Den
italienske renæssance
betegner den tidligste fase af
Renæssancen
, som var overgangsperioden mellem
Middelalderen
og
Tidlig moderne tid
(slutningen af
14. arhundrede
til omkring
1600
). Termen
renæssance
er i sin essens et moderne begreb, som blev skabt i det 19. arhundrede indenfor kunsthistorien, især
Jacob Burckhardt
. Selvom oprindelsen til denne bevægelse normalt dateres til arene lige efter 1300 var det
italienske
samfund og kultur stadig præget af strukturer som normalt karakteriseres som middelalderlige, og denne udvikling var stadig begrænset til en litterær elite. De store samfundsomvæltninger der fulgte renæssancebevægelsen satte først ind i de følgende arhundreder. Ordet
renæssance
(fransk laneord, fra
ital.
Rinascimento
) betyder “genfødsel”, og denne æra er mest kendt for en fornyet interesse for den
antikke
fortid efter en periode, som nogle af renæssancehumanisterne selv betegnede som
den mørke middelalder
. Disse forandringer var dog længe begrænset til eliten, og for langt størstedelen af befolkningen havde livet ikke forandret sig meget siden middelalderen; desuden har moderne studier vist at den antikke litteratur aldrig var blevet glemt i middelalderen og at mange af de elementer der kendetegner den tidlige renæssance første gang opstod i middelalderen.
[
kilde mangler
]
Den italienske renæssance begyndte i
Toscana
omkring byerne
Firenze
og
Siena
, senere blev
Venedig
ogsa et vigtigt centrum, da adgangen til græsk litteratur her var bedre, pga. handelsrepublikkens gode forbindelser til
Konstantinopel
. Først senere fik strømningen stor betydning i
pavens
Rom
, først fik den et par nye monumenter i den nye
all'antico
-stil, men siden i
16. arhundrede
blev byen næsten helt bygget om af paverne. Den italienske renæssance kulminerede i slutningen af
15. arhundrede
, hvor invasioner fra udlandet kastede omradet ud i kaos, men den fremmede indflydelse i Italien betød ogsa at de nye ideer spredte ud til resten af Europa, og bl.a. satte den
nordeuropæiske
og den
engelske renæssance
i gang.
[
kilde mangler
]
Den italienske renæssance er mest kendt for dens kulturelle betydning, og tekster af
Petrarch
,
Castiglione
og
Machiavelli
regnes for hovedværker indenfor denne strømning; det samme gør kunstværker af
Michelangelo
og
Leonardo da Vinci
; og bygninger som
domkirken i Firenze
og
Peterskirken
i Rom. Samtidig betegner moderne forskere denne periode som værende præget af økonomisk
regression
og uden store naturvidenskabelige landvindinger, som først fandt sted i
17. arhundrede
efter den
protestantiske
reformation
i Nordeuropa.
[
kilde mangler
]
Det nordlige Italien i slutningen af middelalderen
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
I slutningen af middelalderen var det centrale og sydlige Italien fattigere end det nordlige Italien. Rom la hovedsagelig i ruiner, og
pavestaterne
var et kun løst administreret omrade uden megen lov og orden, blandt andet fordi
paven var flyttet
til
Avignon
i
Frankrig
efter pres fra kong
Filip IV
.
Napoli
,
Sicilien
og
Sardinien
havde en tid været under udenlandsk herredømme.
Det nordlige Italien var mere velstaende, og bystaterne der var blandt de rigeste i Europa.
Korstogene
havde givet varige handelsforbindelser med
Mellemøsten
, og det
fjerde korstog
havde gjort meget for at ødelægge
Det Byzantinske Rige
som en kommerciel rival til
Venezia
og
Genova
. De vigtigste handelsruter fra øst gik gennem Det Byzantinske Rige eller arabisk omrade til de havne som var knyttet til Genova,
Pisa
og Venezia. Luksusvarer som
krydderier
, farvestoffer og
silke
kom fra Mellemøsten og blev solgt videre til resten af Europa. Indlandet i Norditalien, som
Podalen
, havde rige jordbrugsarealer. Fra
Frankrig
,
Tyskland
og
Nederland
kom varer som
uld
,
hvede
og værdifulde metaller til omradet pa handelsruter over land og langs floder. Den omfattende handel strakte sig fra
Egypten
til
Østersøen
og frembragte betydeligt overskud, som igen tillod store investeringer i bjergværksdrift og jordbrug. Norditalien var ikke rigere pa ressourcer end andre dele af Europa, men udviklingen, stimuleret af handelen, tillod omradet at blomstre. Firenze blev en af de rigeste byer i Norditalien, hovedsagelig pa uldtekstilindustrien under overopsyn af dens dominerende handels
lav
,
Arte della Lana
. Uld blev importeret fra Nordeuropa (og i 1500-tallet fra
Spanien
)
[1]
og farvestoffer fra øst blev brugt i produktion af tekstiler af højeste kvalitet.
De italienske handelsruter, som dækkede
Middelhavet
og videre ud, var ogsa kanaler for kultur og kundskab. I middelalderen kom værker som var præget af klassisk lærdom fra grækerne til Europa ? via
arabiske
oversættelser og afhandlinger ? fra
Toledo
og
Palermo
. Korstogene førte til europisk kontakt med den klassiske lærdom som var bevaret af
araberne
, men vigtigere end dette var den spanske
Reconquista
[2]
i 1400-tallet og oversættelser af arabisksproget litteratur af arabister i
Salamancaskolen
. Fra Egypten og Mellemøsten kom arabernes videnskabelige,
filosofiske
og
matematiske
tænkning til det nordlige Italien. Fra
Konstantinopel
kom græske tekster og forskere til vesten efter at byen
1453
blev erobret af osmanniske styrker, og lærte italienere at læse dem i akademier i
Firenze
og
Venezia
. Humanistiske forskere og lærere søgte i klosterbiblioteker efter antikke manuskripter, og genopdagede
Tacitus
og andre
latinske
forfattere. Med genopdagelsen af
Vitruvius
blev antikkens arkitektoniske principper igen studeret, og renæssancekunstnere blev opmuntret af den humanistiske optimisme til at være lige sa fremragende og overga antikkens mestre.
I 1200-tallet oplevede Europa generelt økonomisk vækst. De italienske staters handelsruter var forbundet med dem for de etablerede middelhavshavne og efterhanden ogsa
hansaforbundet
i det nordlige Europa og Østersøen. Det skabte en netværksøkonomi i Europa for første gang siden
300-tallet
. De italienske bystater ekspanderede meget i denne periode og voksede i magt til at blive
de facto
helt uafhængig af
Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation
. I løbet af perioden blev den moderne kommercielle infrastruktur udviklet, med
dobbelt bogholderi
,
aktieselskaber
, et internationalt banksystem, valutamarked,
forsikring
og national gæld.
