Danmark?Norge
|
---|
|
|
|
Kort over Danmark?Norge, ca. 1780
|
Hovedstad
| København
|
---|
Sprog
| Dansk
og
norsk
, samt
tysk
,
islandsk
,
færøsk
,
samisk
,
grønlandsk
. Kun dansk og tysk var anvendt som
skriftsprog
.
|
---|
Religion
| Lutheranisme
|
---|
Regeringsform
| Valgkongedømme
til 1660,
Enevælde
fra 1660
|
---|
Konge
|
|
---|
|
? 1524?1533
| Frederik 1.
(første)
|
---|
? 1808?1814
| Frederik 6.
(sidste)
|
---|
|
Historisk periode
| Tidlig moderne Europe
|
---|
|
| 6. juni
1523
|
---|
| 1523
|
---|
| 14. oktober
1660
|
---|
| 14. november
1665
|
---|
| 13. august
1645
|
---|
| 26. februar
1658
|
---|
| 14. januar
1814
|
---|
| September
1814
?
9. juni
1815
|
---|
|
|
|
? Anslaet 1645
| 1.315.000³
|
---|
? Anslaet 1801
| 1.859.000³
|
---|
|
Valuta
| Rigsdaler
og
skillinger
|
---|
Efterfulgte
|
Efterfulgt af
|
|
| |
¹
Frederik 6.
var
regent
for sin far, og var
de facto
konge fra
14. april
1784
; han forsatte med at regere Danmark efter
freden i Kiel
indtil sin død
3. december
1839
.
²
Danmark
(43,094 km²),
Slesvig-Holsten
(15,763 km²),
Norge
(hovedland) (324,220 km²),
Færøerne
(1,399 km²),
Island
(103,000 km²). (Plus
Grønland
med 2,175,600 km².)
³ 1645: Estimeret 825.000 i Danmark, 440.000 i Norge og 50.000 pa Island
[1]
1801: 929.000 i Danmark, 883.000 i Norge og 47.000 pa Island
[2]
4
Kongeriget Norge (1814)
, som efterfulgte de norske dele, eksisterede kun nogle maneder og efterfulgtes af
Den svensk-norske union
.
|
- For alternative betydninger, se
Unionstiden
.
Danmark-Norge
er den moderne betegnelse for rigsfællesskabet mellem de to
kongeriger
Danmark
og
Norge
fra
1536
til
1814
. Rigsfællesskabet havde sin oprindelse i
Kalmarunionens
endelige sammenbrud i
1523
, da
Sverige
erklærede sig uafhængigt, men havde formelt først sin begyndelse da Norge blev underlagt den danske krone i 1536, og varede indtil Norge blev afstaet til kongen af Sverige. I samtiden anvendtes begrebet dog ikke, og staten blev som regel omtalt som "den danske krone" (kron zu Dennemarck) eller "Tvillingrigerne".
[3]
Unionsriget inkluderede i hovedsagen de to
rigsdele
Danmark og Norge, men omfattede ogsa provinserne
Slesvig
og
Holsten
, der var særskilte administrative enheder, de oprindeligt norske skatlande
Grønland
,
Island
,
Færøerne
,
Shetland
og
Orkneyøerne
som fra
landnamstiden
var underlagt den norske konge, samt efterhanden et antal oversøiske
kolonibesiddelser
. Ved rigsfællesskabets start var de nuværende svenske landskaber
Skane
,
Halland
,
Bohuslen
,
Herjedalen
og
Jamtland
ligeledes en del af rigsfællesskabet, men de mistedes i 1658 til Sverige. Opløsningen af unionen mellem de to lande i 1814 fik ikke indvirkning pa forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter med
Lauenborg
dannede
helstaten
indtil
1864
, og de tidligere norske omrader Færøerne, Island og Grønland som efter rigsopløsningen forblev danske besiddelser.
Danmark og Norge var pa forskellig vis forenet i disse ar. I 1380 arvede
Oluf 2.
Norge, da hans far,
Hakon 6. af Norge
, døde. Oluf var Hakons og
Margretes
eneste barn.
Danmark-Norge ma først og fremmest forstas som en
søfartsnation
. Flere forhold gjorde sig gældende: Selve rigets udstrækning og form. Danmark-Norge var yderst langstrakt og med en forholdsvis lang kystlinje. Kun fa steder var der mere end 50 km til kysten ? i Danmark var det
Jyllands
indre
hedeegne
og
Skanes
nordøstlige skovegne, i Norge det bjergrige indland. Men det, der bandt riget sammen, var
havet
. Danmark var et udpræget ørige med talrige sejlbare
sunde
,
bælter
,
fjorde
,
nor
,
vige
og
dyb
; kun Jylland var en
halvø
forbundet med det mellemeuropæiske
fastland
, mens
Skane
,
Halland
og
Blekinge
udgjorde den sydvestlige og sydlige kyst af den skandinaviske halvø. I Jylland skar fjorde sig ind pa østkysten,
Limfjorden
endda nærmest tværs over halvøen, pa
Fyn
Odense Fjord
, pa
Sjælland
Isefjorden
og
Roskilde Fjord
.
Norge var et langstrakt kystomrade med talrige dybe fjorde, der skar sig langt ind i bjerglandet. I begge kongeriger la næsten al bymæssig bebyggelse ved (eller nær ved) kysten: købstæder,
ladepladser
og
bondehavne
.
Skibsfarten i datiden var mere veludviklet end vejfærdslen
. Savel rejser som varefragt skete sa vidt muligt med skib. Det var ofte hurtigere (nar vinden var gunstig), og de fragtede varemængder kunne være langt større end hestekærrer og andre vogne kunne bære. Vejfærdslen skete kun over kortere strækninger: med de 2
mil
omkring købstæderne, hvor
handel
og
handværk
som hovedregel ikke matte udøves, og under hensyn til købstædernes særret til sejlads, var søgning fra indland til nærmeste kystkøbstad den mest udtalte form for vejfærdsel.
Det spillede en stor rolle, at
Kattegat
i lighed med
Øresund
og Bælterne i praksis længe udgjorde et indhav i den dansk-norske stat, som kontrollerede kysterne hele vejen rundt. Ganske vist lykkedes det i længden ikke tvillingriget at opretholde denne tilstand langs østkysten, men ikke desto mindre formaede Danmark-Norge i vid udstrækning at overvinde tabet af de østlige
provinser
, i det mindste i henseende til søfart og samhandel.
Endelig spillede det en afgørende rolle, at
Danmark og Norge supplerede hinanden
: Danmark var et lavland med gode jordbundsforhold til
kornavl
, mens Norge leverede
fisk
,
træ
og
metaller
til Danmark. Det gjorde, at der var behov for sejlads mellem rigerne, og det fremmede skibsfarten i begge riger. Med tiden skulle det blive en hjørnesten i Dobbeltrigets erhvervspolitik at sikre de to afsætningsmarkeder for hinanden. Skønt de søfarendes andel af befolkningen vel var begrænset, var betydningen af deres virke sa meget større: de skabte afsætnings- og dermed indkomstgrundlaget for samfundsgrupper som landbrugere, fiskere, træfældere, bjergværksfolk, handværkere og købmænd.
Det var saledes ikke uden grund, at
Arent Berntsen
kaldte sin skildring i
1656
af Dobbeltmonarkiet for "
Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed
"
[4]
.
Efterdønninger af opløsningen af Kalmarunionen (1523-1588)
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge har sin oprindelse i Kalmarunionen. Under Kalmarunionen mærkedes eftervirkningerne af
Den Sorte Død
og den medførte nedlæggelsen af landbrugsbedrifter i Norge og
Hansaens
kontrol med norsk handel. Danske og tyske embedsmænd kom til at indtage norske embeder. Jordegods og
bispesæder
kom under fremmed kontrol. Derved svækkedes mulighederne for en norsk selvhævdelse.
1450
blev rigsfællesskabet fastlagt i
en traktat
, der skulle sikre det
norske rigsrad
indflydelse ved kongevalg, men bestemmelsen fik ingen reel betydning.
Kalmarunionen ophørte i
1523
, da
Sverige
valgte sin egen
konge
. Efter saledes at have mistet Sverige flygtede
Christian 2.
, og det
danske rigsrad
valgte hertug
Frederik af Holsten
til konge som
Frederik 1.
. Frederik stod over for store problemer: dels at holde sammen pa resterne af fællesriget og sikre kongens stilling deri, dels at stække Hansaens økonomiske magt i riget. Dertil kom problemer med magtmisbrug blandt embedsmænd. Det skulle vise sig, at Frederik 1. og hans afløser,
Christian 3.
, evnede at løse dem alle.
Frederik 1.s
første skridt var at sikre sig sin godkendelse som konge i Norge. Han sendte derfor to udsendinge til Norge,
Henrik Krummedige
til
Østlandet
og
Vincens Lunge
til
Vestlandet
. Henrik Krummedige opfyldte sin opgave loyalt over for kongen, mens
Vincens Lunge
søgte at udnytte situationen til at opbygge sin egen magtstilling sammen med
ærkebiskop
Olav Engelbrektsson
og resterne af det norske rigsrad. For at blive hyldet som konge matte
Frederik 1.
godkende en handfæstning, der gjorde
Vincens Lunge
og rigsradet til de egentlige magthavere i Norge. Men efter kongevalget følte Frederik 1. sig snart stærk nok til at udskifte de norske høvedsmænd pa
Akershus
og
Bahus
med trofaste embedsmænd. Dertil kom at Vincens Lunge blev kompromitteret, og at han ragede uklar med ærkebispen pa grund af sine lutherske sympatier. I
1529
kunne Frederik 1. uden vanskeligheder afsætte ham som lensmand pa
Bergenhus
.
Frederik 1.
havde brug for indkomster og kastede blikket pa kirkens besiddelser, som blev inddraget en for en. Det medførte strid med ærkebispen, som forsøgte at skabe et modkup med den afsatte
Christian 2.
