Attentatet i Sarajevo den 28. juni 1914 pa den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde Sophie Chotek, hertuginde af Hohenberg udløste julikrisen , der førte til udbruddet af 1. verdenskrig .

Forhistorie [ rediger | rediger kildetekst ]

Arsager til ærkehertugparrets besøg [ rediger | rediger kildetekst ]

Ærkehertug Franz Ferdinand tog fra et møde med den tyske kejser Wilhelm 2. pa sit landsted slottet Konopi?t? i Bene?ov i Bøhmen til Sarajevo for at overvære afslutningen pa det kejserlige og kongelige ( k.u.k. ) XV og XVI Korps' manøvrer i Bosnien . Besøget blev gennemført efter anmodning fra den k.u.k. statholder i Bosnien-Herzegovina , Feldzeugmeister Oskar Potiorek .

Besøget skulle forega den 28. juni pa arsdagen (ifølge den ortodokse kalender) for den serbiske nederlag til osmannerne i slaget pa Solsortesletten den 15. juni 1389 ? en dato med symbolsk betydning for serberne. Datoen for besøget var imidlertid ikke tænkt som en provokation. Det lader til at tilfældigheder har spillet ind, da den østrigske tronfølger helt siden 1909 havde gennemført troppebesøg i juni, som typisk afsluttede forarsmanøvrerne. Potiorek var af den overbevisning, at det østrig-ungarske monarkis anseelse ikke havde været særligt højt siden den bosniske annektionskrise i 1908 , og at et kongeligt besøg kunne styrke den, hvilket en bevidst provokation darligt kunne bidrage til. Den for Bosnien-Herzegovina ansvarlige finansminister Leon Bili?ski gjorde heller ikke pa noget tidspunkt ophævelser over besøget, selv om den oprindelige og af kejseren godkendte plan for besøget slet ikke indeholdt et besøg i byen.

	Kun i eftertidens fortolkning og frem for alt ved udarbejdelsen af den særlige malrettethed og symbolværdighed kom det dertil, at den ... 28. juni, Sankt Vitus -dag, arsdagen for det serbiske nederlag mod osmannerne pa Solsortesletten (Amselfeld) i 1389, blev fremstillet som en særlig provokation. Men ogsa i den sammenhæng radede tilfældet og ikke langfristet eller subtil planlægning, for da man fastlagde tidspunktet for XVI korps' manøvrer var det kun arstiden og troppernes uddannelsesgrad, der var udslagsgivende.
Manfried Rauchensteiner

De af von Rauchensteiner omtalte "fortolkninger i eftertiden", som fremkom efter verdenskrigen, gik ud pa, at Sankt Vitus-dag netop i Wien var kendt som "helligdag" for serberne, og at besøget i den kort forinden annekterede provins pa denne dag, selv hvis den ikke var tænkt som provokation, trods det faktisk udgjorde en særlig ydmygelse ? eller i modsat fald kunne ses som særlig anledning til at sla et slag mod det fremmede herredømme. Af en skrivelse fra sekretæren for det k.u.k. gesandtskab i Beograd, Ritter von Storck, til udenrigsministeren grev Leopold Berchtold af 29. juni 1914 fremgar det, at de østrig-ungarske myndigheder var særdeles velorienterede om omfanget af de i manederne forud planlagte omfangsrige festligheder i Serbien i anledning af 525 arsdagen for slaget pa Solsortesletten. ^[2]

Imidlertid havde der allerede været attentater mod højtstaende repræsentanter for dobbeltmonarkiet, som ikke var afhængige af, at de havde optradt pa en bestemt dato, og i betragtning af attentatfolkenes omhyggelige planlægning af attentatet havde de sikkert ogsa slaet til pa en knap sa symbolsk dato, sa det ikke var pa grund af provokationen, hvis den eksisterede, at attentatet blev gennemført. ^[3]

Pa den anden side kan en provokation fra den del af regeringen i dobbeltmonarkiet, som tragtede efter krig, ikke udelukkes. Den k.u.k. finansminister og minister for Bosnien, Leon Bili?ski, omtaler i sine erindringer, at Potiorek var kraftig modstander af Serbien, hvilket i høj grad havde generet den østrig-ungarske politik over for Bosnien og forhindret enighed med de bosniske serbere. Ifølge Bili?ski indeholdt den oprindelige plan for besøget, som var godkendt af kejser Franz Joseph 1. , kun et besøg ved troppemanøvrerne. Beslutningen om et besøg i byen og især ærkehertugindens deltagelse var besluttet uden Bili?skis vidende. Bili?ski omtaler ogsa, at hans ministerium, som det eneste i Østrig-Ungarn, udtrykkeligt var udeladt fra listen over modtagere af tronfølgerens besøgsplaner, for "ikke at lægge hindringer i vejen for den bosniske leders bestræbelser pa at modtage en værdig gæst". ^[4]

Tre medlemmer af den pro-serbiske bosniske ungdomsorganisation Mlada Bosna (Det unge Bosnien) læste om Franz Ferdinands kommende besøg i østrigske aviser og besluttede sig til at gennemføre et attentat imod ham. Det var: Gavrilo Princip , en 19-arig gymnasieelev, Nedeljko ?abrinovi?, en 19-arig trykkersvend og Trifun "Trifko" Grabe?, en 18-arig som havde forladt skolen uden eksamen.