[3]
Firenze blev center for denne økonomiske aktivitet, og
guldflorinen
blev den vigtigste
valuta
for international handel.
Den nye styrende handelsklasse, som fik sin position gennem finansiel dygtighed, tilpassede den
feudale
,
aristokratiske
model, som havde domineret Europa i middelalderen, til sine mal. En side ved middelalderen i det nordlige Europa var fremvæksten af bysamfund som havde rystet biskoppers og den lokale adels kontrol af sig. I store dele af regionen var
adelen
betydelig fattigere end de bybaserede patriarker, idet
inflation
ofte efterlod landadelen udarmet. Tiltagende handel i den tidlige renæssance forstærkede disse modsætninger. Feudalismens tilbagegang og fremvæksten af byerne pavirkede hinanden, eksempelvis førte efterspørgslen efter luksusgoder til stigning i handelen, hvilket førte til at et stort antal handelsmænd blev rige, og det forøgede igen efterspørgslen pa luksusvarer. Ændringen gav ogsa handelsmændene næsten fuldstændig kontrol med styrelsen af de italienske bystater, noget som igen fremmede handelen. En vigtig virkning af den politiske kontrol var sikkerhed. De som blev ekstremt rige i en feudal stat gik i konstant fare for at komme i konflikt med fyrsten og fa deres ejendomme og rigdom konfiskeret, hvilket for eksempel skete for
Jacques Coeur
(
1395
?
1456
) i Frankrig. De nordlige italienske stater beholdt mange af de middelalderlove som hæmmede handelen, som den mod
ager
og forbuddet mod at handle med ikke-kristne. I de italienske bystater blev disse love ophævet eller omskrevet.
I 1300-tallet indtraf en række katastrofer som førte den europæiske økonomi ind i en nedgangskonjunktur.
Den varme periode i middelalderen
ebbede ud mens overgangen til
den lille istid
begyndte.
[4]
Ændringen i klimaet fik produktionen i
jordbruget
til at ga betydeligt ned, hvilket førte til hyppig
hungersnød
, forværret af en tidligere hurtig befolkningstilvækst.
Hundredearskrigen
mellem England og Frankrig begrænsede handelen i det nordlige Europa, eller den brød helt sammen, specielt mærkbart i
1345
da kong
Edvard III af England
nægtede at betale sin gæld og saledes bidrog til at de to største florentinske banker, ejet af familierne Bardi og Peruzzi, gik konkurs. I øst lukkede krig handelsruterne, da
det osmanniske rige
begyndte at ekspandere. Mest ødelæggende var dog
den sorte død
som tyndede ud i befolkningen i de tæt befolkede byer i det nordlige Italien, og
pesten
kom tilbage i intervaller. Eksempelvis havde Firenze en befolkning før pesten pa omkring 45.000, som blev formindsket over de næste 50 ar med 25-50%.
[5]
Udstrakt uorden fulgte, blandt andet oprør
1378
blandt tekstilarbejderne i Firenze,
ciompi
.
Det var i løbet af denne periode af ustabilitet at de første personligheder i renæssancen levede, som
Dante
og
Petrarca
, og den første betydelige renæssancekunst viste sig i begyndelsen af første halvdel af
1300-tallet
, mest mærkbar i
realismen
hos
Giotto
. Paradoksalt nok skulle nogle af de nævnte katastrofer bidrage til at etablere renæssancen. Den sorte død fjernede en tredjedel af Europas befolkning, og den nye, mindre befolkning var meget rigere, bedre ernæret og havde et betydeligt større økonomisk overskud at bruge pa luksusgoder som kunst og arkitektur. Da pesten gik tilbage i begyndelsen af
1400-tallet
, begyndte Europas hærgede befolkning igen at vokse. Det nye behov for produkter og tjenester og det reducerede antal mennesker som kunne tilbyde dem, satte de lavere
klasser
i en bedre position. Desuden bidrog det ogsa til at danne en voksende klasse af bankfolk, handelsmænd og dygtige kunstnere og handværkere. Rædslerne fra den sorte død og kirkens tilsyneladende manglende evne til at give trøst bidrog til nedgang i kirkens indflydelse, en anden betydelig drivkraft bag renæssancen. I tillæg abnede bankerne Bardis og Peruzzis kollaps vejen for
Mediciernes
enestaende vækst i Firenze. Roberet Sabatino Lopez har argumenteret for at den økonomiske kollaps i Europa var en afgørende baggrund for renæssancen.
[6]
Ifølge dette synpunkt ville forretningsfolk i en mere velstaende tidsalder hurtigt have reinvesteret deres indtægter for at tjene flere penge i et klima som favoriserede investeringer. Imidlertid fandt rige i de mere magre ar i 1300-tallet fa lovende investeringsmuligheder for deres indtægter, og valgte i stedet at bruge dem pa kunst og kultur.
En anden populær forklaring pa den italienske renæssance er den tese, blandt andet fremsat af historikeren
Hans Baron
[7]
, som hævdede at det som var den vigtigste drivkraft for den tidlige renæssance, var de langvarige krige mellem
Firenze
og
Milano
(se
De italienske krige
). I slutningen af 1300-tallet var Milano blevet et centraliseret
monarki
under kontrol af huset Visconti.
Giangaleazzo Visconti
, som styrede byen fra
1378
til
1402
, var kendt og berygtet bade for sin grusomhed og for sine talenter. Han begyndte at bygge et imperium i det nordlige Italien og indledte en række krige med Firenze; han gik til stadighed ind for at erobre nabostater og overvinde de forskellige sammenslutninger ledet af Firenze, som forgæves forsøgte at hindre hans fremgang. Det kulminerede
1402
i belejringen af Firenze, men netop da det sa ud som om byen ville falde, døde Giangaleazzo Visconti og hans rige kollapsede med ham.
Hans Barons tese hævder at i løbet af disse lange krige samlede de ledende figurer i Firenze folk ved at fremstille krigene som værende mellem den frie
republik
og det despotiske
monarki
, mellem idealerne fra de græske og romerske republikker og dem fra
Romerriget
og middelalderens kongedømmer. Baron hævder at den ledende personlighed som udformede denne ideologi var
Leonardo Bruni
. Han hævder endvidere, at krisetiden i Firenze var den samme periode hvor de betydeligste renæssancepersoner tradte frem, som
Ghiberti
,
Donatello
,
Masolino
og
Brunelleschi
, og at de alle var præget af republikansk ideologi. Ifølge Baron havde de og andre personer stor indflydelse pa renæssancen ved at fremme republikanske ideer.