, men da Christian ankom i
1531
med en i
Nederlandene
sammenskrabet
hær
, lykkedes det ham hverken at vinde
Akerhus
eller
Bahus
, og han matte overgive sig. Ærkebispen og andre gejstlige matte affinde sig med kong Frederiks styrkede stilling. Da
Frederik 1.
døde
1533
, gjorde ærkebispen et sidste forsøg pa at genvinde sin stilling, men de danske lensherrer pa de vigtigste slotte sluttede op bag
Christian 3.
. I
1536
lod ærkebispen Vincens Lunge dræbe under et møde i
Trondhjem
og andre danske lensherrer fængsle og forsøgte at erobre
Akershus
og
Bergenhus
. Men
Christian 3.
kunne snart drive ærkebispen ud af Norge, og i
1537
var hele Norge ubestridt under den danske konges herredømme.
Reformationen
1536
indebar, at det meste
kloster
- og kirkegods kom under kronen, som derved blev landets største jordejer og fik øgede indtægter og magt. I stedet for en mere eller mindre selvstændig
katolsk
kirke stod nu en
reformert
kirke under den danske konges overhøjhed.
Gejstligheden
ophørte med at have politisk betydning, og ogsa i forhold til bønderne svækkedes præsteskabet. Ved reformationen havde de gamle præster fortsat deres virke, men i de følgende artier blev de afløst af præster, der var uddannet i
Danmark
.
Tilbage stod for kongen afklaringen af forholdet til rigsradet. Forud for sit valg til norsk konge havde
Christian 3.
lovet det danske rigsrad, at Norge fremover ville blive behandlet som et dansk landskab. I virkeligheden skete det ikke: Danmark havde
valgkongedømme
, hvorfor enhver ny konge for at blive valgt matte afgive mere eller mindre handlingsbegrænsende løfter i en
handfæstning
. Det svækkede selvsagt kongens magt. Norge derimod var at
arvekongedømme
, og det var derfor i kongens interesse at beholde Norge i en større grad af uafhængighed. Det for at sikre valgretten til den danske trone for medlemmer af kongehuset. Det norske rigsrad afskaffedes
1537
, men ellers beholdt Norge de fleste institutioner. Til afløsning af rigsradet oprettedes "
herredage
", der var møder mellem danske rigsrader udsendt som kongelige kommissionærer til Norge, norske
adelsmænd
og
lagmændene
. Disse "herredsdage" var dels rigets højeste domsmyndighed, dels lovgivningsorgan og gennemførte ved
recesser
en fornyelse af norsk ret. Fra
1548
indførtes tillige stændermøder, der blev indkaldt i vigtige anledninger, især kongehyldninger. I 1572 oprettedes en norsk centralmyndighed, idet lensherren pa
Akershus
fik titel af statholder og en vis kontrolmyndighed over de norske lensherrer.
De tidligere norske besiddelser
Island
,
Grønland
og
Færøerne
kom direkte under den danske krone.
Samtidig indebar
Grevens Fejde
, at
Hansaforbundets
stilling blev alvorligt svækket. Hansaforbundet havde lige siden middelalderen haft et handelskontor i Bergen pa den norske vestkyst. Bergen var udgangspunkt for al handel med Nordnorge. Den bestod i, at fisk fanget langs de nordnorske kyster, blev byttet mod korn fra Mellemeuropa. Hansaforbundet sad pa hele denne handel og indtog i kraft heraf en magtstilling, som savner sidestykke. Set fra et dansk-norsk synspunkt matte det være et stort ønske at bryde denne magtstilling.
En beskeden begyndelse var gjort allerede i 1507, da Amsterdam af Christian 2. havde faet rettigheder til at deltage i handelen, men disse rettigheder havde langt fra et omfang, der kunne true Hanseforbundets stilling
[5]
. Truslen kom især internt i Hanseforbundet: Lubeck havde forsøgte at holde kornforsyningerne til Bergen og Norge under kontrol for at styre
bytteforholdet
mellem fisk og korn. Men andre østersøstæder viste ikke forstaelse for Lybæks politik, og de begyndte at anløbe Bergen pa "strandsiden" uden for staden og her afsætte korn til den befolkning af norske, danske, hollandske, tyske og skotske købmænd, som havde slaet sig ned her, og de fik nu mulighed for og regeringens opbakning til at ga ind i den nordlandske handel med
fisk
. Det bidrog til at undergrave Hansaforbundets magtstilling i Bergen og Norge, og den nye udvikling tog fart under dyrtidsarene i 1540'erne
[6]
. Nok bestod handelskontoret i
Bergen
, men hansakøbmændene matte fra
1550'erne
handle pa lige vilkar med norske købmænd, hvorfor sidstnævnte vandt frem. Dermed toges de første skridt til at frigøre sig fra et ikke dansk-norsk herredømme i næringslivet. I den udstrækning, hvor købmændene havde tysk, nederlandsk og skotsk baggrund, blev de forholdsvis hurtigt assimilerede i det norske samfund
[7]
. Denne udvikling skulle snart brede sig til andre næringsgrene.
Baggrunden for Hanseaorbundets svækkelse var dels, at
Bremen
og nederlandske stæder vandt frem i den norske fiskeeksport, dels den voldsomme vækst i den danske korneksport til Norge. Allerede i begyndelsen af det
16. arhundrede
havde
Deventer
(der var et nederlandsk medlem af Hansaforbundet) udviklet et betydeligt marked for fisk fra
Bergen
. Deventer og andre stæder kunne gennem de store
floder
sikre det tyske indland forsyninger af fisk pa fuldt sa gode konkurrencebetingelser som
Lubeck
og andre hansastæder ved Østersøens kyst og vandt gennem arhundredet stadig frem. Denne udvikling i forsyningsforbindelserne var stort set bragt til ende omkring 1575. Toldregnskabet for
Bergen
1577
viser, at kun 20% af fiskeeksporten gik til hansastæder ved
Østersøen
, 59% gik til
Bremen
og andre hansestæder ved
Nordsøen
, 19% til nederlandske stæder (blandt andet
Deventer
) og 2% til
Oldenburg
. Angivelserne vedrører kun fisk fragtet af fremmede, men den danske og norske fiskefragt var næppe særlig stor
[8]
. Det hører imidlertid med til billedet, at hollænderne og Bremen ikke kun hentede sin fisk i Bergen og Norge men tillige forsynede sig fra Newfoundland
[9]
. Dette bevirkede, at heller ikke hollænderne kom til at styre den samlede handel med fisk og korn pa Norge
[8]
. Her la en mulighed for Danmark, og denne skulle ikke forblive uudnyttet.
Dansk kornpolitik havde lige siden middelalderen været baret af hensynet til landets eget behov for korn, og denne politik blev i anden halvdel af 1500-tallet udvidet til at omfatte Norge. Medvirkende til fremgangen i den danske kornforsyning til Norge var et i
1573
udstedt udførselsforbud med undtagelse for netop Norge, og at da den danske regering i
1597
ved et udførselsforbud forsøgte at modvirke den voldsomme efterspørgsel i
Vesteuropa
efter korn, blev Norge atter udtrykkeligt undtaget. Det var tilladt danskere at fragte korn til Norge og tillige nordmændene selv at hente det i Danmark
[10]
. I begyndelsen var de danske kornforsyninger til Norge vel nok beskedne, og deres betydning la fortrinsvis deri, at nordmændene derved undgik de værste følger af de prisstigninger pa korn, der ellers ramte Europa
[11]
.
Som vigtige skridt til yderligere at stække Hansaforbundets indflydelse i Norge skal nævnes to: dels blev det ved forordning af 1553 forbudt de vendiske stæder (herunder Lubeck) at sejle gennem
Storebælt
med andre varer end vendisk gods. Derved mindskedes afgørende mulighederne for østersøstæderne for at udvikle fragtsejladsen til Danmark og Norge. Dels indsatte det danske styre
kancellisekretær
Kristoffer Valkendorf
pa
Bergenhus
som lensmand i 1556. Blandt hans opgaver synes at have været at stække Hansaforbundets magt i Bergen. I 1558 indledtes en aktion mod tyske handværkere i byen, der i 1560 endte med en ny traktat, hvor deres særlige rettigheder var stort set indskrænket til intet. I praksis blev de gjort til ligestillede undersatter underlagt den stedlige (norske) myndighed
[12]
.
Dermed var Hansaforbundets magt i Norge endeligt knust, og rammerne var lagt for at udvikle den dansk-norske søfart og handel. Med tiden blev disse muligheder til fulde udnyttet til lige stor gavn for danskere og nordmænd.
Under de første dansk-norske konger havde den statslige politik været at styrke centralmagten (= kongemagten) mest muligt. Dette indebar, at der havde været meget lidt plads for tiltag til fremme af de enkelte rigers og landsdeles særlige fordele. Men under
Christian 4.
forandredes dette. Christian 4. var den første konge, der gjorde flerheden i riget til grundlag for sin politik; stærkt pavirket af
tidens merkantilistiske tankegang
. Dette gjaldt ikke mindst kongens norske politik.
Pa det tidspunkt Christian 4. kom til magten var Norge darligt nok et samlet land, da det bade savnede et politisk, administrativt og handelsmæssigt midtpunkt
[13]
. Det var arven fra Hanseforbundets og den gamle adels misregimente, der endnu hærgede landet. Christian 4.s mal var at forvandle Norge fra en fjern og tilbagestaende provins til et økonomisk blomstrende og administrativt velfungerende land. I modsætning til sine forgængere udviste han samme interesse for Norges ve og vel som for Danmarks. Christian 4. besøgte ogsa Norge flere gange end samtlige andre dansk-norske konger tilsammen
[13]
. Samlet set lykkedes det at reformere Norge i denne periode og sikre en opblomstring af handel og skibsfart.
To begivenheder kendetegnede blandt meget andet Christian 4.s levetid: sikringen af Finnmarken og ordning pa de de administrative forhold.
