Akershus slot (egentlig Akershus slot og fæstning ) er en af de mest betydelige fæstninger i Norge. Den er strategisk beliggende pa Akersnæs i Oslo . Borgen har overlevet flere belejringer, og er aldrig blevet indtaget med magt af en fjendtlig, udenlandsk hær, men blev overgivet til den tyske besættelsesmagt i 1940 .

Fæstningen har navn efter Aker (fra norrønt Akr , ager , og hus , borg , kastel), og har givet navn til lenet , amtet og fylket Akershus .

Slottet stammer fra middelalderen , men blev ombygget af Christian den Fjerde . Det er dog i dag sa vidt muligt ført tilbage til oprindeligt udseende, især inden døre. Dronning Margrethe I , der skabte den nordiske union , boede her som norsk dronning da hun var barn og ung voksen.

Omradet er fortsat militært, og det daglige vagthold varetages af kongens garde. Forsvarsmuseet , Hjemmefrontmuseet og Forsvarsstaben har lokaler pa Akershus Fæstning.

Middelalderen [ rediger | rediger kildetekst ]

I 1287 blev Oslo angrebet af den oprørske adelsmand Alv Erlingsson, og den gamle kongsgard og kvarteret rundt om blev nedbrændt. Akershus antages at være pabegyndt i 1290'erne af kong Hakon 5. Magnusson , som ogsa anlagde fæstningerne i Bahus og Vardø . Akershus nævnes første gang i skriftlige kilder i 1300 , i et brev fra kong Hakon til Mariakirken i Oslo. I 1308 modstod borgen for første gang en belejring af den svenske hertug Erik af Sodermanland , som belejrede borgen sammen med en række norske stormænd, men blev drevet væk af en lokal norsk bondehær. I 1330'erne var der et oprør mod kongefællesskabet med Sverige , og i perioder havde norske stormænd kontrol over Akershus. Kong Hakon 6. fik udført store byggearbejder pa fæstningen.

I 1449 blev Akershus forgæves belejret af den svenske konge Karl Knutsson Bonde . I 1502 rejste den norske adelsmand Knut Alvsson en hær fra grænseomraderne mod Sverige, indtog Akershus og fæstningen i Tønsberg , og afsatte den danske slotsfoged Peder Griis. Samme ar belejrede skotske lejesoldater i den danske konges tjeneste fæstningen. Pa vej til fredsforhandlinger blev Knut Alvsson dræbt af kongens mænd, og belejringen var ophørt indtil 1523 , da svenske soldater igen trængte ind i Oslo. Grevefejden gav Gustav Vasa anledning til at prøve at sikre sig kontrol over Norge. Som sidste udvej brændte Oslos befolkning deres hjem ned, og den svenske hær matte vende hjem med uforrettet sag.

Renæssancen [ rediger | rediger kildetekst ]

I 1527 slog lynet ned og gjorde stor skade, særlig pa det indre borgomrade. Akershus var derfor svækket, da den afsatte konge Christian 2. belejrede fæstningen i 1531 , og kun 20-30 mand var pa plads i borgen ved belejringens start. Ukendt med dette indgik Christian 2. vabenhvile med slotsfogeden Mogens Gyldenstjerne. I marts 1532 blev belejringen hævet af styrker fra Danmark og Lubeck . Efter den styrkeprøve blev borgen udbedret og forstærket. ^[1]

Søndag aften 21.januar 1532 angreb Gyldenstjerne med sine soldater Hovedøen kloster i Oslofjorden, tog abbeden til fange, og plyndrede og brændte klosteret. Klosterets hovbønder fik hovtjenesten overført til Akershus fæstning under reparationerne efter Christian 2.s belejring.

Under syvarskrigen blev borgen belejret i 1567 af svenske styrker, men lensherren, Christen Munk, havde brændt Oslo ned, sa de svenske tropper blev staende uden forsyninger eller muligheder for andet end at trække sig tilbage.

