Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Cursus honorum
(lat.) betyder ærefuldt
embede
. Det ærefulde, honorære, bestod i, at embedet ikke var fast aflønnet i den
romerske republik
. De seks stillinger,
magistraten
i den sidste del af
republikkens
tid kunne tilbyde, udvikledes over en længere arrække.
Oprindelig var
Rom
et
kongedømme
. Regentens
beføjelser
blev fordelt mellem de to højeste embedsmænd,
consulerne
.
Tribunembedet
fik allerede ca. 475 stor betydning som et særligt organ for varetagelse af plebejernes interesser. Med
De Licinske Love
fra 367 f.Kr. blev grundlaget for en ny struktur fastlagt, idet
prætorerne
blev ansvarlige for retsplejen, mens
ædilerne
fik tilsyn med byen, med kornforsyningen og med skuespillene.
[1]
Herefter var det dels praktiske hensyn, dels politiske og militære hensyn, der udviklede organisationen af embederne.
Æresbegreberne er nok bedst belyst af
Cicero
, som tager udgangspunkt i forfædrenes
dyder
. Herfra udvikler han begreberne
pligt
,
retfærdighed
og
madehold
som de idealer, embedsmændene skal leve op til.
[2]
Kravet om at tjene staten i forfædrenes and var ikke præcist beskrevet, og Cicero havde politisk interesse i at formulere disse dyder skarpt og præcist.
[3]
I den sene republiks tid var der via forskellige reformer skabt en fast struktur om embederne:
[4]
Embede
|
Antal valgte
|
Mindstealder ved valg
|
Hovedopgave
|
Andre opgaver (eksempel)
|
Kvæstor
|
20
|
30 ar
|
Forvaltning af statskassen
|
|
Tribun
|
10
|
33 ar
|
leder af tribunal
|
vetoret
|
Ædil
|
4
|
36 ar
|
politiopgaver
|
Opsyn med kornforsyning
|
Praetor
|
8
|
39 ar
|
retsformand
|
provinsbestyrer
|
consul
|
2
|
42 ar
|
Hærfører
|
Leder af senatet
|
censor
|
2
|
42+ ar
|
folketælling
|
Skatteopkrævning
|
Reelt havde disse embedsmænd beføjelser, der svarer til en regerings. Da
senatet
kun var radgivende organ og
folkeforsamlingen
? især i krisetider ? havde stærkt begrænset reel indflydelse, var magistraten i det antikke Rom særdeles magtfuld.
- ^
Jf. Krarup (1971), s. 93
- ^
Cicero, M.T.: De Officiis
- ^
Cicero yndede at bruge begrebet
concordia ordinum
om sit politiske ideal. Dvs. en styreform med samarbejde om at værne om republikken. Reelt støttede han sig til den fornemste del af
senatets
medlemmer,
nobiliteten
.
- ^
Skemaet er baseret pa oplysninger hos Krarup (1971), s. 86 ? 103
- Krarup, Per (1971): Romersk politik i oldtiden, Gyldendal