Der er flere personer med dette navn, se
Christian 4. (flertydig)
.
(
Se ogsa artikler, som begynder med Christian 4.
)
Christian 4.
(født
12. april
1577
, død
28. februar
1648
[1]
) var
konge
af
Danmark
og
Norge
fra
1588
til
1648
. Han var søn af
Frederik 2.
og dronning
Sophie af Mecklenburg
og tilhørte den
oldenborgske slægt
. Med en regeringstid pa over 59 ar har Christian 4. den
længste regeringstid
af
alle danske konger
.
Christian 4. arbejdede aktivt for at styrke sit rige blandt andet ved at give gode vilkar for handelen. Militært forsøgte han at gøre Danmark til den ledende magt i
Nordeuropa
, men hans deltagelse i
Tredivearskrigen
slog helt fejl, og
Sverige
overtog herefter gradvist positionen som den ledende magt i Norden.
Selv om hans regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, fremstar Christian 4. som en af de mest fremtrædende, populære og beundrede konger i
kongerækken
. Det skyldes ikke mindst, at han var særdeles aktiv som bygherre. Han grundlagde mange nye byer og fik opført en række væsentlige bygningsværker, heriblandt
Tøjhuset
,
Rosenborg Slot
,
Børsen
,
Holmens Kirke
,
Nyboder
og
Rundetarn
. Han var desuden stærkt kulturelt interesseret.
Christian giftede sig med prinsesse
Anna Cathrine af Brandenburg
i
1597
, og efter hendes død med
adelsdamen
Kirsten Munk
i
1615
. Med sine
ægtefæller
og
elskerinder
fik han mere end 20 børn. Han er begravet sammen med Anna Cathrine og flere af sine børn i
Roskilde Domkirke
.
Den unge konge
Den 17-arige Christian 4. far overrakt nøglerne til det kongelige skatkammer af den døende
kansler
Niels Kaas
.
Historiemaleri:
Carl Bloch
(
1880
)
Som barn fik Christian slotspræsten Hans Mikkelsen til lærer; denne havde myndighed til at udøve "
tilbørlig strenghed mod kongens søn
" og "
ikke lade ham have sin egen vilje, men holde ham i god
disciplin
". Christian 4. fik som barn ofte prygl af sin mor dronningen, der blev meget rost for sin strenghed. Selv kom Christian ikke til at sla sine børn; men han godtog, at andre gjorde det, og datteren Leonora Christine fik ved en anledning sa mange klø, at hun som gammel havde ar efter det. Frederik 2. overvagede strengt, hvem hans søn omgikkes. Det skyldtes ikke kun
standsbevidsthed
og frygt for darlig indflydelse, men ogsa frygt for smitsom sygdom. Fra sin tidligste
barndom
blev Christian vant til at flytte rundt pa flugt fra
pestudbrud
; mere end et ar var han ikke bosat pa det samme sted.
Hoffets
flakken omfattede
Sorø
,
Skanderborg Slot
,
Haderslevhus
,
Koldinghus
,
Antvorskov
,
Kronborg
og
Frederiksborg Slot
.
[2]
Ved sin fars død i
1588
var Christian kun 11 ar. Frederik 2. havde i
1580
faet den trearige prins valgt som sin efterfølger under den forudsætning, at Christian underskrev en
handfæstning
ved sin tiltrædelse. Men som umyndig kunne han hverken være regent eller underskrive en sadan handfæstning. Der blev derfor dannet en formynderregering bestaende af fire medlemmer ledet af
kansleren
Niels Kaas
. De tre øvrige var
rentemester
Christoffer Valkendorf
,
rigsadmiral
Peder Munk
og
rigsrad
Jørgen Ottesen Rosenkrantz
. Rosenkrantz overtog ledelsen af regeringen efter
Niels Kaas
' død i
1594
. Christians moder, den kun 30-arige enkedronning Sophie, mente nok, at hun burde have indflydelse pa regeringens førelse, hvilket rigsradet nægtede hende. Christian fortsatte uanfægtet sin skolegang pa
Sorø Akademi
.
[3]
Kroningen
Christian 4.'s kroning
29. august
1596
.
