Hallsteindoktrinen var en udenrigspolitisk doktrin i Forbundsrepublikken Tyskland ( Vesttyskland ) i perioden 1955 til 1969 , dvs. under Konrad Adenauers , Ludwig Erhards og Kurt Georg Kiesingers regeringer. Doktrinen bestod grundlæggende i, at Forbundsrepublikken ikke ville tillade, at andre stater (undtagen Sovjetunionen ) oprettede diplomatiske forbindelser med DDR (Østtyskland) og dermed anerkendte det som selvstændig stat. ^[1]

Ifølge doktrinen skulle andre staters oprettelse af diplomatiske forbindelser med DDR (Østtyskland) opfattes som en "uvenlig handling" mod Forbundsrepublikken. Vesttysklands modforanstaltninger var ikke tydeligt fastlagt i doktrinen; de kunne saledes ga lige fra økonomiske sanktioner til afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med den pagældende stat. Formalet var at isolere DDR udenrigspolitisk. ^[2]

Hallsteindoktrinen blev gradvist svækket og blev til sidst opgivet under Willy Brandts regering. Den blev stadigt vanskeligere at handhæve og begrænsede ogsa Vesttysklands udenrigspolitiske handlemuligheder. ^{[3] [1]}

Grundlaget for doktrinen var den vesttyske regerings opfattelse af, at Forbundsrepublikken var den eneste legitime repræsentant for det tyske folk, hvorimod SED -regeringen i det socialistiske DDR ikke besad demokratisk legitimitet . ^{[2] [4]}

Doktrinen var opkaldt efter CDU-politikeren Walter Hallstein (1901?1982), der var statssekretær i Vesttysklands udenrigsministerium fra 1951 til 1958 . Hallstein var ikke selv den egentlige skaber af doktrinen, som gar tilbage til en udtalelse fra 23. september 1955 af diplomaten Wilhelm Grewe (1911?2000), der var leder af udenrigsministeriets politiske afdeling. ^[5]

Doktrinens baggrund [ rediger | rediger kildetekst ]

Efter forbundskansler Konrad Adenauers rejse til Moskva i 1955 optog Forbundsrepublikken Tyskland diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen , bl.a. for at fa frigivet 10.000 tyskere, der stadig sad i sovjetisk krigsfangenskab . ^[1] Indtil da var kontakten imellem Forbundsrepublikken og Sovjetunionen blevet varetaget igennem de vestallierede . Forbindelsen imellem Forbundsrepublikken og Sovjetunionen var et brud pa princippet om, at man ikke ville anerkende de sakaldte folkedemokratier (og deres forbindelser med DDR), men med Sovjetunionen blev der gjort en undtagelse pa grund af dens betydning; som en af de fire besættelsesmagter i Tyskland kunne Sovjetunionen spille en rolle for overvindelsen af Tysklands deling med henblik pa at opna Tysklands genforening. ^[3]

Forbundsregeringen ønskede at undga, at andre stater skulle benytte det forbedrede forhold imellem Vesttyskland og Sovjetunionen til selv at oprette forbindelser med DDR. Adenauer udtalte efter hjemkomsten fra Moskva:

"Jeg ma utvetydigt fastsla, at forbundsregeringen ogsa i fremtiden vil anse tredjelandes optagelse af diplomatiske forbindelser med DDR (...) som en uvenlig handling, eftersom [denne handling] vil bidrage til at uddybe Tysklands splittelse." ^[1]

Hallsteindoktrinen blev for første gang forkyndt offentligt i december 1955 pa en ambassadørkonference i Bonn : ^[1] Optagelse eller opretholdelse af diplomatiske forbindelser med DDR ville fra Forbundsrepublikken Tysklands side opfattes som en uvenlig handling ( acte peu amical ) og ville som hovedregel blive besvaret med afbrydelse eller ikke-optagelse af diplomatiske forbindelser med det pagældende land. ^{[5] [3]}

Doktrinens forbillede var USA’s vægring ved at optage diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen og Kina i de første ar efter etableringen af kommunismen savel som den amerikanske regerings stilling over for de delte stater Korea og Vietnam .