Det nordlige Italien var delt i flere krigsførende bystater, hvoraf de mægtigste var
Milano
,
Firenze
,
Pisa
,
Genova
,
Ferrara
, og
Venezia
.
Højmiddelalderens
Norditalien var yderligere splittet i langvarig krig om overhøjhed mellem
pavedømmet
og
Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation
: Hver enkelt by allierede sig med den ene eller anden fraktion, samtidig med at de var splittede mellem to stridende parter,
ghibellinerne
og
guelferne
. Krig mellem bystaterne var sædvanligt, invasioner udefra var begrænset til de periodevis tilbagevendende styrker fra det tysk-romerske rige. Renæssancens politik blev udviklet pa denne baggrund. Siden
1200-tallet
bestod hærafdelinger hovedsagelig af
lejesoldater
, og velstaende bystater kunne stille betydelige styrker til trods for en lille befolkning. I løbet af
1400-tallet
havde de mægtigste bystater underlagt sig mindre naboer: Firenze tog
Pisa
1406
, Venezia erobrede
Padova
og
Verona
, mens
hertugen af Milano
underlagde sig en række nærliggende omrader, herunder
Pavia
og
Parma
.
Den første del af renæssancen var kendetegnet af hyppig krigstilstand til lands og til søs efterhanden som bystaterne kæmpede om overherredømmet. Pa land blev krigene hovedsagelig udkæmpet af lejesoldater kendt som
condottieri
, bander af soldater fra hele Europa, men især
tyskere
og
schweizere
, ledet af italienske officerer. Lejesoldaterne var ikke villige til at risikere livet unødigt, og krigsførelsen bestod stort set af belejringer og manøvreringer, af og til ogsa direkte slag. Det var i lejesoldaternes interesse at begge sider forlængede konflikten sa de kunne have arbejde længst muligt. Lejesoldaterne var en konstant trussel mod dem som lejede dem. Hvis de ikke blev betalt til tiden og med det aftalte beløb, kunne de hurtigt vende sig mod arbejdsgiveren. Hvis en bystat var fuldstændig afhængig af lejesoldater, var der mulighed for at lejesoldaterne tog selvstændige beslutninger.
[8]
Til søs sendte de italienske bystater mange flader i kamp. De betydeligste var
Pisa
,
Genova
, og
Venezia
, men efter lang konflikt var det Genova der reducerede Pisa. Venezia viste sig at være en mægtigere fjende, og mens de i begyndelsen var relativt ligestillede, blev Genovas flade
1380
udryddet i
slaget ved Chioggia
ved mundingen af den venetianske
lagune
, og derefter var Venezia dominerende pa havet. Efterhanden som venetianske omrader omkring
Ægæerhavet
gik tabt, det ene efter det andet, til
osmannerne
, og handelen i
Sortehavet
gik tabt, flyttede Venezia sine interesser mod fastlandet,
terra firma
, da den venetianske renæssance begyndte.
Til lands forløb artier med kampe hvor Firenze og Milano kæmpede sig frem til at være de mægtigste parter, og til slut blev de
1454
enige om
en fredsaftale i Lodi
, som betød relativ fred i omradet for første gang i arhundreder. Freden varede fyrre ar, og Venezias indiskutable overherredømme til søs førte ogsa til fred i størstedelen af det resterende 1400-tal.
I løbet af 1400-tallet havde eventyrere og handelsmænd som
Niccolo Da Conti
(
1395
?
1469
) rejst sa langt som til
Sydøstasien
og tilbage, og de bragte ny kundskab om verden med sig, et forvarsel om yderligere europæiske sørejser og udforskning i arene som kom.
I slutningen af 1300-tallet havde Firenzes ledende familie været
Albizzi
. Deres modstandere og udfordrere til magten var
Medicierne
, først under
Giovanni de' Medici
, derefter under hans søn
Cosimo
. Medicierne kontrollerede Medici-banken, dengang Europas største bank, og en række andre forretningsforetag i Firenze og andre steder.
1433
lykkedes det Albizzi at fa sendt Cosimo i landflygtighed, men aret efter blev en tilhænger af familien valgt til
signoria
, det styrende rad, og Cosimo kunne vende tilbage. Medicierne blev Firenzes ledende familie de næste tredive ar. Firenze forblev en republik frem til
1537
, der traditionelt markerer afslutningen pa højrenæssancen i Firenze, men den republikanske styrelse var kontrolleret af Medicierne og deres allierede mellem
1494
og
1527
. Cosimo og
Lorenzo de' Medici
havde sjældent selv administrative positioner, men var i kraft af deres indflydelse de indiskutable ledere.
Cosimo de' Medici var meget populær blandt borgerne, hovedsagelig for at sikre stabilitet og fremgang for byen. Blandt hans vigtigste præstationer var
en fredsaftale ved Lodi
med
Francesco Sforza
som endte artier med krigshandlinger med Milano og bragte fred til det meste af det nordlige Italien. Cosimo var ogsa en vigtig støtte for kunsten, bade direkte og indirekte ved de eksempler han gav.
Cosimo blev efterfulgt af sin sygelige søn
Piero de' Medici
, som døde efter fem ar som leder af byen.
1469
blev magten givet videre til Cosimos 21 ar gamle barnebarn
Lorenzo de' Medici
som skulle blive kendt som "Lorenzo den pragtfulde". Lorenzo var den første i sin familie som fra unge ar var blevet uddannet i den humanistiske tradition og er i dag mest kendt som en af renæssancens vigtigste patroner og beskyttere af kunsten. Under Lorenzo blev Mediciernes styre formaliseret med dannelsen af et nyt
Consiglio dei settanta
, "Radet af halvfjerds", som Lorenzo selv ledede. De republikanske institutioner fortsatte, men havde mistet al magt. Lorenzo var mindre heldig end hans dygtige forfædre i forretningslivet, og Mediciernes kommercielle rige eroderede langsomt men sikkert. Lorenzo fortsatte alliancen med Milano, mens forholdet til pavedømmet forværredes.
1478
var pavens agenter gaet sammen med
Pazzi-familien
i et forsøg pa at snigmyrde Lorenzo. Selv om sammensværgelsen mislykkedes, blev Lorenzos yngre bror
Giuliano
dræbt. Attentatforsøget førte til krig med pavedømmet, og Lorenzo udnyttede krigen til yderligere at centralisere magten i egne hænder.
[9]
Renæssancens idealer spredte sig først fra Firenze til nærliggende bystater i
Toscana
som
Siena
og
Lucca
. Toskansk kultur blev snart model for hele Norditalien, og den toskanske variant af italiensk blev dominerende i hele omradet, specielt i litteraturen.