Historiemaleri:
Otto Bache
(
1887
)
I 1595 besluttede rigsradet, at Christian snart var gammel nok til at blive fuldmyndig konge. 17. august 1596, 19 ar gammel, underskrev Christian sin
handfæstning
, der i øvrigt var en tro kopi af faderens fra
1559
. 12 dage senere,
29. august
1596
, fandt kroningen sted i Københavns
Vor Frue Kirke
. Ceremonien blev forestaet af Sjællands
biskop
Peder Vinstrup
. Til formalet var indkøbt en ny pragtfuld kongekrone hos guldsmed
Didrik Fuirens
i
Odense
. Kroningsfesten blev den hidtil største fest i
Danmarkshistorien
. Hele
København
stod pa den anden ende for at kunne modtage hundredvis af gæster med følge. Fra hele riget var indforskrevet service, dækketøj, sengeklæder etc., og der blev bestilt 35.000 drikkeglas. For folket var der pa
Amagertorv
et springvand, der sprang med vin i timevis. Og der blev afholdt rideturneringer, festfyrværkeri m.m.
[4]
Børn og elskerinder
Det følgende ar den 28. november 1597 blev han gift med
Anna Cathrine af Brandenburg
(1575-1612). Det vides, at han med hende og elskerinder fik mindst 23 børn (otte døde i barndommen). Med dronningen fik han seks børn, deriblandt tronfølgeren Christian (1603-47) (hyldet som "
udvalgt prins
" 15. marts 1610) og den senere kong
Frederik 3.
Inden dronningens død i 1612 havde kongen indledt et forhold til
Kirsten Madsdatter
og faet sønnen
Christian Ulrik Gyldenløve
.
Chr. 4.s og Anna Cathrines
vabenskjolde
pa
Kompagniporten
i
Flensborg
.
Kirsten Munk
.
Med
Karen Andersdatter
fik han to (maske tre) børn, hvoraf kun
Hans Ulrik Gyldenløve
naede voksenalder. Christian 4. blev anset som en ren buk, og ikke mindst, da dronningen fødte sit sidste barn dagen før hans elskerinde nedkom. Som enkemand holdt han forskellige kvinder og vakte en sadan forargelse, at hans mor og søstre forlangte, at han slog sig til ro med en bestemt. Sa traf han
Kirsten Munk
og blev helt bjergtaget. I rørende breve kalder han hende sin "
hjertens allerkæreste mus
". Det er især trist, fordi hun blev gelejdet ind i det af sin mor
Ellen Marsvin
, og slet ikke brød sig om ham. Hun var imponeret over blive opvartet af en konge; men sa fulgte det ene
svangerskab
efter det andet, og hun kom til at hade ham. Efter at have født ham 11 børn - de to sidste ovenikøbet
dødfødte
, blev hun selv
lidenskabeligt
forelsket i
Otto Ludvig af Salm
, kaldt "rhingreven", og tabte hovedet helt.
[5]
Ifølge kongens
dagbogsoptegnelse
giftede han sig med Kirsten Munk
til venstre hand
31. december
1615, og sammen fik de 11 børn. (Kirsten Munks 12. barn,
Dorothea
, blev kaldt "den kasserede frøken", da hun nok var datter af kongens rival, "rhingreven"). Den ældste datter,
Anne Cathrine
, kaldte Christian sin yndling, da hun var "Os lig". Anne Cathrine døde dog tidligt, angiveligt af sorg over sin mand,
Frands Rantzaus
, druknedød i 1632. Blandt de øvrige børn med Kirsten Munk er
Leonora Christina
, der som 15-arig blev gift med hofjunker, senere rigshofmester
Corfitz Ulfeldt
. Kongens og Kirstens mangearige, stormfulde forhold endte med
skilsmisse
i 1628 i gensidig bitterhed og pastand om
utroskab
.
Sit livs længste forhold havde kongen til Kirsten Munks
kammerjomfru
Vibeke Kruse
, som han levede sammen med fra 1629 til sin død. De fik
Ulrik Christian Gyldenløve
og
Elisabeth Sofie
.
