrevet fra 1397 Arkiveret 8. december 2004 hos Wayback Machine pa Nationalmuseets hjemmeside

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Esben Albrectsen (anmeldelse af): "Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439. København, Gyldendal, 1980" ( Historisk Tidsskrift , 14. række, Bind 4; 1983)
• Esben Albrectsen (anmeldelse af): "Anders Bøgh: Sejren i kvindens hand. Kampen om magten i Norden ca. 1365-89. Aarhus Universitetsforlag. 2003." ( Historisk Tidsskrift bd. 105; 2005; s. 261-270)  ( Webside ikke længere tilgængelig )
• Esben Albrectsen: "Svar til Anders Bøgh" ( Historisk Tidsskrift bd. 105; 2005; s. 211-213)
• Ingvar Andersson: "≫Folkresningen≫ i Sverige 1371. En studie till Kalmarunionens svensk-norska forutsattningar" ( Scandia , Band II; Lund 1929; s. 31-53) (svensk)
• Henry Bruun: "Kalundborgvidissen 1425 af Kalmarunionsbrevet" ( Historisk Tidsskrift , 11. række, Bind 6; 1960)
• Anders Bøgh: "Replik til Esben Albrechtsen og andre kritikere af min disputats" ( Historisk Tidsskrift bd. 105; 2005; s. 205-210)
• Aksel E. Christensen: "Christoffer af Bayern som Unionskonge" ( Historisk Tidsskrift , 16. række, Bind 5; 1996)
• Poul Enemark: "Christian I og forholdet til Sverige 1448-1454" ( Historie/Jyske Samlinger , Ny række, Bind 14; 1981)
• Poul Enemark: "Christian I's vej til Sveriges trone" ( Historie/Jyske Samlinger , Bind 1996; 1996)
• Kr. Erslev: "Studier til Dronning Margretes Historie" ( Historisk Tidsskrift , 5. række, Bind 3; 1881)
• Markus Hedemann: "Unionsbrevets kongelige program og krigen om Slesvig" (Scandia, bind 77 (2011), nr 2; s. 38-71) Arkiveret 11. november 2012 hos Wayback Machine
• Harald Hjarne: Skandinaviska unionen under medeltiden ; 1897 (svensk)
• Erik Lonnroth: "Unionsdokumenten i Kalmar 1397" ( Scandia , bind 24 (1958), nr 1; s. 32-67) Arkiveret 11. november 2012 hos Wayback Machine (svensk)
• Jens E. Olesen: "Unionsproblemer" ( Historie/Jyske Samlinger , Ny række, Bind 14; 1981)
• Erik Ulsig: "Rigsrad ? Kongemagt ? Union 1434-1449" ( Historie/Jyske Samlinger , Ny række, Bind 14; 1981)
• Mikael Venge (anmeldelse af): "Poul Enemark: Krisear 1448-1451. En epoke i nordisk unionshistorie. Kbh., Akademisk Forlag, 1981" ( Historisk Tidsskrift , 14. række, Bind 4; 1983)
• Lauritz Weibull: "Unionsmotet i Kalmar 1397" ( Scandia , Band III; Lund 1930, s. 185-222) (svensk)
• Lauritz Weibull: "1397 ars unionsbrev och dess rattsgiltighet" ( Scandia , Band IV; Lund 1931, s. 115-142) (svensk)
• Lauritz Weibull: ≫Sancte Trinitatis sondag nu var≫ ( Scandia , Band IV; Lund 1931, s. 291-294) (svensk)
• Hugo Yrwing: "Sten Sture, Ivar Axelsson och unionsfragan 1471-1484" ( Scandia , bind 34 (1968), nr 1; s. 100-163) Arkiveret 11. november 2012 hos Wayback Machine
• Salmonsens Konversationsleksikon , 2. udgave, bind XIII, s. 429-430; opslag: Kalmar-Unionen

Se ogsa [ rediger | rediger kildetekst ]

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Kalmarunionen
• Danmarks historie (1397-1536)