Freden i Roskilde
blev forhandlet i
Høje Taastrup
præstegard
og underskrevet
26. februar
1658
i
Roskilde
domkirke. Fra dansk side var indgaelsen af fredsaftalen et forsøg pa at forhindre et totalt nederlag til Sverige i
Første Karl Gustav-krig
, og dermed det danske riges udslettelse. Fra svensk side var ambitionen at tage gevinsterne fra lynkrigen hjem uden at risikere et feltslag mod de relativt stærke danske styrker i København.
Den danske delegation blev ledet af
rigshofmester
Joakim Gersdorff
og rigsrad
Christen Skeel
, mens svenskerne var repræsenteret af
rigsrad
Sten Nilsson Bielke
og den danske overløber
Corfitz Ulfeldt
. Som mæglere fungerede englænderen
Philip Meadowe
og franskmanden
Hugues de Terlon
. Den svenske konge havde derimod afvist at lade en repræsentant for Danmarks allierede
Nederlandene
deltage.
I august samme ar genoptog Sverige dog krigshandlingerne i
Anden Karl Gustav-krig
, da den svenske konge ikke var tilfreds med resultatet af freden.
Fredsslutningen
den
27. maj
1660
efter denne krig stadfæstede med enkelte ændringer Roskilde-freden. Ændringer var bl.a. at Bornholm (med Ertholmene) tilbageførtes til den danske krone og
Trondhjems len
til den norske krone.
De første svenske krav om landafstaelser var ekstremt harde:
- Østdanmark
- Øer i
Kattegat
- Anholt
(hallandsk til 1645, men var forblevet under Danmark)*
- Læsø
(jysk)*
- Samsø
(jysk)*
- Øer ved
Sjælland
|
- I Norge
- I Nordatlanten
- I øvrigt
|
Omrader markeret med * blev ved den endelige aftale ikke afstaet til Sverige.
Allerede pa andendagen afstod svenskerne fra mange af deres krav. Bl.a. det om afstaelse af Sydnorge i 30 ar, men alligevel brød forhandlingerne sammen den 13. februar. De genoptoges tre dage senere, og den 18. februar underskrev parterne en foreløbig aftale i Høje Tastrup præstegard.
Slutforhandlingerne flyttedes til
Roskilde
, og den 26. februar undertegnedes fredstraktaten i
Roskilde domkirke
.
Den danske konge,
Frederik 3.
, afstod de østdanske landsdele:
Skane
,
Halland
(i 1645 tildelt Sverige i en periode pa 30 ar ved
Freden i Brømsebro
, men nu permanent afgivet til Sverige),
Blekinge
,
Hven
og
Bornholm
, samt
Bohuslen
og
Trondhjems len
(stort set identisk med Trøndelagen). Endvidere skulle
Danmark
spærre bælterne for svenskfjendtlige flader, bespise svenske tropper i landet og tilbagelevere
Corfitz Ulfeldts
konfiskerede værdier. Svenskerne garanterede til gengæld i aftalens § 9 indbyggerne i de afstaede østdanske og norske landsdele, at de matte beholde deres gamle rettigheder og love, privilegier og friheder uantastede (dvs. f.eks. beholde
Skanske lov
og dansk kirkesprog). Ikke desto mindre blev der i løbet af de følgende ar iværksat en
forsvenskning
af de erobrede landsdele
[1]
uden at den danske regering protesterede.
De harde fredsbetingelser fik den danske rigshofmester
Joachim Gersdorff
til at udtale ordene: "Gid jeg ikke kunne skrive", da han skulle underskrive traktaten.
Anden Karl Gustav-krig 1658 og Freden i København
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Den svenske konge,
Karl 10. Gustav
, var dog ikke tilfreds med
fredsaftalen
, og allerede
5. august
1658
genoptog han krigshandlingerne (
Anden Karl Gustav-krig
).
Fredsslutningen
27. maj
1660
stadfæstede med enkelte ændringer Roskilde-freden, men tilbageførte Bornholm (med Ertholmene) til den danske og
Trondhjems len
til den norske krone. Trondhjems Len havde
Frankrig
,
England
og
Nederlandene
aftalt, at Danmark skulle have tilbage i 1659, da de tre stormagter vedtog de sakaldte
Haager-artikler
. Mens Bornholm skulle erstattes med
18 skanske herregarde
, som den danske krone købte af ejerne. Danmark kunne beholde Pinneberg.
- Carl Gustaf Weibull:
Freden i Roskilde.
, Lund 1908 (
Særtryk
af
Historisk Tidskrift for Skaneland,
bd. 3).
- Yngvar Nielsen: Kampen om Trondhjem 1657-1660, Trondhjem 1897
|
Wikisource
har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
|