En norsk tradition holder det for en mulighed, at Christian 4. desuden i
1617
fik en datter,
Alhed Povelsen
, (
1617
-
1690
) med den dansk-norske adelsdame
Ingeborg Andersdatter Huitfeldt
.
[
kilde mangler
]
Christian 4. er sandsynligvis far til flere endnu. Det
horoskop
,
Tycho Brahe
satte op ved kongens fødsel, forudsagde, at han ville blive en vellidt og retskaffen konge og en stor kriger, men med anlæg for et dydigt liv, sa han næppe ville fa børn. Deri tog Brahe i den grad fejl.
[6]
Corfitz Ulfeldt
Corfitz Ulfeldt, malet af
Sebastien Bourdon
i 1653. Originalen er i
Frederiksborgmuseet
.
Kort efter ægteskabsforliset og det forsmædelige nederlag under
Tredivearskrigen
kastede kongen sig ud i stadige forsøg pa at optræde som den magtfulde mægler i den fortsatte europæiske konflikt. Og for at demonstrere, at den danske konge fortsat var en stærk fyrste, arrangerede han i 1634 en overdadig bryllupsfest for sin søn, den udvalgte prins Christian, der blev viet til den sachsiske prinsesse
Magdalena Sibylla
.
[7]
Til trods for det gigantiske propagandanummer blev kongens magt bade indadtil og udadtil svækket i slutningen af 1630'rne og i 1640'rne. For at fa hand i hanke med de besværlige rigsrader anbragte kongen sine svigersønner, der var gift med
Kirsten Munks
døtre, i rigsradet. Den mest fremtrædende blev
Corfitz Ulfeldt
, der 1636 blev gift med
Leonora Christina
. Foruden at blive optaget i rigsradet, blev Ulfeldt i 1637 Københavns
statholder
, kongens stedfortræder, eller "viceroi",
vicekonge
, som Leonora kaldte ham. Og i 1643 udnævntes Ulfeldt til
rigshofmester
, rigets højeste embede næst efter kongen selv.
[8]
Men dermed lagde kongen et gøgeæg i sin egen rede, for Ulfeldt tiltog sig stadig mere magt og handlede efterhanden hen over hovedet pa kongen, som engang i et brev erklærede, at selv om Corfitz "
har min datter i senge (...) vil jeg være herre i mit eget hus
". Men Ulfeldt havde fat i den lange ende. I november 1647 fik Ulfeldt, som kongen forinden havde søgt at slippe af med, fuld myndighed over rigets anliggender.
Økonomisk politik
Økonomisk førte Christian 4. en
merkantilistisk
politik. Han tildelte købstæder handelsmonopoler, oprettede det islandske, det grønlandske og
Det Ostindiske Handelskompagni
, og i 1616 erhvervede han kolonien
Trankebar
. I
1619
sendte kongen
Jens Munk
af sted med
fregatten Enhjørningen
og
jagten Lamprenen
for at finde søvejen til
Indien
og
Kina
nord om
Canada
(”
Nordvestpassagen
”). Inden afrejsen talte kongen selv under en gudstjeneste i
Holmens Kirke
til de 64 mand, der skulle af sted.
Kongens mange projekter og krige var dog dyre for hans og rigets økonomi. Ved sin tronbestigelse var han en af Europas rigeste monarker, ikke mindst pa grund af indtægterne fra
Øresundstolden
. Ved hans død var riget derimod i en meget darlig økonomisk stand.
[9]
[10]
Religionspolitik
I Christian 4.s regeringstid fra 1596 og frem blev den
lutherske ortodoksi
cementeret i Danmark. Den
lutherske kristendoms
verdensbillede blev knæsat som grundlag for samfundets ideologi med det formal at styrke kirken og statsmagten. Christian 4. tillagde skolen stor betydning i denne forbindelse og udstedte i 1604 en skoleforordning, hvorefter skolevæsenet blev strammet op, bl.a. ved at det samme
pensum
skulle læres i hele landet, og det skulle forhindres, at de unge kunne fa undervisning af
katolikker
og andre
kættere
. I de følgende artier fulgte en række andre forordninger med det formal at styrke den lutherske ensretning i skolen og familien. I 1624 blev der indført dødsstraf for katolske gejstlige, der virkede i landet.
