Jasminrevolutionen
[1]
er de vestlige mediers betegnelse for protesterne i
Tunesien
i tiden omkring arsskiftet 2010-2011. Protesterne medførte, at Tunesiens anden præsident
Zine El Abidine Ben Ali
forlod sit præsidentembede den 14. januar 2011 efter 23 ar ved magten og flygtede til
Saudi Arabien
.
[2]
Revolutionen var desuden startskuddet til en
række protester
i den
arabiske verden
, og førte til store demonstrationer i bade
Egypten
(hvor regeringen blev væltet),
Iran
,
Jordan
,
Libyen
(hvor regeringen blev væltet),
Syrien
og
Bahrain
.
En tragisk hændelse startede sandsynligvis oprøret mod den siddende tunesiske regering. Midt i
december
maned
2010
begik tuneseren
Mohamed Bouazizi
selvmord ved at antænde benzin, han havde hældt ud over sig selv. Han døde først den
4. januar
2011
af forbrændingerne pa et tunesisk hospital.
[3]
Beslutningen om selvmordet var sandsynligvis en protest mod en habløs situation samt en alvorlig konfrontation med politiet. Han kunne ikke fa arbejde med sin universitetsuddannelse og prøvede som grønthandler uden tilladelse. Politiet greb ind: Hans varer blev konfiskeret, og han blev slaet. Efterfølgende blev Mohammed Bouazizi gjort til et symbol for demonstrationerne.
Grundet voldsomme demonstrationer lovede den tunesiske præsident den
14. januar
2011
tidligt valg inden for 6 maneder og opløste ved samme lejlighed hele regeringen samt parlamentet. Undtagelsestilstand hersker pa nuværende tidspunkt.
[4]
Præsidenten forlod Tunesien umiddelbart efter til fordel for
Saudi-Arabien
,
[5]
og premierminister
Mohamed Ghannouchi
tog, støttet af dekret fra Ben Ali,
[6]
magten som midlertidig præsident med løftet om at følge forfatningen og genskabe stabilitet.
[7]
Den franske regering mistænker Muammar al-Gaddafi for at have staet bag præsidentens flugt. De mistænker ligesa Ben Alis familie for at have stukket af med 1,5 ton guld til en værdi af 335 mio. kr.
[8]
Ghannouchis magtovertagelse blev imidlertid underkendt af Tunesiens forfatningsdomstol, der den
15. januar
slog fast, at formanden for parlamentet var midlertidig præsident, og at der skulle afholdes nyvalg senest 60 dage senere.
[6]
[9]
Samme dag blev parlamentsformanden
Fouad Mebazaa
taget i ed som præsident.
[9]
Den 17. januar er sammensætningen af en national samlingsregering klar under ledelse af præsident Fouad Mebazaa og premierminister Mohamed Ghannouchi.
[10]
Regeringen bestar bl.a. af udenrigsminister
Kamel Morjane
og fire andre ministre fra det tidligere regime under Ben Ali. Samlingsregeringen skal forberede et kommende valg, der skal finde sted d. 24. juli 2011.
Landets indenrigs- og udenrigsminister er den samme, ligeledes ledes finansministeriet af den samme. Lederen af det tunesiske oppositionsparti
PDP
,
Najib Chebbi
, udpeges som minister for regional udvikling. Oppositionslederne
Ahmed Ibrahim
og
Mustafa Ben Jaafar
tildeles ogsa ministerposter. Ghannouchi siger, at alle politiske fanger i Tunesien vil blive løsladt.
Konflikten i Tunesien inspirerede til optøjer i flere andre dele af
Nordafrika
,
[11]
heriblandt
Libyen
,
Egypten
og
Algeriet
.
Libyens diktator,
Muammar al-Gaddafi
, var mod oprøret i Tunesien.
[12]
Han havde ligesom Ben Ali siddet ved magten i mange ar og blev truet af optøjer.
Bade i Egypten og i Algeriet satte folk ild til sig selv, formentlig som en efterligning af Mohammed Bouazizi.
[13]
[14]
Brug af internet for at støtte op om revolutionen
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
De sociale medier har haft en stor betydning under optøjerne i Tunesien.
[15]
Befolkningen har brugt Twitter og Facebook-grupper til at organisere opstanden mod regeringen og dele nyheder. Videooptagelser af optøjerne cirkulerede pa Youtube. Desuden havde hacktivist-gruppen
Anonymous
startet Operation Tunesien, hvis formal var at angribe den tunesiske stats hjemmesider. Det lykkedes dem at lægge flere sider ned med et sakaldt
DDoS
-angreb. Yderligere har lækkede oplysninger om Ben Ali og regeringen pa
wikileaks
sandsynligvis ogsa været en af arsagerne til hændelserne.