En maneformørkelse fandt sted pa den norske herredag i 1580 , og 20. januar 1581 om formiddagen sa man i Norge et himmelsyn af en skaldet, sortklædt, knælende præst med foldede hænder strakt i vejret, identificeret som superintendenten i Bergen , Jens Pederssøn Skielderup. ^[2] Sild og torsk var forsvundet fra kysterne , og en regnbyge af gule mus havde ædt hele afgrøden i Bergens-distriktet i 1578 . Som et klimaks pa disse ulykker blev en so født pa Akershus fæstning 7.juli 1581, og et skrift pa plattysk , Die Nordtsche Saw (= Den norske so), kom i omløb. Her skildres en skabning uden øjne, med en abes ører, menneskelig næse, og en elefants bøjelige "horn" (snabel) i panden. Soens fødsel udlægges af den anonyme forfatter som et tegn pa Guds vrede, men soen er med sin løsagtighed ogsa et dommedagsvarsel . Bergenserne bør mærke sig, at deres by har udviklet sig til et Sodoma og Gomorra ^[3] ? selv om soen altsa blev født pa den anden side af landet, pa fæstningen i Oslo.

Under Christian 4. blev der for alvor gang i byggeaktiviteterne. Han var optaget af den militærtekniske udvikling, især mulighederne, der la i kanonernes ildkraft. Udbedringen blev delvis finansieret ved en ekstraskat pa Østlandet og i Agder, dels ved pligttjeneste, ogsa for kvinder, som især blev sat til at bære teglsten. I 1604 stod første byggetrin færdig, med nye befæstninger ("Øvrevoll") bygget efter det italienske bastionsystem med stenklædte jordvolde. Det gamle hovedtarn "Vovehals" blev revet ned, og trappetarnene "Blatarn" og "Romerikstarnet" rejst. Akerhus fik dermed den silhuet, vi kender i dag. Krudtkammeret under slotskirken blev omdannet til fire fangehuller, hvoraf to stadig eksisterer. Christian 4. ønskede at knytte Oslo og borgen tættere sammen, og da byen brændte ned i 1624 , sørgede han for at fa den genrejst inden for fæstningsmurene, i et skakbrætlignende mønster af snorrette gader der krydser hinanden. Denne nye by kaldte han Christiania efter sig selv.

Fæstning fra 1653 til 1820-arene [ rediger | rediger kildetekst ]

Ved freden i Bromsebro efter Hannibal-fejden i 1643 - 1645 matte Danmark-Norge afsta de gamle norske landskaber Jemtland og Herjedalen , og efter krigene 1657 - 1660 ogsa Bohuslen. Disse tab og grænseændringer gjorde Akershus fæstning endnu vigtigere som national befæstning. Fæstningen blev derfor videre udbygget under ledelse av nederlænderen Isaac van Geelkerck.

Som tidligere blev fæstningen benyttet til kongehyldninger, stændermøder og til tider som kongebolig, i tillæg til at varetage militære funktioner. Men efterhanden blev de repræsentative opgaver mindre vigtige, særlig efter at Norge havde tabt de fleste af sine egne rigsinstitutioner ved indføringen af enevældet i 1660 . I løbet af 1600- og 1700-tallet blev repræsentationsbygningerne stadig mere umoderne, og vedligeholdet forsømt. Fæstningens præg af at udelukkende være en militær installation blev tydeligere. Det eneste civile indslag pa 1700-tallet var overhofretten. De militære anlæg blev oprustede ved slutningen af 1600 -tallet og frem mod 1750 , da de ydre forsvarsværker blev forstærkede. Efter en bybrand i 1686 blev voldene rundt byen nedlagt, mens Akershus til gengæld blev udvidet pa bekostning af bybebyggelsen. Mægtige, stenklædte volde med fremskydende bastioner gik rundt om hele fæstningen, der optog et næsten lige sa stort areal som byen Christiania .

8. marts 1716 blev det udvidede anlæg angrebet for første gang. Den svenske kong Karl XII angreb overraskende med 10.000 mand. Under stor forvirring fik kommandanten, oberst Jørgen Christopher von Klenow, samlet 3.000 forsvarere, og udholdt en langvarig belejring, før svenskerne til slut matte trække sig tilbage. Den mislykkede belejring var et vigtigt bidrag til at Karl XIIs første felttog i Norge mislykkedes.