[11]
Christian 4. var tilhænger af
Hans Poulsen Resen
, der i 1615 blev udnævnt til biskop over
Sjællands Stift
. Resen vogtede nidkært over traditionen fra
Reformationen
og lagde en hard kurs mod alle afvigelser.
[12]
[13]
[14]
[15]
Reformationsjubilæet i 1617 og en ny kirketugtforordning i 1629 markerede yderligere ensretningen af andslivet.
[16]
Udover katolikker blev ogsa andre reformationstænkere, som afveg fra den officielt kanoniserede lære, f.eks. følgere af
Calvin
og
Philipp Melanchthon
og meget radikale lutheranere, bekæmpet. Sognepræsten
Jørgen Lauridsen Friis
i
Sevel
blev saledes i 1643 afsat, fordi han i strid med den gældende bodskristendom hævdede, at anger og bod var overflødig. Friis ansøgte om benadning hos kongen, der imidlertid var meget opbragt over Friis' holdninger og mente, at hans dom var alt for mild, og at bøddelen snarere "
skulde rive hans Tunge ud af hans Hals
". Friis blev siden fængslet pa
Bremerholm
, hvorfra han blev løsladt et ars tid senere.
[15]
[17]
Brevskriveren og sprogmanden
Der findes mere end 3.000 breve fra Christian 4.s hand,
[18]
og han begyndte endda først for alvor at skrive, da han var 50. Dertil ma mange breve være gaet tabt. Nogle, han skrev omkring 1605, er kluntet formuleret; men fra omkring 1625 er der flyd i hans pen. Han skrev pa dansk - og det er pafaldende, for hans mor var tysk, og der blev talt tysk ved hoffet. Det er sagt, at nordmanden
Holberg
gjorde det danske sprog dansk; men Christians
biograf
Bodil Wamberg holder pa, at det gjorde Christian 4. Kongen havde evnen til at skrive sa levende og medrivende, at læseren kunne se det for sig.
[5]
Krigsførelse
Men kongen havde ambitioner om at gøre Danmark-Norge til Nordeuropas stærkeste magt politisk, økonomisk og militært, men havde samtidig store problemer bare med at bevare den danske førerstilling i Norden, hvor svenskerne førte en kraftig ekspansionspolitik. Den danske flade blev kraftigt udbygget, men Danmark opnaede aldrig at fa en bondehær, som kunne sta mal med den svenske.
Kalmarkrigen
1611-1613, som matte føres med dyrt betalte lejetropper, førte ikke til noget resultat, da de to lande var meget jævnbyrdige.
Kalmarkrigen
Næppe var Christian 4. blevet fuldmyndig konge, før han begyndte at sysle med et opgør med Sverige, der siden løsrivelsen fra
Kalmarunionen
i 1523 i voksende omfang var blevet en rival ikke mindst i en kamp om herredømmet over
Østersøen
, som den danske konge betragtede som et dansk indhav, og som spillede en hastigt voksende rolle som følge af en voldsom udvidelse af søhandelen pa
Rusland
og de baltiske omrader.
Kalmarkrigen
gobelin
I første omgang var det i en helt anden retning, modsætningerne skærpedes. Sverige blev regeret af
Gustav Vasas
yngste søn, hertug
Karl
. Han ønskede efter Christian 4.s formening at skaffe sig kontrollen over de nordnorske egne. For at demonstrere den dansk-norske konges herredømme over de ugæstmilde distrikter sejlede kongen under dæknavnet kaptajn 'Christian Frederiksen' 1599 langs Norges kyst, nord om Nordkap og helt over til den isfri russiske havn,
Archangelsk
.
[8]
Nar Nordnorge var sa vigtig, hang det sammen med ønsket om at beherske en stadig livligere handel og hvalfangst i Nordatlanten. Men Christian 4. havde uden tvivl andre planer end blot at sikre sig mod svenskerne. Han drømte om at genrejse unionen under dansk herredømme, og i det første arti af 1600-tallet benyttede han enhver lejlighed, herunder svenske trakasserier med danske købmænd, til at anmode rigsradet om at fa lov til at angribe Sverige.
