Israels land
(
hebraisk
:
????? ??????????
,
Eretz Yisrael
, ogsa
Det lovede land
og
Storisrael
) er landet som er givet det
jødiske
folk ifølge
Bibelen
.
Udtrykket "Israels lovede land" er en direkte oversættelse af den hebraiske frase "??? ?????" (
Eretz Yisrael
), som er fundet i den hebraiske bibel. Anita Shapira mener, at udtrykket "Eretz Israel" var et helligt udtryk, nar det kommer til de eksakte grænser for territoriet, men klar nar det kommer til ejerskab.
[1]
Navnet "Israel" refererer til det jødiske folk som efterkommere af den bibelske
patriark
Jakob
, som senere blev kendt som
Israel
, som bogstaveligt betyder "kæmpede med Gud/han kæmper med Gud". Ifølge det som skrives i
Første Mosebog
, sa brød Jakob med en engel ved en flodbank og vandt ved udholdenhed. Gud ændrede Jakobs navn til
Israel
, og gav dermed til kende, at han lykkedes igennem bade menneskelige og guddommelige prøvelser. Jakobs efterkommere blev kendt som "Israels børn" (ofte oversat som "israelitter") og landet som de vandt fra
kanaanitterne
blev til sidst kendt som
Israels lovede land
.
Under
britisk styre
hed omradet vest for
Transjordan
Palestina (Eretz Yisrael)
pa hebraisk ? det ene af protektoratets tre officielle sprog, mens det pa det to andre blot hed
Palestine
og
Filastin
pa henholdsvis engelsk og arabisk. Den moderne stat
Israel
("????? ?????",
Medinat Yisrael
) er opkaldt efter det historiske navn pa regionen.
Navnet
Kanaans
land
bliver ofte brugt i Bibelen for den region, og synes at være indbyrdes forstaelig med
Israels lovede land'
, som for eksempel i Første Mosebog 17,8
[2]
. Det klassiske jødiske syn, som forklaret af Schewid, er at
Kanaan
er det geografiske navn, og at
Israel
er det andelige navn for samme land: "Det unikke med Israels land er, at det er "geoteologisk" og ikke kun klimatisk. Dette er land som møder indgangen til den andelige verden, sfæren af eksistens som ligger bag den fysiske verden kendt for os gennem vore sanser. Dette er nøglen til landets unikke status nar det kommer til profetisering og bøn, og ogsa nar det gælder lovene".
[3]
Derfor markerer omdøbelsen af dette land en ændring i religiøs status, oprindelsen til konceptet
Det hellige land
.
Den hebraiske bibel indeholder flere beskrivelser af landets grænser. De tre klassiske skriftsteder er Første Mosebog 15,18?21, Fjerde Mosebog 34,1-15 og Ezekiel 47,13-20.
Første Mosebog
15,18?21
[4]
beskriver det som er refereret til i jødiske traditioner som
Gevulot Ha-aretz
("Landets grænser") som det fulde og hele lovede land lovet til
Abraham
.
Fjerde Mosebog
34,1?15
[5]
beskriver landet lokaliseret som israelitternes stammer efter
Anden Mosebog
. Stammerne efter Ruben,
Gad
og halve af
Manasse
fik land øst for Jordan sasom forklaret i
Fjerde Mosebog
34, 14?15. Fjerde Mosebog 34,1?13 giver en detaljeret beskrivelse af landets grænser lokaliseret til de genværende stammer. Regionen kaldt "Kanaans land" (
Eretz Kna'an
) i fjerde Mosebog 34,2 og grænser er kendt i jødisk tradition som "grænser for de som kommer ud af
Egypten
".
Ezekiel
47,13?20
[6]
giver en eftereksilsk definition af grænserne. Definitionen i Ezekiel beskriver Israels lovede land, som, ifølge Ezekiels profesi, er en gentagelse af det lovede land med stammelokationer for Israel at returnere til efter deres fangenskab (Ezekiel var under det babylonske fangenskab efter Jerusalems fald i 597 og 586 f.Kr. ved
Nebukadnesar II
). Definitionen er en pamindelse om at Guds løfte og ønske for Israel ikke var fuldstændig annulleret ved situationen som førte til fangenskab. Landets grænser, sasom de er beskrevet i Ezekiel, inkluderer det moderne
Libanons
nordlige grænse, østover (vejen mod Hethlon) til
Zedad
og
Hazar-enan
i det moderne
Syrien
; syd ved sydvest til
Busra
ved den syriske grænse (Hauran-omradet i Ezekiel); følger
floden Jordan
mellem Vestbredden og
Gileads
land til Tamar (Ein gedi) pa vestbredden til
Dødehavet
; Fra Tamar til Meribah Kadesh (Kadesh Barnea), sa langs Egyptenfloden (se ordskifte nedenfor) til
Middelhavet
.
Derfor definerer fjerde Mosebog 34 og Ezekiel 47 forskellige, men lige grænser som inkluderer hele nutids
Libanon
, bade
Vestbredden
og
Gazastriben
og
Israel
, bortset fra Sydnegev og
Eilat
. Sma dele af
Syrien
er ogsa inkluderet.
Kortere beskrivelser af Israels lovede land findes ogsa i
Anden Mosebog
23,31
[7]
,
Femte Mosebog
1,6?8,
[8]
femte Mosebog 11,24
[9]
og
Josvas bog
1,4.