1447
kom Francesco Sforza til magten i Milano og omformede hurtigt den middelalderlige by til et betydeligt center for kunst og lærdom som tiltrak blandt andre
Leon Battista Alberti
. Venezia, en af de rigeste byer pa grund af dens kontrol over Middelhavet, blev et andet center for renæssancekunst, specielt inden for
arkitektur
. Sma hoffer støttede renæssancen og førte den til mindre byer som udviklede deres egen karakteristiske kunst:
Ferrara
,
Mantova
(under
Huset Gonzaga
),
Urbino
(under
Federico da Montefeltro
), og i
Napoli
blev renæssancen fremmet under beskyttelse af
Alfonso V af Aragona
, som erobrede byen i
1443
og opmuntrede kunstnere som
Francesco Laurana
og
Antonello da Messina
, og forfattere som poeten
Jacopo Sannazaro
og humanistiske lærde som
Angelo Poliziano
.
1417
vendte paven tilbage til
Rom
, men den tidligere kejserlige hovedstad forblev fattig og stort set i ruiner gennem de første ar af renæssancen.
[10]
Den store forvandling begyndte under pave
Nikolaus V
, som blev indsat
1447
. Han igangsatte en omfattende aktivitet sa det meste af byen blev genopbygget og fornyet. Den humanistiske lærde Aeneas Silvius Piccolomini blev
1458
pave som
Pius II
. Da pavedømmet kom under kontrol af rige og mægtige familier i Norditalien, som
Medici
og
Borgias
, kom renæssancens and og filosofi til at dominere
Vatikanet
. Pave
Sixtus IV
fortsatte Nikolas Vs arbejde, mest berømt for at give ordre til konstruktionen af
Det Sixtinske Kapel
, som er opkaldt efter ham. Paverne blev i stadig større grad verdslige herskere da pavestaterne blev smedet sammen til en centraliseret magt efter en række "krigerpaver".
Renæssancens natur ændrede sig i løbet af slutningen af 1400-tallet. Renæssancens ideal blev adopteret af de herskende klasser og aristokratiet. De første renæssancekunstnere blev betragtet som handværkere og nød kun lidt prestige eller anerkendelse. I slutningen af renæssancen havde de fremmeste af dem stor indflydelse, blev betragtet som mestre og kunstnere, og kunne kræve store honorarer. En blomstrende handel med renæssancekunst udviklede sig, og mens de ledende kunstnere i den tidligste renæssance kom fra de lavere klasser eller fra middelklassen, kom de i stigende grad fra aristokratiet selv og blev selv en del af aristokratiet.
[10]
Som kulturel bevægelse berørte renæssancen kun en lille del af befolkningen. Det nordlige Italien var det mest
urbaniserede
omrade i Europa, men tre fjerdedele af befolkningen var fortsat bønder.
[11]
For dem var livet i alt væsentligt uændret fra middelalderen.
[12]
Klassisk
feudalisme
havde aldrig været udpræget i Norditalien hvor bønderne hovedsagelig arbejdede pa privatejede garde eller som forpagtere. Nogle forskere har set en udvikling mod refeudalisering i den sene renæssance da eliten fra byerne begyndte at blive jordejende aristokrater.
[13]
I byerne var situationen ganske anderledes. De var domineret af en handelselite som var akkurat sa eksklusiv som aristokratiet i et hvilket som helst middelalderligt kongedømme. Det var denne gruppe som hovedsagelig støttede, beskyttede og var publikum til renæssancekulturen. Under sig havde de en stor klasse af kunstnere og
lavsorganiserede
handværkere som levede et relativt komfortabelt liv og havde betydelig magt i de republikanske regeringer. Det stod i skarp kontrast til resten af Europa hvor kunstnere stort set kom fra de lavere klasser. Som læse- og skrivekyndige kunne de bidrage til renæssancekulturen.
[14]
Den største gruppe af byernes befolkning var de fattige, delvis faglærte, arbejdsløse og løsarbejdere, som renæssancen ikke havde nogen synderlig virkning pa. Historikerne har debatteret spørgsmalet om hvor let det var at bevæge sig mellem de forskellige samfundsklasser i løbet af den italienske renæssance. Eksempler pa individer som steg op fra en beskeden baggrund kan findes, men den britiske historiker Peter Burke har i arbejder fundet at datamaterialet ikke overbevisende kan pavise en øgning i social bevægelse. De fleste historikere mener at der sandsynligvis var en høj social bevægelse i den tidlige renæssance, men at den gradvis aftog i løbet af 1400-tallet.
[15]
Samfundets
uligheder
og klasseskel var meget store. En overklasse havde flere hundrede gange mere i indtægt end en tjener eller arbejder. Nogle historikere mener at den forskellige fordeling af rigdom var afgørende for renæssancen, da kunsten blev støttet af de meget rige.
[16]
Renæssancen var ikke en periode med stor social eller økonomisk forandring, men overvejende med kulturel og ideologisk udvikling, og kun en lille del af befolkningen var berørt. Historikere med udgangspunkt i
historisk materialisme
vil derfor tendere til at reducere renæssancens betydning; de bruger hellere udtrykket "
tidlig moderne tid
". Med en formulering af Roger Osborne: "Renæssancen er et vanskeligt koncept for historikere, fordi Europas historie pludselig bliver til historien om italiensk maleri, skulptur og arkitektur".
[17]
Renæssancens slutning er lige sa vanskelig at datere som dens begyndelse. Mange markerer den asketiske munk i Firenze
Girolamo Savonarola
, der fik mere magt i arene
1494
-
1498
, som afslutningen pa byens blomstring; for andre er Mediciernes triumferende tilbagekomst begyndelsen pa sidste fase som inden for kunsten kaldes
manierisme
. Savonarola kom til magten pa en bølge af udstrakt modreaktion mod renæssancens
sekularisering
og nydelse. Hans korte styre førte til at mange kunstværker blev ødelagt i det som har været karakteriseret som "Forfængelighedens bal",
ital.
Falo delle vanita
, i centrum af Firenze. Med Mediciernes tilbagekomst, nu som storhertuger af Toscana, fortsatte modbevægelsen i kirken.
1542
blev
Inkvisitionen
grundlagt og nogle fa ar senere blev
Index Librorum Prohibitorum
('Oversigt over forbudte bøger') oprettet, og en række litterære renæssanceværker blev forbudt.