Advarsel [ rediger | rediger kildetekst ]

Allerede tidligere havde der været attentater mod højtstaende personer i Bosnien-Herzegovina. Studenten Bogdan ?eraji? havde i 1910 planlagt et attentat mod kejser Franz Joseph, men havde opgivet planen pa grund af monarkens høje alder. I stedet skød han samme ar pa den østrig-ungarske guvernør i Bosnien, general Marijan Freiherr von Vare?anin ved abningen af en bosnisk-herzegovinske landdag. Han ramte dog ved siden af, hvorefter han skød sig i hovedet. ?eraji? blev et forbillede for Princip: han skal ved hans grav have svoret at hævne ham.

Inden Franz Ferdinands besøg i Bosnien var der kommet advarsler, men ingen af dem var sa konkrete, at de fik ærkehertugen til at aflyse besøget. "Jeg lader mig ikke placere under en glasklokke" havde han udtalt ved en anden lejlighed. "Vi er altid i livsfare. Man ma stole pa Gud" . Da ingen regnede med nogen fare, blev sikkerhedsforanstaltningerne derefter. Tidsplanen og ruten blev offentliggjort uger i forvejen i aviserne, formentlig ogsa for at lokke sa mange jublende tilskuere til som muligt.

Da den serbiske regeringschef Nikola Pa?i? hørte om attentatplanerne, befandt han sig i en delikat situation.

Hvis han lod planen gennemføre, risikerede han pa grund af forbindelserne til den hemmelige organisation "Ujedinjenje ili Smrt" ("Genforening eller død" ogsa kaldet " Den sorte hand ") en krig med Østrig-Ungarn.

Hvis han røbede planen, risikerede han at blive stemplet som forræder af sine landsmænd. Pa?i? forsøgte at advare Østrig-Ungarn mod attentatet med vage diplomatiske udtalelser og betroede den serbiske gesandt i Wien Jovan Jovanovi? opgaven. Jovanovi?, der i Wien blev anset for at være nationalist og sjældent blev modtaget hjerteligt, fik finansminister von Bili?ski, der var kendt som aben og omgængelig, i tale og meddelte ham, at det ville være godt og fornuftigt, hvis Franz Ferdinand undlod at rejse til Sarajevo, da ellers "en eller anden ung serber i stedet for en løs patron kunne tage en skarp og skyde ham ned" . Bili?ski forstod ikke betydningen af disse ord og svarede med et smil: "lad os habe, at noget sadant aldrig vil ske" og fortalte ingen om samtalen.

Forberedelse af attentatet [ rediger | rediger kildetekst ]

Gavrilo Princip besluttede i foraret 1914 i Beograd, at han ville dræbe Franz Ferdinand efter at han i en østrigsk avis havde læst om Franz Ferdinands kommende besøg. Ifølge andre kilder var Nedeljko ?abrinovi? den egentlige ophavsmand, efter at hans ven, journalisten Mihajlo Pu?ara , havde vist ham et avisudklip om det forestaende besøg. Pa daværende tidspunkt var det endnu usikkert om besøget ville blive gennemført, da kejser Franz Joseph var alvorligt syg.

Princip meddelte ?abrinovi? og Grabe?, hvad han havde til hensigt, og sikrede sig deres støtte. Da Princip var klar over, at planen ikke kunne realiseres uden hjælp udefra, tog han kontakt til Milan Ciganovi?, som tilhørte den serbiske efterretningstjeneste og var en kendt folkehelt, der officielt var ansat ved jernbanen og boede i samme hus. Ciganovi? stod i forbindelse med major Vojin P. Tanko?i? , som Princip kendte fra sine mislykkede forsøg pa at blive frivillig i Balkankrigen. Princip var ikke klar over, at Ciganovi? og Tanko?i? var ledende medlemmer af Den sorte hand.

Ciganovi? gav de militært uerfarne unge mænd skydetræning i Park Top?ider i Beograd og gav dem den 27. maj fire pistoler med ammunition og seks bomber fra den serbiske hærs lagre. Vabnenes oprindelse kunne ikke afdækkes fuldt ud, da mange serbiske militærfolk havde sadanne vaben i deres besiddelser. Desuden fik de penge til dækning af rejseomkostningerne samt nogle sma flasker med cyankalium , sa de kunne bega selvmord efter attentatet.

De tre attentatmænd rejste en maned inden attentatet via Tuzla til Sarajevo. Ciganovi? hjalp dem til, med hjælp fra nogle medarbejdere i den serbiske efterretningstjeneste, at fa vabnene ubemærket over den bosniske grænse. I Tuzla sluttede en fjerde attentatmand sig til dem. Det var Danilo Ili?, en 23-arig lærer. Ili? hvervede yderligere tre medlemmer fra Mlada Bosnan, Vaso ?ubrilovi? og Cvetko Popovi? , to 17-arige gymnasieelever samt Muhamed Mehmedba?i? , en 27-arig muslimsk serber, der var snedker.