Som ved al anden befæstning løber den militære udvikling fra de eksisterende forsvarsanlæg, og dette ramte Akershus fæstning rundt 1750 . Efter den tid havde anlægget ingen særlig militær betydning mere, og efter unionen med Sverige i 1814 , blev den afviklet som fæstning, og dele af de ydre mure revet ned.

Slaveri og nedbygning fra 1820-arene til 1900 [ rediger | rediger kildetekst ]

Den nye hovedstad trængte mere plads, og fæstningen fik en anden funkton efter 1814. Fordi dens militære værdi var borte, forfaldt anlægget. De ydre dele veg pladsen for offentlige og private formal, som nybyg for Oslo børs , Christiania Theater, Norges Bank og frimurerlogen St. Johanneslogen St. Olaus til Den hvide Leopard. Fæstningens volde og omgivelser var velegnede til spadsereture for byens befolkning, og ved Akershusstranden badede og fiskede man om sommeren, og løb pa skøjter om vinteren. Bygningerne pa Øvre fæstning blev benyttet til mange formal, blandt andet til lagerplads. Norges rigsarkiv holdt til der indtil 1866 , med Henrik Wergeland som sin første direktør.

En stor del af fæstningen blev benyttet til fængsel , kaldet Slaveriet . Den tids kriminalforsorg var en blanding af opbevaring ? for at beskytte samfundet ? og ≪moralsk opbyggelse≫ gennem hardt arbejde. I stedet for at henrette kriminelle , blev de sat til tvangsarbejde. Slaverne blev ogsa lejet ud til private. Blandt de indsatte var kendte størrelser som udbryderkongen Gjest Baardsen ^[4] og mestertyven Ole Høiland. ^[5]

Efter det læstadianske, samiske oprør i Kautokeino i 1852 , havnede alle de anklagede mænd, bortset fra lederne Aslak Hætta ^[6] og Mons Somby ^[7] (som blev halshugget i Alta ) pa Akershus ? kvinderne blev sat i tugthuset i Trondheim . Flere af fangerne døde i fangenskab. ^[8] Blandt de overlevende var Lars Hætta, ^[9] der var atten ar, da han blev fængslet, og som under fængselsopholdet fik anledning til at oversætte Bibelen til nordsamisk . ^[10]

I løbet af 1800-tallet blev der rejst flere militære bygninger, sa som hølade, ridehus, kommandantbolig, militære depoter og kaserner , gymnastiksal, værksteder og kontorbygninger for Forsvarsdepartementet og andre formal. De vigtigste arkitekter i denne periode var de indvandrede tyske kompagnoner Heinrich Ernst Schirmer og Wilhelm von Hanno.

Som en følge af det tiltagende forfald og byens voksende behov for byggegrunde, blev ønsket om at nedrive anlægget stærkere. Maleren og forfatteren Christian Krohg var blandt talsmændene for nedrivning, men mod slutningen af 1800-tallet vagnede forstaelsen for Akershus som historisk mindesmærke.

Anden verdenskrig og eftertid [ rediger | rediger kildetekst ]

Den første, som i moderne tid brugte slottet som ramme om officielle statslige anledninger, var Quisling . Her lod han sig i 1942 udrabe til "ministerpræsident", og her blev han henrettet efter krigen. Fæstningen blev af Wehrmacht benyttet til kaserne , fængsel for politiske fanger og rettersted. Fangetallet var ca. 80, men i en periode var 4-500 tyske desertører indespærret her. Et ukendt antal norske og udenlandske fanger blev henrettede pa Akershus i løbet af besættelsen.