Omkring ar 1600 blev der fra svensk side gjort ihærdige tiltag for at erobre
Finnmarken
. Denne, noget nær dobbeltmonarkiets fjerneste provins, skulle erobres ved svensk kolonisation. Der skulle drives laksefiskeri og handel, bygges "boder og vaaninger paa adskillige beleilige steder". En svensk kirke skulle opføres i Tysfjord og i
Alta
oprettes skibsbyggeri. Flere steder ville den svenske konge lade opføre skanser og andre befæstningsanlæg. Der blev forberedt et svensk embedsværk med statholder og adskillige fogeder. Desuden forsøgte man at beskatte omradet, og den svenske konge gav i 1608
Gøteborg
privilegium pa fiskeriet langs kysten fra
Tysfjord
til
Neiden
, mens lubeckerne uden videre fik tildelt privilegium pa fiskeri i de norske fjorde mod at betale tiende til Sverige. Næsten som en markering tog den svenske kong
Karl 9.
ved sin kroning titlen "de lappers i Nordlanden konung".
Men Christian 4. var ikke til sinds at lade svenskekongen fa sin vilje. Modsætningerne udløstes i
Kalmarkrigen
1611-1613, der endte med Christians fuldstændige sejr i spørgsmalet om Nordkalotten: ved
freden i Knared
i 1613 opgav Sverige ethvert krav pa nogen som helst overhøjhed og alle rettigheder i omradet fra Tysfjord til
Varanger
. Siden blev spørgsmalet aldrig aktuelt i kampen om magten mellem den danske og den svenske konge; Nordkalotten var og forblev en ubestridt del af Norge
[14]
.
Christian lod foretage en nyoversættelse af Norges gamle lovgrundlag,
Magnus Lagabøters Landslov
(kort kaldet
Landsloven
) til samtidigt sprog indbefattende senere antagne retterbøter og recesser ? alt under navnet
Christian 4.s Norske Lov
i
1604
[15]
. Desuden lod han den danske kirkeordinans omskrive og tilpasse norske forhold som en særskilt
norsk kirkeordinans
i
1607
. Desuden lod han ? til dels af forsvarsmæssige hensyn ? fæstningsværker opføre eller istandsætte, og han tog skridt til købstædernes fremme ved at samle omsætningen her. Endelig var han mere end nogen anden den, der fik sat gang i den norske bjergværksdrift
[16]
.
Christian 4., hvis interesse for retsstatslige forhold var og er legendarisk, deltog i lige stor grad i herredage i Danmark og Norge, og i Norge fik han indrettet et velordnet retssystem med bygdeting som en fundamental del af landets samfundsinstitutioner
[17]
.
I Christian 4.s senere ar, under hvilken statholder i Norge var
Hannibal Sehested
(norsk statholder
1642
-
1651
), blev dennes embede udvidet til at omfatte hele det norske rige, og han lod foretage en grundig kontrol af virket blandt embedsmændene ogsa uden for sit eget len. Desuden lod han oprette en norsk "Landkiste", der skaffede grundlag for et norsk finansvæsen. Et
postvæsen
blev oprettet. Tidligere tiders mere eller mindre opløste samfund blev knyttet sammen i et rigsfællesskab, hvorunder
borgerstanden
voksede under indtryk af blomstringen for
handel
og
skibsfart
[18]
.
Rammerne for den danske kornhandels fremgang var lagt allerede ved en forordning af 1573, og ved forordningen af 1597 lod Christian 4. afbøde, at en voldsom efterspørgsel efter rug med deraf følgende prisstigninger overalt i Nordeuropa skulle fremkalde brødmangel og opskruede priser ved pa den ene side at forbyde almindelig udførsel, pa den anden side udtrykkeligt at undtage Norge fra disse bestemmelser. Det blev tilladt danske købmænd savel som nordmænd at fragte korn fra Danmark til Norge, hvilket vel var udtryk for et særhensyn taget til nordmændene pa bekostning af (eventuelt ogsa danske) kornhandelsspekulanter
[19]
.
Skønt de danske kornforsendelser fra Danmark til Norge endnu i det 16. arhundrede næppe var ret store, var der i begyndelsen af det 17. arhundrede sket en vis udvikling i disse: I aret fra 1. maj 1609 til 1. maj 1610 ankom 4 skibe fra
Malmø
(heraf 2 med 2 anløb), i aret 1610/1611 7 (heraf 1 med 2 anløb) foruden et hollandsk skib befragtet af Malmøborgere fra Malmø til Bergen og et skib fra Bergen til Malmø. i aret 1611/1612 gik omkring 167 skibslæst korn pa 6 Malmøskibe (heraf 1 med 3 anløb, 1 med 2 anløb) fra Malmø til Bergen. Yderligere skete indladning pa omkring 26½ skibslæst korn pa et Bergenskib i Malmø. I aret 1612/1613 indladede 4 Malmøskibe (heraf 1 med 3 anløb, 1 med 2 anløb) samt 1 skib fra København i alt henved 170 skibslæst korn i Malmø til Bergen, desuden 2 Malmøskibe med henved 23 læst kornvarer til
Trondhjem
. Først senere, i 1630-erne, skete voldsomme fald i eksporten fra
Lubeck
,
Rostock
og
Stralsund
til Norge, og dermed udvikledes den danske kornhandel yderligere. Det var saledes under Christian 4.s tid, at Danmark i det store og hele overtog kornforsyningerne til Norge
[11]
. Fra anden halvdel af 1600-tallet antog de danske kornforsyninger til Norge et langt større omfang end tidligere.
Under
Kalmarunionen
havde
Hansaen
faet et stærkt fodfæste i
Norge
: i
Bergen
fik man oprettet et handelskontor, som i henved to hundrede ar fik afgørende indflydelse pa Norges økonomiske forhold. Hansaen havde fortrinsvis interesser i handelen med fisk.
To forhold skulle medvirke til at ophæve den ulykkelige tilstand. Det ene var, at
træ i takt med den stadige afskovning af
Vesteuropa
skulle fa voksende betydning
som fragtvare. Det andet var, at
hollænderne trængte frem som handelsmagt
. Allerede i
1443
havde købmænd fra
Amsterdam
faet ret til at købe trælast i Norge, og denne ret udvidedes med tiden til ogsa at gælde for andre hollanske og frisiske byer;
1544
blev den nye tingenes tilstand stadfæstet i en traktat. Fra omkring
1520
begynder
vandsaven
at brede sig, og sammen med hollændernes voksende behov for træ var dermed forudsætningerne skabt for voksende omsætning med udlandet, dannelsen af en norsk handelsstand og købstædernes vækst
[20]
. Virkningen var, at der skete en voldsom stigning i udførslen af træ, fra i
1528
at være 102 ladninger med skønsmæssigt 12.000 m³ til i
1560
673 ladninger med omkring 70.000 m³, i
1620
1.650 ladninger med omkring 200.000 m³ og
1664
endda 1 mio. m³.
1666
brændte
London
, og der blev her et stort træbehov til stadens genopbygning. Ved den engelske "Navigationsakt" af
1651
blev der abnet mulighed for, at norske skibe kunne deltage i denne varefragt. Ved
Forordning
af
30. juli
1662
fik norske købstæder eneret til at drive trælastudførsel og oplevede som følge heraf en velstand og vækst i indbyggertal
[21]
.
De tidligste tiltag til bjergværksdrift i Norge blev taget ved en forlening
1490
pa malm i
Sandsvær herred
.
Christian 3.
interesserede sig meget for mulighederne for bjergværksdrift og indkaldte tyske bjergkyndige til at udføre undersøgelser af mulighederne herfor, og
1539
blev udstedt en bjerganordning. De tiltag, der gjordes til fremme af bjergværksdrift i det 15. og 16. arhundrede, mislykkedes imidlertid.
Først
Christian 4.
fik sat gang i bjergværksdriften. Flere værker blev sat i drift:
samt (efter Christian 4.s død)
Meldalen
værk
1652
.
Omkring midten af
1600-tallet
igangsattes tillige flere jernværker:
Bolvik
,
Bærum
,
Dikemark
,
Eidsfos
,
Eidsvoll
,
Fossum
,
Fritsø
,
Hakedal
,
Hassel
,
Lesja
,
Mostadmarken
,
Nes
,
Ulefoss
. Bjergværksdriften blev begunstiget med kongelige privilegier
[22]
.
Et forhold, der skulle fa betydning for den videre udvikling ? især i det sydlige Norge ? var, at flere norske steder stilling som priviligeret
ladested
.
Endnu i
Christian 4
.s
Norske Lov
af
1604
, kjøbebolken § 10 var det blevet forbudt at udøve handel pa landet og at sælge proviant til fremmede skibe
[23]
, men til gengæld var trælasthandel fri indtil
1662
[24]
. Dette ar toges skridt til at samle handel i købstæderne:
handværkere
pa landet, som ikke anses nødvendige og ikke var tilladte efter
Landsloven
, skulle flytte til stæderne, trælasthandel skulle forbeholdes købstædernes borgere,
forprang
forbydes, fremmede købmænd forbydes at opholde sig i købstæderne længere, end deres skibe la der
[25]
. I et kongebrev af 1656 udvides forbuddet til at omfatte salg af
fedevarer
til skibsproviant, men bestemmelsen mildnedes snart derhen, at dette skulle være tilladt for de, som havde borgerskab i en købstad men boede pa ladestederne
[23]
. Men fa artier senere, i
toldrullerne
mellem
1672
og
1768
tillades det at losse, laste og fortolde varer fra Danmark-Norge med hertugdømmerne samt udskibe trælast ? vel at bemærke for personer, der havde borgerskab i den købstad, som ladestedet hørte under
[23]
.
I retslig henseende hørte ladestederne under landdistrikterne, bade i henseende til
tingsted
og til lovbestemmelser. Saledes blev det bestemt, at der pa ladestederne kun matte udøves de
handværk
, som tillige var tilladte i landdistrikterne og under forudsætning af, at handværkerne ikke tog borgerskab
[23]
.