17. december
. Mohammed Bouazizi sætter i byen
Sidi Bouzid
ild til sig selv og de første demonstrationer begynder.
28. december
kritiserede præsident Zine el-Abidine Ben Ali i en fjernsynsudsendelse urolighederne og truede med, at staten ville bruge alle sine magtmidler til at standse dem.
1. januar
. Urolighederne i Sidi Bouzid fortsætter med demonstrationer i gaderne
6. januar
demonstrerede flere hundrede advokater foran advokatforeningens hus. Strejken var reaktionen pa den voldelige opløsning af advokaternes demonstrationer i Tunis og andre byer.
8.-9. januar
udbrød der uroligheder i byen Regueb og mindst 6 civile blev skudt af politiet.
10. januar
er der demonstrationer i Kairouan og Sfax med mange døde og sarede.
11. januar
I Tunis affyrede politiet i forstaden Ettadhamoun varselsskud og taregas, for at afværge et angreb pa flere bygninger. I Tunis brænder demonstranterne billeder af præsident og opfordrer ham til ikke at stille op ved det næste præsidentvalg.
12. januar
lukker regeringen skoler og universiter, for at forhindre, at der fra dem udbryder nye uroligheder. I flere byer nord for Tunis herskede der borgerkrigslignende tilstande. Der var ogsa overalt i Tunesien protestaktioner
13. januar
. Statsminister Mohamed Ghanonnouch fyrede indenrigsministeren. Desuden tilkendegav han, at alle fængslede demonstranter vil blive løsladt, og at beskyldningerne om korruption i regeringen undersøges.
14. januar
døde der 13 i forbindelse med urolighederne. I Tunis protesterede titusinder mod Ben Ali. Mindst 5.000 mennesker forsamlede sig foran indenrigsministeriets bygninger. Statsminister Mohamed Ghannouchi bebudede dannelsen af en ny overgangsregering. Samme dag flygtede Ben Ali fra Tunesien
15. januar
var der igen uroligheder i Tunis, blandt andet blev hovedbanegarden og supermarkeder sat i brand. Forfatningsradet udnævnte
Fouad Mebazaa
til overgangspræsident. Han bebudede nyvalg inden 60 dage. I et fængsel i
Monastir
omkom ca. 40 fanger. Enkelte af fangerne antændte sandsynligvis deres madrasser og døde enten af ilden eller af fangevogternes skud.
16. januar
Om natten udbrød der ved præsidentpaladset i
Karthago
kampe mellem hæren og eks-præsident Zine El Abidine Ben Ali´s livgarde. Den styrtede præsidents sikkerhedschef, general Ali Seriati, og nogle af hans medarbejdere blev anholdt af myndighederne. De bliver beskyldt for at have planlagt et oprør mod overgangsregeringen og at have udført voldelige aktioner. Fagforeningen UGTT opfordrede i fjernsynet at borgerne opretter borgerværn for at forhindre plyndringer og vold. Pa grund af urolighederne og det natlige udgangsforbud forværredes fødevareforsyningen.
17. januar
Ministerpræsident Mohamed Ghannouchis overgangsregering bestar stadig af et flertal fra den tidligere regering. Pa grund af at præsidentembedet ikke er besat, skal der udskrives nyvalg inden 60 dage. Overgangsregeringen lover endvidere, at der afholdes parlamentsvalg senest om 6 maneder. Der er stadig mange demonstrationer. For at beskytte sig i mod plyndringer oprettes der flere byer spærringer og barrikader og vagtværn.
18. januar
kom der i Tunis og i provinserne blev der demonstreret mod at der stadig er mange af de gamle Ben Ali ministre i overgangsregeringen.
19. januar
beslutter regeringen i
Schweiz
, at spærre den tidligere præsident og hans venners kontoer. Spærringen omfatter ogsa salg af ejendomme. Spærringen træder i kraft samme dag. Overgangsregeringen løslader 1.800 kriminelle og politiske fanger, som højest har en fængselsstraf pa 6 maneder. Tre oppositionspartier, som ikke var tilladt af Ben Ali bliver legaliseret.
20. januar
melder alle ministre som var medlemmer af Ben Alis tidligere regeringsparti RCD sig ud.
21. januar
beslutter overgangsregeringen at sørge for en friere adgang til internettet og forberede en ny forfatning. Pavirket af de vedvarende protester mod overgangsregeringen, begynder en landesorg som varer tre dage.
22. januar
lover ministerpræsident Ghannouchi i en tale i det tunesiske statsfjernsyn, at afskaffe alle udemokratiske love som medielovene, valglovene og antiterrorlovene, inden overgangstiden er udløbet. Han lovede endvidere at gar af efter parlamentsvalget.
