Arvid Horn
Personlig information
Født	6. april 1664 Halikko, Finland
Død	18. april 1742 (78 ar) Ekebyholms slott, Sverige
Politisk parti	Mosspartiet
Far	Gustaf Henriksson Horn af Kanckas
Søskende	Christer Horn
Ægtefæller	Anna Beata Ehrensteen (1696-1703) , Margareta Gyllenstierna (fra 1740)
Børn	Eva Horn af Ekebyholm , Adam Horn af Ekebyholm
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Diplomat , politiker
Information med symbolet hentes fra Wikidata . Kildehenvisninger foreligger sammesteds.   [ rediger pa Wikidata ]

Denne artikel eller dette afsnit er forældet . Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk ( Salmonsens Konversationsleksikon ), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik ( Lær hvordan og hvornar man kan fjerne denne skabelonbesked )

Arvid Bernhard Horn til (Kankas) Ekebyholm ( 6. april 1664 pa Vuorentaka i Finland ? 17. april 1742 pa Ekebyholm i Uppland ) var en af Sveriges mest kendte statsmænd .

Horn tilhørte en fattig gren af slægten Horn ; efter at have studeret i Abo gik han i krigstjeneste 1682 og kæmpede nogle ar senere i udenlandske hærer: i Ungarn under Prins Eugen af Savoyen (1687) og i Flandern under Waldeck med flere (1690-95). Han kom i stor yndest hos den unge Karl 12. af Sverige , hvem han ubetinget og hengiven fulgte. I Den Store Nordiske Krig deltog han med stor tapperhed og stod i spidsen for kongens drabanter . I 1704 havde Horn en mission af yderste vigtighed at gennemføre; det var August den Stærkes fjernelse fra den polske trone og ordningen af det nye kongevalg.

Horn optradte ved denne lejlighed yderst kraftig; med meget energiske skridt gennemførte han Karl XII’s vilje og gjorde Stanislaw Leszczynski til konge. Snart efter valget angreb August Warszawa , og Horn, som havde en absolut utilstrækkelig forsvarsstyrke, matte overgive sig som fange, skønt han havde foreslaet sine folk hellere at falde med vaben i hand. Horn blev allerede november 1705 udvekslet; han blev 1705 rigsrad , 1706 greve og 1707 guvernør for Karl XII’s søstersøn, den unge Karl Frederik af Holsten-Gottorp . Horns krigerske bane var afsluttet.

Endnu stod han højt i gunst hos Karl XII og blev 1710 kancellipræsident efter Nils Gyldenstolpe . Stillet i midtpunktet for administrationen fik Horn lejlighed til at se med andre øjne pa styrelsen og rigets forhold, og han sank snart i gunst hos kongen. Karl XII pastod, at Horn ikke udviste tilstrækkelig nidkærhed i sine embedshverv. Bade 1710 og 1713 var Horn blandt dem, som ville have stænderne sammenkaldte; men da stænderne 1713 ?14 slog ind pa veje, som syntes at kunne føre til angreb pa kongemagten, var det Horn, der kraftigst rejste sig imod dem og advarede dem.

Hans optræden i sa henseende faldt ikke i prinsesse Ulrika Eleonoras smag; denne var nu i Karl XII’s fraværelse kaldet til at deltage i radets forhandlinger. I Karls sidste tid havde Horn kun lidet med regeringen at gøre; det var den tid, da kongen først og fremmest støttede sig til udlændingen Gortz . Efter kongens død bidrog Horn kraftig til, at Ulrika Eleonora matte frasige sig sine arvefordringer og lade sig nøje med at vælges til dronning .

Horn yndede dog aldeles ikke sin tidligere myndling, den holstenske hertug. Horns andel i fremkomsten af regeringsformen af 1719 er af meget stor betydning. Efter skridt fra dronningens side, der næppe var forenelige med regeringsformen, fratradte Horn april 1719 sit embede som kancellipræsident og fik af Ulrika Eleonora sin afsked ogsa fra rigsradsembedet. Han var landmarskal pa rigsdagen 1720 og bidrog virksomt til, at Frederik af Hessen efter Ulrika Eleonoras ønske blev konge.