I sammensværgelsen deltog ogsa andre medlemmer af Mlada Bosna, som ikke optradte direkte eller bevæbnede: Veljko ?ubrilovi? , Vasos bror og lærer fra Priboj, Mi?ko Jovanovi? , købmand og bankdirektør fra Tuzla , Mladen Stojakovi?, læge og senere folkehelt under 2. verdenskrig, hans bror Sreten, som var billedhugger, Jezdimir Dangi? der var oberstløjtnant i gendarmeriet og senere Tschetnik - Wojwode , Mitar Kerovi? og hans søn Neđa samt Jakov Milovi? en bonde fra Østbosnien.

Da forberedelserne til attentatet var sa godt som afsluttet, fik Ili? ordre fra Beograd om at afblæse attentatet. Ledelsen af Den sorte hand var i mellemtiden kommet pa andre tanker og frygtede alvorlige konsekvenser, hvis attentatet lykkedes. Dragutin Dimitrijevi? Apis , lederen af den serbiske efterretningstjeneste, som var en af lederne af Den sorte hand, sendte en agent til Sarajevo, hvor denne mødtes med Ili? for at give ham ordren. Princip ville imidlertid ikke høre tale herom, og han overtalte Ili? til alligevel at gennemføre planen.

Mehmedba?i? og ?abrinovi? skulle handle først og tog opstilling ved ?umurija-broen, mens de øvrige fem attentatfolk placerede sig som reserver længere tilbage helt hen til Kejserbroen. Ili? bevægede sig ubevæbnet mellem attentatgrupperne og sa til, at de gjorde alting rigtigt.

Nedeljko ?abrinovi?s attentat [ rediger | rediger kildetekst ]

Tronfølgerparret boede under besøget i Ilid?a , en badeby ca. 12 km vest for Sarajevo. Pa attentatdagen, den 28. juni 1914, rejste de med tog fra Ilid?a til byens vestlige udkant, hvor der la en tobaksfabrik, der ofte var udgangspunkt for østrig-ungarske standspersoners besøg i Sarajevo. Ifølge Bili?ski, som støtter sin hukommelse til en beretning fra ærkehertugens marskal oberst Graf Rummerskirch til krigsminister Alexander Ritter von Krobatin , var sikkerhedsforanstaltningerne yderst begrænsede, hvilket stod i modsætning til de forholdsvis strenge foranstaltninger ved Franz Josephs besøg i Sarajevo i 1910 . De politifolk og sikkerhedsagenter, som skulle køre foran besøgskolonnen, var hverken udstyret med biler eller hestevogne og blev efterladt pa tobaksfabrikken tungt belæsset med ærkehertugindens smykkeskrin.

Ifølge Bili?ski blev Franz Ferdinands ankomst til Sarajevo pa forhand oplyst pa minuttet, hvilket skal have gjort det lettere at gennemføre attentatet. Inden besøget havde politikaptajn Gerde, en ungarer, henvendt sig til statholder Potiorek og meddelt ham, at han kun radede over 30-40 politifolk, og derfor ikke kunne sørge for sikkerheden pa den lange strækning fra tobaksfabrikken til radhuset i Sarajevo. Gerde bad derfor Potiorek om støtte fra militærenheder. Det afviste Potiorek, da der pa grund af manøvrerne ikke var stationeret militær i byen, og da det ikke kunne na frem i tide. Derpa havde lederen af det bosniske gendarmeri, general ?njari?, foreslaet at opstille en kæde af gendarmer langs ruten, men det forslag afviste Potiorek ogsa.

Franz Ferdinand og hans gemalinde kørte i en kolonne pa seks biler pa paradekajen langs Miljacka -floden til radhuset i Sarajevo. I det forreste køretøj sad borgmester effendi Fehim ?ur?i? og politichefen dr. Gerde. I det andet køretøj sad Franz Ferdinand og hans gemalinde Sophie over for statholder Potiorek. Foran sad chaufføren Leopold Lojka og Franz Graf Harrach , ejeren af bilen. I det tredje køretøj sad Sophies kammerpige, Alexander Graf von Boos zu Waldeck og statholderens fløjadjudant, oberstløjtnant Merizzi, som kørte bilen. I den fjerde og femte bil sad andre medlemmer af Franz Ferdinands følge ? herunder hans assistent Grev Morsey , Oberst Bardolff , lederen af det ærkehertugelige militærkancelli, og hans hofmarskal Rummerskirch ? samt bosniske regeringsembedsmænd som Regierungsrat Starch. Den sjette bil var tom og var reserve.

Omkring kl. 10 kørte kolonnen forbi Mehmedba?i?, som skulle kaste en bombe, men ikke foretog sig noget. Han forklarede senere, at han havde faet at vide af Ili?, at han først skulle kaste bomben, nar han havde identificeret tronfølgerens vogn, hvilket han ikke havde. Den næste, ?abrinovi?, armerede sin bombe ved at sla den mod en lygtepæl og kastede den mod bilerne. Chaufføren bemærkede den forbiflyvende genstand og trykkede pa speederen, mens Franz Ferdinand hævede armen for at beskytte sin kone mod genstanden. Bomben prellede af mod Franz Ferdinands arm, faldt ud over den nedslaede kaleche og eksploderede lige foran den tredje bil, hvorved oberstløjtnant Merizzi, grev Boos-Waldeck og et halvt dusin tilskuere blev saret.