4. februar
blev alle
guvernører
i Tunesiens 24 regioner udskiftet. Turistministeren Mehdi Haouas bekendtgjorde, at turistindtægterne i januar faldt med 40%. I
El Kef
blev fire personer dræbt af politiet og mange saret, da mere end hundrede personer demonstrede mod den lokale politichefs magtmisbrug og krævede hans afsked.
6. februar
forbød den tunesiske indenrigsminister Fahrat Rajhi al aktivitet fra det tidligere regeringsparti RCD, som den afgaede præsident Zine al-Abidine Ben Ali stod i spidsen for. Officielle sikkerhedskilder mener, at urolighederne var sat i værk af folk tæt pa Ben Alis for at sprede kaos og vinde magten tilbage. Forbuddet betyder, at alle RCD's kontorer er blevet lukket, og at partiet ikke længere ma holde møder eller have andre aktiviteter.
18. februar
I det tunesiske fjernsyn bekendtgjorde regeringslederen Mohamed Ghannouchi, at alle poltitiske fanger vil blive løsladt i de kommende dage.
25. februar
krævede over hundrede tusinder demonstranter Mohammed Ghannouchis tilbagetræden og valg af en forfatningsgivende forsamling, i stedet for den af Ghannouchi indsatte
kommission
.
26. februar
Der demonstreres stadig, og der kom til voldelige sammenstød. Tre demonstranter blev dræbt, andre hardt kvæstet.
27. februar
Mohammed Ghannouchi erkærede at han gar af. Hans efterfølger er Beji Caid Essebsi.
28. februar
Der demonstreres ogsa imod den nye regeringschef Beji Caid Essebsi. De to sidste ministre fra Ben Alis regeringstid, Afif Chelbi og Mohamed Nouri Jouini, gar af.
24. juli
Valg til den grundlovsgivende forsamling afholdes. Der er store bekymringer om, hvorvidt de tidligere magthavere far betydende indflydelse her.
[16]
- ^
Weiss, Philip; Horowitz, Adam (14. januar 2011).
"The Jasmine Revolution"
.
Mondoweiss
. Hentet 14. januar 2011
.
- ^
Wyre Davies (2010-12-15).
"BBC News - Tunisia: President Zine al-Abidine Ben Ali forced out"
. Bbc.co.uk
. Hentet
2011-01-14
.
- ^
Andreas Lindqvist.
"Skjult oprør: Mindst 23 skuddræbt i tunesiske uroligheder"
. politiken.dk
. Hentet 10. januar 2011
.
- ^
Berlingske Tidende
:
Tunesien er erklæret i undtagelsestilstand
, opdateret 14. januar 2011, besøgt 14. januar 2011
- ^
Danmarks Radio
:
Tunesiens præsident i Saudi-Arabien
, opdateret 15. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
- ^
a
b
Berlingske Tidende
:
Tunesisk domstol underkender ny præsident
, opdateret 15. januar 2011, besøgt 15. januar 2011
- ^
Berlingske Tidende
:
Tunesiens præsident har forladt landet
, opdateret 14. januar 2011, besøgt 14. januar 2011
- ^
Le Monde
:
Ben Alis familie er stukket af med 1,5 tons guld
Arkiveret
17. januar 2011 hos
Wayback Machine
, opdateret 17. januar 2011, besøgt 17. januar 2011
- ^
a
b
jp.dk
:
Tunesien far tredje præsident pa et døgn
Arkiveret
16. januar 2011 hos
Wayback Machine
, opdateret 15. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
- ^
fyens.dk
:
Tunesien far en national samlingsregering ? fyens.dk ? Udland
Arkiveret
6. januar 2012 hos
Wayback Machine
, opdateret 17. januar 2011, besøgt 17. januar 2011
- ^
enduringamerica.com
:
EA WorldView ? Home ? Libya and Egypt Videos: Politics and Protest
, opdateret 16. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
- ^
Al Jazeera
:
Libya leader regrets Ben Ali's fall ? Africa ? Al Jazeera English
, opdateret 17. januar 2011, besøgt 17. januar 2011
- ^
Al Jazeera
:
Algerian dies from self-immolation ? Africa ? Al Jazeera English
, opdateret 16. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
- ^
Al Jazeera
:
Copycat suicides rise in N Africa ? Africa ? Al Jazeera English
, opdateret 17. januar 2011, besøgt 17. januar 2011
- ^
globalpost.com
:
Tunisia | Riots | Unrest
, opdateret 16. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
- ^
"2 months before the elections, where is Tunisia? ≪ Kacem4change's Blog"
. Arkiveret fra
originalen
23. april 2011
. Hentet 7. maj 2011
.