[10]
Den sædvanlige bibelske frase brugt til at referere til territorierne som faktisk er bosat af israelitter er "fra
Dan
til Beersheba" (eller varianten "fra Beersheba til Dan"), som dukker op i de bibelske verser Dommerne 20,1, 1. Samuel 3,10, 2. Samuel 17,11, 2. Samuel 24,2, 2. Samuel 24,15, 1. Kongebog 4,25, 1. Krønikerne 21,2 og 2. Krønikerne 30,5.
- ^
Anita Shapira, 1992,
Land and Power
,
ISBN
0-19-506104-7
, s. ix
- ^
Første Mosebog
17,8: Landet du bor i som indflytter, hele Kanaan-landet, giver jeg dig og din familie som ejendom til evig tid; og jeg vil være deres Gud."
- ^
The Land of Israel: National Home Or Land of Destiny
, av Eliezer Schweid, oversat af Deborah Greniman, Publisert 1985 Fairleigh Dickinson Univ Press,
ISBN
0-8386-3234-3
, s.56.
- ^
Første Mosebog
15, 18?21: Den dag sluttede Herren en pagt med Abraham og sagde: "Din familie giver jeg dette land, fra Egypterfloden helt til Storfloden, Eufrat, landet som tilhører kenitterne, kenisitterne og kadmonitterne, hetitterne, perisitterne og refaitterne,
amoritterne
, kanaaneerne, girgasjitterne og jebusitterne.
- ^
Fjerde Mosebog
34,1?15: Herren sagde til Moses: Tal til israelitterne og sig til dem: Nar du kommer ind i Kanaan, det land du far til odel og eje, skal det have disse grænser: Grænsen mod syd skal ga fra Sin-ørkenen langsmed Edom. I øst skal sydgrænsen begynde ved enden af Saltsøen. Den skal svinge syd for Akrabbim-skaret og ga videre frem til Sin. Sa skal den ga syd for Kadesj-Barnea til Hasar-Addar og derfra over til Asmon. Fra Asmon skal grænsen svinge ned til Egypterbækken og ud til havet mod vest. Mod vest skal du have Storhavet til grænse. Dette er den grænse du skal have mod vest. Mod nord skal du have denne grænse: Du skal trække en linje fra Storhavet til bjerget Hor og derfra til Lebo-Hamat op; der skal grænsen na ud til Sedad. Sa skal den ga videre til Sifron og ende ved Hasar-Enan. Dette er den grænse du skal have mod nord. Mod øst skal du trække en linje fra Hasar-Enan til Sjefam op. 11 Fra Sjefam skal grænsen ga ned til Ribla øst for Ajin, og videre nedover til den nar bjergryggen pa østsiden af Gennesaret-søen. Sa skal den følge Jordan og ende nede ved Saltsøen. Dette skal være deres land, og disse grænser skal det have. Moses talte til israelitterne og sagde: Dette er det land du skal fa til odel og eje og dele ved lodkasting, det land som Herren har sagt at de ni stammer og den ene halve stamme skal fa. For Ruben-sønnernes stamme, Gad-sønnernes stamme og halvdelen af Manasses stamme har allerede faet odelsjord til sine familier. Disse to og en halv stamme har faet sin ejendom pa østsiden af Jordan mod solopgangen, ret imod Jeriko.
- ^
Ezekiel
47,13?20: Sa siger Herren Gud: Dette er de grænser du skal have nar du deler landet mellem Israels tolv stammer. Josef skal have to dele. Du skal tage det i eje, og den ene skal fa lige meget som den anden. Jeg lovede jo med løftet hand at give det til deres fædre. Og landet far du til odel og eje. Sa skal landegrænsen være: Mod nord skal den ga fra Storhavet bort imod Hetlon, til Lebo-Hamat og Sedad, videre til Berota og Sibrajim, som ligger ved grænsen mellem Damaskus-landet og Hamat-landet, og til Hasar-Enon, som ligger ved grænsen mod Havran. Sa skal grænsen ga fra havet til Hasar-Enon ved grænsen mod Damaskus og Hamat mod nord. Dette er nordsiden. Pa østsiden danner Jordan grænsen mellem Havran og Damaskus og mellem Gilead og Israels land helt til søen mod øst, ned til Tamar. Dette er østsiden. Pa sydsiden skal grænsen ga fra Tamar til vandet ved Meribat-Kadesj og videre til Egypterbækken og Storhavet. Dette er sydsiden. Pa vestsiden skal Storhavet danne grænsen, til en kommer pa højde med Lebo-Hamat. Dette er vestsiden
- ^
Anden Mosebog
23,31: Jeg skal lave dine landegrænser nu fra Sivsøen til Filisterhavet, fra ørkenen til Eufrat. For jeg vil give indbyggerne i landet i din hand, og du skal drive dem ud.
- ^
Femte Mosebog
1,6?8: Herren vor Gud talte saledes til os ved Horeb: "Du har opholdt dig længe nok ved dette bjerg. Bryd nu op og drag til amoritternes bjergland og til nabofolkene i Jordan-dalen, i bjergene og i Sjefela, i Negev og ude ved kysten, til kanaaneernes land og til Libanon, helt til Storfloden, Eufrat. Se, jeg har lagt landet abent til dig. Drag af sted og indtag det land som Herren sværgede, at han ville give deres fædre, Abraham, Isak og Jakob, og deres efterkommere.
- ^
Femte Mosebog
11,24: Hvert sted som du sætter foden pa, skal tilhøre dig. Fra ødemarken og Libanon, fra Storfloden, Eufrat, til havet i vest skal deres grænser ga.
- ^
Josvas bog
1,4: Landet fra ødemarken og Libanon til Storfloden, Eufrat, hele hetittlandet til Storhavet i vest, skal tilhøre dig.