Det viste sig imidlertid hurtigt, at det ikke var muligt at begrænse skibsfart og handel til de gamle købstæder. Sideløbende uddeltes derfor rettigheder til steder, som ønskedes udviklet til handelsknudepunkter:
Bjergværkerene
blomstrede,
ladestederne
blomstrede og
savværkerne
blomstrede i Norge. Norsk
tømmer
blev fældet og udskibet i store mængder. En vis rovdrift kunne ikke undgas. Om skovene i
Romsdalen
hed det i
1661
, at de var "aldeles udhugget formedelst de mange save", tilsvarende lød det om
Trøndelagen
og
Vestfold
. Om
Tønsberg
hed det i
1666
, at handelen "er ganske aftaget, formedelst skovenes udhugning". I
1664
fandtes søndenfjelds 814 save fordelt som følger
[28]
:
Sted (len, fogderi)
|
Antal save
|
Rdl. i savskat
|
Sted (len, fogderi)
|
Antal save
|
Rdl. i savskat
|
Sted (len, fogderi)
|
Antal save
|
Rdl. i savskat
|
Egger og Lier fogderi
|
68
|
1334
|
Modums fogderi
|
32
|
1048½
|
Aggers fogderi
|
48
|
1127½
|
Neder Rommerigs fogderi
|
93
|
2192
|
Tønsberg len
|
154
|
912
|
Wernø klosters len
|
67
|
1151½
|
Ringeriges fogderi
|
55
|
4276
|
Idde og Marker len
|
43
|
866¾
|
Brunlaug len
|
73
|
661½
|
Sandswerde fogderi
|
22
|
601¾
|
Øvre Romeriges fogderi
|
22
|
483
|
Rackestad len
|
31
|
348
|
Folloug fogderi
|
52
|
392½
|
Husum og Røyens fogderi
|
24
|
186
|
Heggen og Frolands fogderi
|
12
|
170½
|
Onsøe len
|
15
|
68½
|
Hadelands fogderi
|
3
|
64
|
I alt
|
814
|
15.874
|
Oversigten afspejler den omfattende trælastvirksomhed som forud var udviklet i det sydlige Norge.
Havde
Christian 4.
været Dobbeltmonarkiet en god
konge
, sa var
Frederik 3.
det umiddelbart ikke. Blandt den nye konges første handlinger var afskedigelsen af
Hannibal Sehested
som norsk statholder og indskrænkelser i embedets virke og myndighed
[29]
. Sehested blev anklaget for magtmisbrug og for underslæb og matte for at undga en rettergang afsta sit norske jordegods, savværker, bjergværker og anden ejendom til kronen. Den egentlige arsag til hans fald var imidlertid politisk: Sehested havde unddraget det
danske
rigsrad kontrollen med
norske
forhold ? til gavn for Norge
[30]
(senere blev han taget til nade og endte som rigsskatmester ? til gavn for den unge enevælde).
Under konflikterne mellem den danske og den svenske konge midt i 1600-tallet kom Norge til at lide:
1645
blev
Jemtland
og
Herjedalen
og de norsk administrerede Idre og Sarna herreder i
Dalarne
afstaet til
Sverige
. Ved Roskildefreden i
1658
afstod Frederik 3.
Bahuslen
.
Trondhjems len
blev ogsa afstaet, hvilket afskar
Nordnorge
fra resten af landet, men omradet blev dog tilbagegivet Danmark-Norge i
1660
.
Danmark tabte Halland (for 30 ar) i 1645 og
Skane
,
Halland
(permanent),
Blekinge
og
Bornholm
i 1658. Kun Bornholm blev tilbagegivet (ved frikøb med skansk jord) i 1660.
Resultatet af tabet af Østdanmark og Bohuslen var, at den geografiske afstand mellem Danmark og Norge blev udvidet meget betydeligt, hvilket skabte en helt ny og mere ugunstig militær og transportmæssig situation.
I
1660
indførte kong
Frederik 3.
arvekongedømmet
og aret efter
enevælde
, ved at udnyttede uenigheder mellem adelige og borgerlige i den danske
stænderforsamling
. Enevældens indførelse blev godkendt af de norske stænder, men der var ikke tale om et reelt valg. Med enevælden genopstod Norge juridisk som selvstændigt kongerige, men samtidig centraliseredes administrationen i København. Den gamle danske adel mistede meget af sin indflydelse og flere gamle privilegier afskaffes. Fra 1671 og frem indførtes en række nye privilegier til en ny fælles adel af lensfriherrer og lensgrever (med mange tyske indvandrere), som adles af kongen til gengæld for tro tjeneste i det enevældige system og formelt overdrog deres jordegods til kronen, som sa forlenede dem med jorden. Dette system indførtes dog i begrænset omfang i Norge, og kun ganske fa nordmænd adledes. Med den endelige opløsning af det danske rigsrad kom den politiske magt til at ligge hos embedsstanden, hvilket gav øgede karrieremuligheder for nordmænd og en hvis mulighed for norsk indflydelse pa egne anliggender. Generelt blev embedsstanden i begge riger dog stærkt præget af indvandrede tyskere.
Under enevælden blev der bevidst søgt ført en
helstatspolitik, der skulle gøre Danmark og Norge til en økonomisk enhed
, da Danmark og Norge var økonomisk ligeværdige. Ved byprivilegierne
1662
blev al trælasthandel samlet i byerne, borgerne fik eneret til at købe trælast af bønder og savværksejere. Efter enevældens indflydelse oplevede norsk skibsfart derfor en voldsom fremgang: handelsfladen i Norge voksede fra 10.586
læster
i
1670
til 37.735 læster i
1699
mod i
Danmark
fra 7.521 læster i
1670
til 17.003 læster i
1699
og i
Hertugdømmerne
fra 4.027 læster i
1670
til 9.246 læster i
1699
[31]
. Gennemgaende var norske skibe større end i de andre dele af riget.
De norske købstæder og ladesteder nød godt af helstatspolitikken. Skibsfarten i de enkelte norske stæder viser tydelig fremgang fra enevældens indførelse, bade malt i antal skibe og i læstetal: i Christiania voksede antallet af hjemmehørende skibe fra 15 i 1672 til 44 i 1695, i
Arendal
fra 27 i 1672 til 65 i 1699, i
Christianssand
fra 9 i 1669 til 30 i 1696, i
Drammen
fra 11 i 1671 til 24 i 1699, i
Frederikshald
fra 8 i 1672 til 23 i 1696, i
Frederiksstad
fra 6 i 1670 til 15 i 1698, i
Holmestrand
fra 3 i 1670 til 8 i 1696, i
Kragerø
fra 13 i 1667 til 20 i 1692, i
Moss
fra 0 i 1670 til 7 i 1698, i
Sandefjord
fra 3 i 1671 til 17 i 1699, i
Tønsberg
fra 8 i 1660 til 27 i 1694, mens fx
Flekkefjord
,
Larvik
og
Mandal
udviste stabile høje tal.
[32]
Den danske korneksport til Norge blev særligt udtalt i
1600-tallet
. Den samlede indførsel af korn til Norge registreret i regnskaberne for
Øresundstolden
kan opgøres til 2.444,5 læst i
1685
, hvoraf 1.479,5 læst blev fragtet pa norske skibe, 520,5 læst pa danske skibe, 171 læst pa skibe fra
Lubeck
, 27 læst pa skibe fra
Rostock
og resten pa nederlandske skibe. Med hensyn til oprindelsesstedet udgjorde 1.256 læst korn fra
Danzig
, 389 læst korn fra
Konigsberg
og 533 læst korn fra det østlige
Danmark
. Men allerede i
1650'erne
udførtes 1.400 læst korn tilsammen fra
Arhus
og
Alborg
, hvorfor den vestlige del af Danmark ma have spillet en hovedrolle i kornforsyningen til Norge allerede pa daværende tidspunkt
[33]
. Men det var kun begyndelsen: I arene fra 1681 til 1699 svingede kornudførslen alene fra Alborg til Norge pa mellem 20.000 og 58.000 tønder korn, og Norge tegnede sig alene for 62,1% af den samlede kornudførsel for disse ar (458.720 tdr mod 96.903 tdr eller 13,1% til udlandet og 183.072 tdr eller 24,8% til andre dele af riget), omend der var store udsving fra ar til ar
[34]
.
Et andet træk under
enevælden
er ophjælpningen af nye norske steder som
ladested
eller
købstad
:
Virkningen af dette var fremvæksten i byerne af en kapitalstærk borgerbefolkning, der efterfølgende udviklede en national bevidsthedsfølelse blandt andet i form af modstand mod at gøre
København
til handelsøkonomisk midtpunkt. Med tiden samlede trælastkøbmændene pa
Østlandet
sig i kravet om at fa en norsk
bank
, ligesom de støttede embedsmændenes krav om et norsk
universitet
. Disse ønsker blev ikke imødekommet, men dette fremelskede blot den norske nationalfølelse.
Det var først og fremmest norske ladesteder, der nød godt af den voksende skibsfart rigerne imellem, mens man i Danmark, hvor handel pa Norge før 1670 kun var sket i
Klitmøller
og pa
Hanstholm
, oplevede fremkomsten af et antal
skudehandelspladser
i
Vendsyssel
:
Blokhus
,
Kjul
,
Løkken
,
Lønstrup
,
Tornby
, og i
Hanherrederne
:
Slettestrand
,
Torup Strand
og
Tranum Strand
[35]
.
1720
afsluttedes
Store Nordiske Krig
, og derved indledtes en fredsperiode, som ? med
Slaget pa Rheden
som eneste undtagelse ? skulle vare til
1807
. En sadan fredstid skulle forventeligt være en tid med velstand og fremgang, men det skulle snart vise sig, at forudsætningerne herfor ikke var de bedste; nye næringsmæssige tiltag blev udfaldet heraf.
Fra omkring
1700
til midten af
1740'erne
var vanskelige tider for det danske
landbrug
. De europæiske kornpriser faldt ar for ar og naede omkring
1730
et lavpunkt
[36]
. I 1730 blev
Christian 6.
konge. Han overtog et dansk-norsk dobbeltmonarki i krise.
For at afbøde pa krisen satte styret ind pa fire punkter
[37]
:
- Skatterne blev nedsat
med 11%, hvilket var det længste, styret kunne ga.
