Blekinge
(gammelt dansk:
Bleging
eller
Bleking
[2]
) er et
svensk
landskab
, der grænser op mod
Skane
og
Smaland
med en lang kystlinje mod
Østersøen
. Navnet kommer maske fra ordet "bleke", som pa dialekt betyder roligt vand. Blekinge er det mindste af de svenske landskaber pa fastlandet, og udgøres af
Blekinge lan
rent administrativt, dvs. landskabet og lanet er geografisk identiske.
Blekinge var en del af de gamle danske
Skanelandene
(Skane, Halland, Bornholm og Blekinge). Siden
Roskildefreden
i
1658
har Blekinge været under skiftende svenske konger. De gamle danske byer i Blekinge er
Solvesborg
(Sølvesborg),
Ronneby
(Rønneby) og
Christian 4.s
fæstningsby
Kristianopel
(Christianopel) og tidligere havde
Avskær
,
Elleholm
og
Lyckeby
ogsa
stadsprivilegier
.
Den største by er
Karlskrona
.
Fra det smalandske højland med en højde af 130-170 meter over havet falder landskabet mod savel syd som øst ned mod havet.
Den nordlige del, "skovbygden", er hard og mager med mange bjerge og kær, og skovene bestar overvejende af naletræ. Herefter følger den frodigere "mellembygd" med mange sma søer og vandhuller. Mod syd ligger den endnu frodigere "strandbygden", hvor løvtræer og bøgeskove dominerer. Det er i særdeleshed
dalgangene
i de sidstnævnte bygder, som har givet landskabet et ry som "leende natur" og idyllisk skønhed.
Vandløbenes
overvejende retning er nord-syd. Blandt de vigtigste er, fra vest mod øst,
Morrumsan
,
Braknean
,
Ronnebyan
,
Nattrabyan
og
Lyckebyan
. Det særdeles kuperede landskab mellem vandløbene er næsten overalt gennembrudte af tværdale. Dog er savel det østlige kystland som den sydvestlige del, Listerlandet, at regne til sletteland. De højeste bakketoppe findes syd for midten af grænsen mod Skane og nar en højde af omkring 180 meter over havet.
Den sydlige kyst er stærkt gennemskaret og omgivet af en bred
skærgard
, i særdeleshed ved den østlige del, ud for hvilken findes flere større øer som
Hasslo
,
Aspo
,
Tjurko
,
Sturko
(den største, omkring 16 km
2
) og
Senoren
.
De største bebyggelser i Blekinge er ifølge en opgørelse fra 2005:
Blekinge hørte indtil 1658 under
Danmark
. I 1639 overførtes
Jamshogs socken
fra
Villands harad
i
Skane
til Blekinge.
Fra 1658 stod Blekinge under
Kristianstads lan
frem til ar
1680
, da det forenedes med
Kalmar lan
. Ar
1683
oprettedes Blekinge lan, hvilket har bestaet uforandret siden da.
Ved Blekinges overdragelse til Sverige 1658 fandtes i landskabet
stæderne
Kristianopel
og
Ronneby
, Flere tidligere stæder,
Avaskar
,
Elleholm
,
Lycka
og
Solvesborg
havde tidligere i 1600-tallet mistet deres
købstadsprivilegier
. Kong
Karl 11.
anlagde allerede i 1664
Karlshamn
, pa stedet for fiskerlejet
Bodekull
. Staden
Karlskrona
, der blev anlagt som hovedbase for den
svenske flade
, fik sine privilegier 1680. Privilegierne for Kristianopel og Ronneby blev inddraget.
Landskabet Blekinge har samme udstrækning som
Blekinge lan
. Sognene inden for den
Svenske kirke
indgar i
Lunds stift
.
Følgende byer i landskabet med gamle stadsprivilegier oprettedes som stadskommuner ved kommunalforordningen af 1862:
Ronneby stad
oprettedes 1882 med egen jurisdiktion frem til 1943. Karlshamn og Solvesborg lagdes under landsratt 1950, mens Karlskrona radhusratt bestod frem til
tingsrattsreformen 1971
.
stæder
(4 st):
Kopingar
(1 st):
Landkommuner
(20 st):
1 januar 1963
1 januari 1967
Kommuner, regnet fra vest til øst, er
Solvesborg
,
Olofstrom
,
Karlshamn
,
Ronneby
og
Karlskrona
.
Dialektalt har Blekinge altid været et grænseland mellem dansk og svensk. Gamle østdanske ord og vendinger er bevaret i det blekingske dagligsprog: Eksempelvis bøge (bokskog pa svensk), lamme (ficka), meet (mycket), pude (huvudkudde), neg (karve) og trua (hota).
Blekinge var i flere hundrede ar et grænseland mellem
Danmark
og
Sverige
. Omkring ar 800 omtales, at sveerne skulle have lagt landskabet under sig som en del af
Varend
.
De ældste danske runesten fandtes i øvrigt i Lister.