Lige sa vigtig var ophøret af en stabil periode med en række udenlandske invasioner af Italien, kendt som
De italienske krige
, som skulle fortsætte i flere artier. Invasionerne begyndte
1494
med franske tropper som hærgede over det meste af Norditalien og gjorde ende pa mange af bystaternes uafhængighed. Den største katastrofe fandt sted
6. maj
1527
da spanske og tyske soldater hærgede og plyndrede Rom. Det betød ogsa afslutningen af pavedømmet som den største beskytter af renæssancekunst og arkitektur.
[10]
Mens den italienske renæssance blegnede, overtog det øvrige Europa mange af dens idealer og stile.
Et antal af Italiens største kunstnere valgte at emigrere. De kendteste var
Leonardo da Vinci
som rejste til Frankrig
1516
, men en gruppe af mindre betydningsfulde kunstnere, som var blevet inviteret for at omforme
Chateau de Fontainebleau
, skabte den sakaldte
Fontainebleau-skole
som sammensmeltede fransk kunst med den italienske renæssance. Fra Fontainebleau kom en ny stil, omformet af manierismen, og som bragte renæssancen til
Antwerpen
og derfra videre til resten af det nordlige Europa.
Spredningen nordover var ogsa repræsentativ for en større tendens. Middelhavet var ikke længere Europas vigtigste handelsrute.
1498
naede
Vasco da Gama
Indien
og fra da gik de vigtigste handelsruter fra
Orienten
via Atlanterhavshavnene
Lissabon
,
Sevilla
,
Nantes
,
Bristol
, og
London
. De omrader overgik hurtigt Italien i rigdom og magt.
Den litterære revolution i Italien i 1200-tallet bidrog til at berede grunden for renæssancen.
[18]
Tidligere havde italiensk ikke været benyttet til at skrive litteratur i Italien, og det var først i 1200-tallet at italienske forfattere begyndte at skrive pa modersmalet frem for
latin
,
fransk
eller
provencalsk
. En betydelig ændring fandt sted i
1250'erne
da
Dolce stil novo
("den søde, nye stil", som fremhævede
platonisk
kærlighed frem for den høviske) blev rendyrket med poeter der gik foran som Guittone d'Arezzo og Guido Guinizelli. Specielt inden for poesien havde italiensk litteratur ændret sig meget i artierne før renæssancen begyndte.
Da
Aldus Manutius
begyndte at trykke bøger i Venezia, blev et stadig stigende antal litterære værker udgivet pa italiensk, ud over bøger pa latin og græsk som udgjorde hovedstrømningerne i den italienske renæssance. Kilderne til disse værker gik ud over rammerne for
teologisk
litteratur og søgte tilbage til den førkristne tid i
Romerriget
og
antikkens Hellas
. Det betød ikke at der ikke blev skrevet og udgivet religiøse tekster i perioden.
Dante Alighieris
Den guddommelige komedie
reflekterede et karakteristisk middelalderligt verdensbilde.
Kristendommen
udgjorde stadig den betydeligste indflydelse for kunstnere og forfattere, mens de klassiske værker var en anden hovedstrømning.
I den tidlige italienske renæssance var der stort fokus pa at oversætte og studere klassiske værker fra latin og græsk. Renæssanceforfattere var imidlertid ikke tilfredse med at hvile pa oldtidens laurbær, og mange forsøgte at integrere stil og metode hos antikkens store forfattere i deres egne værker. Blandt de forfattere som blev mest efterlignet var
Cicero
,
Horatius
,
Sallust
og
Vergilius
. Blandt grækerne blev
Aristoteles
,
Homer
og
Platon
læst i original for første gang siden
300-tallet
, skønt der var ikke mange græske værker at vælge blandt.
Renæssancens litteratur og poesi var ogsa pavirket af udviklingen inden for
videnskab
og
filosofi
. Humanisten
Francesco Petrarca
, en hovedperson blandt de lærde som gik foran, var ogsa en dygtig poet og udgav flere vigtige poesiværker. Han skrev poesi pa latin, blandt andet
Africa
om
anden puniske krig
. Han huskes for det han skrev pa
modersmalet
, specielt
Canzoniere
, en samling
kærlighedssonetter
. Da
Thomas Wyat den ældre
oversatte dem (frit) til
engelsk
etablerede han
sonetten
som lyrisk stil i England, siden anvendt af
William Shakespeare
og mange andre poeter.
Petrarcas discipel,
Giovanni Boccaccio
, blev en betydelig forfatter i egen ret. Hans hovedværk var
Dekameron
, en samling pa hundrede fortællinger fortalt af ti fortællere som var flygtet til udkanten af Firenze for at undslippe
pesten
.
Dekameron
specielt og Boccaccios værker generelt blev en betydelig inspiration for andre europæiske forfattere i renæssancen, blandt andet
Geoffrey Chaucer
og senere ogsa William Shakespeare.
Foruden kristendommen, antikken og lærdom generelt var politik inspiration for renæssancelitteraturen. Den politiske filosof
Niccolo Machiavellis
mest berømte værker var
Drøftelser af Livius
,
Florentinsk historie
og endelig
Fyrsten
, som siden gav anledning til udtrykket "machiavellisk" som reference til
et realpolitisk syn
som forfatteren fremmede i bogen. Imidlertid er det, der sædvanligvis kaldes "machiavellisk", et forenklet syn snarere beregnet til lærebøger end et korrekt begreb for hans filosofi. Derudover er det ikke abenbart at Machiavelli selv var advokat for det syn som har gjort ham udødelig: Hovedproblemet er de abenbare modsigelser mellem det
monarkistiske
syn i
Fyrsten
og det
republikanske
i
Drøftelserne
, men uanset det er
Fyrsten
stadig genstand for debat.
Selv om den italienske renæssance ikke affødte nogen selvstændig ny filosofi, eller kan skilte med nogenlunde enstænkende filosoffer, fremkom der i filosofien noget nyt, som senere fik samlebetegnelsen
humanisme
. Begreberne "renæssance" og "humanisme" benyttes af og til om hinanden, men der kan skelnes : Man kan betragte "renæssancen" som den historiske epoke der slog bro mellem
middelalder
og
nyere tid
, og "humanismen" som den dannelsesbevægelse der voksede frem i denne epoke. Taler man om den filosofi som prægede italiensk renæssance, er det nok sa meget nye kulturelle betoninger det drejer sig om, ikke sa meget helt nye filosofiske konstruktioner. De virkeligt nye filosofiske impulser skulle komme fra ikke-italienske tænkere. Meget af den klassiske græske filosofi var bevaret i
Det byzantinske rige
, men det var tydeligt for alle her at Byzans ville ende med at blive helt erobret af
osmannerne
. Mange byzantinske lærde, handværkere, kunstnere og flygtede derfor til Italien, og de medbragte de græske tekster samt underviste i græsk.