Forbundsrepublikken som repræsentant for alle tyskere [ rediger | rediger kildetekst ]

Forbundsrepublikken var efter Adenauerregeringens opfattelse den eneste tyske stat, der besad demokratisk legitimitet til at kunne tale pa det tyske folks vegne i udlandet. Efter oprettelsen af DDR i 1949, som Forbundsrepublikken ikke anerkendte, udtalte Adenauer i en regeringserklæring:

"Indtil opnaelsen af den tyske enhed er Forbundsrepublikken Tyskland saledes det tyske folks eneste legitime statslige organisation. (...) Forbundsrepublikken Tyskland føler sig ogsa ansvarlig for de 18 millioner tyskeres skæbne, som lever i sovjetzonen. (...) Forbundsrepublikken Tyskland er alene berettiget til at tale for det tyske folk." ^[6]

Opfattelsen af, at alene Forbundsrepublikken kunne repræsentere tyskerne internationalt, og at der ogsa kun fandtes et tysk statsborgerskab , afledte man af den daværende præambel til Forbundsrepublikkens grundlov fra 1949, hvor det fremgik, at det forfatningsgivende Parlamentariske Rad ogsa handlede "pa vegne af de tyskere, der er blevet nægtet adgang til at medvirke", ^[7] dvs. indbyggerne i den sovjetiske besættelseszone (det senere DDR) og i de tyske omrader øst for Oder-Neisse-linjen , som efter Anden Verdenskrigs afslutning blev indlemmet i Sovjetunionen og Polen. ^[8]

Adenauerregeringen opfattede Forbundsrepublikken som den eneste legitime folkeretlige arvtager for hele Det Tyske Rige ; det kom bl.a. til udtryk i en tale af Adenauer i Forbundsdagen , der var en reaktion pa Sovjetunionens erklærede hensigt om at oprette diplomatiske forbindelser med DDR ligesom med enhver anden stat:

"Den sovjetiske erklæring formar imidlertid ikke at ændre noget ved det forhold, at der kun findes, har fandtes og vil findes en tysk stat, og at det ene og alene er Forbundsrepublikken Tysklands organer, der repræsenterer denne tyske stat, som aldrig er gaet under." ^[1]

Da der pa grund af Tysklands deling ikke blev indgaet nogen samlet fredsaftale med Tyskland efter Anden Verdenskrig, blev spørgsmalet først endegyldigt afklaret igennem To plus fire-aftalen ved Tysklands genforening i 1990.

En opfattelse, der svarede til Adenauerregeringens Hallsteindoktrin, kom tillige til udtryk i erklæring af 3. oktober 1954, som de tre vestallierede magter afgav i forbindelse med Forbundsrepublikkens optagelse i NATO ; i erklæringen anerkendte de tre vestmagter Vesttyskland som eneste tyske stat, der i kraft af sin frie og lovlige etablering var i besiddelse af legitimitet til at tale pa hele Tysklands vegne i internationale anliggender." ^{[4] [2]}

DDR's stilling [ rediger | rediger kildetekst ]

En parallel til det vesttyske Parlamentariske Rads krav om alene at repræsentere det samlede tyske folk kunne ses i østzonen: Som reaktion pa vestmagternes overvejelser om at omdanne deres tre tyske besættelseszoner til en stat (Forbundsrepublikken) afholdt SED i den sovjetiske østzone en Tysk Folkekongres ( Deutscher Volkskongress ) i 1947, der blev gentaget i 1948 og 1949. Her blev der rejst krav om en samlet tysk stat, hvorved man ogsa ønskede at styrke den sovjetiske forhandlingsposition over for de tre vestmagter. Selvom kongresserne var domineret af SED, deltog der ogsa et mindre antal repræsentanter fra vestzonerne, hvoraf hovedparten var medlemmer af det vesttyske kommunistparti, KPD . Da de fire besættelsesmagter ikke kunne enes om betingelserne for oprettelsen af en samlet tysk stat, mundede den anden folkekongres ud i oprettelsen af et Tysk Folkerad ( Deutscher Volksrat ) pa 400 medlemmer (herunder 300 fra SED), der efter egen opfattelse skulle handle pa vegne af hele det tyske folk. Den tredje folkekongres og det andet folkerad omdannede sig den 7. oktober 1949 til et provisorisk folkekammer ( Volkskammer ), der indførte DDR's forfatning og pabegyndte opbygningen af DDR's politiske system ; folkekammeret var fra begyndelsen sammensat ud fra en pa forhand bestemt mandatfordeling. ^[9]

I første omgang forsøgte DDR's regering under ministerpræsident Otto Grotewohl ( SED ) pa samme made som Forbundsrepublikken under Adenauer at fremstille sig selv som det tyske folks eneste legitime repræsentant, men gik snart over til at opfatte sig selv som de ene af to tyske stater. ^[8] Som modtræk til Hallsteindoktrinen fulgte DDR i stedet den sakaldte Ulbrichtdoktrin , opkaldt efter DDR's leder Walter Ulbricht ; ifølge denne doktrin forpligtede DDR's allierede i Warszawapagten sig i 1967 til ikke at normalisere deres forbindelser med Forbundsrepublikken, sa længe denne ikke anerkendte DDR's og dermed begge tyske staters ligeværdige eksistens; desuden krævede man, at Forbundsrepublikken skulle give afkald pa atomvaben og anerkende de bestaende grænser i Europa, herunder Oder-Neisse-linjen. ^[10]

