Harald Wilhelm Lauesen
(
8. april
1913
?
6. oktober
1989
Bodum
ved
Abenra
) var en dansk-tysk maler.
Opvækst og uddannelse i mellemkrigstidens Tyskland
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
H.W. Lauesen blev født i
Biebrich am Rhein
, som var en forstad til
Wiesbaden
. Hans farfar var født i
Brøns
. Hans forældre var Auguste Elise Franziska Elsa Lauesen (født Erhardt) og farver og fabriksejer Johan Peter Lauesen (død
1929
), der som ung var emigreret fra det tyske mindretal i
Danmark
. Den ellers velhavende familie kom i økonomiske vanskeligheder ved udbruddet af
1. verdenskrig
, og den flyttede derfor i
1920
til
Ditmarsken
. I
1924
flyttede familien til
Mainz
, og her blev Lauesens kunstneriske evner udviklet pa en privat kunstskole i
Frankfurt am Main
. Skolen blev drevet af den tyske
ekspressionist
Max Beckmann
, men forholdene var ikke gode, og Beckmann var ikke nogen stor pædagog.
I
1927
begyndte Lauesen pa Kunst- und Gewerbe-Schule i Mainz, en tre et halvt ar lang uddannelse. Samme ar indtradte han i
Hitlerjugend
, og han oplevede en ungdommelig naiv begejstring for den gryende
nazisme
. Han steg i graderne inden for bevægelsen, men da han en dag blev vidne til kammeraternes vold og hærværk mod jødiske butikker, gik det op for ham, hvad ideologien gik ud pa. Han prøvede at stoppe hærværket, men blev i stedet selv tævet, og derefter blev indkaldt til de overordnede for sine "jødesympatier". Ved mødet tog han sine ærestegn og kastede dem i hovedet pa de overordnede, hvorefter han meldte sig ud af bevægelsen (officielt ekskluderet).
Lauesen blev reklametegner og flyttede
1932
til
Dusseldorf
for at ga pa kunstnerakademiet i byen. Pa akademiet var mange kendte kunstnere, bl.a.
Paul Klee
,
Werner Heuser
,
Ewald Matare
og
Heinrich Camperdonk
. Især Klee blev Lauesens forbillede, og hans arbejder fra denne periode vidner om inspirationen. Hans malerier havde foruden symbolladede motiver ogsa et stærk antinazistisk indhold. Men ved
Hitlers
magtovertagelse i
1933
blev han og Klee hurtigt genstand for nazisternes forfølgelser. Klee blev afskediget, og Lauesen blev erklæret statsløs. Det blev umuligt for Lauesen at finde beskæftigelse, og arene 1933 og
1934
tilbragte han som landstryger pa landevejene sammen med
sigøjnere
og vagabonder. Han prøvede samtidig at komme ud af
Tyskland
, og i
Flensborg
fandt han ved en tantes hjælp ud af, at hans farfar med familie i
1864
havde ansøgt om og faet bevilget dansk statsborgerskab. Lauesen kunne derfor selv paberabe sig dansk statsborgerskab og fik dansk pas. Han bar siden altid sit pas pa sig, da oplevelsen af at være statsløs var det værste, han var kommet ud for.
December 1934 ankom han med sin bror Peter til København. Lauesen tjente til opholdet gennem mange forskellige løse jobs. Men han arbejdede kun i korte perioder. Nar han havde sparet lidt op, sagde han op og beskæftigede sig udelukkende med kunsten. Han debuterede i Danmark pa
Kunstnernes Efterarsudstilling
, og han deltog i
1936
pa
Charlottenborg Forarsudstilling
. Galleriejer Margrete Basse-Fønns gav ham en separatudstilling samme ar og hjalp ham desuden med at promovere sine arbejder i hans tidlige ar. I
1937
lavede Lauesen en serie
træsnit
forestillende
Jesu lidelseshistorie
. Lauesen blev efterhanden en etableret kunstner i Danmark, men efter
besættelsen
1940
blev han pa
Det Kongelige Danske Kunstakademi
ofte genstand for danske kunstneres han pa grund af sin tyske herkomst. Hans oplevede en identitetskrise og rejste i
1941
til Tyskland for at besøge venner og steder fra sin fortid. Rejsen blev dog en dyb skuffelse, den politiske situation havde ændret alt, og han fandt ikke den tilknytning, han havde habet. Han vendte tilbage til Danmark i
1942
og udførte bl.a. billedet
Lot og hans døtre
, som er et udtryk for den radvildhed, han selv følte.