[19]
Især var Platons skrifter ukendte i Middelalderen frem til kontakten med Byzans.
Den nyvakte interesse for antikken, dens visdom og kunst og trangen til at vende tilbage til de gamle kilder ("ad fontes"), gav
Aristoteles
en stærkere stilling. Ærefrygten for klassiske studier fremmede et aristotelisk og
ptolemæisk
syn pa universet. Nogle humanister betragtede naturen som et levende andeligt væsen der ikke blev styret af love eller matematik, mens andre ikke accepterede et naturbegreb der tenderede mod
panteisme
. Pa samme tid mistede filosofien meget af sin styrke som ledende for
logikken
, og saledes blev
deduktion
betragtet som underordnet
intuition
og følelse.
Om de nye filosofiske strømninger var med eller mod kirken, afhænger af hvilke enkeltstrømninger der er tale om. At der var et opbrud, er klart nok. Og eftersom kirken i den forudgaende periode havde været sa at sige eneforvalter af al højere videnskab og tænkning ? da universiteterne var oprettet af kirken og forstod sig som medudforskere af den naturlige og overnaturlige abenbaring sammen med kirkeledere og embedsteologer ? var renæssancens opbrud ogsa til dels et opbrud mod dette. Men i og med at centrale aktører var paver og andre kirkeledere ? bade blandt tænkerne selv og blandt dem som fremmede og finansierede tidens humanisme ? er det vanskeligt at tegne entydige kontraster. Tiderne ændrede sig, og alle i tiden ændrede sig med den, indbefattet kirken.
Petrarca havde været eksponent for en ny tilnærmelse. Han opmuntrede til studiet af de latinske klassikere og havde en kopi af
Homer
med sig i det hab at nogen kunne lære ham græsk. Et væsentligt skridt i den humanistiske uddannelse, fremlagt af lærde som
Pico della Mirandola
, var at opsøge tabte eller glemte antikke manuskripter som kun var kendt af omtale. Pico de Mirandola udviklede et
eklektisk
og
esoterisk
læresystem, som maske ikke havde den helt store interne konsistens, præget blandt andet af hans fascination af
kabbalisme
. Dog frembragte Pico de Mirandola meget som stimulerede og skulle blive af varig værdi.
Disse bestræbelser blev støttet af rige italienske patriciere, handelsfyrster og despoter som brugte betydelige formuer pa at bygge biblioteker. At genopdage fortiden var blevet en fornem mode og en lidenskabelig beskæftigelse for de øverste samfundsklasser.
Jeg gar
, sagde
Cyriacus fra Ancona
,
Jeg gar for vække de døde!
.
[20]
Den fremmeste af biblioteksbygherrerne var imidlertid en kirkens mand, renæssancepaven og humanisten
Nikolaus V
, manden bag
Vatikanbiblioteket
.
Efterhanden som græske værker blev samlet, manuskripter fundet, biblioteker og museer dannet, kom
trykkeriernes
tidsalder til syne. Antikkens værker blev oversat fra græsk og latin til samtidens moderne europæiske sprog og blev læst af et modtageligt publikum der som Shakespeare kunne "kun lidt latin og mindre græsk".
[21]
Den nye interesse for antikkens tænkere, kunst og litteratur tiltog i den tidlige italienske renæssance, pa bekostning af andre
videnskaber
. Imidlertid opstod der noget senere i renæssancen en tankeretning som søgte at integrere al kundskab, ogsa den naturvidenskabelige. Denne retning bidrog til at den naturvidenskabelige forskning igen udviklede sig.
Til trods for den til dels imponerende forening af kunst og videnskab hos
Leonardo da Vinci
har historikere som George Sarton og Lynn Thorndike kritiseret den made renæssancen generelt greb videnskaben an pa og udviklede den, og de har argumenteret at udviklingen i stedet blev forsinket og bremset. Det var ikke før renæssancen bevægede sig ud af Italien og nordpa i Europa at videnskaben fik nyt liv af personligheder som
Nikolaus Kopernikus
,
Francis Bacon
, og
Rene Descartes
.
Renæssancemaleriets forløber var
Giottos
(1267-1337) og hans elevers brud med den
bysantinske
stivhed og
gotikkens
formalisme. Giottos
naturalisme
, hans tredimentionale figurer som befolkede et troværdigt rum, og hans
humanistiske
interesse i at udtrykke den individuelle personlighed, var bestanddele som bragte interessen for naturen og ikke mindst menneskekroppen i dens totale fysiske virkelighed tilbage til kunsten.
[22]
Til den tidlige renæssance hører
Masaccio
(1401-28) som brød med den gotiske tradition ved at erstatte vidtløftig ornamentik med hverdagsagtige detaljer og ved at lade skikkelserne optræde i et, som man opfattede det, virkeligt rum. Derefter øgede
Piero della Francesca
(1415-92) og
Paolo Uccello
(1397?1475)
realismen
i deres værker ved at benytte den nye, revolutionære teknik med
perspektiv
og saledes give tredimentional repræsentation i todimentionale kunstværker mere end kun realisme, men gøre den autentisk og virkelighedstro. Piero della Francesca skrev afhandlinger om videnskabeligt perspektiv.
Frembringelsen af troværdige rum tillod kunstnerne at fokusere pa nøjagtige gengivelser af den menneskelige krop og pa naturalistiske landskaber. Masaccios figurer havde en plasticitet som til da var helt ukendt. Sammenlignet med den flade og plane karakter i gotisk maleri var hans malerier revolutionerende. Tidligere var figurer blevet fremstillet i
silhuet
og uden dybde. Mod slutningen af
1500-tallet
, specielt i Norditalien, begyndte kunstnerne at bruge nye teknikker til at manipulere lys og mørke som tonekontrasterne i mange af
Tizians
portrætter og udviklingen af
sfumato
og
chiaroscuro
hos
Leonardo da Vinci
og
Giorgione
.
Perioden sa ogsa de første verdslige, ikke-religiøse malerier. Disse
mytologiske
emner var faktisk ganske fa, men gav ophav til en debat om renæssancens verdslighed hos forskere tidligt i
1900-tallet
som hos
Jacob Burckhardt
.
Botticelli
var en af de mange malere hvis verdslige værker har fortsat gyldighed den dag i dag, men han var selv dybt religiøs og tilhænger af den religiøse moralist
Girolamo Savonarola
; Botticelli malede ogsa mange traditionelle religiøse malerier.