Praktiske konsekvenser [ rediger | rediger kildetekst ]

Hallsteindoktrinen var først og fremmest omstridt i vesttysk politik, fordi man frygtede, at stater, der allerede havde anerkendt DDR diplomatisk, kunne afvise kontakt med Forbundsrepublikken, hvilket ville medføre isolation af Vesttyskland. Ogsa da man i 1956 diskuterede en forsigtig tilnærmelse til Polen, blev Hallsteindoktrinen genstand for kritik. Da DDR i vinteren 1957 abnede et kontor i Kairo , der skulle være ansvarligt for den diplomatiske kontakt med hele den arabiske verden , undlod man fra vesttysk side at anvende Hallsteindoktrinen mod Ægypten.

Jugoslavien og Cuba [ rediger | rediger kildetekst ]

En faktisk afbrydelse af de diplomatiske forbindelser fandt kun sted to gange: I 1957 afbrød forbundsregeringen den diplomatiske kontakt med Jugoslavien , ^[11] der var uden for bade Vest- og Østblokken , men var socialistisk styret; allerede aftalte betalinger fortsatte imidlertid, og der blev opretholdt et generalkonsulat i landet. Allerede den 31. januar 1968 genoptog Forbundsrepublikken de diplomatiske forbindelser med Jugoslavien, hvorved man afveg fra Hallsteindoktrinen. ^[10]

Den 14. januar 1963 blev forbindelserne med Fidel Castros socialistiske Cuba ligeledes afbrudt, efter at Cuba havde anerkendt DDR. ^{[12] [3]} I den periode, hvor Forbundsrepublikken havde afbrudt sine diplomatiske forbindelser med Jugoslavien og Cuba, blev de vesttyske interesser i disse lande i stedet varetaget igennem Frankrigs ambassader. ^[1]

Den arabiske verden og Israel [ rediger | rediger kildetekst ]

Forbundsrepublikken blev selv ramt af noget lignende, da den i 1965 anerkendte Israel . Ægyptens leder, Gamal Abdel Nasser , havde indbudt Walter Ulbricht til Kairo og modtaget ham med pomp og pragt som et statsoverhoved . Nasser erklærede ganske vist, at han desværre ikke kunne anerkende DDR, men alligevel indstillede Vesttyskland den økonomiske bistand til Ægypten og optog diplomatiske forbindelser med Israel. Derefter afbrød ni arabiske stater forbindelserne med Vesttyskland, men anerkendte dog ikke ? som frygtet ? DDR.

I den følgende tid oprettede DDR kun handelsdelegationer i enkelte lande i regionen. Først i 1969 kom der en bølge af anerkendelser af DDR i den arabiske verden, efter at DDR i forbindelse med Seksdageskrigen i 1967 endegyldigt havde taget stilling imod Israel. Irak , hvor Ba'ath-partiet var kommet til magten i 1968, optog som det første arabiske land diplomatiske forbindelser med DDR.

Den tredje verden [ rediger | rediger kildetekst ]

Der udviklede sig en slags konkurrence imellem de to tyske stater, hvor de hver især bestræbte sig pa at være den første, der opbyggede diplomatiske forbindelser med en række lande, for at forhindre modparten i at gøre det samme. For det meste var der forbundet økonomiske og udviklingspolitiske indrømmelser hermed. Malet for denne optræden var frem for alt lande i den tredje verden , af hvilke mange i denne periode blev omdannet fra kolonier til selvstændige stater. Et særligt markant eksempel pa dette kapløb var den sakaldte Guinea-krise: Da det afrikanske land Guinea i 1958 blev uafhængigt, bestræbte begge tyske stater sig pa at placere en ambassadør der. DDR indrettede en handelsrepræsentation, og kort tid derefter pabegyndte den vesttyske ambassadør arbejdet i Guinea. I 1960 sendte Guinea imidlertid en ambassadør til DDR. Forbundsregeringen trak straks sin ambassadør hjem fra Guinea, hvorpa Guineas regering erklærede, at den aldrig havde sendt en ambassadør til DDR. Forbindelserne mellem Forbundsrepublikken og Guinea blev genoprettet, mens DDR's udenrigspolitik havde lidt skade. ^[13]

Sportsarrangementer [ rediger | rediger kildetekst ]