?abrinovi? slugte sin cyankaliumpille og sprang i floden Miljacka. Giften var imidlertid gammel og bevirkede kun, at han kom til at kaste op. Desuden var floden pa dette sted ikke særlig dyb, sa ?abrinovi? blev fanget af folkemængden og var nær blevet lynchet, inden han blev arresteret.

Da oberstløjtnant Merezzi efter de første oplysninger kun var let saret og blev bragt ind pa garnisonshospitalet, befalede Franz Ferdinand at kørslen skulle fortsætte. Pa vejen til radhuset kørte kolonnen forbi de øvrige attentatmænd, som imidlertid ikke foretog sig noget. Vaso ?ubrilovi? sagde senere, at han ikke skød, fordi han havde faet ondt af ærkehertuginden. Cvetko Popovi? sagde, at han havde været bange og ikke vidste, hvad der skete med ham.

Da tronfølgerparret var ankommet til radhuset, gjorde borgmesteren klar til at holde sin velkomsttale for parret og mange lokale standspersoner, men blev straks afbrudt af Franz Ferdinand: "Hr. borgmester, her kommer man til Sarajevo, for at aflægge et besøg, og sa bliver der kastet bomber mod en! Det er oprørende." ^[5] Han faldt derefter til ro. Efter sit besøg pa radhuset befalede han ruten ændret. Han ville ikke som planlagt direkte til museet (hvor ogsa den serbiske historiker ?orovi? ventede pa hans ankomst), men derimod besøge garnisonshospitalet, hvor Merezzi var indlagt med et sar i halsen.

Uheldigvis la hospitalet i den anden ende af byen. Ifølge Bili?ski havde Rummerskirch berettet, at Franz Ferdinand af omsorg for sin ægtefælle efter opholdet pa radhuset skulle have konsulteret Potiorek og Gerde, om det i lyset af bombeattentatet var fornuftigt at køre derhen. Alternativerne var at køre tilbage til Ilid?a ad en anden rute eller fortsætte til Konak, som kun la fa minutter fra radhuset. Mens Gerde tøvede, skal Potiorek have sagt: "Deres kejserlige højhed kan roligt fortsætte, jeg tager ansvaret".

Gavrilo Princips attentat [ rediger | rediger kildetekst ]

I strid med ordren drejede vognkolonnen ud for Latinerbroen , som fører over Miljacka, ind pa den oprindeligt planlagte rute. Chaufføren (ifølge Bili?ski var det Rummerskirch som kørte, Lojka omtales ikke), der opdagede dette i tide, ville netop bakke for at komme tilbage pa kajen, da Princip til sine store overraskelse sa køretøjet standse foran sig. Han greb chancen, trak sin pistol og skød pa fa meters afstand to gange mod det langsomtkørende mal. Franz Ferdinand blev ramt i halspulsaren , Sophie von Hohenberg i underlivet. Princip sagde senere, at han slet ikke ville ramme Sophie. Skuddene var rettet mod Franz Ferdinand og Potiorek.

Princip slugte straks sin pille, men kastede ogsa kun op og forsøgte at skyde sig. Pistolen blev imidlertid revet ud af hans hand, og den rasende folkemængde ville lynche ham. Mens Princip straks blev arresteret af gendarmer, pryglet med sabelskæfter og ført bort, drejede chaufføren rundt og kørte hurtigt til Potioreks residens Konak . Franz Ferdinand talte til sin kone: "Sopherl! Sopherl! dø ikke! Lev for vore børn!" Sophie forblødte imidlertid under turen, mens Franz Ferdinand døde kort tid efter pa Konak. ^[6]

Reaktioner pa attentatet [ rediger | rediger kildetekst ]

Selv om sorg og raseri over attentatet mod tronfølgeren var de fremherskende reaktioner i Østrig-Ungarn, var det ikke alle som sørgede. Gesandten i Bukarest, den senere udenrigsminister Ottokar Graf Czernin mindedes senere, at der i Wien og Budapest havde været flere, som glædede sig, end som sørgede. Franz Ferdinand og hans fortrolige, som i konservative kredse i Wien ofte blev omtalt som " Belvedere -bagage", havde ikke udelukkende venner. Hans planer om at give sydslaverne deres egen del af riget havde irriteret mange, især afviste man dem kategorisk i Ungarn.

Der var rygter i omløb, som fortalte, at attentatmanden var illegitim søn af kronprins Rudolf , og at det var frimurere eller den ungarske ministerpræsident Istvan Tisza som stod bag attentatet, uanset at netop Tisza i første omgang kategorisk modsatte sig en handfast optræden overfor Serbien.