Inden for skulptur var det
Donatellos
studier af klassisk skulptur som førte til hans udvikling af klassiske positurer som
contrapposto
-posituren, og i emner som hans anden statue af David, den første fritstaende nøgen
akt
i
bronze
som blev skabt i Europa siden
den romerske kejsertid
. Donatellos fremstillinger af
basreliffer
,
stiacchiato
ved at variere dybden i relieffet for at illudere indtryk af forgrund, mellemgrund og baggrund var en anden nyskabelse som fik stor udbredelse i renæssancen. Donatellos kunstneriske fremgang havde stor indflydelse pa alle som fulgte ham, og maske den største af dem alle var
Michelangelo
hvis
David
fra
1500
ogsa var en mandlig nøgenakt. Michelangelos Davidstudie er mere naturalistisk end Donatellos og har en større emotionel intensitet. Begge statuer star i
contrapposto
: de hviler vægten pa den ene fod.
Med højrenæssancen kulminerede malene fra den tidligere periode, det vil sige en nøjagtig repræsentation af figurerne i et rum gengivet med palidelig bevægelse og i en passende sømmelig stil. De berømteste malere fra tiden er
Leonardo da Vinci
,
Raphael
og
Michelangelo Buonarroti
. Deres billeder hører til de mest kendte kunstværker i verden. Leonardos
Nadveren
, Raphaels
Skolen i Athen
, og Michelangelos loft- og vægmalerier i
Det Sixtinske Kapel
er blandt de ypperste værker fra denne periode.
Højrenæssancens maleri udviklede sig til hvad der nu betegnes som
manierisme
, specielt i Firenze. De manieristiske kunstnere, som bevidst gjorde oprør mod højrenæssancens principper, tenderede til at repræsentere langstrakte figurer i ulogiske rum. Moderne forskning har anerkendt den manieristiske kunsts evne til at befordre en stærk, ofte religiøs, stemning hvor højrenæssancens kunstnere ikke magtede at gøre det samme. Nogle af de vigtigste kunstnere i denne periode er
Pontormo
,
Bronzino
,
Rosso Fiorentino
,
Parmigianino
og Raphaels elev
Giulio Romno
.
[23]
Renæssancen inden for
arkitektur
blev i Italien introduceret med et revolutionært, men ufuldstændigt monument i
Rimini
af
Leone Battista Alberti
[24]
, men perioden blev udviklet i
Firenze
. Nogle af de tidligste bygninger som viste renæssancens karakteristiske træk var
Filippo Brunelleschis
Ospedale degli Innocenti
, et hittebørnsherberg, (opført 1421-1444) der regnes til de første renæssancebyggerier, derpa fulgte
San Lorenzos kirke
og
Pazzi-kapellet
, bygget mellem
1430
og
1444
, som havde et bemærkelsesværdigt træk i facaden hvor de to sidefelter i
porticoen
er forenet i en central bue.
Brunelleschi, den første store renæssancearkitekt, gjorde omfattende studier af den klassiske antik i Rom hvor han udledte dens grundlæggende
geometri
, specielt systemet for arkitektonisk orden som med søjleordenerne. Genopdagelsen af den klassiske antik kan bedst illustreres ved
Palazzo Rucellai
. Her følger søjlerne den sakaldte "superposition" ('overlagring' ?, italiensk
superponere
[25]
) i
klassisk søjleorden
med
doriske søjler
i første etage,
joniske søjler
i anden etage (
piano nobile
, den fineste etage) og
korintiske søjler
i øverste etage. Valget af søjler bestemte hvilke proportioner bygningen matte stemme overens med.
Interiøret i
Santo Spirito
i Firenze udtrykte en ny sans for lys, klarhed og rummelighed som er typisk for den tidlige, italienske renæssance. Det var især rige adelsmænd og købmænd som var opdragsgivere, og renæssancens arkitektur i Italien forblev et eksklusivt overklasseprodukt, anvendt næsten udelukkende i de store byer og især til paladser og kirker.
Renæssancen var frem for alt rationel og geometrisk. Idealet var en bygning hvor akserne, horisontale som vertikale, var
symmetriske
.
Kuplen
var et dominerende træk pa næsten alle renæssancekirkerne. Forbilledet var
Pantheon
, men renæssancens arkitekter foretrak et dobbelt lag af mursten; et karakteristisk træk var ribberne, halvbuerne af sten, som adskilte de forskellige sektioner. De er særlig tydelige pa Brunelleschis
Duomo
,
domkirken i Firenze
, eller
Santa Maria del Fiore
.
I
Mantua
indvarslede
Leone Battista Alberti
den "nye antikke stil", dog blev hans kulminationsværk,
Sant'Andrea
, ikke pabegyndt før
1472
, efter arkitektens død.
Højrenæssancen, som er sidste del af perioden, blev introduceret i Rom med
Donato Bramantes
kirke
San Pietro in Montorio
i
1502
og den oprindelig planlagte
Peterskirke
(
1506
) som var den største arkitektopgave i perioden, pavirket af mange af de store renæssancekunstnere, herunder
Michelangelo
og
Giacomo della Porta
. Begyndelsen pa
senrenæssancen
i
1550
blev markeret med udviklingen af en ny søjleorden ved
Andrea Palladio
. Kolossale søjler, som var to eller flere etager høje, dekorerede facaderne.
Der var i Italien i 1300-tallet stor musikalsk aktivitet som i omfang og nyskabelse svarede til andre samtidige kunstarter. Selv om
musikvidenskaben
sædvanligvis grupperer musikken i
trecento
(1300-tallet) sammen med den tilsvarende fra slutningen af middelalderen, havde den alligevel træk som i den tidlige renæssance: øget vægt pa verdslige kilder, stile og former; spredning af kulturen bort fra de kirkelige institutioner over til aristokratiet, og selv til almindelige mennesker i forskellige samfundsklasser; desuden en hurtig udvikling af nye teknikker. De væsentlige former var
trecento madrigal
,
caccia
, og
ballata
. De musikalske stilarter fra perioden er betegnet som "italiensk
ars nova
".
Fra begyndelsen af 1400-tallet til midten af 1500-tallet la centrum for nyskabende kirkemusik i
Nederlandene
, og en række talentfulde komponister kom derfra til Italien. Mange af dem sang enten i pavens kor i Rom eller korene i de talrige kapeller hos aristokratiet i Rom, Firenze, Milano,
Ferrara
og andre steder; og de bragte deres
polyfone
stil med sig og pavirkede mange indfødte italienske komponister i løbet af deres ophold.