1943
blev han af Akademiradet tildelt en kunstnerbolig i kunstnerbyen ved
Utterslev Mose
i
Søborg
. Han søgte ind pa billedhuggerskolen for at videreudvikle sin plastiske formsans og fik her professor
Johannes Bjerg
som lærer. Desuden ændrede han malerstil til en ekspressionistisk æstetik inspireret af
Edvard Munch
.
1945
vandt han førstepræmie i en konkurrence udskrevet af kunsthandler
Georg Kleis
. Motivet skulle være et motiv fra Danmarks historie siden 1940, og Lauesen havde malet et billede af en familie i det øjeblik, at tyske soldater træder ind i deres stue.
Berlingske Tidende
bragte dagen efter afgørelsen en artikel, der saede tvivl om kunstnerens politiske tilhørsforhold under krigen, baseret pa tidligere akademikammeraters vidneudsagn. Dette startede en strøm af artikler i alle dagblade, der beskyldte Lauesen for nazistiske sympatier, bl.a. med udsagn fra professor
Sigurd Wandel
. Kleis ville ikke tage præmien fra Lauesen, men han udstedte i stedet en ny præmiesum, der skulle uddeles ved en ny bedømmelse af de indsendte billeder uden Lauesens medvirken.
Lauesen indrykkede et dementi af anklagerne, og professor Bjerg udtalte sig til fordel for ham. Snart fremkom der flere læserindlæg fra kollegaer og bekendte, der tog afstand fra anklagerne, og Lauesen udtalte, at han ønskede en æresret, der skulle rense ham fra dem. Denne blev etableret, og efter at have arbejdet med sagen i lang tid kunne den afsige kendelse
21. september
1947
, som fuldt ud frikendte Lauesen for anklagerne. Det kom endda frem, at han, samt mange af hans bekendte, havde været med til at udføre illegalt arbejde under besættelsen. Dog udtalte den ogsa forstaelse for, hvorfor anklagerne kunne være fremkommet, bl.a. pa grund af Lauesens Tysklandsrejse. Lauesen selv forblev mærket af sagen resten af sit liv.
Han modtog samme ar Akademiets lille guldmedalje, og i
1948
vandt han den store guldmedalje. En ære, som kun var tilstaet fem personer siden
1870
. Han foretog flere rejser til Munchs fødeland
Norge
og blev ved med at bearbejde inspirationen fra denne kunstner. Han slog sig i
1950'erne
ned i
Sønderjylland
, og omplantningen dertil havde positiv effekt pa Lauesens psyke. Han blev gift med Inge Lisa Jacobsen i
1954
, og de flyttede ind i det af Lauesen nyopførte hjem i
Bodum
.
De næste 35 ar blev de lykkeligste i Lauesens liv, og det afspejlede sig ogsa i hans kunst. Temaet var familieliv, bl.a. en serie pa ti oliemalier med titlen
Dybvighoved-billederne
. I
1960'erne
og
70'erne
arbejde han fortrinsvis med non-figurativ kunst. Han navngav ikke mere det enkelte værk, men kaldte dem alle for "Væretiller", dvs kunstværker der udmærker sig ved at have den særlige egenskab "at være til". I
1970
var han initiavtager til kunstnersammenslutningen
Grænselandsudstillingen
, som er en arlig tilbagevendende udstilling af kunstnere bosat i grænselandet mellem Tyskland og Danmark.
[1]
I
1980'erne
vendte han tilbage til det figurative, og hans kunst i denne periode kan betegnes som en
syntese
af hans hele karriere som kunstner. Bl.a. kan fremhæves hans metafysisk-surreale
triptykon
Fornuft, angst, logik
(
1986
) og
Den guddommelige Treenigheds mysterium
(
1988
).
Han døde i
Aabenraa
efteraret 1989 af knoglemarvskræft. I
2010
blev gaden "Harald W. Lauesens Gang" i Aabenraa opkaldt efter Lauesen.
[2]
- Finn Terman Frederiksen,
H.W. Lauesen
, Randers Kunstmuseums Forlag, 1991.
ISBN
87-88075-03-6
.