Politiske følger af attentatet [ rediger | rediger kildetekst ]

Skuddene i Sarajevo førte ikke automatisk til krig, og krig var i første omgang en usandsynlighed. Angreb pa statsoverhoveder og andre højtstaende personer var ikke usædvanlige og havde indtil da aldrig været anledning til krig. Først troede man selv ved hoffet i Wien ikke pa, at den serbiske regering havde været involveret. Den østrig-ungarske sektionsrat Friedrich Wiesner ledede efterforskningen og skrev i sin beretning den 24. juli 1914 til det østrig-ungarske udenrigsministerium:

	Medviden fra den serbiske regering ved ledelsen af attentatet eller dettes forberedelse og fremskaffelse af vaben kan pa ingen made bevises eller blot formodes. Der er langt mere grund til at anse det for udelukket. Af udsagn fra de anklagede fremgar det næsten uanfægteligt, at attentatet blev besluttet i Beograd og forberedt under medvirken fra de statsligt ansatte serbere Ciganovi? og major Tanko?ic, som fremskaffede begge bomber, brownings, ammunition og cyankalium. [7]

Over for dette star imidlertid, at Wiesner efter krigen støttede tanken om at den serbiske regering havde været vidende om attentatplanerne. ^[8]

Attentatet i Sarajevo var saledes ikke umiddelbart udløser af yderligere skridt i Wien, men blev af Østrig-Ungarn efter nogen tøven pa Hofburg og konsultationer i Berlin til sidst brugt som anledning til at iværksætte en regionalt afgrænset krig mod Serbien. Østrig-Ungarn var ikke pa forhand indstillet pa krig mod Serbien. ^[9] Ganske vist havde personer som Franz Conrad von Hotzendorf allerede flere ar tidligere foreslaet en militær indgriben overfor Serbien. Han blev imidlertid holdt i skak af "fredspartiet", som dog med Franz Ferdinands død havde mistet en af sine vigtigste fortalere.

Den serbiske regering var fuldt ud bekendt med denne holdning hos krigspartiet ved hoffet i Wien, og det ventede blot pa en anledning til at angribe Serbien, ^[9] og regeringen var klar over de mulige konsekvenser. Den beklagede hændelsen, afviste at have forbindelse til attentatet og henviste til, at alle gerningsmændene stammede fra det annekterede Bosnien og formelt var østrigere. Desuden var der ingen beviser pa en officiel serbisk indblanding. Til gengæld blev det i Østrig-Ungarn officielt meddelt, at den serbiske organisation Narodna Odbrana (folkeforsvar) stod bag attentatet.

Østrig-Ungarn blev ogsa stødt over den som fjendtlige kritiske serbiske presse, der blev anset for ansvarlig for den oppiskede politiske stemning, som havde fremmet mordet pa den østrigske tronfølger. Serbien paberabte sig den forfatningsmæssigt garanterede pressefrihed for private medier og ansa den regeringsstyrede og nationalistiske østrig-ungarske presse (især den konservative "Reichspost") for at være egentlige kilde til problemer. ^[10]

Da Østrig-Ungarn ? hvor Conrad von Hotzendorf pa den ene side stod over for den uafklarede grev Berchtold, kejseren og den ungarske ministerpræsident ? ikke var afklaret, overlod det beslutningen til Tyskland. ^[9] Afgørelsen om et angreb pa Serbien faldt derfor ikke i Wien, men den 5. juli i 1914 i Potsdam og indbefattede udtrykkeligt ogsa, at der kunne opsta "alvorlige europæiske komplikationer". ^[9] Den 6. juli gav Tyskland pr. telegram Østrig-Ungarn sin fulde opbakning til et angreb mod Serbien. ^[11] Ogsa Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet tilkendegav i rette tid, at de ville stille sig pa Tripelalliancens side, hvis Østrig-Ungarn skulle beslutte sig til at "give Serbien en lærestreg". ^[12]

Som følge heraf stillede Østrig-Ungarn den 23. juli 1914 Serbien overfor et skarpt 48 timers ultimatum . ^[13] Ultimatummet var officielt en demarche , da der ikke direkte blev truet med krig, men kun med afbrydelse af de diplomatiske forbindelser. ^[14] Serbien blev i noten opfordret til at fordømme alle irredentiske bestræbelser, som havde til formal at sikre afstaelse af østrig-ungarsk omrade og fremover imødega noget sadant med yderste strenghed. Serbien skulle blandt andet forhindre enhver anti-østrigsk propaganda, straks tage skridt mod Narodna Obrana , fjerne involverede i attentatet fra statens tjeneste og frem for alt:

	indvillige i, at organer fra den k.u.k. regering medvirker ved undertrykkelsen af den subversive bevægelse, som arbejder imod monarkiets territoriale intregritet … indlede en retslig undersøgelse mod enhver deltager i 28. juni komplottet, som matte befinde sig pa serbisk omrade og hertil at organer udpeget af den k.u.k. regering deltager i de pagældende undersøgelser …

Som reaktion pa ultimatummet udsendte det russiske ministerrad den 24. juli 1914 et meddelende memorandum til Serbien, hvori det meddelte den serbiske regering, at den russiske regering ville bestræbe sig pa at opna en udsættelse af ultimatummet, sa Serbien fik "mulighed for selv at gennemføre en indgaende undersøgelse af attentatet i Sarajevo". Det fremgik desuden, at Rusland planlagde en mobilisering af sine tropper og trak sine finansielle aktiver ud af Tyskland og Østrig. I tilfælde af et østrig-ungarsk angreb pa Serbien ville Rusland ikke undlade at handle. ^[15]