- Jordlovgivningen blev lempet
i
1731
, hvorved
godsejerne
fik lettere ved at nedlægge
bondegarde
(men pa betingelsen, at godsejerne fortsat skulle svare kongen de skatter, som bonden tidligere havde mattet betale. Det svækkede godsejernes interesse, og lempelsen blev ophævet igen i
1740
).
- Stavnsbandet
blev indført
1733
, hvilket skulle sikre godsejerne sikker og billig arbejdskraft.
- Man
fremmede vilkarene for samhandel mellem kongerigerne
. Allerede
1730
havde norsk
jern
faet en begunstiget stilling pa det danske marked, og
1735
udvidede man beskyttelsen for hjemligt
korn
pa det hjemlige (fortrinsvis norske) marked i form af høje
toldmure
til et egentligt forbud mod at indføre korn til Danmark og de søndenfjeldske dele af Norge (den tættest befolkede del af landet). Formalet var at sikre dansk landbrug et sikkert afsætningsmarked med høje priser. I virkeligheden matte der jævnligt gøres lempelser som følge af fejlslagen høst og dyrtid
[38]
. Ikke desto mindre fastholdt staten sin politik i toldloven af
1762
og ved toldtariffen
1768
[39]
.
Tiltagene lykkedes for sa vidt, idet priserne pa landbrugets varer og pa landbrugsjord fra begyndelsen af 1740'erne igen begyndte at stige. Omkring
1740
og frem til
1752
bredte der sig en
epidemi
blandt landbrugets kvægbestande, der førte til, at skønsmæssigt mellem halvdelen og fire femtedele af kvæget døde. Kornhandelen fik en stadig mere central stilling i landets økonomi.
En anden virkning af den førte landbrugspolitik var skibsfartens blomstring. Fra Norge ankom til danske provinsbyer stadigt flere og større skibe: i
1733
i alt 1.081 fartøjer med 11.884 kml. (i gennemsnit 11 kml.) men i
1798
i alt 1.709 fartøjer med 30.634,5 kml.
[40]
Et stadig mere sammensat vareudbud kom fra Norge til Danmark:
tømmer
,
stangjern
,
kakkelovne
og andre jernvarer (delvist som følge af det norske jernmonopol), desuden
tobakspiber
,
kommen
,
stenkul
og
kalk
[41]
. Nordpa var det fortsat korn, der fyldte lasten, men omfanget heraf har dog næppe oversteget halvdelen af skibenes fragtevne. Det ma dog nævnes, at omfanget voksede fra henved 130.000 tdr. arligt omkring
1730
til 525.000 tdr. henimod arhundredets slutning.
Medvirkende til skibsfartens blomstring var tillige statens politik med henblik pa at fremme fjernsejladser pa
Middelhavet
og til oversøiske omrader. Danmarks neutrale stilling under tidens talrige krige gjorde, at dansk-norske skibe blev anvendt til fragter, der ellers ville være udsat for at blive bragt op, og dette indebar store opsving for dansk og norsk skibsfart.
Omkring
1788
var krisen forbi. Regeringen havde bragt næringslivet frelst igennem krisen og kunne nu tillade en liberalisering: I
1788
kunne regeringen ophæve kornmonopolet,
1789
blev handelen pa
Finnmarken
og
Island
frigivet,
1793
indførtes en kreditoplagsinstitution,
1796
ophævedes indskrænkningerne i adgang til
skovdrift
og ved toldforordningen
1797
blev handelen givet helt fri. Tidens store krige og Danmarks fortsatte
neutralitet
skabte gyldne tider for handel og skibsfart: alene den norske handelsflade, der
1792
talte omkring 860 skibe med i alt 110.000 t, var i
1806
vokset til henved 1.650 skibe med i alt 180.000 t.
[39]
Under hele krisen havde regeringen fortsat sin tidligere linje med ophjælpningen af norske ladesteder og købstæder: i de svære ar blev listen over handelsberettigede steder udvidet med:
Fortsat vejede Sørlandet tungest, men det er værd at bemærke, at landets nordlige dele nu kom med i udviklingen (Hammerfest, Vardø, Tromsø). Et var imidlertid hvad, regeringen gjorde. Noget andet var den udstrækning, den norske befolkning evnede at udnytte de givne muligheder. Enkelte købstæder voksede sig forholdsvis store, men mange forblev sma til langt op i 1800-tallet. Betydningen la imidlertid ikke i deres størrelse men i selve det, at de blomstrede og medvirkede til trivslen overalt i kystegnene.
Det dansk-norske tvillingerige blev reguleret i forbindelse med en række aftaler med den russiske zar i
1773
, idet storfyrst Paul gav afkald pa rettighederne til de gottorpske dele af
Slesvig
og mageskiftede sine gottorpske dele af
Holsten
med grevskabet
Oldenburg
-
Delmenhorst
, hvilket sikrede den enevældige danske konges suverænitet over tvillingeriget og
Holsten
[42]
. Danmark-Norge indgik ogsa en grænseaftale med
Sverige
i
1753
, der sikrede herredømmet over
Finnmark
i Nordnorge. Samtidig var der ingen nævneværdig trussel mod Danmark-Norge efter
1720
, det gjaldt helt op til slutningen af
1700-tallet
.
Enevældens
bedste virkemiddel til bevarelse af tvillingriget la i at skabe enighed og sammenslutning mellem de forskellige folk. Det var fortrinsvis nordmændene, danskerne og holstenerne. Andre folk inkluderede
samerne
i Nordnorge og de forskellige befolkningsgrupper i kolonierne.
Pa grund af tvillingerigets flerkulturelle sammensætning var det svært at finde et fælles fodfæste. Spørgsmalet var, om der var et folk i tvillingeriget, eller om den var sammensat af flere folk og fædrelande. For de magthavende efter
1784
, (
J.H.E. Bernstorff
,
H.C. Schimmelmann
samt
Ditlev
og
C.D.F. Reventlow
), var det afgørende, at ungdommen fik udviklet følelsen af fællesskab med andre sprog og kulturer i helstaten. Hovedsaglig i perioden fra
1784
til
1814
blev der gennemført dybtgaende reformer, sasom Forordning om fæstebondens retsstilling i
1787
, ophævelsen af
Stavnsbandet
i
1788
; Trykkefriheden sikres i
1790
, men skærpes igen med
Trykkefrihedsforordningen af 1799
.
I løbet af 1700-tallet blev de uddannelsesmæssige og kulturelle forbindelser mellem dobbeltmonarkiets to kongedømmer stadigt stærkere. Det skyldtes flere forhold. Hvis en nordmand ville gøre karriere og at opna embede, sa matte han tage til
København
, hvor
universitetet
la og et
søkadetakademi
, der uddannede
fladens
officerer.
København
satte sine spor pa de nordmænd, der flyttede til Danmark, og det prægede norsk sprog. Dansk var det eneste brugbare skriftsprog til forskel fra det talte norske almuesprog, og mange af de veluddannede vendte ikke tilbage til Norge igen. Adskillige med norsk baggrund virkede for rigets vel:
Anders Arrebo
,
Niels Krog Bredal
,
Christian Colbjørnsen
,
Hans Egede
,
Dorthe Engelbretsdatter
,
Ludvig Holberg
,
Niels Juel
,
Christen Pram
,
Peder Wessel
(
Tordenskjold
),
Johan Herman Wessel
. Mange embedsmænd og næringsdrivende fra Danmark og
Hertugdømmerne
udvandrede til Norge og blev boende der.
Efter krigsudbruddet i
1807
med Storbritannien og Sverige blev forbindelsen mellem Danmark og Norge afbrudt af engelsk besættelse af
Kattegat
. Der herskede hungersnød i Norge, og økonomien var brudt sammen. Men kong
Frederik 6.
vedholdt sin alliance med
Frankrig
. For at beholde Norges loyalitet i unionen, sendte kongen sin fætter Prins Christian Frederik (senere
Christian 8.
) til Norge som
statholder
. Prinsen naede til Norge til trods for engelske krigsskibe ? forklædt som fisker i en fiskerbad. Midt under krigen, i 1811, bøjede Frederik 6. sig for kravet om oprettelse af et norsk universitet.
Opløsning og norsk personalunion med Sverige
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
De tætte kulturelle og politiske band mellem Danmark og Norge blev brudt i 1814 ved
Freden i Kiel
. De allierede ville ikke stille større krav til Danmark-Norge i forhold til rigets rolle i
Napoleonskrigene
. Sverige ville det dog anderledes, da man i arhundreder havde søgt at erobre Norge, men specielt efter landets afstaelse af
Finland
til
Rusland
i
1809
. Som tak for den svenske deltagelse i krigen pa allieret side blev Danmark tvunget til at afsta Norge til kongen af Sverige. Norges forhabninger om selvstændighed blev ikke opfyldte.
Danmark fik, da Sverige ikke var interesseret, anerkendt overretten til
Færøerne
,
Island
og
Grønland
. Som kompensation for afstaelsen af Norge til den svenske konge, fik Danmark de svenske besiddelser i Nordtyskland. Danmark lavede dog en byttehandel med
Preussen
, som overtog
Svensk Pommern
og
Rugen
mod overgivelse af
Lauenburg
tæt ved
Holsten
.
Da det ved
Freden i Kiel
1814 blev bestemt, at Norge skulle overdrages til kongen af Sverige, mødte denne beslutning protester i bade Danmark og Norge. Nordmændene søgte at skabe et uafhængigt Norge for at undga en sammenslutning med Sverige. Prins Christian Frederik, tronarvingen til Norge, gik i spidsen for den norske selvstændighedsbevægelse og sammenkaldte en grundlovgivende
Rigsforsamling
pa
Eidsvoll
.
Prins Christian Frederik
blev udrabt til norsk konge under navnet Christian Frederik pa Eidsvoll den
17. maj
1814
, og Eidsvollforsamlingen vedtog en norsk
grundlov
.
