Den 2. Balkankrig fandt sted i 1913 mellem Bulgarien pa den ene side og Serbien , Grækenland , Osmannerriget , Rumænien og Montenegro pa den anden.

1. Balkankrig betød en sejr for koalitionen af Serbien, Montenegro, Bulgarien og Grækenland over det osmanniske Tyrki , men krigen havde ikke ført til en bilæggelse af koalitionspartnernes indbyrdes modstridende grænsekrav i Makedonien , og følgelig udbrød der efter kort tid aben konflikt mellem Serbien, Grækenland og Bulgarien om delingen af det omstridte territorium.

Bulgarien led de største militære tab i krigen, men havde haft en stor del af sine tropper bundet pa østfronten mod tyrkerne. Dette havde betydet at Bulgarien havde opnaet kontrol med byen Edirne (Adrianopel) men landet havde kun opnaet kontol over en mindre del af det makedonske omrade.

Kort før 1. Balkankrigs udbrud havde den græske statsminister Eleftherios Venizelos og hans serbiske kollega ført forhandlinger om deling af Makedonien, og begge statsledere havde udvist interesse for indga et indbyrdes kompromis, der tilgodesa deres respektive lande pa Bulgariens bekostning. Under krigen havde Grækenland opnaet kontrol over den sydvestlige del af omradet inklusive hovedbyen Thessaloniki og halvøen Chalkidike . Kort tid efter den græske indmarch i byen ankom bulgarske tropper ligeledes til Thessaloniki. For at styrke sit lands krav pa Thessaloniki tog den græske kong Georg 1. ophold i byen, hvor han kort tid efter blev myrdet af en anarkist. Endvidere ønskede Grækenland at opna kontrol over Kavalaomradet øst for Thessaloniki med de potentielle skatteindtægter omradets tobakproduktion kunne indbringe. Serbien havde opnaet kontrol over de nordlige dele af det omstridte territorium, men havde ikke opnaet sit mal om at fa adgang til Adriaterhavet pa grund af italiensk modstand. Den nyoprettede stat Albanien fungerede herefter som italiensk bufferstat mod Serbien. Koalitionens kamphandlinger med Osmannerriget ophørte med undertegnelsen af Londontraktaten 30. maj 1913, men denne traktat anviste ingen løsning pa det makedonske problem.

1. juni 1913 indgik Grækenland og Serbien en alliance vendt mod Bulgarien og samtidig afstemte de to lande deres grænsekrav i Makedonien efter hinanden. Senere samme maned angreb den bulgarske hær bade den græske og serbiske i et forsøg pa at gennemtvinge bulgarsk kontrol over det makedonske omrade og oprette det Storbulgarien, som landet var stillet i udsigt ved traktaten i San Stefano i 1878. Bulgariens militære styrker oversteg bade Serbiens og Grækenlands, men krigen blev afgjort da bade Osmannerriget og Rumænien benyttede lejligheden til at falde Bulgarien i ryggen. Saledes gik rumænerne over grænsen ved Donau og tog kontrol over byen Silistra , og tyrkerne løb storm pa Edirne og generobrede hele Østtrakien.

Den 2. Balkankrig blev afsluttet med freden i Bukarest , der tildelte den nordlige del (stort set modsvanrede til det nuværende Nordmakedonien af det makedonske omrade til Serbien. Den sydlige og største del af omradet blev tilkendt Grækenland inklusive Thessaloniki og Kavalaomradet. Bulgarien beholdt kontrol over en mindre østlig del af det makedonske omrade, og matte afgive Syddobrudja med byen Silistra til Rumænien og Østtrakien og byen Edirne til tyrkerne. Bulgarien bevarede dog kontrol med Vesttrakien og havnebyen Dedeaga? ( Alexandroupoli ).

Denne artikel er baseret pa materiale fra den tilsvarende artikel pa den engelske Wikipedia.