Serbien accepterede ikke ultimatummet betingelsesløst og afgav følgende erklæring vedrørende østrigske organers aktiviteter pa serbisk jord:

	Den kongelige regering [Serbien] anser det naturligvis for sin pligt, at indlede en undersøgelse mod enhver, som deltog i komplottet af 15./28. juni, eller skulle have deltaget, og som befinder sig pa dets territorium. Hvad angar deltagelse i undersøgelsen af den k.u.k. regering udpegede organer, sa kan den ikke godkende det, da det ville være en krænkelse af forfatningen og proceslovgivningen. Dog kan der i enkelte tilfælde gives meddelelse om resultaterne af undersøgelserne.

Rauchensteiner fremfører, at det i punkt 6, ikke som den serbiske regering lod det fremsta, drejede sig om østrigsk deltagelse i domfældelsen, men kun om deltagelse i undersøgelsen, og at der var fortilfælde for undersøgelser pa andre landes territorium. Østrig-Ungarn tillod i 1868 Serbien at foretage undersøgelser i Østrig-Ungarn efter mordet pa den serbiske fyrst Mihailo. ^[16] Dette argument optræder i en skrivelse, som grev Berchtold den 24. juli 1914 sendte til den rumænske konge Carol 1. for at overbevise ham om det rimelige i ultimatummet. Berchtold omtaler ogsa i skrivelsen, at der i Paris og Berlin fandtes et russisk politikontor (bureau de surete) , som holdt øje med radikale russiske elementer. ^{[17] [18]} ?orovi? fremfører heroverfor, at Berchtolds sammenligninger halter: Østrig-Ungarn havde i 1868 frivilligt lovet Serbien deltagelse i undersøgelserne for at fa det pa sin side. Serbien var dengang en lille vasalstat, mens Østrig-Ungarn var en stormagt, sa af deltagelsen af serbiske embedsmænd i efterforskningen kunne der ikke afledes nogen stats- eller folkeretslige konsekvenser. Ogsa det franske eksempel haltede, da det omtalte politikontor var oprettet pa baggrund af en frivillig aftale mellem venligtsindede regeringer. Østrig-Ungarn ville derimod i 1914 patvinge Serbien egne undersøgelser for at udtrykke mistillid til Serbiens retsvæsen uden at fremlægge beviser for de fremførte beskyldninger. ^[19]

Den 25. juli 1914 , dagen før fristens udløb, udarbejdede baron Hold von Ferneck i det k.u.k. udenrigsministerium pa forhand en afvisning af Serbiens reaktion. Hvis Serbien accepterede alle betingelser i ultimatummet, men blot ytrede den mindste indvending, skulle reaktionen vurderes som utilstrækkelig af følgende grunde:

1. Fordi Serbien i modsætning til de forpligtelser, det havde pataget sig overfor Østrig-Ungarn i 1909, havde forholdt sig fjendtligt.
2. Fordi Serbien tydeligvis stillede spørgsmalstegn ved Østrig-Ungarns ret til at beslutte, i hvilket omfang det ville drage Serbien til ansvar.
3. Fordi der pa ingen made var tale om en intern serbisk kursændring, selv om det flere gange var blevet opfordret hertil.
4. For Serbien tydeligvis manglede ærlig hensigt og loyalitet til at opfylde ultimatummet

Hvis Serbien opfyldte alle betingelser uden indvendinger, sa kunne det trods det anføres, at det i ultimatummet krævede skridt hverken var taget eller var blevet annonceret. ^[20]

Ligeledes kan det indvendes, at Wien, som det fremgar af talrige ytringer fra personer pa Hofburg, var besluttet pa at indlede en krig og ikke var interesseret i at Serbien skulle give efter:

	Man var enige om hurtigst muligt at fremsende kravene til Serbien og at fremsætte dem pa en made, sa de matte afvises af Serbien. [21]

Berchtold instruerede allerede den 7. juli 1914 den østrigske gesandt i Beograd saledes:

	Uanset hvordan serberne reagerer - De skal afbryde forbindelserne og rejse. Det skal føre til krig. [22]

Berchtold viste sig dagen efter bekymret for, at en "svækket holdning ville kunne diskreditere vor stilling overfor Tyskland". ^[23] Ministerradet lod det pa sit møde den 19. juli sta abent, om Serbien ? som diplomaten grev Alexander Hoyos overvejede det ? skulle deles op mellem andre balkanstater. Grev Tisza tilsluttede sig kun afsendelsen af demarchen, fordi Serbien kun kunne tvinges til at afgive sma eller slet ingen strategisk vigtige omrader. ^[24] Den østrigske ministerpræsident Karl Sturgkh talte om at afsætte det serbiske kongehus, og at ordlyden af den relevante passage tillod bestemt den fortolkning, som den serbiske regering tillagde den. ^[25] Udlandet opfattede demarchen pa samme made som den serbiske regering. Den chokerede britiske udenrigsminister Sir Edward Grey talte saledes om den "mest onde skrivelse, som jeg har haft i hænderne i hele mit liv".