Norges uafhængighed blev imidlertid af kort varighed. Sveriges hær under ledelse af kronprins
Carl Johan
angreb i juli, og
14. august
matte Norge indga vabenhvile ved
konventionen i Moss
. Christian Frederik gik med pa at sammenkalde et ekstraordinært
Storting
og derefter frasige sig den norske trone. Stortinget skulle sa gennemføre de forandringer i grundloven, som var pakrævet for at indga i en personalunion med Sverige. Norge fik i hovedsagen lov til at beholde
Eidsvoll-forfatningen
, og Stortinget kunne
4. november
vælge Sveriges konge til konge af Norge, tilsyneladende frivilligt. Unionen blev dog meget løs. Kun kongen og udenrigsstyrelsen var fælles for de to riger. Nogen virkelig folkelig, kulturel og økonomisk forening mellem de to riger som den, der havde været mellem Danmark og Norge, skete aldrig.
Selvom Norge blev tvunget ind i en union med Sverige, blev mange kulturelle band mellem Danmark og Norge opretholdt.
Det Kongelige Frederiks Universitet
(
Universitetet i Oslo
), oprettet i
1811
, sørgede for at nordmænd ikke længere tog til København for at uddanne sig. Det norske uddannelsessystem lignede dog stadigvæk det danske, og det norske skriftsprog (senere kaldet
rigsmaal
) var frem til begyndelsen af det 20. arhundrede overvejende dansk præget. Dog udformedes af
Ivar Aasen
et nyt skriftsprog under navnet landsmaal (senere kaldet
nynorsk
) omkring midten af
1800-tallet
, og riksmalet er efterhanden blevet fornorsket til det sakaldte
bokmal
.
Norge var og forblev et selvstændigt rige gennem hele rigsfællesskabet med Danmark. Ganske vist havde
Christian 3.
lovet at inkorporere Norge som delomrade i Danmark, men løftet blev ikke holdt. Norges ubestridte suverænitet var fastlagt ved den enkle kendsgerning, at
landet havde sin egen grundlov
, først
Magnus Lagabøtes Landslov
(kort kaldet
Landsloven
), sa
Christian 4.s Norske Lov
i
1604
og endelig
Christian 5.s
Norske Lov
af
15. april
1687
? et sidestykke til
Danske Lov
men med samme grundlovsfæstede retskraft. Forholdet kommer klart til udtryk i fortalen til
Christian 5.s Norske Lov
, der indeholder følgende begrundelse for lovens udarbejdelse og stadfæstelse af den unge enevælde:
- "VI CHRISTIAN DEN FEMTE af Guds Naade,
Konge af Danmark og Norge
, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, giøre hermed for alle vitterligt, at saasom Guds Frygt og Retfærdighed ere de tvende fornemste Støtter og Hovedpillere, med hvilke Lande og Riger udi deris bestandige Flor og Velstand befæstis og opholdis, og derfor ligesom Gud allermægtigste til det første haver givet os en stor Anledning i disse Nordiske Lande, hvor hand saa naadeligen haver ladet antænde sit Ords og Evangelii klare Lys, som aabenbarligen over alt iblant os skinner og lyser til den sande og rette Religions Bestyrkelse, som bestaar i en fornuftig og retsindig Guds Frygt og Dyrkelse: Saa er og til det andet, som er Ret og Retfærdighed i Lande og Riger at stadfæste højligen fornøden saadanne Love at beskikke og forordne, hvorved Retfærdighed fra al Vold og Indpas maa vorde beskærmet; Ti dersom et hvert Menniske var retsindigt og vilde nøjis med det ham med rette tilkom, og ikke søge sin Næstis Skade, men giøre hannem den samme Ret, hand ville sig selv skulle vederfaris, da giordis ingen Lov fornøden, men derfor sættis Loven, at de Retvise og Fredsommelige maa nyde deris Ret og de Uretvise og Uretfærdige, som ikke ville giøre ret efter det, som i Loven skrevet er, kand vorde ved den Straf, som i Loven sat er, formeente at giøre uret."
Indledningen indeholder kongens fulde retsstilling, hvor Norge fremhæves ved siden af Danmark. Desuden fremsættes pædagogiske sidestillinger af tro og retsskaffenhed som grundlaget for rigets velstand. Videre hedder det:
- "Dette have voris elskelige Forfædre,
Højlovlige Konger i Danmark og Norge
, meget vel og grundeligen overvejet og betænkt, som derfor, een efter anden, have til deris Undersaatters Tarv og Nytte sat Lov og Ret i Rigerne; Men eftersom Loverne i gamle Tider bestod mere i Undersaatternis Ihukommelse, end i nogen skriftlig forfattet Lovbog, da
have de fordum høistberømmelige Konger udi Norge for nogle hundrede Aar siden først ladet forfærdige adskillige skrevne Lovbøger, hvorefter Dommerne skulde dømme, og Undersaatterne rettis. Men udi særdelished lod Kong Magnus Haagenssøn, som formedelst at hand mere end hans Forfædre Loven forbedrede, blev kaldet Lagebæter, med Flid samle alle skrevne Love, som da omstunder hver paa sit sær Retterting udi Norge brugelige vare, dog udi adskilligt uovereensstemmende, og paa det at Undersaatterne, som hafde een Gud, een Tro, een Konge udi eet Rige, ikke skulde være adskilte ved sære Lovbøger og Rettergang, tog deraf saa meget, som til Landets og Indbyggernis Tarv kunde tiene, og udi een sær Lovbog lod forfatte, hvilken og alle Norgis Indbyggere siden have fult, saa at det hele Rige derefter er bleven rettet og dømt.
Endeligen, som ved Tidens Længde og Tungemaalets merkelig Forandring, Tid efter anden, meget derudi fantis, som bedre Oplysning behøvede, have efterfølgende Konger ofte været foraarsagede ved mange og adskillige Rettebøder og aabne Breve, samme Love at forandre og forklare, indtil at voris elskelige kiere Hr. Farfader, højloflig Ihukommelse, Kong Christian den Fierde,
efter Norgis Rigis Indbyggeris allerunderdanigste ansøgning og Begæring, sig allernaadigst forretog Norgis Lov, som for hans Kongelige Regærings Tid hafde været saa tvilagtig og mørk, saaledis at forklare, forbedre og udi god Orden sætte, at den baade af Dommerne og Parterne letteligen kunde forstaais og følgis, hvilket og i saa maader er bleven fuldbyrdet, at Norgis Lov med alle gamle og ny Rettebøder, saa mange som efter Tidernis Tilstand tienlige vare, hver paa sin Stæd ere blevne indførte, og udi een Bog Aar 1604 til Trykken forfattede
. Men som Vi allernaadigst vare komne udi Erfaring, at endnu adskilligt ydermere kunde tiene, og højligen behøvedis til samme Lovbogs videre Forbedring, Vi og allerede allernaadigst hafde givet voris Danske Lov menige Undersaatter i vort Rige Danmark til Gavn og Beste; Da, paa det at alle og en hver skulle kiende og fornemme, at
Vi lige Kongelig Omsorg drage for vore kiere og tro Undersaatter udi alle vore Riger og Lande
, og til den Ende udi særdelished, at Ret og Retfærdighed over alt kunde have lige Gænge, og det gemene Beste mueligst befordris, have Vi for got befundet, og fornøden eragtet, at den hid til dags brugelige Norske Lovbog, med forrige Recesser, saavelsom andre Kongelige Ordinantzer og Forordninger, Norge vedkommende, som udi højstbemælte vor Sl. Hr. Farfaders, og udi vor elskelige kiere Hr. Faders Sl. og højværdigst Ihukommelse Kong Friderik den Trediis, saavelsom voris egen Kongelige Regærings Tid vare udgangne, paa ny bleve efterseete, paa det at alt hvis derudi endnu befantis vanskeligt at forstaa, med tydeligere Ord kunde forklaris, enhver Materie ordentlig til sit beqvem Stæd henføris, og udi visse Bøger og Capitler saaledis fordelis, at
denne Norske med voris tilforne given Danske Lovbog udi Orden, Mening og Ord det meste mueligt var, og hvor Norgis Beskaffenhed det ej anderledis fornødenlig udkrævede, kunde overeensstemme. Ti have Vi allernaadigst anbefalet nogle af vore tro Undersaatter og Betiente, som udi Norgis Lov, og om Landets Tilstand kyndige vare, dette Verk strax at forretage og fuldfærdige
; Og da det saaledis forfattet var, have Vi det end ydermere ved andre af vore Raad og Betiente udi
begge vore Riger, Danmark og Norge
med Flid ladet oversee og grundeligen overveje, saa og endelig selv givet vor allernaadigste Slutning paa alt hvis, som for billigt, eller fornøden, kand have været eragtet derudi enten at tilsætte, forandre eller fratage."
I dette fortalens andet afsnit trækkes de norske historiske linjer op: de tidligere lovændringer og begrundelsen for hvorfor en ny lov nu udarbejdes. Danske Lov nævnes men kun for at understrege behovet for en egen norsk lov. Nu følger et teknisk afsnit om de foretagne forandringer:
- "Og er særdelis udelat: Først alt hvis som ikke kunde beqvemme sig med vor Kongl. Souveraine Arve-Regærings Ret: Dernæst er og udelat hvis som hidindtil er befundet at have foraarsaget baade formedelst Meeneederi stor Guds Fortørnelse, saavelsom formedelst vitløftige og langvarige Processer stor Bekostning og Armod hos Undersaatterne, og dog hverken Sandhed ved de Midler, eller slig Lovens Maade at være kommen for Lyset langt mindre den Nødlidende til sin Ret. For det tredje er ogsaa af denne Lovbog udelat alt hvis Politien egenlig vedkommer, hvorom ingen saa stadige Love, eller Anordninger, kand giøris, som jo efter Tidernis Lejlighed een, eller anden, Forandring kunde behøve; Hvorfore Vi slige foranderlige Love og Anordninger, som ubrødeligen dog alligevel skal holdis, indtil anderledis allernaadigst vorder anordnet, i en sær Bog, Politi-Ordning kaldet, ville lade forfatte, og ikke ville have dennem indførte, eller beblandede, med
denne Lov, som i vort Rige Norge udi stædsvarende Brug herefter skal forblive Endelig eftersom Loven bør at være skikket efter hver Mands Tarv, lige billig og lige taalig for alle, saa at ingen ved Loven enten nyder nogen Fordeel, eller tager Skaade frem for andre, saa er og udelat alt hvis i saa maader nogen frem for andre sig enten til Fordeel, eller Skade, hvad heller det maatte bestaa i blotte Ord, eller Gierningen selv, kunde tilegne
."