Kirkemusikkens
dominerende former i løbet af perioden var
messe
og
motet
(flerstemmig kirkesang). Den mest berømte komponist af kirkemusik i 1500-tallet i Italien var
Palestrina
, det mest prominente medlem af
den romerske skole
hvis stil var en glat og jævn, emotionel polyfoni som fastlagde lyden for 1500-tallet, i det mindste i henhold til musikteoretikere i
1800-
og
1900-tallet
. Andre italienske komponister i slutningen af 1500-tallet komponerede
madrigaler
, den mest populære verdslige musikform, og i henved et arhundrede blev sadanne verdslige stykker for mange sangere spredt over hele Europa. Vigtige madrigalkomponister var
Jacques Arcadelt
i begyndelsen af perioden,
Cipriano de Rore
i midten af arhundredet og
Luca Marenzio
,
Philipp de Monte
,
Carlo Gesualdo
og
Claudio Monteverdi
mod slutningen af perioden.
Ogsa inden for instrumentalmusikken skete der landvindinger i Italien. Ved begyndelsen af 1500-tallet var
improvisation
pa tangentinstrumenter højt værdsat, og mange komponister af
virtuoso
tangentmusik tradte frem. Mange kendte instrumenter blev opfundet og perfektioneret i senrenæssancens Italien, blandt andet
violinen
, hvor de tidligste udgaver kom i brug i
1550'erne
.
Ved slutningen af 1500-tallet var Italien det musikalske centrum i Europa. Omtrent al fornyelse som kendetegnede overgangen til
barokepoken
havde sin oprindelse i det nordlige Italien i de sidste artier af arhundredet. Fra Venezia med sine flerstemmige produktioner, den sakaldte
venetianske skole
og den tilknyttede instrumentalmusik, skete der en bevægelse nordover ind i
Tyskland
. I Firenze blev den
florentinske
Camerata
udviklet til en sørgesang,
monodi
, en vigtig forløber for
opera
som først begyndte omkring
1600
. Ferrara-skolens avantgardistiske, manieristiske stil migrerede til
Napoli
og andre steder via
Carlo Gesualdos
musik, og blev sidste udgave af renæssancens flerstemmige vokalmusik.
- Baron, Hans:
The Crisis of the Early Italian Renaissance: Civic Humanism and Republican Liberty in an Age of Classicism and Tyranny
. Princeton: Princeton University Press, 1966.
- Burckhardt, Jacob:
The Civilization of the Renaissance in Italy
Arkiveret
9. december 2012 hos hos
Archive.is
, oversættelse S.G.C Middlemore, 1878
- Burke, Peter:
The Italian Renaissance: Culture and Society in Italy
Princeton: Princeton University Press, 1999.
- Hagopian, Viola L.: "Italy", in
The New Grove Dictionary of Music and Musicians
, ed. Stanley Sadie. 20 vol. London, Macmillan Publishers Ltd., 1980. ISBN
- Hay, Denys:
The Italian Renaissance in Its Historical Background
. Cambridge: Cambridge University Press, 1977.
- Jensen, De Lamar:
Renaissance Europe
, 1992
- Lopez, Roberet Sabatino:
The Three Ages of the Italian Renaissance
. Charlottesville: University Pres of Virginia, 1970.
- Pullan, Brian S.:
History of Early Renaissance Italy.
London: Lane, 1973.
- Raffini, Christine: "Marsilio Ficino, Pietro Bembo, Baldassare Castiglione: Philosophical, Aesthedic, and Political Approaches in Renaissance Platonism".
Renaissance and Baroque Studies and Texts
, v.21, Peter Lang Publishing, 1998.
ISBN
0-8204-3023-4
- Toman, Rolf, Høydalsnes, Eli (2007)
Kunsten i den italienske renessansen : arkitektur, skulptur, maleri, tegning
? Spektrum, Oslo.
ISBN
978-82-7822-576-9
.
- Alle afsnit under menuen er fra den norske i
denne version
, august 2010
- ^
De Lamar Jensen,
Renaissance Europe
, side 95
- ^
Spansk og portugisisk for "generobring"
- ^
Peter Burke:
The Italian Renaissance: Culture and Society in Italy
, side 232
- ^
Samme, side 97. Se ogsa Andrew B. Applebys "Epidemics and Famine in the Little Ice Age".
Journal of Interdisciplinary History
. Vol. 10 No. 4.
- ^
Olea, Ricardo A, Christakos, George,
"Duration of Urban Mortality for the 14th-Century Black Death Epidemic"
Arkiveret
4. december 2007 hos
Wayback Machine
, Human Biology, Juni 2005. Befolkningsniveauet i Firenze er kontroversielt, se ogsa Ziegler (1969, siderne. 51-52), Chandler 1987, siderne 16-18, og Gottfried 1983, side 46.
- ^
Roberet Sabatino Lopez. "Hard Times and Investment in Culture".
- ^
Hans Baron.
The Crisis of the Early Italian Renaissance
- ^
Jensen, side 64
- ^
Samme, side 80
- ^
a
b
c
Burke, side 271
- ^
Samme, side 256
- ^
Jensen, side 105
- ^
Burke, side 246
- ^
Jensen, side 104
- ^
Burke, side 255
- ^
Brian S.
Pullan History of Early Renaissance Italy
.
- ^
Roger Osborne:,
Civilization: A New History of the Western World
, Pegasus Books, New York 2006, side 181. "The Renaissance is a difficult concept for historians because the history of Europe quite suddenly turns into a history of Italian painting, sculpture and architecture." ?
Anmeldelse
- ^
13th and 14th Centuries: Italian Literature
Arkiveret
4. januar 2008 hos
Wayback Machine
fra Italy1.com
- ^
Byzantines in Renaissance Italy
Arkiveret
31. august 2018 hos
Wayback Machine
, af
Jonathan Harris
(Hellenic Institute, Royal Holloway, University of London, 2002).
- ^
Jean Pierre Abel Remusat i
Encyklopedia Britannica
, 1911
- ^
Citatet er fra
Ben Jonsons
digt, skrevet ved hans mentors død,
To the Memory of My Beloved Master William Shakespeare
(
Til minde om min afholdte mester William Shakespeare
): "And though thou hadst smal Latin and les Greek".
- ^
Schaeffner, Claude (red.):
Renassansens maleri
, bind I, Bokframjandet, side 7, 12.
- ^
Jane Turner, ed.
Encyclopedia of Italian Renaissance and Mannerist Art
(2000)
- ^
Se evt.
Tempio Malatestiano
(engelsk)
? Det drejer sig om et ikke fuldført
mausoleum
som Alberti skulle udføre for
Sigismondo Pandolfo Malatesta
, 1417-1468
- ^
Om klassiske søjleordener og "superposition", se evt.
klassiske ordener
(engelsk)
?
De fem klassiske søjleordener
(tysk)
?
"Søjleorden"
hos
Den Store Danske
,
DSD