Hendes plan om en samregering mellem de to kongelige ægtefæller blev til intet, fornemmelig pa foranledning af Horn. Pa rigsdagens anmodning gjorde den nye konge atter Horn til kancellipræsident. Horn blev derefter i over 18 ar den første mand i Sveriges styrelse, og tidsalderen, især efter det holstenske partis fald 1727 , kan ikke uden føje kaldes Horns regeringstid. Horn indlagde sig nu store fortjenester af den indre udvikling.

Han ma vistnok siges for en stor del at have fortjenesten af, at Sverige forholdsvis hurtig rejste sig af den tilstand, hvori de store krige havde hensat det. I udenrigspolitikken viste han stor varsomhed og forsigtighed, dog uden at kompromittere Sveriges uafhængighed og selvbestemmelsesret. Med Rusland matte Horn indga alliance 1724 ; det til en vis grad russiskvenlige holstenske parti var nu ogsa ret mægtigt i Sverige og talte fremragende medlemmer selv i rigsradet.

Horn nærmede sig imidlertid snart Frankrig og England ; men da der blev tale om Sveriges deltagelse i den hannoveranske alliance, fandt Horn det radeligst at skyde spørgsmalet om Sveriges alliancesystem ind under rigsdagen. Denne lod, sluttende sig til Horn, riget indtræde i den hannoveranske alliance. Følgen var, at det holstenske parti fuldstændig styrtedes; men selv om Horns stilling derved for den nærmeste tid styrkedes, havde han dog pa en afgørende made fremmet et farligt princip.

Gennem rigsdagens og det hemmelige udvalgs bestemmende indflydelse pa administration og diplomati skøds regeringen i baggrunden. Horn var nu i sin politik fri for russisk indflydelse, og nu indtradte den roligste og lykkeligste tid under hans administration. Imidlertid sporedes 1731 og det følgende ar fremtrædende elementer til et modparti, Carl Gyllenborg , Anders Johan von Hopken med flere, og Horns forhold til kongen, som hidtil havde været godt, blev nu, ikke mindst pa grund af personlige forhold, noget køligt.

Horns afskedsbegæring 1731 førte dog ikke til noget virkeligt resultat; den var nok ej heller sa ganske oprigtig ment. 1734 stod Horn overfor et yderst vigtigt politisk spørgsmal, nemlig om eventuelt optræden mod Rusland i den Polske Arvefølgekrig . Horns modparti, hattene , ville, pavirket af Frankrig, krig med Rusland, men det lykkedes Horn at modvirke planen. Et forbund med Frankrig neutral ^{[ flertydigt link ønskes præciseret ]} iseredes ved et forbund med Danmark , med hensyntagen til Rusland.

Horn blev nu genstand for talrige bitre og uretfærdige beskyldninger for mangel pa fædrelandskærlighed med mere. 1738 fik endelig Hattepartiet overvægt pa rigsdagen og satte først og fremmest alle sine medlemmer ind i det hemmelige Udvalg. Horns forbliven ved magten var nu umulig; flere af hans partifæller i rigsradet blev genstand for politisk forfølgelse, og han begærede endelig selv sin afsked. Ærbødigheden for ham og taknemmelighed for de tjenester, han havde gjort Sverige, foranledigede, at der ved hans fratræden ydedes ham store hædersbevisninger.

Han levede senere i tilbagetrukkenhed og ro; han døde pa Ekebyholm, tids nok til at undga at se de ulykker, som hans modstanderes hovedløse krigspolitik førte over Sverige. Horn kan ikke siges at have været nogen genial statsmand, og han havde ingen store, gennemgribende planer, men han var i besiddelse af sund sans og et udpræget praktisk blik; han havde altid et abent øje for, hvad der under de forhandenværende omstændigheder kunne gøres, og for, hvad der burde undgas.

At Horns politik var opportunistisk , matte vel ligge i forholdenes natur, han matte bevæge sig forsigtig frem mellem modsatte strømninger, og han havde i det hele taget held hermed, om man end ma indrømme, at han ikke er uden skyld i, at Sveriges politiske liv førtes ind pa til en vis grad uheldige baner.

Kilder [ rediger | rediger kildetekst ]

• Horn, 11) Arvid Bernhard i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1921)