Terje Rollem, medlem af den norske modstandsbevægelse, overtog 8.maj 1945 fæstningen fra kommandant Nichterlein og kaptajn Hamel. Rollem fortalte senere, at overtagelsen kun kostede en rotte livet. Han havde 130 mand med sig, og nogle af dem blev forsøgt standset af tyske vagter. Men i samme øjeblik sprang en rotte over fængselsgarden, og en af hjemmefrontmændene skød den med et præcist skud. Sa var der ikke flere problemer med tyskerne. Men kommandant Nichterlein var stærkt bevæget og holdt en tale pa mindst et kvarters tid, før han overdrog fæstningen. ^[11]

Fra 25.maj 1945 overtog briterne kommandoen og gjorde Akershus til et militærfængsel. I løbet af kort tid matte fængslet, der normalt kunne rumme op til 400 fanger, give plads til ca.1.000 indsatte. De tyske fanger talte alt fra generaler til Gestapo -ansatte. Blandt nordmændene var nogle mistænkt for spionvirksomhed . ^[12] Den tidligere underkommandant fra Auschwitz , Hans Aumeier , var kommet til Norge i januar 1945 til en nyoprettet fangelejr pa Mysen . Som denne lejrs første kommandant gjorde han sig bemærket som yderst brutal, og i Auschwitz havde han beordret 90 henrettelser. Som fange pa Akershus blev han til gengæld pryglet, sa hans skrig kunne høres over hele fæstningen. Nogle dage senere blev han igen gennempryglet og ogsa smidt ind i en dampdrevet desinfektionsovn, der blev varmet op til 65 grader. Aumeier blev senere dømt til døden i Krakow og henrettet i januar 1948 . ^[13]

Det første halve ar efter befrielsen var fangernes kost elendig: 850 kalorier dagligt. De matte spise toiletpapir opblødt i vand for at dæmpe sultsmerterne i maven, og nogle besvimede af sult i cellerne. Maden var kogt af radne kartofler, radden sild eller midebefængt klipfisk. Fanger, der var sat til oprydningsarbejde, rodede i affaldet og fandt madpakker, som hjemmefrontvagterne havde smidt fra sig, men blev de opdaget, blev de tvunget til eksercits til de faldt sammen af udmattelse og nægtet føde i tre dage. Samtidig blev fangerne holdt vagne om nætterne. Hjemmefrontvagterne satte sirener i gang, sparkede pa døre og skød i gangene. Tyske fanger blev spændt foran gamle biler, der stod parkeret der. Sa satte vagterne og besøgende kvinder sig op pa biltaget, og hvis tyskerne ikke kunne trække bilerne hurtigt nok, blev der skudt mellem benene pa dem. Da rigspolitiet overtog vagtholdet i juli 1945, ophørte dette. ^[14]

Senere blev Akershus igen et festlokale ved fejringen af kong Haakon 7.s 75-arsdag i 1947 . I kælderen under sydfløjen blev Det kongelige gravkapel indrettet, og her er dronning Maud , kronprinsesse Martha og kongerne Haakon 7. og Olav 5. bisat. Det meste af restaureringsarbejdet blev afsluttet i 1962 , mens Olavshallen i nordfløjen først blev fuldført i 1976 .

Den nutidige restaurering [ rediger | rediger kildetekst ]

En større restaurering sommeren 2010 har afdækket, at den tidligere restaurering med blandt andet brug af cement og fjernelse af den hvide kalkpuds , der tidligere dækkede slottet, har medført en stærkere nedbrydning af slottets vægge. ^[15] Det vurderes derfor, om væggene igen skal kalkes eller slemmes. ^[15] Under restaureringen har man blandt andet fundet ud af, at slottet tidligere ogsa har haft en okkerfarvet kalkslemming. ^[15] En plan for bevaring af slottet og fæstningen, et samarbejde mellem norske civile og militære myndigheder, har til formal at bevare bygningsmassens historiske og kulturelle værdier for fremtidige generationer ^[16] .

Se ogsa [ rediger | rediger kildetekst ]

• Norske middelalderborge

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Akershus slot
• Akershus slot pa Riksantikvarens hjemmeside kulturminnesok.no
• Akershus slot og fæstning Arkiveret 14. marts 2017 hos Wayback Machine
• Forsvarsmuseet Arkiveret 18. november 2016 hos Wayback Machine
• Norges Hjemmefrontmuseum, Akershus Arkiveret 4. marts 2016 hos Wayback Machine

59°54′23.440″N 10°44′10.345″Ø  /  59.90651111°N 10.73620694°Ø  / 59.90651111; 10.73620694