Samtidig indledte Serbien en mobilisering. Herefter erklærede Østrig-Ungarn som ventet Serbien krig den 28. juli 1914 , ^[26] hvilket betød udbruddet pa 1. verdenskrig .

Retssagen mod attentatmændene [ rediger | rediger kildetekst ]

?abrinovi?, Princip og de andre attentatmænd med undtagelse af Mehmedba?i? blev en for en taget til fange. Under forhørene tav de i starten hardnakket, indtil de efter ønske fra Princip gav op og tilstod alt, hvorefter ogsa de fleste andre sammensvorne blev arresteret.

Fra 12. til 23. oktober 1914 fandt der i Sarajevo en retssag sted mod i alt 25, som var anklaget for højforræderi og snigmord . Under retssagen afviste alle anklagede enhver forbindelse til det officielle Serbien.

Gavrilo Princip [ rediger | rediger kildetekst ]

Gavrilo Princip sagde i sit vidneudsagn, at han ikke angrede sin gerning og ikke ansa sig selv for at være forbryder. Han havde blot myrdet en tyran . Han sagde, at han var jugoslav og revolutionær, at han hadede Østrig-Ungarn og ønskede dets undergang. Ingen havde opfordret ham til at bega handlingen, og han afviste enhver forbindelse til det officielle Serbien. Til at understøtte dette hævdede han, at Ciganovi? havde advaret ham om, at de serbiske myndigheder ville tage dem til fange, hvis de hørte om planen. Han sagde ogsa, at han var ked af at have dræbt ærkehertuginden ? en tjekke ? og at dette skud havde været tiltænkt Potiorek.

Princip blev dømt skyldig i højforræderi og snigmord og idømt 20 ars hardt tugthus, som blev skærpet med en manedlig fastedag og den 28. juni hvert ar hard kvarters- og mørkearrest. Ved domfældelsen blev der taget hensyn til hans unge alder pa gerningstidspunktet, hvilket reddede ham fra dødsstraf. Han døde i 1918 pa fængselshospitalet i den lille fæstning Theresienstadt af knogletuberkulose .

Nedeljko ?abrinovi? [ rediger | rediger kildetekst ]

Nedeljko ?abrinovi? angav som arsag til sin handling, at Franz Ferdinand havde været en fjende af slaverne og især serberne. Han udtalte yderligere, at i Østrig-Ungarn var det tyskerne og ungarerne, der bestemte, mens slaverne blev undertrykt. Da han pa gerningstidspunktet var mindrearig, blev han af retten idømt 20 ars hardt tugthus, men samme skærpelser som Princip. Han døde i slutningen af januar 1916 af tuberkulose.

Trifun "Trifko" Grabe? [ rediger | rediger kildetekst ]

Trifun ?Trifko“ Grabe? kaldte mordene for "de største revolutionære handlinger i historien". Han blev af retten idømt 20 ars hardt tugthus. Ogsa han var for ung til dødsstraffen. Han døde i 1918 af tuberkulose.

Danilo Ili? [ rediger | rediger kildetekst ]

Danilo Ili? blev fundet skyldig af retten og dømt til døden. Han var myndig pa gerningstidspunktet. Han blev henrettet ved hængning den 2. februar 1915 sammen med Mi?ko Jovanovi? og Veljko ?ubrilovi?.

Vaso ?ubrilovi? [ rediger | rediger kildetekst ]

Vaso ?ubrilovi? betegnede sig overfor domstolen som "serbokroat" og angav, at han mal var forening af serbere, kroater, slovener og bulgarer i en stat. Han blev dømt til 16 ars hardt tugthus med samme skærpelser som Princip. Efter Østrig-Ungarns sammenbrud blev han løsladt. Han studerede historie og arbejdede som lærer og universitetsprofessor og var minister for skovbrug under Tito .

Ivo Kranj?evi? [ rediger | rediger kildetekst ]

Ivo Kranj?evi?, en kroat, som efter ?ubrilovi?s attentat havde gemt vaben, blev idømt 18 ars hardt tugthus med de ovennævnte skærpelser.

Cvetko Popovi? [ rediger | rediger kildetekst ]

Cvetko Popovi? blev idømt 13 ars fængsel for højforræderi, men blev løsladt efter Østrig-Ungarns sammenbrud. Ogsa han var mindrearig pa gerningstidspunktet. Han blev senere kurator pa den etnografiske afdeling af museet i Sarajevo.

Muhamed Mehmedba?i? [ rediger | rediger kildetekst ]

Muhamed Mehmedba?i? blev som den eneste implicerede ikke taget til fange og undslap til Montenegro , hvor han offentligt pralede med sin deltagelse i attentatet, sa det endte med at montenegrinerne matte sætte ham i fængsel. Østrig-Ungarn forlangte ham udleveret, hvilket bragte Montenegro i en ubehagelig situation, da man ikke ville bringe sig i konflikt med den lokale serbiske befolkning. Det lykkedes imidlertid Mehmedba?i? at bryde ud af fængslet og undslippe, hvorved problemet fra et montenegrinsk synspunkt var løst. ^[27] Efter denne episode gik han under jorden og holdt sig skjult. I 1917 blev han sammen med lederen af Den sorte hand Dragutin Dimitrijevi? Apis fængslet for et mordkomplot mod den serbiske prinsregent Aleksandar Karađorđevi? og idømt 15 ars fængsel. I 1919 fik han amnesti og vendte tilbage til Sarajevo, hvor han levede beskedent som gartner og snedker. Han døde under 2. verdenskrig .