[8]
Men
rigsradet
holdt igen. Da fik kongen en lys ide. I 1611 truede han med at starte krigen mod Sverige i sin egenskab af
holstensk hertug
, og rigsradet havde ikke den fjerneste indflydelse pa, hvad den holstenske hertug foretog sig. Af frygt for at miste enhver kontrol med begivenhedernes gang kapitulerede rigsradet og gav kongen tilladelse til at erklære Sverige krig med den sagtmodige begrundelse, at “hvadenten vi fejden bevilger eller ikke bevilger, da vil Eders Majestæt sætte den igennem...".
Den 4. april 1611 erklærede Christian 4. Sverige krig. Det lykkedes ham at erobre den svenske grænsefæstningsby
Kalmar
og 2. august at indtage slottet efter at have bestukket dets øverstbefalende med et gods i Holsten.
[8]
Tvekampen
Da skete en hændelse i kongehistorien, som sider har vakt stor opsigt. Den 11 august sendte den 60-arige og fysisk svaglige
kong Karl 9.
et brev til den 34-arige Christian 4. hvori Karl krævede "
at du for at yderligere blod ikke skal udgydes, i egen person de gamle goters lovgivning brug og sædvane begiver dig ud i aben kamp mod Os pa aben mark
"
Tre dage senere svarede Christian 4. med at hane kong Karl 9. for, at Kalmar slot var blevet erobret for næsen af ham, og han fortsatte "
Hvad angar den Kamp, du tilbyder Os, forekommer den Os Spot værd, af den Arsag, at Vi er udmærket klar over, at du allerede er nok sa slagen af Gud i Himlen, sa det er meget bedre at ynke dig end at slas og fægtes med dig. En varm Kakkelovn var dig meget tjenligere end en sadan Skærmydsel eller Kamp og dertil en god Medicus, der kunne sætte dit Hoved i lave igen. Du skulle skamme dig, du gamle Nar, sadan at angribe en ærlig Herre, hvilket du visseligen har lært af gamle Skøger, som plejer at værge for sig med skælden og smælden
"
Som afslutning pa denne ydmygende afvisning daterede Christian 4. i brevet "Af vort Slot Kalmar den 14. aug. 1611.". Kong Karl 9. døde 2 maneder senere.
Enden pa Kalmarkrigen
Med sejren ved Kalmar sad Christian 4. pa den høje hest, men at erobre Sverige formaede han ikke. 2. januar sluttede krigen med en fredsaftale i den
Hallanske
by
Knared
. Svenskerne under Karl 9.s søn kong
Gustav 2. Adolf
matte erkende, at havde lidt nederlag. Indtil svenskerne havde betalt en million
daler
i krigsskadeserstatning skulle danskerne beholde fæstningen
Alvsborg
ved
Gota-elvens
udmunding. Den havde de erobret i begyndelsen af krigen. Desuden matte Sverige give afkald pa alle de nordiske omrader.
30-arskrigen
Christian 4. hyldes af Europas lande som mægler i
30-arskrigen
.
Grisaille
-maleri:
Adriaen van de Venne
I starten af 1620'erne forsøgte kongen at drage Danmark ind i det, der senere skulle blive
Tredivearskrigen
. Gentagne gange afslog rigsradet dette bl.a. med henvisning til, at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde rad til en sadan krig. Rigsradet var desuden betænkeligt ved svenskernes position i sagen og frygtede, at de kunne finde pa at angribe Danmark, hvis det kom til at ga landet darligt i den tyske religionskrig. I marts
1625
valgte kongen at ga uden om rigsradet; hans stilling som hertug af
Holsten
var uafhængig af den danske krone og dermed rigsradet, og i kraft af det blev han d.
26. marts
valgt til ”kredsoberst” (militær øverstkommanderende) for den
nedersaksiske kreds
. Efter et ars uafgjort kamp sluttede eventyret brat d.