Sa følger atter et retspædagogisk afsnit, der tillige palægger alle at rette sig efter loven samt et afsnit, der ophæver al tidligere og ikke pa ny stadfæstede lovbestemmelser:
- "Hvis ellers Privilegier og Friheder, som Loven, Recesserne og endeel Forordninger tilforn ikkun tilegnede dennem, hvis Forfædre i Begyndelsen med deris Dyd og Tieniste for Riget og Fædernelandet dislige Privilegier hafde forhvervet, derom have Vi, for at opmuntre alle til Dyd paa sine Tider og Stæder, giort saadan allernaadigst Anordning, at forbemælte Privilegier og Friheder skal strække sig til alle vore kiere og tro Undersaatter i Almindelighed saaledis, at alle de, som formedelst deris Dyd og Dygtighed af Os til noget Embede, eller Forretning, hvoraf de selv kand have nogen Ære og Berømmelse, vorde bestilte og antagne, alle føromrørte Privilegier, Friheder, Ære og Værdigheder nyde. Og er saaledis dette vigtige Verk ved Guds Naadis Bistand og efter lang Ynske nu fuldfærdiget og kommet til den Ende, at det efter vor allernaadigste Befaling er vorden trykt, hvorved Vi alle forrige Love, Ordinantzer, Recesser og Forordninger, saa vit de her ikke findis indførte, ville ganske have ophævede, og ej i nogen maade, tillade, at, saasom de til ævig Tid bør at være magtisløse, og uden nogen Brug, de da efter denne dag enten af Parterne i nogen Rettergang maa brugis, eller af Dommerne i forrefaldende Sager anseis;
Ti byde Vi og alvorligen befale alle og enhver, ihvo de og ere, som bygge og boe udi vort Rige Norge, eller derudi noget Gods eje, eller sig der opholde, at de rette sig efter alt hvis her staar skrevet i denne Lovbog, saa fremt de ville undgaa den Straf, som i den sat er, og ikke have forbrut al Kongl. Hyldest og Naade
. Særdelis strengeligen befalis Dommerne og alle, som dømme skulde, at de udi alle Sager, som dennem forrekomme, denne Lov som en Rettesnor følge, og derefter retsindeligen kiende og Dom afsige uden nogen Anseelse til Vold, Magt, Højhed, Frændskab, Venskab, Had, eller Avind, og hielpe hver mand til Rette, den Ringe og Fattige saavelsom den Høje og Rige, Indlændiske og Udlændiske, og med deris Domme frelse alle dennem, som med Vold tvingis, særdelis fattige Enker og faderløse Børn, paa det at Sandhed, Retfærdighed og Fred maa boe i landet, og den retfærdige og højeste Dommeris Naade og Miskundhed maa styrkis og formeris over voris Kongl. Arve-Huss,
vore Arve-Riger og Undersaatter
til bestandig Velstand med timelig og ævig Velsignelse. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den Femtende Aprilis Aar efter Christi Fødsel Et Tusinde Sex Hundrede Firesindstyve og Syv, voris Regærings Attende."
Udtrykket "
vort rige Norge
" lader ikke tvivl om, at Norge var et rige (ikke en provins). Ikke alene kunne datiden skrive fortaler, der forklarede og begrundede lovenes berettigelse og fornødenhed, det fremgar ogsa med al tydelighed, at Norge
ikke
er en del af Danmark men et rige
sidestillet
med Danmark. Det forhold, at det norske rigsrad blev afskaffet
1536
, betyder i denne sammenhæng intet. Norge var et
arvekongedømme
, hvorfor en stadfæstelse ved rigsradet af en ny konge her ikke var fornøden. Det norske rigsrad havde i sin eksistensperiode udvist partikularistiske tendenser til radsmedlemmernes egen fordel og rigets skade og dermed uværdiggjort sig selv. Norge blev,
modsat de danske landsdele
, hverken repræsenteret i det danske rigsrad eller pa de danske valg-, hyldings- og stændermøder. Det blev saledes
ikke
fuldt ud "et ledemod af Danmarks Rige". Arsagen til, at ingen norsk adelsmand fandt optagelse i radet, ligger lige for. Det var hverken i radets eller kongens interesse at skabe spirer til en ny norsk høj adel
[43]
. Afløseren for rigsradet var "
herredage
", der var møder mellem kongelige kommissionærer i Norge, norske
adelsmænd
og
lagmændene
, med andre ord en mere bredt (om man vil: demokratisk) sammensat institution ? men ligefuldt en norsk institution.
Norges særstilling som eget rige fremgar tillige ved
enevældens
indførelse.
Stændermødet
i
Christiania
1661
aflagde ikke blot en
arvehylding
i lighed med den, der i
København
for hele Danmark var fundet sted og stadfæstede i en særlig suverænitetsakt den danske arve- og suverænitetsoverdragelse. Stænderne udtalte tillige i denne akt, at de for sig og deres efterkommere gav afkald pa alt, hvad der i deres privilegier og i landsloven, recessen og ordinansen stred mod
jura majestatis
og mod arverettigheden, suveræniteten og den absolutte regering, de lovede at hævde og værne om den kongehuset ved ed overdragne magt og stillede ? i lighed med den af det danske folks repræsentanter underskrevne Enevolds-arveregeringsakt ? i kongens egen nadigste vilje, hvorledes regeringen herefter skulde anstilles og arvefølgen ordnes.
En norsk stænderbeslutning ansas altsa som nødvendig, for at statsforandringen kunne fa fuld gyldighed for Norge
[44]
.
Ej heller spørgsmalet om i hvilken udstrækning, norske embedsmænd var født i Norge eller Danmark, kan tages til udtryk for om Norge var underordnet Danmark. Det er velkendt, at store dele af den datidige danske embedsstand var født i
Tyskland
. Saledes var tiden. Glemmes bør det heller ikke, at
Ludvig Holberg
som baron og storgodsejer i Danmark var fuldt sammenlignelig med danske godsejere i Norge, ligesom norsk fødte
Christian Colbjørnsen
spillede en central rolle i de danske landboreformer. Indflydelsen gik i begge retninger. Endelig kan og bør man hæfte sig ved, at det var ingen ringere end prins Christian Frederik,
tronarvingen til Norge
, der gik i spidsen for den norske selvstændighedsbevægelse og sammenkaldte en grundlovgivende rigsforsamling pa
Eidsvoll
. Arvekongedømmet bestod ? retsligt og faktisk ? lige til opløsningen af rigsfællesskabet fandt sted.
"Det var et førerløst, splittet og fattigt land, ude af stand til selvstændig statslig existens, som
1536
lagdes ind under dansk formynderskab. Det Norge, som
1814
af fremmede magter løsreves fra Danmark og derpaa formaaede at hævde sin ret til indre selvstyre overfor
Sverige
, havde vundet sin økonomiske og kulturelle fremgang og fasthed og orden i sin styrelse og samfundsbygning under og for en stor del takket være dette formynderskab"
[45]
.
- ^
Historisk Tidsskrift - NYT OM TREDIVEARSKRIGEN
- ^
"Tacitus.no - Skandinaviens befolkning"
(svensk).
- ^
Uffe Østergard: Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).
- ^
Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed, 1656
- ^
Friis, s. 537
- ^
Friis, s. 537f
- ^
Salmonsen "Norge" (opslag "Historie", s. 189)
- ^
a
b
Friis, s. 538
- ^
Friis, s. 540 med henvisning til Albert Olsen
- ^
Friis, s. 541f
- ^
a
b
Friis, s. 542
- ^
Friis, s. 543
- ^
a
b
Rian, s. 294
- ^
Fladby, s. 67
- ^
"Kong Christian IV.s Norske Lovbog af 1604"
. Arkiveret fra
originalen
12. maj 2009
. Hentet 10. juli 2009
.
- ^
Salmonsen "Norge" (afsnittet "Norges Historie", s. 189f)
- ^
Rian, s. 293
- ^
Salmonsen "Norge" (afsnittet "Norges Historie", s. 190
- ^
Friis. s. 543f
- ^
Salmonsen "Norge" (afsnittet "Historie", s. 189)
- ^
Salmonsen: "Norge" (afsnittet "Handel og Skibsfart", s. 97)
- ^
Salmonsen "Norge" (afsnittet "Bjergværksdrift"), s. 92
- ^
a
b
c
d
Sogner, s. 53
- ^
Sogner, s. 56
- ^
Sogner, s. 62
- ^
a
b
Sogner, s. 52
- ^
a
b
Sogner, s. 58
- ^
Barfod, s. 124f
- ^
Salmonsen "Norge" (afsnittet "Norges Historie", s. 191
- ^
Scocozza, s. 191f
- ^
Barfod, s. 87
- ^
Barfod, tabel 17
- ^
Friis, s. 541 og Fridericia, s. 217. Oplysningerne fra Arhus stammer fra aret 1655, hvor der udførtes 13.819 tdr. byg og malt, 5.769 tdr. rug, 296 tdr. havre og 635 tdr. mel, og fra Alborg fra aret 1652, hvor der udførtes 11.852 tdr. korn
- ^
Blomberg, s. 130
- ^
Klitgaard, s. 640
- ^
Feldbæk, s. 148
- ^
Feldbæk, s. 150
- ^
Feldbæk, s. 157
- ^
a
b
Salmonsen "Norge" (afsnittet "Handel og Skibsfart", s. 98)
- ^
Møller, s. 145
- ^
Møller, s. 146
- ^
Feldbæk, s. 204
- ^
C. O. Bøggild Andersen, s. 250
- ^
C. O. Bøggild Andersen, s. 249
- ^
C. O. Bøggild Andersen, s. 253
- Esben Albrectsen, Øystein Rian, Stale Dyrvik & Ole Feldbæk,
Danmark-Norge ? 1380-1814
(4 bind), Universitetsforlaget, Akademisk Forlag, 1997-1998.