Lignende virkninger havde Hallsteindoktrinen ved internationale arrangementer, eksempelvis idrætskonkurrencer, hvor Vesttysklands diplomater forsøgte at forhindre hejsningen af DDR’s flag og afspilningen af DDR’s nationalsang. Ved VM i ishockey 1961 i Geneve mødte Vesttysklands hold efter udenrigsministeriets rad ikke op til kampen mod DDR's hold, da de i sa fald havde været nødt til at udvise ærbødighed mod DDR's nationalsang og flag , hvilket ville have været i strid med politikken om ikke at anerkende DDR. Kampen blev dømt vundet af DDR med 5:0, og Vesttyskland landede pa sidstepladsen i gruppen. ^[14] Pa Forbundsrepublikkens initiativ enedes man i 1960'erne med partnerlandene i NATO om ikke at udstede indrejse visum til sportsfolk fra DDR, saledes at disse var udelukket fra mange internationale sportsarrangementer. Omvendt opfattede man det i DDR som en udenrigspolitisk sejr, nar det alligevel lykkedes at komme med; SED -avisen Neues Deutschland berettede saledes i 1962 om, hvordan internationale sportsforbund "gik imod NATO-kommandoens anvisninger". ^[15]

Slækkelse og ophævelse af doktrinen [ rediger | rediger kildetekst ]

Efter opførelsen af Berlinmuren i 1961 og Kurt Adenauers tilbagetræden fra kanslerposten begyndte en nyorientering af Vesttysklands østpolitik i første halvdel af 1960’erne. Hallsteindoktrinen blev stadigt mere inkonsekvent forvaltet under Ludwig Erhards og Kurt Georg Kiesingers regeringer. Desuden forsøgte en række lande at udnytte doktrinen til at opna økonomiske fordele; DDR forsøgte nemlig at opna diplomatisk anerkendelse ved at tilbyde udviklingshjælp og kreditter m.m., hvilket som regel medførte, at Forbundsrepublikken overbød DDR for at sikre sig, at der ikke blev tale om at anerkende DDR. ^[1]

Som alternativ til Hallsteindoktrinen begyndte man i Forbundsrepublikken at tale om den sakaldte "teori om medfødte misdannelser" ( Geburtsfehlerteorie ); teorien gik ud pa, at Sovjetunionens satellitstater ikke havde optaget forbindelse med DDR frivilligt, men derimod under sovjetisk pres, hvorfor der ikke burde indføres sanktioner imod landene. Saledes oprettede Vesttyskland eksempelvis en handelsrepræsentation i Rumænien i 1967 og skabte dermed en splittelse imellem Rumænien og de øvrige medlemmer af Warszawapagten. ^[10]

Efter udveksling af ambassadører med Rumænien i 1967 og genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser med Jugoslavien i januar 1968 blev Hallsteindoktrinen gradvist afmonteret inden for rammerne af den "nye østpolitik " frem til 1969, hvor den nye forbundskansler Willy Brandt angav en ny retning, da han i en regeringserklæring talte om "to stater i en nation i Tyskland". ^{[16] [3]} I 1970 blev doktrinen endegyldigt opgivet.

Endelig anerkendte Traktaten om grundlaget for forholdet imellem Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik ( Grundlagstraktaten ) fra december 1972 eksistensen af de to tyske stater og fastlagde, at ingen af de to kunne repræsentere den anden internationalt eller handle i dens navn. Fra da af gik de ikke-socialistiske stater fra en de facto -anerkendelse af DDR til en de jure -anerkendelse. Afspændingen af det tysk-tyske forhold førte til optagelsen af begge stater i FN den 18. september 1973 , men efter vesttysk opfattelse kunne den endelige genforening ikke ske, før der havde fundet frie valg sted i DDR; det første frie valg til DDR's Folkekammer fandt sted den 18. marts 1990, og i 1991 fulgte Tysklands genforening . ^[8]

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

• Rudiger M. Booz: Hallsteinzeit. Deutsche Außenpolitik 1955?1972. Bouvier, Bonn 1995, ISBN   3-416-02526-1 (tysk) .
• William Glenn Gray: Germany’s Cold War. The Global Campaign to Isolate East Germany, 1949?1969. University of North Carolina Press, Chapel Hill 2003, ISBN   978-0-8078-2758-1 (engelsk) .
• Werner Kilian: Die Hallstein-Doktrin. Der diplomatische Krieg zwischen der BRD und der DDR 1955?1973, aus den Akten der beiden deutschen Außenministerien. In: Zeitgeschichtliche Forschungen  7, Duncker & Humblot, Berlin 2001, ISBN   978-3-428-10371-3 (tysk) .
• Alexander Troche: Ulbricht und die Dritte Welt. Ost-Berlins ?Kampf“ gegen die Bonner ?Alleinvertretungsanmaßung“. Palm und Enke, Erlangen 1996, ISBN   3-7896-0352-X (tysk) .
• Torben Gulstorff: Trade follows Hallstein? Deutsche Aktivitaten im zentralafrikanischen Raum des Second Scramble . Humboldt-Universitat zu Berlin , Berlin 2016.
• Torben Gulstorff: Die Hallstein-Doktrin - Abschied von einem Mythos , in: Deutschland Archiv, 9.8.2017.