17. august
1626
, da kongens hær næsten blev udslettet uden for
Lutter am Barenberg
. Kongens foretagende endte med fiasko og medførte, at Danmark officielt blev inddraget i Tredivearskrigen, da kejserens tropper under general
Wallenstein
aret efter invaderede og udplyndrede
Jylland
. Efter at have narret den tyske kejser til at tro, at Danmark var pa vej ind i en alliance med
Sverige
, lykkedes det i maj
1629
ved
Lubeck
at opna fred og tilbagegivelse af Jylland til Danmark, samt Slesvig og Holsten til kongen, mod at han lovede aldrig igen at blande sig i tyske anliggender. Kongen fik i den forbindelse en million rigsdaler af rigsradet for at skrive under pa fredsaftalen. Radet foretrak det frem for at risikere, at kongen førte krigen videre.
Torstensonkrigen
Den ældre Christian 4. malet af
Karel van Mander
.
Portrætsamlingen pa
Frederiksborg Slot
.
I
1643
svenskerne gennem en knibtangsmanøvre at rette et dødsstød mod Danmark: Uden krigserklæring rykkede den svenske feltmarskal
Lennart Torstenson
sydfra ind i Jylland og feltmarskal
Gustav Horn
nordfra ind i
Skanelandene
.
Dermed var
Torstenson-Krigen
og
Horns krig
indledt. Under den ledede den 67-arige Christian 4. i
1644
et søslag pa
Kolberger Heide
. Det var her, kongen mistede synet pa sit ene øje, da en svensk kugle ramte en kanon pa det danske flagskib
Trefoldigheden.
Krigen endte med nederlag, og med
Freden ved Bromsebro
ophørte den danske dominans i
Norden
, og Christian 4. matte i større udstrækning rette sig efter
Rigsradet
.
Død
Christian 4. døde den
28. februar
1648
pa
Rosenborg Slot
og blev gravsat i
Roskilde Domkirke
. Han efterfulgtes af sin ældste overlevende søn
Frederik 3.
Eftermæle
Selv om hans regeringstid var præget af militære nederlag og økonomisk tilbagegang, fremstar Christian 4. som en af de mest fremtrædende, elskede og beundrede konger i rækken. Det skyldes ikke mindst de mange byer, han anlagde:
Christianshavn
,
Christianstad
i
Skane
og
Christianopel
i
Blekinge
, Christiania (
Oslo
),
Kongsberg
og Christianssand (
Kristiansand
) i Norge og
Gluckstadt
i Holsten. Byerne var anlagt efter
renæssancetidens
idealer: gaderne ligger vinkelret pa hinanden. I København efterlod han mange bygningsværker som
Børsen
,
Holmens Kirke
,
Rosenborg slot
,
Regensen
,
Trinitatis Kirke
med
Rundetarn
, der var indrettet som observatorium og udført i røde og gule mursten, (
oldenborgernes
egne farver),
Nyboder
,
Proviantgarden
,
Tøjhuset
og
Kongens Bryghus
. Desuden lod han
Frederiksborg Slot
ved Hillerød ombygge til et renæssanceslot. Dermed blev Christian 4. utvivlsomt den største bygherre i Norden.
[19]
Mange af bygningerne havde et praktisk formal:
Bryghuset
skulle forsyne fladens mandskab med
øl
. Tøjhuset og Proviantgarden husede
kanoner
,
sejl
,
tovværk
, fødevarer og meget andet til fladen. I dag bliver disse bygninger brugt til Tøjhusmuseet, kontorer for
Folketinget
og læsesal for
Rigsarkivet
. Børsen ved havnen havde ogsa et praktisk formal. Bygningen kan regnes som Danmarks første
indkøbscenter
. Her kunne
boghandlere
, galanterivarehandlere og købmænd opstille deres boder, sa kunderne kunne handle i tørvejr.
Han havde planlagt en
urbs novae
(= ny by) med et rundt torv i midten omgivet af 16 gader anlagt i stjerneform. Kirken
Sankt Anna Rotunda
ville blive Nordeuropas største kirke, en værdig, protestantisk modvægt til
Peterskirken
, men den blev aldrig bygget færdig. Det blev derimod
Tøjhushavnen
(i dag opfyldt som
Det Kongelige Biblioteks Have
), oprindeligt et stort bassin lukket ud mod havnen af en fæstningsmur og en lagerbygning, Galejhuset. Fladens skibe kunne sejle ind i graven, fortøjes og udrustes. Udenfor i havnen stod byens vartegn, en enorm
søjle med Leda og svanen
i omfavnelse.