ISBN
87-500-3517-7
.
- Jørgen P. Barfod: "Danmark-Norges handelsflade 1650-1700"; Handels- og Søfartsmuseet pa Kronborg:
Søhistoriske Skrifter VI
; 1967
- Arent Berntsen:
Danmarckis oc Norgis Frugtbar Herlighed
; Kiøbenhavn 1656 (Reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1971).
ISBN
87-7500-700-2
- Rolf Fladby:
Hvordan Nord-Norge ble styrt. Nordnorsk administrasjonshistorie fra 1530-ara til 1660
; Universitetsforlaget, Tromsø ? Oslo ? Bergen 1978;
ISBN
82-00-01792-3
- Ole Feldbæk
: "Den lange fred" (Bind 9 i: Olaf Olsen (red.):
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie
); 1990;
ISBN
87-89068-11-4
- Edvard Holm
:
Danmark-Norges Historie fra den store nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse
(1891-1912)
- Hans Chr. Johansen: "København-Norge en handels- og skibsfartsakse i slutningen af 1700-tallet" (Søfart. Politik. Identitet. Festskrift tilegnet Ole Feldbæk; Handels- & Søfartsmuseet pa Kronborg,
Søhistoriske Skrifter XIX
; Falcon 1996;
ISBN
87-88802-13-2
; s. 295-303)
- Anders Monrad Møller:
Fra galeoth til galease. Studier i de kongerigske provinsers søfart i det 18. arhundrede
. Fiskeri- og Søfartsmuseet ? Saltvandsakvariet i Esbjerg 1981;
ISBN
87-87453-48-7
- Albert Olsen:
Danmark-Norge i Det 18. Aarhundrede
; Nyt Nordisk Forlag, København 1936
- Øystein Rian: "Norsk utenrikshandel i krigenes Europa i 1600-arene" (Søfart. Politik. Identitet. Festskrift tilegnet Ole Feldbæk; Handels- & Søfartsmuseet pa Kronborg,
Søhistoriske Skrifter XIX
; Falcon 1996;
ISBN
87-88802-13-2
; s. 117-126)
- Benito Scocozza
: "Ved afgrundens rand" (Bind 8 i: Olaf Olsen (red.):
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie
); 1990;
ISBN
87-89068-10-6
- Mette Skougaard,
Norgesbilleder ? dansk-norske forbindelser 1700-1905
, Gad, 2004.
ISBN
87-12-04117-3
.
- Bjørn Sogner: "De "anlagte" byer i Norge" (i: Grethe Authen Blom (red.):
Urbaniseringsprosessen i Norden
, Del 2: De anlagte steder pa 1600-1700-tallet; Universitetsforlaget 1977;
ISBN
82-00-01664-1
- Uffe Østergard: Europa. Identitet og identitetspolitik, 1998.
- Kong Christian IV.s Norske Lovbog af 1604
Arkiveret
12. maj 2009 hos
Wayback Machine
- Forsidebillede af Christian IVs norske lov 1604
Arkiveret
29. september 2007 hos
Wayback Machine
- Christian V.s Norske Lov 1687
Arkiveret
27. august 2009 hos
Wayback Machine
- Schous forordninger
- C.O.Bøggild Andersen: Apropos Norgesartikelen i Kong Christian III's Haandfæstning (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 10, rk. 3; 1934-36)
- Jørgen H. Barfod (anmeldelse af): "Dagny førgensen:
Danmark-Norge mellom stormaktene 1688-1697. Dansk-norsk sjøfart og utenrikspolitikk under den phalziske arvefølgekrig
. Oslo-Bergen-Tromsø, Universitetsforlaget 1976. 350 s. N.kr. 113,75." (
Historisk Tidsskrift
, 13. række, Bind 6; 1979)
- L. V. Birck (anmeldelse af): "E. Bosse: Norwegens Volkswirthschaft vom Ausgang der Hansaperiode bis zur Gegenwart I?II. Jena, Gustav Fischei 1916." (
Nationaløkonomisk Tidsskrift
, 3. række, Bind 28; 1920)
- Aage Fasmer Blomberg: "Bidrag til Belysning af Aalborgs Handel i 2. Halvdel af det 17 Aarhundrede" (
Historie/Jyske Samlinger
, 5. række, Bind 1; 1932)
- Chr. Christensen: "Tilstanden i Thy og paa Mors ved Aar 1735" (
Historie/Jyske Samlinger
, 4. række, Bind 3; 1917)
- Søren Bitsch Christensen: "Helstaten og kornmonopolet 1735-1788" (
Historie/Jyske Samlinger
, Bind 2001; 2001)
- J. A. Fridericia: "Statistiske Notitser fra Aarhus Raadstue-Arkiv" (
Historisk Tidsskrift
, 6. række, Bind 2; 1889)
- Astrid Friis (anmeldelse af): Johan Scheiner: Hanseaterne og Norge i det 16. Arhundre; Oslo 1941 (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 10, rk. 6; 1942)
- Helge Gamrath (anmeldelse af): "Danmark-Norge 1380-1814. Bind III: STALE DYRVIK: Truede tvillingriker 1648-1720, pp.451 & Bind IV: OLE FELDBÆK: Nærhed og adskillelse 1720-1814, pp. 455. Universitetsforlaget, Oslo, 1998." (
Historisk Tidsskrift
bind 102 hefte 2 (2002), s. 479-488)
Arkiveret
23. marts 2016 hos
Wayback Machine
,
ISBN
82-00-12676-5
og
ISBN
82-00-12675-7
- H.G. Garde:
Den dansk-norske Sømagts Historie 1535-1700
; Kjøbenhavn 1861
- H.G. Garde:
Den dansk-norske Somagts Historie 1700-1814
; Kjobenhavn 1852
- Arthur G. Hassø: Den danske Regering og Koffardifarten Nord om Norge i det 16. Aarhundrede (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 10, rk. 2; 1932)
- E. Holm: Styrelsen af Danmark-Norges Udenrigspolitik under Struensee (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 4, rk. 2; 1870-1872)
- C. Klitgaard: "Nordjylland og det norske Sørland. Skudehandelens Indvirken paa Befolkningsforholdene" (
Historisk Tidsskrift
, 10. række, Bind 5; 1939)
- Helge Kongsrud: En karakteristikk av Danmark-Norges historie pa 1600-tallet (
Historie/Jyske Samlinger
, Ny rk 16; 1985-1987)
- Joakim Larsen: "Skoleforhold i de danske og norske Købstæder i Midten af det 18. Aarhundrede" (
Historie/Jyske Samlinger
, 4. række, Bind 3; 1917)
- Gunner Lind: Den dansk-norske hær i det 18. arhundrede (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 15, rk. 1; 1980)
- H.D. Lind: Fra Kong Frederik den andens Tid: Bidrag til den dansk-norske Sømagts Historie 1559-1588; København 1902
- Axel Linvald: Bidrag til Oplysning om Danmark-Norges Handel og Skibsfart 1800-1807 (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 8, rk. 6; 1915-1917)
- P.A. Munch: "Om Finmarkens politisk-commercielle Forhold til den norske Stat" (
Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie
; Kjobenhavn 1860; s. 336-364)
- Knut Mykland: "Firehundreaarig natten" (
Historisk Tidsskrift
, 15. række, Bind 1; 1986)
- Erik Møller: England og Danmark-Norge 1807 (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 8, rk. 3; 1910-1912)
- Maria Nielsen (anmeldelse af): "Danmark-Norges Traktater 1523?1750. Paa Carlsbergfondets Bekostning udg. af L. Laursen. I?II. Kbhvn. 1905?1912"
(Historisk Tidsskrift
, 8. række, Bind 4; 1912)
- Torben Nielsen: "Prams rejser i Norge 1804-06" (
Fund og Forskning
, Bind 10; 1963)
- Albert Olsen (anmeldelse af): "Oscar Albert Johnsen:
Norwegische Wirtschaftsgeschichte
. (Jena 1939)" (
Historisk Tidsskrift
, 10. række, Bind 5; 1939)
- Karl Peder Pedersen: "De første norske amtmænd. Om baggrunden for amtmandsinstruksen af 1685" (
Heimen
, bind 44, 2007, side 3?16)
,
ISSN
0017-9841
- Erling Ladewig Petersen: Henrik Krummedige og Norge. Studier over Danmarks forhold til Norge 1523-1533 (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 12, rk. 3; 1968)
- Erling Ladewig Petersen: Norgesparagraffen i Christian IIIs handfæstning 1536 (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 12, rk. 6; 1973)
- E. Ladewig Petersen: "Christian IV's skanske og norske fæstningsanlæg 1596-1622" (
Historisk Tidsskrift
, 16. række, Bind 4; 1995)
- P. Hertel Rasmussen: Danmarks Udenrigspolitik 1812-1813 (
Historisk Tidsskrift
, Bd. 13, rk. 4; 1977)
- Øystein Rian: "Christian IV. Et norsk syn pa den dansk-norske konge og den nye danske litteratur om ham" (
Historisk Tidsskrift
, 15. række, Bind 4; 1989)
- Øystein Rian: "”Anderledeslandet”. Nordmændene under enevælden" (
Fortid og Nutid
, Juni 2004, s. 29-43)
Arkiveret
14. marts 2016 hos
Wayback Machine
- Johan Schreiner: "Gammelt og nytt syn pa norsk middelalderhistorie" (
Historisk Tidsskrift
, 10. række, Bind 5; 1939)
- Bjarne Stoklund: "Tømmerskuderne fra Læsø" (
Handels- og Søfartsmuseets arbog 1972
; s. 153-198)
(
Webside ikke længere tilgængelig
)
- Mikael Venge: "To studier over problemer fra Christian II's tid" (
Historisk Tidsskrift
, 14. række, Bind 2; 1981)
55°40′20″N
12°31′30″Ø
/
55.6722°N 12.525°Ø
/
55.6722; 12.525