Blekinge synes i de ældste tider at have haft en løs forbindelse med Sverige. Men sa tidligt som i 1060'erne blev Blekinge regnet til Danmark. Det var pa det tidspunkt, at biskoppen af Lund,
Egino
, bragte kristendommen til bygderne øst for Skane. Blekinges omfang var i middelalderen noget mindre end senere, idet
Lister Herred
regnedes helt for sig. Landskabet havde sit eget landsting, hvilket formodentlig blev holdt ved Hjortsberga i
Medelstads herred
, og egen landsdommer, men fulgte
Skanske lov
. I kirkelig henseende lød det, som siden, under
Lunds stift
. Ar 1231 findes i
Kong Valdemars Jordebog
det første sikre bevis for, at Blekinge var en del af Danmark.
Efter, at Blekinge i 1242 var blevet et
hertugdømme
, hjemfaldt det allerede i 1260 efter den første indehavers,
Knut Valdemarssøns
, død pa ny til kronen. I 1329 overdroges det som pant til greve
Johan af Holsten
, men pa grund af den undertrykkelse, som denne og hans fogder udøvede, gav landskabet sig i lighed med Skane og øen
Hven
ved overenskomsten i Kalmar
19. juni
1332
ind under den svenske konge
Magnus Eriksson
. Eriksson erhvervede sig senere samme ar ved køb det til grev Johan udstedte pantebrev. Magnus Eriksson formaede imidlertid ikke i længden at holde den magtfulde danske konge
Valdemar Atterdag
stangen, da denne fik retten til at samle riget. Efter at den danske konge i 1360 havde faet kontrollen med den skanske hovedfæstning
Helsingborg
, var han efter kort tid i stand til at bringe hele Blekinge tilbage til det danske rige.
Som grænseland hjemsøgtes Blekinge under den følgende tids krige ofte af svenskerne, som plyndrede og hærgede landet. I 1436 drog
Engelbrekt
dertil;
Karl Knutssons
øverstbefalende for hardt frem i 1452 og indtog blandt andet
Lyckeby
;
Svante Sture
faldt ind i landet i 1509, og af
Berent von Mehlen
blev det angrebet i 1523 af
Gustav Vasa
, som besatte det til ind i det følgende ar. Under
den Nordiske Syvarskrig
(1563-70) hærgedes Blekinge vidt og bredt: Ronneby blev under
Erik 14.s
pasyn taget med storm og ødelagt (4. september 1564). Under
Kalmarkrigen
blev den nyanlagte by
Kristianopel
i 1611 overrasket af Gustaf Adolf og stukket i brand. I et forsøg pa at mindske de ødelæggelser, som krigene medførte, indgik bønderne i grænseegnene til Smaland ofte
bondefred
frem for at selv ga i krig. Den vestligste del af Blekinge med
Lister
var oprindelig en del af
Skane
, men i
1648
lagdes grænsen om.
Ved
freden i Roskilde
den
28. februar
1658
matte Danmark afsta Blekinge til Sverige. Landskabet havde under den danske tid været delt i to hoved-len: Solvesborgs og Lyckas (efter 1601 Kristianopels). Nu blev det lagt til det skanske generalguvernement og kom til at lyde under landshofdingen i Kristianstad. I 1680 forenedes det med Kalmar lan og fik 1683 sin egen landshofding med residens i Karlskrona. I begyndelsen af den svenske tid finder man i Blekinge pa samme vis som i Skane pa de fleste omrader en mærkbar stilstand i udviklingen. Hertil bidrog, at tiden under Karl 11. og Karl 12. bød pa flere krige, som hærgede landskabet. Oven i kom den alvorlige pest, som 1710-1711 decimerede befolkningen kraftigt.
Blekinge udgjorde sammen med det nordøstlige
Skane
det pro-danske kerneland for modstandsbevægelsen (
friskytterne
og
snaphanerne
) mod svenskerne. Folkeoprøret i
1676
startede i det østligste Blekinge.
Som et led i forsvenskningen grundlagde svenskerne købstæderne/fladebaserne
Karlskrona
og
Karlshamn
i Blekinge.
Karlskrona
anlagdes pa øen
Trosso
i
1680
som en ny svensk marinebase og var 30 ar senere rigets tredjestørste by med mere end 10.000 indbyggere. Den beskyttede beliggenhed i Blekings
skærgard
, hvor befæstningsanlægninger enkelt kunne forsvare stedet, kombineret med en rig adgang til egetræer pa fastlandet spillede ind, da man valgte stedet for den nye marinebase. Ogsa
Karlshamn
oprettedes pa samme tid, mens de ældre etablerede byer
Ronneby
og
Solvesborg
stagnerede. Karlskrona og Karlshamn la i nærheden af de middelalderlige handelspladser
Lyckeby
og
Elleholm
og erstattede dermed ogsa disse. I 1700-tallet var landskabet Sveriges mest urbaniserede med en fjerdedel af indbyggerne bosatte i byer. Senere har omradet oplevet en langsommere udvikling end resten af Sverige.
Blekinges vaben
viser et
egetræ
med tre kroner om stammen,
landskabsdyr
er
eghjorten
,
Lucanus cervus
, og længe betragtede man ogsa egetræet som
landskabsblomst
, men i begyndelsen af
1980'erne
blev
filtbladet kongelys
,
Verbascum thapsus
, landskabsblomst i stedet.
[3]
Andre symboler er:
- KLNM
, bind 16, sp. 77-81; opslag: Skane og Blekinge (ved Herluf Nielsen).
56°20′00″N
15°20′00″Ø
/
56.3333°N 15.3333°Ø
/
56.3333; 15.3333