[20]
Galleri
Se ogsa
Kilder
Noter
- ^
Christian 4.
pa
gravsted.dk
- ^
Bodil Wamberg:
Christian IV
- ^
Scocozza, 1997
- ^
Dehn Nielsen
- ^
a
b
Ninka
: Bodil Wamberg om Chr. 4.,
Politiken
23. oktober 1993
- ^
Peder Bundgaard:
København ? du har alt
, forlaget Borgen, København 1996,
ISBN
87-21-00499-4
- ^
Scocozza, Benito (1997), Politikens bog om danske monarker, København: Politikens Forlag, side 134
- ^
a
b
c
d
5Scocozza, Benito (1997), Politikens bog om danske monarker, København: Politikens Forlag, side 130
- ^
Den oldenborgske slægt (1448-1863). Faktalink.dk, besøgt 4. august 2021.
- ^
Jespersen, Leon: Christian 4. i Den Store Danske pa lex.dk. Hentet 4. august 2021.
- ^
Jørgen Nybo Rasmussen: Boganmeldelse af Klaus Jockenhovel: Rom-Brussel-Gottorf. Ein Beitrag zur Geschichte der gegenreformatorischen Versuche in Nordeuropa 1622-1637.Historisk Tidsskrift 91:1.
- ^
Mette Nybye Sørensen: Den lutherske ortodoksi i skole og hjem i 1600- og 1700-tallet. Artikel pa danmarkshistorien.dk, udgivet af Aarhus Universitet, dateret 25. august 2011.
- ^
Svend Ellehøj. Bind 7 i Danstrup og Kochs danmarkshistorie. Side 168
- ^
Grane, Leif: artiklen
Hans Poulsen Resen
i Den Store Danske pa lex.dk. Hentet 4. august 2021.
- ^
a
b
Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt: MEN, Ytringsfrihedens historie i Danmark. S. 63. Gyldendal 2016.
- ^
Scocozza, Benito: Gud og enevælden i Danmarkshistorien pa lex.dk. Hentet 4. august 2021.
- ^
Kornerup, Bjørn: artiklen
Jørgen Friis (præst)
i Dansk Biografisk Leksikon pa lex.dk. Hentet 4. august 2021.
- ^
Christian 4., 1577-1648
- ^
Christian 4 (Kvart) ? NRK Kultur og underholdning
- ^
Peder Bundgaard:
København ? du har alt
- ^
www.dr.dk
hentet 2. maj 2024
Litteratur
- Christian IV
i
Dansk Biografisk Leksikon
(1. udgave, bind 3, 1889), forfattet af
J.A. Fridericia
- Dehn Nielsen, Henning
(2010).
Danmarks konger og regenter, fra Hugleik til Margrethe 2
(3 udgave).
København
:
Forlaget Holkenfeldt
.
ISBN
87-90368-01-0
.
- Fonnesbech-Wulff, Benedicte;
Frandsen, Karl-Erik
(2001).
Christian 4. og 30-arskrigen ? Danmarks vej fra stormagt til smastat
.
Gyldendal
.
ISBN
87-605-6651-5
.
- Heiberg, Steffen
(2006).
Christian 4. - en europæisk statsmand
(2 udgave).
København
:
Gyldendal
.
ISBN
9788702043280
.
- Scocozza, Benito
(1997).
Politikens bog om danske monarker
.
København
:
Politikens Forlag
. s. 125-136.
ISBN
87-567-5772-7
.
- Scocozza, Benito
(2006).
Christian 4
(2 udgave).
København
:
Politikens Forlag
.
ISBN
9788756776332
.
- Wamberg, Bodil. Leonora Christina: Dronning Af Blatarn: Biografi. N.p.: Aschehoug, 1990. Print.
Udgivne primærkilder
Eksterne links