Mi?ko Jovanovi? [ rediger | rediger kildetekst ]

Mi?ko Jovanovi? transporterede de vaben, som blev benyttet ved attentatet, fra Tuzla til Sarajevo. For ikke at blive opdaget ved eventuelle kontroller pa vejen til Sarajevo gav Princip vabnene til Jovanovi? i Tuzla og fik dem tilbage i Sarajevo. Jovanovi? blev af domstolen fundet skyldig i medvirken til mord og blev den 2. februar 1915 hængt sammen med Danilo Ili? og Veljko ?ubrilovi?.

Veljko ?ubrilovi? [ rediger | rediger kildetekst ]

Veljko ?ubrilovi?, Vasos bror, blev fundet skyldig i medvirken til mord og blev den 2. februar 1915 hængt sammen med Mi?ko Jovanovi? og Danilo Ili?.

Attentatsteder i Sarajevo [ rediger | rediger kildetekst ]

Den 28. juni 1917 lod Østrig-Ungarn i anledning af trearsdagen for mordet opføre et 12 m højt mindesmærke ved gelænderet pa Latinerbroen, den korteste vej til den katolske kirke, til ære for Franz Ferdinand og Sophie og bad forbipasserende bede en kort bøn for ofrene. Monumentet bestod af to søjler, en stor plade med figurer af de myrdede foruden en niche til sørgelys og blomster. I slutningen af 1918 lod kongeriget Jugoslavien monumentet nedtage og placerede det i et museumsdepot. Alteret ved mindesmærket blev sprængt bort i 1919. ^[28] Mens søjlerne blev anvendt til andre formal, findes pladen med figurerne i dag pa Bosnien-Herzegovinas kunstgalleri. Pa attentatstedet star der rester af en betonbænk, som var en integreret del af monumentet. Bosnien-Herzegovina overvejer at forny mindesmærket. ^[29]

Efter 1. verdenskrig opstillede kongeriget Jugoslavien en stentavle pa attentatstedet en mindetavle i sten til ære for Princip, som i april 1941 ved tyskernes besættelse af Sarajevo blev overdraget til tyske tropper af tyske bosniere ved en højtidelighed, hvorefter den blev overført til tøjhuset i Berlin . ^[30]

I Titos Jugoslavien blev Princip og Mlada-Bosna-bevægelsen æret som de "unge forkæmpere for frihed og uafhængighed for det jugoslaviske folk", og der blev indrettet et lille museum herom i Sarajevo. Bosniske kommunister besluttede ved et møde den 7. maj 1945 i USAOBiH (den forenede alliance af anti-fascistisk ungdom i Bosnien-Hercegovina), "som tegn pa evig taknemmelighed overfor Gavrilo Princip og hans kammerater, der kæmpede mod de tyske erobrere" at opstille en ny mindetavle. ^[31] Latinerbroen blev omdøbt til Gavrilo-Princip-broen. Pa stedet hvor Princip skal have staet under attentatet, opstillede man en stenblade med fodaftryk, som blev ødelagt under bosnienkrigen i 1990'erne . I 1977 blev der opstillet en mindetavle, som fremstiller Princip som nationalhelt.

Efter bosnienkrigen i 1990'erne blev Princip-broen igen omdøbt til Latinerbroen. Ved attentatstedet findes der i dag en mindetavle med en neutral indskrift pa bosnisk og engelsk.

Det vaben, som Princip brugte var en FN Browning Modell 1910 (Serienummer 19074), en halvautomatisk pistol af kaliber 7,65 × 17 mm. Vabenet er siden forsvundet, og kan derfor ikke, som det ofte hævdes, beses pa det hærhistoriske museum i Wien. Til gengæld kan man der se tronfølgerens blodplettede uniform og det køretøj af mærket Graf & Stift , som han blev kørt rundt i Sarajevo i. Den dødsmaske i gips, som blev lavet af ærkehertugen og hans gemalinde kan ses pa det tjekkiske slot Konopi?t? .

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne kilder [ rediger | rediger kildetekst ]

Wikimedia Commons har medier relateret til: Attentatet i Sarajevo

• Filmoptagelser af Franz Ferdinands ankomstil til radhuset i Sarajevo den 28. juni 1914 und af hans begravelse
• Attentatet som beskrevet i den østrig-ungarske presse (Østrigische Nationalbibliothek)
• De østrig-ungarske dokumenter vedrørende krigsudbruddet
• The Serbian Blue Book
• DeutschlandRadio Berlin, udsendelse fra 28. juni 2004 Arkiveret 28. oktober 2009 hos Wayback Machine
• En handgranat mod tronfølgeren ? Landesausstellung 2009  ( Webside ikke længere tilgængelig )

43°51′29″N 18°25′44″Ø  /  43.85792°N 18.42886°Ø  / 43.85792; 18.42886