Det belgiske koloniimperium
omfattede kun tre omrader, som Belgien besad i tiden mellem 1885 og 1962:
Belgisk Congo
,
Rwanda
og
Burundi
, hvortil kom en handelsstation i Kina. Det belgiske koloniimperium adskilte sig fra andre europæiske landes derved, at en enkelt koloni udgjorde omkring 98% af landets samlede koloniomrade og udmærkede sig ved at være ca 76 gange sa stort som moderlandet. Belgisk Congo var tillige specielt derved, at det forud havde været den belgiske konges personlige ejendom og ikke var blevet erobret ved den belgiske stats mellemkomst.
Belgien blev først selvstændigt i 1830 efter forud (1815-1830) at have været en del af det
Forenede Kongerige Nederlandene
. Da Belgien blev selvstændigt, var kapløbet om kolonier i Afrika og Asien endnu i sin vorden, og Belgien kunne derfor deltage pa lige fod med andre europæiske lande uanset, at andre lande som Storbritannien, Frankrig, Spanien, Portugal og Nederlandene allerede havde faet fodfæste rundt om i verden. I 1843 indgik
kong Leopold 1.
en aftale med firmaet
Ladd & Co.
om at kolonisere
Hawaii
, men aftalen faldt pa gulvet, fordi
Ladd & Co.
fik økonomiske vanskeligheder. Ogsa
kong Leopold 2.
forsøgte at gøre den belgiske stat interesseret i at fa oprettet kolonier, men regeringen manglede midler til denne virksomhed og afviste hans planer.
I et dekret af 4. maj 1843 overdrog regeringen i
Guatemala
et omrade til
Compagnie belge de colonisation
, et privat belgisk foretagende under kong Leopold 1.s protektion. De belgiske koloniseringsbestræbelser ophørte i 1854 som følge af manglende økonomiske midler og det harde klima.
Leopold 2. erhvervede Congo ved private køb og ved militær erobring. Han fik sat gang i udvindingen af gummi, som netop da var en vare af voksende økonomisk betydning. The Anglo-Belgian Rubber Company drev en voldelig politik for at fa størst muligt udbytte, herunder ved mord og lemlæstelse af de indfødte, som ikke formaede at leve op til de fastsatte kvoter. Det er skønnet at flere millioner indfødte mistede livet, en stor del af dem dog derved, at de blev smittede med sygdomme medbragte af de europæiske kolonister. Det er skønnet, at op mod ti millioner mistede livet svarende til en femtedel af det samlede indbyggertal.
Skønt Belgien ikke officielt var indblandet i denne kolonivirksomhed nød landet fordel af den handel og beskæftigelse, den bragte med sig. Leopold 2. blev personligt ufattelig rig som følge af eksporten af elfenben og gummi. Denne rigdom benyttede han til at lade opføre stribevis af fine bygninger i Bruxelles, Ostend og Antverpen, hvilken gav ham ry som "Byggekongen". Da han efterfølgende solgte flere af bygningerne, opnaede han derved at tjene endnu flere penge.
I 1908 kom et internationalt ramaskrig over den umenneskelige made, som de indfødte i Congo blev behandlet pa. Som følge heraf blev kongen tvunget til at afsta sine besiddelser og lade dem overga til den belgiske stat. Det belgiske parlament havde længe tøvet med at patage sig ansvaret for Congo som en koloni. Ved samme lejlighed blev overdraget
Katanga
, et omrade i umiddelbar tilknytning til Congo, hvilket Leopold 2. havde faet fat i i 1891, da han sendte en ekspedition til landet, lod landets konge Msiri dræbe, afhugge hovedet og sætte det pa en stage. Leopold havde ladet Katanga administrere for sig selv, men i 1910 besluttede den belgiske regering at forene det med Belgisk Congo.
Belgisk Congo blev selvstændigt i 1960.
Ruanda-Urundi var en del af
Tysk Østafrika
og blev i 1916 under
1. verdenskrig
besat af belgiske tropper frem til 1924, hvor
Folkeforbundet
besluttede at gøre det til et B-
mandatomrade
under Belgiens forvaltning fra 1924 til 1945, da
FN
overlod det til Belgien frem til 1962, hvor omradet blev selvstændigt og delt i to stater,
Rwanda
og
Burundi
. Belgiens politik i mandatperioden var den samme som under tysk kolonivælde nemlig indirekte styre ved hjælp af de lokale tutsier. Voldelige aktioner mod tutsierne kendt som Rwanda-revolutionen skete forud for selvstændigheden.
I lighed med andre magter fik Belgien efter nedkæmpelsen af
bokseropstanden
en koncession pa nogle fa kvadratkilometer i
Tientsin
, en kinesisk havneby. Den fungerede snarere som handelsstation end som koloni. Belgien opretholdt den fra 1902 til 1931.
I 1919 kom øen
Comacina
for et ar under kong
Albert 1. af Belgiens
styre som en enklave under belgisk suverænitet. Der efter kom den tilbage til Italien.